RIDDER BRUNO.

I
LORINDE iler ved Ridderens Arm
Saa bleg og bange,
Hun ængstlig klynged sig op til hans Barm
Paa maanlyse Vange.

II
Den Ridder fremiled saa varm og heed
Blandt Bjerge og Fjelde,
LORINDE saa ængstligen Hænderne vreed
Og Taarer mon fælde.

III
Da stod de saa høit paa saa skraadt et Fjeld,
Hvor Grantræet suser,
I dyben Afgrund det kogende Væld
Saa skummende bruser:

IV
O siig, du Skjønne, saa faur og fiin!
Hvad om dig lystes
I Vovernes skummende Brudeliin
Af Klippen at krystes?



V
Hvad om du vil flye og ei nævne mit Navn
For Mand eller Qvinde,
Hvadenten du vil i Afgrundens Favn
En Brudgom dig vinde?

VI
Da knæled LORINDE for Ridderens Fod
Paa Fjeldet det øde:
O BRUNO! hvi tørster du efter mit Blod
Og hvad er min Brøde?

VII
Jeg var en Pige uskyldig og fro,
Du bad om mit Hjerte;
Jeg gav dig minHaand, men du lønned min Tro
Med grusomste Smerte.

VIII
Og nu du forlanger, jeg flye skal forladt,
Til Skjændsel og Skamme,
Med Barn under Hjertet i bælmørke Nat -
Men Gud vil dig ramme!

IX
Nei aldrig mere du flygte nu skal,
Saa raabte den Ridder,
Dernede den kantede Steen og Koral
Alt ventende sidder.

X
Ha! snart skal nedstyrte fra Fjeld og til Fjeld
De knusede Bene,
 og snart skal du sukke i skummende Væld
Saa blodig og ene!

XI
Saa styrted han hende blandt Klipperne ned
I rædsomme Harme;
Vildt stirrede han over Afgrunden bred
Med sænkede Arme.

XII
Da visked han Sveden af Panden bort
Og hurtig bortiled;
Ei før han naaede Borgens Port
Den Riddersmand hviled. -

XIII
Paa Borgen boede ung FULDA, saa mild
Med Terner og Svende,
Og BRUNO længe med blussende Ild,
Kun elskede hende.

XIV
Mod hendes Sol, en Maane var kun
Den blege LORINDE;
Mens Maanen dæmred i natlige Stund
Ei Sol kunde skinne. -

XV
Derfor han sin Viv nedstyrted saa brat
Den Bjergtrold at gjæste,
Saa iled han hurtig i bælmørke Nat
Ung FULDA at fæste.



XVI
Da Solen stod høit, I hvælved Capel
Det Bryllup mon stande.
De Riddersmænd ønsked ham alle godt Hæld
Og Lykke for sande.

XVII
Med Kjerte lyses det Brudepar
I prægtige Kammer,
Saa sælsom i Sind Ridder BRUNO var -
Samvittighed rammer. -

XVIII
Da Midnatsklokken paa Taarnet slog
Sig Døren oplukked,
En iiskold Haand om Panden ham tog,
Tre Gange det snkked. -

XIX
I ængstlige Drømme ung FULDA laae
Og Slikkene hørte,
Sin Arm hun monne om Ridderen slaae
Han ikke sig rørte. -

XX
Hun følte paa ham, saa kold var hans Kind.
Saa ængstlig og bange
Hun kaldte; og Tjenere styrtede ind
Med Fakler saa mange. -

XXI
Med Fakler de monne for Brudeseng staae
Og Flammen den lyste;
 Da BRUNO iiskold og stivnet laae; -
Hver Riddersvend gyste. -

XXII
Ung FULDA sad som en udhugget Steen
Paa Bolstrene bløde,
En Rædsel foer gjennem :Marv og Been.
Af Skrækken hun døde. -

XXIII
Da flygtede alle saa ræd i Sind; -
Og hæslig nu tuder
Om Midnat, Stormene ud og ind
Af brustene Ruder. -



SONNET.
(til SIBBERNS Erindring)

Mørk over mig sig sorte Graner foued,
Skyedragen skjulte Stjernens Zitterglands,
I hver en Fjeldkløft Nattens Aander trued,
For Tvivlens Afgrund svimlede min Sands.

Med rædsom Alvor Klippen paa mig skued,
En Gysen foer i Høstens gule Krands,
Blaalige Flammer over Dybet lued,
Forfærdet flygted lysen Alfedands. -

Men Gud er nærmest os, naar størst er Nøden!
En Engel sendte han med Tryllestaven,
Berørt af den mit Øie sig oplod.

Og see - nu spired Livets Frugt af Døden,
Sig Aanden svang forklaret over Graven
Og Synden tvetted Jesu med sit Blod.


RASK HVIRVLES VI I TIDENS STORE DANDS

Rask hvirvles vi i Tidens store Dands
Vildt famlende blandt Haabets gyldne Ranker;
Til Kamp, til Lyst gaaer Veien, Hjertet banker -
Da tabes Øieblikkets friske Krands.

Da røver Glemsel det Forgangnes Glands,
Men huld og blid en Møe paa Veien vanker;
Vemodig hun de tabte Blomster sanker,
Og følger efter med sin blege Krands.

Naar Øiet stundom da tilbageskuer,
Da staaer hun smilende, paa Krandsen peger,
Og ved hvert lille Blad fornøier sig.

Naar ogsaa Dem bestraaler Mindets Luer,
O gid der da, i hendes Blomsterbæger,
En duftsød Reseda maa staae fra mig!


EPIGRAMMA OVER CORREGGIO.
(efter FABIO SEGNI, GENTILHUOMO FIORENTINO)

Da end Aanden behersked Malerens dødlige Lemmer,
Ginge Chariterne frem, bade ydmygelig Zens:
Ingen andens Haand, alnaadlge Fader, end dennes,
Ingen anden lad male os! det er vor Bøn.
Og Olympens høie Behersker tilnikked dem Bifald,
Hævede Ynglingen strax op til sin skinnende Borg,
At nærværende han desbedre Chariternes Billed
Fatted, og, uden Slør, nøgne, Gudinderne saae.

EPIGRAMMA OVER ØELENSCHLÄGERS GORREGGIO.

Længst alt var i den høie Himmel den hellige Maler,
Da Poesien gik frem for den Almægtiges Stol,
Knæl te og sagde: Herre! udsend mig at hædre din Kunstner!
At ei hans dunkle Grav savner Tragoediens Sang;
Thi i Livet og Døden, du veed, jeg ham elskte af Hjertet!
 Ogsaa min kjæreste Skjald vier til Sangen jeg ind
Da tilstod den almægtige Fader Datteren Ønsket;
Og fra Norden lød, dæmpet, den tragiske Sang -


OVER FOSTBRØDRENE.

Hvo saae ei Laokoons snogombugtede Dødskamp
Mandens martrede Kraft, Børnenes piinllge Angst
Hugget i Marmorblokken? Hvo har ei noksom-beundret
Livs og Skjønheds vildtsprudlende Styrke, af Qval
Lokket Mig Vandets Skumspring fra den rolige Flade
Til dødmattende Pragtsyn, hvis fortærende Ild
Driver med Skræk og Gru klart frem kunstherlige Frugter?
Det har Digteren her virket med skabende Aand
Virket med Dybsindsord og med hjertegribende Pathos
Derfor kan stolt vort Nord skue paa Grækeren hen -


NATSEILERSKEN.

I
I Havfruer smaae!
Og I Bølger blaae!
Saa lystig vi Dandsen skal træde!
Jeg sad derhjemme saa mod i Sind,
Jeg kunde ei andet end græde;
Nu svinger min Baad sig i susende Vind
Og Bølgen mig vugger paa Dybet.

II
I Havfruer smaae!
Og I Bølger blaae!
Jeg eder en Vise vil sjunge.
I Egelye, paa Blomstervang,
Jeg kan ei røre min Tunge;
Men i Stormen toner saa sødt min Sang,
Hør Jomfruen sjunger paa Bølgen!

III
Der var en Møe
Paa den grønne Øe,
Hvor Drueguld Bjergene krandse,
Hende fryded ei Hyrdernes muntre Sang
Og ei Hyrdindernes Dandse,
I Barmen boede en voldsom Trang,
Og ingen forstod hendes Smerte.

IV
Men en Sølvskye baer,
Som en Solstraale klar,
 En guldlokket Engel til Dalen;
Da fremlued Gløden i Jomfruens Bryst,
Bort flygtede Sorgen og Qvalen:
Hendes Hjerte splred mod Himlen lyst,
Med Elskovs hellige Blomster.

V
Og Englen foer
Atter fra Jord
Til Hjemmets straalende Rige.
Gjennem Ætfaren Sølvervingen den baer,
Taus stod den skjælvende Pige;
Da saae hun den blive en Stjerne klar,
Som lyste Bjerget og Bølgen.

VI
Nu I Haffruer smaae!
Og I Bølger blaae!
Nu slyng mig lystig i Dandsen!
Imod den glimtende Stjerne hist
Henruller, Smaavover, i Glandsen!
Der venter den salige Engel mig vist,
Den venter med Brudekrandsen!

VII
Saa sang den Møe
Paa mørke Søe,
I vildthengyngende Snekke. -
Men Moderen vaagner om Midienat,
Hende ængstlige Drømme skrække;
Med Gru hun farer af Sengen brat:
Hvor er du, min Datter, du Kjære?



VIII
Hun er der ei!
Paa Bølgens Vei
Hun dandsed med natlige Vinde! -
Den Moder sig jamrer ved øde Strand,
Hun kan sit Barn ei finde; -
Men hist blandt Siv, ved det gule Sand,
Der svømmer en blegblaa Lille.

ROMANCE,
(efter TIEDGE)

Saa rød, bag Løv og Qvist,
(Se Bind V)
TILSTAAELSEN.
(efter W. BLUMENHAGEN)

Den gule Strøm i Aftenrøden bølger
(Se Bind V)

TIL ET BARN.

O hulde Barn! du med det lyse Øie!
(Se Side 119)

TIL ROSENTRÆET I LAURAS VINDUE.

Glødende Rose, halvskjult af de vaargrønne Blade!
Stille dig kysser mit Blik ømt gjennem Rudens Crystal.
Ak! saa livsaligt i Dag henrykker dit venlige Smiil mig,
Glædens himmelske Glands lyser din purpurne Kind
Sikkert den Yndige nys, med Kildens straalende Vandspring,
Lædsked din tørstige Rod, livned din gyngende Green:
Derfor i Fryd, i blomstrende Fylde du slynger din Bladkrands,
Aabner for hende din Barm, spreder for hende din Duft.
O hvor lykkelig er du! Paa dig de sjælfulde Blikke
Kjærlig vel mangenengang dvæled i Tankernes Flugt;
Stundom den Yndige vel, med stilleblussende Kinder
 Hælded sig blidt over dig, støttet til snehvide Arm.
Føelte du da - ak! fornam du den elskov- duftende Aande?
Tolked dig lønlige Suk Sjælens det mystiske Sprog?
Randt fra Himlen ei en Taare ned paa din Stengel?
Glødende Rose du! Kjærligheds smilende Blomst!
Siig: talte aldrig om Elskov de frygtsomt- bævende Læber?
Hvidsked aldrig mit Navn stille den rødmende Møe? -
- Glødende Rose! min Kjærligheds ømme Veninde!
Ak, hvi skjuler du dig bly bag det saftgrønne Blad?
Lærte det saaledes dig den grumme Hjerternes Dronning?
Skal end den brændende Pul dybere saare mit Bryst?
Ak, du jager dog ei mit dristigflagrende Haab bort!
Skjælmsk paa dit grønne Gevandt stirrer den smilende Alf,
Grunder, og danner sig snildt af Bladets haab- vinkende Farve
Kunstig et trøstende Svar, Balsom for Elskerens Sjæl.


DA VINDUET VAR FROSSET.

liskolde Graaskjæg, som Stormene hvirvle fra Norden!
Smertelig saaret du har Sangerens elskende Bryst. .
Boer Ingen Kjerligheds Gnist i dit grumme steenhaarde Hjerte?
Nei, afskylige Trold! Hjerte ei boer i din Barm!
Yndig og kjærlig er selv det iisombeltede Hekla,
Naar af det rygende Svælg Ildsluen flammende staaer,
Mod din giftsvangre Natsjæl! - Hæv kun dit dødkolde Ilsspyd!
Drag i din Vælde kun frem! ha, men jeg trodser din Magt!
Phøibos Apollon, du Straalende! høit anraaber din Søn dig,
to Ei om at fylde hans Sjæl mægtig med Sangdriftens Ild,
Ei om at stemme hans Luth til sødthensmeltende Samklang;
Nei! om din kraftige Bistand Frostkjempen brat at betvinge;
Du kan kun fængsle hans Arm, grusom han leer af mit Mod. -
Jag dine flammende Heste, udsend dine glødende Pile,
 Smelt i din lynende Glands hurtig det djævelske Værk! -
Snekongen viger i Dalen - Triumf, Triumf! vi har seiret!
Pilen glødende traf; Isen udbløder sit Liv. -
Langsom rinder det hen, sig Ruden stille forklarer,
Rosenskjær glimter alt frem - fængslende Troldom er løst!
Fly nu til Natten, Barbar! og sæt ei dine Dødningeblomster
Meer i den Yndiges Sted, som kun for Kjærlighed groer!


SERENADE.
*

I
Hæv, kjælne Cither, nu din Røst!
Igjennem Ruden Lampen skimter;
Saa Haabet i mit Hjerte glimter.
Hæv, kjælne Cither, hæv din Røst!

II
Ak, Lina, hør min stille Sang!
En bange Hilsen den dig bringer;
Tung er af Graad de lette Vinger,
Som fordum den mod Himlen svang.

III
Forgjængeligheds blege Glød
Nu Midnats kolde Møe omfatter;
Fortvivltes Suk, Bachantens Latter
Hun vugger i sit dunkle Skjød.

IV
O søde Stemme! Englerøst!
Hvidsk gjennem Luftens stille Bølger,
Om Elskov sig bag Tornen dølger;
Ak! Længsel stormer i mit Bryst.

V
O Lina, hør! ei Rosen meer
Er stolt af sine Purpurflammer,
De svandt i Nattens Dødningkammer
O har du Natviolen kjær?



VI
Ved Dagens Lys du den vel fandt,
Prydløs at bøie lave Stengel,
Men Natten vinker Blomstens Engel
Til Stjernen i sit Duftgevandt.

VII
Du Elskte! ja, en Natviol
Vel nævnes raaa mit ømme Hjerte,
Til Natten hvidsker det sin Smerte,
Undselig for den lyse Sol.

VIII
Du tier Lina? Hører du
Taus paa min Kummers dumpe Klager?
Den kolde Muur mit Suk gjentager,
Den er ei kold og grum som du!

IX
Sank det da ei, sank Gittret ei,
Som stedse grusom os adskiller?
See! - Maanen, over Bjerget, triller
Sin blanke Vogn paa Skyens Vei!

X
Den kommer med sit Brudeblus,
Den troer - ak! at i Linas Kammer
For mig et kjærligt Hjerte flammer;
Fly, Maane, fly! og sluk dit Blus!

XI
Vel Farven svandt, og Gittret svandt,
Men Rosen kun om Roser drømmer,
 Og Nattens Blomst sin Duft udstrømmer,
For Elskovs Fod sin Død den fandt.

XXII
Sov, Lina! sødt i Glædens Arm,
Din Yndlings Billed Drømmen kalder;
Min Taare paa din Sjæl ei falder,
Den triller i min Lyras Barm!



VAARSANG.

I
Himmelblaa
Og Fuglesang,
Smilende Vang
Og speilklar Aae
Rundt om mit Hjerte i Dandsen gaae.

II
Længselsfuld stirrede Bruden
Ofte og tidt gjennem Ruden,
Sukked i snehvide Dragt.
O Qval og Lyst!
Den Jomfrues Bryst
Blødte ved Elskovs Magt

III
Thi mulmsort Nat
Og Vinterkuld,
Det nøgne Krat
Af Snee saa fuld
Til Jomfruen' beiled saa lidet huld.

IV
Men Sorgen Glæden undfanger,
Og paa den straalende Ganger,
Hjelmprydet, i Pantserplade,
Kom Beileren,
Baade huld og ven,
En Kjemperose i gyldne Blade.



V
Og Fuglesang
Og Himmelblaa
Smilende Vang
Og speilklar Aae
Rundt om hans deillge Ganger sprang.

VI
Da Øie og Læbe de mødtes;
Pagten, den evige, knyttes.
Møen bæved saa rosenrød,
Og en Trylleklang
Fra Bjerget sprang,
Viola laae i Moderens Skjød.

VII
Og Blomsterduft
Og Liv og Lyst,
Glødende Luft
Og Foraarskys
Nu slynger om hende, i landlig Dands,
En Tryllekrands.

VIII
Hør derfor, Smaapiger, som vanke
I Græsset, Violer at sanke,
Hører hvad Sangeren spaaer:
Hvert muntert Sind,
Hver Rosenkind
Fanger en Brudgom i Aar,
Skjøn som den blomstrende Vaar!



IX
Thi Himlens Blaa
Og Fuglesang,
Den speilklare Aae
Og grønklædte Vang
Liig smilende Engle min Harpe slaae!

TIL DEN ELSKTES ØINE. -
(efter THEODOR KØRNER)

Øine, ømme Sjæleblomster,
(Se Bind V)


SKJØN LILALY.

I
Nu skjuler Natten By og Vang,
Nu toner det med sælsom Klang
I Skovens Dyb, blandt dunkle Træer;
Ak, hørte du det min Hjertenskjær,
Skjøn Lilaly! Skjøn Lilaly!

II
Hvor bliver ei mit Bryst saa fuldt
Ved Lyden af det Navn saa huldt,
I Favn mig iler Eng og Lund,
Jeg mangler, ak! den ene kun,
Skjøn Lilaly! Skjøn Lilaly!

III
Sov sødt, du lille Fuglehær!
Dig truer ei min Bøsse meer.
Sov paa din Green med rolig Hu,
Dit Liv herefter skylder du
Skjøn Lilaly! Skjøn Lilaly!

IV
Jeg sigted paa et Duepar,
Det blev den søde Pige vaer;
Da trak min Haand hun hurtig ned,
Og Skjænd mig gav, saa vred, saa vred,
Skjøn Lilaly! Skjøn Lilaly!



V
Hvad, vilde Knøs! - hun spurgte mig
Hvad ondt gjør vel de Stakler dig?
Og Taarerne hende i Øiet stod -
O hvor du dog er from og god
Skjøn Lllaly! Skjøn Lilaly!

VI
I Skovens Mørke, fjern- og nær,
Og i det dybe Stjerneskjær
Der nikker hun og vinker mig,
Hver Kilde synger kun om dig
Skjøn Lilaly! Skjøn Lilaly!

VII
Den Smukkest' er hun og forsand
I Byen, ja i det hele Land.
Derfor imorgen, Fugle smaae!
Med Triller og Sang I hilse maae
Skjøii Lilaly! Skjøn Lilaly!

VIII
Maaskee endnu hun vaagen er,
Og tænker paa den Jæger kjær;
Dog ei i Fjernet hører hun
Mit Valdhorns Røst i dunkle Lund:
Skjøn Lilaly! Skjøn Lilaly!


JESUS PAA HAVET.

En Aftenstund den Herre Crist mon vandre
(Se Side 118)

DEN STILLE GLÆDE.

Hvorfor skal jeg vel sørge, hvorfor græde,
At Elskte ei den søde Lue kjender,
Som længst alt i mit unge Hjerte brænder,
Og mine blege Digte rosenklæde?
Hvorfor skal jeg vel sørge, hvorfor græde,
At hun sit Stjerneblik fra mig bortvender,
Maaskee til mere gylden Stjerne sender?
Skal Elskovs Due sukke i en Kjæde?
Er det ei nok, jeg stille glad kan hvile
Hos Blomsterne; naar de: "vi elske!" synge,
"Jeg ogsaa!" henrykt svare kan de Kjære?
Troe I, de Lykkelige haanligt smile?
Saa skynd jer da, den bedre Krands at slynge,
En stakkels Sanger tør ei fordre mere!


PAAMINDELSE.

Vogn, dorske Sjæl! vogn op, hvor kan du sove?
Den dybe Nat staaer i den lille Stue.
Seer du bag Ruden ei Min Stjernelue?
For dig den lyser, og for vilde Skove,

For tause Bye, for Havets mørke Vove.
Klar tegner den sin Vei paa dunkle Bue;
Den kan sin egen søde Glands ei skue,
Den fromme Pilgrim kan kun Herren love.

O Himmelvandrer! Straaleklædte Stjerne!
Afspeilet i min Sjæl fra natblaa Fjerne!
Som du, en Himmelblomst, jeg var saa gjerne!

"Saa fold da ud, hvad i dit Bryst har hjemme!
Og kan end Jorden ei din Duft fornemme,
Ham møder den!" - saa lyder Stjernens Stemme.

SØRGEDRAGTEN

See I Floret om min Elsktes
(Se Side 120)

UNG ALVER.

I
Det var ungen Alver,
Han gaaer i grønnen Lund,
Hvor Drauger tyst omride
I mørke Midnatsstund.

II
Der hopped mellem Moserne
De Lygtemænd omkring,
Blandt Skovens Stammer dandsed
De Ellemøer i Ring.

III
Ung Alver ganger uforfærd
Til breden Marmelsteen,
Der hviler under Høien
Hans Moders hvide Been.

IV
Hør I, Fru Signe! Moder min,
Hør Eders Søn saa kjær!
I hjelpe mig til Ganger
Og goden Heltesværd!



V
Da revned Muld og Marmelsteen,
Og ned sank Bøgetop;
Det Lug, i hvide Lagen,
Af Graven skjød sig op.

VI
"Du vandre ud imorgen aarl,
Alt til den øde Strand;
Du Sværd vil faae, som Staalet,
Liig Klæde bide kan."

VII
"Du vandre ud imorgen aarl,
Alt til den dunkle Skov;
Da Ganger vilst du fange
Med guldbeslagen Hov." -

VIII
Ung Alver gaaer til Strande aarl,
Til Strande han mon gaae;
En Trold der sliber Sværdet,
Alt paa det Fjeld saa graa.

IX
Og hør nu, vilst du give mig
Dit gode blanke Sværd,
Jeg giver dig da dobbelt
Flux alt hvad det er værd.

X
Tag du Sværd med skarpen Od,
Om du dertil har Mod;
 En Jotun har det slebet,
Det drikke vil dit Blod.

XI
At fange Sværd med skarpen Od,
Dertil jeg haver Mod!
Slog han med det neder
Den Trold brat for sin Fod.

XII
Gaaer han nu med Sværd saa blank
Op i den dunkle Skov,
Der møder ham en Ganger,
Alt med guldslagen Hov.

XIII
Saa rider han paa Ganger sin
Alt over grønnen Land;
Tak have nu Fru Signe,
Hun hjalp den Riddersmand!

XIV
Han rider under Lide grøn,
Udi den Aftenstund,
Den Ganger tager Veien,
Alt til den Rosenslund.

XV
Ung Alver høiner sig fra Hest,
En Borg da brat han saae;
De gyldne Spiir sig hæved
Saa høit i Luftens Blaae.



XVI
Paa Taget lued Aftensol,
Det tækket var med Guld;
I VIndvets Karm mon stan.de
De Møer vennehuld.

XVII
Ung Alver rider frem mod Borg,
Med Sværd paa Port han slaaer;
Op sprunge gyldne Porte,
Med Staal var lagt den Gaard.

XVIII
Der stode djærve Riddersmænd,
Vel hundred udi Tal.
Ung Alver bandt sin Ganger,
Og treen i høien Hal.

XIX
Hil være Eder, hulde Møer!
Alt under Skind og Maard;
I Nattely mig unde
I Eders fagre Gaard!

XX
Frem treen da en Jomfru fiin,
Klædt udi Silke blød;
Store gule Lokker
Om Skuldrene nedflød.

XXI
De klare Taarer trilled
Paa hendes Rosenkind.
 Sukke steeg fra Barmen,
Hun var saa mod i Sind.

XXII
Saa fyldte hun det gyldne Horn,
Alt med den brune Mjød.
Derpaa med Tugt og Sømme
Ung Alver hun det bød.

XXIII
Han skued paa den venne Møe,
Sit Blik mod Jord hun slog,
Kunde for Graad ei tale,
Da hendes Haand han tog.

XXIV
Og hør du Blomme faur og fiin,
Hvad jeg vil sige dig!
Hvad saa dit Hjerte knuger,
Du dølge ei for mig!

XXV
Ak, ak! du ædle Ungersvend,
Som kommen er til Gaard!
Min Smerte og min Kummer
Ei lindre du formaaer.

XXVI
Min Fader var en Greve riig,
Og dertil vild og stolt.
Hans Hovmod har forsanden
Vor store Sorg forvoldt.



XXVII
Jeg var kun et lidet Noer,
Min Moder sad ved Teen;
Ind da kom de Trolde,
De gjorde os stor Meen.

XXVIII
Min Fader hug de Hovdet fra,
Udi den Borgegaard,
Hvor livløs nu, som Stene,
Hans gode Kjemper staaer.

XXIX
Min Moder ligger i sorten Muld,
Alt under grønnen Lind,
Ingen kom da siden
Af Borgen ud eller ind.

XXX
Den mægter kun at frelse mig,
Som Raad af Død mon faae,
Som Tryllesværdet fører,
Den Jotun sliber paa.

XXXI
Og kan kun saadan frelse dig,
Da er det sikkert mig;
Du sige kun hvorledes,
Jeg redder, Hulde, dig!

XXXII
Lovet være Himlens Gud,
Est du min Frelser kjær!
 Rid dig rundt om Borgen,
Alt med dit blanke Sværd.

XXXIII
Rid forbi det Borgeled,
Vel trende gange tre!
Sagt det er at Under
Heel store da vil skee.

XXXIV
Ung Alver red om Borgeled,
Vel trende gange tre;
Store var de Under,
Han brat da fik at see.

XXXV
Jorden bæved trindt omkring,
Det blev den svarte Nat.
Derpaa med langsom Torden
Fremlyste Dagen brat.

XXXVI
Guldklokken høit fra Taarnet klang,
En Stork derhen sig svang;
De blanke Mure skinned,
Den faøie Port opsprang.

XXXVII
Glainmed bidske Hunde høit,
Stamped stol ten Hest;
Ind reed Alver atter,
Alt som han kunde bedst.



XXXVIII
Buldred da de Kjemper stærk
Udi den Borgegaard,
Sjunge høit af Gammen,
Med Spyd paa Skjold de slaaer.

XXXIX
De Møer løbe hid og did,
At skjænke Viin og Miød,
Herlig blnssed Kinden,
Som Rosenblommen rød.

XL
Ung Alver fanger Jomfru fiin,
Og saa dertil den Borg.
Tak have nu den Ridder,
Han endte al den Sorg! -

SANGERLYKKE,
(efter LA MOTTE FOUQUÉ)

Om Elsktes Dør sig Skjalden sneg,
(Se Bind V)
BLOMSTEROFFERET.

Her staaer Huset - I den mørke Gade
(Se Side 136)


NATSANG.

I
Kom, o Slummer!
Nectardrik I Sorgens Stund!
Kors og Kummer
Luller du saa sødt i Blund.
Sagte dine Klokker ringe,
Tausheds dybe Qvad de klinge,
Qvadet, som saamangengang
Englen ved min Vugge sang.

II
Hellig, hellig!
Toner Klokken i din Hal.
Hellig, hellig
I dit Ly vi knæle skal.
Livet der og Døden mødes,
Underfulde Syner fødes,
Ahnelse af Mindet groer,
Og til Drømmering sig snoer.

III
Bort med Tanker!
Tanken er en verdslig Skat;
Troen banker
Dristig kun paa Gravens Nat.
Sandselivets Fakkel slukkes,
Evighedens Dør oplukkes,
Hyllet i det dunkle Flor
Løftes vi fra Grav og Jord.



IV
Sover, sover!
Arme Brødre! gaaer til Ro!
Herren vaager
Over Fredens stille Bo.
Søvnens Møe sin Psalme synger,
Uskyld hun i Vuggen gynger --
Synder! ak, fortvivl dog ei!
See, hun venter ogsaa dig!



DEN NAIVE.

Bondepige! lille Bondepige!
Kjender du Cytheres kjælne Hytter?
Skal vi os derhen i Aften snige?
Dunkelt Løv for Storm og Regn beskytter.

"Hvad skal dette hedensk' Kram vel sige,
Som du veed jeg slettes ikke skjøtter?
Ind af Vindvet til mig kan du stige;
Der paa dig, min Kjæreste! jeg lytter."

Nytaarsnyet brænder over Skoven!
Bondepige! lille Bondepige!
Skal vor søde Fryd da aldrig falme?

"Tys, min Kjærest! Her er Psalmebogen.
Lad nu Bladet os vor Lykke sige -
Ja, min Tro! det er en Brudepsalme!"
GULDRINGEN.

Ved Stranden sad den Pigelil.
(Se Side 137)


NYTAARSVERS
*

Musa kom med Blomsterkurvens
Søde Pragt ved Vintertide.
"Nytaarsmorgnen maa du feire
Blaalig i den hvide Snedragt!" -
Og jeg søgte, og jeg leded
Vildsom mellem Farve vrimlen,
Lyttede til Blomsterflammens
Sagte Hvidsken, ak! og fandt en
Sommerrose rød og rund. -
Musa saae betænksom paa mig -
Ak, den lille søde Pige
Kunde dog vel sagtens vide,
Hendes Sanger maatte fatte,
Hvad det hulde Øie siger -
Kjære Hanne! glad og ærlig
Dig jeg rækker Sommerrosen,
Fuld af Ømhed, rød af Sang.

Musa saae med Taareblikke
I de røde Blomsters Luer,
Tog sørgmodig op af Kurven,
Ak! en snehvid Rosenstok. -
Stakkels Pige! hvorfor græder
Du idag? jeg spurgte venlig. -
 "Seer du ikke" gjenlød Svaret,
"Vissen er min Rose hvid,
Rosen, som jeg kjærligt pleied
Snehvid i den hvide Vinter,
Den hvormed jeg Stakkel troede
Ret at ville glæde dig;
Tornestilken skikker det sig
Dog jo ei at give nogen."
Stille, stille, søde Musa!
Hvem du Rosen undte, veed jeg.
Hende vil jeg Stengjen give,
Tornet vel, men frisk, og haabgrøn.
Hun vil Gaven venlig tage,
For at stille Sorgen din,
Og din Sangers Ønske er, at
Stilkens spæde Rosen-Torne
Ret den Kjære saare maae.

Understærke Troldomstraade
Om min Sjæl sit Næt udspender.
Sødt dit Navn i Sangens Kilder
Vinker mig med mørke Gaader;
Lige Alder Engen smykked
Med saamangt fortroligt Minde;
Barnelegen risted Runer
Dybt i Hjertets stille Drømme,
Evig de min Sjæl bevæger;
Og din Stemme tidt gjentoner
Dunkel fra min Lyras Sangbund.
Kan du derfor, mægt'ge Stjerne,
Som mit Liv saa stærk omfatter,
 Kan Du undres, at jeg bringer
Dig en mystisk Nytaarsvise,
Om den mørke Hjertegaade,
Og med Nøglen til dens Løndom?
Kan du undres, at jeg beder:
Øv mod mig, o dunkle Stjerne!
Øv dit Herskab fromt og mildt?
BEGEISTRINGEN OG ORDET.

Dernede ved den grønne Aae,
(Se Side 182)


KONNINGEN OG HANS BRUD.

I
Den Pigelil stander ved Borgeled
I paltuge Klæder og fryser;
Konningen sidder ved Bordet bred
Mens Ilden Hallen oplyser.

II
Støtter han Haand alt under Kind:
Gud give jeg Brud monne fæste!
Smilte da alle de Møer under Skind,
Enhver da tyktes den bedste.

III
Meldte hans Moder, Fru SIGRID, paa Stand:
En Møe du dig vel monne fæste
Af høviske Møer udi al Land
Du kan dig jo vælge den bedste.

IV
Alle de Piger da dandse for mig
Med spæde Fødder paa Tillie;
Bruden skal jeg da vælge mig,
Alt efter min gode Villie.

V
De Spillemænd samles i Konningens Gaard,
De Møer ere alle saa prude;
Alt ved det Borgeled paltug da staaer
Den Pige og grædder derude.



VI
De Spillemænd Tromme og Strengeleeg slaae,
De Hofmænd stande I Rade;
Lystelig monne Dandsen da gaae,
Og alle vare saa glade.

VII
Konningen seer af Vinduet ud,
Og seer han sig ud saa vide:
Hvad for Pigelil stander drud
Og grædder de Taarer stride?

VIII
Hør mig, du min liden Smaadreng,
Den Pigelil hid du mig føre!
Hurtig iilte den liden Smaadreng,
Paltuge Møe at fremføre.

IX
Alle da saae paa den usselig Møe
Som skidden Kofte mon bære;
Øinene skinned som Sol udi Søe
Og Kinderne røde mon være.

X
Under den Hætte saa sort og saa fæl
De guldgule Lokker sig skjule;
Naar hun da dandsed saa let paa det Fjæl,
De andre af Avind mon skule.

XI
Men Konningen saae paa hende saa glad,
Hans Bryst derved sig mon hæve;
 Som liflig i Vinden det Rosenblad,
Hun yndelig monne omsvæve.

XII
O hør, I, min Moder saa faur og saa kjær!
Til Pigen hist staaer min Begjere;
Paltug er Kjortlen, men dannis hun er,
Jeg hende vil fæste med Ære.

XIII
Ikke du fæste en ynkelig Træl,
Saalidet det Konningen sømmer.
Kjær Moder! o see dog, hun dandser saa vel,.
Og Hætten Guldklokkerne gjæmmer.

XIV
O, see dog den Kind, hvor rund og hvor rød,
O see, hvor hun smilker, den Venne!
Og Haanden den spæde, er hvid og er blød,
Blandt alle jeg fæster kun hende.

XV
Jeg lader de Silkeliin sømme og sye
Og Skarlagenskind vel tilskjære,
Den Pigelil er baade høvisk og blye,
Hun Drotningeklæder skal bære.

XVI
Den Pigelil kaares til Brud paa Stand,
Da monne hun ei mere græde;
Hun skulde have den Konning til Mand,
Da mon hun i Hjertet sig glæde.



XVII
Listelig kneeb hende Kongen i Kind:
Du sidde hos mig paa Hynde!
Aldrigen var jeg saa glad udi Sind,
Som naar jeg skued din Ynde.

XVIII
Meldte den unge Brud paa Stand,
For Kongen og al det Følge:
Jeg er en Kongedaatter for sand
Og vil dig det ikke fordølge.

XIX
Ret aldrigen var jeg en ynkelig Træl,
Min Fader har Lande og Slotte;
Men Konningen skulde elske mig selv,
Og ei hvad Fader min aatte.

XX
Da Kongen sig blev udi Sind saa glad,
Og Brylluppet lod han flux stande.
Festen feiredes ni Dage i Rad,
Vidt om i Konningens Lande.

SMERTE OG TRØST.

Dybt smerter det vor Ven KOTILL,
At ei hans JUTTA sig forbedre vil;
Dog trøster det den arme Mand,
At hun sig ei forværre kan.


DRANKERGLOSE.

Solguden hver en Aften viger
Og I sin vaade Seng nedstiger,
Dog staaer hver Dag han aarle op. -
Ha, paa min Sjæl! en Dranker brøelte,
Hvis Viin i Vandets Sted han føelte,
Saa stod han ei for Middag op!

AMAZONEN.

Tag jer i agt! hun er i Striid forfærdelig,
Hun saare eder vil - i det hun blotter sig.

Elsker ømt sin Stær Pauline,
Og sin Skjødhund Vilhelmine,
Gjertrud, ak, sin Pavian,
Og sin lille Kat Nanette,
Saa maaskee den smaae Rosette
Dog sin Frier elske kan!

Man kjender dig, du Poesiens Fjende
Og kan fra Cancelliet sig dit Ordsprog minde:
"Den Karl er dum som et Genie!" -
For saadan Dumhed er du frie.


ERKJENDTLIGHED.

Fordi at hende Yndighed
Naturen ødsel gav,
Slaaer JULIE, af Erkjendtlighed,
Den heller intet af! -

ST: DENIS.

Man bandt den Hellige paa Ryggen sine Hænder,
og hugged saa hans Hoved af;
Hør nu, min Yen, hvad sig begav:
Han tog det op og trykked det til Brystet -
"Hvorledes? med Hænderne paa Ryggen?"
Ak nei! et Barn kan det begribe:
Han tog det op med sine Tænder!

Raad WILM i sine Breve sender meget Sand,
Som Rigsforretningshjulet vilde staae paa Stand,
Hvis han dem Tid at tørres gav;
O Forfængligheds Bedrag!
Hans Breve ere af Naturen tørre.


PAAKALDELSE.

Melpomene, er det dig, som
I den store Aftendæmring
Troner under Himmelbuen,
Med din Maanedolk i Vesten
Og i Øst din Harpes Guld?

- - Ha! hvi blaaner Gyldenstrengen,
Fuglens Tone og den sidste
Solens Kraft, dens Purpurkilde,
I de vaade Aftentaager?
Melpomene! ak hvor er du? - -

O jeg seer dig, min Gudinde!
Aàner stolt dit Himmel-Ansigt,
Knuger Harpen til mit Hjerte -
Rør mit Bryst, o Melpomene!
Med dit Staal! - Liigteppet falder
Englen ligger nyefødt der! -


IDYLL.

Rask om Hjørnehuset, som gynger i Solen sit Jernskjold,
Hvor i Vinduet staae særtsnoete, funklende Flasker,
Dreier en Vogn og rullende standser for Døren.
De lange, Smaltnedskraanende Sider, den høie, buede Bagsmæk,
Sortindtjæret, beslaaet med Jern og raslende Ringe,
Store, tykmavede Heste forkynde hvorfra den er kommen.
Dog er ei Grønt, ei Kaal, ei glindsende Bøtter med Fløde
Det, den idag har bragt; friskt dufter Høet paa Bunden;
Høit velstoppede Hynder af Krogene løftes iveiret
Mørkblaaevadmelbeklædte, med røde Frynd- ser og Qvaste.
Og paa det forreste Sæde den syttenaarige Ungmøe,
Rødmusset, høitidsklædt, selv kjører de vælige Heste,
Holder den lange Tømme, tvundet af kildrende Børster.
Svøben ligger ved Siden, seig, stærk af Vidier flettet.
Skjøndt ei dunet og spæd, dog Rosenhaanden er velskabt,
 Og til Farten i Dag behandsket, djærv hvor den griber.
Rundt om Fløielshuen, der samler de glattede Guldhaar,
Solskyggen bøier sig blaa; men om Halsen Silke som Purpur,
Knyttet blødt under Hagen, vifter med flagrende Flipper.
Snever om Arm og Bryst den sorte Trøie sig strammer
Sølverhægtet; og Skjørterne, lagt vel i tusinde Folder,
Halvt kun skjule Læggenes Huld og de yndige Smalbeen.
Neppe har Verten i Huset, der Glassene ordned ved Skjænken,
Sat sin blaalige Næse paa Ruden, og seet hendes Komme,
Før Jernklinken han løfter fra Døren, og kalder sin Gaardskarl:
Anders, raaber han, hei! Lad Hveden ligge paa Loftet;
Søndag er det idag; stærkt lyder den hellige Bimlen.
Og derude holder Jens Peersens Datter fra Taarnby,
Ane, den venlige Glut, som vil tage mig Jacob og Marthe
Ud paa Amagerlandet, at boltre sig der i en Høstak.
Selv den knibske Johanne, min Ældste, skal med op at age.
 Skynd dig, Anders! løb udenfor, og pas mig paa Vognen."
Just ifærd med at slubbre af Skaalen sin rygende Kaffe,
Kinden forskrækkelig hoven af sukkersøde Krystaller,
Springer i Veiret af Fryd den smaa, hvidhaarede Jacob,
Løber til Vognen ud, og klapper Hesten paa Laaret.
Anders ham kyler, med jernhaard Næve, paa Ryggen af Dyret;
Der kan han gotte sig nu til Sødskindeparret er færdigt.
Amagermøen med Smiil nu høvisk triner i Stuen,
Hilser, og faaer et Kys af Konen, dernæst af de Unge.
Drengen kun nikker ad Vinduet ind; han bliver derude.
Tykke Far, med sin Nathue dristig stukken paa Øret,
Slaaer politiske Rynker og griner smørret i Skjægget,
Lister paa Tæerne sig bagom den snakkende Landglut,
Favner det smekkre Liv, og trykker paa Munden et Saftkys.
Nu ere Pigerne færdig til Farten; de ile til Døren.
Ane, den smilkende Kudsk, alt sidder med Tømmen og Pidsken;
 Derpaa Jomfru Johanne let Vognstigen be- træder.
Svinger sig ind, opklapper med Haanden de stoppede Hynder,
s® Glatter sig Klæderne ned, af Frygt for hæslige Folder.
Ei et Under, at hun er Husets og Faderens Afgud!
Læberne svulme til Kys, Blaaøiet plirer med Elskov.
Kinden er skjønnest just ved en svag, umærkelig Rødme,
Tykt omskygget af Haarets dunkeltglindsende lOKKER.
Bleggrøn Pelsen sig snoer, og Shavlet hvidt med en Palmbort.
Men paa den luftige Straahat vugger sig dunkel en Valmu.
Let hun strammer i Luften sin Solskjærais hvidslende Sølvtaft,
Holder den smekkre Stang, af Filsbeen dreiet, med Ynde.
Og til Vinduet nu hver Gjenbo styrter med Hastværk;
Drengene standse paa Gaden, og gloe; Skoflæk- keren stirrer
Op ifra Kjælderens knækkede Ruder, i Munden en Beegtraad.
See, da hopper i Vognen den lille, alvorlige Marthe;
Tolv Aar gammel, hun alt Husholdningen hjelper at styre,
 Maaler om Aftnen i Pigernes Krukker den skummende Sødmælk,
Strøer selv, nu og da, de skrubbede Brædder med Gulvsand,
Vidsker af Bordet, og fylder for Gjæsten det blinkende Snapsglas.
Ogsaa besøger hun Skolen; man seer hende vandre med Posen,
Propfuld, stukken igjennem af Strikkepindenes Staalspyd;
Tavlen hun holder og Lærebogen kjønt under Armen;
Blaaner paa Ærmet en Blækklat, nu! det følger med Skrivning.
Men idag er hun snørt i sin ny, skotskrudrede Kjortel,
Hviden Modest, og om Æblekinden den rynkede Kyse.
Endelig kommer vor Jacob tilrette med Sædet; hos Ane
Vil han kun sidde, at have et Øie med Hestenes Traven.
Tæt til Vesten af Hvergarn, der prydes med Perlemorsknapper,
Holder han Solbærflasken, bestemt for den gamle Jens Peersen,
Og paa det vaadtnedkjæmmede Haar, stolt prunker Kasketten,
Lysblaa, med en Dusk, om Skyggen en glind- sende Sølvrand.
Vognen rasler af sted; hvor Glutterne hilse og nikke!
 Faderen lænet til Gadedørsstolpen, sin Nathue løfter.
Men paa Hjørnet endnu maae Hestene standse, thi Pigen,
Sendt fra forsigtige Moer, dem bringer et Klæde, som Drengen
Skjønt maa binde om Halsen, at ei ham Blæsten forkjøler.
Atter nikker vor Far, og Moderen atter bag Ruden.
Dundrende rulle de bort - Gud glæde dem alle paa Landet!


VINVELA.

I
"Hvor hviler, hvor hviler den faure Svend?
Paa Mosset ved Bjergenes Kilde?
De Taager fly over Fjeldet hen,
De Sivblomster nikke, de Bølger trille:
O leder,
Jeg beder,
VINVELA hen til sin hulde Ven."

II
Ung SHILRIC hviler ved Sivets Rør,
Ung SHILRIC lytter paa Vinden;
Da lyder paa Bjerget VINVELAS Røst,
Han reiser sin Haand fra Kinden:
"Hvo kalder?
Hvad gjalder
Lig Sangen i Fuglenes spæde Bryst?"

III
VINVELA stiger ad Fjeldets Sti,
Hun klapper hans mørkbrune Hunde;
Han kaster sin Bue: "forbi, forbi!
Frit græsse nu Hjorten i Lunde!
Med Hæren
Til Æren
Jeg drager paa Kampens blodige Sti!"

IV
Da sukkede Møen og kyssed hans Mund:
"Ak, vide drager den Jæger!
 Nu springer, I Hjorde, paa Heden kun
Under grønnen Lide og leger!
Saa vide
Maa ride
Den Elskte bort fra VINVELAS Lund."

V
Da talde ung SHILRIC, tog hende ved Haand:
"I Kampen og maa jeg saa falde,
En Høi du mig reise med Stene paa
I Skovenes ældgamle Halle!
Den Slagne,
Begravne,
O Elskte! saa huske du paa!"

VI
"Ung SHILRIC, ja jeg vil tænke paa dig,
og var du end død og begraven,
Over tause Hede jeg vandre vil,
Og skue paa Hyrden ved Staven,
Og bie
Og tie;
Men aldrig i Evighed glemme dig!"

VII
Og bort drog Svenden i Kampens Larm,
Saa ene sad Pigen paa Fjeldet,
Det Hoved vemodig paa hviden Arm
Mod Dybet og Sorgen hældet,
Og klaged,
Forsaged
Saa Kinden blev bleg, og kold hendes Barm.



VIII
Og atter ung SCHILRIC fra Kampen drog,
Alt hjem til de fædrene Bjerge.
Ad grønnen Fjeldsti han Veien tog,
Blank lued hans Vaaben og Værge.
I Lunden,
omvunden
Af Mosset, en sørgende Gravsteen stod.

IX
"Hvor hviler, hvor hviler den faure Møe?
Paa Bredden ved Bjergets Kilde?
Mørk bruser forneden den dybe Søe,
Fra Skyen Regndraaber trille:
O leder,
Jeg beder,
Mig hen til VINVELA, den hulde Møe!"

X
Der svæver hun stille den stille Vei,
Saa klar som Maanen i Høsten.
Den ledende Yngling hun nærmer sig,
Som Hvislen i Sivet er Røsten:
"Saa længe
Paa Enge,
Saa trolig jeg ventede dig!"

XI
"Men Tidender løbe saa vide om,
De Tidender vare saa tunge:
Ung SHILRIC er falden for Fjendehaand,
Da maatte jeg sørgelig sjunge
 Og græde
Og kjæde
Kjæralindeblomster om Heltens Skjold."

XII
"VINVELA! VINVELA! du søde Møe!
Nu er jeg jo atter hjemdragen.
Men hvi er dig Kinden ei fyldig og rød?
Hvi bleg som et Lilielagen?
Hvi ene
Blandt Stene
Paa Stormenes susende Øe?"

XIII
"Alene er jeg, o SHILRIC, min Ven!
Alene i Vinterhaven!
Af Sorrig for dig jeg falmede hen,
Og bleg er jeg nu udi Graven." - -
Hun glider
Og flyder
Som hviden Taage for Stormene hen.

XIV
Ved Klippekilden, paa Stormbjergets Top,
Der sidder ung SHILRIC saa ene.
Om tause Middag den snelle Hjort
Gaaer over de mossede Stene,
Da svæver
Og bæver
VINVELAS Røst over Træerne bort. -


MORGENEN.

Naar Morgnen fantaserer paa sin Lyre,
(Se Side 129)
MIDDAGEN.

Alt Dagens Melodrama sig udfolder.
(Se Side 130)
AFTENEN.

Nedsynker Solen rødmende og stille
(Se Side 131)
NATTEN.

Og kommer Natten, falder Dug i Enge
(Se Side 132)
KJENDETEGNET PAA UTROSKAB.
(Ideen efter GERSTENBERG)

Saa smuk, saa rød, de kjære Pigers Lyst,
(Se Side 146)


EN STEDMODERSBLOMST.

Hvor var vi dog eengang saa muntre og glade;
Dengang vi ei naaed til Træernes Blade,
I Grønningen sprang og leged med Lyst,
Og voved et Kys, og voved en Dyst -
O alting var saa roligt og saa godt.
For lavt var aldrig Himlens Blaat,
Og Jorden var os hellere! for lille.
Alting var just hvad Børnene vilde,
De Blomster var smaa, men dufted saa søde,
Og Taarerne var den eneste Brøde.

O lader os stræbe i Daad og i Sang
At vorde et Barn af dybere Klang,
Skjøndt store vi Synderne større nu har,
Som eengang et lille, uskyldigt vi var!
MED EN CONFIRMATIONS ROSE.

Lille Rose, vær ei bange,
(Se Side 157)
DE FORELSKTES APRIL.

Skyerne komme og gaae, Violer sankes paa Volden,
(Se Side 122)

HOLBERG.

Ei du det Yndige tog og de skjønne Former og bygged
(Se Side 122)
SATIREN.

Lystig, Svende! kaster I Diglen de blanke Metaller!
(Se Side 122)

ELEGIE TIL EN MYG.

Lille Myg paa spinkle Vinger,
Som I Aftensolen svinger
Dig om Hækkens grønne Blad!
Nærm dig dristig kun, og lad
Braaden suge kjære Drik,
Jeg skal ei forstyrre dig!
Ak, et større Saar jeg fik
Dengang Lila saared mig.
Blodet nu fra mine Kinder
Daglig meer og meer forsvinder
Derfor maa du gjerne komme,
O du stakkels lille Dyr!
Rosentiden snart er omme,
Beggeto vi da bortflyer.
 Men hvis Lila kommer her
Og det skjønne Øie rundt
Med hver Blomst fornøier sig
Under disse grønne Træer,
Saa maa du ei nærme dig;
Ak, din Braad, den gjør dog ondt!
DYDEN.

Hver dags synes os Solen skjøndt ei vi vove den skue
(Se Side 128)


UDRUGNINGEN.

Her ruge himslige Høns, og her Theoriens Kalkuner
Rolig i Redernes Straa over de elskede Æg;
Snart utaalmodlge dog' blegnebbede Kyllinger pikke
Skallens Omgivning itu - Vingerne prøve de vil.
Ak, men fra Reden til Truget, og atter fra Truget til Reden,
Dog med Manerer og Pomp, gaaer deres søvnige Gang.
Men i den frie Natur fortrøstende Lærkerne bygge,
Tæt ved den signede Jord nemmer Smaaungen sin Sang,
Og naar Aurora gaaer frem, naar Dagen blaaner paa Himlen,
Sjungende stiger den op, skjult af det evige Blaa.

LEVEREGEL.
(efter GÖTHE)

Vil du Livet smukt dig tømre,
(Se Bind V)
TRØSTENS VISE.
(efter LA MOTTE FOUQUÉ)

Frisk, nye Menniskbilled,
(Se Bind V)

AFSKEDSSANG,
(efter LA MOTTE FOUQUÉ)

Daggry ligger lys og klar
(Se Bind V)
FLODPIGENS VISE. -

Jeg sad derhjemme fro og glad
(Se Side 134)
ADVARSEL.
*

Paa Dommedag, naar de Basuner skralde,
(Se Bind V)
SONETTEN.
(efter GÖTHE)

Sig med fornyet Kunstbrug Møie give,
(Se Bind V)
TIL DEN FORLADTE.

O du stakkels fromme Lilieklokke,
(Se Side 139)


VED VIOL-URNEN. -

Du blaa Viol med dine søde Blade,
Der aande himmelsk Duft fra Urnens Rand
Og skjuler Stilken i det klare Vand,
Hos dig de kjælne Hjerter sig oplade.

Med dig de vil i Kilderne sig bade,
Ak i de kjære Kildevæld forsand,
Som denne søde Duft dig give kan
Og denne Ynde, disse bløde Blade.

Kan ei mit stakkels Hjerte ogsaa qvæges
I dine friske Bølger, stige ned
Og fange Liv og Duft og Blomstergave?

Da blev det karskt, da vilde Saaret læges
Og Hjertet staae hos dig i Vaarens Have
Uskyldig som dets første Kjærlighed.


ØHLENSCHLÄGERS COLLEGIUM.

Som i Onyxens dunkle Aarer vinder
De skjønne Former sig i dunkle Halle,
De røde Lys med Ildcouleurer falde
Paa Billedstrømmen, som i Ord henrinder.

Blaaølet Dag fra Ruden Vei dog finder,
For mørke Grund et himmelklart Krystalle.
Med Dagens Blomsterlys fra Vindvet kalde
De muntre Alfer og med Rosenkinder.

Sødtlyttende, paa Vingens Zephyrbæven,
Mod kolde Muur de varme Engle gløde,
Vil Krandse hen til Musapræsten bære.

Ha - underfuld i Tausheds dybe Svæven,
Blandt Stjerner halv og halv i Aftenrøde
Staaer Poesiens maanedunkle Lære.


FOSTBRØDRENE.

Ung SVANHILD stander i Borgegaard,
I Rrandse bandt hun det gyldne Haar"

De Kjemper stande saa dybt i Tanke,
De flette Guldbaand i Hestens Manke.

De Kjemper beiled til Jomfruens Haand,
De hende mon elske med trofast Aand.

Det var Svanhildur den skjønne forsand,
Saa listelig tog hun Ordet paa Stand:

"Og vil I mig fæste, I Kjemper to,
Kun een jeg give kan Haand og Tro.

Naar I mig have saa kjær i Hu,
Lad Sværdet mellem jer skifte nu!"

"Og veedst du ei da, du Jomfru skjær,
At vi tilsammen Fostbrødre er?


Kun slet det huer en Kjempe bold
Fostbroder at møde med Stang og Skjold.

Men sige maa du, hvad om du vil,
Hvem af os vel din Hu stander til."

Da ganger Møen i Buret ind,
Og spodsk hun siger med Smiil paa Kind:

"At ræddes sømmer ei Kjempen bold,
Kun Niddingen frygter og Nattens Trold."

Da Maanen stod i den dunkle Nat,
Og Skyggerne lured bag Skovens Krat,

Den Jomfru vandred i Lunden ind,
Hvor Roser lue i Maaneskin.

Kun Vinden lefled i Eliegrene,
Saa rædsom truede Fjeldets Stene.

Da sad paa Stubbe en rynket Qvinde,
Saa gusten uden som listig inde.


Skindkoften tæt hun om sig slaaer,
En iiskold Gysen gjennem Kroppen gaaer.

Og Barken skallet af Birken er,
Der hvisler kroget den Gamle nær.

Da ned Svanhildur hos Hexen sad,
Om Raad og Bistand den Møe hende bad:

"Tidt søgte jeg dig i Skoven her;
Det Raad er godt, som Sindet har kjær.

Thi sug mig Gamle, ved THURSERS Liv!
Skal Sol imorgen mig see som Viv?"

I Mørket ud fra dybe Hule
Den Qvindes Blik saa fælt mon skule:

"Det siger jeg dig Møe forsand,
At ei dig værdig est nogen Mand.

Du saaest jo Kjemperens stolte Færd,
Naar frem han drager med Ild og Sværd,


Mens bleg og gusten ved gamle Rok
Hans Viv maa sidde i Tærneflok.

Thi vogte sig vel dit unge Liv,
Ei falme det bort som blegen Viv.

Men Hævn du skylder de Kjemper to,
Som turde forlange din Haand og Tro;

De turde dog ei hinanden møde,
De agted det ringe for dig at bløde.

Du lokke de Kjemper til Stranden hist,
Der Hævn erlange du vil forvist.

Du sige dem hver saa listig et Ord,
Du sige de møde en Kjempe stor.

Naar Stjerner rulle i sorte Nat,
Lad Kjemperne møde hinanden brat.

Naar Stjerner blusse paa Bølgen lyst,
De prøve sammen en Kjempedyst.


De vil hinanden for Jetten ansee,
Saa lystig kan du da af dem lee.

De vilde ei kjempe for Pigen saa skjøn,
En af dem skal bide i Græsset til Løn.

Farvel nu, SvanMldur! og Raadet husk!"
Troldqvinden svandt bag sorten Busk.

Da blev den Pigelil Kinden saa rød:
"Ha, de fortjene fuldvel deres Død!"

Den træske Snog hun haver i Barm;
O vogt dig, den vorder dig selv til Harm!

Alt som henvandred den lille Fod
Blandt Blomsterstengel og knudret.Rod,

Da møder Kjempen den Jomfru skjøn,
Hans Hjerte haver saa kjær i Løn:

"Og siig mig nu, du Lillievaand,
Hvad om jeg fanger din Silkehaand?


Jeg gaaer saa sorgfuld I mørke Skove,
Saa taus jeg stirrer jeg dunklen Vove,

Og Frela blinker saa salighuld
Om Natten fra Himlens lyse Guld.

O siig, hvis haver du anden Ven,
Jeg vorder hans djærveste Riddersvend!"

"Ei haver jeg kjær nogen anden Mand,
Men hist paa Strandens det hvide Sand,

Der ganger en Kjempe i Vaabenglands,
Hans Blod indvier min Brudekrands.

Naar Stjerner blusse paa Bølgen lyst
Med ham du prøve en Kjempedyst,

Og da med inderlig salig Lyst
Jeg favner dit blodstænkte Heltebryst."

Det sværger den Kjempe ved ODIN og THOR,
Han gav den skjøn Jomfru sit mandige Ord.
* 

Meer lyse blive de krumme Grene,
Det Hav henstrækkes saa rædsomt ene.

Den anden Kjempe da seer den Møfe,
Mens Bølgen hvisler i dunkle Søe.

Hvad før hun monne den Bolde sige,
Nu atter gjentog den træske Pige.

Og Svigen daarer, dens Pile ramme,
Men dybt i Grunden boer Hævnens Flamme.

Da Stjernen lued, men Natten var sort,
De Kjemper ginge til Stranden fort.

los Blandt Stene plasked den hvide Vove,
Og Stormen hvined i mørke Skove.

Ei langt fra fraadende Hav saa blaa
En mosset Kampesteen ene laae.

Svanhildur vælger Høisædet der
Hvorfra hun skue kan Kjemperfærd.


Det var saa underlig lyt og stille,
Skumbølger bort under Skyen trille.

Da mødte hinanden de Kjemper brat,
De kjendtes ei I den mørke Nat.

ns Hver troede Jetten ham kom imøde,
Og flux de Skjold og Brynier brøde.

Den røde Funke i Natten staaer
Om staalblaa Klinge og røde Saar.

Det Vaabenbrag over Havet lød,
Viid gabed Brynien for dræbende Stød.

De stunge begge saa dybt i Hjerte,
Det kolde Staal dennem isned med Smerte.

Det gjalded langtsomt hen over Hav,
Hver Bølge hvisled og Gjenlyd gav.

I Kampestenen saa dybt derinde
Den Jotun kommer det brat isinde,


At Freia fjernte sit Øie vred,
Og Skuldes Griffel ad Skjoldet gled.

Ham tyktes, hans Kone i Skoven vel
Har redet et Leie hos den blege Hel.

Med Seid*) han monne Svanhildur binde,
Fra Stenen kan sig ei Møen vinde.

Fortvivlede Skrig lød hen over Hav,
Dem huult tilbage atter Bølgen gav.

Og Hjertet vælted sig i hendes Bryst,
Saa ynkelig blev hun af Døden kryst.

Men hver en Midnat paa Sandet staaer
De Kjemper atter med blodigt Saar.

I Mørket gribe de Sværdefang,
Og dump hendrønner den hule Klang.

Fostbrødre var de i Liv og Død,
Vee den som Eden og Løftet brød.
*
 Alt længst forfulet paa Stenen er
Den stolte Pige, den Møe saa skjær.

De gule Lokker bort Stormen dreev,
Det skjønne Øie en Ravn udreev.

Den Kamp gjenlyder fra skumle Strand,
Did Skipperen skuer fra Skibets Rand.

I mørke Rustning de Kjemper staae,
Og stirre saa stift paa Stenen graa.

De stirre saa vildt paa den Kampesteen.,
Blegt lyser Maanen et Dødningebeen.


BAKKEHULEN.

Paa Marken ligger en Bakke stor,
Derinde den fule Trold han boer.

Bakke stor,
Derinde den fule Trold han boer.
s Om Natten stjæler han Bondens Korn,
Og bryder Øxenes stærke Horn.

Bondens Korn,
Og bryder Øxenes stærke Horn.
Om Høstens Tid den sorte Trold,
Han haver fanged en Jomfru i Vold.

Den sorte Trold
Han haver fanget en Jomfru i Vold.
Han gj emmer hende i mørke Stue,
Hun skulde Solen ei mere skue.

I mørke Stue
Hun skulde Solen ei mere skue.
Og hør du mig, du venne Maard,
Nu skal du kjemme og lyske mit Haar.

Venne Maard,
Nu skal du kjemme og lyske mit Haar.
 Alt da trilled den hede Taare,
Den Jomfru sørged i Sind saa saare.

Hede Taare,
Den Jomfru sørged i Sind saa saare.
O var jeg nu blandt de Søstre smaa,
Og leged med dem paa de Bolstre blaa.

Søstre smaa.
Og leged med dem paa de Bolstre blaa.
Den Trold bortslænger de Oxebeen,
Den Jomfru sukker saa mod ved Teen.

Den Trold han tager sin Ej ølle tung,
Nu vil jeg slaae baade Gammel og Ung -

Saa farer han i Skoven grøn,
Jomfruen sukker saa dybt i Løn.

Den Bondemand gaaer bag sin tunge Plov,
Alt igjennem den mørke Skov.

Hvad klinger dernede saa underlig?
Som var der nogen der kaldte mig!
 Ak hjelp mig nu, du Herre Christ!
Det Trolden er i Bakken forvist

Ak nei jeg er en Jomfru bold,
Den lede Trold haver fanget i Vold.

Han satte mig i sin mørke Stue,
Jeg skulde Solen ei mere skue.

Og var du en saa ædelig Blomme,
Ret aldrig det kunde saa ynkelig komme.

Du est den falske Trold forsand,
Saa mangt et Mæle den Lede kan.

Fra dine Snarer mig bevare
Den naadelig Gud og hans Engleskare!

Ak, vee mig da, jeg arme Møe!
Af Sorg saa maa jeg i Hulen døe.

Da foer det Bonden til Hjertet brat,
Han vidste ei selv hvordan det var fat.


I Guds Navn da, jeg ei andet kan!
At du mig besnærer, jeg veed forsand.

Saa skred han op paa Bakken trøst,
Og raabte derpaa med høien Røst:

Saasandt Gud lever i Himmerig,
Du grønne Jord, saa aabne du dig!

Da revned med eet baade Steen og Muld,
Af Bakken steg den Jomfru huld.

Hun stod i Mørket saa lys og klar,
At Bonden meente en Engel det var.

Alt paa sine Knæ i Skoven grøn
Den Jomfru forretted sin Aftenbøn.

Men over Bakken i gule Sand
Et Kors saa tegned den Bondemand.

Gik saa hen til den Lilievaand,
Og tog med Liste Jomfruens Haand:


En Drøm mig loved en herlig Skat,
Forsand, den haver jeg fundet i Nat!

Saa spændte han fra Ploven sin Hest,
Saa rede de bort som de kunde bedst.

Og Trolden kom hjem til Bakkehule,
Saalidet kunde han der sig skjule.

Ret aldrig han der sine Been fik lagt,
Det Kors, det havde saamegen Magt.

Men Jomfruen gav den Bonde sin Tro,
Og saa lode de deres Bryllup boe.

Eia! det var et prægtigt Gilde,
Sletingen af Gjæsterne kom forsiide!
BETLERSKEN MED SIT BARN.

Stakkels Barn! sov ved mit Bryst!
(Se Side 123)


SYEKURVEN.

Mystiske Redskab, som tidt laae henslængt i Ro hos Quitaren,
Mon du ei Strengen i Løn hvidsked din Færd og dit Liv?
Og kunde Sangeren ei Quitaren, sin søde Veninde,
Atter aflokke de Ting, du monne denne betro?
Vexlende er du, det veed jeg, og snart bereed til Forvandling,
Gratierne dannede dig tredobbelt, saasom de selv.
Først TALEIA dig hang paa Armens sødt- glødende Marmor,
Fyldt med det fangende Garn, Staalsax og strikkende Spyd,
Derhos en saftrig Fersken, maaskee nogle lysgrønne Druer,
Ak, thi den elskende Mund drømmer saa gjerne om Kys!
Og fra Lystgangens smilende Fart over Torve og Gader
Kom den i Mørkningen hjem glad som den Yndige selv.
See, da tog AGLAIA Kurven, og satte den fra sig
Aabned i dunkle Gemak Ovnens jernhamrede Dør,
Gik saa til Kurven igjen, oplukked med skjæl- vende Hænder
 Silkens Bedækning, og greb frygtsom et snehvidt Papiir.
Hvad var vel det? Omskifted Natur alt den mystiske Sylpirv?
Ruger som Drage den nu gridsk over hemmelig Skat?
Ja, en Skat har den baaret i Skjødet, trolig bevogtet,
Dog ei med Dragernes Gift, ikkun med Taushed og Skjul.
Stirrende læser hun nu, og drager ei Aande, og gløder,
Kysser det elskede Brev, farer af Skræk for sig selv
Ængstlig fra Stolen, og skuer - var det med Forsæt, hvadeller
Kun ved det flygtige Træf? - ind i klartskinnende Speil.
Rød ved sin Rødmen - som Piger det ofte kan hændes - i Løn hun
Veier paa Tankernes Vægt Skjønhedens himmelske Magt,
Undres og glædes, at hendes egen Seier har vundet,
Skjøndt - saa troer hun - ei stærk, Seir i den Elskedes Bryst. -
Trediegang baer EUPHROSYNE Kurvens mystiske Redskab,
Munter er hun og god, derfor med smilende Ynk,
Rækkende sin Kavaleer, der svævende hen over Engen
 Med balsamerede Lok puslet af tryllende Kunst
Dufter en gylden Aurikel i veludzlrede Potte,
Bækkende denne sin Haand, ak og med Haan- den sin Kurv,
Lod hun det mystiske Redskab blive i Beilerens Hænder.
Manden raser og døer - vil døe, meente jeg kun,
Ligesaa han; hentumler til Brøndens gabende Dybde,
Styrter i vildt Raserie, sig el, men Kurven derned.
Dengang var Kurven for slem! der drev den for vidt dog sin Spøgen
Læser, mener du det? hør da hvor Damerne lee!
Dengang som ridderlig Landse den Helten af Sadlen just løfted,
Jagede Fjenden paa Flugt - o det var Kurvens Triumf!
MINAS DØDSSANG.

Syster, syng saa muntert el!
(Se Side 126)


TIL DEN BORTREISTE.

I hvor du ogsaa kjører
I Maanskin eller Solskin,
Og folder dine Hænder,
Og seer Guds store Verden
Og alle Kreaturer
Saa venlig rundt omkring dig.
I hvor du ogsaa hviler
Paa Bænken foran Huset
Med Strikketøi og Solhat,
I Græsset mellem Jordbær
I Lye af Blomstergrene,
Hvadeller paa de bløde
Fortroligvarme Puder
Med Lokkestrømmen hvirvlet
Om Barmens Alabaster,
Med Øiets dunkle Himmel
Forelsket over Kindens
Den hellige Aurora,
I hvor du gaaer, i hvor du staaer,
O du min Sjæls Gudinde!
Husk paa den stakkels Sanger,
Der græder langt fra dig.
Men husk ei paa din Elskov,
Speid ei det fromme Hjerte,
Du kunde ellers mærke
Hvor lidt du har mig kjær,
Hvor saare lidt, du Engel;
Saa døde jeg af Sorg!


TIL SOMMERLUFTEN.

O du blaae Luft! kom du, en venlig Engel,
Til mit Lysthuus ned! Kunde Kildens Draaber
I den smukt blomstvundne Pokal min Haand dig
Kjærligen række!

Kunde taus, frydskjælvende jeg dit Ansigt
Skue! O tilgiv! Turde ømt min Læbe
Aande varmt Duftliv paa dit Øies bløde
Lilielaage!

Turde hvert Frugttræ i min grønne Hauge
Blad og Blomstknop fromt dig i Skjødet ryste!
Vilde selv, o Engel, af Bordets Retter
Venlig du nyde! - -

Ak, men taus staaer, høit mellem Jord og Himmel,
Stedse du, blaaøiede Æthernymphe!
Hæv da, hæv fromt op mod de klare Egne
Sangen og Hjertet!


AFTENSANG.

Taus er den stille Bye,
Dødmat det blege Nye
Hist paa det gamle Taarn
Hviler sit hvide Horn.

Lærkelil reder Seng
Luunt i den bløde Eng;
Pigen til Gud i Løn
Hvidsker sin Bøn.

Ak ingen Rosenmund
Beder i Nattens Stund
Fromt for den Arme, som
Vanker paa Heden om!
O, men fortvivl dog ei,
Lys Blomstrer Naadens Vei;
Hvo som paa Sorgen bær
Lykken er nær!
SYNER.
(Sonetto)

Jeg seer et Land, og seer en Fredens Engel
(Se Side 140)

DIGTER-VEER.
*

Ikke veed jeg hvad jeg vil,
(Se Bind V)

ET EPIGRAM.

Den gamle B. skjøn Ida monne sit Hjerte skjænke;
Ak stakkels Glut! hvor er hun tidlig bleven Enke! -
DEGNENS EVENTYR.
(efter GUBITZ)

Henrykt end af Kysset, sidst jeg
(Se Bind V)

HVER SØRGER FOR SINE.

Baronen beiler for sin Søn hos Mine.
"For ham, den lange flaue Nar?"
Baronen ikke andre Sønner har.

KAABERNE.

I fordumstid holdt Konen Joseph fast ved Kaaben
Til stor Forargelse for Manden;
Nu gnider han betænksom Panden,
Og vikler, angst for Folks vidunderlige Haaben,
Selv Konen ind i Kaaben.


CONVERSATION.

INA.
Du søde Ven, jeg kunde spise dig!

INUS.

Hvad Forskjæl ogsaa vel paa Sukkergot og mig!

INA.

Ak nei!
Jeg længdes efter Kalvesteg.
SPEILET

Lille Ecko, lille Skjønheds-Ecko,
(Se Side 128)
KYS OG ANELSE. -

Gjerne jeg i stille Drømme
(Se Side 141)
MAANEN.

Den Maane den synger en underlig Sang,
(Se Side 133)


VED EVALDS GRAV.

Evald, fromme Genius,
Ligger du I Solskin der
I det kjøle Blomsterhuus?
See, jeg staaer bag Gittret her,
Pyntet under Vaarens Træ'r,
Rede til en Kirkegang.
Evald, fromme Genius,
Staaer du op til Aftensang?
Løft det store Adelsskjold,
Som dig hviler stolt paa Bryst!
Løft det, o du Kjempe bold!
Digterrosen staaer deri,
Daad og Sang er ei forbi,
Er end Danmarks Liv og Lyst.
Gak i høien Chor at staae
Mellem Altrets Engle smaa!
Psalmer du mig lære skal
Sjunge høit i Christi Hal.

Mange stirred her, som jeg,
I det lille Himmerig,
Som paa grønnen Digtervei
Fader gav til Hvile dig;
Mange offred Eviggrønt
Og en kjærlig Myrteqvist -
Ak, hvor var det dog ei skjønt,
Undte mig den rige Christ
 Ogsaa sligt at bringe dig!
Intet Offer end jeg har;
Ilden dybt i Hjertet mig
Brænder sjælden reen og klar,
Og den vaade Taage bar
Aldrig nogen Blomsterflor.
Men til Huset, hvor du boer,
Til den grønne Sommerdør,
Jeg andægtig vandre tør;
Indenfor er Hallen stor,
Høi og blaa og varm og mild,
Hjerterne af Rosenild.
Evald, fromme Genius!
Ved dit grønne Blomsterhuus,
Der jeg paa min Kirkegang
Hilser dig, mens Klokkeklang
Kalder mig til Aftensang!


NAADEN!

Hvor er Du Engel, som min Sjæl tilbeder?
Paa Jorden, eller over Stjernehærer?
Hvor er Du efter hvem mit Øie leder,
Mon Bølgen kyssende dig ængstlig bærer?

Hvor er Du flygtet hen, Du Herrens Datter
Hvis Lokker krandses huldt af Naadens Krone,
Med Taarer Støvets Søn Dig kalder atter,
Udslet hans Synd, hæv ham til Herrens Throne.

Sødt grædende han stirrer mod Din Himmel
Med Blikket vendt forlængst fra Syndens Veie,
og Du er ene nu hans Trøst i Nøden! -

O! svæv da ned fra Himlens Stjernevrimmel
Stiil moderhuld Dig ved det tause Leie,
Mens Naadens Kys Du giver ham i Døden.


CAMILLA
*

I
Det blæser koldt derude,
Paa Jorden ligger Løvet,
Gjennem Anden paa min Rude
Seer Skyen ind vemodig og bedrøvet;
Og da i Sjælen mig nu klart vil blive
Et Billed, som jeg elsker,
Saa vil et venligt Digt jeg eder skrive.

II
Vel er det for de Glade,
Men mere for de Kjære,
Hvem Taareperler bade,
For Alle vil det sagte Nynnen være,
En stille Sang, som kalder paa de Døde,
Paa alle visne Glæder,
Og stirrer i en falmet Aftenrøde.

III
Gudmund, saa heed en Sanger,
Der vandred med sin Cither;
Hvor Veien trang og lang er,
Der seer det friske Sind et Gyldengitter,
Bag hvilket Gud har sat de skjønne Roser
I Phantasiens Hauge;
Derind saae Gudmund, glemte alle Moser.

IV
Men hvo som Gudmund lærte
At aande Livets Varme
 Og hvad hans Bryst begjærte
Af Lædskning sød i Kjærlighedens Arme,
Det var hans Kone, som ham fromt ledsaged,
Og sang for tætte Klynge,
Der lønned rigt, naar Sangen den behaged.

V
Omslynget var Mathilde
Af Sangens kjælne Aander;
I Klippeegn, den vilde,
Forsagte Barn sig jamrer og sig vaander,
Men sees et Lys, saa følger det dets Blinken,
Og banker høit paa Hytten:
Saa fulgte fordum hun sin Gudmunds Vinken.

VI
Forladt af Ven og Frænder
Med Faer og Moer i Graven,
Man intet Trofast kjender
Uden den Elskede og Vandringsstaven,
Og da nu Strengen klang de ømme Bønner,
Da gav hun Gudmund Haanden,
Og Kjærlighed steds Kjærlighe4 belønner.

VII
Hun bar den brune Cither,
Og under Hatteskyggen
Saa skjælmskfortrolig titter
Blaaøiet om til Manden, som paa Ryggen
Har alt hvad deres Nøisomhed behøver,
Og saa Guds vide Verden
Foran, og intet Savn, som dem bedrøver.



VIII
Da sang de høit paa Marken,
For Folk ved Egeroden,
og lystig nok paa Barken,
Der førte vaersomt dem langs ned af Floden;
Og frit sat over, ja vel og begavet,
Sprang begge ud paa Kysten
Med Tak til Gud at de var frelst fra Havet.

IX
Saa treen de i en Hytte,
Hvor bag den grønne Rude
Vel mangt et Bryst mon lytte
Paa Visen, Strengelegen vil bebude.
Og uden Løn de aldrig end forlode
Det Tag, hvor Armod boede:
De Armes Smiil for dem om Natten stode.

X
Saa mange Aar de flakked
Alt om i mange Lande,
Og henmod Aften lakked
Det nu paa Gudmunds brune Kind og Pande.
Afbleget ogsaa var Mathildes Ynde;
Selv hendes klare Stemme
Og Citheren meer sagte maatte nynne.

XI
Da de en Aften silde
(Fuldmaanen stod paa Himlen)
Kom fra et muntert Gilde,
Et Bondebryllup, hvor af Glæde Stimlen
 Ei karrig havde lønnet deres Sange,
Og fro gik hjem til Staden,
En Klynken de fornam i Lundens Gange.

XII
Og blandt de mørke Grene
Stod noget Hvidt i Skoven.
Man skulde næsten mene.
Det var en mægtig Lilie, naar fraoven
Maanskinnet faldt ned paa de hvide Blade,
Der viftede i Vinden:
Gaae nærmere dog Gudmund ei kan lade.

XIII
Og see, i hvide Klæder
En lille Pige, klynkende
Ved Træet staaer og græder:
Gudmund taer hende paa sin Arm, sig ynkende,
Mathilde tørrer hendes vaade Øine,
Og kysser hendes Pande;
Snart Angst og Kuld fra Barnet ere fløine.

XIV
Og da den dunkle Stue
Nu holdt dem sluttet inde,
Paa Maanens blanke Lue
Den Lilles Blik de stedse monne finde:
"O, sagde hun, hvor smukt min Maane lyser!
Her staae dog ei de sorte,
De lange Mænd og puste saa jeg fryser."



XV
"De kom saa sagte, sagte,
Bagved de grønne Buske;
Paa Jorden de sig lagde
Og monne fælt i Tjørnekrattet ruske.
De baer min Moder bort i sorten Kiste -
Ak Gud! der er de atter!"
Her skreg hun høit, og hen mod Krogen viste.

XVI
Da nu, saa godt de kunde,
De havde Barnet trøstet,
Gik Gudmund hen at blunde;
Den Lille sad med Hænderne paa Brystet,
Med snehvidt Ansigt i de hvide Straaler;
Da meente atter vel Mathilde,
En Lilie lukked sine hvide Skaaler.

XVII
Sov sødt, sov sødt! hun sagde
Og paa den hvide Pude
Den lille Engel lagde,
Mens Maanen lyste klart fra Vindvets Rude.
Selv bad hun tyst sin Aftenbøn, og hviilte
Sig træt ved Barnets Side;
Alvorligt, blegt det laae, men aldrig smulte.

XVIII
Da næste Morgen titted
Den røde Sol bag Løvet,
Mathilde Barnet fritted,
Om dets Forældre, hvi det stod bedrøvet
 I øde Skov og græd ved Nattetide;
Men Barnet tang, og intet
De om dets dunkle Skjæbne fik at vide.

XIX
Dog da hun skulde sige
Hvordan hun hed, saa peged
Hun fromt, den lille Pige,
Paa Kniplingsstrimlen, som om Brystet leged;
Og paa den fine Særk saae snart Mathilde
Var syet med lysblaa Silke:
"Camilla". - Stum, alvorlig stod den Lille.

XX
Da slog paa Strengens Gitter
Gudmund i Sanger-Duften,
Og fra den hule Cither
De rige Melodier sprang i Luften;
Mathildes Røst flød gjennem dem og bævede;
Da stirred lyst Camilla,
Et stille Rosenrødt om Kinden svævede.

XXI
Og Sangen lød om Lykke,
Den Fugl med flygtig Vinge,
Som gjerne dog vil bygge
Paa Armods Tag, og Huset Glæde bringe.
Som bliver Vintren over, naar man sætter
Lidt Grød paa Pinden for den,
Og synger deiligt i de mørke Nætter.



XXII
Som skjærmer Hyttens Vægge
For Ild og Storm, den bragende,
Som gjør, at Gud vil lægge
Velsignelse i hvert et Foretagende,
Som lader Kruus og Fad ei tomt og øde,
Naar de en stakkels Skabning
Til deres fromme Nøisomhed indbøde.

XXIII
Og derfor har de Strænge
Og Sangens søde Tone
Forkyndt hvad skjult alt længe
Laae dybt i Ømheds rosenrøde Krone:
At Himlen dem et lille Barn vil skjænke,
Og henrykt kan Mathilde
Den stakkels Fundne som sin Datter tænke.

XXIV
Hun skulde lære gribe
Musikens bløde Vinger,
Der med en Gyldenstribe
Hver Livets Neglik krusende omringer;
Der som en Due i hvert Hjerte flyver,
Olivenbladet henter;
Hvis Røst er Hjertets Røst, og aldrig lyver.

XXV
Hun skulde Englen være,
Som Sjælen længtes efter;
Hun skulde Tonen bære
Og styrke Digtets Rod med søde Kræfter;
 Hun skulde mellem Mand og Hustru smile
Med Uskylds hvide Roser,
Sødtmindende om Himmeriges Hvile.

XXVI
Men ei hvad vi bestemme
I Skjæbnens Bog staaer skrevet;
Og kan vi ydmyg glemme
Vor egen Villie, har vi dydig levet.
Bortvisner om vor Hytte Haabets Ranke,
Da skinner Stuen klarest,
Og stille sysler der den fromme Tanke.

XXVII
Camilla aldrig rørte
Quitarens Tone-Gynge,
Og heller aldrig hørte
Man hendes Stemme hæve sig og synge;
Det dunkle Blik laae dødt paa Strengens
Gitter,
Og Sangen skjult i Brystet,
Kun Taarer faldt ned i den stumme Cither.

XXVIII
Men nynnede Mathilde,
Naar Sorgen dem omdunklede,
De Rosenskyer milde
Den Bleges Kind omflød og Øiet funklede;
Og hvirvled ømt om Digtets Blomsterstengel
Musikkens varme Aande,
Da sprang hun om som en beruset Engel.



XXIX
Og Gudmunds lille Hytte
Var rig paa kjælne Sange,
Vilde ei Klagen bytte
For Glædes-Hymnen i de lyse Gange;
Vel Droslen slaaer og smeltende fra Dalen
Mod Solen dirrer Lærkesang,
Men kun i Mørket klukker Nattergalen.

XXX
Og sad de nu i Lunden
Omstimlet tæt af Klyngen,
Der henmod Aftenstunden
Fromt hørte deres Citherspil og Syngen,
Camilla gik paa Pladsen om, den grønne,
Og tog i spæde Hænder
Det blanke Sølv, ak, som skal Hjertet lønne.

