230
Vi trøstede Frøikenen det beste vi kun¬
de, og Hr. Dek omfavnede sin Elskværdige,
som og glædede sig over at hendes Moster
gav sit Samtykke til deres saa reene og u¬
skyldige Kierlighed.
O! sagde Frøikenen, da hun var kom¬
men lidt til sig selv igien, lad os pakke ind
jo for jo heller, og forlade dette Sted.
Vi gjorde os derfore strax færdige til
Reysen; thi saasom deres Boehave bestoed
i Guld og Ædelsteene, var det snart ind¬
pakket. Vi begav os altsaa paa Reysen den
følgende Nat. Jeg vilde vel have forladt
dem og taget Afskeed med dem, men disse
ædle og ærlige Venner, hvoraf man finder
kuns faa, vilde ingenlunde, at jeg maatte
forlade dem, men sagde, at jeg burde have
Deel i deres Glæde ligesaavel som i deres Sorg.
De reyste ligesaa ubekiendte fra denne
Bye, som de kom til den, uagtet man va¬
re meget nysgierrige for at vide, hvem og
hvorfra disse Personer vare.
k. Paa Tilbagereysen forefaldt intet af Be¬
tydenhed. Vi kom lykkelig og vel tilbage,
og vores meeste Tale gik ud paa, at vi alle
