165
Forskiel gjort paa mig og deres eget Barn. Vi
lignede næsten hinanden noget, og mange som
saae os, spurgte om vi vare Tvillinger.
Vi bleve oplærte i alt det, som ziirer og
pryder Ungdommen. Ja, jeg mindes end¬
nu, at mange, som saae os i vore spæde
og unge Aar, sagde, at vi bleve store Skiøn¬
heder.
Men ak! denne Skiønhed blev min For¬
dervelse, og min yndige Skabning styrtede
mig i Unaade hos mine beste Velgiørere.
Det hendte sig i vort femtende Aar, at
vi faldt i Smaa=Kopper. Jeg blev først
angreben af denne for alle Skiønheder saa
farlige Sygdom. Man bar den største og
ømmeste Omsorg for mig i min Svaghed,
og nægtede mig intet, undtagen at deres e¬
gen Datter min kiereste Veninde aldrig maat¬
te komme til mig, uagtet alle mine indstæn¬
dige Bønner.
Jeg var saa lykkelig ellev rettere ulykke¬
lig at denne for smukke Ansigter skrækkeli¬
ge Bussemand ikke efterlod sig de mindste
Spor og Kiendetegn hos mig; og efter 4
Ugers Svaghed blev det alt bedre og bedre.