XXXI
Hun lærte Perler hvide
Paa Silkesnoren trække,
De Blomster smaa og blide
Kunstziirlig om det klare Taft at lægge;
Og mangen Yngling kjøbte henrykt Baandet;
Thi hvad hans Hjerte skjulte,
Det, syntes ham, fra Perlen sagte aanded.

XXXII
Og sad Camilla stille
Med Perlerne i Skjødet,
Mens Gudmund og Mathilde
De smaae Duetter nynned; o da gløded
 Den hvide Kind, da maatte Øiet tindre:
En Farve-Bue straalede
Som faldt en Regn af Graad i hendes Indre.

XXXIII
Som Barn alt Somre tretten
Camilla havde skued,
Og nu - Barndoms-Sonnetten
I hellig Eenfold samlende - fremlued
Den fjortende, og monne tyst afhylle
De hvide Hjerte-Blade:
Hvor yndig stod den ranke Lilie-Fylde!

XXXIV
Nu var da Tiden kommen,
Da hun, en from Præstinde,
I Elskovs-Helligdommen
Sit Myrrha skulde strøe paa Altret, binde
En Krands for Livet og en Krands for Døden,
En Krands, der aldrig visner,
Men blomstrer evignye som Morgenrøden.

XXXV
Da maatte det sig hænde
I stille Aftenskygger,
Hvor helst de gamle Venner,
Vort Hjerte og Naturen sagte trykker
Hinanden til det fulde Bryst, og græde,
At Gudmund og Mathilde
Ved Linderoden havde taget Sæde.



XXXVI
De Stjerner smaae og milde,
De drømte i det Himmelblaae;
I Træerne var det stille;
Blandt Dammens grønne Siv en Sølver-
strimmel laae,
Som havde Luna, der paa Skyen hviilte,
En Sløife tabt fra Barmen,
Og som om Bølgen kyste den og smulte.

XXXVII
Da stimled Folket sammen
Om Gudmund og Mathilde,
Og rundt om Lindestammen
De lytted paa Quitarrens Klang, den milde;
I Mørke sneg den sig bag Rosenhækken,
Med den de fromme Elskende;
Camilla sad og stirred ned i Bækken.

XXXVIII
En Mand, med Haaret dunkel
Om kummerfulde Miner,
Mod Stjernernes Karfunkel
Saae op fra Haugens hvælvede Jasminer,
Og sværmerisk med dem han syntes tale;
Da slog Gudmund sin Cither
Og mod Mathilde sang i Aftnens Svale:

1.
O du, lille grønne Pige,
Skovens underfulde, Fee;
Du som lærer Fuglen sige
Saligsødt sit ømme Vee;



2.
Du som lærer Fuglen sige,
Hvad ei Digteren formaaer;
Du som her i Skovens Rige
Helst dit gyldne Telt opslaaer.

3
Teltet vævet lyst og luftigt
Over Græs og grønne Straa,
Fiint og klart og amraduftig,
Med en Vimpel himmelblaa.

4
See de kjære Sangre alle,
Alle sove trygt i Lye;
Mørket boer i Skovens Halle,
Stjernen i den dunkle Sky e.

5
O du, lille grønne Pige,
Kom til mine Strenge ned!
Lær init indre Vee mig sige,
Lær mig synge Kjærlighed!

XXXIX
De sidste Toner bæved,
Og Taushed drog sin Aande;
Men omkring Mange svæved,
Deels klar som Solskin, deels af salig Vaande
Indsløret duftende, end Kjærligheden,
Hvis Saar usynlig bløder
Fra spæde Barndom af hos os herneden.



XL
Adspredet var alt Stimlen,
Og Sangerpairet ene;
Men stirrende mod Himlen
End Manden stod, alt bag de dunkle Grene.
Camilla sad, en snehvid Blomst, ved Bækken,
Med Maanskin paa sin Pande;
Med Roser og med Torne gynged Hækken.

XLI
Da nu af Haven iilte
Med Gudmund og Mathilde
Camilla ud, da smulte
Den dunkle Skikkelse, og vaersomt stille
Han fulgte deres Fjed til ringe Bolig,
Hvor snart med Sanger Gudmund
Albertus (saa han heed) blev varmfortrolig.

XLII
Tidt Sorgen er en Skygge
Til Qvægelse og Hvile,
Hvor vi, som bag en Hygge,
Kan skjærme os for Solens hede Pile;
Og derfor med det kummerfulde Hjerte
Tidt hellere vi leve
End med den Fryd, der veed af ingen Smerte.

XLIII
Albertus var saalunde
En kjølig Aftenskygge,
I den man fredsom kunde
Sit Hjertes Qval udaande, trolig bygge,
 Og hos det fromme Sangerpar han vandt sig
En Drøm af svundne Straaler,
og de I hellig, hellig Dæmring fandt sig.

XLIV
Men hvad hans Sjæl holdt fangen,
Det var Camillas Ynde,
Et Billede paa Sangen,
Hvis søde Bliv Begeistringen maa nynne,
Før tonende den løfter sine Vinger.
Han Aanden var, den levende,
Der rører Æols-Harpen, saa den klinger.

XLV
Han holdt den Bleges Hænder
Tættrykket mellem sine;
Hans dunkle Øie brænder,
Saa Rosen rødmer, hvor en hvid Jasmine
For nylig duftende sit Blomster hæved.
Hans Fryd var længst i Graven,
Opstanden nu den ham imøde svæved.

XLVI
O, sagde han, min Lykke
Boer her i dette Øie;
Med disse Læber trykke
Sig Engle til min Mund, med dem sig bøie
En farvet Glorie omkring mit Hoved.
Camilla, o Camilla,
Dig har min Sjæl i Evighed trolove t.



XLVII
Men stum hun sad, den Engel,
Med Øine blaa og blide.
Kun Halsens ranke Stengel
Hun bøied mod hans Bryst, den Hellighvide!
Da kunde ei for Fryd Albertus dvæle,
Dybtanende han raabte:
Naar Vaaren kommer, vi for Altret knæle.

XLVIII
Og Vintren tegned sine
Blomster, de forunderlige,
Bag ved det blaae Gardine,
Som drømte den om Floras søde Rige.
Og Natten stod med sine Stjerner alle
Og lyste over Hytten,
Og Maanen skifted i den dunkle Halle.

XLIX
Men blegere Camille
Op til Albertus skued;
Hun var saa taus, saa stille;
Som Maanen gjennem Ætherskyen, lued
Heelsynlig næsten hendes Sjæl, den klare,
Igjennem Legem-Floret;
Kun Englens Vinger ei tilsyne vare.

L
Hun smulte aandeherlig
Til sine gode Venner;
Albertus bad saa kjærlig,
Mathilde sad og folded sine Hænder,
 Og Gudmund saae vemodig paa Quitaren;
Den taug, og Alle taug de,
Som gik igjennem Kamret Engleskaren.

LI
Solstriber laae klartlysende
Paa Gulvets Sand, og Alle
Fornam de helliggysende
Høipsalmer fra den nære Kirkehalle.
Det lød saa sælsomt over Kirkegaarden
Som sade kjælne Genier
Paa Gravene og sang om Aiskeds-Taaren.

LII
Albertus tog med Bæven
Camillas Haand, og sagde:
Din stille Himmel-Svæven
Er stegen høit, min Brud, og end ei lagde
Du Haanden ømt i min, at slutte Pagten,
Hvis Spire groer mod Stjernerne
Fra Jordens lave Dal, hvor vi har lagt den.

LIII
Da rysted hun sit Hoved,
Den ædle hvide Lilie:
Dig har jeg ei trolovet,
O du min Ven, her paa den grønne Tilie.
Camilla, udbrød han med bitter Smerte,
Du elsked mig da aldrig?
O, sagde hun, en Anden har mit Hjerte!



LIV
Dig, Albert, dig han ligner,
Men dunkelt ei hans Haar er;
Saa lyse er hans Hi^er,
Og han har ingen, ingen bittre Taarer.
Min Yndlings Pande har ei dybe Rynker,
Som din, min arme, arme Ven;
Med ham mit Blik en Rosenrødme synker.

LV
Han kommer i mine Drømme,
Og skuer venlig paa mig;
Og Børn saa kjælne, ømme
Omkring ham staae og see huldsalig paa mig.
O skjøn min Elskte er som Morgenrøden;
Skal jeg da vel forlade ham?
Ei elske ham i Livet og i Døden?

LVI
O sæt dig hos mig stille,
Min fromme Ven, og lad mig
Fortælle om den milde
Den kjære Yndling, som i Drømme bad mig
At følge sig de søde, klare Veie,
Og som jeg trolig fulgte,
Og som jeg gav min hele Sjæl i Eie.

LVII
Og længe hun fortalte
I Ord saa kjærligglade;
Og alt som hun fortalte,
Den hvide Kind blev rød som Rosens Blade;
 Og høiere blev hendes klare Stemme;
Tilsidst i Sang hun jubled,
Og Tonen strøm te ud fra Hjertets Gjemme.

LVIII
Retsom Svanen, den hvide,
Der aldrig, aldrig synger,
Førend just paa de Tide,
Naar Livet blidt i Døden sig forynger;
Saalunde ogsaa først sang sødt Camille,
Da Døden kom, en Engel klar,
Og Flugten hende bar i Æther-Stille.

LIX
Hun sine Øine lukked,
Og bort fra Hytten svæved;
Saa dybt Quitaren sukked,
Og taarekvalt den bløde Afsked bæved.
(O tusind, tusind Godnat, du kjære Engel!
O havde jeg et Rosentræe,
Jeg brød af Sorg dets bedste Blomsterstengel.)

LX
De hendes Grav udsmykked,
De græd saa mangen Taare;
Den arme Gudmund trykked
Mathildes Haand: O klag dog ei saa saare!
Albertus bedende laae dybthenbøiet,
Og mildere blev Hjertets Qval,
Og Sorgen smeltede i Graad fra Øiet.



LXI
Det var mod Aftenstunden,
Da Gudmund tog sin Cither;
Alt Maanen var oprunden,
Og straalte gjennem Klrkegaardens Gitter.
Mathilde sad hvor fordum sad Camilla,
Ved Arnens blege Lue;
Albertus sukked gjennem Aftnens Stille.

LXII
O Sang, du milde Gave -
Saa tænkte Gudmund - kjærlig
Du paa de sjunkne Grave
Strøer dine Blomster ned, og qvæger herlig
Det matte Bryst og dræber Mismods-Slangen;
O staae mig bi, at Følelsen
Sin Klage ømt kan aande ud i Sangen:

1
O vi sad omslynged her i Stuen,
Omkring Arnen sad vi Haand i Haand;
Rød og blaalig, grøn og gylden
Paa den dunkle Arne brændte Luen,
I vort Bryst var Sangens Aand.

2
O vi gik i Herrens store Have,
Saae den grønne Busk og Floden blaa;
I vort Øie fandt vi atter
Reen og klar Naturens milde Gave,
I vort Bryst en Himmel laae.



3
O vi sad i Maanskin under Løvet,
I den lille grønne Gaard vi sprang,
Leged Høgen efter Duen;
Livets Snog vi havde Braaden røvet,
I vort Bryst kun Freden sang.

4
O vi leged ret saa trolig sammen,
Da kom Døden, sagde: Høg er jeg,
Bort jeg røver eders Due!
Men vi andre sukked: Amen, Amen!
Thi mod Himlen gik dens Vei.

LXIII
Og da han havde sjunget,
Og alle tause sade,
Da Tonen var henklunget,
Kun Vinden raslede i Løvets Blade,
Da treen en gammel Kone ind ad Døre,
Beskeden hun dem hilste,
Og bad til hendes Ord at laane Øre:
Skjøn og ædel var Isaura,
Hendes Beilere saa mange;
Men af Alle vandt dog een kun
Skjøn Isauras fromme Hjerte.
Albert var kun den Udkaarne,
Albert stod i hendes Drømme,
Stod for hendes stille Ønsker.
Men til Slaget kaldte Krigens
 Gjaldrende Trompet den Elskte.
Sorgfuld! var det slemme Budskab:
Død i Kampen er Albertus;
Graaden blev de skjønne Øines
Eneste og tro Veninde,
Sorgen havde ingen Klage,
Men desflere dybe Qvaler.
See, da bad de Frænder alle,
Fader bad og Moder kjære:
Elskov groer paa mange Stengier,
Visned een, o græd dog Ikke,
Tusind er der dog tilbage.
Vælg imellem dem, og kald den
Søde Lykke dig tilbage.
Saadan bad de kjære Frænder,
Saadan Fader, saadan Moder.
Skjøn Isaura bange vakled;
Nei, o nei! fra Hjertet jamred.
O men Alle bad saa venligt,
Skjøn Isauras Mod gav efter.
Og iblandt den stolte Klynge
Valgte hun en ædel Yngling,
Meente, Elskov kunde spire,
Skjøndt dens Rod var eengang saaret.
Ak, men dybt, sig dybt bedraget
Følte snart det arme Hjerte:
Svor du eengang evig Troskab,
O, hvi vakle da ved Graven?
Hvad der eentes, skal ei skilles,
Gjennem Jorden, gjennem Himlen
Snoer sig Kjærlighedens Lænke.
Kun Albertus Minde leved,
 Elsket selv i fremmedt Favntag,
Kun Albertus Blik hun skued
I sin Ægteherres Øine,
Kun Albertus hende lønned
For den lange, lange Kummer.
Og den lille kjære Datter
Kaldte hun ved Navn Camilla,
Som var yndet mest af Albert.
Sørgende den feire Ungdom
Tabte sine skjønne Blade;
Hendes Mand til Søes bortreiste,
Ogsaa ham var Lykken mørknet,
Og hun saae ham aldrig mere.
Paa sin Dødsseng hun da kaldte
Paa den gamle tro Elisa,
Gav til hende sit Klenodie,
Ak, den lille kjære Datter,
Og gik kort derpaa til Himlen.
Og Elisa pleied Barnet
Med en Moders ømme Omhu
I sin Hyttes trange Armod.
Blegt var Barnet, lugt den Elskov,
Som det Livet havde skjænket,
O men skjønt som Kj ærligheden,
Der endnu i Mindets Drømme
Trøstede den arme Moder. -
Ak, men grumt Orkaner rase,
Selv hvor længe Freden boede.
Krigens vilde Flammer hærged
Vidt og bredt al Landets Egne.
Fra sin Hytte, fra sin Hjemstavn
Maatte brat Elisa flygte,
 Maatte føre med sig Barnet,
Ak, det spæde, fine Blomster.
See, da greb en Tanke hende;
Længe kjemped hendes Hjerte;
Men det vise Raad fik Magten.
Og bag Skovens dunkle Stammer
Sat hun Barnet hen, det blege,
Selv i Skjul hun nærved lytted
Med beklemt og ængstligt Hjerte.
Og et Sangerpar langs Veien
Drog i from og ydmyg Glæde,
De medlidende tog Barnet
Med sig til den stille Bolig.
Gud! i dine Hænder lægger
Jeg fra nu af hende! - sukked
Syg og skjælvende Elisa,
Søgte selv et fattigt Huusly,
Leved der af milde Gaver.
Og Camilla nu opvoxde
I den fromme Sangerhytte
Til en huld og herlig Jomfru;
Ak, men Længslens skarpe Torne
Var fra Fødslen af for dybt alt
Trykket i det spæde Hjerte;
Knuppen maatte blidt sig aabne,
Maatte dufte al sin Aande,
Derpaa steg den til sin Hjemstavn.

O I Ædle! Eder var det,
Som Camilla huldt opfostred;
Selv jeg er den gamle Lise,
Græder for den kjære Døde.


LXIV
Saa talte hun, og iilte
I Mørket fra de Studsende;
Albertus sælsomt smulte.
Strøg Lokkerne fra Kinden bort, den blussende :
O, raabte han, du havde Ret, Camille,
Dig kaldte yngre Elsker;
Din Moder vented mig i Himlens Stille.

LXV
Og indtil Tiden kommer,
Der kalder mig til eder,
I Mindets visne Blommer
Sødtgrædende om Vemods Fryd jeg leder;
Og pleier eder, o I hulde Venner! -
Og Gudmund og Mathilde,
De gav ham rørte deres fromme Hænder.


BEGEISTRINGEN OG ORDET.

Dernede ved den grønne Aae,
(Se Side 182)

TIL MIN LYRA.

Elskte Lyra, du min Sorgs Veninde,
O tilgiv, saa tidt jeg dig bedrøver!
Qvæles Sukket, tør ei Taaren rinde,
Jeg dig behøver.

Andres Stemmer gjør mig, ak, saa bange;
Kun med dig mit Hjerte er fortrolig;
Dine Toner, dine kjære Sange
Gjør Sjælen rolig.

O min Sorg og al min ømme Glæde
Vil jeg i din Sangbund fromt begrave,
Og som Aander skal de derfra træde
I Sangens Have.


JESUS PAA HAVET.

En Aftenstund den Herre Chrlst mon vandre
Paa Havet ud; og det sig just tildraged,
At hans Dlciple vare med hverandre
Paa Skibet, og led Nød af Bølgeslaget.
Men da de saae ham midt paa Havet vandre,
Da bleve saare de af Angst betaget
Og kunde saadant heller ei fordølge,
Men sagde: gaaer et Spøgels der paa Bølge?

Da talte Jesus: ængster ikke eder,
Men værer freidige; thi det er mig.
Og der de kjendte hannem, sagde Peder,
Som stod i Skibet: Herre, er det dig,
Saa byd at jeg paa Vandet til dig træder! -
Og Jesus bød ham venlig nærme sig.
Da traadte Peder ud, og gik paa Vandet
Saa fast og trygt som vandred han paa Landet.

Men da det stormed, blev han mod i Hu,
Og der han i sin Angest sank tillige,
Da raabte han: ak, Herre, hjelp mig nu!
Men Jesus tog ham fat, og monne sige:
Du Lidettroende! hvi tvivlte du?
Og da i Skibet atter de mon stige,
Ei Tordenskyer meer paa Himlen vare,
Men Havets Bølger rolige og klare.


TIL ET BARN.

Ach es lebt, es wird geliebt
Bis es Liebe wieder giebt.
GÖTHE

O hulde Barn, du med det lyse Øie,
O smiil, smiil sødt! din Fryd i Himlen er.
Leeg muntert kun paa Glædens grønne Høie,
En frodig Vaar du i dit Hjerte bær.

Du Draabe klar, af Livsens Væld udrunden,
Ak Himlens Lys din rene Sjæl har kjær,
I den det huldt sin Farveglands har bunden;
O smiil, smiil sødt! din Fryd i Himlen er.

Gid ingen Tid sig Diamanten dunkle,
Som, hulde Barn, du ømt i Brystet bær;
Da Farven flyer, ei Lysets Straaler funkle -
O smiil, smiil sødt! du end i Himlen er.

Farvel, du Engel! Herren dig velsigne!
O see paa mig! Dig har mit Hjerte kjær;
Engang skal jeg jo, fromme Barn, dig ligne -
O smiil, smiil sødt! vor Fryd i Himlen er.


SØRGEDRAGTEN.

I
See I Floret om min Elsktes
Gule, silkebløde Lokker?
Bæver saa ei Alteriuen,
Klar og gylden, blødtomkrandset
Af sin dunkle Viraksky e?

II
Fagre Ring, din Flamme slukkes,
Sortomvunden Stenen funkler -
Veed I vel hvad det betyder?
Det er Døden, som omfavner
Livet i sin Blomsterfryd.

III
Det er Dag og Nat, som smelte
I en salig Aftenrøde,
Elskovstimen, som skal føde
Hvad os Herrens Ord forjætter:
Det fortabte Paradiis.

IV
Stille Jomfrubarmen svulmer
Under Sørgeflorets Folder,
Liig en from, en hellig Nonne,
Gudindviet, Mmmelkaaret,
I den snevre Celleboe.

V
Længselsaanden aabenbares. -
Legende med spæde Toner,
 Bævende af Himmelsmerte,
Lytter den - o Farven svigter!
Kjende I Cæcilia?

VI
Bort fra Graven Stenen løftes,
Sløret mørk tilbageruller,.
Fromt det lyse Blik sig hæver
Inderlig i Gud forklaret -
See I Troens Himmelfart?

VII
Ak, men Taaren, som nedtriller
Glimtende paa blege Roser,
Det er Sorgens Mindegave;
Stille jeg med den skal smykkes,
Den har Ida skjænket mig!



DE FORELSKTES APRIL.

Skyerne komme og gaae, Violer sankes paa Volden,
Men man maa skynde sig hjem, Regnen i Hælene er.
Skottes til Siderne hen, flux falder der Natmulm og Natdug:
Dog paany kun et Smiil - og der staaer Roser i Øst

HOLBERG.

Ei du det Yndige tog og de skjønne Former og bygged
For idealiske Møe Musernes høie Altar;
Men det Naragtige du og det Flaue hæved fra Dyndet
Frelst det paa Fortouget stod, rendset til Latter og Skjemt.
Derfor dig hjertelig Tak, o du Smagens vældige Kjempe,
Sjælden dig Pegasus bar, selv du en Kraftvinge var.

SATIREN.

Lystig, Svende, kaster i Diglen de blanke Metaller!
Sprogets letbøiede Leer danne til Formen vi her.
Stormklokken snart skal I høre at klemte i Gader og Stræder,
Varslende - ikke om Ild - nei! om det smagløse Vand

MED EN CONFIRMATIONS ROSE.

Lille Rose, vær ei bange
(Se Side 157)

BETLERSKEN MED SIT BARN.

I
Stakkels Barn, sov ved mit Bryst!
Mine Taarer skal dig varme.
Klynk ei med din spæde Røst!
Græd ei i din Moders Arme!

II
Solen alt forlængst gik ned,
Ingen hørte paa min Klage,
Ingen har Barmhjertighed,
Koldt forbi de Glade drage.

III
Kom den blege Sorg ihu,
Hun din Søster er, o Glæde!
Og hun bedre er end du,
Skjøndt hun sukke maa og græde.

IV
Ak, mon det min Brøde var
At jeg elskede i Livet?
Nei - Gud mig velsignet har,
Han har Mand og Barn mig givet.



V
Og hvad jeg af Herren fik
Vil han vogte og bevare;
Om mit Barns det skyldfrie Blik
Svæver jo hans Engleskare.

VI
Døden tog min Hjertensven,
Monne ham til Himlen bære;
Herren gav og tog igjen,
Herrens Navn lovpriset være!

VII
Skarpe Vinde, blæs ei saa!
Ak, mit stakkels Barn maa fryse;
Kolde Steen vi sidde paa,
Nøgne vi af Kolde gyse.

VIII
Piger paa den glade Sti,
Ømme Piger, hjelp mig Arme!
Iil dog ei saa koldt forbi!
See mit Barn! I jer forbarme! -

IX
Gjem din Regn, du mørke Skye,
Til vi finde kan en Hytte;
Ak, her er jo intet Ly,
Som mod dig os kan beskytte.

X
Vær dog grusom ei, o Jord!
Styrt saa tungt ei, kolde Draaber!
 Hør, o Gud, den arme Moer,
Som om Bistand dig anraaber!

XI
Stakkels Barn, o dæmp dit Skrig!
Ak, du er saa vaad, du Arme!
Bælmørk Natten nærmer sig -
Gud sig over os forbarme!

KJENDETEGNET PAA UTROSKAB.
(Ideen efter Gerstenfoerg)

Saa smuk, saa rød, de kjære Pigers Lyst,
(Se Side 146)


MINAS DØDSSANG.

I
Søster, syng saa muntert el!
Tier Strenge!
Lad paa Grenen Lyren hænge;
Ak, dens Lyd bedrøver mig!

II
Søster, giv du mig din Hand!
O mit Hjerte
Knuges stærk af voldsom Smerte
Ei endnu det briste kan.

III
Græd dog ikke, Søster blid,
Græd dog ikke
Over Minas dunkle Blikke,
Over Kindens Rose hvid.

IV
Aarlen Morgen gik jeg ud;
Mod det Høie
Hæved sig mit matte Øie,
Og jeg bad saa fromt til Gud.

V
O jeg bad saa inderlig:
End min Qvide!
Dæmp den Qval jeg her maa lide!
Kald dit Barn, o Gud, til Dig!

VI
Og jeg bad i Jesu Navn:
See, da bæved
 Sælsomt Jorden, Engle svæved
Ned i Minas aabne Favn.

VII
Og de gjøde venlig Trøst
I mit Hjerte,
Dæmpede den hede Smerte -
Langsomt hæves nu mit Bryst.

VIII
Hils min Moder her paa Jord
Og min Fader;
Ak, en Stund jeg dem forlader,
Men jeg tryg i Himlen boer.

IX
Hils de andre Søstre smaae;
Jeg maa ile
Did hvor blidt Gudsengle smile,
Mina dem forlade maa.

X
Denne Lok her af mit Haar
Du skal have -
Tys! hvo vanker hist blandt Grave
Paa den grønne Kirkegaard?

XI
Læg mit Hoved i dit Skjød;
Englen vinker!
Søster, see, dens Lee alt blinker -
Herren til sit Huus mig bød!



DYDEN.

Hverdags synes os Solen, skjøndt ei vi vove den skue
Fængslet af Vane og Nat blænder dens Lys os for stærkt;
Saa den himmelske Dyd bekjendt os synes, skjøndt ukjendt,
Prismaets kløvede Glands see her i Støvet vi kun.

SPEILET.

Lille Ecko, lille Skjønheds-Ecko,
Tør en Hyrde i din Grotte hvile?
Ak, mit Bryst er ogsaa Minas Ecko,
Men saa rødt, saa rødt af Amors Pile.

Du har ingen, ingen dunkle Pletter
Uden een som Maanens Skye om Natten,
Uden een, som Minas Aande sætter;
O at i min Barm hun ogsaa sat den!

O at hun den evig aande vilde,
Evig aande i mit arme Hjerte,
Ak, da blev det Sangens rige Kilde,
Og en Rosenbusk blev al min Smerte.


MORGENEN.

Naar Morgnen phantaserer paa sin Lyre
Og dens Accorder sødt fra Leiet kalde:
Træd ud da i den store Dæmrings-Halle
Hør Lærkechorets fromme Ouverture!

Forteppet, som Guldfryndser lyst baldyre,
Som Nattens Taager væve, seer du falde.
Halvdrømmende vor Herres Urter alle
Er pynted' ud med Farverne de dyre.

Huldt ranker Sjælen sig til Blomsterstaven,
Som Sandselivets Tryllepensler male,
Og klarest perler Duggen for de Glade:

Sværm derfor ud med Bierne til Haven!
Følg Hyrdefløiten i de grønne Dale!
Lad freidigt Mod i Morgenluft sig bade!


MIDDAGEN.

Alt Dagens Melodrama sig udfolder.
Med Sang og Klang og festlig det fremskrider,
Fra Himmelkuplen Straalen blank nedglider,
Og Sandet brænder Pillegrimmens Saaller.

Alt som det klare Glas Bouquetten holder
I liflig Væde inden blanke Sider
Og klynger tæt de kjælne Nereider;
Saa Dagen sig om spraglet Mængde folder.

Og vinker hvide Bord, af Lilie-Hænder
Og af Quirlander, Purpurfrugt udsmykket,
Med venlig Ynde og med Viin-Karfunkel,

Saa pluk den muntre Rose hvor den brænder,
Paa Kind, paa Mund og tyst af Blyhed skygget!
En Dag i Vennekreds er aldrig dunkel.


AFTENEN.

Nedsynker Solen rødmende og stille
Som blysom Pige i sin Elskers Arme,
Og vil Alnaadens Gud sig mildt forbarme,
De bittre Savn med Vemodsbalsam stille;

O dvæl i Lunden! Dvæl hvor Grottens Kilde,
Skjøndt kold og vild dog nærer Blomstens Varme!
Tryk rørt en velmeent Skjærv i Haand de Arme,
Hvis hede Taarer uden Hjelp maae trille.

Stræk Armen ud - et Kys til Jord og Himmel!
Og hold din Aftenbøn paa Bakkens Skraaning;
Opad gaaer Veien, skraa er steds vor Standen.

List dig da hen fjern fra den store Vrimmel!
Kik gjennem Ruden paa din Elsktes Vaaning,
Og skriv et Elskovsbrev paa Himmelranden!


NATTEN.

Og kommer Natten, falder Dug i Enge
Og Trætlieds tunge Blyhaand paa dit Hoved,
Saa husk at Vaagen er med Søvn trolovet,
Der valmukrandset vinker dig tilsenge.

Men Druer, dunkelblaae, safttunge, hænge
Om bløde Arm, hvor du er blidt indsovet,
Begeistrende de gode Aander voved
Af Natten skjult ind i dit Hjerte trænge.

Og Himlen dig bereder Morgnen atter,
Indluller kyssende forgrædte Øie,
Staaer hellig Vagt ved Uskylds stille Leie.

Sov derfor sødt! og om du end ei fatter
Det dunkle Drømmeliv, sendt fra det Høie,
Priis dog den gode Faders skjulte Veie!


MAANEN.

Den Maane den synger en underlig Sang,
Og det kan mit Hjerte fornemme,
Som hørte den før vel mangenengang
At nynne, den venlige Stemme!

Den synger om Blomster, de hvide, de blaae,
Saa sjælden, saa sjælden om røde,
Den synger om Piger, som grædende staae,
Om venlige Piger, som døde.

Og stormer en Dreng med Ild i sit Blik,
Forbi, hvor den dæmrende funkler,
Den synger om Længsler, som Hjertet fik,
Om Taarer, som Øiet fordunkler.

Mig lyste den mildt da Ida jeg saae,
Og Pilen foer mig i Brystet;
Men Ida blev kold i det natlige Blaae,
Hun løfter ei Amor til Brystet.


FLODPIGENS VISE.

I
Jeg sad derhjemme fro og glad
I Faders store Bølgehal,
Og sang, jeg vidste selv ei hvad,
Saae Stjerneskud og Stjernefald.

II
Naar Solen kom til kjære Søe,
Havguden tog dens Rosenglands,
Og fletted den til Havets Møe,
Og Krandsen blev en Brudekrands.

III
Men lønlig Hang en Citherstreng
Til Havets Bund saa vemodsøm
Deroppe fra den grønne Eng
Og natlig som en Tonedrøm.

IV
Og Havets Barm er mild og from.
Dets Pigers Hjerte er saa blødt,
Og Strengen klang: "kom, Elskte, kom!
Her bæver Duft og Rosenrødt!"

V
"Her bæver mangen Ungersvend
Som Rosenduft og Rosenrødt;
O Søe-Viol, forlad dit Hjem,
Hos os er det saa sødt, saa sødt!"



VI
Da steg jeg op den dunkle Vei,
Igjennem Jordens sorte Gang.
Min Taare randt, jeg saae det el,
Fjernt hørte jeg en Yngling sang.

VII
Og ved et Gitter gyldenblank
I Kildegrotten bleg han sad.
Saa ømt jeg i hans Arme sank,
Den Yngling om mit Hjerte bad.

VIII
Som Rosenrødt og Rosenduft
Er du dog ei, du er saa bleg!
"Det gjør den kolde Natteluft,
Det tunge Kors, den lange Vei."

IX
Men dog er du saa smuk, saa smuk,
Saa dybt dit milde Øies Blaae!
"Min Rose sank for flygtigt Pluk,
Og Lilien maa paa Graven staae."

X
Fra Grotten gik han atter bort,
Jeg ene sad forladt igjen,
Og Natten kom saa dødningsort -
O Gud, hvor er min Hjertensven?



BLOMSTEROFFERET.

Her staaer Huset. I det mørke Stræde
Brænder Lygten døsig paa sin Stage.
Pilgrimsgangen maa jeg stille drage
Til den Kjæres Huns med hellig Glæde.

Der jeg staaer hvadenten Straaler klæde
Vindvets Ruder, eller Storme brage
Vildt i Natten mellem Gavl og Tage;
Længslen vil fornøie sig, og græde.

Duft Levkøier, som jeg nys mon bryde!
Duft og døe! For Templet skal I hvile,
Offerstrøet for hendes Dør nedfalde.

Eders Duft skal hendes Drøm omflyde,
Hvor I svævende som Sylpher smile,
Og paa mig hun vil i Drømme kalde!


GULDRINGEN.

I
Ved Stranden sad den Pigelil. -
Dybt Skyen hang foroven.
De Storme kom fra Skoven,
Og Natten var paa Voven.

II
Ved Stranden leged Pigelil
Med Ringen tæt ved Havet;
Og Bølgerne begraved
Den kjære Ring i Havet.

III
Hvor er du, Ring saa gyldenklar?
Til dig min Sjæl er bunden. -
Men Mørke laae paa Bunden,
Og Ringen var forsvunden.

IV
Hvor er du, Ring saa dyrebar?
Som Tro og Elskov gjemmer?
Ak Edvards Sjæl mig glemmer,
Hans Ring nu Dybet gj emmer.

V
Græd ei, græd ei, Hjertelskte min!
- Den Svend han treen fra Skoven
Din Guldring jeg forvoven
Dig henter under Voven.



VI
Ak nei, min Edvard, gjør det el!
Lad Bølgen ei dig bære
Til Dybet ned, du Kjære!
Der falske Piger ere.

VII
Bæv ei som Nattens Siv, o Møe!
Mg ingen Fare truer;
Med Lyst jeg Dybet skuer -
Der Elskovs-Ringen luer!

VIII
Og Svenden sprang fra Stranden ud;
Dump suste det i Skoven;
Midnattens Skye foroven
Hang bælmørk over Voven.

IX
Ved Stranden sad den Pigelil;
Tyst kaldte hun til Grunden.
Men Natten laae paa Bunden -
Den Yngling var forsvunden.



TIL DEN FORLADTE.

O du stakkels fromme Lllieklokke,
Som min Sjæl har fyldt med al sin Ild,
Græder du, at Jordens Blomsterflokke
Drog mit Øie fra dit blege Smiil?

Har du ingen Duft og ingen Farve,
Arme Blomst, som vorde kan min Lyst?
Er du kun en tom, en flygtig Larve,
Phantasia aanded i mit Bryst?

Er din spæde Blomstertid alt omme,
Fromme Barn, som ved mit Hjerte laae?
Er du ei den stille Uskyldsblomme,
Jeg engang i Paradiset saae?

Græd ei meer, du Hulde! glem nu Sorgen!
End du staaer en Engel paa min Vei;
I vor Hilsens første Rosenmorgen
Faldt en himmelblaa Forglemmigei.

Er du bleg, og er din Duft kun ringe,
O saa kom, mit Hjerte varmer dig;
Og vi skal i Himmelchor os svinge,
Naar kun trofast du vil elske mig.


SYNER.

Jeg seer et Land, og seer en Fredens Engel
Om Blomsterhaugen. Hænderne at folde,
Den gyldne Aften over Slottet holde
Med Musika for dig, du milde Engel!

Jeg seer en blad- og torneziret Stengel,
Der træder Rosen ud paa grønne Volde;
Jeg seer de ædle Mænd med Kors og Skjolde,
Og hvide Damer - o du Fredens Engel!

Jeg seer et Kirkespiir mod Himlen række,
Og Svanerne omkring paa Floden seile,
En Qvist sig under Nattergale bøie.

Jeg seer en Yngling Elskovsbrevet brække,
Og svanebleg mig selv i Floden speile
Den klare Taare og det dunkle Øie.


KYS OG ANELSE.

I
Gjerne jeg i stille Drømme
Ved din Arm, o Yngling, vandrer;
Slynger jo et venligt Baand sig
Himmelblaat tidt om Quitaren.
Men hvorfor de dunkle Veie?
Hvorfor gjennem Kirkegangen
I den kjøle Aftenskumring,
Langs de mørke Lindestammer,
Hvor de sorte Kors paa Sneen
Minde sørgende om Graven?

II
Rosentræ paa stille Gravhøi
Venner tidt med Taarer plante;
Her en Krands af faure Urter
Lægger jeg paa Marmorpladen,
Og vi bede vil de Døde
Hæve Bøn fra Himmelhallen,
Mere nær Alnaadens Trone,
For mit Hjerte, for min Dame
Og det kjære Baand, som slynger
Himmelblaat sig om Quitaren.

III
Dødningoffret sagte aander
Blomsterlivet ud paa Graven
Bævende i kolde Natduft.
Seer du Maanen, o min Sanger,
Som et venligt Christushoved
I de bløde Skyers Arme?
 Seer du Taagen, sølvervinget,
Til et Englechor gestaltet?
For dit Hjerte, for din Elsk te
Toner Bøn i Himmelhallen.

IV
Rosenduft fra Citherbunden!
Sangens Aander drømme saligt!
O det arme Hjerte bæver,
Søger efter Elskovs Favntag.
Phantasiens Vinger zittre
Som af stille, himmelsk Anen. -
Ømt sit Nectarbryst at kysse
Rosen Bien jo tillader:
O tør ei min Læbe møde,
Rose, dine søde Blade?

V
Høit fraoven, høit fra Himlen
Straalen i mit Hjerte falder;
Ja, jeg staaer, en from Præstinde,
Ved det klare Elskovs-Alter,
Trykker hellig mine Læber
Paa din Mund, du kjære Sanger!
Offret varsler, Graven smiler,
Aander ned fra Himlen tale:
Stille, stille! til din Elskte
Gløder Kysset gjennem Flammen.



SONETTER. -

I Hjertets Dyb sig dunkle Toner rørte,
En sælsom Drøm den vilde Attraae stilled:
Som svæved lyst i Skye et Helgenbilled,
Skjøndt Nattens Mulm og Taager det omslørte.

Men Morgenen sit Rosenlys fremførte
Og speilte sig i Taaren, som nedtrilled;
Da saae jeg Dig, forklaret var hiint Billed,
Og Engle i Dit Bryst jeg sjunge hørte.

I Dig var Gangen til min Hjemstavn funden
Og alt mit Liv saa saligsødt henrunden,
Til Dine Smiil var - ak! - min Himmel bunden.

Tør jeg da nu den lette Sangens Vinge
Om Fredens gudindviede Celle svinge,
Og dig min dunkle Elskovsrose bringe?

Ei hvo jeg er kan jeg Dig rede gjøre,
Det Gaaden er hvorpaa jeg længst har grundet;
Dog aldrig end er dens Betydning fundet,
Den fattes ene af den Elsktes Øre.


Med kjerllg Sind maa Du paa Sangen høre,
En ædlere Natur har Krandsen bundet;
Hilsen og Afskeed venlig sammenbundet,
At Farvetonen maatte' Hjertet røre.

Og har en Engel, med sin lyse Kjæde,
Alt fængslet Dig paa Livets Ætherbølge,
Jeg tømmer Smertens Kalk med salig Glæde!

I Natten skal mig Phantasia følge
Og blegen Kind i Sørgefloret dølge,
Ved Maanens Lys vi under Pilen græde.

Men straf ei grumt den stille Alf i Skoven,
Fordi den skjult, halv ængstlig, halv forvoven,
Nedkasted Dig sin dunkle Blomst i Skjødet -
Ak, alt for haardt den for sin Daad da bødet!

Fro sidder den i Træets Top foroven,
Og kysser Himlen, speiler sig i Voven;
Et Blik fra Dig, som fyldt med Vrede gløded,
Dybtsaarende dens ømme Fryd borthøded.

Beklag det arme, haabbedragne Hjerte,
 Hvis ei det har din Agt, Dit Venskab vundet,
Da for Dit Blik mig Nattens Skygger dølge.

Men Helgenskin omkrandse vil min Smerte,
Til Pilgrimsaanden har sin Himmel fundet
Og Dig forklaret evig tør ombølge -


KJENDETEGNET PAA UTROSKAB.
*

I
Saa smuk, saa rød, de kjære Pigers Lyst,
Paa Sommerfuglevinger, Amor svæver
Med andre Smaa i lystig Kappedyst
Mens Aftendug paa Purpurvingen bæver.
Han har I Flugten Hyacinthen kyst,
Nu Hurtighedens Priis den Snelle kræver;
Men ak, han er saa træt, hans Styrke viger,
Den Stakkel falder i en Bæk og skriger.

II
Jeg Yngling staaer derhos og seer hans Vaande,
Flux løber jeg, ham blidt at hjelpe op.
Han er saa vaad, han kan ei drage Aande,
Jeg varmer ved mit Bryst hans lille Krop,
Og er ham med at tørre Vingerne tilhaande;
Da blev han glad igjen, og med et Hop
Han sprang fra Haanden mig og spurgte venlig:
Hvori kan jeg, min Ven, dig være tjenlig!

III
Gjør at mig Lila stedse elske maa,
Du lille rosenrøde Hjertetvinger!
Gjør hendes Øine troe som de er blaae,
Lad hende glemme Flygtighedens Vinger!
Det er saa tungt for mig tilbagestaae,
Naar til en Anden hun sit Hjerte bringer.
Ak, raabte han, din Bøn gjør mig tilskamme;
Kan Amor dæmpe Kjærlighedens Flamme?



IV
Med gyldne Plil at skyde Saar paa Saar
Til Kuld og Frost og Staal sig skiller ad,
Og Hjerterne i ly sen Lue staaer
Som fordumstid den stolte Trojæ Stad,
Det, kjære Yngling, sagtens jeg formaaer;
Men det, min Ven, hvorom du nylig bad -
Ja saa! - jeg sukked, saae mod Jorden ned,
At ikke Guden skulde see jeg græd.

V
Men Amor svang sig op og fløi derfra.
Han kunde sagtens mine Sukke høre
Og see hvor modløs jeg var bleven, da
Han intet til min Bistand kunde gjøre.
Men strax derefter suste det, og fra
Det høie Himmelblaa fornam mit Øre
En Pusten og en Stønnen og en Latter,
Det falder, nogle skreg: Andre: det dratter!

VI
Da stødte jeg mig Hatten bort fra Øiet,
Og saae iveiret: Eia! hvad var det!
Der vare Elskovsguderne nedfløiet,
Alt fra Olymp, og bragte med sig: gjæt!
En Byldt, i Purpur svøbt, o hvor fornøied
Smaafolket sig, skjøndt Byrden ei var let,
De kivedes, de klamredes, de sloges,
Og lystelig paa alle Kanter droges.

VII
En holdt i den, en i enanden Flip,
Ti slæbte gyselig i største Knuden.
 Det var Cytheres Gjord; paa høien Elipp'>
Den snilde Amor raned den fra Puden,
Den stakkels Svend han skal dog ei gaae Glip
Af al Bistand og Hjelp! saa tænkte Guden,
Og kjælne Amoriner, Amoretter
Den skjønne Byrde for min Fod alt sætter.

VIII
Jeg takker med et Smiil, jeg takker med et Buk
De gode Børn for deres Sved og Møie;
Men Amor løber til, og siger: luk,
Min Ven, luk Knuden op! Lad Gjorden bøie
Sig om din Kjæreste, og smuk, saa smuk
Hun bliver som end aldrig noget Øie
Paa Jorden saae, langt meer end du formoder,
Som Guderne og min hjertelskte Moder.

IX
Ak, kan det skjønne Belte andet ei,
Saa, kjære Amor, nytter det mig ikke.
Min Lila er saa smuk som Jordens Mai,
Og Himlens Stjerner boer i hendes Blikke.
Sat du end Skjønheds-Edlden paa vor Vei,
Ei Lila vilde bukke sig og drikke. -
Saa talte jeg, men løsnede dog Knuden,
Halvbange for at vredes vilde Guden.

X
Da saae jeg noget, som i Byldten hviilte,
Med skarpe Straaler og et hæsligt Skjær.
Fy, hvad er det? jeg raabte. - Amor smulte
Og hvidsked tyst: det Smilebaandet er,
 Min Moder brugte, da med Mars hun iilte
At narre lidt min Fader Mulciber.
Det vil jeg tage, raabte jeg, og vise,
At Lila kan den kjære Troskab prise!



MINE HAAB.

Herud i Luften, Vingerne at tumle,
Forvovne Haab, I Kraftens spæde Drenge!
Fra Grenen smelter Sneen, og den skumle
Graataage flygter; Vaaren gaaer I Enge.
Forpilnte sad I længenok derhjemme;
Det dunkle Hjerte turde jer ei slippe.
Nu frisk! Lad skingre høit den viltre Stemme!
Slaa Vingen ud, til Trods for hver en Klippe!

Hvor kaade, overgivne dog de larme!
O stærkt forandret har sig nu de ømme,
Barnlige Haab, der laae i Løndoms Arme -
Fast ængste mig de kjæktopvoxne Drømme!

Dog deres Væxt jeg kan ei meer neddæmpe;
Med Liv de storme dristigt hen i Livet,
Og fældes de af Skjæbnens høie Kæmpe,
Med dem jeg syijker blødende i Sivet.


TIL AMANDA.

O du, sorn syg og svag, med bange Taarer,
Den sunde Kjærlighed i Hjertet dulgte,
Som mine vilde Veie gjerne fulgte,
Og hvem mit mørke Sind for ofte saarer.

Dig ønsker jeg, den milde Foraarsvarme
Maa runde Banden rød og fyldig atter,
Og at dig Sangen, Brystets kjælne Datter,
Bortsynger Sorgen, fro i mine Arme.

Med Svaler i sit Haar og grønne Qviste,
Med muntre Trin Foraaret seer jeg komme.
Nu er den dunkle Sørge time omme;
Gud hjelper selv, at Lænkerne kan briste.

Han gjør sin Luft saa blaa, sin Jord saa frodig,
Og alle Skabninger saa fuld af Glæde,
Han siger venlig, du skal ikke græde,
Men ved hans kjære Haand kun vanke modig.


DEN FORKJØLEDE AMÖR.

Ved et Kildespring i den grønne Lund
Sad Hanne og jeg en Morgenstund.
Vi talte om Dit, vi talte om Dat,
En Sommerfugl sig paa min Skulder sat.
Og Solen brændte gjennem Løvet ned,
Saa at Hanne blev baade rød og heed.
Flux kyssed jeg hende paa Kind og Mund:
Min Glut, det er for at skygge kun!
Men længer inde i dybe Dal
Der fløited den lille Fru Nattergal,
Og Hanne saae saa yndig i Søe,
At Sivene vilde af Længsel døe. -
Da pusled det om i det høie Græs,
Og bag en dunkel, dunkel Cypress
En lille Dreng kom vankende frem.
Han bosted bestandigen: hem! hem! hem!
Og naar man lidt nøie paa ham saae,
Havde han to spraglede Vinger paa.
Drengen kjendte jeg da paa en Studs,
Han havde alt spilt mig saamangt et Puds.
Men Hanne kjendte ham endnu ikke,
Og saae paa ham med spørgende Blikke:
Hvem er du da, du søde Dreng?
Søger du Blomster dig her i Eng?
Da stod han ganske forundret stille,
Og med yndig Røst sagde den Lille:
Min smukke Pige, hør paa mit Ord!
Jeg er den bekjendte Gud Amor.
 Her kan du see mine lette Vinger
Og Pilen, som megen Glæde bringer.
Han vilde tale længere end,
Men saa kom Hosten paa den lille Ven,
Og han blev i Hovedet ganske rød.
Ak, sagde han, det bliver vist min Død. -
Hanne hun blev ret sælsom tilmode;
Paa Elskovsguder hun før ei troede.
Nu kunde hun tage og føle derpaa,
Al Vantro maatte paa Døren gaae.
Hun bukked sig meget medlidende ned:
Ak, kjære Gud, hvor din Kind er heed!
Hun satte ham paa sit Skjød, og smulte
Da han sig op imod Barmen hviilte.
Hvor fik du den slemme Hoste fra?
Hun spurgte kjælent; han svarte da,
Idet han hostede meget stærk:
Min Bedste, det er et skammeligt Værk!
Der var en deilig ung Prindsesse,
Hun gik i Lunden, hvor Faarene græsse,
Klædt som en landlig, naturlig Hyrdinde,
Man kunde ingen skjønnere finde
I hele Egnen deromkring.
Da kom mig i Hjertet en underlig Ting,
Som trak og trak, og ei Ro jeg fik,
Før i den dunkle Skov jeg gik,
Og sagde til hende: min sødeste Pige,
Jeg er en Tjener udi dit Rige.
Fra den Tid skiltes vi aldrig ad;
Jeg Stakkel gjorde Alt hvorom hun bad.
Saa maatte jeg følge til Hoffet med,
Og det er et grumme afskyligt Sted.
 Snart maatte jeg der i Vinduet staae
Og vise min Pul og spænde min Bue,
Snart maatte jeg paa Comoedie gaae,
At alle Mennesker kunde mig skue,
Og snart i Dandsen fare omkring;
Det var en meget ubehagelig Ting!
I Maanskin paa en aaben Altan,
Der maatte jeg fryse; hun havde sin Plan.
En Kammerjunker stod bag en Qvist,
Og jeg maatte kalde og sige: pist! pist!
Saa blev jeg da ganske forkjølt jeg Arme;
Men længere skjulte jeg ei min Harme.
Jeg løb fra hende, den Troløse, bort
Hvor Skoven ret var dunkel og sort,
Jeg vilde mig sætte ved en Kildebred:
Saa fandt jeg da dette deilige Sted,
Og dig, min Pige, og dig, min Ven;
Saasnart gaaer jeg rigtig ei bort igjen.
Da kyssede Hanne af Hjertensgrund
Den lille Amor paa hans røde Mund;
Og listig rev han det fine Klæde,
Der hang over Barmen i himmelsk Glæde,
Med Haanden løs, og skjulte sig bag
Det tynde Forhæng med megen Behag.
Jeg kikked til ham med nysgjærrigt Blik,
Da sagde han ganske næsviis den Strik:
Jeg holder meget af smaa Eremitter,
Som engang imellem ud kun titter,
Som leve stille, ingetogen
Og ikke forstyrres formeget af Nogen.
Denne Plads er uden Spas, mine Venner,
Den smukkeste jeg paa Jorden kjender,
 Og derfor har jeg den ogsaa saa kjær,
At jeg vil tage mit Ophold her.
Og spørger Nogen: hvem er det her boer?
Saa svar kun dristig: den lille Amor!

Hanne, som altid er saa god,
Hun kunde ei sige Guden imod,
Og jeg blev ganske henrykt derved;
i oo Hvorfor, sagtens alle Mennesker veed.


FORTABELSE.

Min Sjæl er heed af Længslens Tørst,
Mit Bryst er tomt for Glæde.
Den muntre Fryd forlod mig først,
Nu kan jeg Ikke græde.
Din Jord, min Herregud, er ei
Lysthauge meer, men Tornevei,
Og træt jeg er af Gangen.

O ræk din Haand fra Himlen ned,
At fajelpe mig i Nøden;
Min barnligfromme Kjærliglied
Den drages haardt med Døden.
Løft den til dig, en Englelil,
Op til dit Skjød, o Herre mild!
Mig Arme favner Graven.


MED EN CONFIRMATIONS ROSE.

Lille Rose, vær ei bange!
Du skal Ikke staae tilskamme;
Ydmyg er paa Helligdagen
Kindens søde Purpurflamme.

Lille lykkelige Rose,
Du skal fromt til Kirke vandre,
Der hvor Himlens Børn og Jordens
Hilse venligen hverandre.

Ak, men artig maa du være!
Paa din Vei dig følge ville
Rosmarin og bly Reseda;
Sæt dig kjønt hos dem og stille!

Halvomsløret, op til Hjertet
Maa du gjerne Kinden hvile,
Men kun af en hellig Glæde,
Husk, tør du i Kirken smile!


SYGDOMMEN.

Hvem er du med de askeblege Lokker,
Spæde Glut, som har lagt dig paa mit Leie?
Mon du fløi i den stjerneiyidte Æther
Og slog Hovedet ømt mod Stjernens Kanter?
Har din Moder dig født med dette Sorgsmiil,
Smertens Vidne, omkring de stumme Læber? -
Blegalvorlig du seer i mine Blikke,
Som om sagde du: Arme! jeg er Qvalen
Din, undfanget af Jordens Synd og Brøde.
Men selv Synden er Herrens Tjener, jeg dens
Barn, uskyldig; min Moder er Barmhjertigheden.


DA AMANDA VAR SYG.

Jeg kan ei synge, min Amanda tier;
Jeg kan ei frydes - o Amanda græder!
Til Sorgen sig mit Hjerte nu indvier
Med alle sine unge, friske Glæder

Nu kan ei Øiet smelte meer og funkle,
Ei Læben kysse og med Smilet lege;
Ak, thi Amandas Øine er saa dunkle,
Og hendes Læber er saa syge, blege.

Ei Tankerne kan flagre meer og ile,
De kjære Drømme mig ei finde kunne,
Thi min Amanda kan ei længer smile,
Og hun kan ei for vilde Smerter blunde.

Med Skjælven kun min Haand kan Pennen fatte,
Ned paa Papiret falde mine Taarer;
Thi hendes stakkels Hænder er saa matte,
Og Leiet hendes fine Lemmer saarer.

O gode Gud, giv hende gode Kræfter!
Lad Sundhed komme med sin røde Morgen,
Lad hende blive frisk og stærk herefter,
Saa takker jeg og priser Dig for Sorgen!

BONDEPIGEN.

Jeg bar en Foraarsmorgen
(Se Bind III)

AFSKED.

Farvel, min Fryd, Farvel!
Løb til en anden Hytte!
Du er saa bleg og arm,
Jeg kan dig ei beskytte.

Du høle Herlighed,
Som blev mit Maal og Sigte,
En anden Beiler kaar!
Jeg Arme maa dig svigte.

I mange Sorger smaa,
Som blev mig kjær fortrolig,
Jeg bruger eder ei
Hvor nu jeg fæster Bolig.

Gak bort, mit Haab, gak bort!
Du seer, nu brister Staven;
O kom, min Kjærlighed,
Følg mig til Graven! -


HVIDTFELDT.

I
De lange Snekker laae paa Rad,
Der skulde staae et Birtingsbad,
Som Rygtet kunde prise.
Fra Skib de tunge Kugler sprang,
Og gjennem Mast og Bjælker klang;
Det var en ærbar Vise!

II
I Kjøgebugt de sammenslog,
I Bølgerne hinanden drog
De vrede Kampens Fugle.
Havnøkken, ellers glad ved Strid,
I sorte Vand blev dødninghvid,
Skreg for den røde Kugle.

III
Herr Hvidtfeldt agted det dog ei,
Han tænkte: just paa saadan Vei
Det danske Flag man kjender.
Han sendte Skuddet ildrødt ud;
Det rendte som et iilsomt Bud,
Dødsbrev i hede Hænder.

IV
Høit Snekken af sin egen Ild
Omhvirvlet blussed rød og vild,
Selv Helt blandt djærve Helte.
Den tykke Damp paa Havet laae,
 Men Flammer man I Mørket saae
Om Skibet spænde Belte.

V
Holla, nu faae vi først en Dyst!
Nu har vi Maanskin blankt og lyst
Ved dette Nattemøde;
Nu gjælder det at lefle sødt,
At rede Leiet varmt og blødt
Paa Roserne de røde!

VI
Saa raabte Hvidtfeldt høit med Mod,
Og flux Kartoven tænde lod,
Og svang sin gode Klinge.
De danske Stykker slog ei Klik,
de dundred saa det havde Skik,
Og Fjender Døden finge.

VII
Men Luen slog sin røde Tand
I Snekkens Bug, og vildt sin Brand
Omkring de stærke Planker;
Da skreg paa Dækket hver en Mand:
Til Land, at redde os! til Land!
Nu springer det! Kap Anker!

VIII
Men Hvidtfeldt saae i Flammen ned,
Og skued over Bugten bred,
Der laae den danske Flaade.
Nei, raabte han, det gaaer ei an!
 Paa Rækken der at sætte Brand,
Det var til liden Baade.

IX
Vort Skib jo hedder Dannebrog,
Og derfor som et ærligt Skrog
Det svigter ei i Nøden;
Det sømmer just en dansker Søn,
Med Sværd i Haand og Gud i Bøn,
At vente kjækt paa Døden.

X
Og Hurra raabte hver en Dansk,
Og slog endnu saa haard en Handsk'
Heel tidt i svenske Stavne.
Men da nu lød det sidste Skrald,
Da Ilden bragte Død og Fald,
De foer til Himlens Havne.

XI
Herr Hvidtfeldt var en Helt saa god,
Han var af Danmarks ægte Blod,
Han sprang i røden Flamme.
Vi andre har ei mindre Mod,
Vi ville staae hvor Hvidtfeldt stod,
Vi vove fuldt det samme!



ELEGIE.

Hvor min Hauges Grønt i Høsten skrantner og blegner,
Haanen, med vexlet Lys, seer gjennem Grenene ned,
Vanker jeg mild, skjøndt bedrøvet, fulgt af den tause Erindring.
Altid, veed jeg, er Sorg Hjertets forkjælede Barn.
Øiet, som fordumstid kun om Elskov bad for sin Elskov,
Nu med langsomt Blik søger kun Sorg for sin Sorg;
Læben, tung af Veemod, løftet af smertelig Længsel,
Smiler ei mere af Fryd, smiler fortrolig med Qval.
Eensom vanker jeg, stille, fulgt af den tause Erindring,
Maanen, med tvivlsomt Lys, seer gjennem Grenene ned.


SONETT.

Elskte, er du bange for de Døde?
Turde du ei gaae blandt Kors og Grave,
Naar med rædde Farver Dødens Have
Laae ved Midnatstid, og naar den røde

Maane kom, og hilste paa de Døde?
Tyst vi vilde gjennem Mørket rave,
Sætte os paa Stenene de lave,
Høre Træet suse i det Øde.

Og naar ret vi vare angst og bange,
Vilde vi af Hjertet græde, gyse,
Bede og hinanden fromt omarme. -

Thi naar rædsomst stirrer Farens Slange,
Naar af Skræk og Gru vort Blod vil fryse;
Luer høiest Kjærlighedens Varme.


BØN.

Tag ei fra mig dine kjære Hænder!
Vend ei bort dit milde Frelser-Øie!
Naadig du paa Korset Hovdet bøie
For min arme Sjæl, som syndig brænder.

Sundhed, Ro og Fryd sig fra naig vender.
Paa min Ungdoms før saa stille Høie
Vilde Furier med Fakler støie.
Elskov ei mit dunkle Aasyn kjender.

For os alle bløder du og lider;
O jeg slog dit Bryst en blodig Vunde,
Da jeg brød af Syndens hede Frugter.

Angerfuld den svage Haand jeg vrider,
Øiet ei for Nag og Qval kan blunde -
Frels mig, frels fra disse Slangebugter!


SKJØN ANNA.

I
Der laae saa tykt paa Gaden med Snee,
Men mørk var Himlen endnu og sort.
Mens Klangen gungred I høien Luft,
De Godtfolk strømmed fra Kirkeport.

II
Den gamle Birgitte, i bruun Salop,
Med Kyse paa, med Psalmbog og Stok,
Hun gik med skjøn Anna, sin Datterlil,
Fra Ottesang i den store Flok,

III
Og da de kom over breden Torv,
Der stod en Gaard, heel gammel og graa;
To Løver holdt over Porten et Skjold.
Foran to brændende Fakler man saae.

IV
O Moder kjære, hvad hænger saa mørkt,
Saa sørgeligt ned for Sal og Gemak?
Hvi seer den Sveitser saa bleg og mod?
Hvi staae de Heste med sort Skaberak?

V
Min Datter, og veed du ei, Greven er død?
De Gjæster komme i Sørgehabit.
Der holder jo Vognen med Fløil og med Sølv
Skjøn Anna, hvi bliver dit Ansigt saa hvidt?



VI
O Moder, Moder, jeg faaer saa ondt!
Mit Snørliv satte jeg alt for trangt.
Saa skynd dig, skynd dig! snart naae vi hjem;
Til fattige Vraa der er ei langt.

VII
Rystende tændte den Gamle sit Lys;
Saa snørte hun op for sin Datters Barm.
O Moder, Moder, jeg er saa ør!
Jeg falder - o hold mig fast i din Arm!

VIII
Den Moder lagde sin Datter i Seng.
Fra Kirketaarnet Liigklokken lød.
Men da det blev Dag og Lyset gik ud,
Da var skjøn Anna kold og død.



AFTENSANG.

I
Iler nu fra eders Hytter,
Møe og Svend I Aftenrøden!
Under Egen - lytter, lytter!
Stirrer hen i Rosengløden!

II
Mellem spæde, skyldfri Sjæle,
Mellem Børn, du hellig trine,
Olding, og i Skaren dvæle,
Liig en blomstergroet Ruine.

III
Hustru med dit Barn ved Haanden,
Kom og hør paa Aftensangen!
Øm og rosenrød gaaer Aanden
Hist fra Solen gjennem Klangen.

IV
Smiil, du blege Sorg, i Aften!
Rolig bliver gamle Vunde;
Sangen gjør, ved Guddomskraften,
Glædens syge Børn dig sunde.

V
Livet folder sine Hænder,
Stirrer paa sin dunkle Skygge,
Stjernen gjennem Skyen brænder,
Evig som de Frommes Lykke.



VI
Søvnen dækker alle Kløfter,
Alle Saar og hver en Smerte:
Føle I, vor Fader løfter
Sine Børn op til sit Hjerte!



OM MIN MUSE.

I
Hvem Musen er, vil du vide,
Den Pigelil her paa mit Skjød,
Hvis Øine er dunkle, men blide,
Hvis Mund er vemodig, men sød?

II
Hendes Herkomst kjender jeg ikke,
Ei grubler derover engang;
Jeg troer paa de himmelske Blikke,
Paa Stemmens salige Klang.

III
Da Fader og Moder de døde
Fra mig, mens jeg legede, bort,
Da kom mig den Hulde imøde
Med Farver og brogede Kort.

IV
Hun bygte mig Slotte og Huse,
Skabte Mænd med Harnisk og Sværd,
Og, alt som jeg voxde, min Muse
Hun lærte mig mere og meer.

V
Kun sjælden i Hjertet mig Glæde,
Saa ofte Kummer der laae;
Hun hjalp mig at smile og græde,
Hun lærte mig Sangen forstaae.



VI
Selv har hun sit Huns dybt i Lunde
Af Nattergalene bygt.
To Duer, istedetfor Hunde;
De kurre, saa sover hun trygt.

VII
Hun hopper saa let over Moser,
Hun er saa: kjælen og smuk,
Hun spiser ei andet end Roser,
Hun drikker ei andet end Dug.

VIII
Naar Sol vil af Søen opvælde,
Da sidde ved Hytten vi To; .
Og sammen vi sidde i Qvælde,
Naar Solen vil gange til Ro.

IX
Om Natten hun tager sin Lyre,
Og lokker og kalder saa blidt.
Da kan sig ei Englene styre,
Deres Vinduer aabne de tidt

X
Paa Fingren de Smaabørn kysse,
Og sladdre saa venligen ned.
Ad Frøen Blomsterne tysse,
Vil høre, hvad Englene veed. -

XI
Men røve de Elskte mig Modet,
Da græder hun ængstlig forladt;
 og bruser for heftigt mig Blodet,
Da aander den Hulde kun mat.

XII
Jeg veed, hvis jeg snarligen døde,
- Jeg tænker saa ofte derpaa -
Da vilde i Graven hun møde
Og med mig til Himmelen gaae"



LUCCA SIGNORELLI.

I
I Husets dunkle Halle,
Maanskin fra Ruden kom,
Sad Lucca Signorelli,
Han var en Maler from.
Med Haanden, stumalvorlig,
Sat under Hagen graa,
I Sjælens Dyb han stirred,
Der Billeder han saae.

II
Hans Liv var fuldt af Styrke,
Det slog i Kunsten Rod,
Trak deraf al sin Næring
Og blomstrede med Mod.
Han blev en dygtig Mester;
Alene tro sin Kunst,
Alt andet, hvad han øved,
Det tyktes ham omsonst.

III
Da lød et Slag paa Døren,
Hans Navn man raabte paa.
Men Maleren ei hørte,
Han høie Syner saae.
Dog stærkere blev Larmen:
"Holla! luk op, luk op!
Din Søn er myrdet, blodig
Vi bringe her hans Krop.



IV
Marchesa Gjulietta
Han gav en Natmusik;
Da traf den bittre Fjende
Ham med et Dolkestik."
Saa raabte de derude
Paa Dørens Marmortrin;
Med Fakler og med Liget
De traadte langsomt ind.

V
Henover stærken Pande,
Henover busket Bryn
Den Gamle foer med Haanden;
Det slog ham som et Lyn!
Steentaus han stod saalænge
Og hen paa Liget saae.
I Døden skjøn som Christus
Den fromme Yngling laae.

VI
Men selve Fadersmerten
Sin Trøst i Kunsten fandt;
Fra Øiets dunkle Laage
Begeistrings-Taaren randt.
Han bød dem venlig klæde
Det elskte Legem af,
Gik hen, og Faklen sulte
Hvor bedst den Lysning gav.

VII
Det var den ædle Maler,
Tog Kridtet fast i Haand,
 Saa tegned han den Døde,
Og Døden gav han Aand.
Af dyb og mandig Kummer,
Men fromt, blev Penslen ført;
Enhver, som saae det Billed,
Blev indtil Taarer rørt.



LÆNGSEL.

Skjøndt jeg er ung og stærk, har Mod og Lykke,
Skjøndt hver en Sands - at Væsen vederkvæger,
Sig vel bevidst, og ingen daarlig Skygge -
Vellystig tømmer Øieblikkets Bæger,
Og skjøndt i Kunsten selv jeg kan udtrykke,
Naar indad forskende jeg stirrer,
Hvad udenfor det snevre Blik forvirrer:

En Time gives der - den gav Gud Alle -
Den venter jeg med salig Længsel paa;
Da hver en Sands mig troløs vil frafalde,
Og Alt, hvad syntes stort, ei var, forgaae;
Da jeg paa Gud med Sjælens Røst maa kalde,
Og da min Kraft, min Tro, skal Prøven staae;
Dødstimen! - Hjelp mig, Herre, naar den kommer,
Og vær, for Jesu Skyld, en naadig Dommer!

BERTOLD.

Fra Taget hænger det mugne Straa,
(Se Bind III)

ELEGIE.

O hvor det lyser roligt, klart I mit drømmende Indre!
Thora, ak, er det dig? Er det din salige Aand?
Mørkdybsindig, mens svagt brændte den eensomme Lampe,
Trykte jeg op til mit Bryst, Thora, dit Hoved og græd.
Og du slap mig ei, naar vildt omspændte mig Qvaler,
Bød min brændende Tørst Læbens uskyldige Frugt,
Havde Brystet saa kjært med dets Valdhornklang og dets Midnat -
O, efter Hjertets Storm, græder end med mig, din Aand!

Mesteren gjør det vel ei; men ak, den digtende Yngling
Speiler forfængelig glad Hjertet i Sangens Pokal.


DEN BORTFLØINE ELSKOV.

Min Elskov vilde flyve bort,
Mit Hjerte var saa koldt og sort.

Min Elskov var en Fugl saa hvid,
Med Sang saa høi, med Sang saa blid.

Nu fik den Pletter paa sit Bryst,
Nu tabte den sin klare Røst.

Den kurred: ak, du slemme Ven!
Jeg maa i lyse Egne hen,

Og flagred op i Himlens Blaa.
Paa Skyen kjælne Engle laae.

De tog den arme Fugl paa Skjød.
Af Englemund den Sukker nød.

De klapped blidt dens hvide Fjær,
Og snart den var som hjemme der. -


Jeg kaldte den, hvor Rosen leer,
Den kjendte ei min Stemme meer.

Jeg kaldte den, hvor Liller staae,
Men ikke mig den husked paa.

Jeg kaldte den med Taarer ned,
Jeg sukked høit og Haanden vred.

I Vindvet da jeg Ida saae,
Med snehvidt Bryst, med Øine blaa.

Hun strakte ud sin hvide Haand,
Da kom der Roser i min Aand.

Hun smulte blidt, hun smulte lyst,
Da kom en Regnbu' i mit Bryst.

Hun lokked med sin røde Mund,
Da flagred Engle sammestund.

De bragte hende Fuglen ned,
Hun tog den, ak! og var ei vred.


Hun gav mig den med ømme Blik,
Og ikke Skjænd engang jeg fik.

Nu har jeg her min Fugl saa hvid,
Den synger som i Fordumstid.

Mit Hjerte er ei ganske sort;
Nu flyver den vist aldrig bort!


BEGEJSTRINGEN OG ORDET.

I
Dernede ved den grønne Aae,
Hvor Hjulene i Møllen gaae
Og klart i Vandet blinke,
Der sidder under Hyttetag
En Møe den lange Sommerdag,
Tør ei ad Glæden vinke.

II
Deroppe paa det faøie Slot,
Omhvælvet kun af Himlens Blaat
Og kun med det for Øie,
Der staaer saa bold en' Ungersvend
Og stirrer i det Fjerne hen,
Kan dog ei Længslen bøie.

III
Til Borgen svæver Længsel op,
Og Længsel gaaer fra Klippetop
Igjen til lave Hytte;
Men samles de paa Vei engang,
Da toner en dybsindig Klang,
Da maae vi Alle lytte.

IV
Som Fløiten i sit dunkle Bryst,
Den Pige gj emmer Sang og Røst.
Men naar fra Borgens Kroner
Nedsvæver, fuld af hellig Ild,
 En Elskovsaande stærk og mild,
Fra Hytten høit det toner.

V
Begeistring er den Ynglings Navn,
Som paa sin Borg, i Himlens Favn,
Mod Stjernedybet skuer.
Men Ordet hedder Pigelil,
Som sidder fromt i Hytten still'
Og venter Himlens Luer.

VI
O hør mig, høie Muse-Chor!
Her bygger jeg et Alterbord
I stille Sangerhytte;
O lad engang det hulde Par
Nedknæle her for Jert Altar,
En venlig Pagt at knytte.



TIL GUD.

Skal jeg klage, skal jeg græde
I min Sorg, o Herre mild?
Skal jeg juble høit af Glæde?
Taarerne dog snart fremtræde,
Ak, og Smertens dunkle Ild.

Du har ført mig ind i Livet,
Mod og Kjærlighed mig givet,
Ikkun Styrken gjemte Du!
Svag og skjør jeg er som Sivet,
Stormen bryder mig itu.

Gud, Du veed hvordan jeg brænder,
Naar Din Kraft, Din stærke Haand
I Bedrifter jeg gjenkjender,
Hvor det ryster mig og tænder
Tørst og Attraa i min Aand.

Skal jeg Arme da vansmægte?
Ak, Du vil, Du vil ei nægte -
Herre! efter Dine Raad -
Mg en stor, begeistret Daad;
Evig skal jeg ei forsmægte!


TIL LUISE.

De Farver, hvor mørke og vilde!
Grimt bugter sig Formernes Pragt!
Og Taaren, hvor brændende stille
I Øiet af Qvalerne bragt!

Syng for mig, Luise, lad tone
For Hjertet, som qvæles, din Sang!
Maaskee kan den Striden forsone,
Den rene, uskyldige Klang!


DIGTERSKJÆBNE.

Usalige Poet! Dig, ak, snart i en Bog,
Snart i en Krog, hver Pog, hvert Drog, som troer sig klog
Frækt river ned - O hjelp, Natur! din Troubadour;
Han iler til en Ven, det arme Creatur!
Til Flasken - i dens Suk, dens Kluk at finde Trøst.
Med varme Følelser han aabner den sit Bryst -
Dog see! knap er den tømt - uhørte Troløshed!
Han rumler, tumler om - den rev ham ogsaa ned!


HAVFRUEN.

I
Dronning Thora gik paa Øen
Ved den aabne, kolde Strand.
Dannerkongen var paa Søen;
Uveir mørkned Himlens Rand.

II
Fiskerjollen laae ved Landet,
Søevandt Gubbe sad deri,
Nettet trak han tungt af Vandet,
Stærke Sønner stod ham bi.

III
De en Havfru havde grebet.
Halv i Vandet, halv i Siv
Laae hun snøret fast af Rebet
Med det skjønne Jomfruliv.

IV
Lokkerne slog Guld i Blæsten,
Deilig var den friske Barm,
Halsen sjunken mat, og næsten
Blodigsnørt den hvide Arm.

V
Iisgraat Skjæg om Mund og Hage,
Hvasse Blik bag lange Bryn,
Gubben griber til sin Stage,
Røres ei ved yndigt Syn.



VI
Seer I hende? Ha, din Slange!
Faer og Broer mig raned du.
Hvor er Kniven? Vær ei bange!
Døden skal hun friste nu.

VII
Bistert saarer han den Skjønne
Holdt! o holdt! det tætved lød -
Fiskergubben maa sig vende;
Det var Dronningen som bød!

VIII
Og hun ynkes ret og røres,
Da hun seer den Havets Qvind,
Inderligt og sælsomt føres
Til at lyde fromme Sind.

IX
Løsner hurtig Slørets Folder,
Trykker det for Brystets Saar.
I sit Skjød hun Hovdet holder
Med de lange, gyldne Haar.

X
Da nu Havets Møe i Armen
Hviilte paa den Dronning god,
Ned i dunkle Vand fra Barmen
Flød der trende Draaber Blod.

XI
Og hun aander mat og sukker,
Rødme man paa Kinden saae,
 Øielaaget sig oplukker
Længselsfuldt mod Bølgen blaa.

XII
Dronning Thora byder fare
Ud paa Havets Dyb igjen -
Da om Nøkkens lumske Snare
Varsle alle Fiskermænd.

XIII
Men den høie Dronning byder;
Kjække Hjerter lønligt gjøs,
Havet svulmer sort og syder,
Grumt Orkanen farer løs.

XIV
Dog, før Baaden har den skjønne
Havfru ud paa Dybet bragt,
Bølgerne i Skum kun stønne,
Knuste ved en fremmed Magt.

XV
Og til Landet hjem de naaede
Gjennem høie Bølgekast,
Skjøndt den Gamle rædsomt spaaede,
Og skjøndt Roret sank og brast.

XVI
Altid værre Havet fnyste,
Lynet sig i Skyen brød,
Mens paa Borgen Thora gyste,
Tænkte paa sin Husbonds Nød.



XVII
Trin da drønned gjennem Hallen:
Fagre Thora, græder du?
Ei din Helt er død og falden,
Karsk og fro han er endnu.

XVIII
Drivvaad stod den Kongekjæmpe,
Tog sin Dronning ømt i Arm:
Nu du skalst din Uro dæmpe,
Rede mig en Seng saa varm!

XIX
Sagtens jeg mit Skib forliste,
Men jeg selv og mine Mænd
Vore gode Kræfter priste,
Slog os gjennem Bølgen hen.

XX
Dog var een og hver vel sjunken,
Havde ei en Havfruflok,
Da vor Arm sank træt og slunken,
Grebet os ved Haarets Lok.

XXI
Mig en deilig Glut fra Dybet
Hæved over Bølgen op;
Ærgerlig jeg stødte Krybet,
Tro mig, fra min stærke Krop.

XXII
Tænkte vel at naae til Landet,
Kraft jeg havde for en Stund;
 Men hun slap el, før i Vandet
Jeg fornam den faste Grund.

XXIII
Eia, flink, du Landets Frue!
Hid den tørre Silkesærk!
Drukner Kongen i sin Stue,
Ha, ved Gud, det er dit Værk!

XXIV
Stum af Fryd skjøn Thora græder,
Lukker Kister op og Skriin,
Tager frem de dyre Klæder,
Sølverkammen blank og fiin.

XXV
Kj emmer Tang og Muslingskaller
Af sin Husbonds dunkle Haar.
Trende Ædilstene falder
Ned hvor Lokken fagert slaaer.

XXVI
Tre blodrøde Ædilstene -
Thora tykkes der at see
Havfrublod bag Sivets Grene
Dryppende fra Barmens Snee.

XXVII
Og paa Sengens bløde Hynde,
Med sin Konning i sin Arm,
Taler hun om Havets Qvinde,
Kysser hun den Kolde varm.



XXVIII
Sine Sønner smaa, just trende,
Hver hun en Karfunkel gav.
Alle blev de vakkre Svende,
Kjæmper paa det stolte Hav.



ØNSKEBNE.

I
Mangen Digter har sjunget
Om sine Ønsker de ømme
Har sig vugget og svunget
I Længslens evige Strømme,
Har sjunget om Ønsker og Drømme.

II
Giver Musen mig Kraften
Vil jeg synge og digte;
Hjertets Tone i Aften
Troer jeg, kan ikke svigte
Ja jeg vil græde og digte

III
Den, som jeg elsker med Smerte
Kjender kun lidt mine Qvaler
Ak, thi mit eensomme Hjerte
Stille og lønlig kun taler
Om sine Kjærlighedsqvaler

IV
O at jeg var blot den hvide
Pen, som han holder i Haanden
Og som først faaer at vide
Alt hvad han tænker i Aanden
O at han holdt mig i Haanden

V
Eller, hvis Himlen tillod det,
O at jeg var blot den lille
 Yndige Bog, hvori stod det
Vers, som han læse vilde
Helst i Eenrum og stille.

VI
Kunde dette ei være,
Ringen jeg ønsked at blive,
Som til sin Brud han med Ære
Kjærlig og tro vilde give;
Min Graad skulde Perler blive.

VII
Dog, - o Gud, hvis han døde -
- Himmel bønhør mig! - jeg være
Krandsen, der falder i øde
Grav, hvorfra ham Englene bære!
Meer vil jeg ikke begjære.

*


LOMMETØRKLÆDE

Jeg er et lille venligt Minde,
Og holder for min største Lykke,
Naar fra dit Øielaag, Veninde,
Jeg tør en hellig Taare trykke -

I EN BOTANIKERS STAMBOG.

Ved Planterne og deres gamle Venskab,
Kom stundom mig, en yngre Ven, ihu
Der - skjøndt et flygtigt Blik og kort Bekjendtskab
Dog lærte snart at elske dem, som Du -


TIL THORVALDSEN.

Du drog til Roma bort, til fjerne, velske Lande,
Men Rygtet fløi herhid, alt over vilde Vande
Og bragte Budskab kjært: Du svigted Ætten ei,
Du var en nordisk Helt og drog din Kjæmpevei,
Foragted Skryd og Tant, holdt Kunsten varm ved Hjertet -
Da fryded Danmark sig, skjøndt os din Frastand smerted,
Du var en from Gesandt, vort Norden gav i Magt
Med Sydens ædle Kunst at slutte Forbundspagt.
Da kom tilbage Du, velkommen tusind Gange!
Lød Dig imøde da de danske Rum og Sange,
Du Miste gamle By, du hørte frit hver Stund
Det søde Mæle, som Du nam med Barnemund;
Det traf Dit Hjerte dog, hvorhelst Du monne træde,
Var Skjælven i dets Klang, da var det kun af Glæde!
Du drager atter bort - Naar kommer Du tilbage?
Det arme Dannemark, det Aarsag har at klage,
Med sine Børn det kan ei til Dit Værksted gaae,
Ei varmbegeistret hos sin elskte Kunstner staae -
O det er fattigt! - dog jeg vil det grumt ei saare,
Vil ei bebreide det - jeg seer dets tunge Taare.
Saa reis med Gud! Lad Rygtet om din høie Daad,
O Thorvaldsen, fra Danmark vriste Savnets Braad!


TIL MINE ØINE.

O græd ei, stakkels, kjære, syge Børn,
Fordi I ei see Rosen, men dens Tjørn,
Fordi I ei kan Stjerneluen see,
Og Aftnens Guld er blegt paa Skyens Snee,
Stirr ei anklagende mod Himlens Blaa,
Det er jo eders Moer, I stirre paa!
To klare Glas, som samler og forbinder
De rene Former og de ædle Træk,
Vil følge jer som kjærlige Veninder;
Da see I Sommerfuglen paa sin.Hæk,
O glæd jer, da I skue faaer
Den fjerne Snekke, som i Bølgen gaaer,
I Træets Top den modne Frugt,
Og Fuglen i sin Flugt;
Men stundom i det mørke Kammer
Skal Floret falde om de lyse Flammer,
Og i den tause Dunkelhed
Gaaer Poesiens Aander ned.


PETRUS I ROM

I
I Rom, i Fængslets Hule,
Som Marmorblokke skjule,
Sad Petrus, den Udsendte,
Bedrøvet, fuld af Qvide.
Han skulde Døden lide
For Herren, som han tjente.

II
En kraftfuld Mand; i Barmen
Var Ild og Mod, men Harmen
Endnu for jordisk brændte.
Han elskte Gud af Hjertet,
Og dog ham Døden smerted,
Thi Livets Lyst han kjendte.

III
Da aander Duft fra Muren.
Huldt vinker ham Naturen;
Han føler Luften strømme.
En bælmørk Gang - en Lem - men rusten
Jernlaasens Slaa er brusten,
Og frit kan Fangen rømme.

IV
Klart tindre Nattens Stjerner.
Petrus sig sagte fjerner.
I Græsset Vinden suser.
Han kjemper - Tvivlen seirer -
Dødsangst hans Kraft henveirer
Og Herrens Helt beruser.



V
Han flygter - gjennem Gader -
Angsten ham ei forlader.
Han tør ei Gud anraabe.
Hvor Romerporten hvælver
Han feig for Vagten skjælver,
Tæthyllet i sin Kaabe.

VI
Han sniger sig. Det regner.
Han slipper ud, og blegner,
Tør ei mod Himlen skue.
Med Bjerge, Skov og Hækker
Landet sig yndigt strækker
Og smiler med sin Drue.

VII
Da kommer ham imøde
En Mand, hvis Vunder bløde,
Omsust af Nattevinden.
Paa Ryggen Korsets Planke,
Om Panden Tornens Ranke,
Og Draaber Blod paa Kinden.

VIII
Et himmelsk Lys ham krandser.
Petrus paa Veien standser,
Og kjender Gud, sin Herre.
I Støvet han sig kaster,
Og spørger: ak, hvor haster
Du hen, min Gud og Herre?



IX
Blidt svarer ham den Høie,
Med Smertens Graad i Øie:
Til Rom, at sone Brøden.
End eengang vil jeg lide;
Thi de, jeg sendte, stride
Ei meer; de frygte Døden.

