210
angaaende hendes Moster, og endskiønt vi
forestillede hende, at Drømme var ikkun
Phantasie og at man undertiden drømte om
dem, som man om Dagen havde talt om,
eller tænkt paa. Men det kunde ikke hielpe,
og Frøikenen blev lige utaalmodig, og sag¬
de, at hun vel havde talt om hendes Mo¬
ster om Dagen, men hendes Drøm var
dog alt for betydelig til at den kunde ansees
for blot og bar Drømme=Værk, og en Virk¬
ning i Blodet af en stærk Jndbildnings=Kraft.
Vi bade derfore Frøikenen at fortælle
os Drømmen, om vi kunde udlede noget
deraf; men dette sagde vi for at opmuntre
hende lidet, for Resten vare vi alle lige go¬
de Drømme=Fortolkere. Frøiken Sik bad
os da, at vi ville give vel Agt paa For¬
tællelsen.
Jeg drømte, sagde Froikenen, at jeg var
113
gaaet ud i Marken at fornoye mig, og forslaae
Tiden. Og i det jeg gik, syntes mig at jeg
kom til et Vand, som var ikke meget bredt,
saa at jeg tydelig kunde see alle Ting paa
den anden Side; men dette Vand var des
længere, thi jeg kunde ikke øyne den ene
