232
kenen spurgte efter, var, om hendes Mo¬
ster var endnu levende, og da vi fik denne
behagelige Tidende, sprang Frøikenen af Vog¬
nen saa let som en Fugl.
Saasnart Frøikenens Moster blev under¬
rettet om vores Ankomst, befoel hun strax
at indlade os til sig.
Saasnart vi traade ind i Sove=Gemak¬
ket, styttede hun sig op i Sengen. Herr
De? og Frøiken S?? traade til Sengen,
og paa deres Knæe afbad deres Forseelse,
hvilken Mosteren var villig at tilgive dem,
og tilstod at hun selv havde været Aarsag
dertil, og at det tilkom hende at bede dem
om Forladelse, og sagde, at hun nu havde
naaet sit Ønske, og var fornøyet med Him¬
lens Villie enten hun skulle leve eller døe.
Derpaa lagde hun sig tilbage, og kunde ik¬
ke tale meere, men bød os god Nat.
Frøikenen begyndte at græde; thi hun
tænkte at det var nu ude med hendes Mo¬
ster; men Mosteren bød hende at give sig
til freds, hun vilde i Morgen tale meere
med os; thi for nærværende Tid sagde hun:
kand jeg ikke tale meere for Glæde.