X
Da voved Petrus ikke
At hæve sine Blikke.
Han græd, han skjalv som Sivet,
Og sukked: jeg vil drage
I Fængslets Dyb tilbage,
Min Gud, og vinde Livet.

XI
Beegfakler brændte. Hallen
Gjenlød af Vagtens Kalden,
Da Petrus til dem iilte.
Man bragte Bolt og Tvinge,
Slog ham i Lænkens Ringe.
Men han - Guds Vidne - smulte.



DEN 4DE JULI 1823.
*

I
Kan man vel synge muntert nok,
Omsuust af Vinens Purpurfloder,
I unge, smukke Damers Flok,
Ved Siden af en lystig Broder?
Er Visen fri og uden Tvang,
Saa stemmer den med Glassets Klang.

II
Man møder rundt om Bordets Bred
Saa søde Smiil, saa kjælne Blikke,
At man forstyrret neppe veed,
Hvis Skaal det er, man først skal drikke.
Dog hisset paa sin Hædersplads
Sees Gutten med det fyldte Glas.

III
Han er en dannis Ungersvend,
Som vi ei kunne nok berømme,
Foruden det, vor Hjertensven,
For hvem tilbunds vi Flasken tømme;
Han elsker som han kan og maa,
Med gode, hele Strømper paa.

IV
Andreas! denne Dag er Din;
Gud være prust for slige Dage,
 Men ogsaa Du, som gav os Viin,
Og denne store Krandsekage,
O ædle Ven, til Minde om
Den Stund, da Du til Verden kom.

V
Klingklang! nu stød dit Glas mod mit!
Ved ærlig Jubel Visen ender:
Vor Clausen leve høit og frit!
Det ønsker alle brave Venner,
Og Damerne - hvor sød en Skaal;
Hurra! Hurra! Andreses Skaal!



KIRKEKLOKKEN.

I
"Syng Psalmerne, du liden Dreng,
I Kirken til Guds Ære;
Der skal du, ei paa grønnen Eng,
En hellig Søndag være.

II
Den store Klokke - hør kun til! -
Den kalder paa de Fromme;
Ifald du smutter bort, den vil
I Hælene dig komme.

III
Den vil af Taarnet springe ud,
Og humpe ned af Bakken,
Og, som et Himlens Straffebud,
Dig styrte over Nakken."

IV
Den Præken er saa tør og lang;
Den liden Dreng han gaber:
"Langt heller jeg med Fuglen sang
Derude for min Skaber!"

V
Han lister sig fra Kirkens Blok;
Han seer sig om saa fage:
"Den gamle Brumbas bliver nok
I Hullet paa sin Knage!"

VI
Han ligger ved den grønne Aa
Hos Lammene og skjemter.
 Da hører han en Klokke slaae -
Hum, hum, bum, bum, det klemter.

VII
Og Klokken kommer, tung og seen,
Men som en malmsort Kjæmpe,
Der knækker Busk og løvrig Green
Og farer ei med Lempe.

VIII
Det var den liden Dreng, han tog
Saa hastig til at rende;
Han hørte, hvordan Kneblen slog;
Han turde sig ei vende.

IX
Han hørte, hvordan Klokken rap
I Hælene ham brummed -
Først da han ind i Kirken slap,
Den vrede Lyd forstummed.

X
Og da han satte fromt sig ned
I Choret paa sit Sæde,
Hang Klokken paa sit gamle Sted
Og dirrede af Glæde.

XI
Han tog til Hjerte sig den Sag;
Og vil ei mere vente
Herefter nogen Helligdag,
Til Klokken skal ham hente.

Frit efter Goethe.


HOLBERGS GRAV.

Din Grav, Holberg, er smuk; vor Wiedevelt har bygget
Dig ret et prægtigt Skrin, af Kirken overskygget.
Godt, at man satte dig blandt gamle Heltes Been;
Dog taler ei din Aand fra disse kolde Steen;
Her gaaer du ei igjen, saalidt som dybt i Lunden,
Ved Aaens grønne Bred, naar Maanen er oprunden;
Ei svæver du i Storm, omsust af Skyers Hær,
Og ei paa Marken gaaer i Lynets blanke Skjær.
Langt snarere man vil dig i en Landsby træffe,
Hvor Porten staaer paa Klem og alle Hunde bjæffe,
At skue roligt til, foruden Vee og Ak,
Maaskee hos Pigen selv, i Engen, paa en Stak.
Du skræmmer ingen bort, du smiler, rækker Haanden;
Med Guldsnor om sin Hat, fuldpaaklædt vandrer Aanden.
Og vil man følge dig til Gravens stille Læ,
Da gaaer du langsomt hen, hen til et Hyldetræ.
Opklappet, pyntet nys, den smalle Høi sig strækker,
Og Arv har hegnet den med tætte Buxbomhækker.
Did gaaer Pernille tidt, bevæget, sælsom rørt,
Om Morgenen, med Sand og Blomster i sit Skjørt.
Men fjernt fra Hyttens Qvist, naar Dæmringen indbryder,
En sagte, dæmpet Klang af Violinen lyder;
I aabent Vindue da Hendrik spiller der
Det kjære Instrument, som var hans Holberg kjær.


D: 22DE SEPTBR 1824

Jeg tar Dit Billed frem, at dæmpe Qualer;
Ak, kun Din fagre Skygge, Caroline!
Men dette Smiil og disse Træk er Dine;
Den høie Kjærlighed her stille taler.

Og Dine Breve, naar mig Aanden daler,
De gir mig atter Mod og slynge sine
Kjærlige Tanker styrkende i mine,
Og i en dunkel Sky mig Himlen maler.

Saameget skjænker Du mig fra det Fjerne.
Du er det lyse Skjær i mine Dage,
Og i min Nat Du er den høie Stjerne.

Naar kommer Du mig nærmere, Du Hulde?
Og fylder Savnet for den Længselsfulde?
O al min Glæde er en stille Klage!


FRØKENEN OG GARTNEREN.

Gartner, kan jeg faae hos Dem
Et par Duske Merian,
Rosmarin, Lavendel blaa,
Og en smule Timian?

Frøken, med Fornøjelse,
Strax skal jeg det hente
Hav den Godhed bare her
Et Minut at vente?

Dreng, bring Lænestolen hid!
Saa, nu vil vi ile;
Frøkenen maa være træt;
Vil De ikke hvile?

Dreng, gaae ned i Haugen, hent
Timian og det andet,
Stamp ei op i Landet
Men vær vaersom, see dig for,


ROMANZE.

I
Det var et frygteligt blæsende Vær,
Især paa Pladsen ved Slottet,
Det hvirvlede baade med Hatte og Fjær,
Og Læggene saae man blotted.

II
Vi kom just fra Præsten, min Kone og jeg -
Vor Bolig behøves er vide -
Nok, at vi tog den nærmeste Vei,
og krydsed med Vinden paa Side.

III
Men før jeg gaaer videre een Ting absolut
Er vigtig først at man kjender:
Min Brud var en noget aldrende Glut,
Men feed og feiende, Venner!

IV
Jeg fik hende fat den 1ste April,
og efter Avisen, forstaa mig!
Et Væsen, saa stadigt, med saadant et Smiil,
Jeg tænkte, hun kan ikke slaae dig.

V
Om ogsaa Næsen er glubsk og krum,
Er Krøllerne blide bag Øret,
Og over den noget puklede Rum -
Majestætisk bølgede Sløret.



VI
Er Tænderne ikke anseelige nok,
Fordi de fleste er borte,
Saa er det Andet næsten en Blok,
Og Øinene ligesom sorte.

VII
Som sagt, som vi med Tavl og med Top
Foer frem med Blæsten for Bagen,
Saa - Himmel og Jord - gik noget op,
Der holdt hendes Hat under Hagen.

VIII
Og - kunde jeg lugte det? - en, to, tre!
Husch fløi den fjærede Takkel!
Der stod jeg og gabed - Hvad maatte jeg see?
Ak ja dog det nøgne Spetakkel.

IX
Hun vilde krybe i Jorden ned,
Langt hellere nu end kneise;
Saavidt som Skalden buglede bred,
Var ei et Haar til at reise.

X
Og Hatten fløi, og Haarene med,
Jeg efter dem alle med Stokken,
Op over Høibro, langt afsted,
Gjennem hele Pidskebaandsflokken.

XI
Dybt i en Kjelders brogede Hals
Vel tre Snese Æg jeg knuste -
 Hvor Lax og Meloner bydes tilfals,
Der raaatte vi ligge og puste.

XII
Der fik jeg den Bortrømte endelig fat,
Og prise kunde vi Lykken,
At endnu den store, flagrende Hat
Holdt som en Rovfugl Parykken.

XIII
Men hjemme - naa - der blev en Allarm;
Min Pukkel maatte det døie;
Hun bankede den med grædende Harm
Og sigtede efter mit Øie.

XIV
Hvi skulde jeg - raabte hun - leve den Dag
At faae en Mand som denne
Ved Siden af hvem en saadan Sag
En saa malicieux kan hænde?

XV
Det er din Skyld, din Skyld, din Knægt
Da vi var alene hos Præsten
Da skulde du havt lidt meer Respect
Og ikke - du veed nok Resten

XVI
Men ved den megen Famlen og Fjat
Jeg værgede mig efter Evne
Saa kunde man sagtens forpjudske en Hat
Og faae et Baand til at revne



XVII
Gud give jeg aldrig var født Dit Fæ
Liv eller Død, hvad er slemmest?
Hvor er der at finde en Krog? et Træ
Nei Langebro - det er nemmest

XVIII
Da kom just min Ven, en stor Filur,
Gudskeelov for det hjelpsomme Væsen;
Han har en inderlig brav Natur,
og Frokosten stod ham i Næsen

XIX
Han bærer sin Dragt efter gammel Skik,
Taer Verden som den kan falde,
Er mager og lidt forfalden til Drik,
Har ogsaa ondt ved at -.

XX
Hvad er der paa Færde med Jer, I to?
Hvad Satan, han sagde, er dette?
Er det at spise sin Mad i Ro?
Er det at være honette?

XXI
Han sagde - jeg kan ei huske det ret -
Men flydende, smuk var Talen -
Han sagde: hvad er der at gjøre ved det?
Og meget meer af Moralen.

* 

XXII
Han førte Thisted og flere an;
Det maatte paa Qvinden virke.
Det er en Allerhelvedesbrand,
Hver Søndag gaaer han i Kirke.

XXIII
Han sagde: hvad seer jeg? For Gudsskyld hør!
Sæt Skinken sæt Sennop paa Dugen!
Er det Aqvavit? hvad? Krabber og Kløer?
Naa, har I Fornuften, saa brag'en!

XXIV
Skaal! sagde han, skjænkte i Glasset, og loe.
Vi klinkede med Madammen;
Og siden den Tid, saa har jeg havt Ro.
Det skylder jeg ham altsammen



DEN BETÆNKSOMME

I
Du gaaer saalænge og hegler,
Sagde Krlgsraaden til mig igaar,
Til en af de andre Kegler
Snapper Lotte bort, dit Faar!

II
Det lader sig let nok sige;
Men jeg farer helst i Mag,
Saadan at frie til en Pige,
Det er en egen Sag.

III
Deels stemmer det aldeles ikke
Med mit Princip overeens,
Deels har hun en bandsat Hikke,
Deels gaaer hun lidt indtilbeens.
iv og Moderen er mig saa egen;
Saasnart jeg kommer der - væk!
Sidst blev jeg ganske forlegen
Og fik en ordentlig Skræk

V
Glutten sad ved sin Ranime
Og bukkede Hovedet ned;
Og strax den gode Madamme
Gik ud, jeg vidste Beskeed.



VI
Mit Blod begyndte at surre
Og gaae mig til Hovedet lidt,
Og hendes Mave at knurre
Som jeg har hørt det saa tidt.

VII
Et Vinsel gled fra Rammen,
Vi bukked os begge to;
Vore Pander knaldede sammen.
Et Varsel, skulde man tro.

VIII
Dog Vinsiet fik jeg til Lykke,
Og da jeg rakte det hen,
Saa kom jeg lidt til at trykke -
Og Barnet trykte igjen.

IX
Jeg tænkte: der har vi Chancen;
Nu gaaer det aldrig godt;
Nu kommer du ud af Ballancen!
Og hostede derfor smaat.

X
O Lotte, jeg føler - jeg følte
Hem, hem, hem, hem!
Min Gud, hvor du dig forkjølte,
Din Hoste er saare slem.

XI
Du kunde dig hoste til Døde
Hun sprang ud af Døren i Hast
 Idet hun raabte[:] det Søde
Vil gjøre den mindre fast

XII
Hun kom med en Candlsstengel
Og med et Æg, som var raat,
Og da det var stift, den Engel:
Prøv - sagde hun - det gjør godt!

XIII
Jeg følte alt ved den anden
Theskefuld, som jeg fik ned,
Hvor det Søde steg mig til Panden,
Og hvordan mit Hjerte gled.

XIV
Og hurtig tog jeg Bestikket
Som altid, var ei seen,
Tog Hatten paa Øieblikket,
Og Kjærlighed gav mig Been.

XV
Man kan behøve sin Fatning
Naar man skal falde paa Knæ -
Hvad faaer man til Æreserstatning
Naair man bær sig ad som et Fæ?



KONE, KONE, HJEM DU GAA

I
Kone, Kone, hjem du gaa,
Din Mand er blevet vov.
Er han vov? Gudskelov!
Nok en Dands, rask paa Taa,
Siden vil jeg hjemad gaae

II
Kone, Kone, hjem du gaa,
De har hentet Docter Elunt.
Docter Klunt? sving mig rundt!
Nok en Dands, rask paa Taa,
Siden vil jeg hjemad gaae

III
Kone, Kone, hjem du gaa,
Din Mand har faaet Hikke.
Fik han Hikke? Lad ham ligge!
Nok en Dands, rask paa Taa,
Siden vil jeg hjemad gaae

IV
Kone, Kone, hjem du gaae,
Din Mand strider saa haardt -
Strider han haardt, varer det kort!
[Nok en Dands, rask paa Taa,
Siden vil jeg hjemad gaae]

V
Kone, Kone, hjem du gaae,
Nu gav han Aanden op.
 Aanden op? Heisa! hop!
Nok en Dands[, rask paa Taa,
Siden vil jeg hjemad gaae]

VI
Kone, Kone, hjem du gaae,
Tiden den er kort.
Er den kort? Saa bær ham bort
[Nok en Dands, rask paa Taa,
Siden vil jeg hjemad gaae]

VII
Kone, Kone, hjem du gaa,
En anden vil alt frie.
Vil han frie? lad ham bi!
Nok en Dands, rask paa Taa,
Siden vil jeg hjemad gaae.



IDYLL

I
Hun: Ved det klare Morgengry
Var ei Plet paa Himlen;
Pyntet ud af Port og By
Væltede sig Vrimlen;
Han: Men med eet der kom en Sky
Kulsort op paa Himlen;
.Under Egens Paraplui
Samler nu sig Stimlen.

II
Hun: Hør paa Træets grønne Blad
Hvordan Regnen suser!
Alle fik et dygtigt Bad
Paa de tynde Blouser.
Han: Lad os ikke skilles ad -
Skjøndt - ved alle Muser! -
Denne Mand dig trykker flad
Og din Hat han knuser -

III
Hun: See! det bliver ei saa slemt
Som vi Alle tænkte;
Tordenbygen kun i Skjæmt
Med sit Vaadt os stænkte.
Han: Alle Venner, munter stemt,
Sig i Græsset slængte,
Maanen, som var reen forglemt,
Paa en Sky sig hængte.



IV
Hun: Giv mig, Engel, nu din Arm,
Alt for stærkt du stamper!
Hør i Teltet Sang og Larm!
See hvor Engen damper!
Han: Ei forkjøl din hvide Barm
Hør hvor Mængden tramper!
Vi vil dandse os lidt varm
See de tændte Lamper

V
Hun: Nu bag Lundens tætte Krat
Er alt sunken Solen,
Duggen falder stærkt i Nat
Drivvaad er mig Kjolen.
Han: Disse Pletter paa din Hat,
Disse Stænk paa Kjolen,
O de klæde dig, min Skat,
Som lidt Dug Violen.

VI
Hnn: Hele Stadsen som en Klud
Jeg har Grund til Klagen
Strømperne - Ei du min Gud,
Aldrig saae jeg Magen!
Han: Silkelokken falder ud -
Hvad gjør det til Sagen?
Du har været faur og prud,
Søde, hele Dagen.

VII
Hun: Immer falde Draaber smaat
Gjennem Bøgens Duske,
 Og I Mørket Ikke godt
Kan man Veien huske!
Han: Ak, hvad siger vel lidt Vaadt?
Søde, lad det ruske!
Bedre end et Herreslot
Er de tætte Buske.



LIIGVERS

I
Hvor Livet er kort!
Nys stod han i Blomster, nu bæres han bort.
Den evige Hikke
Den loved ei godt, det saae jeg forud.
Vor Herre ham sendte det ranglende Bud,
Han tøvede ikke.
Hvis Himlen gjenlyder af jublende Stemme
Og ikkun af Gammen bestaaer
- Som Skriften spaaer -
Saa vil han snart føle sig hjemme

II
Der ligger hans Hat,
Henkastet i Støvet, øde, forladt;
Den Hat, som har skygget
Hans Isse, skjøndt begge var fattig paa Haar.
Uhret - det brugte han ikke - det staaer.
Det Bord har han rykket
Til Sengen, den Stakkel, ei efter Vandet -
Men Viinflasken staaer uden Prop.
Den trak han op -
Det var ham saa klogt som alt andet.

III
Chatollet er lukt,
Forseglet - tomt - blev aldrigen brugt.
Hør Liigvognen runger!
Der hænger de Fugle, han satte i Hæk
Saa kort før sin Afgang; flyv I kun væk,
 Flyv ud, mine Unger,
Og syng paa Stakittet om Graven -
Jeg græder. Jeg misted en Ven!
Naar sees vi igjen?
Deroppe i Paradiishaven?

IV
Min Arv - vil I see!
En Punscheskaal. Ak, imod Jammer og Vee
Et Skjold her i Verden.
Farvel, min Broder, farvel paa dit Tog!
Strøe Blomster, Drenge, tykt paa hans Laag!
Syng Visen, han digted, her er den!
Liigbærere, drik til den kryddrede Kringle!
En Taar endnu, det glider nok ned;
Han bliver ei vred,
Han leer fra sin Sky, naar I dingle.



GRUBLEREN.

I
Lad mig sige
Dig Besked
Om mit Hjertes
Lønlighed.

II
Hvad mig glæder,
Hvad med Lyst
Oftest fylder
Dette Bryst.

III
Ingen Tummel,
Ingen Glands;
Ikke Ærens
Døde Krands.

IV
Ikke Venskabs
Milde Dyd;
Ikke Elskovs
Drukne Fryd.

V
Hvad mig glæder,
Hvad med Lyst
Oftest fylder
Dette Bryst:



VI
Er den stille,
Er den tro
Eftertankes
Dybe Ro.



UNDSKYLD MIG, BEDSTE VEN

Undskyld mig, bedste Ven!
Du savnes ikke meer;
Jeg gaaer min egen Vei,
Forelsket, som du seer.

Og du, Natur, vær s'god!
Lad dine Drosler slaae,
Riv dine Farver ud,
Og stryg dem paa det Graa!

Tillad! Som fordum vel
Jeg hænger ved din Arm;
Men jeg har intet Blik
For Rosen ved din Barm.

Mig har Forliebelsen
- Imellem os, som sagt -
I Daarekisten halvt
Og halvt i Himlen bragt.


JEG SAD MED DIG BAG MALVER, HULDT I SKYGGE

Jeg sad med Dig bag Malver, huldt i Skygge
Du talte intet; sur og lang blev Tiden
Thi ak, besværlig sad en Ven ved Siden
Min Harm jeg maatte da i Ord udtrykke:

O bedste Ven, Dit Selskab er min Lykke
Og din Vedhængenhed er ikke liden
O bliv Du kun! Men tænk dog efter siden
Var, hvis Du gik, det ei et Venskabsstykke

Han reiste sig, og gik; Du vilde følge
Jeg sagde: Bliv! i Eensomheden, Pige!
Hvad har vi to hinanden der at sige?

Min Kjærlighed jeg kunde trodsig dølge
Ironisk Krampe overvandt mit Hjerte
Jeg saae Dit Smiil, halvt var det Fryd, halvt Smerte.


SONNET

Jeg sad med dig bag Malver, huldt i Skygge.
Vi talte intet Krybende blev Tiden.
Besværlig sad vor bedste Ven ved Siden.
Jeg saae dig Bladene af Busken rykke.

Ven, hvidsked jeg, dit Selskab er vor Lykke;
Men din Vedhængenhed, som ei er liden,
Var kjærere, jeg nægter ikke, siden.
Han reiste sig og gik. Et Venskabsstykke!

Da greb jeg om din Haand bag røde Malve.
O havde jeg nu, raabte jeg, at byde
Et Hjerte, som var værd at ei forskyde,

Men jeg har kun et halvt. "Giv mig det halve
Lød Svaret fra din Mund, o jeg vil gjerne dele
Med andre dit, men du har mit det hele!"


MIN GLUT FORSTAAER AT LØSE SJÆLENS KNUDER

Min Glut forstaaer at løse Sjælens Knuder;
Fortvivler el, fordi at Traaden kurrer;
Hun trækker Sødme af de skarpe Burrer
Og samler Bær hvor Afgrundskanten luder.

Om Skjæbnen end i Vægterhornet tuder
Og Rædslens store Hund i Mørket knurrer:
Rolig sit muntre Tankehjul hun snurrer
Og nynner Visen om de høie Guder.

Og hun har sagt, at om end Laurbærkrandsen
Faldt af mit Hoved, faldt som visne Blade,
Og i dens Sted vildt hvirvled Helvedglandsen

Hun vilde dog mit Hjerte ei forlade,
Men selv i Mørkets slangefyldte Dale
Min arme Sjæl med Kjærlighed husvale.


HVAD VIL DU HER? HVAD SØGER DU VED HUSET

Hvad vil du her? hvad søger du ved Huset?
Dets Dør er lukt; ei høres Lyd derinde.
Kun Edderkoppene i Salen spinde,
og Bulmeurten suger Gift i Gruset.

Du dvæler end? har dig en Drøm beruset?
Her stryger over brusten Gavl og Tinde
Harmonisk ikke Nattehimlens Vinde;
Det Taam, du stirrer paa, har Lynet knuset.

"O lad mig dvæle, hvor jeg helst vil dvæle!
Lad mig kun eensom i den brede Skygge,
Hvor Muren høit mod Skyerne sig reiser.

De fromme Svaler ved Gesimsen bygge.
Paa Taget Storken i sin Rede kneiser;
Og Maanskin er her jo, og Dødes Sjæle."


DER VAR EN TID, DA VENSKAB VAR MIT ALT

Der var en Tid, da Venskab var mit Alt;
Det kunde ene Fryd og Kraft mig laane.
For Kjærlighed det siden sagtens faldt.
Ved Morgenrødens Skjær en blegnet Maane.
Som Solen, Elskov lyser meer og mindre,
Dens Himmel maa imellem dunkelt blaane:
Da see vi Venskabsstjernen stort at tindre.
﻿DU SØDE BARN, SAA LÆNGSELSFULD OG STILLE

Du søde Barn, saa længselsfuld og stille,
Hvem Tungsind hviler i det mørke Øie,
Vi hilse dig, vi vil dit Sind fornøie:
Hvem vi forenede skal Ingen skille.

Paa Englelyrer vi bag Skyen spille,
Og alle unge Hjerter kan vi bøie;
Thi vi har Magten fra det Evighøie;
Vi gjør dem lykkelige som vi ville.

Saa lød det ud fra Skyen. Duggen faldt.
Da smeltede de bløde Hjerter sammen
Ved Himlens Stjerner og ved Maaneflammen.

Og det blev mørkt for vore Blikke -
Og Nattergalen slog - vi hørte ikke -
O Coelestine - har du glemt det alt?


SONNET-

Blus, Kinder, ei saa purpurrøde!
Løft, Huldeste, det Blik, du sænker!
Amor, det veed du, hader Lænker,
Og ei at tro paa ham er Brøde.

Lad alle Hensyn være døde!
Alt, hvad vor Kjærlighed indskrænker!
Først naar paa Ingenting man tænker,
Kan Sjælene ætherisk gløde.

Der er en Lov for Lidenskaben
En himmelsk Ret, en jordisk ikke,
For visse svage Øieblikke

For Hjertets smeltende Fortaben
Og Dydens melankolske Engel
Maa vige Sædet med sin LiliestengeL


JEG GIK SAA TIDT TIL DISSE KLIPPESTENE

Jeg gik saa tidt til disse Klippestene
Ned ad hvis Mus de kolde Kilder skylle,
Hvis Krat og Ranker Vandreren indhylle -
Der var en Ro, en Fred - jeg var alene.

Der hang saa runde Rær paa alle Grene.
Der var, mit Blik og Øre at fortrylle
Af Farver og af Duft og Lyd en Fylde -
Der var en Ro, en Fred - jeg var alene.

Og endnu tidt mig Eensomheden favner
Og trykker dybt i sine brune Skygger -
Men Ro og Fred er ikke meer at finde.

Den fulde, hele Eensomhed jeg savner
Thi jeg er selv ei fuldt og heelt derinde
Nu hos en anden halvt mit Hjerte bygger.


JEG VAR SAA TIDT SAA SVÆRMERISK ALLENE

Jeg var saa tidt saa sværmerisk allene:
Ved Strandens Bugt, hvor brede Bølger skylle,
I Skov, hvor Nattergalene fortrylle,
Hvor ofte var jeg henrykt, skjøndt allene!

Der var saa roligt bag de tætte Grene;
Naturens Aande kunde Brystet fylde,
Fjernt saae jeg Solen Taarnene forgylde,
Her var jeg tryg og glad, skjøndt jeg var ene.

End skjønne Eensomhed, Du, tidt mig favner,
Og jeg kan Himlen see fra Dine Skygger,
Men ak! for Længslens Savn Du ei betrygger.

Et Væsen nu, den Elskede! jeg savner;
Hvad er selv al Din Ro foruden hende?
Til Elskovs Eensomhed der hører tvende.

HVOR ALT ER TAUST. HVERT BLAD, HVER LØVRIG RANKE

Hvor Alt er taust. Hvert Blad, hver løvrig Ranke,
Som kaad og overgiven før sig snoede
Omkring de smekkre Stammer, hvor de groede,
Til melankolske Hvelvinger sig sanke.

Dorsk flyder Aaen hen, den dunkelblanke.
Hvor øde, hvor den gamle Ridder boede
Hvor skummelt, hvor hans Seng og Lampe stode
Jeg hører kun mit eget Hjerte banke.

Kun Duggens Fald i Haugens Buegange -
Et Gisp af Fisken i de stille Damme -
Og sagte Lyd af Hængeaskens Grene.

Her var jeg blevet - reentudsagt - lidt bange,
Hvis jeg sad eensom ved den mørke Stamme -
Men, Elsk te, jeg er aldrig meer alene.


VENNER, HVAD SKAL JEG FORTÆLLE OG SIGE

Venner, hvad skal jeg fortælle og sige?
Krage tær gjør mit poetiske Kridt.
At jeg fik Ja af en femtenaars Pige -
Det var saa lige.
At jeg i Haanden blev trykket saa blidt
Bagateller!
Taushed heller!
Alslags Henrykkelse er saa forslidt.

Viid blot: fortabt, med sværmerske Blikke,
Over en Krølle i Nakken jeg sad;
Glemte derover - I troe mig vel ikke? -
Spise og Drikke;
Rulled den sammen og skilte den ad;
Rødmed stille
Som den Lille,
Over et syndigt - jeg vidste nok hvad.

Moderen hvidsked i Øret paa Vatter:
Kom lad os gaae! Lad dem ene, de to!
Og de gik bort uden lange Debatter
Fra deres Datter
Kan da vel Nogen tænke og troe
Skulde jeg ikke -
Kom, lad os drikke -
Var det del Hele? - Lad mig ha'e Ro -


FARVEL, MIN GODE NICOLINE

Farvel, min gode Nicoline!
Du veed, at mine Suk med mere
Herefter ei tilhøre flere,
Men er saagodtsom ene dine.
Ja, de Veninder, som du har, er mine.
Det var ei godt, det var forbi
Med vore Hjerters Sympathi,
Fordi
En Vogn, et fælt Spektakel, ruller
Bort med dig, Engel, paa sin Skulder.
Jeg beder kun den korpulente Masse,
At den vil bære dig lemfældig i sin Kasse;
At de paatrængende, skjøndt bløde Hynder
Sig ikke ved uartigt Tryk forsynder
Og, hvor jeg slap, begynder.
Dernæst
Anmodes du, forfløine Blæst,
Naar du faaer Lov at sidde hende næst,
At holde Maade med din Følelse
At ikke slaae din Tølperarm
For tæt om hendes Barm;
Den er, just som den bør at være, varm
Men taaler ikke mindste Gran Forkjølelse
I Spøgelser af Skove
I kan Enhver forskrække
Iførte Sneens Lagen
Antag et blidt, uskyldigt Væsen
Og bær jer ad som Sommergjække
Hun undersøger ikke Sagen
 Og du, fordrukne Kattegattets Vove,
Der styrter vrøvlende paa Næsen
Med Munden fuld af Fraade,
Anstændig maa idag du vandre
Forskræk den unge Sjæl med Maade!
Saa tænker hun paa mig i Ro
Og maaskee mindre paa de Andre.
Du, Maane, o!
Ja, du har Lov
At gjøre hende mere stille
Gjør hende bare tro;
Lad hende see i Aften silde
Naar du har tændt dit Ny,
Min Bakkenbart i hver en Sky,
Min Hanekam i hver en Skov!
Og du, Smaaspurv, som springer fri
Den gamle Vienervogn forbi,
Og maa, som jeg, saa smaaligt lede
Om det Par Straa, du bruger til din Rede,
Fortæl om ham, der i det mørke Kammer
Er ene med sin Glæde og sin Jammer.

VENT HAM El LÆNGER, DU DANMARKS FRISKE, YNDIGE SOMMER

Vent ham ei længer, du Danmarks friske, yndige Sommer
Vent ham ei længer med Blomster og Glæde; han kommer ei mere
Ei til Velkomst, Venner, bereder det duftende Bæger
Han, som vi rakte det helst, vor Fischer, kommer ei mere.
Fjernt, hvor Javaneren samler paa fugtige Marker sin Riisfrugt
Standste hans Vei; der lagde han træt sig til Hvile og Palmen
Breder sit prægtige Blad høitidelig over hans Gravhøi.
O hvor længtes vi Alle! hvor speidende søgte ei Blikket
Høit fra Bakkernes Hang den kommende Seiler paa Sundet.
Begede Sjover, der rendte med Søemandens Kuffert fra Broen
Var os et lysteligt Syn, i hans Spor vi drømte den Savnte
Og naar det banked paa Døren, med svag eien- dommelig Banken -
Ak, det var ham dog ei! ei vor Vens alvorlige Ansigt
Mørknet af Solen, men lyst af det mildeste, reneste Venskab
 Q bebrelder ham Intet! han veeg jo beskeden for eder,
I, som foragter en Sjæl, der har barnllgen offret sig Kunsten
Eder han veeg; han veeg for den nordiske Kuld, og i Syden
Favote ham togange hedt, med begelstrende Skjønhed, Naturen
Ak og trediegang i et Kys tilaanded ham Døden -
Nu i sin evige Fred forklaret han svæver omkring os,
Venskab ham ofrer, og længe skal offre ham hædrende Veemod.


DØER JEG - NUVEL! JEG FRYGTER El

D øer jeg - nuvel! jeg frygter ei;
Naar du er til, saa lever jeg.
Døer du - som Skjæbnen vil!
Du lever dog, naar jeg er til.


CHRISTI HIMMELFARTSDAG.

Den rette, dybe Kjerlighed
Den varer evig, evig ved.
O lad mig døe! jeg frygter ei,
Naar Du er til, saa lever jeg
Døer Du - Nuvel, som Himlen vil!
Du lever dog naar jeg er til
Og døe vi sammen - evigtro
Er Sjælene i Dødens Ro.


O HULDE DRØMME! SMIGRENDE OG SØDE

O hulde Drømme! smigrende og søde!
Som Pigens Sjæl og Ungersvendens Tanke,
Naar ømme Savn og Anelser sig sanke,
Saa lønliglet og saa phantastisk føde!

I, alle unge Ønskers Morgenrøde,
Skjøndt mange ældre Pligter til en Anke,
I Anstødsstene for den kloge Tanke,
Jeg flygted Eder længe som en Brøde.

Thi Jorden glemmer jeg for Eders Himmel
Og Dagens Kald for Eders Aftenblaane;
Min Lampe nu gik ud - I var min Maane!

Men jeg var glad i Eders Englevrimmel;
Der er bestandig hos mig jo min Pige
Det var hun aldrig i det Virkelige.


NAAR LETSIND STIGER OG MIN TROSKAB DALER

Naar Letsind stiger og min Troskab daler,
Det svage Hjerte truer med at strande,
Jeg flygter til Dit Helgenbilled, Hanne,
At vække alter Livets Idealer.

Og i min Hjernes traurige Canaler
Dit Øie kaster Solskin, søde Hanne,
Saa andre Folk kan see det paa min Pande,
Hvor sig etslags tungsindigt Maanskin maler.

Til dit Portrait jeg sukker: ei du straffe
Min svære Synd paa Reiser og paa Baller,
Men ved mit Hjertes Daarligheder skil mig!

Og Tjeneren, som bringer mig min Gaffe,
Som jeg, paa Knæ for Helgeninden falder,
Og Piger strømme, for at see dig, til mig.


PAA FJELDET -

I
Higende, høi
Svømmer Skyen heroppe;
Vandfaldets Støl
Trodser blandt Granernes Toppe;
Eensomheds Lyst
Fylder vort Bryst.

II
Lystige Bi,
Hav din Flygtighed gierne!
Aand, som er fri,
Søg kun det evige Fjerne!
Roligheds Lyst
Fylder vort Bryst.

III
Stolte! din Glands,
Tør du kalde den Lykke?
Hvad er din Krands
Evige Torne dig trykke;
Ydmygheds Lyst
Fylder vort Bryst.

IV
Rige! hvor lidt
Er din Rigdom, du Arme!
Gav du ei dit
For en Gnist Kiærligheds Varme.
 Kjærligheds Lyst
Fylder vort Bryst

V
Smagfuld og stærk
Strømmer Grublerens Kilde!
Paafundets Værk
Kan det dog lædske dig, Snilde;
Skjønhedens Lyst
Fylder vort Bryst.

VI
Solen gaaer ned
Med en rosenrød Flamme
Elskte jeg veed
Du er den tro og den samme
Sandhedens Lyst
Fylder mit Bryst.



HVAD DISSE HAANDTRYK, DISSE BLIK BETYDE

Hvad disse Haandtryk, disse Blik betyde?
Hvad Favntag egentlig og Kys vil sige?
Det kan alene vore Hjerter, Pige,
Du lille Nar, hvor kan det Hjernen bryde?

Men naar jeg seer dig mine Kys forbyde,
Og for mit Øie, min Omfavning vige,
Saa maa jeg gribe til det Kjedelige,
Og lade fra min Læbe Viisdom flyde.

Viid da: endeel kan Stemmen tolke fyndigt
Og med poetisk Kraft fra Hjertet vælte,
Men noget dog, det Sødeste, slet ikke.

Og derfor Læber, Arme, Barm og Blikke
- Hvad skal jeg kalde det? - de sammensmelte
Til etslags Tungemaal, saa stumt som yndigt.


PAA HINE STENE STOD HUN

Paa hine Stene stod hun -
Letsvævende, den Søde,
Endnu i Aftensolen
Seer jeg dem fjernt at gløde.

Ved denne frosne, stive
Indsø stod hun, den Smukke
Hvo havde tænkt, at Søen
Endnu vel kunde sukke?

Ved disse hule Pile
Tog hun engang sit Sæde -
Jeg seer dem end, halvdøde,
I Eensomheden græde.

Og jeg - jeg, som var borte,
Og neppe modtog Breve -
Hvo havde tænkt, at jeg vel -
At jeg endnu kan leve?


DEN KLOGE OG DEN GALE

Paa en forsigtig valgt Spadseretour -
Som for at nyde fri Luft og Natur -
Ledsagede en Mand, der var bekjendt som klog,
Og vilde undgaae Opsigt ved et tvungent Tog,
Sin Ven, der alt i flere Aar var gal,
I Stilhed hen til det fornødne Galehospital.
De meldtes beggeto, som det sig hør og bør,
Og traadte ind for Husets Directeur.
Den Gale, der, som alle Gale, var
Den som Vor Herre bedst for Tungebaandet skar,
Han - efter de fornødne Buk -
Tog Ordet først og sagde med et Suk,
Idet han peged paa sin Ven: "De seer
Her en Ulykkelig - lad mig ei sige meer!
Hans hele Slægt, jeg selv, vi skal
Taknemligen erkjende det, ifald
De kan igjen forskaffe Manden
Det saa Nødvendige - (han pegede paa Panden)
Al Skaansomhed, al Hjelp, Hr Directeur,
Alt som anvendes skal og bør -
Tilgiv - De veed det bedst -
Men her - (han lagde Haanden paa sin Vest)
Her banker noget, som - skjøndt med Bekymring - trygt
Betroer en Ven til Deres Konst og Kløgt."
Den Kloge hostede, han smilede, blev stum,
Bifaldt den Gales Snak med et ironisk Hum!
 Gav Vink og Øiekast; besaae
Lidt haanligt Neglene; udbrød tilsidst: Haahaa!
Var routineret i sin Kunst,
Trak Klokkestrengen blot,
Og sagde til den Gale: Godt!
Den Gale bukkede og gik sin Vei.
"Gudsdød! Han er den Gale, ikke jeg! -
Udbrød nu pludselig den kloge Mand: -
Stop ham! han er fra sin Forstand."
Det veed jeg nok, gjensvarte ham med Kulde
Og med et høfligt Smiil den tillidsfulde
Med Ordner decoreerte Directeur,
Der havde seet saa mange Gale før:
Det veed jeg nok, min Ven! men kom -
Her er et Værelse - behag at see Dem om -
Vi tales nærmere - vi to - adjeu! -
Før ham i Mesaninen, Litra Ø.
Den Kloge førtes bort, fik sit Lukaf,
Sin Brix, sit tynde 01; han gav
Forklaringer, Beviser, truede, blev grov -
Man svarede blot med en Ende Toug.
Og ved en smal Diæt, ved Prygl, som han fik tidt,
Forsvandt hans Raserie lidt efter lidt;
Han troede selv tilsidst, at han var gal,
Og døde i det samme Galehospital.
Den Gale, som gik fri, blev en fornuftig Mand,
Og hængte sig om nogle Aar med fuld Forstand.
Det kan Enhver af os imellem hænde
Det Gale fra det Kloge ei at kjende.


MIN HØITÆREDE KJÆRE VEN OG VELYNDER

I
Min høitærede kjære Ven og Velynder!
Heri Nysted blandt Ugler, Krager og Bønder
Slider jeg min usle Dag, Polemeia,
Efter Skjæbnens gode Smag, Pyteheia

II
Det skal mig i mit Inderste fornøie
Om min Broder og Venner godt kan døie
Kjøbenhavn og dens Besvær, polemeia
Jeg trives der som her, pyteheia

III
Vi har Ruskveir, og Horizonten surmuler,
Solen borte, og Luften bider og kuler;
Ja, jeg svær ved Antichrist, polemeia
Uden Kone døde jeg vist, pyteheia

IV
Ønskeligt om Hr Ven med Besøget os glæder,
Hvad om han gjør os til Nytaar den Hæder!
Her er altid Gjæs og Glas, polemeia
Og en Præst som synger Bas, pyteheia

V
Knappe op skulde vi Vesten og Frakken
Den ei drikker, skal Flasken suse i Nakken
Oxehovedet skal hae Hug, polemeia
Hold det tyst, og Munden luk, pyteheia.



VI
Du kan tro, min Bondechloris her hoverer,
Snerper paa sin Mile Mund, proponerer,
Og til intet siger nei, polemeia
Hold det tyst, det beder jeg, pyteheia

VII
Du kan tro at 10 Dalersedlen her gjælder,
Jeg kan blive Brudgom med femten Mamseller,
Kongens Mynt har her Gehalt, Polemeia
Hold det tyst, nævn ei alt, pyteheia!

VIII
Du kan tro, at her vanker fersk Smør og Rødbeder,
Røgede Skinker med Grønkaal, Brasen og Gjeder,
Harer springe om vort Slot, polemeia
Hold det tyst, jeg lyver godt, pyteheia

IX
Du kan tro, Brændvinssuppen her man kjender,
En Bouteille efter Tønderne stadigt man brænder,
Lugten kjends tre Fjerdingvei, polemeia,
Hold det tyst, og sug det ei, pyteheia

X
Du kan tro, Tobakspiben Munden passer
Femten Piber jeg ryger uden Grimasser
Dobbeltøllet ovenpaa, Polemeia,
Hold det tyst, jeg lyver saa, Pyteheia



XI
Saadan lever jeg, arme Mand, her paa Landet
Men i Tegnebogen svinde Grynene forbandet;
Bagatell! jeg har godt Huld! polemeia
Hold det tyst, Guld er jo Muld; pyteheia

XII
Lige godt, min Hr Ven! nu er Brevet snart ude,
Kjøbenhavn snart jeg seiler nok til paa en Skude,
Paa tre Hjul eller fem, polemeia
Hold det tyst! den Løgn var slem, pyteheia

XIII
Midlertid, gode Ven, nyd Lykke og Helsen
Det er Tid snart at krybe i Faareskinds-Pelsen,
Støvler paa og Skindkabus, polemeia
Hos Cassereren en Rus, pyteheia

XIV
Med en Hilsen til Din Hanne, den tykke, og tynde
Maa jeg inden Brevet sluttes mig skynde
Lad mig høre fra Din Kant, polemeia
Farnu vel og lev galant, pyteheia.



I VERS, FRITZ TIMM, HVAD MERE ER, I STANZER

I
I Vers, Fritz Timm, hvad niere er, i Stanzer,
Og meer endnu, I byronske, jeg skriver
Mit første Brev, og - ærlig talt - jeg standser
Kun naar en Glut, af dem Vor Herre giver
En Melkehud, og intet Haar, som river,
Forbi min Kones Jalousier svandser
Og ei min Muse seer, som uden Pantser,
I bare Særk Dig en Francaise dandser.

II
Du skulde see vor By, Du vilde sukke
Thi Hoved-Gaden er en Rendesteen
Hvori, som Gjæs og Ænder, sees de Smukke
Med Bryst og Top, men ikke deres Been
Vor By, som andre Byer, har sin Dukke,
Sin Kirke mener jeg, en gammel een,
Rødmusset, buglet, tyk, Spidshue paa,
Som Lynet med en Kindhest satte skraa.

III
Hvert Tag for Blæst [ ] kun lidt beskjærmer,
Men ei for Regn; een Side Teglsteen paa
Det ingen Christens Sindelag fornærmer
Om man den anden har belagt med Straa
Halv røde derfor og halv smudsiggraa
De ere ikke uliig Slaveærmer
Indgangene har vilde Vandfaldstrapper
Og hist og her de rystende Karnapper



IV
Blandt Byens mærkeligste Ting er Rips,
En Pharmaceut, der skjænker Byens Raps,
Omegnens ogsaa, mangen bitter Snaps
Og som trods Nogles hemmelige Knips
Og Andres gandske lydelige Klaps
I tvende Maaneder er bleven - vips!
Skjøndt mange Andre løb med ham omkaps"
Til Byens allermærkeligste Laps.

V
Vor By, som anden By, har sine Klokker,
Og Klokkere, tilmed sit Klokkefaar
Thi Sjælehyrden er et Klokkefaar
Og vor desuden er, som Ordet gaaer,
I egentligste Mening Klokkefaaer
Og - tilgiv de fortvivlet mange Ogger
Og var han ei, jeg gad nok havt den Ære!
Hans Kones nemlig for en Stund at være

VI
Byfogden er en Mand, som taler norsk
(Hans Kone taler engelsk som en Svedske)
Stupigen derimod, den pene Gedske
Fra Rødby, taler Lollandsk som en Torsk
Og Line Pram har Du hørt Engle hvidske ?
I Nysted er ei Nogen Flab saa dorsk
Ifald polsk Tiggergang han skulde vandre
Til Kone tog han hende fremfor Andre

VII
Gjestgiveren er lille, feed og skaldet
Han fører Gud i Munden ligesom Skraa»
 Og skaffer Viin, og Værelser, til Ballet
Han siger: Nogle har mig Hykkler kaldet,
og meget rigtig; thi man vide maa
I tyve Aar har jeg studert derpaa
Jeg vædder, ingen Præst i Christenheden
Velsigner meer end han sin Hiord herneden

VIII
En Stivelsefabricøer boer her i Gaden
Som vilde gjerne lade gammel og
Som døer nok med det første, stakkels Skrog
Postmesteren, Hr Puff, boer ei i Staden
Men udenfor, og troer sig mere klog,
Han vil agere ung; men kommer Raden
Til hans Madamme, holder hun for vigtigst
At synes ædru, hvilket er nu rigtigst?

IX
Er Du en Ynder af at Damer ride
Saa kom, Du faaer at see hvad Du kan liide
Byfogdens Kone rider godt sin Hest
Postmestersken paa Narrekaske bedst
Og alle Bønderpigerne dernæst
De ride overskrævs, det maa Du vide.
Af Kurven kikke ud lidt Hønsekræ
Og af det sorte Strømpeskaft et Knæ.

X
Forpagter Vintergrøn er en, jeg agter
(Og ikke for hans Datters skyld alene
Som maaskee mangen Gavstrik kunde mene,)
Men for hans Passiar, hans muntre Fagter
 Fordi han er ei nogen slet Forpagter
Der, som han siger, drikker Frokost ene,
Men efter Næseblødningen hver Morgen
Med Doctoren har Lyst at drukne Sorgen

XI
Iøvrigt er han Mand med Levemaade
Som reisende Forpagter Kongens Klub
Har af hans Tønder Korn havt megen Baade
Exkjøbings Folk og dem i Ub og rup
Og Præsterne ved deres Aftensup
Har høstet meget af hvad Manden saaede
Især i L'hombre, men dog meer i Treize,
Han har en sort Callot og rødlig Næse.

XII
Hvis ei jeg havde Slid med flere Breve
Og med at holde Byens Folk.ilive
Jeg kunde mange flere Ting beskrive
Det gamle Aalholm og den gamle Greve
Og Kragerne, som omkring Slottet leve
Og Masqueraden, som man her vil give,
Men jeg maa slutte; det var første Sang.
Adieu! Fortsættelsen enandengang.

XIII
Med Digtere af heelt forskjælligt Genre
Er Byen provianteret meget godt
En Rips, en Hendriksen, en Byrsting pranger
En Captain Bjerring med - som Nystedsk Sanger
 Selv ymte de kun om det gandske smaat -
Hvor flint at efterligne Walther Scott!
Til Nød Din Ven kan puttes mellem dem
Saaledes har vi her i Byen fem.

XIV
Du faaer vel Gode, sagtens hvad min sælle
Hysteriske Figur af Ægtefælle
Tidt faaer, naar hun er ivrigst med at hikke
Og hvad der oftest følger med - at strikke
Et critisk Sidesting, med Tugt at melde
Og finder: mine Vers, de duer ikke
Sandt nok, at dette Vers er ei det bedste
Men, kjære Ven! jeg beder, læs det næste.

XV
Det næste Vers - det er da reent forbandet
Det andet - hem! ved Lyset ret beseet
Det andet Vers - ja er det eengang skeet
Jeg maatte skamme mig at sige andet
Det andet Vers - det kommer ud paa eet
Det, reentudsagt, det falder ogsaa vandet
Det er dog ærgerligen nok - naa naa
Jeg springer til et nyt igjen pas paa

XVI
Af Syge falder her enda en Slump
Skjøndt nogle flere dog endnu af Døde
Her agtes Livets Lys, dets sidste Stump,
For ringe til paa den at noget øde
Man smelter ned, døer i sin gamle Sump
Og vil de Syge ei til Sundhed nøde
 Man Lægens Lysesax er Intet skyldig
Og hans Profit, den er dem ligegyldig

XVII
Men Penge er man meget graadig efter
Ja, somme meer end efter Mad og Drikke
I Snyderie for ingen Mand jeg hæfter
Det kan den Ærligste iblandt dem stikke
At han ei snyder just af alle Kræfter
Men alt for godt jeg veed til Pu.nct og Prikke
Man elsker Penge meer, end just saa lige
Hr A og B og Md C vil sige

XVIII
Det Overspændte og Sentimentale
Gaaer ei i Svang, og mindst blandt Bønderne
Det er polidske Folk og ei saagale
De see i Gryden, slaae paa Tønderne
Saa agtes ikke synderligen Synderne
Og vil man just om Frierier tale
De tage Pigerne med største Lykke
Hvadenten de er tynde eller tykke.



DE LEGENDE BØRN.

O Børn, I Støiende, som gjør mig Huset,
Med al sin Sneverhed, saa bredt og stort!
Hvor ofte har mig eders Leeg beruset
Og til et Barn igjen lyksaliggjort.

Naar var jeg klogere, naar var jeg bedre,
End I med eders fagre Uskyldsstand?
Og kom jeg videre, end mine Fædre,
I dette Skyggernes og Tvivlens Land?

Leeg eders Leeg! I kan, som jeg, behøve
En Tumleplads for eders Luner smaa;
Det samme Børneværk vi alle øve,
Vi støie, larme, sukke og forgaae.


MIN ELSKTE! ORGLET LYDER

I
Min Elskte! Orglet lyder -
O den catolske Sang
Jeg kan den ei beskrive
Hørte Du den engang.

II
Jeg ligger syg i Carlsbad
Men meest af Længsel og Vee
Det er saa længe siden
Jeg kan ei de Kjære see.

III
O siig, min Hauge derhjemme,
De mange Blomster smaae,
Som selv jeg planted og saaede
De myldre vel hvide og blaa?

IV
Og røde vel derimellem
Purpurne som mit Blod?
Og duftende som mit Hjerte
Der aldrig Dig forlod?

V
Og Børnene - O jeg kan ei,
Jeg kan ei skrive det -
De løbe vel om og lege
Og blomstre og more sig ret?



VI
Og sige de aldrig til Dig
O siger Carl ei tidt
Men hvor er Faer dog henne
Kommer han ikke lidt?

Og Du - naar Lyset er slukket
Og Du sover den første Blund
Hvo kommer sagte i Stuen
Og vækker og kysser Din Mund?


NU TÆNDES STJERNEN

I
Nu tændes Stjernen
Og Mørket falder over Jorden
Jeg staar hvor Alperosen brænder
Nærved et Vandfalds Torden

II
O Amaryllis!
Du fjerne, i de danske Lunde!
Dig kalder jeg o kan Du høre?
O Himmel, hvis Du kunde!

III
O Amaryllis!
Du fjerne, med din Dreng ved Haanden!
Et Kys! o tag det fra min Læbe
Tag af mit Hjerte Aanden!

IV
Din lille Pige
Løft hende høit, høit op I Luften.
Som jeg Orangeblomsten løfter
Kan Du fornemme Duften?

V
Lad Kammen falde!
Lad Lokkerne om Halsen rulle!
Jeg finder dog blandt dem Din Nakke
Den blomstrende, den fulde!



VI
Luk kun Dit Øie
Lad Børnene i Drømme græde
Lad Lampen slukkes, Stuen mørknes
Jeg er, jeg er tilstede

VII
Dig Nattens Skygger
Forgjæves kun at skjule stræbe
Halvdrømmende, henrykt mig møder
Dit Bryst, Din Arm, Din Læbe.



DU! DU! DU

Du! Du! Du Søde!
Du Smekkre! Hvide!
Du Længselsvarme!
Som ved min Side,
Som tidt I mine Arme
Med kjælne Øielaage,
Med Blik
Slukt af en salig Taage,
Forstemmende af Lykke,
Og kysforgiftet, næsten døde -
O jeg forsmægter!
Jeg kan Din runde Hals ei trykke!
Jeg tørster efter
Din Aandes Blomsterdrik,
Din Arms Omfavningskræfter,
Din slangebygte Ryg,
Din Tunges sagte Kys, Din Munds -
Ha, hvad mig Skjæbnen nægter! - -
Ak, følte jeg dog kuns
Din Haands, Din lille Fingers Tryk!


JEG HAVDE FAAET BREV FRA DIG, NANETTE

Jeg havde faaet Brev fra dig, Nanette.
Jeg var, begriber du, i Himmerige.
I næste Uge - du Guddommelige! -
O min Henrykkelse, den kan du gjætte!

Den samme Dag - en smidig, svai Brunette,
En Edens Slange, fristede med slige
Forføreriske, altfor lydelige -
Hvordan skal jeg forklare dig det Rette?

Var det den sagte Vuggen af Karethen?
Laae det i Maanen? eller i Cometen? -
Var det Contourerne af Silkekjolen?

En Sympathi - thi hun var polsk - med Polen?
Alt gik i eet - du - hun - min Troskab - Himmel!
Hvor man kan være svag og hjertesvimmel.


FRITZ! TITUSIND TAK

Kjære Fritz! titusind Tak
For Brevet, som jeg fik, med dit Signet og Lak,
Og som forhippet jeg - du kan begribe - brak
Da jeg paany i Hjemmets Tøfler stak.
s Jeg saae Dig sporet, Ven, og i en snoret Frak,
En smilende, guddommelig Tyksak,
At imponere Randers paa en springsk Vallak.
Jeg saae paa Baller Dig, blandt Dandsernes Flikflak,
I Vinter-Garnison, i Sommer-Bivouacc -
Jeg saae Dig, gamle Ven, men - naae Dig - ak!
Her bulner jeg, hvorhen mig Skjæbnen trak,
En Skive, bred, for Kjedsomheds Attaque,
Et Skumpelskud for slette Veies Hak,
Til Ørerne imellem lollandsk Rak.
Du veed vel, at jeg Sundhedskilden drak
I Bøhmen, under Bjergenes Zikzak;
At jeg i Saxen, i en Bjergmandsfrak,
Dybt under Jorden hørte Sølvbjergværkets Krak,
Og - over Jorden - den forfærdeligste Snak,
Preussisk af en Preusser og polsk af en Polak.
O Du misunder mig den Time, da man smak
Op for mig Dørene til Dresdens Kunstgemak -
Hvor mig Correggio, hvor Carlo dolce - ak -
Du kjender mig - halv op i Himlen trak.
Og i Berlin - der mig i Øiet stak
Meer end det gamle soldateske Pak
Et par Smaapiger efter min Geschmaek,
 Men meest Museet med Antikkerne! - jeg siger Tak,
Det føler man - det kan ei sees - langt mindre Snak
Beskriver Følelsen, som ud af Sjælen sprak
Og ligesom i Hjernen knak.
Nu maa jeg more mig, her i en gammel Frak,
Med min Madamme, ved et Parti Schak,
Og mine Børns genialske Dikkedikkedak. -
Split mig engang nu ad mit Tungsind! Prak
Og prut ei altfonneget med Papiir og Lak!
Send mig en Priis imellem, af din Aands Tobak
Jeg nyser gandskevist, og siger Tak.


KJÆRE HEIDENHEIM! UNDSKYLD JEG TRÆTTER

Nysted, 20 Januar

Kjære Heidenhelm! Undskyld jeg trætter
Dem midt i Deres Nattergale-Nætter
/: For Elskende, som man beretter,
Er Dagene kun maaneklare Nætter :/
Med mine tørre Commissions-billetter.
De var saa god, med Deres Estaffetter,
Hvis Grund til Fart man hurtigt g] ætter,
At tage med for mig - jeg sætter
En Streg og ei den lille Sum beretter,
Hvis Tal og Størrelse kun trætter, -
Noksagt - naar jeg Hukommelsen fortætter,
Saa mærker jeg, min Gjeld sig letter.
Omtrent en otte Daler jeg udsletter
Af det, som jeg bestemte P. - Min Fætter
Paa Østerbro, med Lieutnants-Epauletter
Og Briller paa - jeg sætter,
At De spadserer i de skjønne Nætter
/: See ovenfor :/ med den, som fletter
Dem i en henrykt Sky af Amoretter,
Engang paa Elskovsstien - O De gjætter
Vistnok min Bøn: vil De min Fætter,
Omtalte Fyr med Briller paa og Epauletter,
Vil De ham bringe fra en lollandsk Fætter,
Der gaaer med Faarepels og Cholerakasketter,
Og aldrig finder Rimets Skjønhedspletter,
Vil De ham bringe, næst Billetter,
Som indskudt jeg i Brevet sætter,
 Hiin Rest af Penge, og - da det ei mætter -
Fem Daler til, fra Deres Ven, hans Fætter?
Hvis denne Bøn De venllgen udretter,
De mig i bundløs Gjeld til Deres Godhed sætter.
Med mange Hilsener til Dem og Den, De gjætter!

Deres hengivne

Aarestrup
Hr. Kjøbmand Heidenheim


KJÆRE CHRISTIAN! GODE FÆTTER

Kjære Christian! gode Fætter!
Jeg Pennen til Papiret sætter
Med Tak for Brevet, som beretter
Venligstudførte Smaa-Idrætter,
Hvorved jeg i en bundløs Gjæld mig fletter
Til Din Langmodighed og Godhed, Fætter.
At Bøgerne, de Castagnetter,
Hvormed de tunge Vinterdages Gang jeg letter,
Der snarere kan kaldes Nætter,
Er alt tilhændekomne mig, Du gjætter;
Og hvis mit nye Andrag Dig ei trætter,
Saa bedes Du - jeg frygter, at Du sprætter -
Med Sølverklang, som jeg, Hr Fætter,
Har føiet her til Rimets Menuetter,
At Du min Gjæld for Bøgerne udsletter:
Tolv Daler 'Gyldendal, een Buddet mætter.
Men alt i Sølv, i rede Sølv, Hr Fætter.
Mens Vittigheden sig endnu fortætter,
Det er nok bedst jeg Punctum sætter
Ved mine Rums Lavetter;
Min Phantasie seer mørke Pletter,
Og ingen Farver meer, kun Silhouetter;
Paa alle Genier og Amoretter
Sees ingen Hoder meer, men blot Kaskjetter;
Med Muserne, de smaae Brunetter,
I Aften intet mere jeg forretter,
Apollo gaber og paa Huen letter;
 Jeg skynder mig; jeg føler, at jeg trætter;
Jeg stikker kun paa Rimets Bajonetter
Et Par, med Hilsner fyldte, Billetter
Fra mig og Kone og de smaa Tazetter,
Til Dig og alle Dine hjemme, Fætter.


FRA ØEN, HVOR EN STOR, ELSKVÆRDIG SLÆGT

Fra Øen, hvor en stor, elskværdig Slægt
Vil yde Deres Deillge sin Varetægt
Ledsaget af den hølstnaturlige Affect,
Der opstaaer ved det Tryllendes Aspect,
s Maa det vel synes underligt, naar frækt
En uvedkommende Spar Knægt:
Paatrængende vil lægge Vægt
Paa sin Persons og paa sin Kunsts Effect
Og dog - skjøndt Livets Architect
Har raabt mig til i Vrede: Fægt
Med Kjedsornhed og alle Sygers Slægt
Og hold Dig fra det Skjønne kjækt
For Dig er ingen stegte Duer stegt
Kortsagt: forlad det Sødeste! vansmægt!
Skjøndt denne Dom - mit Bryst er ikke lægt
For hin min Ungdoms sværmende Affect,
Jeg nærmer mig paa Rimets Skøiter kjækt
Af Poesiens Vinterpels bedækt
Til Dem og Deres unge Dame. Nægt
Mig ei den næsten himmelske Collect
At tage Deel i al den Varetægt,
Den Omhu, som paa Lolland Deres ædle Slægt,
Ledsaget af den høistnaturlige Affect,
Vil bære for en vistnok nærbeslægtet Slægt,
Og jeg - med dybeste Respect


DEN 28DE FEBRUAR 1833.
*

I
Deres Skaal!
Dem, hvis Maal
Er den vigtige Sag
At gjøre ved Kjærlighed Gavn! - o ja!
I hvis Arm
Livets Harm,
Bjerget ind som et Vrag,
Snart finder en lykkelig Havn! - o ja!
Gid den leve den unge, den venlige Flok,
Hvem vort Livs Gallopade og Glæde er nok!
Eders Maal -
Derfor Skaal! -
Er at fylde vort Savn
I Venskabs og Kjærligheds Navn.

II
Men forglem
Ikke dem,
Som ved Siderne staae; -
De sprang fordumstider dog med - o ja!
Og endnu -
See kun du -
De dog noget formaae;
De hoppe forsigtig afsted - o ja!
Gid de leve, de Gamle, med Hæder og Held!
Deres Ungdom var smuk og de brugte den vel!
Eders Maal -
Derfor Skaal! -
 Var i Kjærligheds Navn
At gjøre det høieste Gave.

III
Men Især
Er der her
Iblandt Damerne een,
Hvis Skaal gjør lidt meer Embarras - o ja!
Gjør nu Plads!
Tag dit Glas!
Glædens Stemme er reen;
Vi synge et muntert Hurra! - o ja!
Gid hun leve, den Kone, den venlige der!
Hvis Geburtsdag forsamled de Yndige her.
Blot for det
Har hun Ret
Til vor Agtelse, ja
Til et høit og et muntert Hurra!

IV
Og de Smaa,
Som kan gaae,
Og som ikke kan gaae,
Og alle, Du endnu kan faae - o ja!
Og din Mand,
Hvis Forstand
Og Beværtning vi maae
Venskabeligst finde saa saa - o ja!
Alt det Godt,
Alt det Smaat,
Hvad du elsker, o ja
Dets Skaal, Caroline, Hurra!



V
Og vor By,
Som var ny.
Men er gammel og graa;
Paa Steder kun tækket med Straa - o ja!
Og deri
Alle vi,
Baade Store og Smaa;
Vor Lykke, vort Venskab bestaae! - o ja!
Gid den trives og blomstre, den venlige By,
Som, skjøndt gammel og skrøbelig, eengang var ny!
Og deri
Alle vi,
Baade Store og Smaa,
Gid altid vort Venskab bestaae!



MIN KJÆRE VEN BALLIN

Min kjære Ven Ballin!
Jeg ønsker Dig til Lykke, Ven, med Din
Disput om Cholera "og Cholerin,
Og skjøndt den lille Bog, af Dig betænkt som min
Endnu henligger i Hr Wilhjelnis Reiseskrin,
Jeg takker Dig, min Ven, for Min
Velskrevne, som jeg haaber, Handling paa Latin,
Saavelsom for saamangenanden Din
Opmærksomhed, der overgaaer langt min.
Du veed jeg kom til Bøhmen og Berlin,
Men hverken vores eller Tydsklands Medicin
Formaaede at redde hiin
Halvengel, Døden havde valgt til sin. -
Her sidder jeg igjen i min
Bedrøvelige Skikkelse, Ballin,
Og finder ingen Urt i Skjæbnens Officin
Imod mit svage Hoved og mit Spleen.
Du har for Dig det store Magazin
Af Hovedstadens Dyvelsdræk og Sviin,
/: Hvis anden Halvdeel dog er mere fiin :/
Men jeg - ak, tænk den Skjæbne, som blev min
Dog - ikke meer om det! Hvor gaaer det Dig, Ballin?
Dit Hjerte - Ven ~ det har dog sin Termin?
Var endnu ingen qvindelig Confectrosin
Sød nok til, at Du ønsked den var Din?
Var intet Melkehvidt og Carmoisin
 Af saadan Blanding, at det førte Din
Recipe-Finger hen paa Elskovs Mandolin?
Fortæl mig lidt derom, Ballin!
Generer Dig det danske Sprog, saa skriv Latin. -
Vi leve her i en straatakt Ruin;
Vor Vittighed er flau som Gaaseviin,
Og Sjælen i vort hele Liv Qvinin"
Min Kone er - som man kan vente det af min.
Min Dreng - hvem synes ikke godt om sin?
Min lille Tøs - hvad Hovdet angaaer - en Rubin,
Og med min egen Hjernes Disciplin
Jeg vilde ønske at det stod sig som med Din.
Men nu - jeg seer nok Rynkerne, Ballin;
Jeg hører Dig i Tanker sige: piin
Mig ikke længer med Dit Hviin! -
og jeg er redebon, at ende min
[ ]ige Rimepistel; kort, jeg hilser Dig og Din
Høitærede Familie, Ballin,
Samt vores fælleds Venne-Magazin
I Kjøbenhavn og deromkring, fra mig og min,
Og er bestandig

Din

E Aarestrup.
Nysted. 1ste Marts 1833.

Hr. Licent. med: Ballin.


MIN KJÆRE APOTHEKER TRIER

Nysted, den 20de Marts
Min kjære Apotheker Trier!
Naar De har Tid til Narrerier,
Saa haaber jeg, at De et Øiebllk indvier
Til Læsningen af mine Skriverler.
Maaskee det giver Stof til Repartier.
De kan vel forestille Dem, naar Malerier
Om svundne Dages Sympathler,
Hvormed, i Livets lange Symphonier,
Vi mangengang til Melodier
Forvandlede de kjedsomste Partler,
Naar de opstaae i vore Phantasier,
At vi maae mindes Dem og Deres Kone, Toer.
Endnu ifjor - med Glæde jeg det si'er -
Lyngbybesøget var, paa Reisens mange Stier,
Et af de kjæreste, jeg gjorde, Trier.
Og derfor hører det til Skjæbnens Drillerler,
At De og Deres Kone gandske tier.
Jeg sidder selv jo stum bag mine Jalousier,
Forfulgt af Kjedsoinhedens vilde Bier,
Og efter smaa, forfriskende Partier
Som Hjorten efter Vand jeg skri'er.
Jeg vil ei kjede nogen med Beskriverier
Om Reisen, jeg har gjort, og dens Analysier,
Men jeg vil hilse Dem fra Nysteds PFer,
Fra Hestehavens smukkeste Partier,
Fra hvad paa Lolland bedst De li'er,
Og bede, at De mit Humeur befrier
For Ængstelsen, at De bestandig tier.
 Forresten lever jeg, ved Hjelp af Livets Bryderler,
Som Aaien, der paa Risten varmer sig og vri'er.
Luplaus og Deres Bortgang endnu daglig svier.
Jeg takker Gud for Winding og Sidenius; de to Genier,
De nuancere lidt mit Livs Tautologier.
Maaskee at Heidenheim med sin Emilie bli'er
Et Par, blandt Byens Snurrepiberier,
Der stemmer lidt med vore Harmonier.
Jeg kommer nu til de Broderener,
Hvormed sædvanligviis Genier
Staffere Brevets Slutningsphantasier,
Hvor ingen viser sig som Gnier
Paa Høfligheds Bijouterier;
Men jeg gjør kort Process med mine Vrøvlerier.
Jeg vifter mit Farvel fra Skibets Gallerier,
Min Kone med, og mine Børn, de skri'er:
Hils Sanne, Jacob, Fanny Trier!
Og den, som jeg til Trods for Rimets Molestier
Gad sige allermeest Plaisanterier,
Kort, Deres lille Kone, Trier!
Hils alle dem! og glem Dem ikke selv! jeg oppebier
Et venligt Brev, og at De ikke tier.

Deres hengivne

Aarestrup
Hr. Apotheker Trier.


LOLLAND

til Fredrik den 6te, ved hans Gjennemreise
den 10de Juni 1833.

I
Velkommen, Ven! Hil dig paa de smaae
Øer i Havets bølgende Blaa!
Egen omfavner Bøgen, sin Søster,
Og Miser med Grønt dig paa mine Kyster.

II
Ofte jeg speided fra blinkende Strand
Seilet, som gled ved Himmelens Rand.
Fuglene kaldte dig, Kilder og Bække -
Ak, men forbi foer den ilende Snekke!

III
Velkommen! Lad mig omfavne dig! Huld
Er dig hvert Straa, som groer af mit Muld!
Marken dig bringer Nødtørftigheds-Hornet,
Gyldent af Halmen, vægtigt af Kornet

IV
Ikke forsmaa hvad jeg byder dig! grib!
Skoven har Træ til det dristige Skib.
Pigerne række dig Krandsen af Roser,
Marken et Landeværn, Kysten Matroser.

V
Herremænd Haanden! De bygge saa godt
I mine Lunde det landlige Slot;
 Gavmilde, ædle, en Pryd for min Have
Dig vil de ligne, faøifajertede, brave!

VI
Kast et par Blik bag Skovenes Blad!
Paa Kampestene Forfædrene sad.
See denne Bakke, omvæltet af Furen!
Der dømtes fordum, midt i Naturen.

VII
See dem med Ro! Den Vrimmel, hvis Raab
Bringer dig Hyldning, har Tillid og Haab.
Velkommen derfor! Selv jeg dig følger
Ærefrygtsfuld til min Grændse af Bølger.



DEN 15DE JUNI 1833.

Os fryder vel den unge Vaar,
Naar efter Vintrens mørke Dage
Den vender atter frisk tilbage,
Og her sit Løv-Paulun opslaaer;
:/:Dog, Moder, nei! vi Intet veed,
Der fryder som Din Kjærlighed! :/:

Selv Som'ren med sit Blomsterflor,
Og Høsten med de rige Frugter,
Naar tung af Ax sig Jorden bugter,
Og lytter til Guds Fuglechor,
:/:Vi frydes, Moder, vel derved,
Men ei som ved Din Kjærlighed! :/:

Den blomstrer evig ung og skjøn
For Dine Børn i Vaar og Sommer,
Den falmer ei, naar Vinfren kommer,
Men søger Kraft hos Gud i Bøn;
:/:Gaaer selv Du ind til Himlens Fred,,
Nær er os dog Din Kjærlighed! :/:

O kjære Moder! saa modtag
Hvad kjærest er Dig at modtage,
Det Vidnesbyrd, blandt alle Dage
Er kjærest os Din Fødselsdag,
:/:Og at vort Hjerte Intet veed,
Der fryder som Din Kjærlighed! :/:


SKAALER VED ET BARSELGILDE.
*

I
Lad Sangens Toner raade!
Tillad os, Deres Naade,
Som huldt den Lille bar;
Og du, som under Buen
Af Kirken smukt holdt Huen,
Og I, som Vidner var -
Halleh, Halloh, Halleh, Halloh!
Tillad os, Eders Skaal!

II
Før Vinen er uddrukken,
Du, søde Glut, i Vuggen,
Modtag vort Vivat du!
Du blomstre og du trives,
Henrive og henrives,
Bestandig from som nu!
Halleh, Halloh, Halleh, Halloh!
Din Skaal, Maria, du!

III
Det hælder nu mod Aften;
Alt mørknes Druesaften
Og alle Blomster smaa;
Men her, hvor Venner hvile,
Og hvor Veninder smile,
Er Himlen altid blaa.
Halleh, Halloh, Halleh, Halloh!
Det vil vi drikke paa.



IV
De vilde Dyr i Skoven
Og Skyens Fugl foroven,
Hvo elsker ikke dem?
Ak, Adlen er det samme
Som Vildtet blandt det Tamme
Et høit Halloh for dem!
Haliefa, Halloh, Halleh, Halloh!
Et høit Halloh for dem!

V
Om Bonde eller Barde,
Med Pen og med Cocarde,
Minister eller Kok -
I Pialter og i Kaabe -
Dog Arbeidsfolk tilhobe -
Din Skaal, du tamme Flok!
Halleh, Halloh, Halleh, Halloh!
Vor egen Skaal, Halloh!

VI
Vort Fædreland er stille
Og tempereert og lille,
Og vorder mindre vel;
Og derfor ei saa ilde
Ved et sagtmodigt Gilde,
At klinke paa dets Held.
Halleh, Halloh, Halleh, Halloh!
Vort Fædreland: dit Held!

VII
Før sig ved Salens Ende
De nye Voxlys tænde,
 En Skaal vor Konge god!
Paa Statens lille Spidse
Staaer en Monark tilvisse
Som han paa Naale stod.
Halleh, Halloh, Halleh, Halioh!
Ham styrke Druens Blod!



KARLS VISE.

I
Det blæser og regner og siger: dryp, dryp, dryp!
Roser og yndelige Blommer!
Men jeg i min Kane til Hesten siger: hyp!
Vi faae vel med Tiden lidt Sommer!

II
Paa Himlen er Skyen saa mørkegraa og sort -
Roser og yndelige Blommer!
Men var jeg deroppe, saa pusted jeg den bort,
og Himlen blev blaa som i Sommer!

III
Saa seilede Skibe med lange, røde Flag,
Roser og yndelige Blommer!
Saa kom Folk fra Landet, saa var det ingen Sag;
De troede, som vi, det var Sommer!

IV
Saa kom lille Hanne, og Hendrik med - tys, tys!
Roser og yndelige Blommer!
Saa kom Jomfru Hansen, saa fik jeg et Kys -
Jeg troede bestemt, det var Sommer!

V
Saa sang Madam Heidenheim, hun var nok saa god -
Roser og yndelige Blommer!
 Og rundt om Claveret saa stille vi stod -
Hun sang som en Fugl i Skiærsommer.

VI
Og Moder hun slog da de runde Æg itu,
Roser og yndelige Blommer!
Og laved en Kage saa deilig, som du
Har smagt noget Jordbær i Sommer!

VII
Men førend der kommer Violer og Græs
Roser og yndelige Blommer
Før kommer dog ikke min egen søde Bess
Og Alle, vi venter til Sommer!



W. HOGARTHS SIDSTE MALERIE

Der ligger Tiden sidstegang paa Rumpen,
Dødskrampen knak i Haanden Pibestumpen
Han gav sit sidste Suk, sin Afskedstale
I en Tobakskyes glimrende Finale,
Hans Lee sprang sønder, som en Sæk
Er Ryggen lænet, Vingens Kraft er væk
En Stump af Timeglasset staaer ved Siden
Saaledes ender det med Tiden!
Med matte Hænder skrev han Testamentet
Chaos er ene Arving; ei uventet.
Solguden ligger apoplectisk
Baglænds i Vognen, som med slidte Hjul
Med samt sit Fiirspand, gispende og hectisk
Fra Himlen falder i en gul
Forreven Sky, blandt Gruus og Blokke
Staaer en Ruin af Kirkens gamle Kasse
Hvor længst alt revnet laae den store Klokke
Nu seer for Alvor man hysterisk daane,
Med samt sit skjæve Ansigt, Nattens Maane
Dens Ansigt gjør en underlig Grimasse
Ja, det er reent forbi med Eder
Tllbedte Jordens Herligheder
Der ligger Kronen, som saa tidt blev limet
Og under Dynen Ridderen er besvimet
Og virkelig paa Potten Landets Fyrste
Hans Ordensbaand er viklet om en Børste
Og Feiekostens gamle, skidne Stump
Det visne Træ, det sammenfaldne Slot
 Et sjunkent Skib, Naturens Bankerot!
Den Læst, som var i Livet her saa vigtig
Den Traad, hvormed man syede alt forsigtig
Den tomme Pengepung, det smule Lys,
Hvis Talg forgyldte lidt af Verdens Gys,
Viinflasken, Buen, Flintekolben
Alting forgaaer det mindste som det største
Yertsfauset falder om, der styrter Stolpen
Med Skildtet, hvorpaa Jordens Klump
Afmalt med forudskuende Forstand
Sees blussende, som et Bundt Høe, i Brand.
Det kaldtes viseligen Verdens Ende
Hvad længst sig holder seer man strax derhenne
En Galge og i den en Mand at hænge
Men det vil heller ikke vare længe
Det stolte Skuespil henslængt i Krogen
Exeunt omnes siger Bogen
Saaledes, Hogarth, tegnede du Verden
Som i Begyndelsen mod Enden er den
Det ligner - raabte du - det ligner godt!
Og det, ved denne Sag, er Sagen blot!
Om Alt det andet end er Fuskerie -
Hvad gjør det? Konsten, Alting er forbi
Den nøgne Sandhed, gammel og alvorlig
Vil treffes om den end er styg og daarlig
Jeg kjender ogsaa det Sublime
Og fusker paa det i min sidste Time
See Skjønhedslinien! see Skjønhedspletten
Bi lidt - her fattes kun Paletten
Min egen, knust, i Spalter,
Som snart jeg selv med alle mine Pialter
Der ligger den, sin Glands berøvet
 Blandt andet Skramlede i Støvet
O Hogardt! her paa dette Billed
Er ogsaa vist din Taare trilled
Den trilled tidt, man seer det ikke,
Men gjennem tykke Taareblikke
Som ellers, skjøndt man maler flittigt,
Man maler ikke klart og vittigt.
Din mandige, forvovne Længsel
Slap ud tilsidst af dette Fængsel,
Hvori din Kunsthaand skrev paa Muren
De rædsomme Portraiter af Naturen
Som ingen traf saa ypperlige,
Saa moersomt sanddrue, evig gyselige.


EPIGRAMMER

BOYES DIGTE.

Malm - siges - er i hans Basun:
Mig klinger den bestandig som Cattun.

HAUCHS HELTE.

De Helte paa Cothurner? Pokker!
De gaae jo ei engang paa Sokker.

ØHLENSCHLÆGER.

Gud ham og hans Begeistring skiærme!
Til ham jeg end bestandig haaber;
Thi der er flere Kræfter i hans Bærme,
End i de andres Første-Draaber.

L. HEIBERG.

Al Ære værd er - -s Poetik,
Men intet mod et af hans Frues Blik.

ANDERSEN.

Hans er en grumme flau Maneer
Men yderst yndet, som du seer.


INGEMANS ROMANER.

Tidt saaes blandt Nyrenberger-Varer
Lackeerte Riddere med Skræk,
Men med et saadant Sirups Overtræk
Saaes aldrig forhen Træ-Husarer.

MOLBECH.

Gjenvordighed i Elskovs Sager
Har gjort ham bleg og mager,
Og Hjertets lille Lue
Gik ud engang han nøs af Snue.

CHRISTIAN WINTHER.

Ham - Gud give
Jeg kunde naae i det Naive!

HERTZ.

Ved dennes Dirlili jeg med Tullin istemmed:
Gud! hvilken Citharklang fra en Spædlemmet!

DO.

Ja selv hans Qviddrens Melodi jeg ærer,
Naar han æsthetiserer og belærer.

Men han kan ogsaa gjø og glamme
Hvo skulde tro, det var den samme!


OVERSKOV.

Han fatter for og sætter over -
Der er dog ingen flere Overskover?

GRUNDTVIG.

Apollo rørte dig den Time
Du hørte op at leverrime.

Saaledes peeb de Gamle? Hu!
Saaledes piber man kun nu.

METRIK.

Saadan versificeres? Hør,
Den Ironi er alt for tør.

En saadan Karl og Epigrammer!
Knap Thor kan slaae ham med sin Hammer.

Det var dog et dybsindigt Hum!
Ja, han er ogsaa rædsom dum.

Tag hvis du vil det, tag mit Liv
Men heller end med dit Selskab - med en Kniv.

Den lyseste af sine Sider
Han vender ud som oprømt Grinebider.


Hit
Hans Mage til at passe Sit,
Sin Mad, sit Kort, sin Sengetid, sit Snit
Og du har hittet noget ægte Skidt.

See denne Mands høitidelige Stilling;
Saa taus, saa bleg, saa angst for fire Skilling!

En Bonde paa en Herremand
I vore Tide er ei sært
Det venter man
Som noget simpelt revolutionairt -
Din Amor derimod paa Dandserinden
Det river alt utroligt før af Pinden.

Det var en Hexeragout, som vi fik
En Neglerod af Shakespeare, en Vorte af Tieck,
Et Laar af Buffon, af Schubert en Taa,
Og, for ret at det skulde forslaae
En uskyldig Hjerne hældet ovenpaa.

Du byder os en god Tobak;
Men fugt den ei, skjøndt den er tør,
*
I disse Sneeregioner
der findes Alperoser, Knogler -
 Med Rosenvand og Pølsesnak;
Du er en ussel Parfumeur.

Først var han en Dreng, saa blev han en Laps,
Først drak han en Taar, saa drak han en Snaps
Først sagde han A, saa sagde han B
Først sagde han 2, saa sagde han 3,
Først tænkte han: kryb, saa tænkte han: buk!
Først gav han et Suk, saa gav han et Muk
Først sagde han: dog - saa sagde han: men -
Først lod han sig slaae, saa slog han igjen -
Og for at stige bestandig paa Listen,
Først var han en Jøde, saa blev han en Christen.

Høikam og Laarene af W. Scott
Forstaaer - skjøndt paa sin engelsk noget raat
Hr Bulwer at behandle meget godt.

I Paradiis en Tyrk maa tro sig
Saasnart din Kone aabner Hallen,
Men sendt til Helvede en Christen
Saasnart du bare bukker Skalden.

TIL EN KRITIKER.

Jeg har hørt, at man med Vælde
Dig at føre Pidsken saae;
Ingen negter, du kan smælde,
Men lad see, om du kan slaae.


Sp. Siig, hvad gjorde for sin Føde
Dette Menneske med Faarehjerne?
Sv. Han bar Baand og Stjerne.
Sp. Hvorfor jorde, da han døde,
Saadan! Frøhuus uden Kjerne?
Sv. For at gjøde.

Trommeslag og Klap og Raaben!
Ak, som Ammen for sin Dolk
For sin vrantne Dreng, med Ranglen,
Leger du for voxne Folk.

Conditorer! lis og Kager!
Ja det er ei overflødigt
Til Avisen til det Bittre
Har man just det Søde nødig.


TIL HERMAN TIMM.

--- den 22de Febr 1834.

