168
Jeg gik, men meget nedslagen i mit Ge¬
myt, og faldt paa de Tanker, at jeg maa¬
skee ikke maatte være i deres Datters Nær¬
værelse, at ikke hendes dybe Arr, skulle væ¬
re des kiendeligere, naar man tillige saae
mine glatte Kinder. Jeg brast i Graad og
tænkte: Ak, hvor uskyldig bliver du dog ik¬
ke forhadt! Ovorfor har dog Skiebnen væ¬
ret dig saa gunstig, paa den eene Maade,
og saa ugunstig paa den anden. Midt i
denne Graad kom min lille Veninde løben¬
de for at sige mig, hvad Fremmede vi hav¬
de; men da hun saae mig færdig at smælte
bort i Taare, studsede hun, og spurgte af
hvad Aarsag, hun skulle finde mig i denne
Tilsiand;
Akl min kiereste Veninde, sagde jeg,
det jeg omfavnede hende. Hvor ønskede jeg
ikke, at vi kunde skifte Ansigter, eller og
at Eders Arr vare indtrykte paa mine Kin¬
der, og at J igien havde min glatte Hud
Jeg kand ikke leve, naar jeg skal være ha¬
det af dem, som har elsket miig, og for¬
skudt af dem, som jeg bør takke for mit
Liv. Jeg var meget utaalmodig, og min
