151
væmodigt Brev til, og tog den største Deel i
vor fælles Sorg over at Frøikenen var bort¬
viget med Baronens Skytte.
Mine Forældre, som vare af en gam¬
mel og anseelig Familie, og i stor Høyag¬
telse af alle, græmmede sig alt meer og meer
over, at de saaledes paa en uskyldig Maa¬
de skulle blive en Snak over heele Landet.
Min Moders Svaghed tog til Dag fra
Dag; thi Sorg over Børn trænger vist
nok ind til det inderste, og slaaer de farlig¬
ste Rødder i Blodet.
Hun dode faae Uger efter min Søsters
Undviigelse, og de sidste Ord hun talte,
raabte hun: Ak! min kiere Datter! vidste
jeg kun, om du var levende eller død, det
sidste er det visseste. Jeg tilgiver dig den
Sorg, du har paaført det Hierte, under
hvilket du har lagt. Jeg vil nu byde den¬
ne Verden Farvel, og tale med dig i den
anden. Min Søn, sagde hun til mig, jeg
har ikke som andre Mødre været øm over
mine Børns Opdragelse, nedbryd nu ikke
selv den Grundvold, som dine Forældre har