Kjære Herman! At forlængst jeg ikke skrev, var slemt,
Men tro blot ikke derfor, jeg har glemt
Dig og dit Venskab - Julen
Erindred mig især derom,
Og tidt dit Billed kom
Til mig, til os, i Vinterhulen.
Det var en Onsdagaften - ja!
Med Konen under Armen, Dig ved Siden,
Gik jeg, og var lyksalig hele Tiden,
Til det Comediehuus igjen,
Hvor jeg saa ofte før var ilet hen -
Du var den barnligglade Ven -
Paa Kongens Nytorv saae
Jeg atter Himlen som i gamle Dage blaa
Og med den nyligtændte Aftenstjerne paa -
O kjære Timm, hvor var du da,
Som altid, saa tjenstfærdig,
Saa ivrig i Dit Venskab, for at finde
Plads i det store Huus til mig og Qvinde,
Saa redebon, saa hurtig, saa elskværdig -
Saa vist vi troede, snart at sees igjen -
Du gav mig Haanden - men
Det blev ei som vi haabed - Dampen
Drev Skibet uden Ophold bort;
Mod Døden kæmped jeg forgjæves Kampen;
Min Reises Fryd var kort;
 Jeg havde en, jeg elskte, at begrave -
Og hjemme vlnkte mig rnit Huus, min Have,
Min Kone, mine Børn, Guds søde Gave,
Alt det, som. gjør mig til en Slave!
Ja, Ven! i Vintrens Mulm, i Taagen -
Naar Øinene var træt af Bogen -
Stod Tiden for mig af sin Grav,
Og Scener - ak,
Fra Drengealdren af, fra Tiden,
Da vi var smaae,

/: Du var bestandig høi, skjøndt du var liden :/
I mit Erindrings-Dyb jeg saae.
Vi sad i Skolen, sang,
Og læste Religion med Tang.
Jeg seer endnu den lille Holsteins Næse løbe
Og usædvanlig store Lys at støbe;
Jeg seer i Protokollen, o hvor gjerne,
Ug for mig, for Dig ug med Stjerne.
Jeg seer med Saxen Dig Papiret kløve
Og skabe - ogsaa fast af intet - Mænd;
Du dypper kun Din Pen,
Saa har de Mund og Blik og alt hvad de behøve.
Du fulgte med mig stundom op ad Trappen
Til Jfr. Møller, til den gamle Mø med Kappen,
Med Taffeluhret og med Silkekjolen,
Med Biblen paa sit Skjød i Lænestolen.
Og siden,
Da der var gaaet nogle Aar af Tiden,
Vi havde beggeto den Ære
At være Militaire;
Det samled os igjen -
Vi var ei Kamerater blot - jomænd:
 Vi var Hinandens Ven,
Og blev det, meer og mere, længerhen.
Hvor elskte vi dog begge Øhlenschlæger!
Hvor var vi dog beruste af hans Digterbæger!
O, havde han dog ikke skrevet dette
Forskrækkelige, - -
Tilgiv, jeg taler djærvt og drøit,
Just, for jeg elsker ham saa høit!
Jeg skrev forledendag et Epigram
- Her har Du det - om ham:

Gud denne Digtersjæl beskjærme!
En Ruus af ham endnu jeg haaber;
Thi der er flere Kræfter i hans Bærme,
End i de andres Første-Draaber.

Ak, hils ham fra mig, og fortæl:
Den underlige Trængen
Til Poesie, som tidt bespændte Drengen,
Er ikke væk endnu, men gaaer med Tiden vel.

Jeg vilde skrive meer forresten,
Hvis ei jeg frygted, næsten
Alt med min Pens Koldblodighed
At have myrdet langtsomt din Taalmodighed.
Jeg iler derfor med at sige,
At jeg og Caroline, hendes lille Pige,
Samt Carl og Emma ere vel for Tiden,
Skjøndt det er ikke længesiden
At der i Huset var en stor Forvirring.
Men skal jeg Dig forklare
 Hvordan Gud hjalp mig ud af denne Fare,
Skeer det ei uden etslags Væsen,
En egen Sort af Pirring
I Øiekrogene, der strækker sig til Næsen,
Og tidt faaer Sphæroider
Af vandklar Vædske til at falde
Sentimentalsk paa begge Sider
Af Smiiebaandet paa en Grinebider.
/: Hysteriske det Glædestaarer kalde :/.
Jeg springer derfor over denne Skræk,
Samt alt, hvad deraf flød og flyder, væk.
Hvis jeg har glemt, Dig for dit sidste Brev at takke,
Jeg gjør det nu, erindret ved en Pakke,
Hvori jeg er saa fri, at sende Dig en Frakke,
En grøn, om ikke kjøn, til Harald Spenglersøn,
Ifølge derom anbragt Bøn. -
/: I Grunden bad han kun, til Laansom 6 Rdaler,
Men dermed knapt man en great coat betaler,
Selv om man, som han skriver, fik den snuset
Op ved Auction paa Assistence-Huset :/.
Som et Appendix er jeg end saa fri,
At lade følge et par Buxer, gris en gris,
Om ei med andet, dog med Buxelommer i.
no Dernæst, af hvad man kalder Veste,
En brun, cholerisk, ei den allerbedste,
Men en, som man bør give til sin Næste.
Omtalte siger i det Brev,
Ved denne Leilighed han skrev,
ns At Du har loved ham, at tage
Mod disse Ting - Vil du da, Kjære, drage
 Velvillig omsorg for, at de kan komme,
Ei som de 6 Rdl i hans Lomme,
Men som en Informatordragt, fra Toppen
Til Taaen, ham, den Trængende, paa Kroppen?
I øvrigt skriver han mig, Du,
Om sit og sines noget nu,
Men flygtigt, uden Sammenhæng;
Han burde røre mere denne Streng.
Hvis Du kan virke paa ham, øv det Værk!
Han var en underlig, forløben Dreng,
Ifleng ubændig og behændig,
Bestandig fattig og elendig -
Brug Din Indflydelse, og brug den stærk.
Du vilde gjøre mig et Venskabsstykke, Ven,
Hvis Du engang gik hen
Og saae hvordan det egentligen sammenhængte
Med ham og hans, hvormeget og hvortil de trængte.
Sug til ham, han kan frit
Tilskrive mig, og som han vil, saa tidt.

Du veed vel, at min Broder
Har Uheld med de første Poder?
Togange var hans Petra Moder,
Men Onkel ei endnu hans Broder.

Du taler sødt om mine Silhouetter,
Men det er Skygger kun af Folks Casketter,


Blækklatter, som Recipe-Pennen sprætter -
Ak Gud! hvor langt fra Musens Skjønhedspletter!

Og vil Du, at jeg skal Din Skygge,
Omridset af Dit Væsen,
Af Panden, Hagen, hele Næsen,
Med Digtersaxen i Papiret trykke,
Saa maa til Sommer i mit Huus du bygge;
Vi vente Dig med Foraarsvarme,
o Med aabne Døre, og med aabne Arme.

Hils alle Venner, som min lille Stue
Tidt samlede omkring en sparsom Lue!
/: Ak! ogsaa Du de fleste af dem savner;
Thi de er spredte ad som Avner. :/
Hils Rothe, ham, den muntre Sjælehyrde,
Den Høiærværdige
Og dog /: tilgiv mit Dog :/ den saa elskværdige,
Poetiske,
Der hopper - den Letfærdige! -
Og dandser med en Embedsbyrde,
Der vilde, deelt blandt flere, strække til
At gjøre en syv, otte, om Du vil,
Af Hverdags-Præster yderst gravitetiske.
Hans Aand, en evig Yngling selv, er det Reale
Til, hvad om Engle man har drømt, det Ideale.

Jeg glemmer ikke Hornsyld, glemmer ikke
Hans Engle-Frue, fromme Datter Mikke.
 Hvergang han gjæsted os, vor By,
Mig var han som en Tordensky,
En hellig, svævende fra Siranden,
Den sorte Dragt, de hvide Haar om Hueranden,
Den store Runeskrift paa Panden,
I Øiet Lyn, og i hans Barm
Den dundrende, høitidelige Larm!
Hils ham, og tak for Bogen -
Hans Blus i Bibeltaagen.

Hvor blev Dit Nyn om Ham, som smiler -
Jeg tør ei sige leer - til Davids Lallen,
Saavelsom til hvert Pip af Skjalden,
o Der siden prøved Sang i Kirkehallen?
Jeg vil af Galdeblæren vadske Galden,
Jeg vil Kritikkens Bræmse søndertræde,
Kun Venskabs travle Bi skal trænge
Til Nectarskaalen, sig ved Sødmen glæde
Og drømmende paa Bladet hænge -
Jeg faaer det! ja! jeg faaer din Bog, du smiler -
Levvel! Din mest hengivne blandt Emiler.


DIN FØLELSE ER ASKE

"Din Følelse er Aske,
Med ingen Gnister i,
Og din Forstand en Maske
Af schofel Ironi -"

Jeg veed det nok, det er den,
Og du har Ret deri;
Det er min hele Verden -
Ak, at den var forbi!


RESIGNATION.

I
Hvad skal den grønne Kuppels,
De gyldne Straahalms Vippen?
Og disse tusind Fugles
Evindelige Pippen?

II
Og denne Himmelrunddeels
Noksombekjendte Flamme?
Og dette Stjernemynster -
Igaar, idag det samme?

III
Og disse Skyer, som drive,
Og disse Gjæs, som sværme,
Og denne Glut, som syer
Saa flittigt paa sit Ærme -

IV
Og denne Dreng, som læser
I Sengen, neppe vaagen,
Og sluger lærelysten
Alt Sort paa Hvidt i Bogen

V
Drøvtyggeriet over
Hvad Mennesker har øvet,
Hvad de fra Arilds Tider
Har myrdet og har røvet -



VI
Og hvilke gale Tanker
I gammel Skrift kan søges,
Og hvordan de, om muligt,
Med nye kan forøges -

VII
Hvad skal det Alt tilhobe?
Hvad vil de Dyr, som raabe
Fra Græsningen mod Himlen?
Og Sjælene, som haabe?

VIII
Gud veed det. Jeg har grubiet
I sin Tid nok derover.
Nu lægger jeg mig heller
I Skyggen hen og sover.



HVORHEN, MIN UNGE FRUE

I
Hvorhen, min unge Frue?
Tyk Morgentaagen ligger
Om alle Promenader
Og glimrende Boutiker.

II
Og under Silkehatten
Saa streng en Alvor skues,
Som vilde du ved Smiilet,
Var det paa Læben, blues?

III
Hvad trykker denne Tærne,
Som følger dig, til Barmen?
Hvad for en kostbar Byrde,
I Shawler svøbt, paa Armen?

IV
Det er min Søn, den spæde,
Jeg bar paa ham med Smerte
Dengang hans Fader rev sig
Begeistret fra mit Hjerte.

V
Og fødte ham fortvivlet
Den Time, da jeg hørte
Til Fængslet man hans Fader,
Saaret, i Lænker, førte.



VI
Seer du Castellets Mure?
De grønne Bastioner?
og mellem Kuglestabler
De rolige Kanoner?

VII
Imorgen, naar det dages
I disse øde Gader,
Saa lyder Sørgetrommen,
Saa skyder man hans Fader.

VIII
Imorgen, naar det dages,
Saa hvirvler Russens Tromme,
Saa knalder deres Bøsser,
Saa er hans Timer omme

IX
De vilde ei, Sabinski
Tillade dig at skue
Din lille Dreng, din Anton,
Og din forgrædte Frue.

X
Men deres onde Trudsler
Kan ei mit Mod forskrække
Paa denne Rand af Volden
Kan Fangen see os begge

XI
Han seer os! ja han seer os!
Han ud af Gittret svinger
 Til Tegn det hvide Klæde -
O, at vi havde Vinger

XII
Kom giv mig Drengen, Amme!
Tag Huen af ham skynd dig.
O hvor hans lille Hoved
I Solen skinner yndig

XIII
See her din Søn, Sabinski
Som jeg har født med Smerte
En Arving til din Adel
Din Tapperhed, dit Hjerte

XIV
Om Flygtling end paa Jorden
Han løfte skal mod Solen
Det gamle Frihedsbanner,
Sablen og Pistolen.

XV
Hør hvad en Moder beder
Hvis Hjerte snart vil briste
Kast dine Øine paa ham
For førstegang og sidste.

XVI
Kast dine Øine paa ham,
Med Kraften og med Evnen,
Som Døden kun kan give,
Og vie ham ind til Hævnen.



XVII
Med disse Ord gav Damen
Sit Barn til Ammen atter -
Kun af en Skildvagt hørtes
En raa, barbarisk Latter.



HULDSKAB OG TROSKAB.

Der var kun To paa denne Jord,
Som var ung Jørgen tilpas;
Det var hans gamle Bedstemoer,
Og saa hans Hund, Kyrads.

Hun gav ham, hvad han peged paa,
Og talte aldrig haardt;
Hun klappede hans hvide Kind,
Naar andre stødte ham bort.

Og da det gik ung Jørgen imod,
Saa deel te hun hans Nød;
Og da det gik ham altfor skjævt,
Tog hun derover sin Død.

Og Hunden kom og slikked hans Haand,
Naar han fortvivlet græd,
Og da han sprang fra Langebro,
Saa sprang hans Kyrads med.

O, finder man paa denne Jord,
Førend man skilles ad,
Et Par, som er en huld og tro,
Saa kan man være glad.

SOMMERFUGLE JEG ELSKER AT FANGE ET ENESTE MISGREB

Sommerfugle jeg elsker at fange et eneste Misgreb
Og det flygtige Støvs glimrende Farver forgaaer.
Slanger jeg elsker at gribe, tæmme, og vikle om Armen

Et uændset Minut - Giften og Døden er viss.
Elskovs Hemmeligheder, de sødeste, elsker jeg gjemme
Blot et Ord, blot et Blik, saa er det Hele forspildt.


BESVÆRGELSEN.

I
Det var en Tryllegrotte
Dit eensomstllle Kammer;
I Midnatstimen tændte
Du Themaskinens Flammer.

II
Omkring Din Nakke bugted
Sig Haaret, brunt som Snogen;
Din Kind var bleg; Du læste
Et fremmed Sprog af Bogen.

III
Hvad var Din gamle Tante,
Som nikked ud paa Natten,
I Lænestolens Puder,
Andet end Marekatten?

IV
Da lod Du Bogen synke -
Med selsornt Blik Du stirred
Et Navn Du sagte mumled,
Utydeligt, forvirret.

V
Damp steg af Tryllekjedlen -
Et Bjef - en Banken hørtes
Og i den mørke Baggrund
Dørteppets Folder rørtes.



VI
Paa Væggens Blomsttapeter
Der faldt en Skygge - Aanden,
Du havde kaldet, var der -
Var virkelig forhaanden.

VII
Jeg holdt mig til Contracten;
Dit Brev, det lille, søde,
Hvis røde Skrifttræk bød mig
I Aftentimen møde.

VIII
Du strakte Armen mod mig,
Du Dine Krandse tegned;
Bliv der, og ikke længer!
Meer rødmed Du, end blegned.

IX
Jeg trængte over Grændsen -
Der var ei Formler flere.
Det var en Tryllegrotte -
Jeg kan ei huske mere.



BESVÆRGELSEN

I
Jeg hørte det med Gysen:
Du var en Hex - fortjente
For dine Hexekonster,
At du paa Baalet brændte.

II
Musikkens søde Tummel,
Din Stemmes Klang og Fylde -
En Røst som tusind Aanders -
Hvem kunde du det skylde -

III
Dit Blik, saa sort, som Natten
Som Dagen hedt - hvem anden
Dit Ansigt, næsten afgjort
Guddommeligt - end Fanden?

IV
Det var beviist, desværre:
Hvordan Du i dit Kammer
Har Aanderne besvoret
Eensom, ved Lampens Flammer.

V
Fra Nakken faldt vellystig
Fletningen ned, som Snogen;
Din Kind var hvid; foran dig
Opslaaet hviilte Bogen.



VI
Du støttede din Pande
Mørkt grublende til Armen
Du vendte langsomt Bladet
Og løste op for Barmen

VII
Hvad var din gamle Tante,
Som nikked, ud paa Natten
I Lænestolens Puder,
Andet, end Marekatten?

VIII
Hun rakte sig og strakte,
Hun gabed høit - forvoven
Kjærtegned du Uhyret -
Begav sig til Alkoven.

IX
Du snoete om din Finger
Krøllernes Ring - I Speilet
Faldt dine Blik - o Intet
I Trylleriet feiled!

X
Nu kommer dog det Værste!
Du læste høit af Bogen -
Du stirred hen i Luften,
Som om du vented nogen.

XI
En Ugle skreg i Haven,
Et Glam af Hunden hørtes -
 Og i den mørke Baggrund
Dørteppets Folder rørtes.

XII
Paa Væggens Blomsttapeter
En Skygge saaes - af Aanden,
Du havde kaldet, Skyggen
Var virkelig forhaanden.

XIII
Du tegned dine Kredse,
Du dine Arme strakte;
Du læste dine Formler
Som Geisten skulde agte.

XIV
Men Aanden var balstyrig -
Den trodsed Formularen -
Man kunde see paa Skyggen,
Bestandig voxte Faren.

XV
Den greb dig, Ulyksalige,
Om Livet i sin Vildhed -
Dog intet Angstraab hørtes
I Nattens dybe Stilhed.

XVI
Men det blev mørkt - Bælgmørke
Og Midnatsklokken dirred -
Forgjæves fra sin Rude
Gjenboens Datter stirred.



XVII
Først Klokken fire saae hun,
Da Taagerne sig hæved,
En Skikkelse, en rædsom,
Som fra din Tærskel svæved.



DE SØEBLAAE BLIK.

I
Hun saae paa mig, og hendes Blik
Ligned en Indsøe blaa -
Voverne kom og Voverne gik,
I Dybet en Himmel laae.

II
En Himmel, som lokked med Magt, med Magt,
Som rev Beskueren hen,
En Afgrund med alle Stjernernes Pragt,
Som ei slap sit Bytte igjen.

III
Som viste en fristende Verden frem,
Ætherisk og kjølig og klar,
Et drømmerisk svævende Englehjem,
Alt under det bølgende Glar.

IV
Som lovede Alt, hvad loves kan,
Hvad Hjertet stunder til,
Hvad Haffruen loved Min Fiskermand
Ved Bølgernes falske Spil.

V
Jeg maatte, jeg maatte i Bølgerne døe -
Jeg slugte de smægtende Blik,
Og snart begrov mig den bølgende Søe,
Min Sands og min Samling forgik.



VI
Hun smulte dertil, med rolige Blik,
Som i Maaneskin smiler et Hav,
Hue ændsede ei, at en Sjæl forgik,
Og at hendes Blik var en Grav.



EN NORDAMERIKANER, HOBSON HEED HAN

I
En Nordamerikaner, Hobson heed han,
Gik hjem en Aften gjennem Skovens Tykning
Af Rheumatisme vel en Smule leed han
Men var forresten stærk, en Kæmpebygning
Træt af sin Vandring sig paa Græsset smed han
l Steenahornens vidtudbredte Skygning
Lidt ærgerlig, fordi hans Haab var skuffet
Og Qvien, som han søgte, ikke truffet

II
Da blev han vaer en Hanbjørn, som forslagen
Nedklattrede af Træets anden Side
En stor, fast havde aldrig han seet Magen,
Mens Labberne af Bark og Blade slide
Med Snuden endnu sød af Honningkagen
Lod han sig langsomt ned af Stammen glide
Og Hobson har, til Dyrets Skald at splintre
Ei nogen Knippel, Riffel endnu mindre

III
Og til i Selskab fredelig at vandre
Den samme Vei et Stykke gjennem Skoven
Var de for fremmede dog for hverandre
Skjøndt Mester Brun lod til at være doven
Og mættet, vidste Hobson dog af andre
At Ensomhed og Styrke gjør forvoven
Greb derfor rask, før Bjørnen viste Tænder
Om begge Lapperne med sine Hænder



IV
Der stod de beggeto, en sælsom Gruppe
Omslyngende den tykke Ahornstamme
Forgjæves søgte Bjørnen sig fra Stedet skuppe
Forgjæves gnistrer Øiet som en Flamme
Bagkloen sønderriver Mus og Stubbe -
I Hobsons Arme Senerne sig stramme
Han slipper el, - han veed det gjelder Livet
Han holder fast - Jernkræfter er ham givet

V
Hans Haab staar til hans Nabo, Joseph Sleeper
Hvis Mark af denne Skovens Kant berøres
Men meer og mere falme Solens Striber
Skjøndt milevidt hans Raab om Hjelp maa høres
Echoet hvert Holla ironisk griber
Som af hans Strube tordnende fremføres
Og hundred Stemmer kappes med den ene,
Mens Natten sortner om de tykke Grene.



FORTVIVLELSE.

Du er Gudinden som hun svæver
I sine gyldne Himles Ly,
Hvem Cherubimer og Serapher
Paa Hænder bære i en Sky.

Jeg er den sorte, faldne Dæmon,
Fra Lysets Engle-Hjem forstødt,
Fordømt til Qvalerne i Dybet,
Hvor Baalet brænder evigrødt

Min Latter skingrer over dette
Modsætningens uhyre Gab: -
Kan du engang iføres Kjødet
Og jeg en dydig Egenskab?

Jeg vælter mig i mine Flammer,
Og har det - saavidt - ganske godt
Jeg har endnu min gamle Latter
Min Djævlefrækhed, og min Spot.


PAA MASKERADEN

I
Ved alle Tisler, alle sorte Slanger!
Jeg elsker dig, skjøndt du er grim og styg;
Det Ideal, min barske Sjæl forlanger,
Er i din Pukkel og din skjæve Ryg.

II
Jeg er en Røver, vild af Bakkenbarter;
Paa min Pistol er Hanen altid spændt;
Knipskhed og Dyd er mine Contraparter.
Og med et Smuthul er vi begge tjent.

III
Ved alle Tudser, alle Skovens Knaster!
Jeg elsker Vorten paa din Næsetip,
Jeg elsker Øiet med det sorte Plaster,
Og giver ei paa Knokkelhaanden Slip.

IV
Før mig derind, hvor dine Potter koge,
Hvor Marrekatten slikker paa sin Klo!
Ved alle Edderkoppe, alle Snoge!
Som i et lille Helved skal vi boe.

V
Ei for din Negl, din Tøffelhæl, jeg gruer,
Og ikke for din Tunges hede Gift -
Jeg vil derind, hvor Lampen blaalig luer
At tyde dine Rynkers Runeskrift!



VI
Der vil jeg i din Grimhed mig forgabe
Som sund Fornuft i det Urimelige
Og der det lange Hexekys vil skabe
Mig Evigheden i det Timelige.



HEMISPHÆRERNE.

Den Himmel, jeg har henrykt kaaret,
Som Jordens, er i Kugler skaaret;
Men de er blændende, ei blaa,
Kun med en svag, en blaallg Aare paa.
De har ei Sol, men vel en Kreds af Rødme,
Der straaler Liv og sprudler Sødme;
Dem ingen Astronom betragter nøie,
Men vel min Drengs det brune Øie.
De dækkes stundom af en Sky,
Snart heelt, snart halvt - men den maa fly.
For Storme har de intet Rum,
Skjøndt bølgende som Havets Skum.
Lynglimt man øiner ikke der -
Kun af mit Kys et Rosenskjær.
Ei Stjerner har de for en natlig Vanker,
Men vel et Hjerte indenfor, som banker,
Og som, naar Alt er Mulm, veileder
Den tro og elskende Tilbeder.


FANGEN OG FANGEVOGTEREN.

FANGEN.
Grønne, fine Græs paa Muren,
I, som svale hid og did,
Hvor I minde om Naturen
I min lykkelige Tid!

FANGEVOGTEREN
Væk med alt det Græs af Muren!
Skynd jer noget, een, to, tre! -
Gamle Skurk, ei meer Naturen,
Steen og Stænger skal du see.



DER ER EN SJÆL I DENNE ALBU

Der er en Sjæl i denne Albu
Gudindekraft i dette Knæ
Selv Trykket af din lille Finger
Kan skabe Digtere af Fæ

Kort sagt, der er i dine Lemmers
Bevægelige Harmonie
I hver din Stilling er en Verden
Af Billedkunst og Poesie

Men ogsaa som paa Billedstøtten
Og paa et yndigt Maleri
Er Læberne bestandig stumme. -
O gjør dem dog lidt mere frie.

Der kunde komme fra Din Læbe
Et Ord, et Ja - En Vellyd blot
Der overgaaer alt hvad i Verden
Poeter kalde skjønt og godt.


DER ER EN TROLDDOM PAA DIN LÆBE

Der er en Trolddom paa Din Læbe,
Der er en Afgrund i Dit Blik,
Der er i Lyden af din Stemme
En Drøms ætheriske Musik -

Der er en Klarhed paa Din Pande,
Der er et Mørke i Dit Haar,
Der er en Strøm af Blomster-Aande
Omkring Dig hvor Du staaer og gaaer

Der er i Dine Lemmers Holdning
Og deres Form en Harmonie,
Der er i Taaren, som Du fælder,
Og i Dit Smiil en Poesie -

Og i Dit Inderste en Verden
En sværmerisk chaotisk Vaar
Som jeg umulig kan forglemme,
Som jeg tilbeder og forstaaer.


DET VAR DEN HØIE, HEDE DAG

Det var den høie, hede Dag:
Jeg vandred i en Ørk; som Vand,
Der krølles af et Aareslag,
Løb rislende omkring min Fod
Det letbevægelige Flyvesand -
Kun hist og her en Palme lod
I det uendelige Blaa
Sin Fjerbusk veie; søvnig saae
Jeg Caravanen drage hen -
Forbrændt af Solen, blændet, sløv,
Hensank jeg i det varme Støv -
Umulig jeg beskrive veed
Det Øde og den Kedsomhed,
Jeg følte, nærved at forgaae
Som et halvvissent Straa.
Jeg vilde reise mig, men sank igjen -
Besindelsen svandt næsten bort,
Da i det samme jeg fornam som noget Haardt
Ved Siden af mig, som en lille Stump
I Sandets Dynge - greb, og fandt en graahvid Klump.
Jeg løfted den - en Skorpe, sprød,
Som under mine Hænders Tryk
I fine løse Sandskorn flød,
Gav efter, viste mig et Been,
En Hofte, nydelig, skjøndt Steen,
Og, alabasterbleg, en Ryg
 - hvad jeg høistforundret saae -
To sammenlagte Vinger paa,
To lange, fine, spæde, smaa.
Og da jeg pusted Sandet væk,
Som skjulte Nakken, skued ret
Omridsene af Hovedet,
De sælsomklare Ansigtstræk -
Mit Hjerte slog - vel var det Steen,
En Barneskabning - men saa reen,
Saa levende har ingen Haand
Af Marmor meislet Skjønhed ud.
Det var et Liv, det var en Aand,
Som gjennemtrængtes her af Steen -
En pludselig Idee jeg fik,
Det var mig tydeligt, som sagt,
Det faldt som Skjæl fra mine Blik -
Det var ei Steen, ved Konstens Bliv
Vakt til et koldt, udvortes Liv -
Nei, nei! det er en Petrefakt,
Forstening, Litholith - o Gud!
Men fra en længstforsvunden Tid,
En Old, guddommelig og blid,
Da endnu Himlens Afkom hang
I Palmetræerne og sang,
Og vugged sig paa Liliens Stengel -
Ja, det er en forstenet Engel!

De Følelser, hvormed jeg gik
Afsides til en eensom Plet,
Og neppe vilde troe mit Blik,
Snart gjemte, snart tog atter fat
Min ubetalelige Skat,
 Mig mere værd og mere huld
End Havets Perler, Indiens Guld -
Q Alt, hvad jeg følte ved at see
Betragte og beundre ret
Den sjældne, søde Litholith,
Det lille Skjønhedsunderværk,
De fine Lemmers Liliesnee
Med Spor af Himlen i maaskee -
Og tænke mig, at det var mit -
Den Ruus i Hoved og i Bryst,
Bedøvende som stærk,
Ved Tanken om: nu, naar du vil,
Godtgjør du, der er Engle til -
Der vare, om just ikke ere -
Om Englene en lærd Kritik,
En Disputats - o tænk min Ære!
Hvad det vil give for et Blik,
Hvad det vil give for et Hold,
Hvad det vil kaste for en Straale
Paa Troens ridderlige Skjold -
Min Fryd kan Ingen maale -
Den Stolthed, det Virvar af Lyst
Kan Ingen forestille sig,
Der ei var lykkelig som jeg.

Men - Morgendæmringen forsvandt -
Den virkelige Sol oprandt -
Jeg ledte med forundret Blik
Om Bjergene, som imod Himlen gik,
Om Cactusblomsten, om det varme Sand
Jeg saae kun Skyen i mit Fædreland,
 Mit Vindue, de store Ruder
Min Seng, mit Bord, de hvide Puder,
Min Siaabrok ophængt paa et Søm,
Jeg hørte Taffeluhret pikke
- Jeg vaagnede - jeg drømte ikke.

TIL C. R. der havde foræret mig en himmelblaa, med Guld

og Perler broderet Pung
Skjøndt med Begelstring jeg har nu i Lommen,
Om ei en Tryllepung, dog en fortryllende,
Saa kan jeg ei fuldkommen
Paa dette Blad, saa gjerne som jeg vilde,
s Dens hulde Giverinde hyldende,
Min Tak i Skjønhedslinier fremstille.
Hvad er en Bunke Digte, hvad er Sproget,
Hvordan man saa det ender eller vender
Hvad er det ynkelige Sort paa Hvidt for Noget,
Imod et Værk med Gratiernes Stempel,
Udført af Damehænder?
Mod denne Pung her for Exempel?
Et saadant Blaat, hvor Stjerner spille,
Som sig saa ubetydeligt fra Himlens skille,
En Form, indtagende som Alt,
Hvis Storhed just er, at den er saa lille,
En saadan Blomstgestalt,
Til Gjengjæld ene værd at bringe,
Kan jeg af Poesiens Halm ei tvinge.
Tag derfor denne Stræben,
Elskværdige, istedetfor den fulde
Og muntre Følelse, som skulde,
Men neppe halvt kan komme, over Læben.


TAG DETTE KYS, OG TUSIND TIL, DU

Tag dette Kys, og tusind til, du Søde,
Lad Øiet tale frit, Amor indskrænker
Kun Stemmens plumpe Sprog; og i hans Lænker
Er Kys, omfavnelser ei nogen Brøde.

Jo tiere sig vore Læber møde,
Jo meer beruust paa ingenting jeg tænker.
Min Prosa jeg til Cancelliet skjænker
Og saa kan Rum og Vers elskværdigst gløde.

Vel føler jeg, for Elskovsild tilfalde
Er Formen, skal den være reen og plastisk
Kun den, som dine Arme aabner, Hulde

Men for min Tænksomhed et Net jeg fletter
For mine Viisdomsuk, et ret elastisk,
Og dog et smukt og snevert, i Sonetter.


EN DEILIG AFTEN. STILLE, SØLVKLART VANDET

En deilig Aften. Stille, sølvklart Vandet.
Vi roede langtsomt hen, i Lundens Skygge.
Søemaager fløi forbi os venligt trygge
Og hilste os som Folk, der kom fra Landet.

En Sværm Meduser steeg og sank i Vandet.
Men jeg var ør af Kjærlighed og Lykke.
Jeg kunde hende kun i Haanden trykke,
Og vidste ei, og tænkte ei paa andet.

Da hvidsked hun: see Skyerne du Søde,
See Skoven, Søen, fjerne Bjerge drikke
Den sidste Glands, glødende purpurrøde

Tilgiv Natur, jeg saae det dengang ikke.
Isauras Kinder saa livsaligt gløde -
Tilgiv - jeg ændsed ei din Aftenrøde!


ENTHUSIASME

O, jeg ændser ei mit Danmarks
Flade Former, plumpe Grønhed
Hvor du vandrer om, Veninde
Er et Ginlstan af Skjønhed.

Hvad er Alpesneens Hvidhed
Fuld af Sænkninger og Kupler
Mod Din Arms, din Skulders Runding
For en henrykt, eensom Grubler!

I din Haarvæxt hvilken Fylde!
Tal mig ei om Skovens Ranker!
Ved at løse disse Knuder
Føl hvordan mit Hjerte banker!

Paa din Læbe hvilken Rødme!
Hvilke Roser! - Hvo der saae dem,
Om en Afgrund end sig aabned,
Vover Livet for at naae dem.


HVILKE SPALTNINGER OG RIDSER

Hvilke Spaltninger og Ridser;
Hvilken Slangelinie ender
Disse Strækninger og Spidser,
Denne Albu, disse Hænder!

Hvilke Tinter til at male!
Hvilke Rundinger og Kupler,
Hvilke Høider, hvilke Dale,
Skabte for en eensom Grubler!


LAVINEN.

Langsmed Armene det bløde
Skjære Snelag - o vær varlig!
Hver Berørelse, den mindste,
Hver Bevægelse er farlig.

I sit blide Fald det synes
Som om det bestandig ruller,
Som om gled det mig imøde -
O, den altfor runde Skulder!


HVILKE ÆTHERREGIONER

Hvilke Ætherregioner!

Hvilke Alperoser! - Himmel,
Hvilken Flora! - Ør og svimmel,
Veed jeg, vil enhver, der saae den,
Vove Livet for at naae den.

Hvor Naturen er saa mægtig,
Er saa blomstrende og prægtig,
Maa man see sig om og dvæle,
Maa man ufrivillig knæle.


FREMAD!

"O, hvem der var et lille Noer igjen,
"Og kunde glæde sig ved Ammens Fingre,
"Og havde i hvert Græsstraa sig en Ven,
"Og kunde høit med Trætrompeten skingre!"

"Og sad igjen som Dreng paa Gyngehesten,
"Og havde fat paa Trommen, raabte Bu,
"Og fletted Bedstefaders Haarpidsk næsten
"Henrykt som disse gyldne Lokker nu!"

"Min hele Vellyst var dengang en Kage,
"En Skolemester fik mig til at lee -
"O, havde jeg igjen de gamle Dage,


TIL .....
*

Hvor gjerne jeg endogsaa vil
Elskværdige, Dem skrive til
Hvormeget end, jeg føler, noget
Som Sjælen med Beundring fylder
Maa ogsaa kunne give Sproget
Den Runding, man en Gratie skylder,
Hvormeget Tanken end fortryller,
At det Papiir, hvorpaa jeg sender
De svage Aftryk, sort paa hvidt
Af hvad mit Hjerte følte tit
At det, som mellem muntre Venner
Skal hvile sødt i Dine Hænder -
At hvad jeg eensom, ved mit Lys
En sildig Aften, medens Resten
Af Verden sov saagodtsom, næsten
Fra Musen stjal mig som et Kys
At det, et Øieblik, med Dvælen
Imedens Du at læse stræber
Vil sysselsætte Dine Læber
Og fare - om ei ind og ud
Af Himlen som et Stjerneskud
Saa dog forbi og tæt ved Sjælen
Og at min Billet maaskee med Tiden
I Deres Minders Gravcapell
Skal hvile med en Blomst ved Siden.
Jeg kan ei tænke mig det Held
Mig sjælden Skjæbnens Lune gotter
 At De engang en Aften vel
Vil bruge det til Papillotter
Hvormeget alt det end fortryller
Og mig med Skrivelyst opfylder
Saa gjerne som jeg altsaa vil
Tør jeg Dig neppe skrive til
Der hører jo langtmere til
Det skulde være hvad det ei kan være
En Times Trøst mod Mangelen af Hans
Hans Breve, frem for alt Dem kjære
En Elskers, Deres Christians
Om nogentid sandsynlig Mands.
Hvis Pen, af alle hertillands
Som kradse væk paa Poesien,
Har ikkun skrevet Skjønskrift i'en.
Han, skjøndt alt længe vant at bære
Hvad Musen gav, en Blomsterkrands
I Deres Arme dog har maattet lære
At det er sødere at være
I Blomster-Bægret selv, som Bien.
Forgjæves var at stræbe efter
Med ham at maale mig i Kræfter
Poetiske og tonefulde
Som i et Digt til Dem de skulde
Og burde være, Hulde
Jeg er mod ham jo kun hvad Fisken
Er mod en Haffru, hvad en Sidsken
Der qvidder med det gule Næb
Et grønt, umodent Flæb
Er mod en Fugl, som Nattergalen,
Hvis Røst romantiserer Dalen
Kortsagt, jeg er hvad Underskrevne
 For mange Aar med Rub og Stub
I Prosaen tilbageblevne
Lollandske Docter Aarestrup
Er mod en kjøbenhavnsk Poet,
Der med sin lette Fuldblodsmuse
Som vi med Glæde tidt har seet,
Til Maalet seirende kan bruse.
Og meer end Digtersavnet selv, end mere
Maa mig en anden Ting genere
Og næsten gjøre reent umuligt
Endogsaa mindste Træk at copiere,
Der kunne synes noget duligt
At bringe Dem til at forglemme
Min Røst, og drømme Winthers Stemme,
Den Mangel, som, i hvad jeg gjør, maa trykke,
Det Savn, af hvad udgjør C. Winthers Lykke,
Forliebelsens, Gjenelskovs Lyst,
Som gjør saa smeltende en Røst,
Saa øm en tro Correspondent -
En Følelse, som vel er hændt,
At jeg i Fordumstid har kjendt -
Et Savn af den maa vistnok gjøre
Brev og Forfatter lige tøre
Men - ikkedestomindre - lidt, som fylder
Den tomme Luftballon af Ord
Og løfter noget den fra Jord,
Lidt Gas, lidt Geist, som hæver
Og mig igjennem Sjælen bæver, -
Udstrømmet af det skjønne Blik,
Enhver, som De det under, fik
Det vil, om muligt, ogsaa trænge
I disse Linier og bringe,
 Om ei Ballonen til at svinge,
Saa dog til trods for Massen
Af Doctoren med Lirekassen
Den til at løfte sig og hænge
Om ei lang Tid, saa dog saalænge
Mit lykkelige lille Blad
Og Deres Blik ei skilles ad.
Men hvorfor her i Brevet kun
Saa saare lidt, hvor et Saameget
En Anden havde flugtbevæget,
Er anbragt af den Geist, De straaler,
Er Frygt for Skrivelsen at sprænge;
Dens tynde Sammenhæng ei taaler
I Form og Tilsnit forulykket,
Som Hjertet hele Trykket.
Jeg kan Dem altsaa bare melde
En Brøk, uendeligen lille,
Af hvad en Anden henrykt vilde
Ved Lyreslag i Sang fortælle,
At her, hvor Østersøen ruller
Mod Haven, som gaaer ned paa Trapper
Og for hvis unge Blomstertrængsel
Hele Bølgeparterret klapper
At her vi vente Dem med Længsel
Min Kone, jeg, Emma, Marie,
Og Carl, som kryber i en Baad,
Og med at hente Dem vil ikke bie
Og ikke høre paa vort Raad
At Stjernen oyer Skyens Skulder
Som havde den en Billet doux
Til en og anden fra sin Himmel
Og derfor ængstlig søgte nu
 Vedkommende i vores Vrimmel
Maaskee bestandig holder Øie
Med os og med vort Huus, fordi
Den troer at træffe Dem deri
Kortsagt os vilde intet glæde
Og saa usigeligt fornøie
Som snart at skue Dem og hine
Saavelsom Deres ogsaa mine
Isakske Landsby-Venner træde
Med alt, hvad de naturlig bringer
Lyst, Livfuldhed og Vinger
Ind i vor Venskabshytte.
Vi efter Trinene alt lytte.


SKYGGERNE

Det er en grusom Skik iblandt de Vilde
At den som uforsigtig har den Lykke
At træde i en fornem Dames Skygge
Ham ubarmhjertig de ved Livet skille
Du Smægtende! du vilde mig ei høre
Du var saa stolt, jeg turde-dig ei røre
Tilbedelsen, Fortvivlelsen var min
Hvergang du standsed - ha forvovne Lykke
Berørte jeg din søde, kjælne Skygge
Jeg fulgte Dig, min Skygge din
Den svulmede, den strakte sig og iilte
Især naar Himlens Maane smulte
O hvor mit Hjerte henrykt bæved
Naar begge Skygger i hinanden svæved
Det kjælne, dunkle Væsen, dit,
Omfavnet, halvbedækt af mit!
Skjøndt jeg kun halvt kan regnes til de Vilde
Og skjøndt din Mand er meget tam og stille
Vil du alligevel den Grumme spille
Og ubarmhjertig mig ved Livet skille.


RØDGLØDENDE, HVIDGLØDENDE

Den første Aften, da jeg kyste dig
Rødglødende du gav dit Hjerte mig
Den næste Aften, da du gav mig alt
Hvidglødende du mig om Halsen faldt.


DET BLAAT, SOM KALDES HIMMELBLAAT

Det Blaat, som kaldes Hlmmelblaat,
Den Jordklump, denne Haandfuld Vand,
Det Vrøvlerie af Uforstand,
Et Par Pedanter kalde ondt og godt

Det kan du gabe paa, dit Fjog?
Din hele Livstid? det er haardt
Traf ingen Dagning dig, og jog
De meningsløse Drømme bort?


PAAMINDELSE

Det Blaat, som kaldes Himmelblaat,
Den Jordklump, denne Haandfuld Vand,
Det Vrøvlerie af Uforstand,
Et Par Pedanter kalde ondt og godt -

O dette jammerlige Tidsfordriv!
Det kan du gabe paa? Saa smaat
Indsuger du en Drøm, man blot
Af Dumhed falder paa at kalde Liv?

O noget andet maa der være til!
Med Tænkningen fik jeg vel ikke Hul
Paa dette Forhæng, Ild i dette Kul -
Thi Tænkningen er selv et daarligt Spil -

O dersom Alexander leved nu
Han rakte mig sit Sværd - og jeg - Men see:
Der skrider Døden ined sin Lee
Han veed at hugge Knuden rask itu! -


VOR GLÆDE TAGER DA SIN FLUGT

Vor Glæde tager da sin Flugt
Som Himlens Spfaærer sin, i Løn
Sødttonende den hele Nat
Uhørt af Jordens dorske Søn.


MIN VEN

Inpromtu, den 7de Jan. 1836.
Min Ven!

Tak for Dit kjære Brev, dateert December den -
Jeg husker Ikke Dagen, men
Jeg har ei glemt hvordan Din gratieuse Pen,
s Dit Lune og Dit Hjerte rev mig hen,
Du skjønne Aand blandt kjøbenhavnske Handelsmænd!
Og atter tusind Tak, min Ven,
For at jeg fik igaar et Brev igjen
Og inclusiv en Nota - det er den,
Jeg først vil tale om, og som en Gentleman!
Beløbet, een, fem, fem, Dig sendes herved; kjend
Hvad det er for en prompte Fyr Din Ven!
Paa ingen Maade frygtsom eller næn,
Naar Pligtens Stemme raaber: "send,
Send Rub og Stub! din hele Kasse vend!
Den fylder sig maaskee igjen."
Jeg lyder, skjøndt her er et djævelsk Rend
Med Nytaarsregninger, og det vil koste Spænd
At faae klareert dem alle - men -
At komme til vor Sag igjen -
Der er en Hage ved - fast skammer sig min Pen -
Vil Du ei lægge ud for mig til Skrædderen,
Ipsen i store Kongensgade, høire Haand, min Ven,
Fra Kongens Nytorv nogle Huse hen,
Min Skyld for et Par Buxer og to Veste - men
 Imod at han qvitterer Regningen?
Vil Du, min gode Christian Petersen,
Saasnart den Æsel præsenterer den?

Puh! nok orø det - det var lugubert, men
Bagefter aander man saa frit igjen.
Nu til et meer poetisk Thema hen!

Held i det nye Aar, min Ven,
Held over Dig, Dit Huus, Din Dreng, Din Svend,
Din Handels Frugt, og Frugten af Din Lænd,
Og Held det Skjød, som bærer den!
Held i det nye Aar, Fru Petersen!
Mit hele Hjerte smelter hen -
Jeg kunde skrive mere, men -
Den kloge Muse lægger Fingren paa min Pen,
Og siger med alvorlig Mine: end!

Din Ven.

P. S.

Jeg lever denne Tid som Pebersvend;

Min Kone reiste bort til Nakskov den -
Den første - rigtig! - Nytaarsdag om Morgenen
I Selskab med min Broder Wilhelm, men
Har ikke sagt mig naar hun kom igjen;
Sandsynligviis i Ugen noget hen.
Hvis Du i Byen treffer Gniris: skjænd
Fordi han ikke skriver til Din Ven,
Som mellem Nysteds Borgermænd
Maa kukkelure sine Aftner hen.
 Og seer Du Christian Winther: rend
Og tryk hans Haand, omfavn ham fra en Ven!

Min Carl sin Hilsen sender glad igjen
Til Dig, Din Grethe, og den vakkre Ungersvend,
Din Broder Carl, Polytechnikeren.

Undskyld de stygge Klatter af min Pen,
Som Hastværk sprøitede paa Brevet hen!

Det Afdrag, som jeg fik det sidste Aar min Ven,
For ublu Priis paa Lys, er det i Regningen?
Undskyld, jeg kaster dette Spørgsmaal hen!

Min Sag med Borgemester Svend -?
Ak, den er afgjort, kjære Ven!
Han fik ved Dommen sine Skjænd
I Paahør af de tvende Stokkemænd;
Hans Ord blev gjort til Løgn, hans Pen
Infam casseert, og han betaler til Din Ven
Al Sagsomkostningen,
Samt som Bod for ubeføiet Spænd
Til Fattigkassen - 20 Dalers Mulkt til den.

Min Ven

Hr Christian Petersen.

TILGIV MIG, KJÆRE VEN, AT EI FORLÆNGST JEG TAKKED
*

Tilgiv mig, kjære Ven, at ei forlængst jeg takked
For Dine Breve, for Din Poesie,
- Champagneknaldet af et indeklemt Genie -
De gode Sager fra Din Disk,
Din Viin, Din Kaffe, Sennop, Kryderie,
Kort, Alt hvad Du med Venskab sammenpakked,
Og - lad mig ikke glemme noget - bi!
Orangerne med Sødt og Syrligt i,
Hvorover Børnene rev Hovdet af hinanden,
Og hvorfor Hilsen viftes over Stranden!
Men allermest for Kassen, for den anden,
For dette Kraftbeviis paa Smagens Sympathie,
Din Grethes rosenrøde Sommerphantasie,
Den lette, nydelige, lille,
Og dog saa ærbar smægtende og stille,
For Himlen meer end Jorden skabte, Hat.
En kroget, rynket Cactus bukler
Ei mere stolt sin Ætherblomst for Vinden,
Og Ørkenens Kameel paa sine Pukler
Ei løfter mere strunk Cirkasserinden,
End min bedagede og fregnedbrune Skat
Den lyserøde Silkehat.
O, at Din Grethe vor Beundring saae,
Og ikke vilde vor Taksigelse forsmaae!
For Kassen, Foret, Pullen, Skyggen,
For Sløiferne, som sig om Hagen fæste,
Kort, for den hele Blomstudfoldning,
Der kom hertil i god Beholdning!
 /: Min Kone, Redacteur af dette Blad,
Saavelsom næsten Alt, jeg giver ud i Trykken,.
Med min sin Hilsen mig forene bad,
Sin kjærligste, sin allerbedste! :/
Du selv, min Ven, kan ei forstaae
- Gid Du Erfaringen maa sildig naae! -
Hvordan en Mand, hvis hulde anden Part
Har nogetnær afblomstret snart,
Hvordan han føler sig tilmode,
Taknemmelig i Hjerte og i Hoede,
Naar ved et Trylleslag af Konstens Haand
Et Taskenspillerie af Modens Aand,
Hans Halvdeel bliver ligesom lakeret,
Forfrisket, pyntet og moderniseret.

At Dig endnu den kedelige Knast,
Da Du forleden skrev mig, var til Last
og piinte med sit intetsigende Bombast,
Der ikke lod sig jage bort i Hast,
Var lumpent, royalistisk, krast -
Dog haaber jeg for Alvor, fuldt og fast,
- Dit Brev dateertes 12te Mai -
At den for Tiden er der ei,
Men alt for længesiden gik sin Vei,
Og at Du, dobbelt frisk og glad,
Saa humoristisk lykkelig, saa - Du veed selv nok hvad -
Som nogen Mand i Axelstad
Med kraftfuld Læg og Skulderblad,
I alle Maader bær Dig ad;
Halværgerlig, at midt i Dine Guders Dyrkning"
Hvor mindste Kedsomhed er Solformørkning,
 Du maa befatte Dig med dette Væv,
Med disse Rum og Tankeskræv,
Jeg, som en Edderkop,
Har af mit Blækhorn haspet op.
Jeg er i frygteligt Humeur;
Jeg troer, jeg døer.
Ak, skal det Haab, som os forfrisked,
Den Mulighed, en overgiven Alf os hvidsked,
At Du og hun - Din Perle - paa en lille Tour
Maaskee besøgte os, vort ringe Skuur,
Og Lollands smilende Natur,
Skal det tilintetgjøres af en sur,
Fortredelig, luguber Trold,
Et underfundigt, sky, balstyrigt Asen,
Der lægger Dig en Klods om Hasen?
Saa Fanden i Vold
Med alle Pulvere og alle Piller
Og alle Doctere og Apothekerbøtter,
Hvorpaa den hele Medicin sig støtter!
Men dette Anathem jeg strax formilder
Og til Velsignelse og Priis forvandler,
Saasnart jeg veed - hvorom dog Sagen vigtigst handler -
At Du er karsk! - Det Øvrige, det kommer -
Hvor glædeligt for mig, hvor trøsteligt, hvis alt

I
Sommer!
Din Emil Aarestrup
P. S. Hils dem, Du kjender
Af mine Venner.
Til
Christian Petersen.

*

HVOR DET GLÆDER MIG, AT DU ER KALDET, GLEM OS IKKE

Hvor det glæder mig, at du er kaldet, glem os ikke
Kongelig, snart præstelig, bestaltet, Hurra Hurra
Af vort Glædesskrig, af Børn og Voxnes Jubeltoner,
Har du ikke kunnet høre Gjaldet, Hurra Hurra
Men Du veed bestemt hvor oprømt vore Hjerter vare
I vor Fryd var intet suurt og galdet, Hurra Hurra -
Thi du skriver selv, at du er glad, med Dig din Stine
Og at taaleligen godt er Kaldet, Hurra Hurra
Tiden kom, du fører Bruden hjem, til Lykke, Broder,
Det gjør Ingenting at du er skaldet, glem os Ikke,
O hvor gjerne kom vi Allesammen, som du byder
Muntre med til Bryllupet og Ballet, Hurra Hurra
Men Nødvendigheden nægter os den kjære Pligt at
Raabe, som en Deel af Gjæstetallet: Hurra Hurra
Derfor maa vi nøies med at sidde i vor Stue
Og lykønske Dig til Præstekaldet, Hurra Hurra!
Derfor maa vi nøies med, ved Bryllupsfesten, fjernt at
Stille feire den med Rhytmefaldet, Hurra Hurra
Derfor, Fætter Ven og Broder, derfor fagre Stine,
Maa vi sukke til Champagneknaldet: glem os ikke.


VENSKABSTRØST

GHASELE.
Er en Blomst nærved at visne, den forfriskes kan igjen
Og et Hjerte, som vil briste, det kan trøstes af en Ven.
Sagnet gaaer, at hver en Plante, har en anden til sin Lyst
Har en anden Urt, som livner, styrker og forsvarer den
Rosen fandt sin Sjæls Udkaarne i den grønne Semperviv
Trives denne i dens Nærhed, kan ei Rosen skrante hen
Mellem Planter, mellem Stene, mellem alle Verdens Dyr
Virke Sympathiens Kræfter, selv imellem stolte Mænd
Hvor er den, som ikke føler, at hans Liv maa plat forgaae
Findes ei det Skjød, hvori han lægge kan sit Hoved hen?
Hvor er den saa strenge Qvinde, at hun ikke sygner bleg
Naar hun, som en Ranke, rives fra den elskte Ungersvend?
Hvor er den, det være Qvinde, være Mand, som ei har følt,
 Sympathiens Lægedomme skjænke Liv og Kraft igjen,
Hvor er den Ulykkelige, siig mig, som forgjæves veed
At det Hjerte, som vil briste, kunde trøstes af en Ven.



TRUDSEL.

Floribella, har du seet en Plante at bedrøves,
Trække sig tilbage, harmes, naar dens Sødme røves?
Og dog troer du, at din Strenghed, at din lange Modstand,
At din Kamp, som for at værge Ungerne en Løves,
Naar jeg lokket af din Skjønhed, som en Bi af Liliens,
Sank imod dit Bryst og søgte søde Kys, behøves?
Føler du ei, denne Modstand strider mod Naturen?
Qvæler du ei Hjertets bedre Stemme, naar den øves?
Alt, hvormed en Viisdomshaand har Verden sammenslynget,
Alle Baand, som sammenholde Livets Række, kløves;
Alt, hvad Gud har foranstaltet til sin Skabnings Bedste,
For at føie Led til Led, og pryde Jorden, sløves.
See, hvor Blomsten gjerne af den brune Blomsterkysser,
Fromthengiven i Naturens Villie, berøves,
Lader ham ved Barmen drikke al den skjulte Sødme,
 Og til Gjengjeld, skjælvende i Morgendug, bestøves.
Følg Exemplet af din Søster! jeg maa Nectar- draaben hente,
Trods din Vægring, hvilken Dyst endnu af mig skal prøves.

NU, DA VOR JUBELFESTS FANFARONADER, KJÆRE VEN

Nu, da vor Jubelfests Fanfaronader, kjære Ven
Er overstaaet, kan vi være glade simpelthen
Og jeg begynder strax at dyppe Pennen, for til Dig
At sende mine marnioreerte Blade, kjære Ven
En sælsom Ting for Præsterne, i Sandhed, denne Fest!
At juble, fylde Kirken med Bravade, kjære Ven,
Naar der var største Grund, om jeg begriber Sagen ret,
Til en dybtfølt og stor Jeremiade, kjære Ven!
Thi det kan neppe nægtes, at, ved hin bekjendte Act
Slog Geistligheden formelig Chamade, kjære Ven!
Og segned i sit Blod, som Delinqvent paa Stolen, for
Aristokraternes Arqvebusade, kjære Ven!
Forenet, sandtnok, med et Skrig af Pøbelskarerne,
Der vented godt, men fik kun Bastonnade, kjære Ven
Trehundred Aar tilbage, havde, mener jeg, vort Land
Den samme Grund til jublende Roulade, kjære Ven
For Pavedom som nu for Lutherdom, en større fast!
 Fordreielseraes flane Pasqvinade, kjære Ven
Den dorske Søvnighed, som man bebreided Munkene,
Den væmmelige Hyklermaskerade, kjære Ven,
Anmasselsen af Alt, som muligen kan masses til,
Det døde Bogstavs Donqvixotiade, kjære Ven
Vor Tid, jeg mener, har tilfælleds med den gamle, og
Fast overgaaer den i det Retrograde, kjære Ven
Siig, hvad er vundet ved de gamle Mestres, Kannikers,
De arme Tiggermunkes Reformade? kjære Ven
Det var hvad Dagsbegivenhederne indgjød min Pen
Nu til en mere munter Gallopade, kjære Ven!
Dit Brev, i hvilket Alle, der har Sands for
vittig Kløgt
Fandt en af Indfald sammensat Cyklade, kjære Ven
Har gjort mig lykkelig i flere Dage; at til Trods
For Høstens Regn og sinaalige Intrade, kjære Ven
Tiltrods for alt Forkeert paa Sjællands gamle Ø dit Sind
Beholder sin Couleur og sin Parade, kjære Ven,
At Dine Børn, Din Kreds er frisk og fro, og at din Viv
Den Elskelige runder sin Facade, kjære Ven
Det gjør os Alle her, som leve Sympathiens Liv
Med Eder, Savnede, ret hjerteglade, kjære Ven
Hils Jacob, som i Soer, maa lægge Hovedet i Blød
 Og række Ryggen frem til Carbonade!
Hils Faster, af hvis Daase, jeg mig ønsker tidt en Priis
Og et Spil Dam ved hendes Sengs Estrade!
Hils Tante Fie, for hvis Kammerdør, min Aand har tidt
Opført en ikke ændset Serenade!
Hils Din Emilie, hils Alle Smaa og Store, som
Imødestrække sig vor Enibrassade!
Fordi jeg glemte din Geburtsdagsfest, og ikke kom,
Om ikke selv, saa dog, indsvøbt i Blade,
En Geist, et Gjenfærd af din gamle vante Gjæst, derfor
Skjøndt du har Grund, maa du mig ikke hade!
Jeg er endnu den samme ørkesløse Lyriker,
En maadelig og suur Asklepiade!
Jeg veed knap for din Næses lille Purpursvamp et Raad
En ufeilbarlig, lægende Pomade
Og en Recept, saavelsom en Copie af dine Vers,
Et Perlestøv af Musernes Cascade,
Har jeg den Ære, skrevet smaat paa Randen af mit Brev,
Til Afbenyttelse at følge lade -
Af Nyt, som ikke staaer i Kjøbenhavns og Lollands Post
Veed jeg fast ikke een Annunciade
At Grevedøttrene paa Christiansholm maa sidde hen
Er en forslidt og melankolsk Ballade
At Deres Broder Sigfred var her nogle Uger, det
 Godt foredraget gav en Dragonade
Og et Tableau af Livet I vor Barnekammer, var
Godt tegnet, som af Dig, en sand Östade
Men dette Ark Papiir, saavelsom din Taalmodig- hed
Har sine Grændser, og mit Blæks Najade
Maa derfor efter mange Sidespring og Kjelderrim
Betænke passende sin Retirade
Om Dine Søstre kan jeg intet melde, uden at
Din Søster Stine drikker Falsters Limonade
Og Grethe, i Flintinges hyggelige Præstehuus
Formodentlig af Kehlets Chocolade
Hvad Frøken Wederchinch angaaer, da gjør hun tidt
Fra sin Omgivelse en Escapade
Og gav, bekjendtgjort med dit Brevs Galanterier, mig
Til Dig sin Hilsens skjønne Ambassade
Nu kan du sagtens have hørt dig træt, i dette Skrig
Og Hvin af min poetiske Cicade
Jeg trækker, under Rim, mig lempelig tilbage som
Et Batterie med fortsat Cannonade,
Og slutter med den noget gammeldags og slidte, men
Dog derfor ægte følsomme Tirade,
At ikke kan Novembermaanes blege Lys og ei
Den gjennem Skyer tindrende Pie jade,
See nogen Dig og Dine mere tro hengiven Ven,
 End Undertegnede paa Jordens Flade,
og hermed mit Levvel og Hilsen fra os Alle! hør
Alt Hornet lyder i den stille Gade
Brevsækken om sin Hals, i Trav, paa Byens nye Bro
Alt drager blæsende vor Postnomade.


RIIMBREV TIL FRØKEN W.

Lyset er tændt; paa den varmende Jernovn Røgelse kastet;
Blæsten kan slaae med Regn Ruden saameget den vil.
Her, i mit eensomme Huus, er Gulvteppet strakt under Foden,
Og for den kjølige Dør hænger det lunende Filt.
Fjernt jeg hører kun Børnenes Skrig og den syngende Amme,
Tagets bestandige Dryp, Stormens urolige Lyd.
Om mig er Stilhed. Tankerne vaagne om dem, som er fjerne,
Skilt fra mig ved et Rum, Sjælene ei kan for- staae.
Tankerne vaagne om dem, de Venner, der nylig forlod os.
For i den brogede Stad Vinterens Lede at fly.
Tankerne vaagne om dig, Veninde, du Blide af Hjertet,
Englen for mine Smaa, Husets fortroligste Gjæst.
Gjerne en Stund om den lysende Arne vi trykked os sammen,
Vexled skjemtrige Ord, havde vi dig i vor Ring.
Men paa Papiir, med konstige Skrifttræk nøder mig Skjæbnen
Langsomt udtrykke det, Læben kan gjøre saa let.
Lad da et venligt Brev erstatte det venlige Haandtryk,
 Versets elegiske Form Øiets sædvanlige Blik.
Gjenkjend Tankernes Spring og Ordenes lette Forvirring!
Mærk i Rhytmernes Takt noget, som ligner min Røst!
Dig, som jeg veed med mig i Forening elsker det Skjønne,
Dig, hvis følsomme Sjæl ærer det Gode saa høit!
Hilsen bringer jeg Dig, fra mig det kjærligste Budskab
Hilsen fra mine Børn, Hilsen og Kys fra min Viv.
Haabet vi nære, at Reisen gik godt, at karsk ved dit Sybord,
Nu, da det hælder mod Nat, sysler din flittige Haand;
At dine fagre Veninder, de ædle Døttre af Manden,
Der, Odysseus Hig, tumles fra Strand og til Strand,
Kyndig paa Alt, hvad Jorden og Havet vidunderligt eier,
Alle befinde sig vel, alle med Glæde i Sind
Gjensaae Absalons myldrende By og de ragende Taarne
Alle, som savnende vi, venligt erindrende os.
Beed dem, over den glimrende Omgangs tusinde Fortrin, ei glemme
Hvem, uden Smiger og Skrømt, er dem hengivne og tro,
Hvem deres Gjenkomst hid til Fædreneborgen opliver
 Som, med den kommende Sol, Blomsternes tidlige Flor
Hils dem tusinde Gange, saavelsom Grev Julius han der
Altid minder mig om Shakspears dybsindige Prinds,
Han, hos hvem jeg ei veed hvad meest fortjener Beundring,
Enten det barnlige Sind, eller den skjærpede Kløgt
Her er Tingenes Gang den sædvanlige jævne og brede
Rødsand buldrer af Storm, Skipperne ventes med Angst
Stundom Aftnen forsamler en Flok om det duftende Theebord,
Strikkepindene gaae, Ørnene, Tungerne med.
Veed De, at Schwensens igaar var i Nykjøbing, spørger en Jomfru -
Ja, og idag kom han hjem, svarer jeg, glad ved min Kløgt.
Gud, har de Vaserne seet, som Snedkerne satte paa Porten?
Nei, mit Øie kun traf Laser paa Portens Betjent
Kroyers er hjemme idag, og Heidenheims er hos Hirsches
Virkelig? Andre har sagt, Hirsches hos Heidenheims var.
Ynder man meer en Aand og Gemyt anstrengende Syssel,
Taler et Fiirkløver snart Kortenes mystiske Sprog.
 Saadan gaaer Tiden hen; man lever, skjøndt neppe det mærkes;
Deri, troer jeg, bestaaer just det lyksalige Liv.
Himlen er immermørk, indsvøbt i Skyerne, tragisk,
Ikke en Rift, som er lys, ikke en Plet, som er blaa.
Meer langmodig, veed jeg, Camelen ei drager i Ørken,
End paa Bøndernes Vogn jeg den moradsige Vei;
Ingen Bjørn i Hi, paa Mus og visnede Blade
Lægger sig bedre til Ro, sugende Labben, end jeg.
Luunt, som Murmeldyr i Savoyens takkede Bjerge,
Børnene lave sig til Vinterens døsige Nat;
Ingen Lama i Græsset ernærer sit diende Afkom,
Mere tro, end min Viv ammer sin nykterne Alf
Jorden, opblødt af Vand, bedækkes af evige Taager,
Og fra den dryppende Qvist løfter kun Kragen sit Skrig -
Skulle vi derfor af Dvalen, som Kulden bebuder os, vækkes,
Før den regngraa Luft lysnes af stærkere Sol,
Fyld, Veninde et Blad med Sjælens hellige Varme,
Send os en yndig Bouqvet friske og duftende Ord.


SONET.

Jeg er ulykkelig naar Dagen hælder.
Jeg søger Leiet, ene med min Kummer -
Og dog saa lykkelig; den dybe Slummer
Mig leder hen, hvor Saligheden vælder.

Jeg er ulykkelig, naar Lærken melder
Den nye Dag; min Takkerøst forstummer -
Og dog saa lykkelig; thi Hjertet rummer
Den Følelse, hvorom det ene gjelder.

Til Glædens Blomst er lutter Qvaler Stammen;
Hvis Sorgens Mørke bragtes til at vige,
Saa brændte mere dunkelt Vellystflammen.

Mit Vee og Vel, jeg kan ei andet sige,
Som Nat og Dag, er knyttet yndigt sammen.
Som Liv og Død, saa uadskillelige.


VED MADONNABILLEDET.

I
Mørke Ranker laae paa Muren,
Stjernerne begyndte funkle,
For det gamle Helgenbilled
Brændte Lygten i det Dunkle.

II
Gamle Kone, ved din Krykke,
Du, hvis brune, svage Hænder
Dag og Nat saa flittig passer,
At Madonnas Lampe brænder

III
Tag imod vor Mildhedsgave!
Beed Andægtige, som knæle
I Capellet, løfte Bønnen
For to elskovsfulde Sjæle!

IV
At den Kummer, som de føle,
At den Byrde, som de bære,
At de Taarer, som de fælde,
Og den Uro, som de nære -

V
At det Alt - som disse Flammer
Under Nischens sorte Bue!
Stadigt maa vedligeholdes
Samlet i en hellig Lue!



VI
At det Alt, som disse Flammer
Der sig brændende fortære,
Maa med sine sidste Straaler
Lyse Kjærlighed til Ære.



LANDET DROG JEG VIDE OM

Landet drog jeg vide om
I min fattige Hue
Gav mig Gud en Mand,
Blev jeg en fornem Frue.
Gik jeg under Lide
Vilde baade Peer og Povl
Navnet paa Manden vide.
Ødeland hedder min Mand,
Næsegruus hedder mit Huus,
Tyg i Ro hedder min Ko,
Tryne fin hedder mit Sviin
Fattig paa Haar hedder mit Faar
Vrikkemaas hedder min Gaas
Snadderivand hedder min And
Karl for sin Hat hedder min Kat
Bieffemund hedder min Hund
Patpaasut hedder min Glut
Reentforskarn hedder mit Barn
Pokker er løs min Tjenestetøs
Skruegal hedder min Ka'l
Kirkefane hedder min Hane
Sorte Hoppe hedder min Loppe
Bær dit Kors hedder mit Hors
Lad mig syde hedder min Gryde
Perlebønne hedder min Høne
Silkelok hedder min Rok
See hvor smuk hedder min Buk
Hjelp, vor Herre! hedder min Kerre
Sommerlæ hedder mit Træ.


TIL FYLLA

I
O hvor gjerne gav jeg ikke
Fylla paa sin Fødselsdag
Det, som tiltrak hendes Blikke,
Noget Ædelt, valgt med Smag!
Sjældne Perler, yndig svungne
Til at smykke hendes Haar
Eller Roser, tidlig sprungne
Frem med Bud om Sol og Vaar

Hulde Ting som Hulde pryde!
O hvor herligt sligt at byde!
Det, det kunde Fylla fryde!

Men jeg har intet saa smukt dennegang;
Ak, kun en Tanke! ak, kun en Sang!

II
Fagert Belte, til at tvinge
Jomfrubarmens Bølger i
Kjælne smaa Kjærminde-Ringe
Baand til Haanden, som er fri
Shawl, som Havets Purpursnekke
Farved til et pragtfuldt Ly
Silkens smidigbløde Dække
Slørets lange Sommersky
Hulde Ting som Hulde pryde!
O hvor herligt sligt at byde!
Det, det kunde Fylla fryde!
 Men jeg har Intet saa smukt dennegang;
Ak, kun en Tanke! ak, kun en Sang!

III
Tag da venlig mod det lille
Blad med disse Linier paa
Det er ikke hvad jeg vilde -
Men - Du vil det ei forsmaa.
Sangens Noder heller bragte
Hvis den kunde, Dig min Pen
Men Du vil ei reent foragte
Digtergaven fra en Ven.

Hulde Ting, som Hulde pryde
O dem har jeg ei at byde!
Men det Smaa Dig ei fortryde

Hvad jeg har fundet til Dig dennegang
Er kun en Tanke! er kun en Sang!


SØLVBRYLLUPSVISE.

I
Hvad er Kjærligheds Vaar,
Som saa hurtig forgaaer,
Vel andet end en blændende Drøm?
End en Dag i April,
Fuld af glødende Smiil,
Men fulgt af Regnens Strøm? -
Alting sig tegnede
Saa smukt,
Og sikkert vi regnede
Paa Frugt -
Men da Drømmen forsvandt,
Sug os, hvad vi fandt?
Knap Mindet - ikke sandt?

II
Nei, den Sats er for slem;
Sagtens gives der dem,
For hvilke Elskovs Sol ei oprandt;
Som ei saae nogen Frugt,
Skjøndt det tegnede smukt,
For hvem det Hele svandt -
Altid det gaaer dog ei
Saa slemt;
O Elskov, din Vaar vi ei
Har glemt!
Dens Erindring er Lyst,
Og i Alles Bryst
Udbreder den sin Trøst -



III
Dog en Dag som i Dag
Taler Kjærligheds Sag,
O Held os, med den stærkeste Røst;
Denne Fest for en Vaar,
Som ei svandt, men bestaaer
Ved Siden af sin Høst,
Amor, den ilende,
Blev tro;
Her slog han sig smilende
Til Ro;
Ingen Vinge faldt af;
Man ei Baand ham gav,
Men Huset holdt han af.

IV
Derfor Slægtning og Ven,
Derfor Datter og Søn,
En Skaal for Brudeparret, de To,
Der i Høst, som i Vaar,
Som i Dage, i Aar,
Var enige og troe!
Rosen, de dannede
Til Krands,
Med Sølvet kun blandede
Sin Glands -
O vær, Himmel, dem huld,
Og er Tiden fuld,
Bland Roserne med Guld!



EENSOMHEDEN.

Barn, du drømmer dig
Eensomhedens Skygge,
Eensomhedens Lyst,
Som en hellig Lykke,
Som en evig Trøst -
Kjender du da mig?

Veed du, hvad det er,
Ret at være ene?
Ret at føle sig
Eensom og alene?
Kan du sige mig,
Veed du, hvad det er?

Englen nærmer sig,
Den, om hvem du leder,
Eensomhed ved Navn;
Men usynlig breder
Den sin mørke Favn
Rædselfuld mod dig.

See den dybe Flod
Bag de grønne Grene -
Har du Lyst dertil,
Saa er du alene,
Evig, om du vil -
Tør du? har du Mod?


TIL MAANEN.

I
Jeg har seet ham ride -
Ha, hvor Hesten jog!
Til det Sted, jeg boede,
Ei sit Blik han slog.

II
Jeg har seet ham skrive
Ak, hvor langt det blev!
Ei til mig var Brevet,
Han saa ivrig skrev.

III
Jeg har seet ham kysse
Paa en Lok saa blød -
Ei min Haarlok var det,
Som den Lykke nød.

IV
Jeg har seet ham græde -
Ak, hvor bleg og skjøn!
Ei for min Skyld var det,
At han græd i Løn.

V
Jeg har seet ham vandre -
Hvor han standsed tidt!
Men det Navn, han sukked,
Ei det Navn var mit.



VI
O, men du - Veninde!
Klare Maane! - O
Dine blege Straaler
Gav mit Hjerte Ro

VII
Du har seet min Taare
Du har seet min Qval
Naar du stille lyste
Over Bjerg og Dal

VIII
Du har hørt mig sukke
Paa din høie Borg -
Som dit Næ forsvinder,
Svinde lad min Sorg!



DEN FRIMODIGE VEN.

I
Jeg havde en Ven, som var klog,
Men holdt ikke Tand for sin Tunge;
Han førte det Meste Sprog
Blandt Gamle, saavelsom blandt Unge.
Mit Raad var et Glas eller to
Af mild og forstandig Lafitte;
Han slog sig dog ikke til Ro,
Men støied i Vennernes Midte.

II
Han havde et hemmeligt Nag
Til Raader og til Excellencer;
og derfor ved festlige Lag
Hans Spasen var tidt uden Grændser.
"I troe ei paa Helgene meer
Og turde vel spytte paa Paven,
Dog for en Minister jeg seer
Jer krybe, som Snoge, paa Maven."

III
I Siden han havde et Horn
Til alle de Priviligeerte,
De var ham i Øiet en Torn,
Og ei han sin Yttring geneerte.
"I troe ei paa Spøgelser meer -
Det gjør ei engang eders Koner -
Hvor kan I da troe, som jeg seer,
Paa Skyggen af gamle Baroner?"



IV
Han lod sig forlyde med Ord,
Naar Vindunsten varaied ham Blodet,
Som, dersom de videre foer,
Saavist kunde kostet ham Hoedet.
"I frygte ei Djævelen meer -
Hvor kan I da frygte, Kamrater,
En Enevoldsmagt med en Hær
Forpryglede, raadne Soldater?"

V
En Tænker han var, men en fri -
Om jeg tør saaledes det kalde -
Han sang til en smuk Melodie
En Viisdom, som huede Alle:
"Jeg troer paa den eneste Gud,
Den eneste sande Forsoner;
Kom til mig! saa lyder hans Bud,
Kom hid til min Barm, Millioner!"

VI
Hans Mening om Qvinderne til -
Som lettelig lod sig formode -
Var ogsaa dumdristig og vild
Og efter hans krusede Hoede.
"Heel lykkelig Manden vel var,
Der fandt sig en elskelig Qvinde;
Men bedre det var dog, et Par,
En Snees endnu bedre at finde!"

VII
Nu hviler hans Been paa et Sted,
Hvor ogsaa vel vore skal ligge,
 Og Fyrstens og Prindsernes med,
Ved Siden af deres, som tigge.
Endskjøndt han forresten var klog,
Han holdt ikke Tand for sin Tunge
Nuvel! for det ærlige Skrog
Lad Glasset frimodigen runge!


JA, JEG HAR SVÆRMET BAGVENDT FOR DIN YNDE

I
Ja, jeg har sværmet bagvendt for din Ynde,
Natur - o du tilgiver Drengen dog?
Faldt Livet magert, Blomsterne for tynde,
En Haandfuld Roser jeg af Luften tog

II
Da fandt jeg alle kloge Fyre flaue,
Og smukke næsten alle Sørgespil -
Da kunde mig hver Svanebarm benaue,
Og alle Elskovshymner maatte Taarer til.

III
Jeg fandt saa majestætisk eet og andet,
Som andre finde maadeligt og smaat;
Jeg fandt vort hele Liv var saare vandet,
Og at kun Hippokrenes Kilde smagte godt.

IV
Jeg troer, jeg har mig dog endeel forandret -
Om til det Bedre - kan jeg selv ei see.
Frem og tilbage er jeg vistnok vandret -
Hvad før var Tøe er bleven Frost maaskee.

V
Jeg venter noget nu af Dumhedsflaben;
Forstanden er ei meer saa selvklog, kjæk.
Jeg seer det udraabt Store uden Gaben,
Jeg seer det indbildt Ringe uden Skræk.



VI
Og skjøndt et elsket Værk ei uden Pletter,
Og Intet Yndigt idel Blomstersnee,
At føle Skjønheds mindste Savn, jeg sætter
Langt over det, at ingen Mangler see.

VII
Nu er mig Verden bleven fuld og fyldig
Nu Livet blomstrer mig med Fryd og Held;
Og Hjemmel har jeg for min Dom, en gyldig,
Den Skabers selv, der fandt at Alt var vel.



MED EN KASSE EAU DE COLOGNE.

Blandt Ting, vi søgte om, der kunde passe
Som Gave fra os alle Syv, en masse,
Til en Veninde, elskelig som Gasse,
Til den, der er saa yndet allevegne
For skjønne Gaver, der er hende egne,
Var vi uendelig forlegne -
Og fandt tilsidst kun denne Kasse.

Kan al den Duft, som er i disse Glas,
Lidt efter lidt forskaffe Dig en Glæde
Blot halv saa stor, som den, vi fik
Naar Du, Veninde, var tilstede
Iblandt os blot et flygtigt Øieblik -
Saa er den lille Gave os tilpas.


FORGJÆVES! MIN LÆNGSEL

Paa Skyer jeg stirred
etc etc

Forgjæves! min Længsel
Kun søger de Lokker,
Hvis brunlige Trængsel
Din Tinding omflokker

Forgjæves! min Tanke
Kun aander og leder
Om Lokkernes Ranke,
Du fletter og breder

Forgjæves! min Tanke
Ei finder sin Hvile
Hvor i Maanskin det blanke
Skyl ________

Forgjæves! min Tanke
Sig ængster og vaander
 Kun Duft af en Ranke
- Din Haarloks! - jeg aander

Forgjæves; den Ranke,
Som dulmer min Smerte
Omslynger, du Slanke
Din Barm og dit Hjerte

Forgjæves! jeg søger
Kun Sødmen, som brænder
Hos Dig allevegne
Paa Mund og paa Hænder

Forgjæves! forgjæves!
Min Uro, min Længsel
Ei finder sin Hvile
I Skyernes Trængsel

Forgjæves! forgjæves!
Min Længsel, min Vaande
Ei finder sin Lindring
I Blomsternes Aande

Forgjæves! forgjæves!
Ei Mylder af Vinen
 Ei kjølige Druer
Formindske mig Pinen

Forgjæves! forgjæves!
Den Snoning, den Knude
Jeg ønsked at løse,
Er langt fra min Pude


LOKKERNE.

O jeg synker hen I Tanker
Ved at see paa Dine Lokker,
Sødere, end Vinens Ranker,
Fuldere, end Skovens Klokker!

Hvilke Anelser og Drømme
I det Rtnglende, det Vundne!
I de slangesnoete Strømme!
I det Løste, i det Bundne!

Der kan Blikket henrykt famle,
Sig fordybe, boltre, vugge -
Der kan Digtekonsten samle
Hvad den bruger af det Smukke.

Og naar den har længe samlet
Som en Bi af Blomsterkrukken
Flyve langsomt til sin Celle
Tung af Sødme, skjønhedsdrukken.


HENDES LOKKER.

I
I Skovenes lune,
Dæmrende Tætning
Omgav mig den brune,
Knudrede Fletning.

II
Mig svalte det Mylder
Af Løvet, som kruset
Og ringlende fylder
Solsiden af Huset.

III
Blandt slingrende, bløde
Slyngplanter og Ranker,
Der sank mig imøde,
Jeg famled i Tanker.

IV
Paa Skyer jeg stirred,
Hvis drivende Mængde,
Sortkrøllet, forvirret,
Om Maanen sig trængte;

V
Paa Tangen, der løftes
Og slynges tilside,
Hvor Bølgerne kløftes
Skummende hvide;



VI
Paa hvirvlende Vover
Fra Fossen, som falder
Henslørende over
Blegrøde Koraller;

VII
Paa mørke Aurikler,
Paa duftende Klaser,
Hvis Tykning sig vikler
Om blændende Vaser.

VIII
O pragtfuld tilvisse
Den krøllede Trængsel -
Meer Yndigt, end disse,
Dog søger min Længsel.

IX
En Fletning, som skilles
I Strømninger mange,
Der snoe sig, forvildes,
Omslyngende, lange -

X
Som løses og bindes,
Som bølger og ruller,
Men - blødt om en Qvindes
Sneehvide Skulder.

XI
Jeg mindes - jeg mindes
Guldlokker, I fagre!
 O siig, hvor I findes,
O siig, hvor I flagre!

XII
Paa Søen - i Haven -
Jeg søger og leder -
I Skoven - i Graven -
Hvor finder jeg eder?



MIN TUNGE TAARE SANK

Min tunge Taare sank
Fra Øielaaget ned
Som Dug den atter blank
Imellem Blomster gled
Og Sol og Morgenluft
Forvandled den til Duft

Og Blomsterøiet stod
Frit smilende igjen
Nuvel! jeg fatter Mod
Min Graad vil snart, som den,
Forvandle sig til øm
Erindring og til Drøm.


TAARERNE.

I
En nysudsprungen Rose
Var i mit Knaphul stukken
Varmt brændte Morgensolen
Paa Græsset glimred Duggen

II
Dog var mit Sind formørket
Jeg følte Graaden trænge
Sig frem og tunge Perler
Langs Øielaaget hænge.

III
I dem var ikke Duggens
Husvalelse og Lethed;
I dem var Hjerteqvalens
Vellystig bløde Træthed.

IV
Jeg lod dem roligt rinde,
Som naar en Syg seer Straalen
Af Armens Blodkar springe
Rødtskummende i Skaalen.

V
Jeg græder ikke ofte,
Men paa de fagre Planter
Faldt Taarerne, og funkled
Som Duggens Diamanter.



VI
Og kunde Ikke skjælnes
Skjøndt fra den bedske Kilde
Fra hine himmelfaldne
Forfriskende og milde

VII
Med alle Regnbufarver
Snart himmelblaae, snart gule
Jeg kunde ikke Smilet
Paa mine Læber skjule

VIII
Henveirede - forsvundne,
Bortkyssede af Solen
Var Taarerne, som glimred
Paa Græsset og Violen

IX
O, det er Hjerteqvalens
Bestandige Historie
Den har sin Martyr-Time
Den har sin Helgenglorie

X
Giftdrikkens fyldte Bæger
Med Rædsel ført til Munden
Det dufter som en Balsam
Naar det er tømt til Bunden.



HØISTAMMEDE ROSE

Høistammede Rose
Med Læberne bløde
Det blæser og regner
Du slanke du søde

O lad mig blot være
Den Stok, der er drevet
Til Støtte i Jorden


PAA EN SKRAANING IMOD SKOVEN

Paa en Skraaning imod Skoven
Tæt besat med lutter Roser
Fine, spæde, tornefulde,
Sad paa Bænken to Matroser

DEN SYNGER OVER MIT HOVED

Den synger over mit Hoved
Og skingrer for mit Øre,
Som raabte den med Harme
Digter! kan du ei høre!

BUSKEN MED RØDE KNUPPER

Busken med røde Knupper
Granen med gyldne Dupper.

