229
glad ved denne Skrivelse, saa at vi med
Forundring ansaae, hvorledes disse to Sinds¬
Bevægelser ligesom førte Krig i det ædelste
Hierte.
Ak, raabte hun, i det hun kastede sig
paa Canopeen, min Moster, min hierte
Moster, mig synes at jeg hører allerede hen¬
des døende Sukke, o! kunde jeg dog være
saa lykkelig, at tale med min kiereste Moster,
førend Døden gandske tilspærrer de Læber
og aldeeles binder den Tunge, som endelig
har lært at tale ret. O! at Himlen vilde
dog unde mig den Glæde, at kunde kysse
hendes Hænder, førend den naturlige Var¬
me forlader dem, og jeg maa see dem kol¬
de og stive,
Dog, sagde Frøikenen, i det hun reyste
sig op i den største Hast, i alt dette glæder
jeg mig, at om end min kiere Mosters Leve¬
Traad ikke længer er spundet, døer hun dog
som et fornuftigt Menneske, der har forladt
den falske Lyksaligheds Eng, saa at om
det er mig ikke forundt at see hende meere
i Provelsens Land og i Afholdenheds Eng,
skal jeg dog tale med hende i det prægtige
Fuldkommenheds Land.
