1182
og den største Bedrøvelse, nu jeg skal gaae
ud af Livet og forlade denne Verden, hvor
i du saa nylig er kommen, og ikke endnu
ret har lært at kiende. Men da jeg nu maa
forlade dig saa ung, frygter jeg for, at mine
Ord og Formaninger skal have været for¬
gieves; thi jeg kiender Verden alt for vel,
og veed, hvor let den med sine Daarlighe¬
der og Forfængeligheder kand forstyrre og
nedbryde den Grundvold, som jeg hidind¬
til har lagt i dit spæde Hierte, til at bli¬
ve et fornuftigt Menniske, og ikke være
som mange andre, der har kuns alene
den blotte menneskelige Gestalt og Skikkelse.
Og da Himlen har begavet dig med heele
og veldannede Lemmer, og Naturen har li¬
gesom viist sit Mesterstykke paa dig, at jeg
forud seer at du vil blive saadan een, som
man kalder en Skiønhed, saa vil jeg som
en Fader formane dig, min hierte og kie¬
reste Datter, at du ingenlunde maa hov¬
mode og giøre dig til deraf, men meget mee¬
re stræbe at forøge din smukke Skabning,
med smukke Dyder, thi betænk, mit Barn
hvor daarligt man ikke handlede og hvor
ilde det ikke vilde lade, om man giemte og
