213
Bullen. Jeg sukkede til Himmelen om dens
Hielp og Redning, ja, jeg sukkede virkelig
saa dybt i Søvne, at min kiereste Veninde
Madame K"? vaagnede derved, hvilket hun
allerede har sagt mig.
Da jeg saaledes sad ved, dette Træe,
syntes mig at jeg saae et Glimt af et Lys,
og da jeg blev ved at see derhen, blev det
alt klarere og klaxere. Jeg tænkte at det
maatte være et Huus i Skoven, hvorfore
jeg stod op og gik efter Lyset, og det Haab
om at finde nogen, som kunde veyvise mig,
gav mig ligesom nye Kræfter.
Jeg fandt og en liden Hytte, hvor jeg
syntes der var Lys tændt. Jeg bankede paa
Doren, men hvor forbauset blev jeg ikke!
Der kom en Gestalt frem, som vel lignede
et Menneske, men skinnede som Solen i sin
stærkeste Glands.
Jeg vilde have gaaet tilbage; thi jeg blev
gandske beængstet, og kunde ikke tale et Ord;
men denne Gestalt eller Aand tog mig ved
Haanden og under Armene, i det jeg af
Angest var færdig at segne til Jorden, og