HVOR SIG LØVET EENSOMT FLETTER

Hvor sig Løvet eensomt fletter
Fuglen ved dit Fodtrin spretter.
*


TIDLIG SKILSMISSE.

I
Det var den aarle Morgen.
I Teltet stod Dragonen
Og vikled Purpurskjærfet
Om Livet paa Baronen.

II
Og rakte ham hans Pallask,
Hans Hjelm med Hestehalen,
Saa blank, som var den nylig
Hentet i Vaabensalen.

III
Og førte frem hans Ganger,
Den lysebrune, høie,
Der vendte mod sin Herre
Det melankolske Øie.

IV
Og i de brede Hylstre,
De guldbrodeerte, satte
Hans sorte Rytternæver
Pistolerne, skarpladte.

V
Og langsomt steg i Sadlen
Den adelige Fændrik,
Og sagde til Dragonen
Med sagte Stemme: Hendrik!



VI
Ifald jeg Ikke kommer
Igjen - som nok kan være -
Besørg mig disse Breve,
Og siig, det gjaldt min Ære.

VII
Han gav sin Hest af Sporen,
Ildgnister fløi fra Hoven;
De sorte Krager svang sig
Med Skrig op over Skoven.

VIII
Der faldt et Skud langtborte
Og et endnu - ei flere;
Men paa den lyse Hvelving
Steg Solen meer og mere.

IX
Det blev den mørke Aften.
Fra Slottet ned i Dalen
De faøie Vindver straalte
Og kasted Lys fra Salen.

X
Orchestret lød. Mundskjænken
Igjennem gyldne Haller
Med Purpurviin sig trængte
I funklende Krystaller.

XI
Den unge Frøken, yndig,
Skjøn som en Bajadere,
 Slap pludselig i Dandsen
Sin sorte Cavallere.

XII
Hun lyttede, hun hørte -
Hun hørte det alene -
En sagte Lyd langtborte,
Et Trav paa Broens Stene.

XIII
Hvor steg og sank de runde,
De lillehvide Skuldre -
Hun hørte ei Trompeten,
Ei Paukens Hvirvler buldre -

XIV
Hun kikkede fra Ruden
Ud i det natlig Dunkle -
Hun saae i Slottets Gjenskin
En Hjelm, et Kyrads funkle

XV
I hendes Løb paa Trappen
Guldkammen fløi af Haaret,
Den hele Blomsterfletning,
Hun nylig havde baaret.

XVI
Det var ei ham, hun vented.
Med Sorgens Budskab skrevet
I sine mørke Miner
Dragonen bragte Brevet.



XVII
Hun rev det fra hinanden -
Hun svimled - faldt som knuset
Man finder intet Marmor
Deiligere strakt i Gruset.

XVIII
Det er den aarle Morgen.
Det røde Skjær af Solen
Farver den gamle Frøken,
Som slumrer i Lænestolen.

XIX
Ferskentræerne blomstre
Og Mandlerne i Haven;
Men hendes Hud er falmet
Som Alabast paa Graven.

XX
Der staaer et Liigvers skrevet
I Furerne paa Panden,
Og sine blege Hænder
Hun folder i hinanden.

XXI
Medynksom Kakaduen
Sit gule Hoved bukker,
Betragter sin Veninde
Med store Blik, og sukker.

XXII
Paa Sovekamrets Damask
Et Malerie sig strækker,
 og Blomsterurnen yndigt
Mod det sit Indhold rækker.

XXIII
Der sees han, som han leved,
I ridderlige Fore,
Med Purpurskjærf om Livet,
Med Hjelmbusk og med Spore.

XXIV
Med Panden, tung og sænket,
I mørke Lokkers Skygge
Med Læberne, som kløftes
Af Ungdom og af Lykke.

XXV
Men med en Smertes Alvor
I sine Blik, som vidste
De selv forud, hvor tidligt,
Hvor snart de skulde briste.



DRØMMEVERDNEN

Drømme!
Hvad vil Mængdens Tale sige
At de korte, lette Drømme
Ikke er det Virkelige?

Dette,
Vil enhver iblandt os vide,
At det Stygge og det Slette
Er i Livet det Solide.

Vige
Derfor skal det plumpt Reelle!
Jeg mod Drømmens Himmelstige
Vil mit unge Hoved hælde.

Drømme!
Lad fra eders Skygge-Rige
Englene imod mig strømme -
Vær for mig det Virkelige!


FRØERNE

I
"Hvor her er smukt ved Vandet.
Hvor speller klart sig Jollen,
Den grønne Kant af Landet,
Og jeg, og Parasollen.

II
Og Frøerne - de qvække!
Op af den blanke Flade
De Hovederne strække
Saa stille, sjæleglade.

III
Og deres Mund staaer aaben,
Og deres Ølne spille,
Som om de Himlen drikke
Og Solen synke ville."

IV
Men seer du Storken vade
Og løfte op af Dyndet
Parviis de Sjæleglade?
Gud veed hvad de har syndet.

V
De sluges af den Grumme
Man skulde tro, forskrækket
Ved denne Catastrophe
Ophørte Foraarsqvækket



VI
Men nei - deslige Scener
Skjøndt blodige og tunge
Er just Naturens Orden -
Hør hvor de andre sjunge!



OMVENDELSE.

Der var en Tid, jeg troede ei paa Gud,
Og havde intet Haab om Evighed;
Tilintetgj øreisens uhyre Ro
Var mine mørke Tankers Ideal.
Men siden jeg har følt en Lidenskab,
Som den, jeg nu besjæles af:
Har jeg begyndt at troe, der er en Gud,
Og har det Haab, der er en Evighed.


VI SAD I VINTERNATTEN

Vi sad i Vinternatten
Hvor Ovnen sparsomt gløded;
Vi holdt i vore Arme
Det syge Barn paa Skjødet.

Jeg følte Pulsen svinde
I Gluttens spæde Aarer;
Fra dine Øine perle
Saae jeg de friske Taarer.

Jeg saae den lille Strube
De sidste Luftdrag tømme;


DØDENS KLOKKER KIME

I
Hør, Dødens Klokker kime!
See Sørgeskaren vandre!
Kom, lad os samlet skride
Til Graven med hverandre!

II
Du Lykkens Barn, der synes,
Rødmusset som en Dukke,
At ligge evig pyntet
I din duunbløde Vugge -

III
Du, Olding, træt af Arbeid,
Som nys, i Hytteqvalmen,
De tunge Lemmer strakte
Med Vee og Værk paa Halmen

IV
Skjøn Jomfru, du, som dækkes
Af Alderdommens Rynker,
Og, lug et gustent Æble,
I Moderjorden synker -

V
Og du, ved Nattelampen,
Med Pen og Bog i Haanden,
Du Alvors-Mand, som grubler,
Og som besværger Aanden -



VI
O alle I, som efter
Det store Intet iilte,
Hvorover I med Rette
I lyse Timer smulte -

VII
Naar fandtes hvad I søgte?
Sug, naar blev Maalet truffet?
Hvem har - svar mig oprigtig
Hvem har ei Livet skuffet?

VIII
Hvo naaede til de Egne,
Hvor Sandhedskilden strømmer?
Hvo føler ei, lysvaagen,
Med Gysen, at han drømmer?

IX
Hvo venter ei - nedhugget
Lemlæstet og forblødet -
I Kamp mod Livets Qvaler
Med Længsel Naadestødet?



MORGEN-SITUATION.

I
De muntre Arachnider
I Morgenluften spinde:
Ved Kilden sig forfrisker
En Hyrde og hans Qvinde.

II
Han har, til Værn mod Solen,
Sin Isses sorte Totter
Og sine nøgne Fødder
Indsvøbt i stive Maatter.

III
Hun synker træt paa Stenen,
Med Barnet ved sin Side,
Hvis Hænder i den tomme
Brødposes Folder slide.

IV
Han løfter atter Aaget,
Som truer med at knække;
Hun skyder Trillebøren,
Som Hunden hjelper trække.

V
Om hendes brune Skuldre
Har hun et fattigt Stykke,
Og paa den unge Pande
Kun Svedens Perlesmykke.



VI
Solheed gaaer Veien opad.
Men deres Kraft er hærdet,
Og i de mørke Øine
Staaer Glæden uforfærdet.



DIGTERNES PRYDELSE

Digternes Prydelse - de danske Hjerters sødeste Næring og sundeste Nydelse - Christian Winther, min Ven - Fred og Hilsen igjen! - Læs disse Linier uden Fortrydelse.

Ingen kan vide - paa disse Tide, - hvad jeg maa lide, - hvad jeg maa døie - med Øre og Øie, - baade af Lave og Høie, - baade af det Fine og det Drøie, - baade i Pels og Nattrøie, - baade udvendig og indvendig, - alle- vegne, - af Andre og Egne - fordi jeg gav efter - for Din Tunges veltalende Kræfter, - for Dit Blik, som tryller og hefter; - og lod mig friste - til det, som jeg vidste - vilde komme mig dyrt at staae paa det Sidste. - Ved Ham, der skabte Elephantens Snabel, - de Troendes Sabel, - og Persiens skjønneste Fabel, - men ogsaa det ufuldendte Babel! - Sneglen uden Huus, - den uanseelige Muus, - og min sletteste Parabel - som Dine Digte ere berøm- melige, - deres Kilder utømmelige - deres Vers i"ene og sømmelige, - deres Tanker friske og fyldige, - men derfor ikke mindre søde, uskyldige, - ere mine, det føler jeg, istedenfor runde, klumpede, - istedetfor glatte, skrum- pede, - istedenfor korte, stumpede, - istedenfor velordnede, sammenslumpede, - istedenfor langhalede, kortrumpede, - istedenfor taalelige, utaalelige, - og derfor mine Qvaler umaa-  lelige. - Jeg mærker ogsaa daglig noget, - man rykker ud med Sproget, - løfter lidt paa Laaget - og gjør mig Sagen meer og mere broget, - meer og mere kroget. - En siger, tilsyneladende rolig, - Skuldren klappende, - og Knappen snappende - fortrolig - skjøndt i sit Indre - ikkedesmindre - Haan-Latterens Hule og Spottens Bolig: - Naa, som jeg hører, er dine Digte i Trykken, - naar kan Publikum vente sig Lykken? - Det løber mig iiskoldt ned ad Ryggen - En anden raaber: hvad! mon Fanden dig plager! - du har dog ei sendt dine Sager, - din mislykkede Dei til en Bager, - i Forventning af Kager? - Du begriber, hvordan slig Tale mig smager og behager. - En tredie spotter: - Havde jeg tænkt, du havde saadanne Rotter, - saadan en Musefamilie - i din gamle, gule Chenille, - saa skulde jeg ladet dig blive hjemme, - om ogsaa tusinde Børn sad i Klemme; - du havde nok med dine egne at fremme. - Den Spot er ikke nem at glemme. - Lad mig derfor, min Ven, høre din trøstende Stemme - sæt en Fløite for din Mund - og blæs, om ogsaa kun - for en Stund, - mine Skrupler i Blund. - Mit Indre skriger, - som efter Blod en Tiger, - som en Ungkarl efter Koner og Piger, - efter et Ord fra Dig, sødmet af Smiger - Ved Ham, der fylder Vandbærens Kande - hver Nat, i de hede regnløse Lande, - og kaster til Nordpolen - over lis og Snee en Purpur- straale af Solen! - et Ord fra Dig er Erstatning - for denne Tvivlens og Skrækkens Forfatning  - et ord fra dig vil mig læge - vederqvæge - og pege - paa Muligheden - af Haab for Udueligheden - vil - naar du skriver mig til - udslette mig Rynken af Panden, - fylde mig Trøstens Bæger til Randen, - dreie Forstanden, - gjøre mig reent til en anden - hjelpe som Fanden - kortsagt, opfylde min Tomhed og Plathed - min Huulhed og Mathed - med Sødhed - og Blødhed - med Hvidhed - og Blidhed, - ganske - som en Liliehaand opfylder en Handske - Troen Fornuften - Rosenduften - Luften, - en guldlokket Nakke Hatten, - og Maanestraalerne Natten. p

Min Kone, den Stakkel - min Eensomheds Fakkel - min Sjæls Tabernakel - og dog mit daglige Kors og Spectakel, - hvem en Hex Bestemmelsen satte, - i hele sit Liv at gie Patte - og sig kun med Børn og Gryder befatte - beder dig hilset, som i det Fjerne - man hilser en Stjerne, - eller som, ommørket af Dalen - man sender en Hilsen til Nattergalen Hils ogsaa Brødrene, aandige, ranke, - fulde af Vittighed, Skjønhed og Tanke, - Christian og Carl, naar dem omfavner din Hytte, - og eder Alle Allah beskytte!


RITORNELLER

1
Den skjønneste af alle Louiser,
At hun elsker mig, at hun elsker mig
Er en af hendes Capricer.

2
Hvor hans Manerer ere ridderlige!
Kun Skade, at hans ene Øie skeler,
Og at hans Handlinger er lidderlige.

3
I fire Døgn med Breve bombardeertes;
Den femte Aftenstund parlementeertes;
Og sjette Nat hvad saa? - capituleertes.

4
Blomst af Forglemmigeien!
Man finder dig; man fæster dig ved Hjertet,
Og om et Øieblik, saa er du tabt paa Veien.

5
Blomst af Reinekloden!
Du svulmer alt - o snør dig ei formeget!
Husk, at din Frugt skal blive rund og moden.

6
Blomst af Skarntyden!
Ræk mig dit Bæger! det er fuldt til Randen,
Men jeg vil tømme denne Skaal for Dyden.



7
Blomst af Skovsyren!
Stol ei for trygt paa din fredede Uskyld,
Tørstig og ludende nærmer sig Tyren.

8
Han kunde havt, hvad jeg i Aftes fik,
Det Fjog, der fordrede en Lyd, et Ja -
Kan den forstaae et Ord, der ei forstaaer et Blik?

9
Lad du mig raade selv; jeg veed det nok at mage;
Jeg bryder ikke af, fordi jeg holder inde.
Hvo stort Spring gjøre vil, skal gaae tilbage.

10
Tag Fyren med Fipskjæg og Kalvekrydsnaalen,
Med Tanden af Guld og med Hælen af Sølv! -
Den, som ei kan faae Flesk, maa nøies med Kaalen.

11
Hvad klapper du Anselmo for, Ulrikke,
Og piner ham med dine søde Blikke -
Den Steen, du ei kan vælte, lad den ligge.

12
Hvortil nytte de evige Klager!
See dig om efter alskens Sager -
Ingen faaer nyt Brød, uden han bager.



13
Kjærestens Ansigt er blegt og Foden den hovner -
Han er alt skaldet - syv Aar var de forlovet -
Mine Venner! drik eders Øl, før det dovner.

14
Nu, lad ham komme; jeg er uforfærdet;
Jeg viger intet Haarsbred fra din Side;
Hilser han med Kaarden, saa takker jeg med Sværdet.

15
I Stuen skreg en pjaltet Børneflok;
Paa Fruen hamrede en Knortestok;
Man spinder, som man reder til sin Rok.

16
Er det sandt - sagde Morten, og satte Huen paa Skraa -
At jeg er gjort til Hanrei, saa er vi ovenpaa!
Bønder er ikke Gæs, fordi de er graae.

17
Lad du ham sine høie Ord kun spilde;
Med alt sit Spræt han kommer dog forsilde,
De Haner gale mest, som gale ilde.

18
Ved et Forræderie af Silkekjolen,
Idet hun sprang med Lethed ud af Vognen,
Saae man - det Hemmeligste under Solen.



19
Hun satte sig med Ærbarhed paa Stolen,
Men under den forraadte Silkekjolen
De nydeligste Lægge under Solen.

20
Svøb dig i dine Laser, smaa Trifolie,
Din Tid kan komme! husk, at uden Taalmod
En Fattig er som Lampen uden Olie.

21
Med Gratie sig Dandsens Rækker krydse,
Vel hundred Fødder svæve over Gulvet -
To af dem gad jeg have Lov at kysse.

22
Er det ei skrækkelig kedsommelig,
At Bertha, der ifjor var saa guddommelig,
laar er gift og høifrugtsommelig.

23
Blomst af Jasminen!
Din lange Haarlok har jeg gjemt i Silke,
Lagt paa mit Hjerte skal den lindre Pinen.

24
Svøb dig i Pelsen og den bløde Muffe;
Du er saa tryg, skjøndt vi hinanden puffe,
I min Kareet, som i din Models Skuffe.



25
Blomst af Lilieconvallen!
Tidt føles Magten af rhetorisk Svada,
Men du beseirer med en barnlig Lallen.

26
Blomst af Riddersporen!
Din Silkekjoles Slæb opløfter Pagen,
Forfra den løftes af Majoren.

27
Den sødeste af alle Luiser,
At hun elsker mig, at hun elsker mig,
Er en af hendes Capricer.

28
Springende Hare!
Jægere seer jeg, hvorhen jeg mig vender,
Angst som dit, er mit Hjerte, for Fare.

29
Springende Hare!
Naar vi trykker os begge for Skytten i Leiet
Tænker jeg kan vi os sikkrest forvare.

30
Blaa Petersilie
Fyldt i en Kylling og lagt om en Østers
Smager Du bedre end Blad af en Lilie.



31
Grønne Agurker!
Vantrevne, sure, forhærdede Kegler!
Lykkelig hvor kun er saadanne Skurker!

32
Summende Bræmse
Den Journalist gad jeg seet, som bedre
Bruger sin Braad og brumnier sin Remse.

33
Matte Fortælling!
Hvor mine Landsmænd puste paa Skeen
Slikke sig Munden rundt om din Vælling.

34
Knap, som jeg tabte,
Finder dig nogen, saa nytter du mere,
End som den Lykke jeg tabte.

35
Cactus, som med Purpurbægret blusser!
Ti Aar jeg saae dig tornefuld og treven,
Nu, ved din Blomstring, jeg med Rette studser.

36
Blomst af den brune Malve!
En Bræmse hænger ved dit Honninggjemme,
Lad ham ei tage alt; und mig det Halve!



37
Rosenknop saa fager!
Giv mig et Kys; to giver jeg tilbage;
Saa kan du ikke sige, jeg bedrager.

38
Allike, som hist paa Taget sidder;
Den hvide Due er din Dame,
Og du den sorte Ridder.

39
Kykylyky! i alle Gaarde lyder.
Som meget andet, har jeg hørt det ofte,
Men Gud maa vide, Glut, hvad det betyder.

40
Rør ei min Lok! Jeg er usynlig smykket!
Paa dette Sted - her hvor min Tinding brænder -
Har hun sin Læbes Rosenmærke trykket!

41
Jeg kunde sige, som er sagt af Flere:
"Jeg elsker dig!" - Men, hvad mit Hjerte føler
For dig, min Ven, o det er meget mere!

42
Stands lidt ved Blomsterne i dette Hjørne!
De kunde vredes, saae vi ikke paa dem, -
De Smukke, veed du, kan man let fortørne.



43
Ja, jeg bekjender høit og lydelig:
Næst ham, jeg elsker dig, - næst ham, - fast mere -
Ak Gud! kan du forstaae mig? er jeg tydelig?

44
Farvel! - bød hun - Farvel! - Der var i Skriget,
I Lyden af de sidste Ord, en Bristning,
Som den, hvorefter stumt sig strækker Liget.

45
I Hovdets Synken, Armenes Forlængelse,
I Afskedsblikkets langsomme Udslukkelse
Var der en taaredrukken Liigbegjængelse.

46
Men i det lange Kys, i Favntags-Heden,
I vore Hænders Tryk, i Troskabs-Eden
Var en Tilegnelse for Evigheden.

47
Og i de bittre Smerters Overmandelse,
- Selv i Resignationens mørke Taare -
Var der en Himmelfart og en Opstandelse.

48
En Stedmorsblomst du hefted mig paa Kjolen,
Og Svalerne fløi sorte langs med Jorden -
En Tordensky opvælted sig for Solen.



49
"Hvor jeg foragter Digteren, som røver!"
Døm ei saa strengt! Husk paa, jeg selv jo raner
Fra Dig den Sødme, som mit Digt behøver.

50
Min brogetklædte, brune Negerinde,
Afrikas Barn, med Hjertet fuldt af Hjemvee,
Vil hjelpe dig min Kammerdør at finde.

51
Ja, du har Ret! Vel maa du lee og hysse!
Enfoldigt, klodset Læberne bevæges,
Naar de vil tale, hvor de burde kysse.

52
Jeg skjænker dig min Pande - har du skrevet -
Den hule Kapsel efter Liliens Blomstring,
Ei et: memento mori, men et: husk, jeg leved!

53
En Femtenaars! En lang og smidig Unge!
Hvor luftig hendes Gang! hvor knipsk Fodskiftet!
Og i sin Trodsighed hun rækker Tunge!

54
Det Skjønhedsglimt, den Yndighed, jeg mægted
At liste fra dig, er paa disse Blade,
Som Sommerfuglens Vingestøv, fasthægtet.



55
Men ak, hvor ofte hang sig, hvad jeg røved
Af Deilighed, ved mine plumpe Fingre
Glandsløst og dødt, som Sommerfuglestøvet.

56
Jeg traadte dig paa Foden, da vi kjørte,
Jeg hvidsked dig i Øret, da vi dandsed.
Men du - du hverken følte eller hørte.

57
Det var i Nat som om jeg skulde dræbes -
Mit Veir blev væk - Jeg tænkte: Gudskelov!
Nu skal der ikke sukkes meer og flæbes!

58
Om Ingen mig begræd, mig vistnok smerted
Men lov mig, læg mig ingen Steen paa Graven
Der har saalænge ligget en paa Hjertet.

59
O, længe skal din Lærdom jeg erindre:
At Kjærligheden gjør hver Smerte større,
Og at den gjør hver lille Glæde mindre.

60
Jeg knælte for dig som en ung Platoniker -
Du bad mig sidde ned, jeg gjorde som du bad-
O, Amor er den rædsomste Ironiker!



61
Snørlivet sad, saa Ingen kunde klage,
Skjønpletten var endnu paa hendes Hage,
Og Næsen rynked hun som fordums Dage.

62
Det er en nederdrægtig slet Affaire!
Hun loved mig, paa Pletten her at være
Før Fem, og nu er Klokken Ti, min Kjære!

63
Den lysblaa Badevogn var trukket ud paa Sandet -
Man hørte Fnisen af de unge Skjønne -
Det var som Lilier blomstred under Vandet.

64
En dobbelt Regnbue lyste over Egnen,
Men dine Arme lyste meget mere,
Der holdt en Alperose ud i Regnen.

65
Jeg standsede i Midten af mit Buk -
Saa sort en Lidse paa en Barm, saa hvid!
Jeg tabte Fatningen - Du var for smuk!

66
Hæld Vand af tusind Blomster i mit Hoved!
Vift mig med Aftenkjølighedens Vifte!
Nu digter jeg igjen, - Gud være lovet! -



67
Som dette Vandfald gjennem Lundens Myrter,
I sine Elskovsdages dunkle Minder
Erindringen høithulkende sig styrter.

68
Naar Kysset neppe mere Kysset føler
Fordi for hidsigt Læbe Læbe brænder,
Tryk dem i Barmens hvide Snee - det kjøler.

69
En foretrækker Stemmens Blidhed
En Blikkets Dyb, En Læbens Sødme
Jeg bekjender mig til Hudens Marmor-Hvidhed.

70
Til Legetøi for mine lystne Hænder
Gav hun i Vognens Mørke mig sit Armbaand
Af Guld og Perler - daarligt Bytte, Venner!

71
Jeg elsker Kløfterne i Mund og Hage,
Og Kindens Smilehul og Nakkens Grube,
Og fandtes ingen fleer, skal jeg ei klage.

72
En blegrød Albuspids veed jeg at hædre,
Naar den er rund og glat, som sjælden findes -
Men Knæets Marmorskal anstaaer mig bedre.



73
Naar Munden neppe mere Kysset føler.
Fordi for hidsigt dine Læber brænde -
Sænk dem i Barmens Alpesnee - det kjøler!

74
Tændernes skjønne Stilling til hverandre
Er Tegn paa søde, sandselige Lyster -
Naturens Orden kan man ei forandre!

75
Interessant nok for en Skjønheds-Kjender
Er Nakkehaarets Snoening ved sit Udspring,
Men find, naar Knuden løses, hvor det ender.

76
Alt hvad Fornuftigt siges kan om runde
Snehvide Skuldre, har jeg sagt; til Gjengjæld
En af dem nu mig Hvilested forunde.

77
En Strøm af Ord, blandt stille Blomsterbuske,
Fra vore Læber perled, hastig, ivrig!
Hvorom det var - kan du, kan jeg det huske?

78
Som Nattergalen fløiter ved sin Bolig
Ei for at røbe Lidenskab og Attraa
Men for at lade ligegyldig, rolig



79
Vi vilde begge listelig med Sproget
Ved Hjelp af Tungens flydende Betoning
Gjensidig for hinanden skjule noget

80
Hvorledes Haanden er saa nem og skikket
Til flygtig Gliden og til sagte Trykken,
Veed den Uskyldigste paa Øieblikket.

81
Paa hver en Skygge speidende hun stirred,
Og lytted efter hver en Lyd i Natten -
Bestandig smukkere og meer forvirret.

82
Den Tid vil ogsaa komme, jeg mig trøster,
Da hun vil Intet andet see og høre
End Fakkel-GIandsen, som Gud Amor ryster.

83
Det var saa nydeligt, da, trykt mod Barmen,
Du hvidsked til mig: Ikke meer saaledes!
Men tag mig kjønt og ærbart under Armen!

84
Jeg lokker ei med Slangens Bugt og Blikke;
Kun med Forstandens Rangle, Tankens Glathed,
Besnærer jeg mit Rov - det nægtes ikke.



85
Utroskab er antik; da Helena sig jamred,
Og ei godvillig vilde følge Paris
Trak Venus hende selv til Sovekamret

86
De mørke Lindetræers Duft var deilig!
Hun bukked sig tilbage for at aande -
O denne svage Stilling - hvor beleilig!

87
Det er min egen Skyld, og ingen Andens -
Bebreided du dig selv - at jeg har feilet!
Nei - hvidsked jeg - nei, det er Ægtestandens !

88
I Oldtiden, som græske Sagn vil sige,
Tog Jupiter det Skjønneste fra Jorden,
Og loe i Skjæget af de Dødelige.

89
Alt skifter om! Jeg har Jupiter kyset -
Imens jeg favner Dig han staar paa Himlen,
Kold, skjælvende - og holder Lyset!

90
Hvergang den store Stjerne nu beklkker
Mig eensomvandrende I Sommernatten -
Jeg løfter Næsen høit, og spodsk jeg nikker.



91
Undskyldning bringes herved alle Taftes
Og andre fine Dame-Klædningstykker,
Der lod sig krølle noget igaaraftes!

92
En Hat selv, der var rynket og carreret,
Og ei saa ganske kort endda paa Skyggen,,
Har ei imindstemaade mig generet.

93
Hvor sandt et Ord, som jeg har hørt af Flere!
At, hvo som faaer den lille, hvide Finger,
Kan være sikker paa, at han faaer mere.

94
For ret at see en blaalig Plet, som brændte
I Halsens Liliehud - med rynket Næse
Skinsygens Furie sin Fakkel tændte.

95
At Natten er saa mørk, det er en Lykke!
Det passer sig saa godt! Det var om Natten
At Amor gjorde sit Besøg hos Psyche.

96
Riv dig kun løs og græd og vær kun bange!
Det er saa kjønt, at see dig Haanden vride,
Din Kamp med Lænkerne, du søde Fange!



97
Retsora en Halvgud, der Ambrosia nipper,
Beruset, vaklende om Skaalen fatter -
Saaledes ogsaa jeg, naar Kysset slipper.

98
"Godnat! Sovvel!" - O nei, endnu dog ikke!
Goddag! Godmorgen! Siden vi tog Afsked
Er der jo gaaet nogle Øieblikke.

99
Ved Kysset heftet i din Nakkegrube
Du gjøs og kasted dig tilbage - Hurtig
Jeg planted Kyssets Rose paa din Strube.

100
Jeg kunde have gjort det mere broget,
Løst Haarets tusind skjønne Cataracter -
Men jeg er karrig - jeg vil gjemme noget.

101
Til Kys indbyder Armen, hvid og kjælen!
En deilig Tumleplads den runde Skulder!
Men Kys paa Barmen gaae ret ind i Sjælen.

102
"Hvis Nogen saae os her - os to - alene!"
Hvad var det saa? Hvad andet vel at skue,
End Slyngningen af et par Blomstergrene?



103
Mn Ven, et Raad! Du vil en Lindring føle,
Naar altfor hedt du Læbens Kys har drukket -
Ved Dig i Sneen rundtomkring at kjøle.

104
Omkring din Deilighed i Kreds jeg summer,
Som Bremsen om det store Liliebæger,
Og først i Nektarkalken jeg forstummer.

105
Forlad mig! Gaa! Min Ro, mit Liv, min Ære,
Alt staaer paa Spil! For Guds Skyld lad mig være! -
Man troer det ei! Jeg adlød - Paa min Ære!

106
Du kan ei undres over, at jeg varlig,
Forsigtig næsten, speider i dit Aasyn -
Du veed, jo skjønnere, desmere farlig.

107
Jeg fandt i Dig en øm, vellystig Kone
Forledendag - og jeg er ei Herakles -
Hvad gjør dig da med eet til Amazone?

108
Blomst af Forglemmigeien!
Man plukker dig paa Gjærdet og i Grøvten, -
Et Øieblik, saa er du tabt paa Veien.



109
Blomst af Petersilien!
Lagt om en Østers og fyldt i en Kylling
Du passer meer end Rosen selv og Lilien.

110
Blomst af Salpiglossen!
Du lod, som om du snublede I Græsset,
Han hjalp dig op og gik - See dog til Tossen!

111
Blomst af Salvien!
Om ogsaa Mange kalde dig en Snerpe,
Dit lille Honninggjemme kjender Bien.

112
Blomst af Balsaminen!
Skjænk i mit Glas! hun sagde - dette Gjenskin
Paa Dugen, er min Nydelse af Vinen.

113
Blomst af Lupinen!
Hvert uforsigtigt Brev, du sendte, har jeg
Paa Øieblikket kastet i Kaminen.

114
Blomst af Jalappen!
Bevares, Frøken! jeg skal altid passe
At først gaae over Stenten, først op ad Trappen.



115
Blomst af Anemonen!
At pudse Lysene, det sømmer Manden,
At puste Lyset ud, er kjønt af Konen.

116
Blomst af Provencerosen!
Du faldt fra Brystet af en stjernet Herre,
Prøv til Forandring Munden af Matrosen.

117
Blomst af Storkesnablen!
Kan du forlange nogen bedre Frier?
Tænk! første Characteer og Æressablen!

118
Blomst af Gentianen!
Du lukker Døren op, jeg lukker Døren i,
Din Mand er ude just - der har du Planen.

119
Neglike, du bristende!
Hvad vil du i det gamle Frøkenkloster,
Saalænge du endnu er ung og fristende?

120
Blomst af Levkoien!
Tre Ellepiger saae jeg luftigt dandse -
En af dem fulgte jeg i Elverhøien.



121
Blomst af den brune Malve!
En Bræmse hænger ved dit store Bæger,
Lad ham ei tage Alt; und mig det Halve!

122
Cactus, som med Purpurbægret blusser!
Ti Aar jeg saae dig tornefuld og kluntet,
Nu, ved din Blomstring, jeg med Rette studser.

123
Tøffelblomst du søde!
Jeg havde ventet mig en streng Behandling,
Men dine Slag er smigrende og bløde.

124
Dunkle Skabiose!
Igjennem Sørgedragtens Sorthed skimter
Jeg Purpur af en friskbedugget Rose!

125
Valmue! mørk i den marmorne Vase!
Nu har jeg seet dig! din brogede Turban!
Nu vil jeg hjem at drømme og rase!

126
Blomst af Potentillen!
Du er saa pæn, saa kruset og saa krøllet,
Ja selv din gamle Mand er pæn og pillen.



127
Blomst af den røde Diptanime!
Frygt el, at Schawlet brænder med det samme.
Fordi i Skumringen du kommer lidt i Flamme.

128
Hvidblomstrende, lille Dryade!
Alpehøit boer du! mange Trapper i Veiret;
Men jeg følger dig dog i den ensomme Gade.

129
Blomst af Hibisken!
Lyserød smulte du til mig ved Bordet -
Men immer stum op gabende som Fisken

130
Blomst af Sværdlilien!
Stolt er du, og kaster haanlig med Nakken,
Men jeg blæser ad dig og hele Familien!

131
Blomst af Aben!
Tag du dit Strikketøi, jeg tager Bogen -
Thi ellers døe vi beggeto af Gaben.

132
Han læser Spisesedlen med betænksom Mine:
Hummer og Krebs, Pigvarer, Negenaugen -
Hei! giv mig et Par friske Kys, Petrine!



133
Det er en nederdrægtig slet Affalre -
Hun loved mig, at være her paa Pletten
Før fem, og nu er Klokken ti, min Kjære!

134
Hun satte sig med Ærbarhed paa Stolen,
Men under den forraadte Silkekjolen
De nydeligste Lægge under Solen.

135
Med Gratie sig Dandsens Rækker krydse,
Vel hundred Fødder svæve over Gulvet -
To af dem gad jeg have Lov at kysse -

136
Er det ei skrækkelig kjedsommelig,
At Bertha, der ifior var saa guddommelig,
laar er gift og høifrugtsommelig?

137
Den sødeste af alle sinaa Louiser,
At hun kan elske mig, det maa jeg sige,
Er en af hendes sødeste Capricer.

138
Han har en Skilling ei til Lusesalve,
Men vil dog kjøbe Persien og China,
Med Tilbud, at betale strax det Halve.



139
Ni Børn fik 'Rosa, høist ullig hinanden.
Hver Unge var sin Fader op ad Dage,
Men der var ikke en, som ligned Manden.

140
Nutids Novell og vandede Fortælling,
Hvor mine Landsmænd, Karl saavel som Kjælling,
Sig slikke Munden rundt omkring din Velling.

141
Min Kjærlighed er evig! raabte Clara,
Idet hun vandede sin Urtepotte -
Vandkanden hvidsked: jeg er Niagara!

142
Hvad i mit Hjerte dybest inde ligger?
Hvad Sjælen i sin mindste Afkrog gjemmer?
Min Engel, vær dog ingen Posekigger!

143
Vi sad i Krogen, som sædvanlig, fjasende;
De Gamle spilte deres Whist; med eet
Udraabte hun: jeg troer, at du er rasende!

144
Stryg du din Frues Kjoler og Tistille,
Stiv hendes Kraver, Skjørter og deslige -
Lad hendes stakkels Mand i Fred, Pernille!



145
Om Panden Baand, om Arm og HænderLaase,
Om Halsen firegange snoet en Lænke -
Men Munden - som er fri - hvor den kan vaase!

146
Din Haarvæxts Knude bringer mig i Harme
Alting vil jeg see løst og fra hverandre,
Som dine runde, melkehvide Arme.

147
Guds Viisdom see! Det øser ned med Spande,
Men alt som Himlen meer og meer sig skjuler,
Du løfter op, som til Erstatning, Hanne!

148
Hvad Under, mine Tanker er forfløine,
Og at min Pen gjør visse, gale Streger -
Forførerske, med dine skjælmske Øine -

149
"Lad ikke Sommerschawlet glide, Ven,
Fra Skuldren ned, jeg kunde bide den!"
Hvordan? Kan du da ikke lide den?
Lægen.

150
Hans Blik er naglede til Loftets Planker,
Hans Haand til Ninas Arm, hvor Pulsen banker,
Men under Teppet finder du hans Tanker.



151
Nu er beselret Alt, som har os kyset,
Omfavn mig, Glut; jeg eier Bord og Stole,
Du har en Seng, og Penge staaer i Lyset.

152
Saamegen Fynd og Skarphed i Forstanden -
En saadan Masse Lov og Ret i Panden,
Men I en Seng saa dum som Fanden.

153
I alle Klubber gjør han Støi og Mudder,
om Frihed fører han et evigt Sludder,
Og bærer altid Schawlet for en Ludder.

154
I Luften fire Sommerfugle tumle
Et ømt Tagfat - men du, du staaer ved Muren
Nedslaaet, bitter, som den mørke Humle.

155
Om Livet kunde jeg med Haanden spænde,
Og meget kort var Dinas lette Kjole,
Men hendes Dyd, desværre, uden Ende.

156
Polakken drikker - det gjør ei vi Danske -
Champagne af sin Dandserindes Støvle -
Men lad mig drikke Duften af din Handske.



157
Hvor yndigt dine Lokker ogsaa svæve,
Hvor ziirligt dine Skjørter end sig hæve,
Er du dog ikke andet, end en Tæve.

158
I Vreden reiste sig hans Hovedhaar som Taarne,
Hans Næse steg, hans Vom, hans Røst sig hæved -
Kun een Ting hang, som altid, paa den Høivelbaarne.

159
Den gamle Degn var vederstyggelig,
Og Prækenen kun lidt opbyggelig,
Men ved din Side var jeg lykkelig.

160
Til Stevnet har din Hest dig bragt, skumhvid paa Bringen,
Du venter - slaaer i Haanden - lytter - hoster -
Omsonst! - En Kat gaaer over Gaden - ellers Ingen!

*

161
Den rosenrøde Viin i Kanden,
Paa Ruden lis, paa Arnen Gløder,
Og dig i Stuen - Ingen Anden!

 *

162
Et Slør om Halsen og om Panden,
Lidt Maaneskln i Haugens Gange,
Og dig, som møder, Ingen Anden!

163
Med Stjerner er din Pengepung broderet,,
Med Zobel er din Silkepels garneret,
Kun Skade, at din Bagdeel er vatteret.

164
Med Sablen klirrende mod Sporen,
Snurbarten sort, Kasketten sat forsoren,
En Kæmpe ligner han, men en forloren.

165
Næsvise Burrer i dit Skjørt sig kurre,
Maa jeg ei hjelpe dig at slippe fra dem?
Saa gaae du selv! du er den værste Burre!

166
Jeg kan ei lide ham; han har en Vorte,
Næsen er en Miil fra Munden borte,
Og desuden har han været forlovet med
Dorthe.

167
Han gjorde stor Opsigt i Byerne,
Thi hvor han gik, gik han paa Tæerne,
Hans Flipper naaede til Skyerne,
Og hvor han faldt, faldt han paa Knæerne.



168
Hvert Kys, jeg fik, var fulgt af hede Taarer -
Du vred din Haand, jeg jamrede Farvel!
Men Himlen lo, og Skoven hvidsked: Daarer!

169
Du vilde Vandets friske Straale smage,
Og holdt dit Hoved under Kildespringet
Jeg glemmer aldrig det i mine Dage!

170
Det styrted i Dit Ansigt, kyssed baade
Dig Mund og Pande, Hals og Barm og Hage,
Selv dine Slangelokker blev saa vaade!

171
Du smulte kun og rystede de lange
Bestænkte Haar omkring de røde Kinder
Og mine Kys - for dem er du saa bange!

172
De er dog idetmindste ei saa kolde!
Hvori din Angest egenligen ligger,
Skal mig nu ikke meer Bekymring volde.

173
Jeg traadte dig paa Foden, da vi kjørte,
Jeg hvidsked dig i Øret, da vi dandsed -
Men du - du hverken følte eller hørte.



174
En dobbelt Regnbue lyste over Egnen -
Men dine hvide Arme lyste niere,
Der holdt en Alperosenblomst i Regnen.

175
Vær hilset, Kildevæld, du som alene
Skumpladskende, høithulkende dig styrter
I denne mørke Skaal, blandt kolde Stene!

176
Rør ei min Lok! Jeg er usynlig smykket!
Paa dette Sted - her hvor min Tinding brænder,
Har hun for første Gang sin Læbe trykket!

177
Q dvæl ved Blomsterne i dette Hjørne!
De kunde vredes, saae vi ikke paa dem -
De Smukke, veed du, kan man let fortørne!

178
"Hvor jeg foragter Digteren, som røver!"
Døm ei saa strengt! Husk paa, jeg selv jo raner
Fra Dig den Sødme, som mit Digt behøver.

179
Ja du har Ret! Vel maa du lee og hysse!
Enfoldigt lyder Læbens Smigertale
Herefter vil jeg tie blot og kysse.



180
Flodguden kyssede dig mangegange
Du loe, og bød ham atter Rosenklnden -
For mine Kys er du bestandig bange!

181
Om ogsaa de, som hans, sig ikke holde
Just indenfor de snevre, dumme Grændser
De er dog ikke nær saa kolde!

182
Hver Skjønhedsglimt, hver Yndighed, jeg mægted
At liste fra dig, er paa disse Blade
Som Sommerfuglens Vingestøv fasthægtet.

183
Men ak, hvor ofte hang sig, hvad jeg røved
Af Deilighed, ved mine plumpe Fingre
Glandsløst og dødt, som Sommerfuglestøvet.

184
Et Hvilested, det yndigste i Egnen,
Skabt for en Danae, er dette Grønsvær -
See, hvor sig buer Gyldenregnen.

185
Som Leda læner du dig til Platanen,
Med Dammens lunkne Vand ved dine Fødder
Og lokket af Din Skjønhed kommer Svanen -



186
Følg mig til hine graalige Cypresser!
I Skyggen vil vi, for en afdød Amor,
Mens Klokken ringer, læse Sjælemesser.

187
Din fine Læbe sagde ikke noget,
Og Blikket skjulte sig bag Silkelaaget
Men begge Kinder talte Rosensproget.

188
Det hører til Naturen her i Egnen
At Kjærtegn følges af en Taarebyge
Som Solens hede Stik af Sommerregnen.

189
En Femtenaars! Hvor lang og smidigsvungen.
Hvor luftig hendes Gang! hvor dristig Blikket!
Sødt i sin Trodsighed hun rækker Tungen.

190
At gjætte Alt, hvad her i Kurven, Julie,
Er fyldt - som Frugter af Din Blomstergave -
Det hører til de Ting, som er umulige.

191
Du maa modtage det, om ei Du vil det;
Om ogsaa hele Kurven endevendes,
Du maa beholde det, Du nødes til det.



192
Min Rosentid er omme; hvad forpligter
Mig nu til meer end rosenrøde Torne?
Hvem fordrer evig Ungdom af en Digter?

193
Jeg stammer ned fra Oldtids Guldenbørste,
Og en Metalring hænger mig i Næsen,
I hvert et Selskab er min Rang den første.

194
Jeg rev mig ud med Magt af hendes ømme
Omfavnelse - Godnat! Vi sees i Morgen! -
Nei, før! - Hvor da? - Ved du ei det? I Drømme!

195
Har du ei seet min Mand? hans stive Ryg?
Hans krumme Been? hans Næse? hans Paryk? -
O Gud! jeg elsker ham, han er - han er saa styg!

196
"Men hvordan skal det egentligen være?"
Veed du ei det, dit Fjog? Begynd da bare!
Saa maa det enten briste eller bære.

VED HOFFMANS DØD

I
See, Naturen føler Smerte;
Ak, af Venner har den Faa,
Som den kan betroe sit Hjerte,
Og som kan det heelt forstaae.
Blegnet er en skiøn Phantast,
Feberdrømmen alt forbi!
Med et Smiil hans Øie brast.
Røsten med en Melodie.

II
Det Foragtede paa Jorden,
Narrens latterlige Færd,
Ei af ham forsmaaet er vorden.
Han har viist det Latter værd.
Ingen Pidsk, ei Hadets Kanter,
Kiærlighed han Daaren bød:
Skriv Sonetter, arme Fjanter!
Nu, da Digteren er død.

III
Men til Gravens stille Høi
Pudlen trofast vandrer hen.
Dvæler, uden Glam og Støi,
Fælder Taarer for sin Ven.
 Katten selv - hvor kan den andet?
Did om Midnat gaaer med Gys,
Lægger Hovdet ned paa Sandet,
Øiet skiænker Graven Lys.

IV
Børn, hvis Skjald han gierne var,
Smaa og Store, ligegodt.
Flor om deres Kiephest har.
Sort er deres Dukkeslot.
Alle nu vemodig skue
Paa den tomme, øde Krog,
Hvor, ved Phantasiens Lue,
Han sit Sagn af Barmen tog.

V
Sørg ei. Venner! Skiæmt og Lyst
Har han ei i Døden glemt.
Frit og herligt er hans Bryst,
Ei en Tone er forstemt.
Høiere hans Røst nu klinger.
Dybere hans Digte gaae:
Vi, med Længslens spæde Vinger,
Ahnende ved Graven staae.



DEN LILLE ULYKKELIGE

I
See, hun har de trinde Arme
Ængstelig mod Døren strakt.
Kaster i sin bittre Harme
Sølverskeen med Foragt,
Som dog ellers, aarle, silde.
Kunde hendes Sorg formilde.

II
River i sin Kniplingshue,
Flaaer den bløde Strimmel ned.
Viser, ogsaa hun har Lue,
De skal see, at hun var vred.
Nu hun holder ud ei længer.
Skriget sig fra Brystet trænger.

III
Lytter saa: mon ingen hører?
Skrig fordobbler hun og Raab;
Øiet sig i Graad indslører;
Ak, hun har endnu dog Haab!
Tale kan den Stakkel ikke.
Hulker kun, med Taareblikke.

IV
Læben skiælver, Stemmen bryder.
Kummeren paa Panden staaer,
Heed og hyppig Graaden flyder
Fra de lange Øienhaar,
 Hovdet synker mat tilbage.
Uden Ord hun synes klage:

V
Hvorfor er jeg længer ikke
Paa min Moders varme Skiød,
Hvor i Ro min søde Drikke
Af det fulde Bryst jeg nød?
Kan ei springe, lee og larme
I de kiærligbløde Arme?

VI
Skal de mig forlade Alle?
Dem jeg har saa kiær, saa kiær!
Hører de mig ikke kalde.
Nu, jeg er saa ene her?
Grumme Moder, intet Hjerte
Har du for mit Savn, min Smerte!

VII
Dæmp dit Klageskrig, o Spæde!
Du din Moder Uret giør.
Ak, hun kunde selv jo græde.
At hun ikke evig tør
Til sit Bryst dig Hulde trykke,
Stirre paa sin søde Lykke.

VIII
Ud til Kiøknets Træk og Flammer
Kaldte hende Skiæbnens Bud,
Og hun maa, i stille Kammer,
Lade ene dig med Gud.
 Klageraabet du formilde,
Vær taalmodig, stakkels Lille!

IX
Ak, den Større selv forgiætter
Ofte baade Trøst og Mod,
Naar i tunge, mørke Nætter
Alle Elskte ham forlod.
Hæv de dunkle Taareblikke!
Græd! ak, men fortvivl kun ikke!



TIL VINTERVEIRET

I
Skarpe Slud! hvis Kast og Blæsen
Fyger, hvirvler Sneens lis;
Kniber Øret, snerter Næsen,
Pidsker Kinden med dit Riis;
I min Glut, det hulde Væsen,
Rusker grovt paa tølperviis;
Nøder hende søge Frelsen,
Sælsomt nok! i Ulvepelsen.

II
Volder hende Hoste, Snue,
Naar hun travl for Ilden staaer
Under Kiøknets blanke Bue;
Slibrer Stenen, hvor hun gaaer;
Driller Kakkelovnens Lue,
Saa den lumsk med Tungen slaaer;
Natlig Vindvesskuddet kyler.
Og i Skorsteenspiben hyler.

III
Hør, er det ei billigt. Bedste,
Vi det Lodne vende ud?
Handler du imod din Næste
Som det sømmer sig for Gud?
Burde vi ei fiendsk dig giæste
Og besvare Tud med Tud?
Dog, fra gamle Venskabs Dage
Kommer Mindet mig tilbage.



IV
Tidt som Dreng jeg med dig rendte
Over Søens blanke Arm;
I dit Sneelag Fingren brændte,
Som ved Ovnens Lue varm;
Dyngvaad du mig ofte sendte
Hiem fra Legens muntre Larm;
Slog mig tunge Hagl for Panden -
Og dog holdt vi af hinanden.

V
Har du evig dine Løier
Af at stampe taaget ind.
Blæse Træk i vore Køier,
Under Taget Nordenvind;
Hvis det dig saa godt fornøier.
At du bag dit Kofteskind
Holder lumsk en Sneeboldt færdig.
Nu, en Spas en anden værdig!

VI
Kanepidsken rask dig smelder
Under Næsen vakkre Knald;
Gadedrenge, Støi og Bielder
Lee dig ud paa Kongens Hald;
Om din ringe Magt fortæller
Lirekassens Tonefald;
Flammen, der fra Ovnen lyser,
Som en Bussemand dig kyser.

VII
Og du troer, din Storm fordriver
Blomstringsmodet med sit Skryd?
 Naar den unge Møe os bliver,
Har vi Vaarens bedste Dyd;
Du, med dine lange River
Samler kun den spredte Fryd.
Teppet, strakt i Vintersale,
Blomstrer meer end grønne Dale.

VIII
Seer du Lyset der, det røde?
Lyt paa Dandsens lette Larm!
Mærk hvor Kinderne de gløde.
Yppig bølger Barm ved Barm,
Arme slynge sig imøde.
Vinen skummer, dufter varm,
Øiet smelter, Haaret flyder,
Fløiten, Violinen lyder.

IX
Dig vi denne Vrimmel skylde.
Mangt et vennesaligt Lag.
Kom, vi vil dig. Brumbas, hylde.
Trods din Knurren, trods dit Brag,
Paa din Sundhed Kruset fylde.
Og til ærligt Broderlag,
Skiøndt i Vantens lodne Giemme,
Række dig vor Haand at klemme.



ELEGIE
*

Vaaren er kommen; den unge April beundres af Alle;
Skyerne selv og lidt Rusk klæde Naturen saa godt.
Knuppen, i brunlige Skal, og Svaleungernes Qviddren,
Sneens smeltende Dryp vække de gladeste Haab.
Jeg kun skiænker ei Nogen, mig skiænker Ingen Forhaabning.
Lykkelig, lille Viol, kunde jeg bytte med Dig!
Brudt du dufter endnu, en venlig Haand dig forfrisker.
Sætter i Skyggen hen, savner dig dog, naar du døer.
Mig en Yngling, dreven af Lyst til Kunsten - hvad veed jeg? -
Eller af Lyst til Glands skiænkte et kummerligt Liv,
Uden Orden, forvirret, af Længsel drukken, med Hastværk,
Tidt med krybende Flid fyldte han vigtig mit Blad.
Dog kun mørke Blik vandt Værket, han haabede fuldendt;
Ikke din Dug, Veemod! brændende Taaren mig traf.
Og nu visner jeg hen i en sørgelig, øde Fortvivlen :
Om jeg er til eller ei, hvem bekymrer vel det!


UNGDOMS MOD

I
Hvad der huer mig ved Skoven? -
Eensomhed! en frodig Grund!
Hun er kiælen, jeg forvoven;
Et Par Jordbær; Mund paa Mund.

II
Havet? - Har vel muntre Drenge
Nogen bedre Gyngehest?
Manken kan mod Skyen trænge.
Knalder høit den stærke Blæst.

III
Lynet? - Ha, Guds egen Landse!
Selv den Høie lærer os,
Diærvt forsvare Modets Skandse,
Og at byde Faren Trods.

IV
Fik jeg Bierge brat at skue? -
Nu, dem saae jeg aldrig end;
Til en Skammel kan de due;
Er der Viin, følg med derhen!

V
Stiernerne? - O skiønne Frugter!
Sove Natten bort, giør Fæ;
See hvor Grenen lyst sig bugter!
Hvilket herligt Juletræ!



VI
Maanen? - Som min hulde Pige,
Skiøndt i Skiul, dog røber sig
Under Lagnets bløde Flige:
Saadan huer Maanen mig.

VII
Rosenbuske, Liliens Blommer,
Brudelys i blanke Kiær? -
Sødt at stirre paa en Sommer,
Naar den Skiønne ei er nær.

VIII
Drosler, Lærker, Nattergale? -
Hør, mig huer deres Spil,
Naar jeg vil om Elskov tale.
Eller skrive Piger til.

IX
Piger selv? - Saa stop dog, Kiære!
Husk, et Ordsprog lyder saa:
Narren tidt kan spørge mere.
End en Klog kan svare paa.



TILSTAAELSEN

I
Donna Maja, Donna Maja!
Ak, vel maa jeg gaae i Drømme;
Frist mig ei, at aabenbare,
Hvad der dufter helst i Mørke.

II
- Don Bermudes, Don Bermudes!
Ræk mig Noderne - Guitarren!
Don Exechiel ben Ascher
Grubler, seer I, ved sit Skakbræt.

III
Ræk mig Oleanderblomsten!
Læg mig Puden under Foden -
O, det er en Fee, som kogled
Eders Væsen om paa Jagten?

IV
- Donna Maja, Donna Maja,
I er hvid, men kold som Maanen,
Naar den lyser paa Altanen
Mine Taarer med sit Sølvlys.

V
Ak, den Fee, som har betvunget
Mig med stærke Talismaner -
Reentudsagt - er her i Salen,
Ganske nær os, lige for mig.



VI
- Don Bermudes, Don Bermudes!
O, saa er det Poppegøien,
Som her sidder paa min Skulder
Og betragter jer forelsket.

VII
O, saa er det dig, Gulnare,
Med din grønne Hals, dit Ildblik,
Som har øvet Hexekonster
Og fortryllet denne Herre.

VIII
- Donna Maja, Donna Maja
Nei, en anden, mere grusom
Tryllemagt har mig bedaaret -
Vil I drage Handsken af Jer?

IX
Ak, I har en Haand som Skummet
Af Guadianas Kilder!
Her, hvor Tommelfingrens Bue
Skiller sig fra Pegefingren -

X
Seer I denne fine Bøining?
Denne bløde, svage Grube?
Og i den en Plet? en lille.
Rund og dæmrende i Huden?

XI
Som en Sivblomst i Fontainen;
Som en Sky i Maanens Klarhed;
 Som paa Lammets hvide Ryguld
En nedfalden brun Castanie.

XII
Som den lille Væges Skygge
Mørk i Alabasterlampen;
Som en Sommerfugl, forvildet
Til din Snee, Sierra Nevada!

XIII
Donna Maja, Donna Maja!
Denne magisk dunkle Runding
Trak mig ind i Tryllekredsen,
Hvor jeg svimler ør og drukken.

XIV
O, hvad nytter det, jeg fødtes
I October, for hvis Fødsler
Spaniens Vise fandt et Varsel
I Opalen og Beryllen!

XV
Alle gamle Varsler svigte!
Thi Opalen og Beryllen,
Veed I, Donna Maja, love
Trøst i Sorg, i Qvaler Lykke.

XVI
- Don Bermudes, Don Bermudes!
Kys da Pletten, som I elsker;
Men fortæl mig, siig, hvorlænge
Varer en saa sværmersk Elskov?



XVII
- Donna Maja, Donna Maja!
O, mit Hjerte slaaes i Stykker -
Jorden under mig bevæges -
Jeg maa samle mine Tanker.

XVIII
Ved min Stammefaders Turban,
Maurerfyrstens, ben Abdallas!
Ved min Faders Kobberhandske,
Don Ramiro de Navarras!

XIX
Ved min Ammes, Donna Sanchas,
Melkehvide, runde Arme!
Ved min Moders, Donna Elviras,
Lange, ravnesorte Lokker!

XX
Ved de himmelblaae Turkiser
Paa San Jagos Sølverfingre -
Donna Maja, Donna Maja -
Evig er min Elskov, evig!

 

DIGTE 1838
 

OPRINDELSE

Som sit brune Lyng den øde Flade,
Som sit lette Ax den grønne Tilie,
Som sit løse Skum en ung Najade,
Som et Løg, i sorten Muld, sin Lilie,
Som Polyperne den skjøre Plade,
Som den bløde Musling sin Conchilie,
Har mit Indre formet disse Blade,
Af en lønlig Drift, fast uden Villie.

See da - som paa Lyngens brune Flade,
Som paa Heire-Axet over Tilie,
Som paa flygtigt Skum af en Najade,
Som paa Mosebundens gule Lilie,
Som paa Kalkkorallens Svamp og Plade,
Som paa Strandens spraglede Conchilie -
Nogle Øieblik paa disse Blade,
Uden Strenghed, med en venlig Villie!


LUCA SIGNORELLl

I
Salens dybe Skygge
Sad Mester Luca træt;
Paa Marmorbordet hvilte
Hans Pensel og Palet.
Han stirred paa de store,
De mørke Skyers Rad,
Der fyldte med Figurer
Nathimlens Alterblad.

Som Slyngeplanten fæster
Sig til den stærke Bul,
Saaledes han til Konsten
Sig slutted tillidsfuld.
Han var en dygtig Maler;
Thi alt hvad Livet gav,
Det greb han i sit Indre
Og skabte Skjønhed af.

Vel var hans sorte Lokker
Forvandlede til graae;
Vel hæved sig hans Pande
Med dybe Furer paa;
Vel krogede sig Ryggen,
Vel rystede hans Haand,
Men fyrigt var hans Øie
Og evigung hans Aand.


Da hørtes Larm paa Gaden;
Hans Dør man hamred paa.
Men Maleren, fordybet
I Syner, ikkun saae.
Han ændsed ikke Larmen,
Ei Hobens hæse Skrig:
Luk op! din Søn er myrdet;
Vi bringe her hans Liig.

Han sank i vore Arme
Din Eneste - kom ud!
Lad Messer for ham synge!
Beed for hans Sjæl til Gud!
Marchesa Giulietta
Han gav en Natmusik;
Da traf den bittre Fiende
Ham med et Dolkestik.

De sprængte Dørens Fløie,
De trængte ind med Magt,
Paa Skuldrene den Dræbte
I Blodets Purpurdragt.
Fra Lampen, som paa Muren
Var for Madonna tændt.
Fik Gruppens blege Rædsel
Sin svage Lysning sendt.

Henover Pandens Rynker,
Henover busket Bryn
 Den Gamle foer med Haanden
Det traf ham som et Lyn!
Steentaus han stod saalænge,
Og hen paa Liget saae -
Af Dødens Ro forskjønnet
Den fromme Yngling laae.

En langsomtsamlet Taare
Fra Gubbens Øie randt;
Han nærmede sig Liget,
Da Skrækkens Tvivl forsvandt.
Han tændte Faklen; lyste
De blege Ansigtstræk;
Strøg fra sin Yndlings Kinder
De bløde Lokker væk.

Taus Hoben veg tilbage.
Man hørte ingen Røst -
Det var eiheller Tiden
Til Tale eller Trøst.
Men Maleren, den gamle,
Ham greb et indre Mod,
Han kyssede den Døde,
Der svømmed i sit Blod.

Han aabnede Gevandtet
Omkring det hvide Bryst;
Han stilled Faklens Lue,
Saa Alt blev flammelyst;
 Han rykked Staffeliet
Paa Marmorgulvet frem -
Der blev en hellig Taushed
I Gubbens ringe Hjem.

Og Kridtet tog den Gamle
Fast i sin svage Haand,
Saa tegned han den Døde,
Og gav ham atter Aand;
Saa tegned han den Døde,
Og gav ham atter Liv
Ved Konstens underfulde
Guddommelige Bliv.

Det var ei blotte Farver,
Han i sin Pensel gjød.
Men det var Sjælens Kummer,
Som fra hans Hjerte flød;
Det var hans høie Andagt,
Hans gudhengivne Sind -
Og om hans Tavle lyste
Et yndigt Helgenskin.

Det var en salig Glæde,
Og dog en bitter Nød,
En Evigheds Fortrøstning,
Og dog en qvalfuld Død.
Den unge Martyr blegned
Paa Lærredet saa smuk,
 Som Christus, da paa Korset
Han drog det sidste Suk.

Og hvor sig Kirkebuen
Ophvælver høi og stærk,
Der hængte han i Nischen
Sit faure Billedværk.
Enhver, som kom at bede,
Sank, rørt til Taarer, ned.
Og priste Himlens Almagt,
Og Konstens Hellighed.


FJELDSPRINGET

Hvor Granskoven kneiser langs op ad Bjergets Skrint,
Og Elven slaaer sit Skum mod den stenede Klint,
Paa Odden, mellem Birke, i tjæret Bjælkehuus,
Sidde de norske Bønder og tømme deres Kruus.

De snitte Skeer og Boller, Brikker til deres Kost,
Nogle knytte Strømper, der lune godt mod Frost.
De Gamle, med stumpet Pibe, hælde sig op til Væg,
Nippe smaat til Øllet, og flette deres Skjæg.

Da reiser sig Thorkil!, den stærke Bondesøn,
Og slaaer forbittret Næven i Bordet med et Drøn,
Sværger en rædsom Eed, og med sin blanke Kniv
Farer løs paa Tjalfe, at røve hans Liv.

Foruden Værge Tjalf springer af Lugen ud.
Men Thorkil! følger efter, som Pilens sikkre Skud.
De Mænd, som ile til, for deres Kiv at ende,
Alt see dem høit til Fjelds gjennem Granskoven rende.

Tjalfe er den yngre, meer smidig, mere let.
Men Thorkil! stærkere, han bliver aldrig træt.
 Med frygtelige Trudsler forfølger han sit Rov,
Knækker Fyrrens Grene, baner sig Vei i Skov.

Aandeløs de løbe langs hen med Klippens Rand;
Med Skum i Dybet vælter sig Fjeldfossens Vand.
Tolv Skridt er kun tilbage, saa bryder Klippen af
Og sænker brat sin Steenvæg i Afgrundens Grav.

Der findes ingen Udvei - Tjalfe tager Fart -
Et Spring kan ham kun redde, det fatter han snart.
Vel fulde fire Alen har Klippen sig flakt.
Og Strømmen suser ned i den buldrende Tragt.

Han samler alle Kræfter - et frygteligt Spring!
Frelst, paa den anden Side, seer han sig omkring- -
Tilbage over Fossen, der stænker Skovens Green -
Og skuer sin Fiende, blodig, paa Fjeldkantens Steen.

I Hævnens blinde Harm er han sprungen bag efter.
Forgjæves nu han søger et Sted, hvor Foden hæfter.
Han hænger over Dybet - med Armen om en Kant
Af Klippen, blodig saaret, han Frist for Livet fandt.

liskolde Stænk fra Strømmen det hede Blod ham kjøle;
Vildt stirrer han ned, og hører Slusen brøle.
 Det sortner for hans Blik - hjælp Gud! - hans Kraft forsager -
Da føler han sig løftet, en Haand ham opad drager.

Med saaret Knæ og Skulder paa Klippens Blok han staaer.
Og frelst fra Døden sin Arm om Tjalfe slaaer.
Kryster til sit Hjerte den brave Redningsmand,
Og kaster Morderkniven i Fjeldkløftens Vand.

De svor hinanden Venskab, og sveg ei deres Eed,
Men blev bestandig Venner i al Oprigtighed.
De gik i Krigen sammen, da Dannerkongen bød,
Og fandt i tapper Fægtning paa eengang deres Død.


SIDSKENSANG

Du er, min Tro, en underlig Pog,
Saa fiin og klog.
Du læser saamangen Lærdmands Bog,
Og dog -

Og dog har du hverken Mod eller List;
Hvad blir det tilsidst?
At sukke og see paa en Rosenqvist -
Jovist!

Dertil maa nok høre en dygtig Forstand.
Ei, ei! hvor kan
En Pige faae Lyst til saa underlig Mand,
Som han?

At hænge ved Bogen Nat og Dag,
sig selv til Plag',
At hilse sin Smukke med Hatten, i Mag:
God Dag!

En ypperlig Sag! et Fjog af Student!
Kun lidet bekjendt
Med det, hvormed en Pige er tjent,
Er tjent.


At skrive et Vers, og Citharen slaae -
Naa, naa! lad gaae! -
Er godt, men ei nok! det maae vi forstaae,
Vi Smaa.

Vel klæder det smukt, at Herren er bly;
Men ræddes og flye,
Naar Glutten er ene, og Skoven har Ly:
O fy!

Saa har vi Fugle en anden Maneer;
Man seer, man leer.
Forfølger hinanden, og kysses og be'er
Om meer.

Om mig selv at tale, jeg lystige Dyr,
Jeg holder ei Styr
Paa Hjertet, naar først det ret fanger Fyr,
Fanger Fyr.

Jeg saae en Glut, en nydelig Glut,
En Gjærdesmut,
Og var i den yndige, søde Snut
Strax skudt.

Men bie til jeg fik Præstekald -
Gud trøste os all'! -
 Med Kyssen og Kurren; den Lykke, saafald.
Var smal!

Jeg fløi i Busken fra Qvist til Qvist,
jeg sang: pist! pist!
Og fanget var hendes Hjerte saavist
Tilsidst.

Vi sladdrede sammen, vi sang, vi loe.
Saa hjertensfroe,
Vi kyssed hinanden saa tidt, maa du troe,
Vi to.

Høistærede! gjør du ligesaa;
Det lykkes maa!
Der seer jeg den søde Pige jo staae:
Nu gaae!


DEN UNGE POET

Ja, sad jeg varmt inden Døre
- I saadant Selskab især -
Med Alting paa det Tørre,
Som I, Høistærede, her -
Saa rendte jeg ikke i Støvet,
Og beed et Par Blomster itu.
Og talte med Stjernen og Løvet
Og Sommerfuglen, som nu.

Hvilte min Hustru, den brave,
Paa Sophaen, i Negligee,
Med Alt hvad en Kone kan have -
Det var noget Andet maaskee.
Jeg pusted paa Theevandet kjælen,
- I var' mine Mønstre, I! -
Og med Lidenskaben og Sjælen,
Med dem var det sagtens forbi.

Ja kunde jeg lykkelig regne.
Og kunde jeg rigtig strøe Sand;
Og følte jeg allevegne.
Hvad en Skriver er for en Mand
Saa laae jeg ikke paa Bakken,
Hvor Fuglen flyver forbi.
Saa sad jeg og bøiede Nakken
Maaskee i et stort Cancellie.


Og kunde jeg prange og kjøbe
Og sælge igjen med Profit;
Ja, kunde jeg mægle og løbe
Og altid passe mit Snit -
Til min Villa saae I mig vandre.
Et Dampskib kaldte jeg mit.
Og gjorde tilsidst, som de Andre,
En stor, anstændig Fallit.

Og var jeg af dem, som fødes
Til at befale, de Faa;
Og ikke af dem, som nødes.
Blot til at prygle og slaae -
Jeg bandt en Qvast ved min Klinge,
Og avanceerte saa smaat;
Jeg klapped ei Pegasus Bringe,
Men strøg min Knebelsbart blot.

Ja kunde jeg digte som Mange,
Og blev jeg ret aldrig træt
Af at skrive beleilige Sange
Og bukke inderlig net -
Saa slap jeg. Kritik, for din Spidsrod,
Anseet blev min ringe Person;
Jeg døde maaskee som Justitsraad,
Og Kone og Børn fik Pension.


ET AFTENSUK

End blegrødt af Solen
Og blankt ligger Vandet;
I Baaden en Fisker
Sees glide fra Landet.
Hans Pjalter forskjønnes
I Havfladens Speil -
Der er Sølv om hans Aare
Og Guld i hans Seil.

I
Løvhytten sidder.
Med Armene trinde
Om Elskerens Nakke
En ung Elskerinde.
Og Drengen ved Brystet,
Saa smilende rød.
Er faldet i Slummer
Paa Moderens Skjød.

I
Luften sig svinge
Og stige og dale
Og qviddrende krydse
Sig Svale ved Svale.
Vandmyggene sværme
Omkring dem og flye.
Og tabe sig fjernt i
En summende Sky.



Det aftnes; det mørknes.
Paa Taget jeg skuer
Med Hovdet i Vingen
De sovende Duer.
Jeg selv kun - hvi er jeg
Ei rolig og glad.
Som en Orm i sin Nød, som
En Myg paa sit Blad?


NØDDEVlSE

I
Skov, hvor Bøssen knalder.
Hvor Jægerhornet gjalder,
Og Hundekobblet gjøer;
Hvor Fugl, med knækket Vinge,
Og Dyr, med saaret Bringe,
Forbløder sig og døer -

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Hvor Hundekobblet gjøer -

Der blomstrer ogsaa stille
I Skyggen Blomster vilde.
Og der er Græsset blødt;
Og fløiter Nattergalen,
Saa tystner det i Dalen,
Mens Bærret modnes rødt.

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Ja Skovens Græs er blødt.

Og Maanen med sin Flamme
Oplyser Egens Stamme
Saamangen deilig Nat;
Da dandse Alfer hvide.


Mens Himlens Skyer glide,
I Ring om Ellekrat.

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Saamangen deilig Nat.

I
Høst, naar Laden fyldes,
Naar Bøgens Blad forgyldes.
Er Skovens muntre Fest;
Saa drager til det Grønne
De Unge og de Skjønne,
Tilfods, tilvogns, tilhest.

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Saa er det Skovens Fest.

Naar Duggen er af Græsset,
Fra Byen ruller Læsset,
Til Skoven ile vi,
At lokke Haslens Nødder
Fra Toppen til dens Rødder -
Den Sommerjagt er fri!

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Til Skoven ile vi.


See, Skallen springer gjerne!
Kom frem, fuldmodne Kjærne,
Kom frem af Skjulet nu!
Kun Damehænder bløde
Er hvide og er søde
At kysse paa, som du.

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Kom frem af Skjulet nu!

Og mangen Vinteraften,
Naar perler Druesaften,
Den brune Nøddeskal,
Som skjønne Tænder knække,
Erindringer os vække
Om Nøddetouren skal.

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Den brune Nøddeskal.

Om Dagen i det Grønne,
Da jublende de Skjønne
Blandt unge Hasler sang;
Da Børn med Nøddeposer,
Selv Skovens bedste Roser,
I gule Blade sprang.


Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Da vi i Skoven sang.

Om Dagen i September,
Om Skovens grønne Kæmper,
Om Sommerhimlen blaa.
Om Venner og Veninder
Skal I os være Minder,
I brune Nødder smaa!

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Det vil vi huske paa.


UNGDOMSMOD

Passioneert for Morgenrøden?
O, det fagre Skuespil!
Ja, jeg raabte ufortrøden
Mit: da capo! hidindtil.

Men dog kjær, ei sandt, af Natten?
Ja; det Ord, at gjemt til den
Egentlig er gjemt til Katten,
Er Bagtalelse, min Ven!

Noget maa du Maanen unde? -
Ja, den er saa hvid og rund.
Og det Hvide og det Runde
Elsker jeg af Hjertensgrund.

Bjergene? - Saa klumpet hvælver
Ikke Landet sig hos os;
Paa min grønne Ø jeg selv er
Nogetnær den største Klods.

Stranden, veed jeg, dog du ynder?
Ja, den styrter jeg mig i;
Hver en Torsk og hver en Flynder
Kan jeg springe der forbi.


Skyer, som phantastisk skrive
Himlen fuld af Skjønhedstræk? -
Samme Haandværk gad jeg drive
I en Bog med Pen og Blæk.

Lidt om Fossen lad mig høre? -
Hu, den gjenfærdhvide Elv!
Jeg maa holde for mit Øre,
Den kan snakke bedre selv.

Men en Drossel i Skjærsommer?
Nu, naar Tiden bliver lang,
Og jeg venter. Ingen kommer.
Trøster mig den smukke Sang.

Ah, i Birkelundens Midte
Jægerhuset? - Lad mig gaae!
Veed du ikke, een kan fritte
Meer end ti kan svare paa.


BØRNEPSALME

Lover Gud! - I Barndoms stille
Urtegaard han ført os har.
Ledet til sin Kundskabskilde,
Hvor den strømmer reen og klar.

Lover Gud! - Hvorhen vi træde,
Hver en Blomst, hver Fuglerøst,
Gav han Magt til os at glæde.
Saa vi aldrig savne Lyst.

Lover Gud! - Han har os givet
Nøisomhedens ædle Skat;
Hvo som gj emmer den i Livet,
Lykken aldrig har forladt.

Lover Gud! - Naar Marken blegner,
Naar Naturen har sin Høst,
Naar alt Løv fra Træet segner,
Dvæler Vaaren i vort Bryst.

Lover Gud! - Vi vanke roligt
Ved hans Haand i Verden ud;
Alt omkring os er fortroligt.
Alt er skjønt - vi gaae med Gud!


TORSTEN OG TRINE

Ved Lysets svage Lue, bag lukte Vindveskud,
Sad Trine i sit Kammer og sukkede til Gud
For hendes Mand, som seilte i Storm paa vilden Sø;
Et Aar var gaaet, siden han drog fra Danmarks Ø.

Det spæde Noer hun lagde alt i sin egen Seng,
Paa Gulvet var der redt til hendes raske Dreng.
Saa løste hun sit Haar, og læste Aftenbøn;
Huult fra det Fjerne hørte man Havets Drøn.

Stormen slog om Gavlen, og Tagsteen blæste ned,
I Lyset Høvlespaanen sig krumte bleg og bred.
Men Trine stod for Sengen med et uroligt Sind,
Hun vilde glemme Veiret, i Dynen hyllet ind.

Hun turde ei Lyset slukke: O Torsten, hvor mon du
Omflakker i Havsnød paa Bølgerne nu?
Hun syntes høre Skud, og de Forlistes Skrig,
I Kamret var der fuldt af Vand og blege Liig.

Da løde Trin; fra Døren sprang Klinken op i Hast,
Ind traadte en Mand med dristigt Øiekast,
Pidsken snoet i Nakken, og krøllet Haar paa Kind,
Den tykke lodne Kofte trodsede Veir og Vind.


Ham fløi om Halsen Trine i samme Herrens Stund,
Hun var ei mere bange; min Torsten! raabte hun.
Til Sømandsviv ei duer En, som er hjerteklemt,
Naar Faren er forbi, saa maa den være glemt.

Han tog sin Viv paa Skjødet, trak Kufferten frem.
Og viste, hvad fra Reisen han bragte med sig hjem.
Af Silketøi og Linned saa lystelig en Skat;
En Tut med Sølverpenge den var i Krogen sat.

Lysvaagen ud af Reden den lille Gut da sprang,
Den stumped' Skjorte ham om Benene hang.
Han klappede sin Moder, han hopped om sin Far,
Han havde nær raabt Hurra, saa lille som han var.

Og Tøsen i Seng skreg, som hun kunde bedst;
Da ændsed de hverken Brag eller Blæst.
De sladdrede sammen, de støied og de loe.
Og ingen gik til Køis, før Vægtren raabte To.


VINENS GUD

Skjønne Gud, der vidt om Land
Drages af dit Tigerspand,
Med den svungne Thyrsusstok,
Med den druekrandste Lok,
Med din Urnes Nectarstrøm
Fuld af Glemsel og af Drøm!

Dig til Ære, fyrigt, frit.
Hæver sig vort Blik som dit -
See, han kommer med sin Glands!
Med sin Duft og med sin Krands!
See, hvor ør, og dog hvor skjøn -
Reis et Alter ham til Løn!

Om hver Tinding tung og sløv
Trykker han sit Vedbendløv;
Tøm hans fyldte Bægre ud!
Klap hans Panther! lyd hans Bud!
Hør hans muntre Bækkenklang!
Frihed elsker han og Sang.

Bort med al forskruet Stiil!
Bort med alle Honningsmiil!
Ingen Skjemt, som er for søgt.
Ingen altfor sippet Kløgt,
Intet Glas, som er for knapt.
Intet Ord, som er for slapt!


Ingen Haan og intet Had!
Vinen skiller Trætten ad.
Pralhans, kom kun med din Blæst!
Kom kun med din Præken, Præst!
Melankolske Daarer, kom!
Vend det vrantne Hjerte om!

Unge Frøken, væn og vims,
Ei med Purpurmunden kims
Ad den gyldne Rankes Vaadt!
Fagre Frue, hold dig godt!
Viin og Sang er altid sundt
Mod hysterisk Hjerteondt.

Glædens muntre Gud er stærk -
See, han gjør et Underværk!
See, hvor Alt, hvad der er graat,
Usselt, jammerligt og smaat,
See, hvor Alt, hvad der er sort,
Svæver som en Boble bort!

See, hvor Alt, hvad der er klart,
Gjør Bekjendtskab i en Fart!
See, hvor Alt, hvad der er sødt,
Mødes blussende og rødt!
See, hvor Alt, hvad der er tungt,
Løftes sværmerisk og ungt!


SKJØN ELLENS ELSKER

Asbjørn løb fra sin Hytte
Alt til den vildeste Ørk,
Hvor Ravnene skreg efter Bytte,
Og Skoven var bællene mørk.
Det var ene og alene, skjøn Ellen,
Fordi det huede ham,
I de øde, afsides Kløfter
At kunne tænke paa dig!

Han løb fra sin Viv, som jamred.
Han løb fra de klynkende Smaa,
Derud, hvor Tordenen hamred
I Klippestenene graae.
Det var ene og alene, skjøn Ellen,
Fordi det huede ham,
I Eenrum at kunne sukke
Og kunne tænke paa dig!

Han løb paa saarede Fødder,
Han havde ei Krumme af Brød;
Han aad de bedskeste Rødder
Og fristede Livet med Nød.
Det var ene og alene, skjøn Ellen,
Fordi det huede ham
Langt bedre end døe, at hungre.
Og kunne tænke paa dig!


Han følte sig stærk og tapper.
En reisende Mand blev qvalt.
Med hans sølvspændte Skoe og hans Knapper
Var Vinterens Nødtørft betalt.
Det var ene og alene, skjøn Ellen,
Fordi det huede ham.
At være en Morder, naar bare
Han kunde tænke paa dig!

De kunde ei tæmme ham Kraften,
Hvor det kom an paa at slaaes;
Man greb ham en maaneklar Aften,
Henstrakt ved den skummende Fos.
Det var ene og alene, skjøn Ellen,
Fordi det huede ham.
En rolig og lykkelig Time
At kunne tænke paa dig!

Han lagde sit Hoved paa Blokken -
Ingen Naade blev ham forundt.
Alt Bødlen greb ham ved Lokken -
Holdt - raabte han - blot et Secund!
Det var ene og alene, skjøn Ellen,
Fordi det huede ham
Endnu engang, under Øxen,
At kunne tænke paa dig!


DEN 14DE NOVEMBER
*

Naturen i vort Nord,
Den du saa tidt besang.
Den kan idag ei lønne
Din Fest med Krandse grønne.
Med Duft og Fuglesang.

Den har kun Snee og lis
Paa Skovens nøgne Tjørn;
Koldt straaler det om Hallen,
Hvor med sin Hustru Skjalden
Omfavner sine Børn.

Men i de Danskes Hjem
Er en Natur endnu.
Som du besang - en indre!
Som vil din Fest erindre
Og komme vel ihu!

Og den er fuldt saa stor.
Og den er fuldt saa smuk.
Der svinder Vaaren ikke
Med sine lyse Blikke,
Med sine varme Suk.


Den hilser paa sin Skjald!
Af den din Fødselsfest,
Naar om Novembers Maane
De kolde Stjerner blaane.
Kan feires allerbedst.

Den hæver til din Priis
Sin hjertelige Røst,
Og den kan bedre tale
End Lundens Nattergale -
Det er idag vor Trøst.

See Danmarks unge Mø!
Vel savner hun en Krands
Til dig af Laurens Blade,
Men hendes Kinder bade
Sig i en Taares Glands.

Og hendes Blik er stort
Og fuldt af sjælens Magt;
Thi overalt herhjemme
Din høie Digterstemme
Har Aandens Kræfter vakt.

Og hver en ædel Mand,
Hver livfuld Ungersvend,
I hvem med Fryd man mærker
 En Gnist af dine Værker,
Dig rækker Haanden hen!

Og paa det norske Fjeld,
Og ved den tydske Skov,
Dit Navn, o Oehlenschlæger,
Som ved det danske Bæger
Skal synges Priis og Lov.


STÆVNEMØDET

Høistærede, forlad mig!
Nu har jeg ingen Stunder!
Mit Sind er occuperet.
Og det er intet Under.

Jeg venter her en Dame -
Smiil ei saa klogt! De finder
Ei hendes Lige, søgte
De blandt Millioner Qvinder.

Hun er et Mesterstykke -
Af hvem, det veed jeg ikke -
Naturligviis moderne,
Men tænkt som en Antike.

Alt Draperie henaandet;
Romantisk kydske Lemmer,
Hvorover hele Jordens
Elendighed man glemmer.

Det lille Rosenøre
En Labyrinth af Ynde,
Hvori to Slanger præke,
At det er sødt at synde.


Man fatter neppe Blikkets
Forunderlige Kjækhed,
Der, saa at sige, smelter
Med næsten himmelsk Frækhed.

Paa Hagen er et Mærke,
Indbrændt af Elskovsguden,
Hvis Moder selv har ingen
Sødere Plet i Huden.

Og denne Foraarsskabning,
Hvis rørende, naive
Og sværmeriske Væsen
Jeg ikke kan beskrive -

Hos hvem man vel kan tvivle.
Om Aanden gjøres nødig,
Og om den, blandt saa meget,
Ei reent er overflødig -

Har selv forfattet disse
Smægtende, krumme Linier,
Og sat mig Stævne under
De næsten nøgne Pinier.

Bemærker De i Luften
En vis ambrosisk Aanden?
 Den kommer fra Papiret,
Jeg holder her i Haanden.

I Seglet sees en Amor
Henover Havet ile;
Han seiler paa sit Kogger
Og roer med sine Pile.

Gaa derfor, gaa, min Herre!
Hør! Uhret repeterer -
Ni - ti - halv tolv! - Jeg nægter
Det ikke, De generer.


BRUDEN

Fra Floden de unge Piger
Med Fisk og Frugter gaae,
Med sølvhvide Lax i Nettet,
I Kurven Foreller smaa.

Vakkre Piger, lader os synge.
Lader os flette en Krands!

Men En, fra Morgen til Aften,
Paa Broen staaer fortabt,
Maalløs, som var af Marmor
Den smekkre Jomfru skabt.

