7e9
lille Veninde ville have trøstet mig, men
forgieves.
Til min største Ulykke fik jeg en ansee¬
lig Beylere, og da han gik deres egen Dat¬
ter forbi, bleve mine Velgiørere saa forbil¬
trede, paa mig, at de befoel mig at forlade
deres Huus. De havde nu længe nok og¬
draget et Hitte=Barn, og hapde beviist mee¬
re imod mig end af fremmede kunde forlan¬
ges. De kunde nu ikke beholde mnig længep,
sgasom jeg spildte kun deres Datters Lyk¬
ke og alle vare forgabte i mig. De gave
mig 100 Rolr. og befoel at jeg strax skul¬
le gaae bort og opsøge mig en anden Plads;
thi de havde ladet mig lære det, hvormed
kunde tiene mit Brød, og at jeg aldrig
meere maatte komme for deres Aasyn. i
JClilgJeg paa mine Knæ takkede mine Vel¬
giørere, og til Afskeed favnede min kiereste
tille Veninde, og det var neppe at vi for
Laare kunde sige det bedrovelige Farvel.
Jeg gik bedrovet bort, og jeg undsaae
mig ved at gaae til mine forrige Velgiø¬
reres Bekiendtere, som mueligt vilde tænke,
