184
Der var engang, sagde min Fader, en
Mand, som hedde Eenfoldighed; han hav¬
de tvende Døttre, den eenes Navn var
Vittighed og den andens Napn var For¬
fængelighed. Vitrighed var noget ældre
end Forfængelighed, men der var ikke stor
Forskiel paa Alderen.
" Forfængelighed enede alt det som Na¬
turen kand tillegge en Skiønhed, hun hav¬
de de fineste og deyligste Lineamenter i sit
Ansigt og heele Machinen var af den nette¬
ste Skabning, som nogen vide seer:
Derimod havde Naturen været meget
sparsom imod Virtighed; thi hun besad ik¬
ke det allerringeste af noget udvortes, som
kunde behage og indtage Øynene.
Omkring Forfængelighed havde og al¬
tid opholdt sig en Sværm af Daarligheder,
som med deres dumme Lovsange ophøyede
hendes fuldkomne Skabning, og gandske for¬
vildet hende med deres utidige Berømmelser,
saa at Forfængelighed blev indtagen og
forgabt i sin egen Person, og virkelig ind¬
bildte sig at hun besad alle de Dyder og