Vakkre Piger, lader os synge.
Lader os flette en Krands!

Hun stirrer hen ad Floden -
Blæsten, med al sin Magt,
Trykker om hendes Lemmer
Den vaade Sommerdragt.

Vakkre Piger, lader os synge.
Lader os flette en Krands!


Og spørger man: hvem er du?
Hun strækker Haanden ud.
Og kaster et Blik til Himlen,
Og svarer: jeg er Brud.

Vakkre Piger, lader os synge.
Lader os flette en Krands!

Og atter i den grønne,
Langsomtløbende Strøm
Hun stirrer ned, som om hun
Drømte den dybeste Drøm.

Vakkre Piger, lader os synge.
Lader os flette en Krands!

Fra Floden de unge Piger
Med Fisk og Frugter gaae,
Med sølvhvide Lax i Nettet,
I Kurven Foreller smaa.

Vakkre Piger, lader os synge.
Lader os flette en Krands!

Der trækkes et Liig af den grønne,
Langsomtløbende Strøm -
 Ak, det er hende, som drømmer
Den allerdybeste Drøm.

Vakkre Piger, lader os synge,
Lader os flette en Krands!


TIL ET BARN

Kom ud, min lille Stump!
Tag paa de gule Støvler!
Kom ud, hvor Kildens Plump
I Græsset gaaer og vrøvler.
En gammel Kone graa
Gi'r dig af Skaalen Drikke,
Og hendes Døttre gaae
Med Melkespand og strikke.

Med skjæve Been du stumper
Igjennem Revl og Krat,
Og Oldenborren dumper
Fra Grenen paa din Hat.
Hvor Storken vader i Mosen,
Hvor Lilien blomstrer guul.
Hvor Bien kryber i Rosen,
Der vil vi lege Skjul.

Din Moder nu derhjemme
Har travlt med tusind Ting,
Maa rydde op og gjemme.
Hvad vi har slængt omkring;
Nu feier hun din Stue,
Og gi'r sine Blomster Vand,
Nu stryger hun din Hue,
Og gjør din Seng i Stand.
 Nu hendes Navn i Barken
Jeg snitte vil - Giv Agt!
Et Kongelys fra Marken
Skal plantes her til Vagt.
Men seer jeg ret? hun kommer;
Hun kommer alt, hvor hist
Med sine sorte Blommer
Sig strækker Træets Qvist.

Hvem holder hun i Armen
Og trykker til sit Bryst?
Hvem blotter hun vel Barmen,
Den søde, for, med Lyst?
Det er din lille Broder;
Han har en evig Tørst -
Nu, løb omkaps til Moder!
Kan du faae Kysset først?


HAVFRUEN

Fisker, ved din Baad paa Sandet,
Hvorfor sliber du din Kniv?
Siig, hvad slæber du af Vandet
I dit Net blandt Tang og Siv.

Ei Aborrer, unge Frue,
Ingen Ret for Dug og Disk,
Havets Slange vil I skue
I mit Garn, en sjelden Fisk.

Dennegang i Bølgen brak hun
Roret af min Jolle kuns,
Men ifjor min Broder trak hun
Med sin hvide Arm tilbunds.

Mat hun gisper alt og bløder -
Vend jer bort! - med Hævnens Lyst
Nu for sidstegang jeg støder
Kniven i den Falskes Bryst.

Holdt, du Grumme! seer du ikke.
At hun aander. Brystet gaaer?
See, o see! medynksom slikke
Bølgerne de grønne Haar.


Blodig snøret, gjennem Vandet,
Har du Arm og Skulder slæbt;
Bleg hun synker hen paa Sandet -
O, hun døer! af Luften dræbt!

Kom! jeg er din Herres Frue;
Ud paa Dybet! flux afsted!
Skjøndt de sorte Skyer true -
Tag din Aare, jeg gaaer med!

Kom! den fangne Havets Datter
Roe, med sagte Kast, vi frem.
Til, i høie Bølger, atter
Hun kan synke til sit Hjem.

Lynet viste Fiskermanden
Veien paa den skumle Sø.
Mulmsort steg ved Himmelranden
Skyerne om Hav og Ø.

Dog - de naaede hjem til Landet.
Men - paa Borgen - Thora gjøs
For sin Mand, som var paa Vandet,
Hvor de vilde Bølger fnøs.

Mørket kom. I Blæst fra Svalen
Stirred hun i Nattens Gru.
 Trin da drøned gjennem Salen:
Fagre Thora sover du?

Er det dig, min Erik, eller
Kalder kun din stærke Røst
Mig fra Gravens vaade Kjælder?
Kom - her er jeg - til mit Bryst!

Intet Gjenfærd, Thora, stamper
Til dit Sengested i Nat
Ved de halvudbrændte Lamper -
Giv mig Munden! tag mig fat!

Ha, du kommer fra de Døde!
Drivvaad, kold, afsjælet nys!
Men jeg elsker dig, du Søde,
Og her har du mig! mit Kys!

Ja, vel stivne mine Hænder,
Og min Røst er dyb og mat;
Men for dig, skjøn Thora, brænder
Hjertet som vor Bryllupsnat.

Stormens Hvin og Bølgeslaget
Drev os paa det lumske Sand.
Jeg og mine sprang fra Vraget,
Tænkte vel at naae tilland.


Men de blev, de blev derude
Paa det friske, høie Hav;
Mit Farvel, hvor Storme tude,
Fik de med i dyben Grav.

Døden sang alt for mit Øre,
Dig, min Viv, jeg tænkte paa.
Ei min Arm jeg kunde røre.
Stiv af Svømning, kold og blaa.

See, da greb mig under Brystet
Hænder dybt fra Nøkkens Hjem,
Og af bløde Arme krystet
Førtes jeg paa Havet frem.

Ved de stærke Glimt fra Himlen
Saae jeg Havfrubarmens Snee,
Saae jeg, midt i Bølgevrimlen,
Hendes Perletænder lee.

Saae jeg hendes glatte Skuldre,
Hendes sledske Ansigtstræk,
Den forføreriske Huldre!
Og jeg stødte hende væk -

Stræbte svømmende mod Landet,
Kraft jeg havde for en Stund -
 Men hun slap ei, før i Vandet
Jeg fornam den faste Grund.

Kom! Nu glemt er Sorg og Kampe!
- Thoras Hjerte heftigt slog -
Og hun slukte Nattens Lampe.
Længer bort Uveiret drog.


SOMMERENS TALE

Glæd dig! Glæd dig! Tiden kommer,
Da fra Vintrens dunkle Vraa,
Til sin Ild, sit Himmelblaa,
Kalder os den muntre Sommer,
Synger fro:
Kom herud, I stakkels To!
Kom! tag Deel med mig i Lykken!
I skal vende Sorgen Ryggen.

O, jeg veed det nok, at Smerte,
Uro, Jammer, alleslags.
Som man ei kan hæve strax.
Plager et uskyldigt Hjerte;
Men, lidt Trøst,
Nogen Glæde ved mit Bryst,
Har jeg altid dog hørt sige,
Finde de ulykkelige.

Naar i Skoven Jægeren skyder;
Kløver dufter rundtomkring;
Kildevæld gjør Hop og Spring;
Skyen fuld af Lynild flyder;
Fiske smaa
Stikke Hovdet af det Blaae;
Og bag Løvene sig sanke
Tusind vevre Sladderhanke -


Gjerne hører jeg fortælle:
O, hvor Sommeren er smuk!
Mangt et Hurra, mangt et Suk,
Veed jeg, ikkun mig kan gjælde.
Men der er
Meer end een, som jeg har kjær:
Digterne, hvor de mig møde.
Kan jeg kysse halvt til Døde.

Og hvad Malerne henrive!
Denne Speiden, dette Blik!
Denne Træffen paa en Prik!
Dobbelt rød man vel maa blive!
Dog, de vil -
Deres Konst det hører til -
Man maa lade sig betragte;
Hvo vil slig en Smaating agte.

De Forelskte i min Skygge
Allermeest jeg holder af;
Gud dem noget Yndigt gav.
Var de ellers nok saa stygge.
I mit Huus,
Under Nøddetræets Suus,
Er de ret, som var de hjemme.
Kan de sig og Verden glemme.

Kom da ogsaa ud, I Gode!
Og den lille Rolling der!
 Af en Green en Kjephest skjær!
Hæng en Krands omkring hans Ho'de!
Jordbær smaa
Rødme, hvor I staae og gaae;
Jeg vil vise Vei i Lunden,
Putte ham dem selv i Munden.

Jeg er med jer, naar I vandre
Hjem, blandt vilde Rosenhegn,
Trykket af en sagte Regn,
Under Løvet, til hverandre.
Guld i Blaat
Følger paa mit Vaadt og Graat,
Og bag Bladet, i det Dunkle,
Skal en smuk St. Hans-Orm funkle.

Ja, jeg giver Kildevandet
Et Slags udsøgt, munter Kraft,
Som skal, meer end Druesaft,
Bringe eder her paa Landet
Til at lee.
Til at see
Alt, hvad Livet forestiller.
Som igjennem Viisdoms Briller.


NORDEXPEDITIONEN

Femten Somre var den Fagre
Kuldens strenge Love tro;
Ja, hun var en sand Polaregn,
Skjult for Verden, fuld af Ro.

Efter detslags Regioner
Er jeg en forelsket Nar;
Er end Dagen kort - hvad gjør det?
Natten den er lang og klar.

Hvilke Ild- og Purpurkugler!
Hvilke dybe Stjerneblik!
Hvilken Rødme over Sneen,
Hvilken nordisk Romantik!

Skulde her ei Isen brydes.
Var det et uhyre Tab,
Ei for mig alene, men for
Al erotisk Videnskab.

og jeg trængte frem - jeg fandt mig
I en Trylleverdens Skjød!
Hvilken Stilhed i Naturen,
Som dog derfor ei var død!


Skjøndt - jeg nægter ei - imellem
Var det ligesom jeg gjøs,
Naar jeg saae, hvordan i Dydens
Strenge Frostveir Alting frøs.

Hendes Moder gav jeg Æsker,
Fulde af Pariser-Pynt;
Og Papa, som var mistænksom,
Vandt jeg med en romersk Mynt.

Mod de andre Eskimoer -
Tanter, Onkler, Fættre - hu!
Var jeg overmaade venlig.
Kaldte dem bestandig Du.

Som en Sværm af vilde Svaner
Hvæsed en Venindeflok;
Og den gamle Portner brummed
Som en lisbjørn paa sin Blok.

Skulde her jeg gaae tilgrunde
Uden Ly og Vinterhavn?
Ha! tilsidst to Gletscherarme
Smeltende tog mig i Favn.

Hundred skj elende Rivaler
Fnøs omkring mig af al Magt,
 Men bestandig dog i Afstand,
Med en vis Hvalfisketact.

O, min Kjækhed blev belønnet!
Alle Hindringer til Trods
Naaede jeg Nordvestpassagen
Med meer Held end Captain Ross.


ULYKKEN RAMMER ALLE

I Silke stod Grevinden
Blandt Blomster paa Altanen,
Og svang den lette Solskjerm,
Og kasted Brød til Svanen.

Ulykken rammer Alle!

Paa sine Knæe i Haugen,
Bag Ranken og Melonen,
Laae, med de brune Hænder,
Blandt Ukrudt Lugekonen.

Ulykken rammer Alle!

Hun vendte halvt sit Aasyn
Mørkt imod Slottets Fløie:
"Gud trøste os, som Trældom
Og Solens Brand maae døie!"

Ulykken rammer Alle!

Og Prindsens Jæger svang sig
Af Hesten svedt og støvet;
Sølv paa hans Klæder funkled
Som Morgendug paa Løvet.

Ulykken rammer Alle!


Og han Grevinden rakte
Et Brev med Guldrand ziret;
Hun læste henrykt Brevet,
Og kyssede Papiret.

Ulykken rammer Alle!

Men Greven stod bag Døren -
Det Syn ham ei forlysted -
Han stødte hende Dolken
Til Hæftet ind i Brystet.

Ulykken rammer Alle!

"Kom hjem, kom hjem, Margrethe!"
Skreg en fortvivlet Stemme
Fra Haugeportens Gitter:
"Det Barn, som du lod hjemme -"

Ulykken rammer Alle!

"Vor lille Søn, som smilte
Da du forlod ham, Qvinde,
Er styrtet ned i Brønden,
Og Ingen kan ham finde."

Ulykken rammer Alle!


GUNLØDE

Jeg elsker den hvide.
Den blide Gunløde,
Med Lokkerne bløde,
Med Nøglen ved Side;
Paa Bordet hun sætter
Mig duftende Retter,
Og Rosen ved Ruden;
Hun pusler mig Puden
Med sneehvide Hænder;
Hun Lampen mig tænder
De søvnløse Nætter;
Hun vugger paa Armen,
Hun trykker til Barmen
De røde, de bløde
Smaarollinger søde;
Hun hersker som Fruen
I Salen og Stuen,
Hun flytter mig Stolen,
Hun gjemmer mig Kjolen
Og Hatten og Huen;
Hun rækker mig Staven,
Hun bortvifter Fluen -
Med Tiden hun sætter
Mig Urnen paa Graven.


PATER HUGO

Pater Hugo, jeg er bange!
Ud af Klostrets mørke Gange
Lad os lede vore Fjed;
Hvis et Gjenfærd i sit Lagen
Mødte os paa dette Sted? -
"Det gjør Ingenting til Sagen,
Donna Rosa, følg kun med!"

Hvor den sorte Gang sig hvælver!
Ikke mindste Lys - jeg skjælver!
Nu fordobler Mulmet sig -
Ak, det tog mig under Hagen,
Jeg maa holde mig til dig -
"Ganske rigtig, det er Sagen,
Donna Rosa, stol paa mig."

Pater Hugo! Jeg kan føle -
Ak, lad os dog ikke nøle!
Himmel, hvilken Rædselstund!
Har jeg nogentid seet Magen -
O, nu kysser det min Mund! -
"Kors dig, det er Hovedsagen,
Donna Rosa, kors dig kun."

Pater Hugo, viid, det klemmer
Og det trykker - jeg fornemmer
 Ak, igjen et Kys - et nyt -
O, det er saa klart som Dagen,
At det Sted vil blive rødt! -
"Barn, hvad gjør et Kys til Sagen,
Naar det blot er langt og sødt?"

"Du har lært ved denne Vandring.
Hvilken lykkelig Forandring
Spøgelsernes Væsen tog;
Hvor i fordums Tider Dragen
Gift ud af sin Strube jog,
Der, det ligger klart for Dagen,
Kun et Kys den Slemme tog."

"Du vil aldrig være bange
Mere for i Klostrets Gange
Ind at vove dine Fjed;
Du vil aldrig løfte Klagen,
At det er et Rædselsted -
Naar - det er mit Raad i Sagen -
Pater Hugo følger med."


TIL EN VENINDE

Der er en Trolddom paa din Læbe,
Der er en Afgrund i dit Blik,
Der er i Lyden af din Stemme
En Drøms ætheriske Musik.

Der er en Klarhed paa din Pande,
Der er et Mørke i dit Haar,
Der er en Strøm af Blomsteraande
Omkring dig, hvor du staaer og gaaer.

Der er en Skat af evig Viisdom
I Smilehullet paa din Kind,
Der er en Brønd, en Sundhedskilde
For alle Hjerter, i dit Sind.

Der er en Verden i dit Indre,
En sværmerisk, chaotisk Vaar -
Som jeg umulig kan forglemme.
Som jeg tilbeder og forstaaer.


ENKEN

Her, hvor disse Bakker skraane.
Og i Søens Dyb sig speile -
Hvor de hvide Skyer graane,
Og de grønne Baade seile -

Her har han saa ofte staaet,
Eensom, stille, fjern fra Vrimlen.
Her, da sidst vi vandred sammen,
Saae han tankefuld mod Himlen.

Og forunderlig bedrøvet
Kyssed han mig tidt paa Haanden -
Men jeg saae det nok, at fjern var,
I en anden Verden, Aanden.

Her, ved dette Bord, har han mig
Sine sidste Tanker skrevet -
Har sit sidste Glas han drukket,
Og sin sidste Time levet.

Uhret lagdes bort; han saae jo
Evigheden tryg imøde -
Kun min Haarlok, kun min Guldring
Tog han med sig da han døde.


Og han fyldte Steen i Lommen
For at blive dybt begravet -
Han, hvis smidig-lette Lemmer
Svømmede som Skum paa Havet.

Og de stærke Hænder bandt han,
Sammensnoede dem med Sivet -
Han, som fordum sprang i Bølgen,
For at redde Andre Livet.

Og paa Bunden af den dybe
Indsø laae han mange Dage.
Endelig de kolde Vande
Gav mig ham iiskold tilbage.

Ringen saae jeg paa hans Finger,
Lokken fandt jeg paa hans Hjerte,
Og i hans rolige Ansigt
Var der intet Spor af Smerte.


FORSVAR

Vil man en Skjald bebreide.
At Elskovs søde Magt
Han synger henrykt om?
O, en velkommen Feide!
Han synger uforsagt -
Du, hulde Musa, kom!

Siig mig, hvad skal hans Toner
Forherlige meer, end det.
Som altid er og var
Det Lifligste, Mænd og Koner
Henreves af med Ret?
Du, hulde Musa, svar!

Har du din Lyst af Trætten,
Der jevner sig ved Daad
Imellem vrede Mænd? -
Grib, Digter, Bajonetten -
Er hendes vise Raad -
Og kast den feige Pen!

Den fine Kløgt, som veier,
I dybeste Respect,
Forsigtig og betids
 Den rimelige Seier
Paa Alliancens Vægt?
Musen smiler spids.

Et Stænderraad, som pukker.
Og Mænd, hvis hele Haab
Er streng Oeconomi
Og Runkelroesukker? -
Du hører hendes Raab:
Ah, maa jeg være fri!

Det stille Liv paa Landet,
Hvor Alting er saa grønt,
Saa triveligt, saa drøit -?
Bedre, end meget Andet;
Al Ære værd, endskjøndt -
Musen gaber høit.

Den Fornemhed, som sætter
For os, hvad den har.
Et pragtfuldt Logie,
Et Bord med Herreretter
Og en høflig Passiar -?
Spiis - hvidsker hun - og ti!

Den kjække Fart paa Søen,
Ved Stjernernes Lys,
Til Stormens Basun -?
 Ja - siger Digtermøen -
Men, efter Havets Gys,
Fyld mig min Seng med Duun!

Den Ædelsteen, som blaaner
I Herskernes Krands,
Paa deres gyldne Stav,
Hvis Zittren endnu laaner
En Kammerjunker Glands? -
Hun tier som en Grav.

Den Dyd, hvorom man præker
- Gud veed, om med Forstand -
Saa bredt og saa vidt;
Som gjør en Mand til en Qvæker,
Og en Kone til en Mand -?
Er ei Musens Appetit.

Den Evige, den Høie,
Langt over al Fornuft,
Som fylder intet Rum,
Som sees af intet Øie -?
Giv kun din Andagt Luft -
Knæl - byder hun - men stum.

Nei, Elskovssuk, som gløde,
For dem har Strengen Lyd;
 Som Fugle til Skovens Bær,
Hold du dig til det Søde,
Som bliver, var og er -
Syng, Skjald, din Elskovs Fryd!


BONDESTRIDEN

Grev Guntram og Grev Lanzelin
De hærgede forsande
Med Keisergunst og Pavebrev
I rige Schweitzerlande.

De odelsbaarne, frie Mænd
l Muri og i Vohlen,
De lukkede for Lo og Stald,
For Qvien og for Folen.

De bad om Fred for deres Huns,
For deres Mark og Skove,
Saa kom de villig mangengang
Med Karl og Dreng til Hove.

Grev Guntram og Grev Lanzelin
De tog de gode Gaver,
De tog de frie Bønderbørn
Og gjorde dem til Slaver.

De tog alt hvad de kunde faae.
Og fordred endnu mere:
Naar eders Gaver ei forslaae,
Saa maae I bringe flere!


Den raske Dreng, med gulen Lok,
Han maatte drive Øget,
Og Pigen, med sin Rosenkind,
Hun maatte age Møget.

I give med et villigt Sind
Indtil den sidste Bønne;
For hvad I lide Mangel paa
Vil Himlen eder lønne!

Da reiste sig det gamle Mod
I odelsbaarne Hjerter:
Ha, vi har ydet sidste Skjærv
Til Virak og til Kerter!

Det gjorde vi med taaligt Sind,
At frelse vore Sjæle,
Og for det bittersøde Kors,
I bragte os, vi knæle.

Men rør ei ved vor Frihed, Drot!
Thi heller, skal det gjælde,
Vil vi forlade Huus og Hjem,
End blive her som Trælle.

De dreves ud med Viv og Børn,
Man tog fra dem det Sidste.
 I fremmed Land, ved fremmed Brød,
De maatte Livet friste.

Grev Lanzelin blev svag og graa
I Borgens skumle Lukke,
Og tung af al den søde Most,
Han drak af Bondens Krukke.

Da flokkedes de Folk igjen
Fra Muri og fra Vohlen;
Ak, i Eens eget Fødeland
Der skinner mildest Solen!

Med Køller de forsamled sig.
Og Qvinderne med Krandse.
Men ungen Radbod mødte dem
I Harnisk og med Landse.

Og Bondens Blod i Strømme flød
Alt paa hans egen Ager,
Som Bierne i Kuben døe
I egne Honningkager.

Og Ridderen af Klippen brød,
Af Bondens egen Klippe,
Og reiste høit et hornet Slot,
Og udenfor en Vippe.


Og Slottet fik hans Hustru fiin
Alt til sit Enkesæde;
Men der skjøn Ida mangen Nat
I Eenrum maatte græde.

Hun hørte, naar i Borgen slog
Den dybe Midnatsklokke,
En Hylen i den mørke Skov
Af dræbte Bønderflokke.

Hun saae dem sætte Stiger til -
O, alle Himlens Magter! -
Hun saae dem svinge Øxen høit
Med Hævnens vilde Fagter.

Hun bad saamangen lønlig Bøn,
Og hun lod Messer læse;
Men hver en Midnat hørte man
l Dødningluren blæse.

Hun bygged op et Kloster skjønt
Med lange Søilerækker;
Der sover hun og hendes Slægt
Til Dommedag dem vækker.


AMALIE RABEN
*

Den tunge Regnsky hænger over Vandet,
Og Skoven hyller sig i Taager;
Det gamle Taarn, som stirrer ud fra Landet,
Seer kun paa Søen hvide Maager,
Og intet Seil, som bringer Hjemmet atter
Den ømme Søster, fromthengivne Datter.

Forgjæves dufter Lunden, snoer sig Gangen;
Hun bryder ingen Blomster fleer.
Forgjæves venter hende Fuglesangen;
Hun hører ingen Fugle meer.
Eccho! som klang fra Skov og Borg derhjemme,
Dig lokker aldrig mere hendes Stemme.

Hvor Elven flyder under Bjergets Buer
Med Sommerslotte og med Druer,
Der hviler hun, hvor høie Popler kneise,
I Fred, træt af den tunge Reise;
Der slumrer hun, der har hun kastet Staven,
Der sover hun bag Blomsterne, i Graven.

Men hendes Aand, den kjærlige, den rige,
Den er iblandt os, den guddommelige,
Den er, hvor hun i Døden længtes hen,
Den er i Hjemmet, hos hver trofast Ven,
 Hos eder, hvem hun elskte som sin Sjæl,
Hvem hendes sidste Aande bød Farvel.

Og Taaren, som i Øiet hviler.
Det tause Sprog, som Sorg kan lære,
De stille Veemodstræk hos dine Kjære,
Forstaaer din Aand, Amalie! den iler
Til vor Erindrings sørgelige Fest,
Med Haab, med Trøst, med Held - en himmelsk Gjæst!


NATURRAlSONNEMENT

Høirøstet Skoven suste,
Og i de grønne Sale
Gjenlød - jeg laae i Skyggen
Den ugeneerte Tale.

De gode Træer mene.
At, ubekjendt med Sproget,
En Jordens Herre fatter
Aldeles ikke noget.

Som oftest - nægtes ikke -
Gaaer det vel saa i Verden;
Men en Poet indprenter
Sig Tonen og Gebærden.

Og samler, naar han hører
En stærk, begavet Taler,
Saa godt han kan, sig nogle
Mærkværdige Vokaler.

Og sammenligner, aner,
Gjetter undertiden
Hvad, ved gjentagne Lytten,
Bekræftes for ham siden.


Da er han lutter Øre,
Den lykkelige Grandsker,
Og henrykt han Naturens
Ældgamle Sprog fordansker.

Men dennegang var ikke
Themaet kjælne Drømme,
Som før han stundom hørte
Fra Blomsterlæben strømme.

Det var en mere bitter
End oprømt Persifflage,
Der tonte gjennem Skovens
Indhyllende Boscage.

"Der ligger" - raabte djærvt nok
Et Poppeltræ som Taler, -
I det paa mig han peged,
"Atter en ussel Praler!

Af dem, som troe at flyve
Med hvad de kaldte Aanden,
Og dog kom aldrig længer
End man kan strække Haanden.

Som fuld af Hjertensgodhed
Impertinent beklage.
 At Alt det andet Skabte
Staaer dog saa langt tilbage.

Der ligger han med Briller
Og Paraplui - Ak, Fyren
Ret noget vigtigt troer sig,
Naar han seer hen paa Myren!

Ved disse Ord lød Latter
Fra alle Skovens Kanter,
Men meest fra Planteskolens
Opløbne, unge Fjanter.

Ja - blev han ved - vor Ven her
Har trygt sig foresværmet,
At han har rystet Stenen
Og Planten længst af Ærmet.

Den Drømmer! om saa var end!
Hvad vandt han i sit Eie?
Veed han en Steens beskedne,
Taalmodige Liv at veie?

Veed han de stille Kræfters
Langsomme Dyd at hædre?
Og kjender han en Plantes
Lønlige Levnet bedre?


Med affecteert Beundring
For Planteverdnen træder
Han i vor Kreds og sauger
Vort Inderste til Bræder.

Stakkel! der med sit Vidskab,
Med alle sine Konster,
Dog aldrig slipper ud af
Forstandens tykke Dunster.

Der, i det Hele taget.
Er tarvelig udstyret.
Og knap seer over Skuldren
Sin Læremester, Dyret.

Der ei kan proppe mere
I Hjernen af det Sande,
End dette Insect fødtes
Med i sin brune Pande.

Der gaber, træt af Tanker;
Der lukker for sin Kikkert -
Og lader Klumpen sørge.
Der vælter ham saa sikkert.

Og han - han vil begribe -
Som aldrig naaer i Livet
 En Kampesteens Erfaring -
Han, der maa døe som Sivet!

Der, for at kunne trives,
For blot at existere,
Maa dræbe og maa myrde -"
Jeg gad ei høre mere.

Jeg gik derfor og tænkte:
Det klapprer een og anden
Af disse Herrer ogsaa.
Seer jeg, i Træforstanden.

Vel har jeg ei, som Bjerget,
Saa fast en Fod at staae paa.
Og ei, som Elephanten,
En saa massiv at gaae paa.

Kan ei docere Skjønhed
Saa tydelig som Rosen,
Ei blomstre halv saa ziirligt
Som Planterne i Mosen.

Gad heller ikke just som
Et Poppeltræ forresten
Bestandig kikke Stjerner,
Barhovedet, i Blæsten.


Og føler vel, hvorlidet
De Folk er at berømme.
Der tager Alt for Intet,
Og sig for Alt, i Drømme.

Men, ikke destomindre
- Her standsed jeg og sukked
Jeg har Hovmodet i mig
Med Modermælken drukket.

Jeg, som en gammel, indgroet
Aristokrat paa Jorden,
Flux fatter ikke denne
Friheds og Ligheds Torden.

Det maa der Tid og Ro til;
Nu er jeg for piqueret -
Skjøndt, jeg vil ikke nægte.
At jeg er resigneret.


TIL - -

En Børneflok, en Jomfruskare,
En Kreds Veninder samles her.
Som Engle, svævende og klare.
Saa blomstrende, saa skjøn enhver.

O, lykkeligt det Huus, hvor Gjæster
Som disse svæve ind og ud,
Der Aarets Løb er rigt paa Fester,
Der dvæler gjerne Glædens Gud.

Og den, hvis Dag vi kom at feire.
Er uden Bram og ydre Pragt,
Men een, som vinde veed og seire.
Undselig selv ved Yndets Magt.

O du, beskedne, troe Veninde!
Du har et lykkeligt Genie,
Du kan saa roligt Hjerter vinde.
Din Magt er ei saa snart forbi.

Af Børn en Krands dig alt omgiver,
Du bruger ingen anden Pryd;
Den Krands, den voxer og den bliver.
Uvisnelig, en evig Fryd.


Hvad Duggen er for Rosens Rødme,
Er Viin for Læbens Rosenild,
Lad derfor Sødt berøre Sødme,
Løft Glassets skjønne Farvespil!

Hun leve! Vor Veninde leve
Bestandig lykkelig som nu!
Og Alt, Alt, hvad hun elsker, leve!
Din Skaal, din Skaal, Trofaste, du!


GHASELE

Paa dette grønne Mos, det bløde, lad mig hvile.
Hvor Oleanderbuske røde ad mig smile!
Jeg har ei Lyst til Dandsesalens rige Glimmer,
Kun her, hvor Duggens Perler gløde, lad mig hvile!
Mit Øre brister ved de stærke Symphonier,
Hvor Nattergaleslag sig møde, lad mig hvile!
Jeg kan ei taale disse snevre Silkeklæder,
Løs op, løs op! hvor det er øde, lad mig hvile!
Jeg vil ei boe i Huset med de klare Lamper;
Hvor Høsten sine Blade strøede, lad mig hvile!
I veed, jeg drak mig syg ved Livets bittre Kilder,
O nu, hvor Kilderne er søde, lad mig hvile!
I veed, jeg fik mit Saar, hvor tusind Hjerter kæmpe,
O nu, hvor ingen mere bløde, lad mig hvile!
I veed, at Stormene min unge Lykke knuste,
Hvor Storme om min Gravsteen støde, lad mig hvile !
Ei nogen Levende mod denne Barm sig sænke,
I Armene paa en, som døde, lad mig hvile!


TIL VINTERVEIRET

Grimme Jotun, som fra Fjeldet
Hyler i dit Horn af lis;
Du, som har i Skoven fældet
Løv og Blade med dit Riis;
Du, som stopper Kildevældet;
Du, som ret paa Tølperviis
I min Glut, den spæde, rusker;
Du, som ingen Anstand husker!

Du, som om den varme Stue
Dine kolde Arme slaaer.
Driller Kakkelovnens Lue,
River Hatten af vort Haar,
Volder Hoste, volder Snue,
Slibrer Stenen, hvor vi gaaer.
Kaster Snee mod vore Ruder
Og i Skorsteenspiben tuder!

Hør, er det ei billigt. Bedste,
Vi det Laadne vende ud?
Handler du imod din Næste,
Som det sømmer sig for Gud?
Burde vi ei fiendsk dig gjæste,
Og besvare Tud med Tud?
Dog - fra gamle Venskabs Dage
Kommer Mindet mig tilbage.


Tidt som Dreng jeg med dig rendte
Over Søens blanke Arm;
I dit Sneelag Fingren brændte.
Som ved Ovnens Lue, varm;
Dyngvaad du mig ofte sendte
Hjem fra Legens muntre Larm;
Slog mig tunge Hagl for Panden -
Og dog holdt vi af hinanden.

Har du evig dine Løier
Af at rokke paa mit Tag,
Blæse Træk i vore Køier
Og forstyrre Pumpens Drag -
Hvis det dig saa godt fornøier.
At du har en Sneebold færdig:
Nu, een Spas en anden værdig!

Kanepidsken kjækt dig smelder
Under Næsen sine Knald;
Gadedrengene og Bjelder
Lee dig ud i tusindtal;
Om din ringe Magt fortæller
Lirekassens Tonefald;
Flammen, der fra Ovnen lyser.
Som en Busemand dig kyser.

Tro ei, at din Storm fordriver
Blomstringsmodet med sit Skryd -
Naar den unge Mø os bliver,
 Har vi Vaarens bedste Pryd;
Du, med dine lange River,
Samler kun den spredte Fryd.
Tæppet, strakt i Vintersale,
Blomstrer meer end grønne Dale.

See de unge Børn, de søde.
Flagrende i Dandsens Larm!
Kinderne og Læber gløde,
Freidigt aander Bryst og Barm;
Arme slynge sig imøde.
Luften bølger let og varm,
Øiet smelter, Haaret flyder,
Fløiten, Violinen lyder.

Dig vi denne Vrimmel skylde.
Mangt et vennesaligt Lag:
Kom, vi vil dig. Brumbas, hylde,
Trods din Knurren, trods dit Brag;
Paa din Sundhed Kruset fylde,
Og til ærligt Brodertag,
Skjøndt i Vantens laadne Gjemme,
Række dig vor Haand at klemme!


VAR DET SYND?

O, var det Synd, at vi var ene?
At ved vort Bryllup var saa faa?
At mellem høie, tause Grene
En Stork vi kun i Reden saae?

En Stork med sine røde Hoser
Og med sit lange Sladdernæb -?
Og ingen Gartnersvend med Roser,
Og kun en Snegl med Silkeslæb?

Og ingen Præst med Pibekrave,
Og ingen pyntet Kammermø,
Og ingen anden Brudegave,
End Sølvskum fra den lille Sø?

Og at det sagte Ja af Bruden,
Og at min høie Troskabseed
Blev hørt og fordret kun af Guden,
Den unge Gud for Kjærlighed?

Men, dybt i Skoven - kan du huske?
Var som en Grotte for en Fee;
Ildorme hang i alle Buske
Og kun ved dem vi kunde see.


O, hvis jeg nogensinde glemmer
Den søde Stund - saa straf mig Gud!
Græshopper sang med tusind Stemmer,
Og hvert Minut faldt Stjerneskud.


TIL ELSKOV

Første Elskov! Unge Sjæles Møde
I det henryktdrukne Øiekast!
Er du aldrig Hvile? altid Hast?
Kan et Hjerte ikkun eengang gløde?

Vender aldrig meer din Magt tilbage,
Naar med Qvaler svandt din første Lyst?
Er ei længer reent for dig et Bryst,
Som din Duft beruste fordums Dage?

Er det friske, nysudsprungne Hjerte
Kun den dyre Blomst, du leger med?
O, saa fly! far troløs kun afsted.
Korte Fryd, som koster evig Smerte!

Men saa grum kan din Natur ei være;
See, det er mit Haab, en salig Ild,
Mere høi og stærk, kun mindre vild.
Skal jeg atter til dit Alter bære.

Barnets Sind kan vende fromt tilbage,
Høi Uskyldighed i Manddoms Aar,
Og hvor grønnes en saa sjelden Vaar,
Kan ei savnes varme, lyse Dage.


MARY

Hvad tykkes dig om hende, Jack,
Som stirrer over Sø,
Bleg fra Fregattens høie Dæk,
Til Skotlands fjerne Ø?

Et Barn endnu, knap sytten Aar,
Ret skabt til Sømænds Lyst;
Langt flagrer hendes Ravnehaar,
Høit bølger hendes Bryst.

Fordi hun gav sig villig hen
En Nidding i sit Land,
Er hun Forbryderens igjen
Paa Sydhavøens Strand.

Fordi hun var for øm og varm.
En Qvindes sande Dyd,
Til Straf hun slynge skal sin Arm
Nu til en Kj æltrings Fryd.

Var hun paa Traaden noget løs.
Det er hun vel endnu.
Saa er hun dog en fager Tøs -
Hvad, Jack, hvad mener du?


Ifald jeg kaldte paa vor Præst -
Hun siger ja, min Tro -
Og lod ham spledse os som bedst?
Min Køie rummer to.

Det duer ikke. Tom; hun har
Alt faaet sin Bekomst.
Prøv kun, hun giver intet Svar,
Det er en knækket Blomst.

Hun flagrer kun en stakket Stund,
Det kan man mærke godt.
Den Seiler stødte snart paa Grund;
Hun bliver aldrig flot! -

Ung Mary stod foruden Trøst,
Og over Havet saae.
Til Skotlands høie Klippekyst
Forsvandt i Taager blaae.

Hun stille stod, til ingen Rand
Bag Bølgen mere steg;
Til hendes kjære, gamle Land
For mørke Vover veg.

Vi skues aldrig meer igjen.
Du blues ved mit Syn!
 Sneetakte Bjerg, min Barndoms Ven,
Du rynker dine Bryn!

I grønne Bakker, hvor jeg laae
Saamangen Sommerqvæld,
I svinde i det fjerne Blaa,
I sige koldt: farvel!

I har ei Muur, ei Fangedyb,
Ei Hytte eller Vei,
Til Herberg for et usselt Kryb
Foragteligt som jeg!

Selv Stjernerne, de milde Lys,
Vil ikke see mig meer!
Hun sendte dem sit Afskedskys
Da saaes ei Landet meer.

De løste op for hendes Barm -
Den steg saa hvid og høi -
De blottede den runde Arm -
Blodstraalen sprang og fløi.

Men koldere blev hendes Bryst,
Kun svagt det steg og sank;
Og, som et Havblik, laae tilsidst
Ung Mary død og rank.


Polyperne paa Havets Bund
Liigplanken til sig rev.
Og paa den vaade Gravhøi kun
Det lange Søtang drev.


TIL NANNA

Kjære Nanna! det er simpel Pligt,
At jeg svøber udenom de fine
Strømper fra din Søster Josephine
Dette ubetydelige Digt.

Saadan tomme, tynde, slappe Ting,
Saa pedantisk parrede tillige,
Som dog Strømper ere, sandt at sige.
Kan behøve et poetisk Sving.

Kan behøve en rhetorisk Pen
Og en nogenlunde fyrig Taler,
Som den blege Skjønhed anbefaler,
Naar den oversendes til en Ven.

Ak, det dorske Stof, med uvis Form,
Disse bløde, matte Elementer,
Dette Chaos af en Traad - det venter
Paa sin egentlige Skjønhedsnorm.

Paa en Skaberindes søde Bliv;
Paa at faae et Indre, for hvis Kræfter
 Alt det Ydre yndigt giver efter.
For at faae et Indhold og et Liv.

Skjænk dem dette - disse blege, smaa,
Sammentrykte, ganske flade Stakler!
Du kan gjøre, veed du nok. Mirakler,
Naar du bare vil dem trække paa.

I
et Attelier en Marmorsteen
Kan ei runde sig med mere Ynde,
End de lykkelige, glatte, tynde
Strømper, naar de slutte om dit Been.

Søg de smidiglange Skafters Ly!
Lad dem fange blødt i deres lækkre
Huulhed alt det Fyldige og Smækkre,
Som hos dig er ikke sky, men bly.

O, jeg seer dem alt - du har dem paa -
Glatte, glindsende - af over hundred
Kjenderblik omspeidet og beundret!
Dog de ikke mindste Rynke slaae.

Denne Blomstudvikling, dette Spring
Til en Stilling, som for Strømper immer
 Er forenet med uhyre Glimmer,
Gjør dem til interessante Ting,

Og er virkelig en Trøst for dem.
Der for Øieblikket ikkun have
Denne ubetydelige Gave
Paa din Fødselsdag at bære frem.


STAMTRÆET

Min Stammefaer - Gud veed, hvorfra
Han egentligen var -
Men i de gamle Krøniker
Fortælles, han var en Nar.

Med Snabelskoe og Bjeldeklang,
Med Narrekappe og Brix,
Han maatte more det hele Hof,
Hvis ikke, saa fik han Vix.

Hans Børn blev strunke Adelsmænd,
Og een af dem en Helt;
Vi føre endnu for hans Skyld en Mand
Uden Hoved i gyldent Felt.

En anden, siges der, levede kun
For sine Godsers Bedste,
Som Dødninge saae hans Bønder ud.
Som Beenrade deres Heste.

Min Oldefaer forestod Rigets Skat,
Som dengang var meget tung;
Alt hvad han gav for Landet ud.
Det gik i hans egen Pung.


En kronet Isse, veed jeg, blev spaaet
Min Bedstefaer af en Hex;
Han kjørte altid med Fire for.
Og hans Kone altid med Sex.

Min Fader var længe Pebersvend;
I tidligste Ungdom han kom
Med skaarne Stene og meget Antikt
Hjem fra Neapel og Rom.

Jeg svigter ikke min høie Byrd,
Mit Navn og mit Stammetræ:
Min Stammefader var en Nar;
Jeg er idetmindste et Fæ.


KUN EN TIME

Lange Nætter, korte Dage,
Medens Aarene de rulle.
Ingen Sol, en evig Kulde
Vil jeg friste uden Klage;
Kun en Time, kun en Time

Savn og Sorger vil jeg lide
Uden Haab, med bitter Længsel,
Eensomhedens sorte Fængsel
Vil jeg fylde med min Qvide;
Kun en Time, kun en Time -

Englen, som sin Fakkel slukker,
Og som fører til de Døde,
Vil med Rolighed jeg møde.
Englen, som for Graven lukker;
Kun en Time, kun en Time -

Og hvorefter kan du hige?
Og hvad finder du, som qvæger
Saa balsamisk, at dets Bæger
Er dig nok, ulykkelige.
Kun en Time, kun en Time -?


O, at hvile og at smile
I de Arme, ved det Hjerte,
Som jeg elsker, fuld af Smerte,
Der at smile, der at hvile,
Kun en Time, kun en Time!


MED EN BRYSTNAAL

Istedet for en Piil fra Rosenskyen,
En let bevinget, farlig Piil,
En Piil, som hefter sig i Hjertet,
Hvis Gift er Kys og Smiil -
Modtag en Naal, som gjennemborer.
Men kun det lette Tul; en Naal, som holder.
Hvis Hensigt er at samle og forene.
Men kun de ydre, løse Folder.
Betragt med Rolighed de gyldne Hager,
Der løsnes let og uden Taarer,
Den skarpe Spids, som ei af Nektar drypper.
Men som eiheller giftig saarer;
Betragt med Venlighed det lille Blændværk,
Snart sønderbrudt, og snart forglemt.
Det skrøbelige, svage Mærke,
Til Minde om det Flygtige bestemt;
Til Minde om det Flygtigste, jeg kjender,
Det hurtigst Svindende, det snarest Tabte:
Det Trylleskjær, som Sympathien kaster
Momentviis over alt det Skabte;
Modtag den fattige, den kolde Glimmer,
Den matte Skygge af en Ild - bedrøv
Dig ikke over, at den er et Intet,
Et Legetøi af Støv for Støv -
Gjem den! Den vil, naar Barmen hyller
Sig, som en Isis, i sit Slør,
Med sin Emailles mørke Hieroglypher,
Som Skriften paa en Tempeldør,
 Erindre dig om det, som i vort Indre
Er gaadefuldt, og ikke kan forklares.
Og om den Sarkophag, hvori de
Hendøde Følelser bevares.


JORDEN

Hvorfor søger du bestandig Himlen,
Utaknemmelige Daare?
Jeg er skjøn endnu,
Elskovsfuld som du,
See, i Haaret har jeg Foraarsvrimlen,
I mit Blik den varme Taare!

Har jeg vel fortjent, at du mig glemmer?
Jeg, som moderlig har givet
Dig din første Kraft,
Blodets sunde Saft?
Jeg, som sang, med mine Fugles Stemmer,
Dig din Velkomst her i Livet?

Jeg, som har din Kind med Roser tegnet
Og din Pande med en Lilie?
Jeg, som Nat og Dag,
Øm, men modersvag,
Ei din Vildskab, ei dit Lune regned.
Og gav efter for din Villie?

Jeg, som skygged dig, naar Solens Flamme
Altfor stærkt dit Ansigt brændte;
Jeg, som huld og tro
Dig i Nattens Ro
 Lulled ind, og som en kjærlig Amme
Over dig min Kaabe spændte?

Jeg, som, naar du træt maa Øiet lukke
Og til sidste Ro dig lægger -
Gammel, kold og død -
Aabner dig mit Skjød,
Samler Støvet i min Askekrukke,
Og med Blomster det bedækker?

Kan du mig, din første Elskov, glemme?
Vil du mig med Andre bytte?
Kom! fat Mod igjen!
Vær mit Barn, min Ven!
Viid, at ved mit Hjerte har du hjemme,
Jeg vil evig dig beskytte.


FORGJÆVES OPMUNTRING

Fanden være
I sit Hjem!
Muntert, Kjære!
Masker frem!
Nok saa sære.
Hid med dem!

Fløiten skriger,
Bratsch og Bas,
Hornet siger:
Kom, tag Plads,
Her er Piger,
Punsch og Glas.

Skynd dig. Kryster,
Uforsagt!
Glæden ryster
Sorgens Magt,
Unge Bryster
Gammel Pagt.

Faklen brænder -
Hør! et Skud -
Vognen vender -
Her er Bud -
 Hvide Hænder
Vinke ud!

"Kan det tømme
Al min Vee?
Ak, den ømme,
Elskte Mø
Lad i Drømme
Blot mig see!"


BYLIVET

Jeg morer mig i Byens
Forlegne, snevre Gader
Ved Synet af en simpel
Naturs Bambocciader.

En gammel, tyk Matrone
I Vinduet, som strikker -
Og i sin lange Kutte
En skaldet Munk, som tigger.

Om Keglerne i Sandet
Opstilt Dagdriverflokken;
Høit over dem i Taarnet,
Med Varselstemme. Klokken.

En Retsbetjent med Bogen,
Og Skrædderen med Saxen,
I Slagterboden Oxen,
Paa Retterbænken Laxen.

Zigeunerbørn i brune
Pjaltkaaber, næsten nøgne,
Med brede Skyggehatte,
Og store, sorte Øine.


Den Døde høit paa Baaren,
Med Fryndser om sit Klæde;
Foran et Kors, bagefter
En Skare Folk, som græde.

Hvorhen, Signor Dottore?
Med Hastværk han sig skyndte;
Den hele Gade lugter
Endnu af Pebermynte.

Friseuren her jeg kjender -
Scapin - det kan jeg lide!
Brudgommens Haar han sætter
Som store Horn itide.

Min Gjenbo - Pantalone! -
Godmorgen! Hvad behager?
Han er endnu ei færdig
Med sine egne Sager.

Ved Stokken frem han skrider.
Ærværdig, rynket, arret
Af alle de Spilopper,
I hvilke han blev narret.

Hr. eligeret Borger
Og Bager, Truffaldino!
 Tillad mig præsentere
Mig selv som Arlechino.

Og denne unge Dame,
Kan De vel sagtens gjætte.
Er ikke nogen anden.
End min Arlechinette.

Sæt friske Kringler for os!
Lad Jalousien falde!
Vi holde meest af Eenrum;
Kom siden, naar vi kalde.
 I FJELLEBODEN.

Pulcinella! Pulcinella!
Lær mig Sækkepiben blæse!
Overlad mig denne Pukkel,
Denne alenlange Næse!

Pulcinella! Pulcinella!
Og til Gjengjeld, til Erstatning
Tag imod mit Sinds Forædling
Og min følsomme Forfatning!

Men han skriger og han flygter
Over Brædegulvets Tylter
Med sin Pukkel, med sin Næse,
Paa de lange, hvide Stylter.

Og han ryster, og han piber.
Skjuler sig bag Teppets Folder,
Og paa Sækkepibens Pose
Fast, som paa sin Sjæl, han holder.

Og han holder fast paa Næsen -
Han er ikke for Gemyttet;
Og han holder fast paa Puklen -
Han er altfor klog til Byttet.


EREMITEN

Tak for Bægret af din Kilde,
Eremit, for dine Frugter,
For den Rosenkrands, du gav mig.
Som af hellig Virak lugter.

Tak for Veien, du mig viste
Til din gamle Hytte - Mulen
Havde ellers, dumt nok, ført mig
Lige ind i Røverkulen.

Tak for Kjøligheden i dit
Andagtskammer, gamle Sværmer!
Tak for Leiets rene Blade
Og din Kuttes bløde Ærmer!

Tak for hver en from Legende,
Som du vidste at fortælle.
Og Levvel! Mit Muuldyr ryster
Utaalmodig med sin Bjelde.

"Vandrer, tøv! her krummer Veien
Farlig sig om Fjeldets Kanter.
Jeg vil hente dig en Haandfuld
Underfulde, sjeldne Planter.


De er groede under Jorden,
Dybt i Bjergets Klippehule,
Hvor, forladt af Dagens Straale,
Sig de blege Urter skjule.

Dem har aldrig Dug forfrisket.
De er vant til eensom Kulde,
Dem har aldrig Sol opildnet.
Derfor er de lindringsfulde.

Du har sagt mig, for din Lykke
Intet Middel meer du vidste.
At i evig Angst du leved
For dit Kjæreste at miste.

Vandrer! gjem da disse Urter!
De vil dulme Hjertesorgen;
Sanct Laurentius, min Helgen,
Og Madonna er dig Borgen."

Tak, Ærværdige! det vil jeg.
Midlet er maaskee det rette.
Jeg har prøvet mange andre;
Nu vil jeg forsøge dette.


SILHOUETTER AF EN PRÆSTEFAMILIE

I
høie Hvedebølger, imellem Rug og Byg,
Der krummer et Straatag sin mossede Ryg;
Det har blandt usle Hytter i Leer og Morads,
Men ved Siden af en Kirke, sin ydmyge Plads.

Og Manden, som boer der, det er en Landsbypræst -
Jeg var saa ofte. Venner, hans lykkelige Gjæst.
Oprigtighed og Glæde er hans daglige Bud;
Han kj ender lidt til Verden, men mere til Gud.

Hans Kone er en Perle, en ægte, i min Sang;
Hun er saa god og kjærlig, som Dagen er lang.
Vel Præsten hører Fugle i sin Skovhyttesal,
Men hun er dog hans sødeste, bedste Nattergal.

Og Sønnen, den første, Jacob hedder han.
Det er en lille Kæmpe af Drengeforstand.
Hans Øine ere store og Læberne smaa;
En lærd Mand vil han blive, det tør jeg nok spaae.

Den ældste Frøken Datter, hun er her ikke nu,
I Sorø, hos din Tante, Marie, blomstrer du!
Men naar du kommer hjem igjen, saa vil vi faae at see.
At du kan følsomt græde, og vittigen lee.


Og Hannemoer, den søde - o har jeg ei Ret?
Lyslevende er hun et Familieportrait.
Hun strikker alt sin Strømpe, og læser i sin Bog;
Hun bliver, som sin Moder, begeistret og klog.

Den lille Nikoline, saa hvid og saa feed.
Om hende intet bedre at sige jeg veed.
End, naar hun vikler ud sin vakkre Gestalt,
Den smukke Nikoline, det vil hun blive kaldt.

Og Rasmus med sin Pande, buglet af Fornuft,
Med Øiet dybsindigt som Nattehimlens Luft,
Han sidder alt i Krogen ved sit Mælkefad,
Som om han tænkte noget, og vidste selv ei hvad.

Den lillebitte Sine - det veed vor Herre bedst,
Hvad Lykke hun skal bringe den lykkelige Præst.
Hun kan alt dygtigt spise, løbe og gaae -
Kan man forlange meer for det første af den Smaa?

Og Faster i Sengen, med Gaffe og Tobak,
Hun lever som en Sylphe i eensomt Gemak,
Den meste Støi i Verden for hende er forbi.
Og Livet blevet til en smuk Phantasie.

I
denne Tid desuden der er i Præstens Buur
En Jomfru, en sværmerisk, en deilig Natur;
 Hun ligner en Muse i Holdning og Blik -
Hvad Under, om af hende Begeistring jeg fik!

Hvad Under, at jeg søgte, naar Hjernen var tom.
De faure Ord, som hende fra Læberne kom!
Hvad Under, om til Tak - det var jo simpel Pligt -
Jeg skrev hende dette ubetydelige Digt!


VED EN VENS HJEMKOMST

Velkommen tilbage, hvor Øen har lagt
Blidt sig til Ro, ved Bølgernes Vagt!
Vent intet Skud af Høitidskartoven;
Tordnen kun ruller i Skyen foroven.

Bøndernes Tage, det eensomme Land
Sortner ved Himlens rødmende Rand;
Fattige By har ingen Lanterner,
Men til Lysekrone de evige Stjerner.

Ved din Port staaer kun en Hund i Gevær;
Kun en Stork kikker fra Tagryggen her;
Humlen og Viinranken hælde mod Muren;
Køerne brøle; taus smiler Naturen.

Fuglene let escortere din Flugt;
Gjæs paradere - o, er det ei smukt?
Grøften og Marken anstrænge sig - Stakler!
Valmuer danne et Tog, som af Fakler.

Her er ei qvalmt, som i hin Tue, hvis Gruus
Fyldes af Menneskemyrers Trængsel og Suus;
Her gnaver ei Konsten, i afsides Huler,
Fra Naturens Bord de faldende Smuler.


Her er dit Hjem, din Kirke, din Bog,
Her er dit Lysthuus, din Kakkelovnskrog,
Her dine Børn, de støiende Unger -
Ven, for din Sjæl, begeistrende Tunger!

Her er den arme, indskrumpede Slægt,
Lolliker, krummet af Kornsækkens Vægt;
Men din Godlidenhed rækker dem Haanden,
Og dine Ord skal reise dem Aanden.

Her varskoer din Pibe ingen Soldat,
Her lader man skjøtte sig selv vor Stat.
Istedetfor Rendemasken og Lapsen
Springer en Sommerhare i Rapsen.

Hør paa din Lo den melodiske Tærsken!
Nødderne modnes, alt rødmer din Fersken -
Velkommen derfor, med Søn og med Frue,
Velkommen hjem i din landlige Stue!


ELEGIE

Af mangen gravitetisk Sjæl, hvor tidt
(Imens den meget oeconomisk leved)
Er ikke udraabt: hvad er Livet? - Slidt
Som Følelsen, hvormed blev skrevet.
Er Svaret Vand og Pust og Bobler blevet;
Ja nogle, for at blive Svaret qvit,
Kasted en Tankestreg - Forstandens Anker,
Og Prikker ud .... et Fiskenet for Tanker.

Og det staaer fast hos mangen brav Philister,
At Livet ei er fire Skilling værd,
(I Øieblikket nemlig, man det mister)
Og at det er en Drøm kun og et Skjær:
Ja, nogle troe, det er et Bøddelsværd,
Et Staal, mod Smertens Steen at give Gnister,
En Priis Tobak, der bider stærkt i Næsen,
Og hvoraf man har gjort formeget Væsen.

Men denne Skarphed, hvormed Livet bider,
Den volder, at vi bide lidt igjen;
En, ved at døe af Latter alletider,
En anden ved en gudsforgaaen Pen;
Mig huer den, og ei blot sommetider.
Men som man vænnes til en hidsig Ven,
En arrig Kone, der dog snart er færdige,
Og begge to kan være ret elskværdige.
 Det Grimme, veed vi, har en egen Magt;
Det vækker Afsky. Det er altid noget.
Hvad indeholder ei en dyb Foragt?
Hvem ynder ei, hvad der er stygt og kroget?
Fortvivlelse, det veed vi jo som sagt,
Gjør Latteren piqvant, saavelsom Sproget.
Med Glædens Alvor er det strax forbi,
Naar der er intet Rædsomt, Farligt i.

Ja, Usselheden, det maae vi formode.
Og Kjedsomheden, ikke at forglemme,
Knap tør jeg sige det - ja, selv det Slemme,
Det Bandsatte, det havde vist sit Gode,
Naar vi var mere rigtig i det hjemme,
Og at behandle det tilgavns forstode.
Min Trøst har derfor været alletider:
Elendigheden har saa mange Sider.

O, Øiet er ei skabt til blot at smile
Med Elskovs, ogsaa med Foragtens Pile!
Det har sin Taaresæk, sin Taarekilde;
Det skal ei ene glædedrukkent hvile,
Ei altid straale, hvor det henrykt vilde -
Men det skal briste, aarle eller silde!
O Dødens Engel! siig, naar skal jeg bygge
I din anakreontisk-skjønne Skygge?


ATURERNES GRAVE

Alle Folk i Maypures
Holde Siesta - Ingen Zitter,
Poppegøieskrig kun lyder
Uophørlig fra et Gitter.

Hvad er det, som Fuglen ivrig
Med saamegen Fynd fortæller?
Siig mig, hvad dens høie Udraab,
Hvem dens vrede Tale gjelder!

Ingen kan forstaae dens Udraab,
Ingen kan dens Sprog udgrunde;
Hele Stammen, som har talt det.
Hele Slægten gik til Grunde.

Mellem Orinokos Vandfald
Folkets sidste Toner løde.
Og forlængst i Skovens Dybde
Sidste Mand af Ætten døde.

Tidlig dog den røde Kriger
Lærte Fuglens stærke Tunge
Indianerstammens Stridssang,
Hævnens vilde Trudsel sjunge.


Fuglen har ei glemt sin Lærdom,
Har ei tabt sit Maal, skjøndt Øiet
Længst er slukt, skjøndt graa af Ælde
Krum den sidder, lænkebøiet.

Skaldet er dens gamle Hoved,
Snart den døer, det kan ei feile;
Af den stolte Fugl tilbage
Er kun Skind og hvasse Negle.

Dette, om Aturerfolket,
Vidner nu et Sagn alene.
Ingen Gnist af deres Arne
Ryger meer bag Skovens Grene.

Kampen trængte dem tilbage,
I granitne, snevre Gader,
Til den store Urskovs Mørke,
Mellem skummende Kaskader.

Mand for Mand de faldt i Striden;
Ingen Bue mere hviner.
Ingen Hævnens Piil man frygter
I de mossede Ruiner.

Vil du see de Faldnes Gravsted,
Saa bestig den bratte Klippe,
 Søg, saa høit Lianen løber.
Hulen ved Ataruipe!

Uniamas Bjerge seer du
Fra den høie Græsgangs Tepper,
Og Condoren, Caprimulgen
Kredse over Metas Stepper.

Nærm dig de uhyre Grotter,
Alle fyldt med Dødningrester,
Palmesvøbte, Fyrster, Qvinder,
Krigere og Børn og Præster;

Røde af Onotofarve,
Duftende af Gummi - Ære
Yde du den sidste Levning
Af Aturerfolkets Hære!

Dvæl hvor Cataracten ryger.
Hvor Jaguapalmen lufter,
Hvor om Hulens Gab Bignonien
Og Vanilleranken dufter!

Hvor er nu de Faldnes Aander?
Hvor er de forsvundne Slægter?
Mange Ringe staae om Maanen,
Jorden gløder af Insecter.

RITORNELLER

1.
Blomst af Mimosen,
Jag mig ei bort med dine Torne,
Fordi jeg er en Ven af Rosen.

2.
Jomfru i det Grønne,
Tro mig, hvilte du ei, hvor du hviler.
Var dine Skjønheder ikke saa skjønne.

3.
Honningsøde Nælde,
Hvor heed jeg blev, hvordan dit Favntag brændte.
Det maa du frit, til hvem du vil, fortælle.

4.
Klare Meduse,
O, hvor du svømmer yndigt i Vandet,
Drivende vaad i den stribede Blouse.



5.
Blomst af Tobakken,
Før jeg som Pebersvend lever og døer.
Skal mig en Kone træde paa Nakken.

6.
Løvetand du gule.
Mit Hjerte er saa frisk som Nogens,
Og selv min Lever feiler ei en Smule.

7.
Blomst af Violen,
I denne lille Lund ved Veien,
Her kan vi skjule os for Solen.

8.
Malurt du bittre.
Kom mig ei nær, jeg seer min Sjæls Udvalgte,
Ved Tanken om din Galde blot, at zittre.

9.
Blomst af Pelargonien,
Din fine Tegning fik mig til at tænke,
Vi sad en Sommerqvæld i Catalonien.



10.
Søde Narcisse,
Da du forlod os naivt i det Grønne,
Var det i dit eget Ærinde tilvisse.

11.
Fagre Verbene,
Elske dig maa jeg, om ikke for andet.
Saa for dit fyrige Ildkys alene.

12.
Blomst af Hængebirken,
Jeg følte mig, omslyngt af dine Arme,
Saa nær ved Gud, som om jeg stod i Kirken.

13.
Skjønne Schizante,
Til Kjæreste er du ei fyldig og rød nok.
Men vil du ikke være min Tante?

14.
Fingerbølstengel,
Kan du, som siges, berolige Hjertet,
O, saa er du en Engel!



15.
Sisken i Buret!
Tiden kan falde dig lang, men dog ikke
Lang som mig, der seer efter Uhret.

16.
Blomst af Sukkerrøret,
Jeg drømmer Dag og Nat om al den Sødme,
Du skjuler under Sløret.

17.
Svulmende Drue!
Det er for koldt om Natten derude.
Kom, lad mig trække dig ind i min Stue.

18.
Frister i Ørken,
O, du har viist mig saa deilige Sager,
At til at modstaae fattes mig Styrken.

19.
Blomst af Akkeleien,
Du er en grumme kj ærlig Søster,
Men immer staaer du os iveien.



20.
Kan du med dine mørke Øine, Georgine,
Saa frit og aabent stirre ind i mine.
Tør jeg vel ogsaa ret fordybe mig i dine.

21.
Den gyldne Fletning,
Der over Skuldren synker ned mod Barmen,
Har lært min Arm sin Slange-Retning.

22.
Torskeflab, god Aften!
See hvilken Plads jeg fik mig her hos Rosen;
Ærgrer det dig ikke? du kunde havt den.

23.
Brune Rebekke,
Svøb dine Fødder ind i Kanedækket,
Jeg vil staae bag paa, og din Mand kan trække.

24.
Gjør Stuen luun for mine Mælkefade,
Flyt Qvæget ind, det fryser alt paa Marken,
Og mine Maanedsroser dæk med Blade!



25.
Det tydske Sprog jeg elsker og det franske;
Den italienske Tunge og den spanske.
Men ingen er saa sød dog, som den danske.

26.
Jeg saae et Stjerneskud paa Himlen glide.
Og dig forsvinde mellem unge Hasler -
Hvor I blev af, er ikke let at vide.

27.
Blomst af Primlen,
Den Luft man aander i din Nærhed,
Er som et Aandedrag i Himlen.

28.
Blomst af Gyldenlakken,
Naar du dit Ansigt vender fra mig.
Saa maa jeg kysse dig i Nakken.

29.
Marcipan du hvide.
Det er din egen Skyld, beklag dig ikke;
Jeg kan ei lade være, jeg maa bide.



30.
At Maanens Næ ei fyldes, at en Bondes
Gaardhane sjelden godt kan trives, veed jeg;
Men du, Lauretta, burde kunne rundes.

31.
Det faldt mig aldrig ind, at gjøre Regning,
Blandt dine Yndigheders Tal, paa denne:
Snørlivets Silketryk og Rosentegning.

32.
Blomst af Magnolien,
Som Honning er hvert Ord du taler.
Og selv din Vrede er som Olien.

33.
Sorte Svane,
Et Særsyn er du, men mit Øie lystrer,
Naar det skal hylde Skjønhed, ingen Vane.

34.
Læg i dit Skjød mit Hoved, Epheuranke,
Jeg feired Festen for den muntre Larmgud,
Føl, hvordan mine Tindinger de banke!



35.
Nattrøien tog den blideste af Fruer,
Sin egen, sagde: den er kjølig, brug den!
Jeg laae den hele Nat, som svøbt i Luer.

36.
Rørdrum i Sivet,
Det Suk, som daglig jeg af dig maa høre,
Gjør mig tilsidst reent kjed af Livet.

37.
Blomst af Hylden,
Blusser for heed jeg ved Skumringens Stevne,
Dig, dit Aroma, giver jeg Skylden.

38.
Det er kun Mælk, som Rosentungen laber.
Men naar du smægter. Mis, sees Tigerblikket,
Det er af Blodtørst, du saa kjælent gaber.

39.
Purpurblomst af Lærken,
Yndigheder har du saa gode som Nogen,
Men immer tusinde Naale i Særken.



40.
Regnsky paa Himlen,
Skjøndt Jordens Blomster smile dig imøde,
Altid tungsindig seer du ned paa Vrimlen.

41.
Frygtsomme Svale, du behøver ei at lede.
Flyv dristig ind, min Kammerdør staaer aaben;
Her venter uforstyrret dig din Rede.

42.
I ere smaa og ubetydelige.
Men det gjør ei til Sagen, Ritorneller,
Var I blot vingede og nydelige.



CHARLOTTENLUND

Paa Høien der, ja rigtig, min Moer,
Hvor Ahorntræet skygger.
Her var vi, kan jeg huske, ifjor.
Da Vognen gik i Stykker.
Bakken var just ligesaa rund,
Ligesaa lysegrøn Sletten -
Hid med Kurven, gamle Hund!
Aa, Fa'en med Clarinetten!
Rugtvebakker? Lax? Jo, jo!
Og hollandsk Ost? Jeg takker!
Alting kjøbt paa Østerbro,
Hvor Konen er saa vakker.
Tordenskyen
Gaaer til Byen -
Seer du! paa den blanke Kniv
Skinner Solen -
Væk med Kjolen!
Nu, et muntert Liv!

Kom med Citronerne! adræt!
Pauline, du har Sukker!
Romflasken - saa, den Prop var tæt!
Din Skaal! Hør hvor det klukker!
Tryk det Sure med en Fart,
Glut, paa et Mygstik ved Øiet -
Bondepigen! det var rart!
Med Glas og hele Tøiet!
 En chinesisk Næseklud,
Saa fiin som til en Greve,
Har jeg bredt paa Græsset ud,
Jo, jeg forstaaer at leve!

Eia, Venner!
Ydmygst Tjener!
Det var sku en Commandeur.
Sennepskanden!
Glemt? For Fanden,
Har jeg seet det før!

Nu bliver Luften mørkere blaa
Omkring de hvide Telte,
Som lutter Vildmænd Egene staae,
Et Par med Maanskinsbelte.
Har du Fyrsvamp? Det var godt!
See til Kaninen paa Øen!
Mærk det vakkre Sommerslot,
De røde Seil paa Søen!
Lad i Trængslen, Kone, smukt
Mig en Smule sværme.
Trykke kjælent, dog med Tugt,
En Skjønheds klare Ærme.
Frederikke,
Veed du ikke -
Naa, der har jeg hængt min Hat.
Duggen falder;
Bladet knalder;
Smukke Dag, Godnat!


See Lapsen der, med Kjæden om Hals,
Bleg som en Kommenskringle!
Og længer hen Matrosernes Vals,
Som svaie og som dingle!
Kildevognen! Hillemænd!
Alle med Roser i Hatten -
Vogt dig. Sivard Snarensvend!
Der ligger hele Klatten!
Ilden blusser bag en Bøg;
See Potterne, hvor blanke!
Kogekoner staae i Røg,
Og deres Boefsteeg banke.
Kysser Hunden
Dig paa Munden -
Græd ei strax, min lille Ven!
Ingen Fare!
Kom du bare.
Kys du ham igjen!

Ved Huset her, hvad Færdsel og Liv
Imellem Hjul og Stænger!
Der Kudsken staaer, og med sin Kniv
Rugbrød til Hesten flænger.
Herren, med et sagte Tryk,
Hjælper en Frøken fra Trinet;
Tjeneren, med krummet Ryg,
Taer Flasker op af Skrinet.
Ingen Plads i Haugen, tænk!
Og intet Bord i Stuen!
Manden løber med en Bænk,
Og med en Nøgle - Fruen.
 I det Skumle,
Mellem Humle,
Theemaskinen luer blank.
Og den Søde
Henter Fløde,
Sneehvid klædt og rank.

See der, see der! En Skulder saa rund!
See, hvilken Slangeside!
Og har en mere rosenrød Mund
Sin Elsker kunnet bide?
Venner, om jeg turde blot!
Hende kunde jeg kjælen
Kysse Alting, stort og Smaat,
Fra Nakken ned til Hælen.
Hun forhexer mig omkaps
Med denne hersens Maane -
Hendrik! lad mig faae en Snaps,
Hvis ikke jeg skal daane.
See hvor Munden,
Spodsk i Grunden,
Spidser sig forbandet kjæk.
For at aande
Allehaande
Pøbeldunster væk.

Med slængte Hofter nærmer sig træt
En anden Hjertens Unge;
I Gyngen vil hun - Naa, det var Ret!
Hør Harpenisten sjunge!
 See til ham, den store Strik,
Som under Buskene ligger;
Naar han kan, hvert Øieblik,
Han efter Tøsen kikker.
Saa! hun kommer dygtig høit;
De Karle, de kan trække!
Bah! jeg giver ingen Døit
For hendes tynde Lægge.
Hvor blev Mille?
Tys! tistille!
Faldt hun? Ja, det troer jeg nok.
Fik hun Skoen?
Jo, jeg to'en
Med min Spanskrørsstok.

I Lærketræers stiklende Krat
Den grønne Sti sig vrider.
Hvormange Pletter, nylig forladt,
Maaskee af skjønne Sider.
Venner! kom, og læg jer ned!
Mærk kun, hvor Snaphanen feier
Efter Nymphens stille Fjed
Blandt Laxpapir og Reier.
Her er godt! Hør Træets Suus!
See Teltets fjerne Fakkel!
Au! jeg traadte Sneglens Huus
I Stykker reent, den Stakkel!
Lad os ligge
Her og drikke
 Danmarks Skaal - klink med! Stød an!
Lange, hvide
Skyer glide
Over Land og Strand.

Ind i Teltet! Ha, hvor det gloer
Med Lys og Blomsterkrandse!
Tyk vikler sig en duftende Snor
Om Søilens grønne Landse.
Dugen hvid og Jomfruen rød!
Herrer og Damer, som vinke!
I den kaade Sværm, med Nød,
To Dannemænd kan klinke.
Hist i Speilets blanke Grund
Jeg skimter Skov og Bakker;
Ja, min Sjæl! der staaer min Hund
Og du og jeg og snakker.
Proppen knalder!
I Krystaller
Skummer Vinen - Ak, hvor skjøn!
Og i Skiver
Skaaret bliver
En Melon saa grøn.

I Sophaen, see! med krøllede Haar
En udsøgt Skjønhed, Venner!
Nu knuser hun et Kyllingelaar
Med sine Perletænder.
Hvor den lille Melkekno
Griber dog vakkert Karaflen!
 Han, som ei la'er hende Ro,
Hun slaaer til ham med Gaflen.
Dumme Knægt! giv bare Tid!
Hvor Pusselanken smutter
Frem paa Gulvet, som med Flid,
Og viser Øiet lutter
Skjønne Sager,
Som behager
Baade mig og dig, min Ven -
Saa, nu drak hun -
Og nu trak hun
Foden ind igjen.

De flokkes, klynges. Eia, see dem.
Der løbe op til Valsen!
Hvor flinke Putter, hoppende frem,
Med deres Ven om Halsen.
Naa, han slænger Tøsen omkring!
Skjørterne suse til Knæet;
Hatten falder - Ingenting!
Her kan vi staae ved Træet.
Hvor den Satan slider paa!
Han sveder! Jo, jeg takker!
Au, au, au! Min store Taa!
Saa see dig for, din Rakker!
Puf! Raketten
Gik paa Pletten
Midt i Dandsens Hvirvler op.
Støvet damper.
Grønne Lamper
Pryde Teltets Top.
 Hør blot et Øieblik dog endnu
Paa Jægernes Trarara -
Saa vil vi gaae - Tallerkenen, du!
Jo, jeg forstaaer at spare.
Det er ogsaa bandsat koldt; -
Op da i Arken som Noa!
Først om Halsen, Kone, holdt!
Giv Tid! tag denne Boa!
Svøb ham ind, den lille Svend,
Bind Klædet om Kasketten!
Bank mig Piben ud, min Ven,
Paa Hovdet af Cadetten.
Nu, vor Herre,
Lad vor Kerre
Rulle, og blot lad mig, hør.
Piben stoppe -
Er I oppe?
Saa, din Kjeltring, kjør!
1824


DYREHAUGEN

1.
Slip mig. Drenge! I splitte mig Kjolen og Kraven!
Au! To børste mig Ryggen, tre børste mig Maven.
Og I skal betales? Skilt og Bestalling er ægte -
Ja, man mærker det strax, I er Embedsmænd, Knægte!

2.
O Bakke, hvis Grønsvær mig tidlig har baaret,
I hvis Bøg jeg et Navn, et elsket, har skaaret!
Jeg hilser din Top, som Teltene skjule.
Dine spettede Fiirbeen, din lerede Hule!

3.
End eengang vil jeg i Løvfaldet vade,
Skjøndt ikke, som fordum, gantes med de Glade;
End eengang blandes i Vrimlen og see
Det Gjøglerie, det Fjas, hvorover man tør lee.

4.
Efter Bakkens Friction og electriske Trængsel
Har Ungdommen altid, siges der, en Længsel;
Der vil jeg staae, i den brogede Strøm,
Mindes forsvundne Dage, og drømme en gammel Drøm.



5.
I Verdenstheatret sig Mængden forsamler.
Der maa jeg ind; man føler og famler -
Tillad, at jeg trykker om Livet dig. Søde;
Seer du? Solen gaaer ned og Alperne gløde.

6.
Eqvilibrist, som baglængs bøiet fra Pælen
Løfter den Skilling, man smed dig ved Hælen;
Heller, som du, gad jeg søge min Skilling,
End, blodrød ved et Buk, i den modsatte Stilling.

7.
Bjergpræken holdes; en Karl gjør Mirakler
Og faaer dem til at lee, de grædefærdige Stakler!
Mig helbreder han ikke mit skriftkloge Væsen,
Hvor høit end han gaber, hvor stærkt han kridter Næsen.

8.
Syv Amagerpiger, sammenhægtet i Rad,
Brogede om Halsen som et Neglikeblad;
Naar jeg trykker den Første i Trængslen et Sted,
Gad jeg vidst, om den Længstborte føler det med.

9.
Som i Indiens hellige Stad, i Benares,
Oxer, Aber især, ansees og bevares.
 Hør, hvor i Teltpagoden det hyler og tuder!
See paa Bordet Mavens phantastiske Guder!

10.
Musrose fra Valby, i Silkeærmer grønne,
O hvor svulmende er du, udspringende Skjønne!
Din Fylde, din Rødme, hvor frodig og fager!
Og dog en Rosenorm maaskee i Hjertet dig nager.

11.
Perlende af Sved, forpustet af Varmen,
Slæber en Fader sin store Datter paa Armen;
Bagefter, med Hatten, Fruen frugtsommelig.
Og en hvid Bologneserhund, klippet guddommelig.

12.
Er det en Elephant, som brølende stamper?
Nei, Publikum er det, blandt Brædeskurets Lamper.
Jo mere ved Næsen man trækker det og snapper,
Jo mere det jubler, jo mere det klapper.

13.
Din blaae Atlastrøie, Chinafarer, falder
Fra Skuldren med Knaphullets Liliekonvaller!
Hvilket Eiland med Buske! og bag Busken den lille.
Sminkeglødende, nøgne, sortøiede Vilde!



14.
Du blege Mand i Døren, som med dristigt Snit
Skiller Hovedet fra Kroppen - prøv det med mit!
Du samler dem igjen? man bliver kun lidt mat?
O, hvorfor er dog Enden paa Legen saa plat?

15.
Syng, gamle Jøde! Dig kaster bag Ryggen
Egetræet selv sit Blad i Parykken;
Slaae som en Nattergal! brum som en Bjørn!
Du kan dem sagtens more, de lattermilde Børn!

16.
Løve! som ruller Øiet bag Manken,
Og strækker den uhyre Klo henad Planken;
Var du saa grum, som din Vogter, da du var fri?
Umuligt! saa løi begges Physiognomie.

17.
Jeg kjender dig igjen i dit Haars sorte Hjelm,
Med Guldlorgnetten og Parasollen, Skjelm!
I Trængslen behøver ei Kjæresten dig ganske -
Giv mig din runde Arm! Han har jo din Handske.

18.
Op mod Skyerne Gyngens propfulde Æsker,
Klavrende Drenge, muntre Arabesker!
 Flammer paa Skorstenen, Flage paa Teltet,
Og i Græsset en Vogn med tre Kjællinger væltet!

19.
Hvor blusser din Kind efter Ridetouren, Hulde!
Hvor er dine Lokker guldfagre og fulde!
I Tanker staaer du og grubler - kun Hunden,
Springende, snapper et Kys dig fra Munden.

20.
Bonaparte, Tordenskjold, Robespierre -
Brune Banditter, Tyrkernes Herre -
Konger og Keisere - see, hvor de staae.
Som i levende Live, med Voxnæser paa!

21.
Din Fader og Moder blev borte; o, vi ville
Hjælpes at søge dem. Græd ikke. Lille!
Selv misted jeg min Fader og Moder, som du
En syvaarig Stakkel, og jeg leder endnu.

22.
Den Væxt har ingen, undtagen en Venus paa Kloden;
Af Skum hænger endnu noget om Hoften og Foden;
Det er hende selv, Aphrodite, huldsaligst blandt Koner,
Syposen en Concha, Søofficerer Tritoner!



23.
Et gesvindt Kakkelorum, et Pust, ikke mere.
Og Marsviin er Roser, Vandet Madera.
Her kan du see, ikke altid det svigter.
Men der er Mulighed i det. Lejlighedsdigter!

24.
Olding, som strækker i Græsset de støvede Lemmer!
Forgjæves den sidste Draabe af Flasken du klemmer.
Du føler endnu dig som kummerlig Borger,
Du finder endnu i din Sjæl de elendige Sorger.

25.
Disse Blik, som Athenes, saa dybe, saa store,
Du veed ei, Ven, hvor de i mit Hjerte sig bore,
skjøndt skygget af Krepflor - Ak, den henvisnende Enke!
De bandt mig engang med en Forglemmigeislænke.

26.
Bag mossede Stene, bag mørkegrønne Blade,
Forfrisk mig, du sprudlende, kolde Najade!
O I Trætte af Livet! hvad lædsker vor Tørst?
Dødens eensomme Kilde, den isnende, først.



27.
Forvovne Mø, hvem Faunen i Lunden
Lister sig bag efter, spidsende Munden -
Maanen sig tænder, en Nattergal klukker -
Venter du nogen? Du rødmer og sukker.

28.
Kukuk! hvorlænge skal jeg leve? Trompet
Mig min Skjæbne, usynlige Skovens Prophet!
Et Aar kun? - Du tier! - Godt, at det ender!
Farvel, lille Jord, da! Vi skilles ad som Venner.

 

EROTISKE SITUATIONER
 

PAA BJERGET

Paa Stien nedad Bjerget
Var vi saa godt som ene;
Omkring os stumme Klipper
Og tause, grønne Grene.

Der løb saa mange Kilder
Langs Mosset ned i Kløften,
Der stod saa mange Skarer
Forglemmigei paa Grøften.

Den aldrende Duenna
Gik langsomt Veien hjemad;
Men hun, den unge Skjønhed,
Tilbage meer, end fremad.

Da hun tog Hatten af sig,
Fri i det Fri, paa Bakken,
Saae man først ret den runde.
Yppige Form af Nakken.

Jeg fulgte langsomt efter.
Jeg maatte Skridtet dæmpe;
 Jeg havde ondt at gjøre
Ved mine Fjed at lempe.

Togange hun sig vendte -
Saae paa mig - forestil Dem!
De Blik begriber Ingen,
Som ei saae Mage til dem.

Der var i deres Heften,
I deres Pliren Noget -
Hvis der kan hexes, skeer det
Ved Hjelp af Øielaaget

Bag denne gamle Træstub
Et Baand, et løsnet, bandt hun -
Og hvor Markisen lufter
Paa Hjørnet der, forsvandt hun.

Jeg skimtede i Mørket
- Skjøndt under Hjerteklappen
De lysegraae Kamascher
Et Stykke op ad Trappen.

Saa ranke, støbte Former,
Saa marmorglatte - Himmel!
Blandt hundrede Antiker
Var jeg ei halv saa svimmel.


VED HUSET

Jeg stod - Gud veed hvorlænge
Heldet mod Husets Pille -
Kun Aftenstjernen lyste,
Og det blev mørkt og silde.

Men fra Balkonen trængte
- Igjennem Blomstervrimlen -
Smeltende Accorder,
Som om de kom fra Himlen.


FJERBOLDTSPILLET

Fjerboldten klang i Salen.
Veninden, smidigbøiet.
Jog den i dristig Bue,
Og fulgte den med Øiet.

Men sine brune Øine,
Hvor fyrigt end de hæves,
Og sine hvide Arme
Anstrængte hun forgjæves.

Du jog den ei tilbage.
Du fulgte Boldten ikke.
Den lette, purpurrunde.
Med agtpaagivne Blikke.

Et andet Maal i Sigte,
Du brugte andre Vaaben
Du skottede til Siden,
Hvor Vinduet stod aaben.

Jeg stod paa Torvet - Himmel!
Hvor Øieblik kan nyttes!
Dit Blik og mit - hvor hastigt,
Hvor lykkeligt de mødtes!


I THEATRET

Du, som hist i Logen,
Imod Marmorguden
Sværmersk læner Nakken
Med Kastanieknuden;

Ingen Dandser seer du.
For hvis hvide, stramme
Silkeklæder tusind
Tændte Lamper flamme.

Ei Parquettets Herrer
Seer du Haaret purre;
Ei i første Rang de
Smaa Blondiner kurre.

Selv ei Prindsen seer du
- Skjøndt han troer det sikkert
Med de sorte Barter
Og den gyldne Kikkert.

Ja, du hører neppe
Contrabassens Brummen,
Disse Paukers Hvirvel,
Disse Bratschers Summen.


For din Tanke maler
Sig en anden Scene -
O, der gad jeg være!
Du og jeg - alene.


EN MIDDAG

See, vort lille Taffel speiler
Sig i Floden - See Forellen
Pynter Fadet med sin sidste.
Stive, gratieuse Sprællen!

