211
Ende, men den anden Ende af Vandet grænd¬
sede til en Skov.
Paa den Side af Vandet hvor jeg gik,
var Jorden gandske bar, og Græsset var
ligesom afbrændt og svællet af Solens Hee¬
Derimod kunde jeg see den behagelig¬
de.
ste og deyligste Eng paa den anden Side
af Vandet, hvor jeg tillige saae en utallig
Vrimmel af Mennesker, som alle lode til at
være glade og fornøyede. Dette fortreffeli¬
ge Syn indtog og bedrog saaledes-mine
Øyne, at jeg ønskede i mit Hierte, at kun¬
de faae Deel i denne Herlighed og Lyksalig¬
hed. Men at gaae lige over Vandet var
umueligt; thi det var ligesom hundløs. Jeg
besluttede derfore at gaae omkring Vandet
ved den Ende, som grændsede til Skoven.
Jeg syntes da, at jeg kom ind i Skoven,
ved en temmelig lang Omvey; men her løl
utallige Veye, saa at jeg ey vidste, hvilken
der var den retteste. Skoven var desuden
tyk og mørk, og Greenene, som vare lige¬
som vævede i hinanden, og beklædte med u¬
tallige Lov, som hindrede Solens Straaler
at trænge sig igiennem. Jeg kom altsaa dy¬
