181
saa vidt min Hukommelse vil tillade, og
saa som her er ingen af vort Kiøn tilstede,
som kunde støde sig derover, og kalde dem
unyttige Formaninger af en Fader til en
Datter.
Vi bade Frøikenen ikke at bruge saa¬
dan en Fortale, saasom vi alle vare Ven¬
ner, og derpaa begyndte hun:
"Da nu min Fader fornam, at hans Tid
var snart omme, og at han skulle sige Ver¬
den Farvel, kaldte han mig for sig ved Sen¬
gen og sagde: Min kiereste Datter! Du
har været mig givet af Himmelen, og hvor
vilde jeg ikke ønske, om det var Himmelens
Villie, at jeg maatte leve, alleneste for at
opofre dig til den, af hvis Haand jeg har
annammet dig.
Jeg har dog i alt dette det gode San¬
vittigheds Vidnesbyrd, at jeg ikke har for¬
sømmet og efterladt min Pligt som en Fa¬
der at opdrage og formane dig indtil den¬
ne Dag.
Men saasom Du har været min største
Fornoyelse i Livet, saa foraarsager du mig
