198
lade hende, førend hun ville forlade Verden,
var det dog saa langt fra at hun tænkte
derpaa, at hun jo var omhyggeligere for
at skaffe sig nye Forlystelser. Hun kunde
endnu beqvemme sine Øren til Tilbedelser,
og hun kunde uden Modbydelse høre Hyk¬
lere at fordoble hendes Skiønheds Blom¬
ster, som dog tæmmelig begyndte at falme
for Alderdommens Kulde.
Jalousie havde næsten bemestret sig hen¬
des Hierte, og, om jeg skal sige reent ud,
havde hun den daarlige Indbildning, at al¬
le Mandfolk vare ligesom skabte for hende,
og forgabte i hendes Person. Kort sagt,
endskiønt min Moster havde forsøgt Verden
saa vel, og to Gange været gift, havde
hun dog nu saa megen Munterhed tilbage,
at hun ønskede, nok engang at træde ind
i Verden.
Naar jeg nu har sagt Dem dette for¬
ud, kand De let begribe, at alle de som
hun ansaae for sine Rivaler, var en Torn
i hendes Øyne.
Jeg kom i min Mosters Huus, da jeg
var ti Aar gammel, og indtil mit fiortende
