210
bere og dybere ind i Skoven, og kunde hver¬
ken finde ud eller ind; Natten paakom des¬
uden, jeg travede i Blinde, og svedte tilli¬
ge Angstens Sveed. Til hvilken Side jeg
vendte mig, rev og stak jeg mig paa de spid¬
se og hvasseste Torne. Ja, i denne fæle Taugs¬
hed hørte jeg intet andet end Skrigen af de
forskrækkeligste Natte=Fugle, tilligemed Brø¬
len og Tuden af de grummeste og vildeste
Dyr. Forskrækkelse udpressede den kolde Sveed,
som trillede ned af mit Ansigt som de stor¬
ste og koldeste Regn-Draaber, mit Hierte
klappede i mit Bryst; jeg vilde løbe, men
Mathed havde betaget mine Been, saa at
jeg ingen Vegne kunde komme; mig syntes
og at jeg gik i idelige Moradser, hvoraf jeg
med den største Møye slap op igien; under¬
tiden syntes mig at jeg faldt ned i dybe Huu¬
ler og Graver, og maatte krybe op paa Hæn¬
der og Fødder.
Omsider syntes mig, at jeg blev saa ud¬
mattet, at jeg besluttede at sætte mig ned,
og oppebie min Skiebne. Jeg famlede der¬
fore i Mørke efter et Træe, og da jeg fandt
det, satte jeg mig ned med Ryggen imod
