204
jo længer jo vanskeligere, da jeg ikke ret vid¬
ste hendes Mening, uden for saa vidt, jeg
kunde giette mig til.
Min Mameselle, som var mig givet til
Læremesterinde, var et Menneske, som hav¬
de en rum Samvittighed, og vidste vel at
skiere Kaaben efter Været, og at gaae min
Moster under Øyne. Men hun var en slet
Veyviiser for unge Mennesker, thi i den
Sted hun burde have givet mig sunde og
gode Regler, og baaret Omsorg for min
Opdragelse, giorde hun dog ikke andet end
læste franske Romaner og Comoedier for mig,
dersom hun endda havde villet uddrage Mo¬
ralerne og Lærdommen af dem og forklaret
samme, kunde det dog have passeret; men det
var ikke hendes Sag. Derimod kunde hun
ret fornoye sig, naar noget forekom, som kil¬
drede de kiødelige Sandsør og kunde fornøye
et slet Gemyt. Hun skulle have informeret
mig i det franske Sprog, men jeg lærte at
læse og tale det uden Grund, som en Po¬
pegoye.
Min Dandse-Mester, min Tegne-Mester
og min Jnformator paa Claver havde nep¬