See, Tokaiervinen gløder
I de tindrende Krystaller
Skjønnere, end selv i sine
Druers duftomflorte Skaller!

Og Orangens søde Skive
I din Purpurmunds Indfatning
Fik, for Tabet af sin Guldhud,
En guddommelig Erstatning.

Ak, for Tabet af saameget
Vinker os nu Sydens Fjelde,
Vinker os det gamle Kloster,
Vinker os den dunkle Celle.


ERKJENDELSE

At ikke jeg forlængst har hængt mig
Om hendes Hals, om hendes Knæ,
Og i mit Raserie har vovet -
Ja, hun maa troe, jeg er af Træ.

Men det er jeg paa ingen Maade;
O, gid jeg bare var af Træ!
Men, jeg er lidt moralsk, lidt dydig,
Og derfor egentlig et Fæ.


BRØNDEN

Som denne Brønd, den dybe,
Den kolde, af hvis Grube
Man langsomt henter Spanden,
Som af en Afgrunds Strube;

Hvori en lille Plet kun
Af Himmelbuen blaaner,
Hvem flygtigt et Par Stjerner
Halv skamfuldt Øiet laaner;

Hvori, hvis du blot vilde
Ud over Randen kikke.
Du saae, skjøndt lidt formørket,
Dit Engleansigt nikke -

Saaledes er mit Hjerte,
En Brønd til Punkt og Prikke,
Kun, selv naar du er borte.
Svinder dit Billed ikke.


I EN LANDSBYKIRKE

Vi sad i Landsbykirken.
En raa Novemberhimmel
Oplyste svagt langs Muren
Den fugtiggrønne Skimmel.

Tre, fire gamle Bønder,
Samt Præst og Degn, var Flokken,
Som med sit Skrat fra Taarnet,
Høitrevnet, kaldte Klokken.

Støv laae paa alle Bænke.
Af Malerier spored
Man kun den flinke Ungdoms
Haandtegninger i Choret.

Og, som paa Hogarths Plade
I bittert Lune stukket,
Var over Fattigbøssen
Tæt Spindelvævet trukket..

Istedenfor et Orgel,
Til Vinterstormens Tuden,
Peb Døren med sit Hængsel
Og klirrede Blyruden.


Det eneste Par Engle,
Som fandtes, laae i Gruset,
Ormstukne, invalide.
Henslængt i Vaabenhuset.

Og Lysene paa Altret
Var ikke tændt - bevares!
Der gives intet Sted, hvor
Meer ugeneert kan spares.

De tommelange Stumper
Stod paa Profit i Stagen,
Og Dugen var et smudsigt
Og stoppet gammelt Lagen.

Der var en dyb Forladthed,
En Kulde og et Øde,
Der var en rædsom Tomhed,
Som i en Grav hos Døde.

Der var - dog nok om dette!
Du vil ei mere høre.
Og jeg vil ikke heller
Det Værste just berøre.

Nok vel, til at forstemme
En Virtuos, endsige
 En Dilettant i Troen
Som mig og mine Lige.

Men du - var ved min Side;
Jeg saae din unge Pande
I renest Stiil en Kuppel,
En yndig Hvælving danne.

Paa den var ingen Fure;
Der var en himmelsk Eenhed
I disse Liniers Bøining,
I disse Farvers Reenhed.

Og dine Blik, som Ungdoms
Og Uskylds Engle tændte.
Var Alterlys, som roligt
Med klare Straaler brændte.

Det stumme Sprog i Smilet,
I Mundens Form og Rødme,
Overgik alle Psalmers
Livsalighed og Sødme.

Fuldværd et Sølverorgel
I Pulpiturets Stole
Var en melodisk Rislen
Mig af din Silkekjole.


En østerlandsk Parabel,
En yndig Læresætning
Var i de brune Lokker
Og deres bløde Fletning.

Og al den stille Andagt,
Som Sind og Hjerte hæver,
Og al den fromme Gysen,
Som Helligdommen kræver

Fornam jeg i din Nærhed,
Indgjød dit tankefulde
Høitidelige udtryk
Mit Letsind og min Kulde.


I BLÆSTEN

Høistammede Rose
Med duggede Læber,
Forgjæves mod Blæsten
Og Regnen du stræber.

Tillad mig at være
Din Stav og din Støtte;
Jeg vil dig mod Blæsten
Og Regnen beskytte.

Om ogsaa du trykker
Og læner dig kjælen -
Betænk, det er ikke
Til mig, men til Pælen.


EN MORGENVANDRING

Det havde nylig regnet.
Og Klokken var vel otte;
Med blanke, smaa Galocher
Gruusgangen du betraadte.

Og dine Spor jeg fulgte
I Parkens Poppellunde;
Jeg saae, to sorte Snegle
Krøb med, saa stærkt de kunde.

En Handske, du i Græsset
Blandt Jordbærranker glemte,
Lidt varm endnu af Haanden,
Fandt jeg og henrykt gjemte.

Hvor i Akazielunden
En Marmorgud staaer rolig,
Jeg saae dig hvile Armen
Paa Gudens Knæ, fortrolig.

Og, skjult af kjøle Skygger,
Med Taarer læse Brevet,
Som sidst din fjerne Elsker
Tungsindig havde skrevet;


Og trykke Kys paa Bladet,
Og næsten favne Stenen -
Selv stirred jeg paa Havet
Og paa Kastaniegrenen;

Og tænkte: hvo der hang nu
Høit, sværmerisk i Kronen,
Som denne Kramsfugl hænger
Livløs og qvalt i Donen!


DEN UFORSIGTIGE

Jeg vidste at parere,
Naar Amor Buen spændte;
Jeg undgik, længe øvet.
Hvert farligt Skud, han sendte.

Paa Gaden, i Theatret,
Paa Landet og i Byen,
Omkring mig rasled Pile,
Som Hagl fra Sommerskyen.

Jeg fanged dem med Ryggen,
Med Skuldren - Brystet ikke -
Og jeg saae ud - et Pindsviin
Har ikke flere Pigge.

Da saae jeg dine Øine,
Og da jeg saae dem rigtig,
Da blev jeg saa forundret.
Saa henrykt uforsigtig -

Saa salig ligegyldig -
At, da du gav et Nik mig.
Et venligt - Ak, du veed jo.
Hvor skrækkelig det gik mig!


LATTEREN

Hvor kan du lee. Veninde,
Ad disse kolde, tomme
Indfald, som ikkun tvungne
Mig over Læben komme?

"Du veed ei, Ven, hvormeget
Din Lystighed mig saarer;
Brast jeg ei ud i Latter,
Saa brast jeg ud i Taarer."


DECLAMATIONEN

Som Maanen lyste Lampen,
Hvor vi fortroligt sade.
Og Natvioler dufted
I Damernes Pomade.

Og Syltetøjer funkled,
Og Viin, paa gyldne Fade;
I Dandsesalen hørtes
En kjælen Galopade.

Musiken i det Fjerne
Kun lidet os geneerte;
Vi bad, og, rød som Rosen,
Du Digtet declameerte.

Og hvert et Bryst stod stille -
I Salen standsed Valsen -
Ak, kun din lille Søster
Faldt, Engel, dig om Halsen!


DISTRACTION

Da Don Alonso fandt i
Slotshaugen, uformodet.
Og under Steenaltanen
De friske Spor af Blodet -

Og da han i de tætte.
De mørke Lokkers Skygge -
Hvad siger jeg? - de tætte,
De mørke Myrthers Skygge -

En sneehvid Skulder skimted -
En sneehvid Ganger skimted,
I Kappen han sig svøbte.
Hans Dolk, halvtrukken, glimted.

Han rørte Silkekjolen -
Hvad siger jeg? - han rørte? -
Han greb i Silkestigen,
Som til Balkonen førte.

Og mod sit Bryst han trykked
De lange, fine, runde -
Sin Mandolines Strenge,
Som ham forraade kunde.


Han skjælvede, idet han -
Idet han slyngte Armen
Omkring den marmorglatte -
Krumning af Vindveskarmen.

De dunkle Øienlaage -
Jeg taler reent i Taaget -
De dæmrende Gardiner,
De aabnede sig noget.

Og med sin Dolk i Haanden,
Og heldet over - Sjelden
Var jeg saa sælsom adspredt
Ved nogenslags Fortællen! -

Og med sin Dolk i Haanden,
Og heldet over - Dalen
Gjenlød just i det samme
Henrykt af Nattergalen -

Nei, naar dit Blik mig møder
I hvad det skulde gjelde -
Saadan, saa langsomt hævet.
Saa kan jeg ei fortælle.


PLATANEN

Det Træ, som her mod Himlen
Sin Tempelhvælving bygger
Og kaster over Jorden
Et Slør af grønne Skygger -

Saa rundt og rankt i Stammen,
Saa blødt og brunt i Barken,
Det er vor Stolthed, Frøken,
Det Sjeldneste i Parken.

Saa talte Haugens Gartner.
Du stod, som om du drømte -
Straahatten løst - om Panden
De sorte Lokker strømte.

Du læned dig til Træet,
Til Stammens bløde Furer:
"O" - brød du ud omsider -
"I deilige Naturer!

I skjønne Træer! Hvor gjerne
Forbandt jeg mig med eder!
Med dig. Platan! hvis Krone
I Ætheren sig breder.


Med dig eet og det samme!
Din Dryas, din Veninde!
Af dine grønne Blade
Og Grene sluttet inde!

Jeg vilde aande med dig,
Og drikke med af Regnen,
Og staae, bestrøet med Perler,
En Pragt for hele Egnen.

O Dage, fyldt med Solskin,
Med Duft og Fuglevrimmel!
O Nætter, gjennemstraalte
Af Stjerneskud og Himmel!

Jeg vilde skifte Barken
Og tabe Løvet med dig -
Jeg vilde slumre Vintrens
Og Dødens Slummer med dig!"


DEN SOVENDE

Karether rulled i Sandet
Foran det sneehvide Huus,
Som speilte sig omvendt i Vandet
Med Trappernes Blomsterkruus.

Nysgjerrig stod jeg paa Flisen,
Hvor Skyggen af Skyerne løb.
Hvor spraglet, under Markisen,
Paa Ruden en Kaalorm krøb.

Jeg fulgte Ormens Exempel,
Jeg gjennem Ruderne saae
Ind i det duftende Tempel,
Som Himmelhvælvingen blaa.

Der saae jeg dig selv, indsovet
Kun sagte Aande du drog -
Og om det drømmende Hoved
Dine egne Arme du slog.

Der saae jeg dig selv, indsovet
Paa Sophahyndernes Pragt -
Høit over det drømmende Hoved
De blændende Arme lagt.


EN SOIRÉE

Med Hænderne paa Ryggen
Og Næsen sat i Skyen
Belærte mig en Herre
I - dog du kjender Byen.

At der maa altid gives
Et vist Slags Folk, som byde,
Og derfor ogsaa altid
Et andet Slags, som lyde.

At hines vanskelige
Forretning er, at herske.
Og disses derimod blot
Den simplere, at tærske.

Det var hos hine derfor
En medfødt Ret, at straale,
Saavelsom hos de andre
En medfødt Tvang, at taale.

Det nytted ei, at blæse
Friheds og Ligheds-Luren,
Det var nu eengang saadan
Indrettet af Naturen.


Man kunde føle Fryd ved
At trælle og at trænge,
Saavelsom ved at jage
Og tælle sine Penge.

Man havde meget godt af
Som Supplikant at bukke;
Seet fra det fromme Standpunkt,
Endogsaa af at sukke.

Der var en egen Vellyst,
Som ei man burde laste,
I at subordinere
Sig selv og underkaste.

Kortsagt, man maatte tilstaae,
Et vist, koldsindigt Væsen,
Et fornemt Kast med Hovdet,
Et nobelt Snit paa Næsen -

Tidt gjorde, at man maatte
Og ikke kunde andet.
End føle sig forlegen.
Ydmyget, overmandet - -

Jeg blev ham Svaret skyldig;
Fordybet hele Tiden
 I een Betragtning, ændsed
Jeg ingen anden siden.

De første Ord, han yttred,
Mig bragte paa en Tanke,
Om hvilken alle andre
Sig snoede som en Ranke.

At der maa altid gives
Et vist Slags Folk, som byde.
Og derfor ogsaa altid
Et andet Slags, som lyde -

Det var en afgjort Sandhed!
Du fødtes til at byde.
Derom var intet Spørgsmaal,
Vi andre til at lyde.

Du - om ei flere - skabtes,
Indsaae jeg, til at straale -
Det var Naturens Orden -
Vi andre til at taale.

Du fik den fagre Holdning,
Det skjønne Blik i Eie,
For hvilket Herrer bukke.
Og alle Damer neie.


Men ogsaa vores ringe,
Subordineerte Sphære,
Den, følte jeg, den havde
Sin Sødme og sin Ære.

Som sagt, jeg fandt hans Paastand
Prosaisk, men forstandig;
Jeg knyttede ei Haanden,
Jeg nikkede bestandig.


PAA SNEEN

Hen over Torv og Gade,
Hvor Sneen laae, den hvide,
Belyst af Nattens Maane,
Jeg saae dig hastig skride.

I eventyrlig Skjønhed,
Krystalklar, straalte Staden,
Og som et magisk Luftsyn
Blændede Slotsfacaden.

Om dine Hænder vandt sig
Muffen, den lykkelige.
Og om dit Knæ jeg hørte
Den glatte Silke skrige.

Dit Aandepust, usynligt
Ellers som Rosenduften,
Nu strømte gjennem Sløret
En Sølvsky ud i Luften.

Sig syngende lod Sneen
Af dine Fødder trykke.
Og paa det bløde Teppe
Henflagrede din Skygge.


Jeg saae den hastigt svæve
Over den glimmerhvide,
Ætherisk-rene Flade -
En anden ved dens Side.

Det var min egen Skygge!
Den skyndte sig utrolig -
Jeg havde aldrig seet den
Saa langstrakt og urolig.

Den nærmed sig forvirret -
Den lod - det er det Sande -
Sit eget sorte Væsen
Med dit sig kjælent blande.

De svulmede - Canova
Ei bedre Grupper skabte -
Imellem blev de borte,
Naar Maanens Lys sig tabte.

Og kom igjen tilsyne
I Stillinger - o Lykke,
Mit Kjød og Blod maa savne.
Men opnaaes af min Skygge!


REFLEXION

Jeg vidste dengang ikke.
Men lærte det for silde.
At du er streng som hine
Rødttatoveerte Vilde -

Om hvilke jeg har læst, at
Etsteds - Gud veed, hvor Øen
Coralbygt netop speiler
Sin Palmebusk i Søen -

Er det en Lov, at den, som
I Andres Skygge træder.
Og navnlig i en Dames,
Ansees for en Forræder,

Der har sit Liv forvirket;
Og, skal han Naade have.
Dog idetmindste bøder
Sin Levetid som Slave.

Velan, jeg er din Slave;
Det kan ei andet være!
Men stærk maa Boien laves.
Som denne Hals skal bære.


Du finder, skal jeg længe
I Fangenskabet sukke,
Tro mig, i dine Arme
Kun et forsvarligt Lukke.


UGLEN

Du siger, at paa Bænken,
Vendt imod Solen Ryggen,
Sad du forleden Aften
Eensom i Lindeskyggen.

Og paa den dybe Himmel,
Hvis Blaat begyndte graane,
Saae man den blege Runddeel
Af Nattens fulde Maane.

Og for den store Ugle,
Der sad just i Alleen
- Som du alene - læste
Du høit i Odysseen.

Du læste længe om den
Blaaøiede Athene,
Og Fuglen sad, som naglet
Til Lindetræets Grene.

Du siger, du blev bange
Tilsidst, da i det Dunkle
Dens gule Blik begyndte
At dreie sig og funkle.


Du løb - Jeg seer den stirre,
Den lykkelige Ugle; -
Og jeg forstaaer, hvorfor nu
Den skyer de andre Fugle.

Hvorfor saa stum den sidder.
Mens alle Stjerner tindre.
Med Næbet imod Brystet -
Dens Lyst er at erindre.


TILSTAAELSE

Det var en ung og deilig Kone,
Der gav mig Næring af sit Bryst,
Og denne Kone var min Moder,
Og Jeg var hendes Liv og Lyst.

Jeg havde mange Legesøstre
Med mørke Øine, lange Haar -
Jeg seer endnu de runde Arme,
Som om de fanged mig igaar.

Jeg havde mange Elskerinder,
Med sneehvid Barm, med Rosenmund
O, denne klare Maanskinsaften
Gjenkalder mangen henrykt Stund!

Jeg hørte til en Kreds af Venner,
Der alle havde Kraft og Mod;
Vi stræbte til et Maal, for hvilket
Vi vilde vove Liv og Blod.

Men du, du fik mig til at glemme
Det Hele som en flygtig Drøm,
Dengang du hæved Liliepanden
Af dine Lokkers sorte Strøm.


Dengang du, som en høi Calypso,
Mig fængsled i dit Trylleland,
Og satte mig ved Marmorbordet,
Og rakte Purpurskaalens Rand.


DET UBEGRIBELIGE

Det kan de ei begribe.
De Folk med lange Næser,
At jeg ad deres Selskab
Og deres Venskab blæser.

Det kan de ei begribe.
De Folk med Messinghjerter,
At i mit Indre svæver
En Himmel fuld af Smerter.

Det kan du ei begribe.
Du, med en Gud i Panden,
At naar jeg ikke seer dig.
Saa er jeg fra Forstanden!


BESKRIVELSEN

Dig, vil man, jeg skal beskrive?
Give atter Skjønhedstrækket,
Som uendelig mig henrev,
Paa et Blad Papir med Blækket?

Hvilken Fordring! Dig, din Ynde
Kan en Digter ikkun male
Med de blødeste af alle
Bløde Toner i sin Tale.

Dit Portrait kan kun en Byron
Henrykt digte, ingen mindre!
Jeg besidder kun et Aftryk,
Skjult, men evigt, i mit Indre.

Ingen kan sig forestille.
Da det trykkedes i Hjertet,
Hvilken Ro, endskjøndt jeg bæved.
Hvilken Vellyst, skjøndt det smerted.


TILBAGEHOLDENHED

Fra Blomst til Blomster svæved
I Luften Blomsterstøvet,
Og Myggene sig favned
Med Lidenskab bag Løvet.

Ildfluerne sig tændte
Paa Graner og Cypresser;
En Mops min Hund forfulgte
Med tusinde Caresser.

Ja, selv den kolde Sandsteen
I Buegangens Skygge
Vred sig, i stum Fortabthed,
Som Amor og som Psyche.

Kun du og jeg, vi stode.
Forlegne og distante.
Som var Skovmørkets Nymphe
En gammel Gouvernante.


KANEFARTEN

Decembermaanens Kugle
Med Skyen sig bedækker.
Og som en Streng paa Bassen
Langtude Isen knækker.

Som kyst af Døden farer
Den sorte Hest for Kanen,
Og lang og spydig hænger
En listap fra Altanen.

Oi kan du vel forlange
Meer Stilhed, mere Øde
Til de Par Ord, som maae mig
En Dolk i Hjertet støde?

Jeg er dig ligegyldig?
En Ven, som andre? ikke? -
Jo, det er meer end lyst nok.
Jo, jeg kan see dig nikke.


I HAUGEN

Mig henrev den bløde
Skyaftens Rødme,
Biernes Surren,
Blomsternes Sødme.

Paa Randen af Skyen,
Den svømmende, fjerne.
Mødte mit Øie
En eneste Stjerne.

En Hængebirks Grene,
Den største i Haven,
Hang over mit Hoved,
Som laae jeg i Graven.

Og Vandperler funkled
Som Taarer, som dine -
Men det var kun Nattens,
Kun Taagens og mine!


SOLENS NEDGANG

Bag Vestens Bøgeskove,
I Bølgerne sank Solen -
Hun sad og saae mod Himlen,
Letgyngende paa Stolen.

Om Nakkehaarets Knude,
Hvis Lokker vilde splittes.
Greb, med de slanke Fingre,
Hænder, som Aphrodites.

Jeg kunde næsten høre
Mit eget Hjerte banke -
Ved hver en nytændt Stjerne
Fik jeg en raadvild Tanke.

Om jeg, som Solen, skulde
For hendes Fødder falde?
Om lukke mine Øine,
Som Haugens Blomster alle?

Da saae jeg først, hvor Halsen
Sig strakte langt og farligt -
At støtte var nødvendigt,
Alt andet uforsvarligt -


O, hvis den runde Nakke
Som Solen nu sig sænkte!
Jeg aabned mine Arme -
Det skeete, som jeg tænkte.


DØDSSTRAFFEN

Om denne Blomst er farlig?
Den er en Gift, den dræber
Men ikke nær saa hastigt
Og sødt som dine Læber.

O skynd dig, skynd dig derfor!
Du gjør det saa behændigt;
Det Liv, som jeg kan miste.
Er eensomt og elendigt.

Skal jeg en Dødsstraf lide
For mine gale Streger,
Saa lad mig kysse Giften
I mig af dette Bæger!


ANMODNING

Du veed, du er en Fakkel,
Og jeg, jeg arme Stakkel,
Er en elegisk Myg,
Der med sit Liv maa bøde,
Fordi den fløi for tryg
Din søde ild imøde!

Gjør Pinen kort, som krymper
Den halvforbrændte Stymper;
Tryk ham i Luen ind!
Du seer, hvordan han stræber -
Hav et barmhjertigt Sind!
Tryk ham til dine Læber!


HENRYKKELSE

Du glade Fugl, som flyver!
I høie Træer, som suse!
Og I, Smaadyr, som krybe
Med eders Sneglehuse!

Jeg kunde eder favne.
Jeg kunde eder trykke
Til Hjertet - saa beruset.
Saa vild er jeg af Lykke.

Ældgamle Eeg, som over
Mit Hovede dig hælder,
O, du vil glædes med mig,
Du vil, naar jeg fortæller -

At hun igaar, iaftes,
Da tusind Stjerner brændte.
Og Melkeveien lyste,
Mig disse Roser sendte -

Og at om Stilken viklet
Var et Papir, en Strimmel -
Saa rød og gjennemsigtig
Som denne Aftenhimmel.


SKOVEENSOMHED

Igjennem Bøgeskoven
Jeg dig ved Haanden førte -
Det var saa grønt og kjøligt,
Vi Nattergalen hørte.

Det var, som hele Verden
Med Blomster og med Grene,
Med Skyer og med Stjerner,
Tilhørte os alene.

Vi talte ikke sammen;
Vi kunde Intet sige,
Som snoede, tause Ranker,
Eensomme, lykkelige.

Saa frit, afsides var det.
Saa ubevogtet, stille -
Det var, som om vi Intet
Meer ønskede og vilde.


MIDNATSSCENE

I Aftnens dybe Stilhed
Lød dump Portklokkens Kimen,
Og Taffeluhret viste,
Bronceert, paa Midnatstimen.

Vi havde læst om Byrons
Forelskte Grækerinder,
Og dine Lokker rørte
Ved mine hede Kinder.

Vi kyssed ei hinanden,
Fordi vi ikke turde;
Det var kun, som vi skulde
Og ikke andet burde.

Da aabnede sig Døren -
En Mand kom ind - jeg bukked;
Dig tog han under Hagen,
Saae paa sit Uhr - du sukked.


GRENENES LYD

"Hør! Hører du den lange,
Den smertelige Tone,
Halv Fløitelyd og halv som
Et Suk i Træets Krone?"

Ja, det er Klagerøsten
Fra Grenene paa Stammen,
Der af en Luftning trykkes
For tæt og piinligt sammen.

Hun saae med Veemod paa mig,
Med tunge Blik og lagde
Sin Haand paa Liliepanden,
I det hun langsomt sagde:

"Nei, det er to, som bøie
Med Magt sig mod hinanden,
Men klagende, haabløse -
De kan ei naae hinanden!"


UMULIGHEDEN

I
lange hvide Klæder,
Buxbom ved Kistens Ender,
Med duftende Levkøier
I mine kolde Hænder;

Paa Brystet Dødens Sløife,
Paa Læben Dødens Hvile -
Hvor kan du troe, at nu jeg
Vel kunde lee og smile?

Jeg hører nok dig hvidske:
"Jeg elsker dig!" og græde -
Men jeg er død af Smerte,
Jeg kan ei døe af Glæde.


STRAF

Ha, disse runde Skuldre -
Det er dog altfor kjækt!
De svulme som en Gudindes,
Saa nøgne og saa frækt.

Jeg griber disse Fanger,
Undvegne, farlige To -
Jeg kaster dem i Lænker,
Som holder dem, kan du troe.

Jeg vil dem brændemærke -
Det har de vel fortjent!
See, hvor de hede Læber
Har Rosenmærket brændt!


BLIKKET

Du aabner halvt kun Øiet -
Men denne Spalt, den Strimmel
Af en formørket, skyet,
Heel overtrukken Himmel -

O, ingen Sommerklarhed
Er skjønnere i Verden,
Saa kjøligmørk, saa regnblaa.
Saa foraarsdeilig er den!


DET FØRSTE BUD

Opad Trappen trængte Masker
I det blussende Hotel,
Da hun førte mig i Haugen
Til et eensomt Kildevæld.

"Jeg maa give dig i Aften
Strenge Love, Afgudstræl!
Disse Suk er al min Torden,
Denne Blomsterhøi mit Fjeld.

Du skal elske og tilbede
Mig alene - veed du vel?
Skjøndt min Vrede er en Taare,
Kan den dræbe dig, Rebel!"


VANSKELIGHED

Oprigtig talt, det kosted stundom
Umage nok, at lade spille
Det Varme, Lidenskabelige,
Ravruskende og Ellevilde;

Men den høitidelige Kulde,
Den Ro, jeg nu maa affectere.
Den skrækkelige, sletudførte.
Naive Nykternhed - langt mere!


DET OVERSTAAEDE

Ak, det var en tung Forfatning,
Som vi dengang leved i.
Og vi tog en from Beslutning -
Gudskelov, det er forbi!

Jeg, at ikke elske hende.
Hun, at ikke elske mig.
Og med Angst, det Gud skal kjende.
Vogtede enhver paa sig.

Som to Draaber Dug, der glide
Paa en Flade glat og jevn -
Som to Øielaag, der stride
Bittert med den søde Søvn.


ADVARSEL

Det Skum, som krandser Vandet,
Det Lys, som farver Jorden,
Skymasserne, som længe
Har samlet sig til Torden;

Den store, fyldte Regnbu',
Og du og jeg. Veninde,
Hvorlænge, troer du, inden
Vi skilles ad og svinde?

Nyt Bølgeskum vil komme,
Nyt Skyggespil, tilsyne.
Og andre Skyer trække
Paa Himlen op og lyne.

Forgaae, fordunste skal vi,
Som Draaberne, der strømme.
Og som en Regnbu' slukkes
Alt, hvad vi see og drømme.

Forstyr os derfor ikke
Den skjønne, korte Vandring
Den truer alt, den kommer.
Den dræbende Forandring!


EN AFSKED

O, intet Under, du bevares
Med Laas og Lukke, som en Skat,
At En - jeg veed nok hvem - dig vogter
Med Argusøine Dag og Nat.

At Beilerne om Huset sværme
Som Flagermuus omkring et Baal,
Og at jeg selv beruset tumler
Som Bremsen fra en Nektarskaal.

Al Sommerblæstens varme Blødhed
Er i din melkehvide Arm,
Al Blomsterskjønhed i Naturen
Har fyldt og rundet denne Barm.

Men mørkt, som Bjergets skjulte Grube,
Mit Sind er ved vor Afsked - tys!
Kun Amor høre disse Fodtrin
Og disse lange, lange Kys.


FORMANING

"Hvor denne Gravsteen luder,
Her sover, uden Kummer,
Et Hjerte, dybt i Leret,
Den trygge, skjønne Slummer!"

O, fromme, melankolske.
Forgrædte Glut! mig dræber
Dit Ord - O lad mig lukke
Din Mund med mine Læber!

Skilsmissen har sin Gaade,
Sin Rædsel, selv for Aanden;
Ønsk dig ei Døden - Livet
Er dog en Fugl i Haanden.


ANGST

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.


VED STRANDEN

See Bølgerne, som rende,
Bedækt med hvide Skjolde,
Langtudefra, i Stormløb,
Mod Øens grønne Volde.

Den første Række knuses.
Den anden med - for svage
Mod denne bratte Skraaning,
Som styrter dem tilbage.

Jeg vil mig ogsaa skynde.
Jeg vil mig ogsaa væbne -
Endskjøndt - ved dine Fødder
Mig venter samme Skjæbne.


I GRAVCAPELLET

Hvor Richard Løvehjerte
Begravet, man os viste,
Du støtted i Capellet
Dig til hans Kobberkiste.

Fra dine unge Kinder
Var Sundhedsfylden veget,
Og deres Roser havde
En tidlig Kummer bleget.

Du støtted dig, som aned
Du, at den dæmringsfulde
Gravhvælving efterstræbte
Dit Hjerte med sin Kulde.

Som om den tappre Fyrste
Din Uskyld maatte kjende.
Og ridderlig mod Døden
For dig sin Bue spænde.

Men han er selv beseiret
Og fanget af din Fiende -
Tomt hænger nu hans Harnisk
Og stumt hans Horn derinde.


FLUGT

Skjæbnen truer - lad os ile
Did, hvor Bjergene sig styrte
Ned i Dalen med et Belte
Af den eviggrønne Myrthe.

Med det kolde Sundhedsbæger,
Med de dundrende Kaskader,
Med den blanke, mørkblaa Gletscher
Og de høie Colonnader.

Med hiint Alpehorn, som toner
Et Godnat til alle Smerter;
Med Sneelagenet, som ruller
Over altfor hede Hjerter.

Lad os ile, lad os synke.
Hvor de unge Geder græsse.
Hvor den milde Jordbund nærer
En medlidende Cypresse!


SYGDOMMEN

Dit Ansigt er saa deiligt,
Skjøndt blegnende af Smerte
Jeg seer, hvordan at Døden
Trykker dig til sit Hjerte.

Du fæster dine Øine
Paa mig, de tragiskmørke.
Som om du sagde: tro mig.
At døe, det koster Styrke.

Min Røst kan ikke svare.
Men siger ei min Læbe
Med tunge Smiil, at Livet
Kan næsten ogsaa dræbe?


HVILESTEDET

Hvor disse brune Klipper
Hinanden lagviis trykke.
Og ligesom har fanget
En Indsø i sin Skygge -

Her gad jeg dvæle længe,
Aar ud, Aar ind, alene.
Imellem Mos og Bregner,
Og lange, mørke Grene.

Det purpurrøde Kredsløb
I disse Dybder skulde.
Lidt efter lidt, forstenes
Af Rolighed og Kulde.

Og vidne, som Granitens
Matrødmende Krystaller,
Om stærke Flammers Virkning
I en forsvunden Alder.


I RUINERNE

Kom! du vakler jo af Træthed,
Og kan ikke taale Støvet;
I de smuldrende Ruiner
Har vi alt for længe tøvet.

"O, jeg kan mig ei løsrive
Fra det lille, sorte Billed!
Seer du, hvad af Oldtidsmythen
Konstneren har forestillet?

Psyche! Hvilken Engleskabning!
Piint af trende Amoriner.
O, hvormegen martret Uskyld
Ligger der i hendes Miner!

En har bundet hendes Hænder;
Og den anden, med sin Fakkel,
Brænder lige under Brystet
Den afmægtigblevne Stakkel.

Men den tredie, som svæver
Over hendes Hoved - Grumme!
Hælder ned i hendes Lokker
Giften af sin gyldne Kumme."


SØRGESANGEN

Daggry var det - Dæmringstiden
Der hvor Nat og Dag sig møde;
Endnu brændte Lampen stille.
End var Alting tyst og øde.

Og sit Hoved op fra Puden
Reiste hun, det skjønne Ho'ede,
Om hvis Hals, i sød Forvirring,
Lokkerne sig dunkelt snoede.

"Skuffes jeg? hvad eller er det
Sang fra Kirken, jeg fornemmer?
Hvilket Chor! som Psalmetoner!
Hvilke klare, rene Stemmer!"

Lyttende, imod min Skulder
Hun den blege Pande trykked,
Nys af Brudekrandsens Roser,
Nu af Dødens Perler smykket.

Og Jeg greb de niatte Hænder:
Nei, du skuffes ei; mit Øre
Ogsaa kan fra Gadens Dybde
Stemmerne, Choralen høre.


Fødselsfesten hos en Gjenbo,
Helligholdt af unge Drenge,
Lod de glade Melodier
Gjennem Morgenluften trænge.

- Ak, jeg vidste det langt bedre!
Dyb og alvorsfuld var Klangen.
For en Døende, i Natten,
Hævede sig Sørgesangen.


DET SIDSTE

Hun kunde ikke tale,
Qvalt var den hulde Røst;
Men mine Hænder greb hun
Og trykte til sit Bryst.

Og med ætherisk Glimren,
Vidtaabne, langsomt faldt
Paa mig de brune Øine -
Tilstod mig Alting, Alt!

"Jeg hører kun til Jorden,
Til Himlen hører du -
Døe derfor ikke. Engel,
O døe blot ikke nu!"

Men Øinene stod stille
Med deres store Blik -
Og Dødens dybe Taushed
Var alt det Svar jeg fik.

Digte trykt efter 1838

ET LØVTE
*

I
I Danmark var det fordum Skik,
I Norges Klippekløfter,
Naar Hornet rundt om Bordet gik
At gjøre kjække Løvter.
/: Men Mændene, som gjorde dem,
Var, som bekjendt nok. Helte,
Der, hvor de kom i Verden frem,
Rev Sværdet strax fra Belte. :/

II
At ikke følge denne Skik,
Som vore Fædre kunde,
Opluet af den gode Drik,
Vi have gode Grunde;
/: Thi mangen Helt er ei blandt os.
Selv ikke i at drikke.
Og til den aabenbare Trods
Sig vil ei Tiden skikke. :/

III
Istedetfor da hver især
En tapper Dyst at nævne,
Der vilde være til Besvær
Og overgaae vor Evne,
/: Vi vil tilhobe, rundt om Bord,
Et fælleds Løvte gjøre.
Hinanden give kun eet Ord,
Men et, vel værd at høre. :/



IV
Det er ei af den største Slags,
Af dem med vigtigst Mine,
Af dem, som Don Quixote strax
Vel havde gjort til sine,
/: Skjøndt mangt et artigt Ridderspil
Ved Løvtet kan forvoldes;
Thi der skal Mod og Kræfter til,
Naar det skal ærligt holdes. :/

V
Vi love da med Haand og Mund
- Som var det Bue Digre -
Ret aldrig meer fra denne Stund
At hykle eller smigre.
/: Thi Hykleri og Smigreri
Er Tidens værste Plage,
En Slump af Trællesind, som vi
Desværre har tilbage. :/

VI
Det skal ei nage som en Orm
Paa Friheds Blomst i Norden,
Der, trods en mangeaarig Storm,
Har Rødder dybt i Jorden.
/: Vi vil forfriske Rod og Top
I Danmarks skjønne Dale,
Og freidigt lukke Munden op,
Hvorhelst vi end skal tale. :/

Vi vil, som vi har Løvtet gjort,
Ei smigre eller hykle.
 Og altsaa nytter det ei stort,
Er vi i Nød, at trygle;
/: Med Sindighed vi derfor maae
Og mandig Kløgt os vare.
Og tale djærvt, men passe paa.
Vi kan det godt forsvare. :/


BORDSANG
*

I
Kom, vi vil hinanden trøste.
Sorg kun krydrer slet vor Mad;
Vinens Perler skal forlyste.
Druens Guld os gjøre glad;
Sangen øve frit sin Kunst!
Græmmelsen gaae op i Dunst!

II
Meget, veed vi vel, er sluddret.
Meget sagt med Ret og Skjel:
Hvordan Alting er forkluddret.
Alting sygt og intet vel.
Kassen tom og Kraften lam,
Ussel hele Statens Kram.

III
Tyven riig, den Vise lurvet,
Høie Poster uden Valg,
Bonden feig, hans Plovhest skurvet.
Sværdet rustent i sin Balg,
Ingen Drift og ingen Fart,
Alting synkefærdigt snart!

IV
Ei et Blad engang at dække
Statens nøgne Blussel med -
Dog, det kan os ei forskrække.
Allermindst paa dette Sted;
Vinen paa vor Dug i Dag
Minder om det danske Flag.



V
Det skal ingen Feighed plette -
Venner, Mod i Farens Stund!
Her vi føle Hjemmets rette
Toner gaae fra Mund til Mund;
Her, om end i Tvang og Baand,
Spore vi den danske Aand.

VI
Her, hvor vi som Dreng har leget,
Vil vi stride Mandens Strid;
End er ikke Haabet veget.
Lysten ikke - giv blot Tid!
Her er nok, det vide vi.
Nok at tage Haanden i.

By ved By sig frit skal ordne.
Havne fyldes Flag ved Flag,
Og, naar Krigens Stemmer tordne.
Svares med det glatte Lag;
Ingen Nabo, ingen Mand
Haanligt see til Danmarks Strand!

VIII
Her - lad kun Forsagthed mumle
Naar vort Støv er lagt til Ro,
Her skal vore Børn sig tumle
Frit, og her skal Glæden boe!
Venner, drik med bredfuldt Maal!
Haabet leve! Danmarks Skaal!



FREDERIK CHRISTIAN GREVE AF RABEN
*

Atter et Sorgens Bud dig bragte den vingede Snekke,
Aalholms ældgamle Slot, atter et sortseglet Brev!
Langsomt Kragerne flyve i sorte Kredse om Taarnet,
Træet kaster sit Løv, Stranden udstrækker sig mørk.
Vel maa din Taarepiil hænge, din Ask, med de ludende Grene,
Birken, med svævende Lok, feie den grusede Gang;
Vel maae Granerne slutte sig tæt i din Lund og din Hauge,
Og til Sørgeskare sig stivt ordne med Blomster og Grønt:
Han, dine Mure var vant til at favne i drømmende Stilhed,
Han, hvis Lampe du saae straale den eensomme Nat,
Han, hvis Hænder har plantet de himmelragende Popler,
Og i din duftende Park nedlagt det blomstrende Frø,
Oldingen, som dig saalænge besad, som freded din Skjønhed,
Frederik Raben er død, død i den fjerneste Egn!
Ædel var han af Æt, og derfor det Ædle hans Vilie;
 Ingen forfængelig Tant, Alvor besjæled hans Bryst;
Meget bar han i Hjertet, det nordisk indsluttede, stærke;
Skjøndt ei Manges Ven, een dog han havde, for hvem.
Ramt af utallige Slag, det skjulte Indre sig aabned,
Een - dig var det, Natur! du var hans trofaste Ven.
Livets Lyst han søgte ei der, hvor den søges af Mængden,
Men hvor et dybere Sprog taler til Menneskets Aand.
Grandskende trængte han ind i Videnskabernes Rige,
Og i Naturens Bog bladede Blad for Blad.
I kunne vidne det. Jordens forskjelligste Zoner og Egne!
Hvad der rørte hans Sjæl, fængsled hans speidende Blik:
Du, Grønland, med din Bræ, omskvulpet af fraadende Brænding,
Hekla, dit Svælgs Ild, Norges nedsusende Elv;
Skotske Heder og Tydsklands Skove hørte hans Fodtrin;
Schweitzeralpen ham bar over den blændende Snee.
Skjønheden lokkede ham, den ægte Nordbo, til Syden,
Piniens classiske Lund, Africas glødende Strand.
 Sidst, da de aldrende Lemmer trættedes, søgte han Hvilen
Hvor under tropiske Sol Palmen udbreder sin Skjærm,
Hvor for det mattede Blik udfolded sig rigere Stjerner -
Og - der Hvilen han fandt: Dødens lyksalige Ro;
Stjernerne fandt han, de nye; den rigere Himmel sig aabned -
Lykkelig svæver hans Sjæl over den taagede Jord,
Bindes ei af den fjerne Grav, men svæver i stilhed
Over det gamle Hjem; lyser fra Himlen sin Fred
Over en Skare sørgende Børn, hvis Hjerter ham fulgte.
Troligt, med Gjensynets Haab - ak! men maa savne den Trøst,
Afskedskysset at trykke paa Faderens Hænder, og lade
Over det elskede Støv flyde den strømmende Graad.


THORVALDSEN

OPFORDRING

Raab Hurra kun fra Øster og til Vester!
Bring Fakkeltog, drik Skaaler over Skaaler!
Benaad ham kun med Titler og med Straaler,
Og byd til Bords ham med et Tusind Gjæster -

Indret de prægtigste af alle Fester,
Gjør Alt, hvad Kongen og hvad Folket taaler
Med Tankeblik den store Sværm han maaler:
Alt det er saare godt; dog Noget rester.

O kan Du, danske Sommer, endnu funkle
Med nogle Nætter, varme, stjernedunkle,
Med nogle Dage, blomsterfyldte, klare -

Skjænk ham de deiligste, som Norden skabte!
Prøv at erstatte hvad i Syd han tabte!
Og i det gamle Hjem ham at bevare!

MUSEET

Armod har ofte rakt sin Skjærv, at fremme
Pragtbygninger - ei spurgtes om den vilde -
En Kube kun, et Skjønheds Honninggjemme.


Ræk da en hjelpsom Haand Enhver herhjemme!
Giv Eders Skjærv - og lad Jer ei forvilde -
I Alle, som i Hjertet føle stille
For Konstens ædle Sprog et dunkelt Nemme.

Det er ei blot til de studeerte Hjerner,
Ei heller blot til Mænd med Baand og Stjerner,
Skjønhedsgudinden kaster sine Blikke -

Almuens Barn, hvis Kræfter Ingen maalte.
Har hun af Sødmen, hendes Øie straalte,
Som oftest ladet allerdybest drikke.

BEVIDNELSE

Tro ei, at det er Kjøbenhavn alene,
Der jubler til den store Konstners Ære;
Vel kunde Landets Børn ei alle være
Tilstede just med Sang og Flag og Grene

Ved hiin Velkomstens prægtigskjønne Scene
Det Vidne tør dog Musen dristig bære:
At samme Følelser vi Alle nære.
Og lige hjerteligt det Alle mene.

Saavidt som Danmark grønnes under Lide,
Er ingen Sjæl, som ikke byder Gjæsten
Velkommen atter i det gamle Thule;


Ja, selv Philistren lægger taus tilside
Det Blad, der har beskrevet Folkefesten,
Og kan ei en Begeistringstaare skjule.

DET EGENLIGE

Hvad var det Mærkeligste dog ved Sagen?
Hvad var det Frydeligste dog ved Klangen?
Det os mest Gribende ved Velkomstsangen,
Og det mest Straalende paa Højtidsdagen?

Det var - hvortil man snart igjen see Magen!
Det Ideales Seier over Trangen,
Det Ædles sikkre Høide over Rangen,
Og en Forstummelse af Hverdagsklagen.

Det var ei nogen Jublen hen i Taaget,
Ei noget Skraal af sammenløbne Drenge,
Det Folkeraab, som lød og endnu lyder;

Det var det Sande, som vil ud med Sproget,
Det ubevidste Skjønne, der, om længe,
Uændset holdt tilbage, dog tilsidst udbryder.


MAHMUD

I
Paa denne Tid, da Kongevælde
Tidt stævnes ind for Dommerskranken,
Vil jeg et Træk af den fortælle.
Der falder mig, just nu, i Tanken.

II
Et tusind Aar og noget mere
Efterat Jesus Christ fik Livet,
Blev det Kong Mahmud at regjere
Blandt Persiens høie Bjerge givet.

III
Han undertvang Chorasans Lande;
Tolvgange paa sin Heltebane
Han seirende, ved Ganges Vande,
Opplantede Prophetens Fane.

IV
Nu sad den Gamle under Teltet,
Træt af de lange Høitidsfeste,
Med Skjæget sølverhvidt til Beltet,
Og tænkte paa sit Riges Bedste.

V
Foran det fyrstelige Sæde
Stod Skaalen, fyldt med Aprikoser,
En Krukke med Bjergkildens Væde,
Og rundtom dufted Irans Roser.



VI
En Slave vifted fra hans Pande
Guldvingede Insecters Sværme;
En anden stænked Ambra-Vande,
For Solen holdt en tredie Skjerme.

VII
Han bladed i Ferdussis Skrifter -
Nær var han slumret ind omsider -
Dog pludselig han Farve skifter.
Og Haanden hen mod Dolken glider.

VIII
"Hvad - raaber han - hvad seer mit Øie?
En ukjendt Skabning hid sig vover?
Mon foran Slottets gyldne Fløie
Min kongelige Livvagt sover?

IX
Dog - nærm dig kun - jeg seer, du vender
Dig logrende imod din Herre:
Armodens Blik i dig jeg kjender.
Og vil dig ei Adgangen spærre."

X
En fattig Mand, pjaltet og støvet.
Faldt ham tilfode med sin Klage,
Og bad om Hjelp, som han behøved.
Den Forurettede og Svage.

XI
"Af dine Hoffolk - lød hans Stemme -
O store Hersker! maa du vide,
 Indfinder sig hos mig derhjemme
En ung Person ved Nattetide.

XII
Mig kaster han med Haan paa Døren;
Min Kone, skjøn som Maanens Straale,
Ei finder Tid at undflye, førend
Hun maa hans Kys og Favntag taale.

XIII
Hans Navn jeg ikke veed og kjender;
Men han er smuk, kostbare Ringe
Har han i Øren og paa Hænder;
Hans Skjæg er sort som Ravnens Vinge.

XIV
Jeg gyser i min lave Hytte,
Naar Mørket falder paa mod Aften
Hvo skal mig Svageste beskytte?
Kun du, o Mægtige, har Kraften.

XV
Jeg tør ham ikke efterstræbe -
Til Daggry i mit Huus han bliver.
Imens jeg bider i min Læbe
Og Haaret af mit Hoved river.

XVI
O Hersker! er det med dit Minde,
At slig en Gjerning mod mig øves?
Og maa din Billighed ei finde,
At Tugt og Revselse behøves?"



XVII
"Gak bort! - bød Sultan Mahmuds Stemme
Gak bort! og lad mig atter vide,
Naar han indfinder sig derhjemme.
Forstyrreren ved Nattetide." -

XVIII
Som ham befalet, bringer snarlig
Den Arme Budskab. Kongen svøber
Sig i sin Kaabe, skrider varlig
Forbi sin Vagt, der ei ham røber.

XXI
Alene vandre de til Huset
De lange Gader, krumme Veie,
Igjennem Dyndet, over Gruset,
Til Arbeidsmandens usle Eie.

XX
"Træd varsomt, Konge, gjennem Døren!
Den er saa lav! Her er mit Kammer -
Det var saa luunt, saa roligt, førend -"
"Ti! - byder Kongen - med din Jammer!

XXI
See dette dragne Sværd! det pleier
At gjøre Fyldest, hvor det kommer;
Lad ham ei glæde sig ved Seier,
I Natten nærmer sig hans Dommer!" -

XXII
En Lampe brændte kun - den slukker
Kong Mahmud selv, og med sin Klinge
 I Mørket kun eet Hug han hugger -
Og Niddinghovedet maa springe.

XXIII
"Nu bring mig Lys! - han raaber - haster!
At jeg kan see, hvem jeg har fældet -"
Ved Synet han paa Knæ sig kaster.
Af Tak til Himlen overvældet.

XXIV
Derpaa han lader Vand sig bringe.
Og sætter Karret flux til Munden,
Og kan saa lidt sin Tørst betvinge.
At heelt han tømmer det til Bunden.

XXV
"Vel maa du dig til Steen forvandle -
Kong Mahmud taler nu til Manden -
At du har seet mig saadan handle.
Og drikke som en Hest af Spanden.

XXVI
Men du maa vide, siden sidste
Besøg, har jeg ei Øiet lukket.
Fra Timen, jeg din Skjændsel vidste.
Har jeg ei spiist, eiheller drukket.

XXVII
Saa stor Misgjerning var der øvet.
At det med Grund lod mig formode.
Kun mine egne Sønner prøved
Paa Sligt - det fuldt og fast jeg troede.



XXVIII
Og for at ei Barmhjertigheden
Retfærdigheden skulde krænke.
Saa slukked Lyset jeg i Vreden,
Og Blodet - hvis det var - lod stænke!

XXIX
Taksigelse jeg Allah bragte
Paa mine Knæe og Lov istemmed.
Dengang jeg saae, den, jeg nedlagde.
Var ei min Søn, men var en Fremmed."



BONDEPIGEN

I
Jeg bar en Foraarsmorgen
Min Mælkespand og sang;
De vilde Rosenhækker
Ud over Vandet hang.

II
Da kom Baronens Jæger
Fra Skoven med sin Hund;
Han bad om lidt at drikke,
Jeg sagde: drik Du kun!

III
Den Jæger drak begjærlig
Og alt imellem saae
Hans Øine over Spanden -
Paa mig hans Øine saae!

IV
Det er just ikke artigt
At see paa Folk saa stift;
I Øiet kan man have.
Jeg troer ved Gud, lidt Gift!

V
Thi neppe var han borte
Før næsten syg jeg blev,
I Tanker sad, og sukked.
Og Græs af Jorden rev.



VI
En andengang i Lunden
Jeg plukked' Jordbær smaae;
Jeg havde nogle fundet,
De i et Kaalblad laae.

VII
Da klang et Horn i Skoven,
Sig Busken skilte ad -
Det var den unge Jæger,
Tænk, om et Kys han bad.

Vin Der har Du disse Jordbær,
Saa søde - sagde jeg -
Men kysse - ak, Hr. Jæger,
Saavist, det tør jeg ei.

IX
Saa gik jeg hjem til Hytten,
Og tænkte, tænkte - ak.
Skal man da altid tænke?
Det er kun Folkesnak!

X
Det var som om jeg drømte
Og hørte sød Musik,
Alle de røde Blomster
De hilste med et Nik.

XI
Forleden Dag jeg rysted
Mit smukke Æbletræ,
 Da rasled det i Gjærdet
Og i det grønne Læ.

XII
Forskrækket jeg mig vendte -
Den Jæger for mig stod.
Og bad og saae saa ærligt -
Han er vist grumme god!

XIII
Taus gav jeg ham et Æble,
Som om jeg reent var stum.
Man er dog undertiden
En Smule altfor dum!

XIV
Hvad just han vil med Kysset,
Min Tro, det veed jeg ei;
Men hvorfor skal man altid
Og altid sige Nei?

XV
Hvis han nu atter kommer?
Det er dog ei saa let -
Hvad skal jeg saa vel gjøre?
Jeg troer jeg gier ham det!



DRANKEREN BARTHOLD

I
Fra Taget hænger det mugne Straa,
Og Katten kryber paa Bjælken,
Langs Væggen de nøgne Hylder staae.
Der fattes Brødet og Melken.

II
Bartholdus sidder ved gamle Bord,
Det staaer paa brukne Bene;
Hans Viv med Barnet, paa blotte Jord,
Har tændt nogle vaade Grene.

III
Hvad klynker Du for? han raaber høit
Og vender Kruset paa Disken:
vær lystig tilmode! tralall og fløit!
Hvad skal den ængstlige Hvisken?

IV
Kom, sæt Dig paa Skjødet og kys min Mund!
Riv bort det pjaltede Klæde!
Endnu er Din Barm jo hvid og rund -
Sophie, hold op med at græde!

V
O Barthold, Du glemmer. Du glemmer vor
Nød!
See Barnet fryser, det Arme!
Vort Lys er brændt, vi har ei Brød -
Naar vil sig Himlen forbarme!



VI
Hvad taler Du der om Lys og Brød?
Hvi klapprer af Frost Dine Tænder?
Naar Vinen skummer, hvem har da Nød?
Flux Blodet funkler og brænder.

VII
Naar Vinen opgløder min frosne Hu,
Som en Harpe mig Stormen klinger.
Min Dreng er en Engel, og jeg og Du
Hensvæve lyksalig paa Vinger.

VIII
Men dufter ei Vinen mig Liv og Lyst,
Da stige de gustne Tanker
Som Dødninge op i mit hule Bryst,
Og hele Helved sig sanker.

IX
Gak ned til Byen og borg mig der
Af Vinen, af Vinen den søde!
Tag Drengen med, han skriger kun her
Saa skal jeg af Hjertet gløde!

X
Den Skjælvende ud af Døren gaaer.
Sit Barn hun holder paa Armen:
Ak Gud, hvor dog den Storm er haard!
Dernede hør Bølgernes Larmen!

XI
Hun puster i Haanden og trykker den saa
Om de smaa, uskyldige Fødder.
 Hæst skriger Sivet og gustne Straa
I Vandet blandt Pilens Rødder.

XII
Hun gaaer paa Skrænten af dyben Flod,
Hvor brusten er Rækværkstaven:
Vær stærk, min Aand! Vær vis, min Fod!
Her er det mørkt som i Graven.

XIII
Da kommer med Regn et Stormstød brat
Kun Barnet til Hjertet hun knuger -
Hun glider ned, faaer ei Stenen fat.
Og Bølgen dem skummende sluger.

XIV
Stum sidder Du, Barthold, i Hytten nu
Og venter paa Vinen den røde;
Forfærdet i Mørke nu stirrer Du -
Dine gode Engle, de døde!


BORDSANG VED BISKOP R. MØLLERS JUBELFEST, DEN 20DE APRIL 1841
*

I
Nu griber Glasset, Venner, for at bringe
Vor Jubelolding Festens muntre Skaal!
Han agter Jordens Glæder ikke ringe,
Skjøndt stundende til Himlens fjerne Maal.
Sin høie Lærer troligen han fulgte.
Med Barnets Sind han søgte Edens Kyst,
Og, med vor Luther, aldrig han fordulgte.
At Viin og Sang er en uskyldig Lyst.

II
Hvor paa den jydske Bakke Plovens Fure
For Sved og Arbeid yder sparsom Løn,
Der stod hans Vugge inden simple Mure,
Der gik i Vadmel Bondens lille Søn.
Men Drivten drog ham hen til Lærdoms Tempel,
Han leed og stred, og Seier vandt hans Aand -
O, han har lært os ved et skjønt Exempel,
At gode Kræfter bryde stærke Baand.

III
Vel randt hans Liv bag Hjemmets grønne Strande -
Til Romas Port ei kom han med sin Stav,
Og Palæstinas Bjerg og Jordans Vande
For Tankens Blik kun krandsed' Christi Grav.
Men Oldtidssproget i de fjerne Dale
Flød ham saa let som var det fædrelandsk.
 Apostlens Ord og Romerheltens Tale
Gjengav hans Pen med Fynd og Kraft paa Dansk.

IV
Nu i hans Oldingsalder sig oplader
Hver herlig Knop og Frugt paa Livets Træ:
En Børneflok omfavner ham som Fader,
Og Børnebørn sig slutte til hans Knæ.
O gamle Ven! i denne Kreds Du finder
Din svundne Blomstringstid igjen paa Jord;
Og ikke blot Din Ungdoms røde Kinder,
Men Aandens, Hjertets hele Foraarsflor.

V
Dog ei med Blodets Baand alene bindes
Til Dig den store Venneskare her;
Du var en Lærer, vi taknemlig mindes.
En Hyrde god for Mange fjern og nær;
Vi drak Begejstring af Din fromme Læbe,
Vi lytted til Dit rige Trøstensord,
Og i Din Vandels rene Spor at stræbe.
Var os et kjært, et værdigt Maal paa Jord.

VI
Nu vi erkjendtlig Dig vor Hyldest bringe.
Halvhundred' Aar Du røgted' tro Dit Kald;
For Dig vil Festens Jubel gjerne klinge.
Thi Sandhed kun i Tonen lyde skal.
Saavidt Du kaldtes vennehuld at sprede
Den gode Sæd, der giver Livsens Frø,
Vil sig Din velfortjente Roes udbrede.
Og Rasmus Møllers ædle Navn ei døe!



VII
Modtag da Jubelskaalen til din Ære,
Du Stiftets Bisp og Kirkens Tjener tro!
Lad denne Sang en Takkehymne være
I Dine stille Dages Aftenro.
Den Gud, hvis Hyrdestav Du trolig fører,
Vor tætte Kreds med Velbehag han seer.
Og han vort Hjertes varme Ønske hører.
At Hædersaar Dig skjænkes fleer og fleer!



PAA KLINTEN

I
Jeg gik den aarle Morgenstund,
Hvor Klintens steile Kyst
Bedækker med en Bøgelund,
Som med et Slør sit Bryst.

II
Jeg havde mange Doner sat
Med Rønnens røde Dusk,
Og søgte nu, hvad Fangst i Nat
Mig bragte Blad og Busk.

III
Men tomme mine Snarer hang.
Hvert Bær bortsnappet frækt
Af Fuglene, som sang og sprang
Paa alle Qviste kjækt.

IV
Hvor Kilderne, med Skummet hvidt,
I Dybet ned sig snoe,
Forbittret knagede mit Skridt
Paa Klintebækkens Bro.

V
Skal selv den mindste Fugl paa Green
Undslippe mine Baand?
O er der ei i Verden een.
Som flyver i min Haand?



VI
Mod Havet faldt mit Blik - hvor blankt,
Med Horizontens Duft,
De brede Bølger milelangt
Gjenspeile Himlens Luft.

VII
Jeg saae -- hvad var det vel jeg saae,
Hvor Klinten skraaner huul? -
En Rede i de fine Straa!
Et yndigt Fugleskjul!

VIII
vin Af Tjørnebusken oversneet.
Sad hun, det muntre Barn,
Som jeg af Alle helst gad seet
I mine spændte Garn.

IX
Straahatten slængt i Græsset hen
Og Handskerne derhos -
Et Blad Papir, en Blyantspen
Paa Kampestenens Mos.

X
"O hvilken Udsigt - raabte hun -
Fra denne Plet! Hvor smukt!
Den hvide Klint! det blanke Sund!
Og Fiskemaagens Flugt!

XI
"Hvormange Skibe? - Seer jeg ret.
Saa øiner man kun tre.
 Hun rakte mig sin Guldlorgnet -
Nei, der er flere, see!"

XII
Jeg havde aldrig Søen seet
Saa blank, saa klar, saa fuld
Jeg havde aldrig Jorden seet
Saa grøn, saa frisk, saa huld

XIII
Jeg havde aldrig Himlen seet
Saa blaa, saa stor, saa varm
Som gjennem denne Guldlorgnet,
Der hang ved hendes Barm.

XIV
Hun maatte rykke mig saa tæt,
Omslyngt af Kjædens Guld.
"Tæl dem nu rigtigt! See dem ret!'
Bad hun mig tillidsfuld.

XV
I Donen ingen Jægers Haand
Fandt nogen Hals saa fim,
Som den, Lorgnettens Fangebaand
Paa Klinten gav i min;

XVI
Men Fuglen, jeg i Slyngen fik.
Var ikke qvalt og død -
Lyslevende de klare Blik!
Og Kinden rosenrød!



XVII
Saa fager laa hun i mit Net,
Saa sky og dog saa øm.
Saa flygtig, flagrende og let
Som Englen i en Drøm.

XVIII
Kan det da falde Nogen ind
At lægge mig til Last,
At med et freidigt Jægersind
Jeg holdt mit Bytte fast?

XIX
At medens Søens friske Vind
I bløde Blomster gik,
Vi henrykt hvilte - Kind mod Kind
Et saligt Øieblik!

XX
At i den svale Bøgelund,
Mens alle Fugle sang,
Vi stille mødtes - Mund paa Mund
For første - sidste Gang!



NAAR FOLKET FORDUMTID VAR STEDT I FARE
*

I
Naar Folket fordumtid var stedt i Fare,
En Fører valgte sig den store Skare;
De gav ham Sværd og Krone, de løfted ham paa Skjold,
De gav ham Land og Rige, de gav ham Alt i Vold;
Nordens Mænd, Frie og Ædelbaarne,
Troskabseed svor de den Udkaarne,
Troskabseed!

II
Men Fjenden var ei altid fjern om Strande,
Tidt lured Avind inden egne Lande;
Da var han Lovens Hævder og gjorde ærlig Skjæl,
Og deelte Retten lige og fremmed Hvermands Vel;
Kronens Guld funkled om hans Tinding,
Folkets Held var hans Seiervinding,
Folkets Held!

III
Velkommen, Konge, Du af Kongeætten,
Som fører Sceptret over Danasletten!
Som kom os huldt at gjæste, som satte Skib paa Strand,
Velkommen til vor Ø Dig byder hver en Mand;
 Danske Hjerter i Dit Vaaben gløde.
Danske Hjerter slaae Dig troe imøde.
Danmarks Drot!

IV
Du har et villigt Øre til at høre
Den Kær og Klage, som vi Alle føre;
Saa hør nu ogsaa Jublen og Glæden i vor Røst,
De gode Velkomstsange, som tone fra vortBryst!
Danske Mænd Faklen for Dig svinge,
Danske Mænd Hilsen her Dig bringe.
Folkets Drot!

V
Og Hun, som er et Mønster for de Skjønne,
Som straaler prud, en Dronning i det Grønne!
Hvem Alle gjerne række Huldsalighedens Priis,
Som Skjønhedsæblet raktes til Kjærlighedens Diis -
Fagre Dronning, Krandsen har vi bundet,
Fryderaab lyde over Sundet
Til Din Priis!

VI
Vel kommer Sangen fra de lave Strande,
Men Echo bringer den saa vidt om Lande;
Rundtom paa Mark og Slette, rundtom i By og Havn,
Der vaier Kongeflaget, der signes Eders Navn!
Høie Fyrstepar, som pryder Norden,
Held og Ære følge Jer paa Jorden,
Held og Fred!



VARSELSKRIFTEN
*

I
Nattens Gudinde henad Himlen svæved,
Og Viisdomsfuglen fløi ved hendes Side;
Al Verdens Mødighed hun stille hæved
I sine Arme, sammentrykte, blide.

II
Jeg og min Hustru var fra Hjemmet borte.
Aarvaagne Terner sysled kun ved Lampen,
Og vogtede paa Husets aabne Porte -
Da hørtes Larm af Vogn og Hestestampen.

III
Ind traadte, reiseklædt, en Gjæst heel fremmed;
Sin Hat og Kappe han i Krogen slængte.
Og Ternerne med sære Fagter skræmmed;
Selv ind i Husets Indre han sig trængte.

IV
Min Børneflok han vilde see og kjende.
De fem Smaapiger og de fire Drenge:
Hvad hedder du? og du? og du derhenne?
Søvndrukne stirred de fra deres Senge.

V
De Mindste selv med Lampen han sig nærmed,
Sorthaaret, med et sælsomt Smiil om Munden,
 Tykt af sin lodne Reisepels beskjærmet,
Og med et blodrødt Skjærf om Livet bunden.

VI
Da sprang en Dreng fra Leiet, mere modig:
Hvo er du? Siig dit Navn, at jeg dig kjender!
Af Lommen tog den Fremmede koldblodig
Sin røde Tegnebog, og sagde: Venner!

VII
Mit Navn vil jeg paa Loftet eder skrive.
Min Hilsen med! - Og medens Alle bæve.
Han steg med Lyset op paa Bordets Skive,
Og lod sin Haand henover Kalken svæve -

VIII
"Mene. mene, tekel, upharsin!" vare
De Ord, som han paa Husets Dække tegned.
Imedens om hans Knæ min Børneskare
Og alt mit Tyende af Rædsel blegned.

IX
"Dit Liv er veiet, talte dine Timer,
Tilintetgjørelsen skal du tilhøre!"
Forfærdelige Varselrøst, som kimer
Bestandig for den Dødeliges Øre! -

X
Jeg kjender Ham, som har mig Muren mærket
Med hine Alvorsord af Oldtidsskriften:
 En rastløs Mand, der lægger Haand paa Værket,
En Guds Herold, der kalder til Bedriften!

XI
En Fremtidsseer, hvem en Glød paa Tungen
Har bragt til at besværge og opmande;
Som længst, med lyse Skrifttræk, alt har svungen
Sit: Mene! Mene! over Danmarks Lande.

XII
En Lov- og Retsforsvarer! En Raadgiver
For Drot og Folk! - En Rest endnu af Styrken,
Der gjerne, medens det er Tid, udriver
Sit Land af Faren - skjøndt en Røst i Ørken!

XIII
Og dog en Ven af Barnlighed og Ynde,
En Elsker af, at høre Lyren klinge,
Naar danske Muser Væddestrid begynde -
Ham disse Linier min Hilsen bringe!



TIL EN UNG SØMAND

I
Fra grønne Bakker - svulmende paa Øen
Som ude paa det Dybe Havets Bølge -
Skal mine Blik til Horizonten følge
Dit hvide Seil henover Østersøen.

II
Du reiser bort til Nordens Klippestrande,
Til Bjerget, der er Fader til vor Slette:
Hils ham, den mørke, havombruste Jette,
Der endnu trodsig rynker Bryn og Pande!

III
Der knuser Østens Storm i sine Kløfter,
Og med det frie Granbar høit sig krandser!
Der, trods det store, tunge Klippepandser,
Dog Kæmpefoden meer og mere løfter!

IV
Forstaa hans Vink! Lad nordisk Mod og Mæle
Forkynde Fremmede hvorfra du stammer!
Fortvivl ei om dit Fædreland! Det ammer
Et Kuld, som Trældomsaaget ei skal qvæle.

V
Fortæl, at Frihedslyst i Danmark svulmer!
En Skare Ynglinger er alt herhjemme.
Hvis Haab og Dristighed man ei kan skræmme.
Og Mænd, hos hvem det under Asken ulmer.



VI
Fra disse Høider vifter jeg med Hatten,
Og ønsker dig Farvel paa Sømandstoget!
Farvel, naar Solen lysner Dannebroget!
Farvel, naar Stjernen leder dig om Natten!



DEN SOVENDE

I
Lad mig dække dine spæde
Fødder, mens du sover. Hulde,
Som en vaersom Gartner dækker
Sydens kjælne Blomst for Kulde!

II
Lad mig lægge dine Arme,
Ubevidste at de trykke.
Om min Hals, som en Guirlande,
Som et pragtfuldt Ordenssmykke!

III
Lad mig sovende dig holde
Paa mit Knæ - hver Puls, som banker.
Hvert et Hjerteslag, mig bringer
Blide Følelser og Tanker!

IV
Lad mig Hovedet, som drømmer,
Vaersomt paa min Skulder bære;
Hver en Bugt af dine Lokker
Er for mig en Skjønhedslære!

V
Som et Landskab venter Solens
Opgang i de varme Nætter,
Vil jeg vogte paa dit Aasyn,
Til dit Øielaag sig letter.



VI
Til dit vaagne Blik mig smiler
I sin Mildhed tusind Glæder;
Til din Røst med Vellyd fylder
Disse tause, døde Steder.



BEBREIDELSEN

Du klager over, at jeg taler
Prosaiske og kolde Ord,
At i mit Blik og paa min Pande
Af Sværmeri er intet Spor.

At Livsforsikkringens Tabeller
Opfylde Hjertets hele Rum -
At jeg seer ud som en Professor,
Fortredelig, studeert og dum.

Ja, du har Ret. Men hvis er Skylden?
O, at bebreide mig, er haardt!
Som Maanen trækker Havets Bølge,
Har du mig trukket Sjælen bort.

Var jeg ei karsk? Var paa min Læbe
Ei Poesiens friske Duft,
Før dine Øines hede Straale
Udbrændte mig al sund Fornuft?

Nu er jeg Embedsmand og Ridder,
En fredelig, frugtbar Vulkan -
Et lyrisk Udbrud kaster hermed
Mit sidste Digts Ildtulipan!


HENNING v. WlCHFELDT

I
Foraaret kom, og Sommer gik i Enge,
Høleen klang ved Sang af Nattergale,
Af gyldne Kornax svulmed Bondens Vænge -
Men ei til Engestoftes lyse Sale,
Som før, sig kunde Sommerglæden trænge;
Alt længst forstummed der den muntre Tale
Der vaaged Sorgen, tro, ved Nattens Lampe
Der stred et ædelt Liv de sidste Kampe.

II
Og Døden vandt sin Seier. Gubben segned -
Den Alderstegne gav tilsidst dog efter;
Men ei for Himlens Sendebud han blegned,
Han samled Aandens underfulde Kræfter,
Som det en nordisk Hædersolding egned;
Et saligt Haab saa lidt ham monne briste.
Som Vid og Skjæmt og Alvor til det Sidste.

III
Et værdigt Løb han havde lagt tilbage,
Arbeidsom, aaben, djærv og ufortrøden;
I Hjertensgodhed søgte han sin Mage,
En livsglad Sjæl, - en Ven i Nøden,
Som mangen Trængende i Sorgens Dage
Gad kunne kalde til sin Hjelp fra Døden; -
En Mand og Fader, som kun Faa har været,
Ved Banens Maal høitelsket og høitæret!



IV
De Efterladte træde hen til Baaren,
Nedbøiede, dog kan de Sorgen bære -
En gudhengiven Ro er der i Taaren,
Der offres til den forudgangne Kjære;
Hvor Egeløvet vikler sig om Kaarden,
Har dyrebare Hænder til hans Ære
Lagt Krands ved Krands - fra Blomsterhaven
Et ømt Farvel, en Afskedsduft i Graven!

V
I Fred han hvile nær sin skjønne Bolig,
Hvor Kirken skygger og hvor Søen smiler!
I Sommeraftnens Stilhed, klar og rolig.
Hans Sjæl, som før, hver Gjæst imøde iler;
Og naar hans Børn, hans Slægt, aandrig og fortrolig,
I Vennekreds om Arnens Flamme hviler,
Da er den muntre Skjæmt, den frie Tale,
Hans Aand, der gaaer igjen i Slottets Sale!



D. 17. JULI 1847
*

I
Natur, din Sundhedskilde
Har ammet Konsten stor;
Al Videnskab og Snille
Kom fra den dunkle Jord.
Dig skyldes alle Kræfter,
Du gav os Lov og Skik -
Hvad Under, Manden hefter
Paa Dig sit Forskerblik!

II
Hvad Under, om han gjerne
Din Tanke vil forstaae,
Dybsindig som en Stjerne
Paa Nattehimlens Blaa!
Sit Mod, sin Kraft han samler -
Skjøndt ved din Storhed ør -
Med dristig Haand han famler,
Gudinde! i dit Slør.

III
Han blotter Marmorarmen,
Han leger med dit Haar,
Han føler under Barmen
Hvordan dit Hierte slaaer;
Fortro ham blot dit Indre,
Din Tankes høie Flugt!
Lad Stjerneøiet tindre
Forstaaeligt, som smukt!



IV
En sagte Hvidsken lyder
Fra dine Læber da:
Det Ord, din Taushed bryder.
Er skjønt, som Brudens Ja -
Vi lægge tæt vort Øre,
Tæt ved dit fulde Bryst,
For Ordet ret at høre:
Frihed! saa lød din Røst.

V
Det Ord, som Bølgeskummet.
Det gaaer fra Kyst til Kyst,
Og stort, som Verdensrummet,
Det fylder Mandens Bryst.
Af Alt, hvad vi har lyttet.
Alt, hvad der bragtes ud:
Frihed! det var Udbyttet -
Frihed, Naturens Bud!

VI
Det klinger som en Gaade,
At evigt gruble paa!
Dog skulle vi den raade
Og løse vel forstaae.
Det straaler fra det Dunkle,
Fra Nattens Moderhjem -
Frihedens Dag vil funkle
Og bryde herligt frem!


KAMMERHERRE, BARON
HENDRIK ROSENØRN-LEHN
OBERST, RIDDER AF DANNEBROG.
*

En Adelsmand, en riig og fornem Herre,
Der eied Skov og Mark og høie Borge;
En Mand, hvis skjønne, ridderlige Sæder,
Hvis ædle Gjæstfrihed ei Nogen glemmer,
Der traadte over Tærsklen i hans Hrnis;
Naturens Elsker; Konstens Ven; Beundrer
Af Videnskab; Velynder af dens Dyrker;
Paalidelig i al sin Gjerning; streng
Kun mod sig selv, høimodig imod Andre.
Og gjaldt det om, at række hjelpsom Haand,
Uegennyttig stille sig i Spidsen
For nogen god og gavnlig Virksomhed -
Hvor har man raabt forgjæves paa hans Navn?
Høithædret i sin Kreds, som af sin Konge,
Henbaaren til sit Hvilested af Mænd,
Der føle meer hans Savn, end Vægten
Af Kisten med hans dødelige Rester -
Begrædt, lovpriist og æret til det Sidste!
Det var hans lykkelige Eftermæle.
Og dog hans mindste Roes! Vi, som har kjendt ham.
Hans Mildhed, hans beskedne Nøisomhed,
Hans bramfri Sjæl, hans rene, ædle Villie,
Hans elskelige Væsens hele Skjønhed;
Hans Kjærlighed til Hustru, Børn - til Alle,
 Der eengang vandt hans Hjerte, til enhver
Nødlidende, i hvem han saae en Broder -
Hans Frihedssind - ja, han var Sandheds,
Og derfor Friheds inderlige Ven,
Kun Hykleriets stolte Avindsmand -
Vi kunne vidne det, vi saae det selv,
Vi vide, hvilken sjelden Ven, vi tabte!
Den gyldne Nøgle, Kongen ham betroede.
Var intet tomt Symbol - ham kunde man
Betroe sig til, med Tryghed; - paa hans Bryst
Var Ridderkorset ingen Ironi,
Thi bagved slog det ridderligste Hjerte -
Hvor er en Røst, der kan benegte det?
Hans Sind var adeligt, hans Mod var mandigt.
Hans blanke Skjold var uden mindste Plet;
Og stred han ei med Vaaben - han har stridt
Med Sjælens Kræfter en langvarig Strid;
Den Strid, som det Forkrænkelige kæmper.
Og det Udødelige kun bestaaer;
Og sank han end i Knæ, lidt efter lidt,
Ei Utaalmodighedens Suk blev hørt,
Ei Bitterhedens Skrig - Da Timen kom.
Var han beredt - Et Smiil var hans Farvel!

Og derfor bringe vi Dig vort Farvel,
Frigjorte Aand, vor sidste Tak og Hilsen,
Med freidigt Haab, skjøndt under Afskedstaarer!
Vi lyse Fred omkring Dit skjønne Minde,
Og hvad vi bede om, er Trøst og Styrke
For dem, Din Bortgang maatte dybest smerte.
For Dine Efterladtes ædle Kreds!


DRØM OG VIRKELIGHED
*

I
Det var en taaget Vinterdag,
Jeg til Palaiet mig skyndte.
Hvor Forgemakket var stormende fuldt
Og Audiensen begyndte.

II
Jeg fandt en bedaget Hædersmand,
Til Tjenesten afrettet.
Han hilste mig med Venlighed
Og skrev mit Navn paa Brædtet.

III
For Rangspersoner gjorde man
Aparte Høflighedskonster;
Og Salen var ganske lummer af
De allerunderdanigste Dunster.

IV
Der tripped stivede Krigsmænd om.
Og mange beklemte Personer;
De sorte Præster ved Døren hang.
Og Fruerne græd for Pensioner.

V
De guldbenøglede Herremænd,
De stod og svedte af Længsel,
At Døren til et lille Lukaf
Maatte naadigst dreie sit Hængsel.



VI
For ei at være ørkesløs,
Som slet for en Statsmand duer,
Saae jeg en Politidirecteur
Paa Væggen fange Fluer.

VII
Hinsides dette Dandsegulv
For Levetzauer og Haucher,
I Baggrunden stod en laset Standart
Og under den et Par Pauker.

VIII
Til Kobberkjedlen jeg læned mig
Med det gamle Vaabenmærke;
Den giver dog Lyd, naar man slaaer derpaa.
Og det endda Lyd, som er stærke.

IX
Mig Ventetiden blev for lang -
Jeg gav mig til at sove -
Da havde jeg en underlig Drøm:
Mærk vel, en Drøm til Hove.

X
Jeg drømte, jeg for Kongen stod.
Barbrystet og barbenet.
Det tykke, svære Hovedhaar
Med et krøllet Skæg forenet.

XI
I Næven havde jeg en Stok,
En Egeknub med Knaster -
 Hvor den faaer Ram paa en Hjerneskal,
Der hjælper intet Plaster.

XII
Det lod til, Kongen kjendte mig -
Han studsed lidt urolig;
Men derpaa gav han mig sin Haand
Og nikkede fortrolig.

XIII
Jeg var Vildmanden nemlig, jeg.
Der holder Danmarks Vaaben,
Og som, skjønt nøgen, trænger ei
Til Hermelinet og Kaaben.

XIV
Jeg sagde: "min gode Christian Rex,
"Du saae mit Billed forleden
"Paa dine Tøfler og paa din Karet,
"Nu see mig i Virkeligheden!

XV
"Jeg er endnu den samme Fyr,
"Som jeg har altid været:
"Min Hud er haard, min Hals er tyk,
"Min brede Næve tjæret.

XVI
"Jeg lider nok en Drot saa fiin,
"Med smukke Lader og Fagter,
"Der pluddrer Fransk og Kongelatin
"Med alskens fremmede Magter.



XVII
"Du har nu engang arvet din Ret,
"At styre den danske Skude -
"Men jeg vil alvorlig raade dig,
"At passe paa dine Klude.

XVIII
"Jeg vilde bare sige dig -
"Da just i tale sammen
"Fortrolig, unter uns paa Tydsk -
"At jeg er vred i Kammen.

XIX
"For han, den anden, min Tvillingbror,
"Der holder ved Skjolderanden,
"Bagtaler man slemt og siger om,
"At han er fra Forstanden.

XX
"Fordi han brækker lidt paa Tydsk
"- Han vil nu saa gjerne skryde -
"Har jeg dog kjendt ham fra Barnsben af
"Som en ærlig Sønderjyde.

XXI
"Men Frihed vil han med Djævels Magt
"- Som i en Feber han tørster -
"Fri vil han være, om selv i Pagt
"Med tydske Grever og Fyrster.

XXII
"Jeg siger: rolig, min søde Bror!
"Du gjør mig næsten forskrækket;
 "Det danske Vaaben, vi holde paa,
"Det vil vi ei have knækket.

XXIII
"Du veed, jeg er i Grunden en Nar,
"0g det endda en gammel,
"Der har staaet flere hundrede Aar
"0g holdt det forgyldte Skrammel.

XXIV
"Men det er nu det samme, det -
"Nok er det, jeg kan li'et,
"0g skulde det revne og gaae i Mas,
"Saa Fanden gale i'et!

XXV
"Hvormeget Dingeldangleri
"Man vil omkring det hænge -
"Ni danske Hjerter slaae deri
"Endnu - Gud veed, hvorlænge!

XXVI
"Det kryber mig i Kroppen tidt,
"Det mig for Øret ringer -
"0g i den sidste Tid jeg har
"Et Øie paa hver Finger.

XXVII
"Man siger om den tydske Prinds:
"For Gudsskyld, ikke rør ham!
"Jeg siger bare simpelvæk:
"Slaa til, hvis Ryggen kløer ham!



XXVIII
"Og er dine fine Skinneben
"Bange for Neldeblade,
"Saa lyd mit Raad: træd bare fast,
"Saa gjør de ingen Skade."

XXIX
Her saae Monarken sig hurtig om.
Som var han angst for Nogen,
Og, rentudsagt, som om der hang
En Mester Erik i Krogen.

XXX
"Vær inte bange, Kong Christian!
"Det skal nok, tordne mig, gaae!
"Min Halvbroder Jyden rokker sig ei
"Der har Du min Haand derpaa!"

XXXI
Og som jeg vilde give min Haand
Til Pant for Sønderjyden,
Slog jeg paa Pauken, saa det klang,
og jeg vaagnede op ved Lyden.

XXXII
- Det var min Drø. Den samme Drøm
Har Danmark drømt, desværre,
Aar ud, Aar ind, imens det sov.
Sov trygt - det veed Vorherre!

XXXIII
Og da det vaktes, følte det
Usot fra Saalen til Toppen.
 Det var, som skulde det splittes ad,
Som Lemmerne faldt fra Kroppen.

XXXIV
Det sortnede for det danske Blik -
Vi famlede lidt svimmel -
Men nu staaer Foden atter fast,
Vi kjende Land og Himmel.

XXXV
Og vi har rystet Søvnen af.
Os skal ei Frygten hærge -
Som Uffe Vermundsen vi tog
Af Jorden det gamle Værge.

XXXVI
Til Holmgang er vi stævnet ind -
Did vil vi freidig drage,
Paa nordisk Viis, de ramme Hug
At give og at tage.

XXXVII
Thi aldrig var det Skam i Nord,
Selv ei for Broderparret,
Der trættedes om Ret og Skjæl,
At gaae af Striden arret.

XXXVIII
Er Leddet ikke rigtig hængt -
Nuvel, I danske Drenge,
Vort bedste Mod, vor fulde Kraft
Vil sig i Gabet trænge!



XXXIX
Det er ei bag en Fæstningsmur
Det danske Vænge dufter -
Det er kun i den fri Natur
Og hvor en Søvind lufter!

XL
Vor Konge selv er dansk, som vi;
Nu er hans Vaabenmærke,
Som vort. Frihedens Skjold - med det
Er vore Arme stærke.

XLI
Saalidt som før skal Tydskland nu
Danriget overvælde:
Vort Stridshorn hørtes i Norges Dal
Og gjenlød i svenske Fjelde.

XLII
Væk med de gamle Drage dyr.
Der laae paa Lur om Skatten,
Om Folkets Ret! - Nu svinge vi
Begejstret Frihedshatten!

XLIII
Væk med hver Ørn, der nærmer sig.
Den være heel eller flakt -
Det hele unge Danmark staaer
Ved Frihedstræet Vagt!

XLIV
Ei Nordens Hjerter vil skilles ad,
Dem Troskabsbanneret sanker!
 Men - bort med Lænker! Vi enes nu
Af Jordens lyseste Tanker.

XLV
I dem er ikke Kiv og Blod,
Som i Tyrannernes Love;
I dem er Aandens vældige Mod
Til frit at handle og vove.

