231
ønskede med Frøikenen, at vi maatte finde
hendes Moster iblant de levendes Tal. Vi
ønskede ogsaa at deres Flugt var ikke aa¬
benbaret; men der er stoer Vanskelighed ved
at skiule to Ling, nemlig Kierlighed og Armod.
Derfor var dog deres mindste Bekym¬
ring, og de overlod til enhver, hvad de vil¬
de sige derom, de vidste med dem selv at
de havde opført sig som dydige Personer,
paa deres Flugt, og alt det, Folk kunde si¬
ge derom, var, at det var noget romansk,
for Resten, sagde Hr. De, maa dog de
Snakke=Syge takke os, om de vare fornuf¬
tige, fordi vi har givet dem en liden Leylig¬
hed til at sette dem Munden i Gang.
Vi indrettede ogsaa vores Reyse saale¬
des at vi kunde komme til Frøikenens Mo¬
ster sildig ud paa Aftenen.
Det var ellers mærkeligt, at den sam¬
me lille Pige, som havde hiulpet Frøikenen
ud af sit Fængsel, var og den forste som
med tusinde Lykønskninger og Velsignelser,
tog imod os og lukte Frøikenen ind i sin
Friehed. Ja, den samme brave Pige kun¬
de neppe svare for Glæde; thi det første Frøi¬
