162
Jeg kom nu saa nær, at jeg kunde see
et Fruentimmer siddende paa sine Knæ med
sammenfoldede Hænder at bede, og en
Mandsperson at staae for hende med en ud¬
dragen Hirsfænger.
Jeg sprang i en Hast frem, og skiød den
ene Pistol af. Hvorpaa denne Mandsper¬
son forlod dette arme Fruentimmer, og sprang
paa en Hest, som ved Siden stod bundet
til et Træ.
Dette stakkels Pige=Barn daanede af
Forskrækkelse; men kom dog strax til sig selv
igien. Jeg spurgte hende hvad det var for
en Mandsperson, som saa hastig forlod hen¬
de ved min Ankomst, og af hvad for Aar¬
sag han vilde dræbe hende. Ak! min Her¬
re! sagde hun, i det hun faldt ned for mi¬
ne Fødder, jeg veed det ikke; men dette veed
jeg, at han var det nedrigste Menneske af
alle Mandfolk. Han havde ikke aleneste
Frækhed nok til at friste min Ære; men da
jeg ingenlunde kunde eller vilde høre og føye
hans saa ublue og umenneskelige Anmodnin¬
ger, havde han endog den Grumhed, at
han kunde have taget Livet af den Aller¬
