163
uskyldigste, dersom De, min Herre, ikke hav¬
de været saa ædelmodig, og frelst et ulyksa¬
ligt Liv. (Dette sagde hun i den største
Væmodighed, og Taarerne trillede Strøm¬
viis ned af hendes blegnende Kinder.)
Jeg spurgte om hun vilde følge med mig
til Hoved=Staden. Ak! min Herre! sagde
hun, jeg er nylig flygtet derfra. Jeg blev
meget underlig og tillige nysgierrig efter at
vide, hvad dette var for et ungt Menneske,
og bad hende endnu engang at følge med
mig. Ak! min Herre! sagde hun, De er
min Befriere, og jeg skal evig være Dem for¬
bunden; men jeg tør neppe betroe mig til
en Mandsperson, som jeg aldrig tilforn har
seet. Jeg forsikrede, intet Ont skulde veder¬
fares hende, saa længe hun var hos mig.
Jeg anseer Dem saa ædelmodig, sagde hun,
at jeg haaber de har Medlidenhed over den
Ulyksaligste, og som er fremmed i den heele
Verden, uden Slægt og Venner og det
mindste Opholds=Sted.
Hun fulgtes med mig til min Vogn,
og jeg overlod hende noget af mit Reyse¬
Tøy, og underveys fortalte hun mig sin Skieb¬
ne.