XLVI
I dem er paany et Himmelflag
Nedfalden i Danskernes Leire:
Det ægte, det evige Dannebrog,
Hvorunder vi samles og seire!



VI HILSTE RUNDT MED BLOMST OG FLAG
*

I
Vi hilste rundt med Blomst og Flag
De kjække danske Skarer,
Der vendte hjem fra blodigt Slag,
Fra Krigens mange Farer;
Vi hilste dem med Jubelklang
Og med det fyldte Bæger:
Thi efter Kampen Viin og Sang
Det tappre Hjerte qvæger.

II
Og de, som faldt for Fjendens Magt
Paa Ærens Seng, de Brave -
Med Taarer har vi Krandsen lagt
Paa deres friske Grave.
De fik en Velkomst høit i Sky,
Krigsguden hørtes tale:
Velkommen, Børn, fra Slagets Gny!
Træd ind i Himlens Sale!

III
Dog I, som vendte tidligst hjem.
Fordi I forrest stode.
Hvor Død og Fare bød sig frem -
I har vor Tak tilgode.
Det var med Sorgens stille Gang,
Det var med Kinder blege
Vi tog imod Jer sidstegang
Fra Hildurs haarde Lege.



IV
Endnu en Kamp Jer forestod
Og Nattevagter drøie.
End skulde flyde mere Blod
Og Døden sees i Øie.
Men som for Danmarks Ret I stred
Med Kugler og med Sværdet,
I Sygeleiets Qvaler leed.
Og seired, uforfærdet.

V
Vær stolt af Eders Ar, I Mænd,
Hvem Odins Spyd har mærket!
Hver Draabe Blod, som I gav hen.
Har Danmarks Arm forstærket.
Vi hæve den paa nordisk Viis
Til Løvtets Tegn for Eder:
Om Folkets Tak, om Manddoms Priis
Saavidt sig Danmark breder.

VI
Og Kongen, som dets første Mand,
Sin Hyldest aabenbarer.
See! Kongesalen aabned han
For sine tappre Skarer.
Hans Fødselsdag - den feires bedst
Af Troskab, Mod og Ære,
Og derfor skal ved Eders Fest
Hans Skaal den første være!



HAVFRUEN

I
Fisker, ved din Baad paa Sandet,
Hvorfor sliber du din Kniv?
Siig, hvad slæber du af Vandet
I dit Net, blandt Tang og Siv?

II
"Ei Aborrer, unge Frue!
Ingen Ret for Dug og Disk -
Havets Slange vil I skue
I mit Garn, en sielden Fisk."

III
"Dennegang i Bølgen brak hun
Roret af min Jolle kuns;
Men ifior min Broder trak hun
Med sin hvide Arm tilbunds."

IV
"Mat hun gisper alt og bløder -
Vend Jer bort! - med Hævnens Lyst
Nu for sidste Gang jeg støder
Kniven i den Falskes Bryst."

V
Holdt, du Grumme! seer du ikke,
At hun aander. Brystet gaaer?
See, o see! medynksom slikke
Bølgerne de grønne Haar.



VI
Blodig snøret, giennem Vandet,
Har du Arm og Skulder slæbt;
Bleg hun synker hen paa Sandet -
O, hun døer! af Luften dræbt!

VII
Kom! jeg er din Herres Frue;
Ud paa Dybet, flux afsted!
Skiøndt de sorte Skyer true -
Tag din Aare, jeg gaaer med!

VIII
Kom! den fangne Havets Datter
Roe, med sagte Kast, vi frem,
Til, i høie Bølger, atter
Hun kan synke til sit Hiem. -

IX
Lynet viste Fiskermanden
Veien paa den skumle Sø.
Mulmsort steg ved Himmelranden
Skyerne om Hav og Ø.

X
"Tak, min Gubbe! Nu til Landet!" -
Dog fik Fruen ingen Ro;
Hendes Herre var paa Vandet,
Hvor de vilde Bølger loe.

XI
Ved hvert Brag, som Skyen dundred.
Hun i Høieloftet gøs
 For sin Mand, og for hans hundred
Kiække Mænd, der var tilsøes.

XII
Mørket kom. I Blæst, fra Svalen,
Stirred hun i Nattens Gru.
Trin da gienlød huult i Salen:
"Fagre Thora, sover du?"

XIII
Erik! Er det dig, som kalder?
Eller varsler kun din Røst
I din Hustrus øde Haller?
Kom - her er jeg - til mit Bryst!

XIV
"Intet Gienfærd, Thora, haster
Til dit Sengested i Nat -
Kun den vaade Dragt jeg kaster
Giv mig Haanden! tag mig fat!"

XV
Ha! du kommer fra de Døde -
Drivvaad, kold, afsiælet nys!
Men jeg elsker dig, du Søde,
Og her har du mig! mit Kys!

XVI
"Ja, vel stivne mine Hænder,
Og min Røst er dyb og mat;
Men for dig, min Thora, brænder
Hiertet som vor Bryllupsnat."



XVII
"Stormens Hvin og Bølgeslaget
Drev os paa det lumske Sand.
Jeg og mine sprang fra Vraget,
Tænkte vel at naae til Land."

XVIII
"Men de blev, de blev derude
Paa det sorte, høie Hav;
Mit Farvel, hvor Storme tude.
Fik de med i dyben Grav."

XIX
"Døden sang alt for mit Øre.
Dig, min Viv, jeg tænkte paa.
Ei min Arm jeg kunde røre.
Stiv af Svømning, kold og blaa."

XX
"See, da greb mig under Brystet
Hænder dybt fra Nøkkens Hiem,
Og af bløde Arme krystet
Førtes jeg paa Havet frem."

XXI
"Ved de stærke Glimt fra Himlen
Saae jeg Havfrubarmens Snee,
Saae jeg, midt i Bølgevrimlen,
Hendes Perletænder lee."

XXII
"Saae jeg hendes glatte Skuldre,
Øinene med Sledskhed i -
 Den forføreriske Huldre!
Og jeg vristede mig fri."

XXIII
"Stræbte svømmende mod Landet,
Kraft jeg havde for en Stund -
Men hun slap ei, før i Vandet
Jeg fornam den faste Grund."

XXIV
Kom! Nu glem, at Havet fnyste!
Han i Favn sin Hustru tog.
Lyn i Lyn, men svagt, det lyste
Længer bort Uveiret drog.

FREMTIDEN

I
Alting bagvendt og forkludret!
Plumpe Masser, ingen Sjæle!
Himlen graa og Jorden niuddret,
Mere tydsk, end dansk vort Mæle!

II
Usle Stæder, øde Havne,
Ingen Træer meer i Skoven,
Aadsel kun for Krigens Ravne
Ligger Danmarks Ø i Voven.

III
Ha - til Trods for hiint og dette -
Her - jeg føler Panden gløde -
Her jeg fødtes; her de rette
Hjemmets Toner klang saa søde!

IV
Her - om ogsaa Alting knækker
Om end Alt er nærved Bunden -
Her - en indre Vished lægger
Mig det Spaadomsord i Munden -



V
Her skal vore Børn sig tumle
Stolt, fordi de her har hjemme;
Her - lad kun Forsagthed mumle
Hæve frie den frie Stemme.

VI
Her, naar vore Been er gjemte
Under Høien, for at smuldre,
Skal paany de hartad glemte
Frihedsmelodier buldre -

VII
Byerne sig modigt tætte,
Landet smile, Søen skumme,
Og kun Herskesygens Jette,
Som en Ulv i Lænker, brumme.



DEN FØRSTE BØN

Ungersvendens Eed jeg kjender,
Blussende han sværger paa,
At hans hele Hjerte brænder,
At han kan vor Sjæl forstaae.
Vel! den høie Ild er skjøn;
O, men vi til Troskab trænge -
Derfor, hør min første Bøn:
Elsk mig lidt og elsk mig længe!

Naar den friske Blomstring svinder,
Haanden ryster mat og svag,
Naar de fordums runde Kinder
Rynkes mere Dag for Dag:
Hvad har Hjertet da til Løn?
Troskab, kun til dig vi trænge -
Derfor, hør min første Bøn:
Elsk mig lidt og elsk mig længe!

Og, naar til den lange Slummer
Øiet lukker sine Blik,
Naar den blege Mund forstummer,
Haanden giver sidste Tryk:
Kjærlighed, hvad er din Løn?
Evigt vi til Troskab trænge -
Derfor, hør min første Bøn:
Elsk mig lidt og elsk mig længe!


DRØMMEN.

I
Jeg drømte, at jeg saae dig staae
I dunkle Telt,
Ved Nattens Lampe, hvor jeg laae,
En mødig Helt

II
Jeg drømte, at du saae dig om,
Med frygtsomt Blik,
Og lyttede, om nogen kom,
Om Nogen gik.

III
Jeg drømte, at du slog med Flid
Din Kjortelbræm
Op over Armen, rund og hvid.
Og sneg dig frem.

IV
Jeg drømte, at din høire Haand
Et Glavind drog
Ud af det mørke Klædebon -
Mit Hjerte slog!

V
Der stod du, rædselfuld og bleg,
En rank Judith,
Og i min Strube følte jeg
Det dybe Snit.



VI
Med Haanden knyttet i mit Haar,
Bestænkt med Blod,
Du stirred paa det røde Saar,
Med sælsomt Mod.

VII
Min Pande var saa hvid som Sne -
Den kyssed du;
Min Mund, den var saa kold som Sne
Den kyssed du.



GAADELØSNINGEN.

Dit drømmerige, tankefyldte,
Besynderlige Blik - det leder,
Indseer du nok, til mangehaande

Henrivende Sandsynligheder.

Jeg sover Ingen Nat; jeg tænker,
Jeg grubler paa, at kunne raade
Den ubekjendte Stjernetaages
Forunderlige Skrift og Gaade.

Som hine østerlandske Prindser,
Der nærmed sig den Grusom-Skjønne,
Vil jeg forsøge Gaadens Løsning;
Jeg veed, hvordan du kan belønne.

Skjøndt Faren er fast endnu større
End da man ikkun fordred Blodet
Thi naar man risikerer Hjertet
Hvad nytter det, man holder Hoedet?


DIFFICILE EST SATIRAM NON SCRIBERE.

Mit Lands collegiale Kløgt jeg priser,
Nu da jeg seer, af alleslags Aviser,
Hvordan man enes om - en Adfærd ikke,
Hvorefter hele Verden sukker,
Der kunde sætte Liv i døde Skikke,
Og puste meer end Støv af gamle Krukker -
Nei, Maalet sættes mindre for det første;
Man vil kun refusere Nytaarsgaven,
Og, skjøndt ei ganske gaae og tørste,
Dog passe, at man ei fordærver Maven.


KJÆRE VEN! JEG HAR FAAET EN MANEER

Nysted 23de Dcbr. 1837

Kjære Ven! Jeg har faaet en Maneer - som Du seer - der behager mig, om ikke Andre, meer og meer, - hvorved jeg i en Fart, - meget snart, - og med al Uleilighed spart, - kan gjøre mit Inderste klart, - sige hvad jeg vil, rimet og rart, - paa en konstig Art, - og uden Beskyldelse - for Mangel paa givne Løfters Opfyldelse - Ja, jeg kan hive, - drive - alle mulige Sager ind i Brevets fiirkantede Skive, - om de var nok saa stive. - Saaledes for Exempel - rækker jeg Dig nu, under eget Stempel, - mit poetiske Tempel, - ikke af Kort, - der falde omkuld og veires bort, - men af Blade, - saa hvide og fine som om de gjemte Chocolade, - og beder Dig indstændigst, - ubændigst, - hvormeget end Interessen - byder Dig, at det, der kommer fra Pressen - snarest muligt kritiseres - maltraiteres, - spoleres - og som Maculatur til Kræmmerhuse approberes, - at Du, siger jeg, dog, - af Venskab for mig arme Skrog - og min Bog, - gjør Alt hvad Du anseer for Mulighed, - for at prise i Digtekonsten min Duelighed, - min Muses Jomfrulighed; - at Du løf- ter til Skyerne, - og udbasuner i Byerne - min Pens elastiske, - plastiske, - bombastiske  - Sprætninger og Sprutninger, - min Hjernes gode Beslutninger, - til Trods for Forstandens Forputninger; - min Ærefrygt for det Loyale, _ Colossale, - Ideale, - Universale, - og at Du skjuler mit Hang til det Gale, - Fatale, - Liberale, - Triviale, - uden Hoved og Hale, - der lyser ud af min Tale. - Jeg beder Dig, ikke genere - Dig for at recom- mandere - til Alle og Enhver, - men især - ved L'hombrebordet i Klubberne, - paa Børsen til ærlige Folk og Beskupperne, - i Damecircler til Egestubberne, - saavelsom til Rosenknupperne - mig, din intimeste Ven iblandt Aarestrupperne!

Lad Ingen læse, - stikke sin Næse - i dette Mudder - og Sludder; - især ikke den, med mine Sager i længere Tid asende, - stakkels Winther, saa bliver han rasende. - Men hils Din Broder, - No 2 blandt gode Ho'eder, - hvem jeg snart skriver til, som jeg formoder; - og hende, - som Du har gjort til tvende, - maaskee til trende, - O, jeg er reent overende! - din søde, - bløde, - kjærlige, - herlige - Ægtehustru og Frue, - der smykker Din Sal og Din Stue, - bedre end Raphaels ypperste Billede, - om Du det stillede - hen, - min Ven, - farveblændende, - hjertetændende, - Uskyld og Fromhed sendende, - paa Skjødet en Engel, - i Haanden en Liliestengel. -

Og nu, farvel! Han, som kaster - Sneen om  vaklende Taarne og vildfarne Master, - klumper Havet til lis, - og lader Stjernerne synge sin Friis, - han vogte Dig Huset for Fare! - Han Dit Hjerte og Alt, hvad dertil hører, bevare ! - i det nye Aar som i det gamle! - Han eengang os Alle, som glade Børn, om sin Skammel forsamle! - -

Din E Aarestrup


KJÆRE VÆRSLEVSKE VENNER

Nysted 24de December 1837,

Kjære værslevske Venner! - Tag af mine Hænder - det, som i kjender, - den lille Gnist af Digterild, som brænder - ihvordan jeg mig ender og vender, - hvordan i Aaget man ogsaa mig spænder, - hvor haard end Nødden er under mine Tænder, - modtag disse Blade, jeg sender; - de muddrede, - pluddrede, - forkluddrede - har I ingen Andeel i; men desmere i de hjertelige, - vel- lystigsmertelige, - hyggelige, - ikke altfor vederstyggelige, - kortsagt heldige og lykkelige. - Lad disse Blade kalde tilbage, - Venner, de henrundne Dage, - da jeg drak i Eders Huus - af det gjæstfrie Kruus, - tog mig en Priis, Isak, af dit Smms, - og da Din Thrine dækked mig Disken, - med Fuglen og Fisken, - med Kniv og Gaffel, - med Viin og Karaffel, - Syltetøi og Vaffel, - og Eders Vittighed lyste over det landlige Taffel. - Lad disse Blade kalde tilbage - de henrundne Dage, - da Munterhed og Skrantenhed, - Glæde og Vrantenhed, - Overgivenhed og Trøstighed, - Hengivenhed og Lystighed, - Gebursdagsl'homberen og Onsdagswisthen, - Jordbærret paa Ranken og Abrikosen paa Qvisten, - Paaskeæget og Julegrøden, - Maaneskinnet og Aftenrøden, - hvert Skud, hvori vi forgrenede,  - hver Glut, som Gud os forlehnede, - os meer og mere forenede. - Lad disse Blade kalde tilbage - de henrundne Dage, - samle - det Gamle, - fæste - det Næste, - gjæste - det Nye og hvad endnu kan reste, - samt anbefale mig paa det Bedste - til alle nordsjællandske Præstekoner og Præste. - Vi leve her som I sagtens kan tænke, - som en Hund i sin Lænke, - en Fugl i sit Buur, - vor hele Opmuntring er den gamle Madam Suhr. - Det fyger - og ryger, - knærker - og værker, - hvæser - og blæser; - istedenfor at leve, jeg læser; - Brændet er vaadt, - Tørven lugter ikke godt, - Brødet raat, - Melkefadet blaat, - Børnenes Næser fulde af -; - Alle Blade ere faldne af Rosen; - Posekiggerne føle paa Posen; - Tiggerunger løbe omkring med Lasen - om Hasen; - vores Præst er ikke engang en Æsel, men et Asen, - og Byfogdens nye Seletøi hele Julestadsen. - Men Du, Gudværelovet, - er lykkelig med dit skaldede Hoved, - og med Dig er lykkelig Dine: - Din muntre, overgivne Thrine, - mere vant til Børn, end til Mavepine; - Din nye Frøken, - der, hvis du har glemt det, kan lære Dig Brøken; - Faster - i Sengens varme Plaster; - Hanne - med den kloge Pande; - Nicoline og Emilie - den ene en Conchilie - den anden en Lilie; - Rasmus og Mølle - en Prygl og en Kølle; - Jacobus, - der studerer paa sin Globus; - og endnu mange, - som ikke mine Rum kan lange. - Ja, Du er lykkelig, - det siger jeg  udtrykkelig, - og Han, som gjorde Dig Marken grødende, - Svinet fødende, - Dit Hjerte elskeligt og glødende, - Han vogte og bevare, - med sine Engles Jule- og Nytaarsskare - Dig og Dine, - saavelsom mig og mine; - Han i det nye Aar os lette, - hvad vi skal bære, som han har gjort i dette; - Han knytte med sin Haand - uopløseligen vore Venskabsbaand, - og blæse paa os med sin Aand!
Alle Dines og Din Ven
E Aarestrup


TILEGNELSE.

Her seer Du nogle Digte
Et yndigt Allehaande;
Men det er dine Læber
I mine Vers, som aande.

Jeg dirrer kun som Strengen,
Der af din Finger røres;
Jeg er det fjerne Eccho,
Som af din Stemme høres.

Det Stilhedsdyb, i hvilket
Dit mindste Suk gjenlyder,
Det Speil, hvori dit Aasyn
Sin skjønne Straale bryder.

Du er det fine Øre,
Hvorom sig Lokken kruser,
Og jeg den hule Concha,
Som koger og som suser

Som trods sin indre Tomhed
Harmonisk lader høre
En Brummen og en Syngen -
Men kun, kun ved Dit Øre!


KONGENS SKAAL.

I
En Konge, veed vi, fødes,
Af Held og Uheld mødes,
Hans Skjæbne ligner vor;
For ham kan Bladet vendes,
Hans Liv, som vort, maa endes,
Der er ei andet for.
Chor:
Der er, der er, der er, der er,
Der er ei andet for!

II
Snart løftes han til Skyen,
Og trækkes gjennem Byen,
Ved alle Klokkers Klang
Snart mukker man og pukker
Og hele Folket sukker
Sin dybe Klagesang
Chor:
Ak ja, ak ja, ak ja, ak ja,
Sin dybe Klagesang

III
Dog rettest Skjelnemærke
Paa Nordens Sønner stærke
Var altid Troskabs Dyd;
Og ikke blot i Munden,
Men godtbeviist i Grunden
Den er de Danskes Pryd.
 Chor:
Ja den, ja den, ja den, ja den
Er alle Danskes Pryd!

IV
Derfor skal Kongen æres,
Hvordan vi end besværes
Af tunge Byrders Tal,
Saalænge Nordens Sæder
Det danske Hjerte glæder,
I Hytte som i Hal.
Chor:
Ja vel, ja vel, ja vel, ja vel,
I Hytte som i Hal!

V
Ham vil vi ikke laste,
Paa ham ei Skylden kaste,
Naar Lykken gik imod;
Mindst naar i Oldingshaanden
Han Sceptret har, og Aanden
Udviser ædelt Mod.
Chor:
Mindst naar, mindst naar, mindst naar, mindst naar
Han viser ædelt Mod!

VI
Det har Kong Fredrik prøvet;
For hvad han vel har øvet
Og endnu øve vil,
 Har Folket, tusindtunget,
Lovpriist ham og lovsjunget
Og raabt ham Hurra til.
Chor:
Og end, og end, og end, og end
Ham raaber Hurra til!

VII
Kong Fredrik leve længe!
Med eller uden Penge,
Vor Troskab varer ved.
Hil ham, den gode Konning,
Hans Døttre og hans Dronning,
Hans Slægt i sidste Led!
Chor:
Hil ham, hil ham, hil ham, hil ham
Og hans i sidste Led!



GRAVRØSTEN.

I
Omfyget af Sneen,
Af Stormen ombuldret,
Besøgte hun Graven,
Hvor Elskeren smuldred.

II
Hun banked paa Høien:
"O er du herinde,
Saa tal et Par Ord til
Din gamle Veninde!"

III
Da lød det fra Dybet
Som Regnen, der risler,
Som Sneen, der fyger,
Som Bladet, der hvidsier:

IV
"Veninde, jeg hører
Din Stemme fraoven,
Hvor Stormene hyle
Om Bjerget og Skoven.

V
Aar har jeg nu blundet,
Nætter og Dage;
Af min unge Skabning
Er kun en Beenrad tilbage.



VI
Ei til Graad har jeg Ørne,
Ei Mund til at smile,
Men jeg føler hernede
Den dybeste Hvile.

VII
En Stilhed, som Ingen
Deroppe erfarer,
En Ro, som Ingen
I Livet forklarer.

VIII
Gak hjem til din Celle,
Gak hjem til dit Huus;
Der høres ei meget
Til Suus og til Bruus.

IX
Tag Tenen i Haand
Baade Natten og Dagen,
Og spind til din Kiste
Det sølvhvide Lagen.

X
De fire smaa Planker
Om Liget saa koldt,
De kunne ei pyntes
For dyrt og for stolt.

XI
De Roser, du har
I dit Vindue, hent,
 Og plant dem paa Graven
Den har det fortjent!"

XII
Hun hørte ei mere,
Saa gjerne hun vilde,
Hun sank i en Drive,
Dødfrossen og stille.



DEN HAR DU TABT, DEN KJÆDE

I
Den har du tabt, den Kjæde,
Den gyldne, smidiglange,
Der om din Hals sig snoede
Syvgange som en Slange?

II
Den har du tabt, den Kjæde,
Jeg kasted dig om Barmen,
Da førstegang, beseiret,
Du sank mig stum i Armen?

III
Den har du tabt, som skulde
Det faste Vidne være,
Betyde Evigheden
Og skjænke Troskabslære?

IV
Det Varsel er ei ilde!
Et Tegn, at man bør ændse
Det nøgne Virkelige -
Symbolet har sin Grændse

V
Ei meer den gyldne Bøile
Udhamret let af Ærtset
Skal sig om Halsen slynge -
Det har den selv forskjærtset



VI
Troløs er den mig vorden
De travle Dverges Lænke -
Nu maa jeg paa en anden -
Tak, gode Guder! - tænke!

VII
Af mine Anne sluttet
Det nye Halsbaand bringes
I hvilket - tidligt, silde -
Din hele Skjønhed tvinges -

VIII
Det Halsbaand vil dig følge
Det veed jeg, til det Sidste -
Det kan du lukke, aabne -
Det kan du aldrig miste.



TIL O. BANG.

I
Mellem Lolliker tilhuse,
Ubekjendt, en frygtsom Mø,
Var i mange Aar min Muse
Paa den fugtigkolde Ø.

II
I mit Kammer sluttet inde
Randt for hende Tiden hen -
Knap hun havde en Veninde,
Endnu mindre nogen Ven.

III
See, da blev hun utaalmodig,
Saae i Speilet sig: hvordan?
Ak, din Synd mod niig er blodig,
Utaknemmelige Mand!

IV
Er ei disse Lokker lange?
Denne Kløft i Hagen smuk?
Ikke mere som en Fange
Vil jeg høre dine Suk.

V
Jeg vil ud; det er paa Tiden -
Aabn mig Døren! - og hun gik
Som bekjendt, ei længe siden
Er det, hun sin Frihed fik.



VI
Hvo beskriver nu min Spænding,
Mine Tvivl: hvordan det gaaer?
Hvad man siger? hvilken Vending
Hendes Flugt i Verden faaer?

VII
Sneen taarned sig paa Marken,
Modløs jeg i Hjemmet sad,
Noa Hig, beklemt i Arken,
Da der bragtes mig et Blad -

VIII
Trøsteligt som Oliebladet -
Venlig Hilsen var deri;
Skriften saae jeg, perleradet,
Fuld af Riim og Poesie.

IX
Fra hvem anden kan vel disse
Linier komme, end fra ham?
See i Krogen! - Ja, tilvisse!
Det bekjendte Monogram!

X
Ham, jeg elsker! ham, jeg ærer!
Hvem Apollo, dobbelt god,
Gav mig til en dobbelt Lærer -
O, det styrkede mit Mod!

XI
Han, hvis faderlige Venskab
Jeg alt nød som Ungersvend,
 Har med Musen gjort Bekjendtskab,
Og er ogsaa hendes Ven!

XII
Af sin egen Muse drevet,
I sin egen, muntre Stiil,
Har han letbegeistret skrevet,
Flyvende, med Hast og lil -

XIII
Linier, saa yndigt vundne
Som den Krølle, Venus slaaer
Om sin Finger, og dog bundne
Som Apollos Pandehaar.

XIV
Lunefulde, alvorsfulde,
Lægende, af bedsle Slags,
Men især saa vennehulde -
Derfor maa jeg svare strax.

XV
Svare som mil Hjerte byder,
Takke som jeg bedst formaaer,
Ih vor svagt det ogsaa lyder
Og hvor daarligt end det gaaer.

XVI
- Medens Bonde-Slæden tumler
Ilenad Veiens glalle Spor,
Paa en Sygcreise, mumler
Jeg i Skjæget disse Ord: -



XVII
Alle skjønne Glæder samle
Sig om ham, der i mit Bryst
Vennehuld betvang de gamle
Tvivl og skabte uvant Lyst!

XVIII
Muserne, i Chor tilsammen.
Eros, ak, den sjeldne Gjæst,
Være hos ham, tænde Flammen
Til en evig Ungdomsfest!

XIX
Lad kun Sygeskaren ringe!
Lad kun Klagen sukkes frem!
Vise Raad vil Alle bringe,
Som fra Oldtids templet, hjem.

XX
Og naar tusind Krandse hænge,
Ofrede til Templets Gud,
Legende med Lyrens Strenge
Hvile Lægehaanden ud!



THORVALDSEN.
MORGENSTUNDEN.

Guldharnisket Septembersolen gryer -
See, hvor den med den sidste Skumring strider!
I Purpur hyllet Øresundet glider
Til Hovedstaden for de danske Byer.

Charlottenborg! hvordan? I Glands fornyer
Sig dine Fløie, dine mørke Sider -
Og Hallandsaas? hvor festlig sig udvider
Din Baldachin af Himmelblaat og Skyer!

Hvad Høitid holdes? - Ei Kartoven dundrer,
Ei Trommen hvirvler - Dybest Stilhed leirer
Sig rundt omkring - Jeg hører Musen svare:

Hvo støier vildt og frækt, naar man beundrer?
En Konstens Drot er draget ind; ham feirer
Den danske Morgen med sin Skjønhedsskare.
MUSEET.

Ofte har Armod rakt sin Skjærv, at fremme
Pragtbygninger - ei spurgtes om den vilde -
Den Bygning, vi vil bygge, er kun lille,
En Kube kun, et Skjønheds Honninggjemme.
 Ræk da en hjelpsom Haand Enhver herhjemme!
Giv eders Skjærv - og lad jer ei forvilde -
I Alle, som i Hjertet føler »stille
For Konstens ædle Sprog et dunkelt Nemme.

Det er ei blot til de studeerte Hjerner,
Eiheller blot til Mænd med Baand og Stjerner,
Skjønhedsgudinden kaster sine Blikke -

Almuens Barn, hvis Kræfter Ingen maalte,
Har hun af Sødmen, hendes Øie straalte,
Som oftest ladet allerdybest drikke.
OPFORDRING

Raab Hurra kun fra Øster og til Vester!
Bring Fakkeltog, drik Skaaler over Skaaler!
Benaad ham kun med Titler og med Straaler,
Og byd til Bords ham med e f; tusind Gjæster -

Indret de prægtigste af alle Fester,
Gjør Alt, hvad Kongen og hvad Folket taaler
Med Tankeblik den store Sværm han maaler:
Alt det er saare godt; dog Noget rester.

O kan du, danske Sommer, endnu funkle
Med nogle Nætter, varme, stjerne dunkle,
Med nogle Dage, blomsterfyldte, klare -
 Skjænk ham de deiligste, som Norden skabte!
Prøv at erstatte, hvad i Syd han tabte,
Og i det gamle Hjem ham at bevare!
BEVIDNELSE.

Tro ei, at det er Kjøbenhavn alene,
Der jubler til den store Konstners Ære;
Vel kunde Landets Børn ei alle være
Tilstede just med Sang og Flag og Grene,

Ved hin Velkomstens prætigskjønne Scene
Det Vidne tør dog Musen dristig bære:
At samme Følelser vi Alle nære,
Og lige hjerteligt det Alle mene.

Saavidt som Danmark grønnes under Lide,
Er ingen Sjæl, som ikke byder Gjæsten
Velkommen atter i det gamle Thule!

Ja, selv Philistren lægger taus tilside
Det Blad, der har beskrevet Folkefesten,
Og kan ei en Begeistringstaare skjule.
DET EGENTLIGE

Hvad var det Mærkeligste dog ved Sagen?
Hvad var det Frydeligste dog ved Klangen?


Det os mest Gribende ved Velkomstsangen,
Og det mest Straalende paa Høitidsdagen?

Det var - hvortil man snart igjen see Magen!
Det Ideales Seier over Trangen,
Det Ædles sikkre Høide over Rangen,
Og en Forstummelse af Hverdags-Klagen.

Det var ei nogen Jublen hen i Taaget,
Ei noget Skraal af sammenløbne Drenge,
Det Folkeraab, som lød og endnu lyder;

I>et var det Sande, som vil ud med Sproget,
Det ubevidste Skjønne, der, om længe,
Uændset holdt tilbage, dog tilsidst udbryder.


CRITIK

Hvad Publikum har fundet for et Hold
I hans Produkter er mig ubegribeligt;
Thi allevegne seer man i hans Digt:
En nøgen Philosoph og en paaklædt Apoll.

YNDIG ER OUREBYGAARD I SOMMERENS BLUSSENDE SKJØNHED

Yndig er Ourebygaard i Sommerens blussende Skjønhed
Med den glindsende Fjord, Marker og Skov ved sin Fod;
Fagert det hvide Slot sig hyller i kjølende Skygger
Som for Solen en Mø grønt i det flagrende Slør
Reisende komme at see de duftende Roser og Ranker
Gangenes ziirlige Bugt, Skjønheds og Roligheds Hjem
Alle beundre den Haand, der ordned den landlige Rigdom,
Og i Naturens Skjød sy sled med lykkelig Konst
Skibene seile forbi den skovrige Kyst, og med Stolthed
Vaier det danske Flag: her er der hjemligt og godt -
Alle, hvadenten de kom i glimrende Vogne, fulgt af en Støvsky
Eller paa vandrende Fod, støttet til Betlerens Stav -
Alle forlade dig, Ourebygaard, med Tak og med Glæde,
Ønskende Lykke og Held over dit gjæstfrie Tag -
 Men ved Vintertid, naar Solen kaster tungsindigt
Enkelte Blik - som nu - over den knagende lis,
Ingen Sommerfugl mere omflagrer de buskede Volde,
Skoven mangler sit Løv, Marken sit bølgende Ax -
Sug, hvad kalder idag den festlige Skare til Slottet?
Som var Naturen paany vaagnet til Blomstring og Liv?
Stille du smiler, og hvidsker i Øret den fremmede Spørger:
Viid, i mit Indre er, Sommer og Vinter, en Flor -
Ei blot, opklækket ved Ovnens Glød, af sydlige Væxter,
O, en langt sjeldnere Flor, fager og prægtig at see -
Men blandt hvad Yndigt og Bly du finder omhvælvet af Muren
Og af hvad Kraftigt og Stærkt Huset med Rette er stolt -
Festen gjelder idag kun een - men een fremfor alle -
Een, i hvis rene Sjæl, Blomstringen evig er ung
Borgens Frue, den ædle, hvis Sind er stille og ydmygt
Men i hvis skjulteste Vraa ikkun det Gode har Hjem
Er du en Ynder af Floras rige, afvexlende Grupper
Det som kan svare til dem finder du i hendes Sjæl
 Andagtens Evighedsblomst har der sin frodige Jordbund
Blidhedens stille Grønt qvæger det fremmede Blik
Troskabslilien groer og spreder i Skyggen sin Vellugt,
Venskabs rankende Blomst, Ømheds Rose, de blaa
Gavmildhedens undseelige Blomster - For- glemmigeiskarer Fylde hver lønlig Krog Øiet tør nærme sig til -
Men - alt formeget jeg talte - her hades den leflende Ordstrøm
Og selv Sandhedens Røst saarer, som Roes og som Bram.
Kom i den gjæstfri Sal! see Kredsens smilende Lykke
Og, har du glædet dit Syn, hæv da til Himlen din Bøn
At den vil skjærme og frede hvad den jo selv har opelsket
Og at den herlige Flor længe maa blomstre som nu -


MIN VEN - CHRISTIAN PETERSEN

Saxkjøbing 16de Jan. 1839.

Min Ven - Christian Petersen! -

Du kan tænke, hvorledes jeg over Dit Brev forleden - kom i Heden; - søgte blandt mine Sager heden og deden; - i alle Skuffer foroven og neden; - maalte i Længden og Bres den; - prøved at skille Klinten fra Hveden; - trak min Staalpen, og stak den atter i Skeden; - puslede Kammen; - pryglede Ammen; - beed af Madammen; - stirred i Kakkelovnsflammen; - slog Hænderne sammen; - og dog tilsidst, Forlangendet ei honoreerte, - men, som den belgiske Bank, falleerte. - Imidlertid menes, - naar Tid forlenes, - og Kræfterne enes, - at Vexelbefalingen - trods, som sædvanlig, Forhalingen, - ikke skal im- mer savne Betalingen. - Med Rette bliver Du skarlagenrød, - over dette tragikomiske Stød, - Din Vens Nød, - og ringe poetiske Levebrød. - Men, hvorfra i Hast skulde jeg hente - det man kunde fordre, skjøndt ikke vente, - det Fornuftigdydige, - Hørige og Lydige, - ikke Anmassende, - men høist Anpassende, - ikke kritiske - eller politiske, -  men Vanillesøde, - Ederduunbiøde, - Publikumsmeltende, - Bravoombeltende, - kort- sagt, Smagfuldtsmidige, - Konstigtusindsidige, - hvor jeg var vant til at finde det Stridige, - Utidige, - det Plumpe, - saavel med Hensyn til Mellemstykke som -, - hvor Hovedet var for stort, - Hjertet forgjort, - og det Hele ikke bedre end - -. - Ak, jeg elendige Frakker! - Upoetiske Poppegøie- og Pølsesnakker! - Mine Collegers alleruværdigste Makker! - Jeg beder, at Du paa min undseelige Muses Vegne, - og paa mine egne, - med al den Elegants, som nu er Moden, - og som Du kjender, haaber jeg, fra Roden - og Urteboden, - hilser i hendes comfortable Stue - den talentfulde Frue, - hvis Yndigheders Skue - mig altid var en sand, æsthetisk Be- spiisning, - en hellig Underviisning; - hvis Stemmes Klangfigurer - dybt i min Sjæl har trukket sine Furer; - samt, ikke mindre, - hendes Mand, djærv af Ydre som af Indre, - han, der af Digternes Klumper - og Stumper, - Huller - og Nuller - gjør, ei blot et Bulder, - men Helte med Ansigt og Skulder, - hvis Røst som en Torden ruller; - at Du dem begge, med tilbørlig Udfyldning, - fornøden Forgyldning, - og hvad dertil hører, bringer Din Vens Undskyldning, - at han, istedetfor Bidrag til Nydelsesforvoldningen, - Konstudfoldningen, - kortsagt Aftenunderholdningen den 20de Januar, - har, - hvormeget det end  Hjertet skar, - maattet give dette indholdsløse Svar.

Din EA.

P. S. Med næste Post, som fører Pakker,- om Hundreddalersedlerne og andre Ting jeg snakker.


KJØBENHAVNSKE MINDER.

I
O I grønne Bastioner,
Hvor den unge Martsviol
Stod ved Siden af Kanoner
I den friske Morgensol!

II
Marmorkirke, taus og eensom,
Ufuldført, musgroet og huul,
I hvis Helgennische Drengen,
Halv med Gysen, leged Skjul!

III
Hallandsaas, hvor jeg med Hurra,
Royalistisk nok, sprang om,
Naar, med mange røde Fakler,
Kongen fra Comedle kom!

IV
Gammelholm, hvor jeg Bekjendtskab
Gjorde med den Bølge top,
Paa hvis Ryg den danske Flaade
Ligger for at raadne op.

V
O I blanke Spiir og Taarne,
Hvor, hølt over Gadens Støi,
Alle mine Ungdomsdrømme
Med de hvide Duer fløi!



VI
Snevre, stelle Trappegange,
Med den danske Digtekonst
Under Taget, og forneden
Kjeiderhalsens Pøbeldunst!

VII
O I matbelyste Hjørner,
Hvor min uerfarne Sjæl
Mangen Skjønhed under Kysen
Kikked ved en Lygtepæl!

VIII
O du gamle Kongens Have!
Med din Buegang saa bred,
Hvor, som Herkules med Løven,
Konsten med Naturen stred!

IX
Rundetaarn, hvorfra jeg skued
Byens Tage, Rødt og Graat -
Hvor kun Himlen var det Store,
Og alt Andet var saa smaat

X
Pfenighausen, Pfenighausen!
Fra din Samling en Bandit
Koronato, brun og fidtet,
Gav min Sjæl romantisk Snit.

XI
O Charlottenborg med Salen
Gibsopfyldt og pittoresk!
 Din Laokoon mig hvidsked
Førstegang et Par Ord Græsk!

XII
O Theatrets lyse Runddeel
Med din Loge smal og heed!
Femaarsbarn sad jeg deroppe,
Kjeded mig, og - spytted ned.

XIII
Hospitalets sorte Gitter!
Ha, en Stank af Dyvelsdræk!
Laasen klirrer, Hængslet skriger,
Bærebøren kommer - væk!

XIV
Og dog kan jeg ei løsrives -
Lindetræ med Bænken lav!
Hvor min Fader i det Grønne
Døende mig Haanden gav!

XV
Janitscharmusik ved Vagten!
Ak, som denne Amme her
Tysser paa sin Glut med Ranglen,
Støied du for Folket der!

XVI
Høresalens sorte Tavle!
Circler, Vinkler, Kragetær,
Naar jeg stirred, blev til lutter
Englehoeder - et især!



XVII
Kaffehuse og Aviser,
Politik og Snuustobak,
Til Avisen nu som dengang
Hørte Kage, hørte Snak

XVIII
Nørrefælled, hvor du ryster!
Sælgekoner staae for Skud
Stort i Holger Danskes Briller
Tog sig Kongens Livcorps ud

XIX
Prægtig steg min hvide Drage
Høit mod Blæsten stod den fast
Gjødvad holder ikke bedre
Paa sit Blad, mod Vindens Kast

XX
Mig betager Hjertets Veemod
Spot og Spøg forslaae kun lidt
Gamle Minder, gamle Vunder
Springe op, og bløde tidt

XXI
Gjern du dette Blad, Veninde,
For Din Stambog blot bestemt
Ak i Kjøbenhavn har Alle,
Alle Venner snart mig glemt.



MIT BREV JEG SENDER

Mit Brev jeg sender - til en Herrens Tjener, - en af de bedste, jeg kjender, - den kjæreste blandt niine Venner. - Jeg vilde blive - til Alting rigtig kom ilive, - og ventede med Vilie - til den hvide Pindselilie, - Hyacintherne og Violerne - kom i Kjolerne, - til Vinterstøvet var blæst af Bogreolerne, - til mit Inderste var udluftet - og gjennemduftet, - til mit Øre var vakt af sin Dvale - ved Frøernes Tale, - og ved Slaget af Nattergale. - Nu iler min Muse, - medens Kilderne suse, - til de Værslevske Bakker og Gjæstehuse; - hun flyver i Eders Midte, - og kan i Hast ikke hitte - Ord, smukke nok til Din kjære Thrine, - Hanne, Emilie og Nicoline, - til samtlige Sønnerne, til Faster, kortsagt, til Dig og Dine; - Ingen er glemt, selv ikke de mindre, - hvis Navne jeg ei kan erindre; - hun bringer, med venlig Stemme, - Hilsen fra os alle herhjem- me; - (at det ogsaa er Dit Hjem, kan du ei glemme) - fra vore grønne Strande, - Indsøer og Vande, - fra Høiene og Kampestenene, - fra Skovene og Blomstergrenene, - fra Kirkemuren - og Agerfuren, - fra Rosen- og Hvidtjørnene, - fra alle Børnene, - og hvad jeg neppe behøver at melde, - fra Din gamle Doctor og hans Ægtefælle. - Du trækker Musen til en Side, - og gad nok vide, -  hvordan vi leve og Ilde - Nuvel! hun sukker - et enkelt Suk, som naar en Rørdrum klukker, - hun sænker Brynet, - Munden bliver lidt tvær og trynet; - Du bekymres ved Synet; - dog hurtig glatter sig Ansigtet blidere, - hun taler videre: - Din Doctor lever som an- dre Beenvridere - og Steensnidere, - Pulsfølere - og Receptsølere; - han har endnu Haar paa Toppen, - Kjole paa Kroppen, - men, som af en Flaske, der mangler Proppen, - er Geisten, den oplivende, - i Næsen og Hjertet rivende, - den digtende og skrivende, -- fremadilende og drivende, - henrunden - og forsvunden, - saa neppe Lugten spores paa Bunden, - og der er vel intet tabt derved i Grunden, - Hans Kone veed du, formerer, -> sig aarlig som en Svibel, skjøndt hun dog endnu saa taalelig florerer, - med Skuldre hvide og runde - med Tænder, som ere friske og sunde - med en naturlig Krøllesætning - med Nakkehaarets lange Fletning - med Kjo- lens Nedringelse - Barmens Optvingelse - og, hvis du det for noget regner, - med de bekjendte Sommerfregner. - Den ældste Søn Carolus - sluger daglig en Underviisningsbolus, - for ei at sige Pille, - og 12 Tvebakker spiser Clara, den mindste Lille. - Emma har flere Dyder, - end egentlige Lyder, - og broderede til Bedste for de Vandlidte Jyder. - Marie (Tilgivelse, - det Stof er for mat til Beskrivelse!) - Lad dig nøie med Antydelse -at hun og Thekla og Alfen ere mere Husets  Forhaabning, end Prydelse, - leve uden Fortrydelse, - anseende Livet endnu som en Nydelse. - Doctorens Bolig er mindre vederstyggelig, - men for mig ei synderligen hyggelig; - Prosaisk er alt vort Eiende. - Ukrudtet, som ifjor, i Haugen det overveiende. - Men Doctoren selv? raaber du, mere om ham! - Han er min Blussel, hvisker Musen, min Skam! - Kalvesteg slugende, -- over Aviserne ru- vo gende - Sophapuderne knugende - lad den Streng fare! - Jeg vil helst Beretningen spare, - Dog - idag var en Undtagelse, Kjære, - han var som han burde være - i hans Hjerte var en Vederqvægelse - en sød og sværmerisk Bevægelse, - han skrabede Musset af Kirsebærtræerne; - for at see Aaens Bugter reiste han sig paa Tæerne, - han strøg sig Haaret fra Panden - han gav alle Sorgerne Fanden, - greb Pennen - og skrev til Værslev til Ven- nen. - Send ham nu snart en Foraarsepistel, et Hyrdebrev, en Formaning og Paamindelse, - bring ham til Besindelse, - til sine Synders Erk j endelse, - til Omvendelse - og jeg velsigner Dine Ord og Din venlige Sendelse.


SANG
* *

I
"To grønne Øer sig mod Syden runde
- Smaragder i min Krones gamle Ring -
Selv gad jeg bo ved deres blanke Sunde,
I deres Egeskove holde Thing;
Fredsælle Mænd den fede Jordbund pløie,
Og til det Gode let de styres kan -"
Saa talte Kongen - speided med sit Øie -
Og sendte Jessen som Befalingsmand.

II
Og nu er fem og tyve Aar henrundne -
I Fred og Rolighed de vel forsvandt;
Men uden Liv og Kraft er de ei svundne,
Den indre Virksomhed sin Næring fandt.
I Markens Ax er kommet mere Grøde,
Og Skov og Eng nu mere frodig gro;
Hvormangen gylden Plet, som før laae øde!
I Dyndets Sted sig høiner Vei og Bro.

III
Ja, hvor vi glædes ved det Ny og Bedre,
Smaat eller Stort - hvo nægter, Jessens Aand,
Den Høitbetroedes, hvis Fest vi hædre,
Har styret og har ledet Flidens Haand?
 Som Yngling vant til Krigerdont og Vaaben,
Var, hvor det gjaldt, han hurtig paa sit Sted;
Til Ret og Skjæl stod Veien Alle aaben,
Og Billigheden fik sin Stemme med.

IV
Sit Kald han røgtede til Gavn for Landet,
Sin Konge tro, med Mildhed og med Kløgt;
Utrættelig og brav - hvo siger andet? -
Og altid funden, naar hans Hjelp blev søgt
Han værnede om Fred og Livets Goder
For hver en Stilling og for hver en Stand;
Den rige Jorddrot var hans Ven og Broder,
Men intet mindre var hver Arbeidsmand.

V
Og derfor flager Skibet til hans Ære,
Og høit om Øen tordne Hædersskud,
Og derfor Landets Mænd forsamlet ere
I Høitidslag at tomme Bægret ud -
Tak, Jessen, for din Virken og din Stræben!
Tak for de fem og tyve Aar, som svandt!
Vor Skjønsomhed er ikke blot paa Læben,
Men i hvert ærligt Hjerte, som du vandt!



KOM, GUDSENGEL, STILLE DØD

I
Kom, Gudsengel, stille Død,
Læg mig hen til Ro og Hvile
Læg mig i min Moders Skjød
Under Mos og Taarepile

II
Jeg er træt af Dagens Blaa,
Træt af Nattens Stjernetaage -
Tornekrandsen har jeg paa -
O jeg kan ei længer vaage -

III
Jeg har grubiet mig saa sløv
Paa den svære Livets Gaade
Jeg er bleven ør og døv
Og kan intet mere raade

IV
Hjertet, som saa ungt og fast
Banked i sin Smerte
Med sin sidste Lykke brast
Koldt er nu mit Hjerte

V
Tag det bort, min mørke Ven!
Lad det Urnen fylde
Gravens Vugge - red mig den
Blødt du mig indhylle!



VI
Lad mig aande Gravens Duft!
See kun - Bægret har jeg drukket,
O for sidstegang lidt Luft!
Kun et Drag til Afskedssukket!



TIL KRITIKERNE -

Om Aanden skulde flagre noget vildt
I Digtekunstens muntre Tivoli,
Forskaan os for et simpelt Politi
Med Spanskrørs-Stok og Messing-Skilt.

Hold jer til det, som er og bliver slet,
Til det, der ei betyder noget Stort,
Til det, I selv bedst kunde have gjort,
Det kan I ordne, deri har I Ret

Men snak ei vidt og bredt i Gudens Lund
Om hvad i Konsten ei bør kaldes godt,
Thi vidste I, hvad der er vigtigt blot,
Saa vilde I beskedent holde Mund.

Er Musen eder ikke kjær - af sted!
Hun døer af Latter over eders Dom
At hun skal være knipsk og snerpet som
Den lille Tøs I gik til Præsten med!

Det Støv, som falder, hvor Apollo stred,
Det hører ei til det gemene Dynd!
I feier væk - - thi Poesiens Synd -
Om den veed ikkun Guderne Besked.


PATRIOTISK ELEGIE

I
Der var en Tid mit Fødeland
Var rigt paa Ros og Hæder -
Nu er det Tid, da hver en Mand
Fast af Forsagthed græder.

II
I fremmed Skib helst gaaer ombord
Vor Søn, naar han vil fare,
Og hjelper sig med fremmed Ord
Og vogter fremmed Vahre.

III
Skjøndt Marken som i fordums Tid
Sin gode Frugt har baaret
Er Lønnen ringe for vort Slid
Vort Brød er karrigt skaaret.

IV
Hver knap Erhverv, hver Draabe Sved,
Maa regnes ud og spares
Til Afbetaling paa - Gudveed
Hvormegen Gjæld der klares.

V
Udvortes Fred kun baader lidt,
Naar svundet er den indre;
Nu kræver Folket dristigt Sit,
Sit Drotten ikke mindre.



VI
Og begge trættes, kives, slaaes -
Kun rigtignok med Munden -
Til Alt, hvad giver Hold, gaaer los,
Og Fanden taer ved Hunden.

VII
Hvad reiser os det sjunkne Mod?
Hvor strækkes Frelserarmen?
Dig, Norge, med det frie Blod,
Dig slap vi selv fra Barmen.

VIII
I Sverrig fandt du, veed jeg vel,
En Broder værd at agte,
Men aldrig dog det svenske Fjeld
Dig saadan Hilsen bragte -

IX
Saa velbekjendt i hver din Havn,
Som fra den danske Bølge
Med Rugen i skumhvide Favn
Og Solskin i sit Følge.

X
Dig Frihedshjelmen klæder smukt!
Jeg seer om dine Skuldre
De store Fyrreskoves Bugt
Og hører Fossen buldre -

XI
Du passer nu din egen Dont,
Dig skal de ikke rokke;
 Du færdes frit, som du er vant,
Blandt dine Klippeblokke.

XII
Du krummer ei din stærke Ryg
For udenlandske Herrer;
Du leer, bag Frihedsskjoldet tryg,
Om ogsaa Avind snerrer.

XIII
Du ændser ikke Danmark meer,
Der synker hen, som Vraget,
Hvis Top man over Dybet seer
Og kjender kun paa - Flaget.

XIV
Vi see os om saa ynkelig
I Øster og i Vester,
Om Ingen er saa naadelig,
Han Foden paa os fæster.

XV
Vi har nedbrudt vor egen Aand
Vi har vort Gods forødet
Vi vilde kysse selv den Haand,
Der gav os Naadestødet.



FORSKJØNNELSEN.

I
Der var mere i mit Hjerte
End sædvanlig, kan jeg tro;
Ikke een blot var derinde -
Destoværre - der var to.

II
Der var altsaa egenligen
Blot lidt mere end der bør -
Som en Furie den Skjønne
Mødte mig og raabte: "Hør!

III
Med din Stok skrev du i Sandet
See kun efter - Vil du see?
Endnu staaer det der i Gruset,
Dette krumme, dumme C!

IV
Dette Bogstav, som jeg hader!
Navnet paa en Bagatell!
Paa en spinkel Dukkeskabning
Sammensat af Puf og Spjæld!

V
I hvis Hoved alle Tanker
Ere, som min tomme Handske,
Parfumeerte, glatte, lækkre,
Uden Indhold - dertil franske.



VI
Qg for denne Silkedronning
Skal jeg offres, skal jeg døe -
Ha, jeg styrter mig i Floden -
Tag mit Kys og mit Adieu!" -

VII
Q, hvor Vreden dog forskjønner!
Hendes Ansigt var som Snee,
Hvorpaa Ildebrandens Gjenskin
Er i Nattens Mulm at see.



PROLOG
til en dramatisk Forestilling til Bedste for de vandlidte Jyder.

Vort Hjem er paa den lave Ø,
Ombeltet høit af Sund og Sø;
Vi bygge nær ved Havets Rand,
Hvor, i den fredelige Strand,
Sig speiler Bonden med sin Plov
Og Mark og Enge, Lund og Skov.
Vi glædes ved det skjønne Blaa,
Hvor Skibene i Bølgen gaae;
Vi fiske langs den grønne Kyst,
Og drage Voddet op med Lyst;
Vi elske Havet, hvor saa frit
Sig Blikket strækker milevidt,
Vi prise, som en Skjald har sagt,
De Danskes Vei til Roes og Magt; -
Om ogsaa høres Dybets Brum,
Og Stranden reiser sig med Skum,
Om Nattestorme buldre hen -
Uveiret, veed vi, tager af igjen;
Vi hilse Morgensolen froe,
Vi lægge os saa trygt til Ro -
Men tænk! - om Havet - mod sin Agt -
Drevet af fjerne Strømmes Magt
Og af Orkanens Svøbeslag,
Af Driviis fuldt og knuste Vrag,
Brød ind - brød over os - og brat
Ombrused os med Dødens Nat,
 Opstødte Gulvet I vort Kammer,
Udslukked Arnens gjæstfrie Flammer,
Tilintetgjorde Markens Grøde,
Og lagde Gaard og Huns og Alting øde -
Ak! at vi aldrig Sligt opleve! -
Men vore Brødre, veed vi, bleve
Nys Offre for det vilde Vand,
Der brød med Rædsel over Jyllands Strand.
Huusvilde, hjelpeløse, uden Eie,
Maa de nu vandre Armods tunge Veie,
Paa deres ødelagte Marker fryse, -
Og for en mørk, forstyrret Fremtid gyse; -
Et Haab, et eneste, er kun tilbage:
At man vil ynkes over deres Nød og Klage.
Tak derfor, Alle I, som her
Fra Lollands Egne, fjern og nær,
Med villig Haand, af knap Erhverv,
Har bragt medlidende sin Skjærv,
Har følt, at i den store Nød
En Landsmand deler rask sit Brød,
Og giver hen, hvad han formaaer,
At lindre sine Brødres Kaar. -
Og tak især, I ædle Danneqviiider,
Som følte, at hvor Taaren rinder,
Der maa den fine, bløde Haand erindre
Sin gamle Skik, at læge og at lindre,
Der maa den ei i Skjødet hvile,
Men fuld af Virksomhed og Ømhed ile,
- Som dobbelt yndig, dobbelt stærk -
At øve Gavmildhedens Værk.
Tiltakketag da ogsaa med et Spil,
En Leg, hvormed vi gjerne bidrog til,
 At Gaven, der saa villigen blev bragt,
Og paa Veldædighedens Alter lagt,
Foruden Hjertets Indre Løn,
Der er saa stor, saa himmelsk og saa skjøn,
Kan bringe Eder alle - ak! - tilgiv!
Et ubetydeligt, et ringe Aften-Tidsfordriv.


PAA EN DAG, DER ER BESTEMT TIL LYKØNSKNINGER OG FORÆRINGER

Paa en Dag, der er bestemt til Lykønskninger og Foræringer - til Kjærligheds og Hengivenheds følsomme Erklæringer - og skulde være fri for alle kolde Besværinger - for alle Livets destoværre bittre Belæringer - var det Bestemmelsen for dette Blad - naar man skildte det ad - at det skulde indeholde noget, jeg veed nok hvad - noget moderne æsthetisk - og dog gammeldags ethisk - noget tiltræk- kende magnetisk - egentlig poetisk - og om det var muligt virkelig prophetisk - noget, man ikke kunde læse uden at smile - noget, der ikke traf, som en Tordenkile - men hvori dog hørtes Klang af Apollos Pile - noget, der ikke mindede om kritiske File - men om varme Sommerbølger, der ile - og i en yndig Natur indbyde til Hvile. - Det skulde forsvare sin Plads - ved Siden af en Krands og et Blomsterglas - det skulde være tilpas - mellem de udsøgteste Sager - i et SkjønhedsLager - uden at være anstrængende - paatrængende - eller overhængende - skulde det harmonere - for ikke at sige concurrere - med hvad de fineste Hænder brodere - med hvad taknemlige Hjerter - ved Nattens een-somme Kjerter - have udgrundet - og udfundet - omdisputeret - og udspeculeret -  men hvad neppe Nogen før i Dag har udspioneret - det skulde, for at sige det Høieste - og angive Alt paa det Nøieste - paa en af Aarets faureste Feste - passe for den Bedste - det skulde, skjøndt gjennem en Pen, der hører til de strideste, - ikke uskyldighvideste, - tale til den Blideste, - det skulde, skjøndt kommen fra en af de Uregjerligste og Vildeste - ikke saare den Beskedneste og Stilleste - det skulde ønske Held og Lykke - over den, der fortjener alle Glæders Smykke - det skulde vise hen i Tiden - og pege paa Alt ved Siden, - der i skjønne Omflettelser - er fuldt af rige Forjettelser; - det skulde være Billedet af alle Gavers Rundhed - det skulde love Karskhed og Sundhed - det skulde være den sande Veltalenheds Eftertragtelse, - og ud- trykke Følelser af Hengivenhed og Høiagtelse. - Det var Fornemmelsen - af hvad det skulde og burde, det var Bestemmelsen - Maalet, som sattes - tilgiv, Fuldførelsen fattes.


BLIV VED, BLIV VED, MED KLOKKERNE AT KIME

Bliv ved, bliv ved, med Klokkerne at kime!
Synk, arme Folk, hen i din Afmagts Lænke!
Selv i en Liigfærds stille Alvorstime
Vil man, at du skal gloe, og ikke tænke.

JEG VAR ET BARN - MIT BLOD SAA SAGTE LØB

Jeg var et Barn -- mit Blod saa sagte løb,
Kun ringe var min Sorg og knap min Glæde,
Jeg var som Blomsterknuppen i sit Svøb,
Du aanded Ild og Flammer i den Spæde.
Da løb mit Blod med mere salig Fart -
Du lærte mig en høi, vellystig Glæde -
Det er for tidligt - o - det er for snart,
At du vil ogsaa lære mig at græde. -


JEG FØLER VENSKAB FOR DET GAMLE

Jeg føler Venskab for det Gamle,
Men elske maa jeg dog det Nye -
For det er dog det Allerældste,
Det Reentforglemte og det Længstforsvundne,
[Det Dybestsavnede, det] - Atterfundne.


TIL FRØKEN CHRISTINE ROSENØRN-LEHN
*

Spaniens Land gjenlyder ei længer af tonende Sange,
Proclamationernes Hær fylder den travle Avis;
Dampmaskinerne brumme, hvor Ossian greb i sin Harpe,
Kulstof sværter den Sky, Aanderne leired sig paa;
Troubadouren er tabt, med Kjærlighedshoffet, i Frankrig,
Snigmordshelten i Kreds kaster sit Lod - og er stum.
Hvor den italiske Mø i Maaneskin sang Barcarolen,
Raaber en tydsk Soldat tordnende sit: Wer da?
Selv den persiske Muse standsed i sin Fortælling,
For at studere med Skræk Russernes Diplomatie;
Og den arabiske Skjald, der drømmende drog paa Kamelen,
Famler efter sit Sværd, bander det engelske Krudt.
Hurtigpressen erstatter nu Nattergallyden i Schwaben,
Og af politiske Vers bugner hver tydsk Almanak,
Selv i Danmark, hvor sjelden lød den apolliske Lyre,
Og hvor det duftende Hø sparsomt begeistrer til Sang,
 Hørtes I Aarets Løb kun hulkende Sørgecantater,
Pressens pressede Ord var kun om Presse og Tryk.
Hvor tør Poeten, naar ei han vil ynkes og haanes,
Under saa mislige Kaar, føre sit sværmerske Sprog?
Skattebevilling og Constitution er ei blandt hans Strenge,
Og de eneste dog, Mængden vil, han skal slaae.
Kun i den huuslige Kreds, hvor Skjønhed groer som Violen,
Nysudsprungen og bly - men med forfriskende Duft -;
Kun i det stille Hjem, hvor Uskylds yndige Gratie
Fostrer med venlig Haand Cyprias kurrende Fugl; -
Kun til det eensomine Øre, det barnligt lyttende Hjerte,
Tør han, en Høitidsdag, hvidske sin sagteste Klang.
Modtag da, i Din Sal, hvor Freden og Lykken har hjemme,
Fagre Veninde, mit Digts stille, lykønskende Ord!


CRITIK

Jeg har seet den store Digter
Som du priste mig - den unge,
I hvis Mund, hvad Folket føler,
Lægges paa en sleben Tunge.

Jeg har hørt hans Stroplier klinge
Fuld af Tact og efter Noder
Medens paa et: See til Høire!
Dreied sig et tusind Hoeder

Jeg har seet hans Fingre spille
Paa den diamantne Daase
Øret spidst, for at fornemme
Hvad bevaagne Læber vaase

Han har sagt mig smukke Sager
Og til Gjengjeld har jeg givet
Hani et Blik, saa kort, saa kjøligt,
Som han selv er fiin og stivet.

Jeg har speidet efter Aanden
I din Helts moderne Maske,
Men jeg finder den langt bedre
I en simpel Hodvandsflaske.


DEN 1STE JANUAR 1841.

Nymaanen skinner over Spens Flade,
Og Sneen glimrer i den krumme Gade.
Jeg og min Muse har af Drømmens Blomster
Oprettet os vor lille Barricade;
Ved Sengen sad hun hele Vinternatten,
Og var min Trøst - en dansk Scheherazade.
Ved første Morgengry hun tændte Lampen
Og lagde mig paa Bordet hvide Blade.
"Husk Dagens skjønne Fest! - hun hvidsked til mig,-
Og lad nu perle smukt dit Digts Cascade!
Viis, Du kan styre Pegasus i Flugten,
Og vov et Ridt, min tro Asklepiade!
Det hele Indhold maa Du kunne gjette
Af mine Øines smægtende Lançade;
Ei nogen Skildring ud af Hverdagslivet,
Ei heller en barok Bambocciade;
Og allermindst af Alting skal det være
En pyntet, allegorisk Maskerade;
Men vi vil synge lidt i muntre Toner,
Og som i unge Dage være glade,
Idet vi bringe Damen, som vi hylde,
Ved hendes Slots Balcon en Serenade.
Ourebygaard skal høre mine Rylhmer;
Tag Pen i Haand, og slip din Chocolade!
Jeg er lidt stolt, naar Husets Herskab finder,
At dine Vers er ikke altfor fade;
 Jeg gider nok imellemstunder gjøre
I al Undseelighed en Slags Parade
For Sønnerne og for den faure Datter,
Saavelsom for Mamsellen og Hr. Schade.
Tag Blomstervasen frem! held paa Papiret
Din hele Helligdom af Rosenblade!
Du kan ei finde noget Smukt og Ziirligt,
Og ingen lyrisk Følelses-Tirade,
Som ikke passer træffende paa hende,
Hvis Fest vi feire med en Sangroulade!"

Det var de sidste Ord, som Musen talte. -
En Vogn kom dundrende paa Byens Gade! -
De brune Heste dampede paa Ryggen,
Og var istand til simpel Gallopade,
Men deres Hov slog ingen Hippokrene! -
De rev mig ud af Musens Embrassade.
Og Kjøresvenden var ei græsk af Aasyn,
Men med den gamle lollandske Facade.
Han saae med Rolighed, hvordan jeg putted'
Ho'det i Reisehuens Retirade,
Og at jeg stak i Lommens mørke Afgrund
De næsten ubeskrevne blege Blade;
Han kjørte mig til Kailøs dunkle Hytter,
Og til en dagligdags Jeremiade. -
Modtag da ved en Fest, som vel fortjente
Den bedste Hymne af min Sang-Cicade,
Modtag, hvad jeg paa denne Tid kan bringe,
Med alle gode Ønskers Ambassade:
Paa Aarets første Dag, med Skaansel, Frue!
En fattig Digters ufuldførte Klade!


ER DU EN CHRISTEN? -SPURGTE DU MIG NYLIG

I
Er Du en Christen? - spurgte du mig nylig -
Hvadeller en fortvivlet Hedning?
Snart til at troe det ene, snart det andet,
Gav mine Ord dig, Glut, Anledning.

II
Jeg tilstaaer dig, at det er længe siden,
Jeg tænkte paa en Sag, saa vigtig,
Og det er vanskeligt paa Øjeblikket
At fatte Distinctionen rigtig

III
Dog eet: paa mine mange Synder troer jeg,
Og paa en Himmel - fast i Blinde!
Men jeg er sandselig, og kan min Lykke
Ei i Protestantismen finde.

IV
Det Hellige maa mine Hænder røre,
Maa med det Jordiske sig blande,
Maa sig forvandle, under mine Bønner,
Til Guddomslegemet, det sande.

V
Saa kan jeg inderligen Een tilbede,
Som jeg har hos mig, i min Nærhed,
Hvis Hjerte banker som mit eget Hjerte,
Og som er fri for himmelsk Særhed.



VI
Ja det er klart, jeg har den sande, rette
Fuldendte Tro, som skaffer Naade,
Som tvende saliggjør - som her i Verden
Kan kaldes den catholske, paa en Maade.

VII
Det er min Tro; den har mig opretholdt
I mangen natlig Tvivlens Time,
Naar jeg omkring dit Landsted, Glut, spadseerte
Og turde ei paa Porten kime.



DERES NAADE FRU KAMMERHERREINDE, BARONESSE ROSENØRN-LEHN
*

SONETTO.
Italiens Sanger slaaer som Nattergalen,
Henrevet af de musikalske Strømme,
Der bruse i Bellinis Tonedrømme,
Og Mængden lytter, aandeløs, i Salen.

Morgenbelysningen i Schweitzerdalen,
Naar Alpetinderne i Purpur svømme,
Begeistrer Maleren; Konstvenner dømme,
Og Publikum forbauses ved hans Malen.

Hvor store Kræfter sig til Maalet skynde
- Det Høies Standpunkt og det Ideales -
Kan Thorvaldsen sit Marniorværk begynde

Men, for at Digtets fine Blad kan males,
Behøves kun et Træk af Sjælens Ynde
Og af den Dyd, hvorom kun sjelden tales.


HØIVELBAARNE HR. GREVE

Høivelbaarne Hr. Greve, - som jeg ønsker maa længe leve - og sende mig mange halv danske og halv latinske Breve - For Deres Ærede sidste - bevidste - af 28de forrige Maaned - da Ballet gik, som hverken De eller jeg bivaaned - er jeg megen Forbindtlighed skyldig - og har gyldig - Grund til at takke. Hele Indholdet behagede - saavel det ungdommelig danske som det romersk bedagede - og der var Intet, hvorover jeg med Grund mig beklagede. - Dog skulde jeg sige min Dom - om - til hvilken af Parterne - Afsnittene eller Arterne - den latinske eller den danske - jeg vilde kaste min kritiske Handske - og hvem jeg ved Bedømmelsen - vilde give Berømmelsen - saa foretrækker jeg intetmindre end Slavisk -- det Skandinavisk-Hjemmegjorte - om ogsaa faldende lidt i det Grove og Sorte - det er saa naturligt flydende - saa Jydsk lydende 20- saa galdeudgydende - Hjernen saa lidet brydende - kortsagt, Deres latinske Sætninger er som skytiske Pile - men de danske Ord er en Tordenkile, - der, hvor den dratter - vækker umaadelig Latter. - Jeg glemmer ikke det Genrebillede - De fremstillede - af Dem selv, Høivelbaarne - i et af Borgens afsides Taarnc - indviet til Musen - og Tankerusen - der sidder han - Balforagteren - vis a vis med  Forpagteren - foran sig Skakbrikkerne - langtfra Tryglerne, Overfaængerne, Tiggerne - og Spytslikkerne - Piben tændt - Tanken spændt - O det er excellent: - Var jeg en Maler, som Deres Svoger in spe - saa skulde De see - Deres Profil, - i ridderlig Stiil - cog- nakstraalende - med philosophisk Foragt Verden niaalende - og dog inden Døre saameget taalende - Men jeg er ingen Maler - jeg er kun en god Betaler - hvadenten det gjælder Smaasummer - for et Hønummer - eller Gjensvar til en Correspondent der brummer.


TIL FRØKEN WARENKA ROSENKRANTZ.
*

Din Vugge gik ved Brum af Nordhavsrøsten,
Paa Fjordens Bred, til Takt af Bølgeslaget,
Hvor over gule Bakker, ud mod Vraget,
Klitrosen kryber for at pynte Kysten.

Ved Øresundets blanke Bugt mod Østen,
Hvor sig i Dybet speiler Kongeflaget,
Af Konst og Ynde blev din Aand opdraget.
I Viddets Kube, nem og lærelysten.

Du gjæsted Lund og Sø og Høienlofte -
Men da du kom til Lollands Bøgeskove,
Hvor Fuglene i Rosenhækker sove:

Der satte Anior Buret i det Grønne;
Der blev Dit Hjem - og Du skal der forskjønne
Som Brud og Viv det skjønne Engestofte.


FLUGT.

Jeg har seet den store Verden!
Sagde jeg "den store"? Himmel!
Jeg har seet den lille Verden,
Verdens allermindste Strimmel!

Hvor det Rige er det Store,
Hvor det Visne er det Grønne,
Hvor det Fine er det Gode,
Det Moderne kun det Skjønne.

Intet aabent - Alting lukket,
Intet opreist - Alting bukket,
Intet villigt - Alting trukket,
Intet Heelt, men Alting plukket!

Hvilken Tomhed hvilken Dødhed
I de brede Marmorsale.
Hvilken Mathed hvilken Flauhed
I den stive Søndagstale.

Lad mig ftygte til dit Hjerte,
Ven! og der mit Hoved skjule!
Som en Eneboer flygter
Til sin Ørkens vilde Hule.


TRØST

Beilere paa alle Kanter!
Strakte Hænder! Blik, som bede!
Blomsterurner, kjælne Breve -
Hvilket farligt Vilderede!

O hvormange Hensynsfagter,
O hvormegen Anstandslede,
Naar de ømme Suk og Bønner
Blive altfor frie og hede!

Og hvo vilde vel mig negte,
At det er en svær Bestilling
Treffe Valget paa en saadan
Herre-Industri-Udstilling

Tapperhed med Sværd ved Siden
Digtekonsten med sin Lire,
Lærdom med en vigtig Mine
Sværme Ven om din Zemire.

Men vær rolig! Ingen Fare
Har det med de friske Fyre
Har det selv med en Adonis -
Thi hun elsker sit Uhyre.


IDET JEG FØLER DET SOM EN INDRE PLIGT

Idet jeg føler det som en indre Pligt - at skrive Noget, der kunde ligne et Afskeds-Elegie et Digt - eller sligt - paa disse Blade - nu, da Hr. Schade - agter at forlade - Oure- bygaard, og flytte - til en Hytte - i Nebbelunde -- ønskede jeg blot at kunne - nogenlunde - finde Udtrykket - for idetmindste Brudstykket - af en Sympathie - der er den absolute Modsætning af Ironi. - Jeg vil efter Evne - i j evne - Ord, fortælle ham, hvorlunde Afstandsgabet - og derfor Tabet - af hans mere umiddelbare Nærværelse, - paa det bekjendte Værelse - er en tung Besk j ærelse - en virkelig Sindets Besværelse - med mulig paafølgende Aands-Fortærelse. - Naar jeg træt, - mæt, - gnaven, - omspendt af Maven - med det ene Been i Graven - aabnede Døren til Værkstedet for hans Flid - og Slid - og jeg fandt ham liggende - paa Sophaen, kikkende - over i en anden - Verden, med Brillerne skudte paa Panden - og han strakte sig magelig - velbehagelig - men dog altid lidt beklagelig - paa sine Puder, - Guder! - hvilken over al Beskrivelse - forandret Omgivelse! - hvilken Tilsidesættelse af den sædvanlige Stivelse! - Selv hans Zigarsky var ingen Bedøvelse - men en Oplivelse; - kun det Trivielle fandt sin fortjente Sløvelse. -  Mellem de skjødesløse Bogmasser, - paa alle Hylder og Kasser - i Ridsen - af hans Vindue, paa Spidsen - af hans Blyantspen, paa Randen - af Vandglasset sad altid en og anden - lille Geist Nisse - eller hvad man kalder disse - Aandens Flagermus og Natsvær- niere - der i Hr. Schades Selskab altid kom nærmere. - Hele den fjantede udenoms Forestilling - hvorfor jeg til visse Tider ei gad give 4 G - skjøndt den paraderer som Virkeligheden - forsvandt for Tanketusmørket og Kirkeligheden - i det lille Værelse, - hvor Præsten var Hr. Schades Nærværelse - og ufortrødne Belærelse. - Hvad skal man nu gjøre - naar man banker paa Døre - og ikke kan høre - Hr. Schades Stemme raabe kom ind! - Man maa samle sit Sind - kuske Aan den, - der ved at udstrække Haanden, - kan opvække det Svundne - løse det Bundne - fastholde det Fundne. - Vi ville banke med Længslens Hammer - paa det øde, aandløse Kammer, - vi ville tvinge - den Fraværende ind i vore Besværgelsers Ringe - om ogsaa Personen med Skjorte og Krave, - med Hud og Haar, samt den daarlige Mave - bliver siddende og ryger sin Zigar i Nebbelundes Have. -Om ogsaa Pastoren med Pik og Pak er reist - vi ville have fat paa Hr. Schades Geist - i Buegangene -- naar vi ikke forstaae os paa Fuglesangene - mellem Hyacintherne og Pelargonierne hvor han var saameget til Gavn, - der kjendte dem Alle ved Navn, - mellem Roser-  nes Flokke, - som han selv bandt ved Stokke - ved Keglespillet - hvor han blev saa Ironisk drillet - ved Snustobaksdaasen, paa Velen hvor vi spadseerte - ved Whisten, hvori han altid med Forstand Inviteerte - allevegne, hvor vi kunne - trække vi Geisten ud af Nebbelunde - og har den hos os - ved Haanden, under Armen hver Tid paa Dagen - det gjør ikke til Sagen -


MED ROSER OG RANUNKLER.

I
Med Roser og Ranunkler -
En broget Sammensætning,
En deillg Blomstergruppe -
Du fyldte Kurvens Fletning.

II
Alt trængte sig hinanden
Saa smægtende imøde,
Det Aabne og det Lukte,
Det Hvide og det Røde.

III
Adskilt og sammenslynget,
Tættrykt og dog forgrenet -
Livsglæden og Dødsangsten
I en Bouquet forenet.

IV
De dufted - aned Intet.
Tre Døgn jeg kunde lædske
De fine Blomsterlæber
Med Regnens søde Vædske.

V
De glødede, de brændte,
Naar Skyens Urne strøm te -
De hviilte mod hinanden -
Det var dem nok - de drømte.



VI
Det var, som da jeg selv i
Vandflodens Strømning skjælved,
Mens over os - os begge -
Regnskjærmens Mørke hvælvcd.

VII
Jeg glemte Afsked, Klage,
Mens Skyens Sluse strømte -
Jeg holdt din Haand omfattet -
Det var mig nok - jeg drømte.



SIT DÆMRENDE MØRKE

O hvor smukt dette Landskabs Form i sit dæmrende Mørke!
Denne forvittrede Eeg, hyllet i viftende Grønt!
Rørdrummens tonende Suk i den sivomnikkede Mose
Og gjennem Haugens Stakit en fremmed men glødende Duft,
Heliotropens Duft og Ferskentræernes Aande -,
Dæmrende, hvid, i Skyggen af blødt sammenslyngede Buske
Bænkens indbydende Skjød, - I Baggrunden Himmel og Hav.
O, hvor Naturen tilsmiler min Sjæl med rørende Udtryk,
I de sørgmodige Træk hvilken forunderlig Lyst!
Midnat er det vel ei - men dog kan Aanderne færdes.
I denne lune Nat, gjennem den rolige Luft
Svæver et Gjenfærd frem, en smægtende Sjæls Aabenbaring,
Som jeg har elsket og end elsker med brændende Qval.
O det er Din! Din vækkende Aand! den fortrolige, kjære!
Der i et sværmerisk Sprog taler fra Strandbred og Sø.
 Ja det er Dig - gjenkjendende favner mit Blik Dig
Og Du smiler - jeg seer - sørgende, at jeg ei strax
Strax ei forstod og fatted Din Røst, Dit Blik og din Svæven
At jeg et Øieblik kunde betænke mig paa, hvad jeg mødte
Under en ny Forvandling, flygtig, og let som den første.
O i den kjølige Ro, som Natten mig aander imøde
Og i de zittrende Blink, som Bølgen og Stjernerne kaste,
Hviler et Ord, et Farvel, men ogsaa et Løvte om Gjensyn!
Ikke her alene, ved denne Kysts elegiske Skjønhed
I disse Skyers hensvævende Maanebelysning,
Mangesteder besjæler Din Aand Naturen og Verden
Og - der sees vi igjen, der samles, der favnes vi atter!


SØLVBRYLLUPSKRANDSEN

I
En Krands af Livets Vaar og Sommer bunden,
Kun ikke fuldendt af dets Høst!
Hvor gjerne dvæler Tanken ei ved denne
Og nyder sin Erindrings Lyst!

II
En femogtyveaarig Krands! hvis Blomster,
Hvis yndigste og bedste Pryd
Var Huuslighed og ædel Gjerning
Var Moderglæde, Faderfryd!

III
En femogtyveaarig Krands! hvis Skygger,
Hvis mørke Blades dunkle Magt
Forhøier kun de lyse Farvers Reenhed
Og hele Blomsterfyldens Pragt!

IV
En saadan Krands af Sorger og af Glæder,
Af Troskab og Hengivenhed -
Udfolder sig idag paa Mindets Alter
Og straaler der i festlig Fred:

V
I festlig Fred og med forklaret Skjønhed,
Det Forbigangnes rige Krands!
Erindringen omflorer den med Æther
Med Aftenskjær og Maaneglands



VI
Og Dagens Engel lier med at knytte
Til Roserne fra Ungdoms Tid,
Til Roserne, hvoraf den først blev flettet,
Sølvbrudekronen lilliehvidt

VII
Dog ikke Mindets Fest alene feires,
Ei blot paa svundne Timers Frugt
Tilbageblikket sig vemodigt hviler -
Fremad gaaer Haabets glade Flugt!

VIII
Den lange Blomsterkjæde er ei sluttet,
Idag er sat et Mærke kun,
Og Aar for Aar skal Krandsen herligt voxe,
Velsignet som i denne Stund.

IX
Den Gud, der føied Blomst og Blad tilsammen
Fra først af, efter sine Raad,
Han holder end i sine stærke Hænder
Fuldendelsens den gyldne Traad!

X
Og Børn og Slægtninge og Venner samles
Høitidelig i fælleds Bøn,
At Krandsen, som af Himlen selv er viet,
Maa daglig svulme frisk og skjøn!



TIL EN UNG SØMAND.

I
Fra grønne Bakker - svulmende paa Øen,
Som ude paa det Dybe Havets Bølge -
Skal mine Blik til Horizonten følge
Dit hvide Seil henover Østersøen.

II
Du reiser bort til Nordens Klippestrande,
Til Bjerget, der er Fader til vor Slette:
Hils ham, den mørke, havombruste Jette,
Der endnu trodsig rynker Bryn og Pande.

III
Der knuser Østens Storm i sine Kløfter,
Og med det frie Granbar høit sig krandser!
Der, trods det store, tunge Klippepantser,
Dog Kæmpefoden meer og mere løfter!

IV
Der var vel Mulighed, at finde Mening
I Landets Reisning over Saltvandssletten!
Som Kysten stiger, saa skal stige Ætten
Af Norsk og Svensk og Dansker i Forening.

V
Gjør dit dertil! Lad nordisk Mod og Mæle
Forkynde Fremmede hvorfra du stammer!
Fortvivl ei om dit Fædreland! det ammer
Et nyfødt Kuld, som Aaget ei skal qvæle.



VI
Fortæl, at Frihedslyst i Danmark svulmer!
En Skare Ynglinger er alt herhjemme,
Hvis Haab og Dristighed man ei kan skræmme,
Og Mænd, hos hvem det under Asken ulmer.

VII
Fra disse Høider vifter jeg med Hatten,
Og ønsker dig Farvel paa Sømandstoget!
Farvel, naar Solen lysner Dannebroget!
Farvel, naar Stjernen leder dig om Natten!



TIL - -
*

Tak for den Silkeskjønhed,
Din Haand mig gav - det Guld,
Du bandt deri - den Grønhed,
Du gjorde udtryksfuld - -
Hvad Du i Pungen, som en Fee,
Har lagt, kan Ingen see -
Din Mund var med i Spillet,
Som knytted Siiketraaden -
Hvad Dine Blik har villet,
Er skeet i Slyngningsmaaden -
Din Nakke selv har rundet
Den fine Form, og spundet
Paa Knudens Mesterstykke -
Og, hvad jeg glad har fundet,
Det lokker ingen Rigdoms Skygge,
Men, uudtømmeligt for mig,
Er Silkegjemmet fyldt, fra Dig,
Med min Erindrings Lykke.


JOMFRU ELSE, JOMFRU ELSE

I
Jomfru Else, Jomfru Else!
Skrev Hr Peder til den Skjønne:
Jeg har beilet nu saa længe,
Vil I ei min Troskab lønne?

II
Dybt mit Slot, med røde Mure,
Speiler sig i Søens Vove;
Hjort og Hind paa Marken spille
Og i mine mørke Skove.

III
Liden Smaadreng staaer med Roser
Ved det gamle Borgeled -
Egesengcn i mit Kammer
Er saa eensom, er saa bred.

IV
Mine lange, slebne Speile
Længes under Loftets Bue
Efter Eders tusind Ynder
Tusindfoldigen at skue.

V
Over mig, som Eders Slave,
Skal I egenmægtig raade -
Und mig Eders Haand at fæste,
Und mig Eders Hjertes Naade!



VI
Jomfru Else, Jomfru Else!
Uden Eders Rosenlæbes
Sagie Ja, gaaer jeg til Grunde -
Elskes maa jeg, eller dræbes!

VII
Ædle Herre, Ædle Herre!
Skrev den Skjønne ham tilbage:
At jeg ei kan elske Eder,
Maa i Sandhed jeg beklage.

VIII
Eders Slot og Eders Skove
Kan mit Hjerte ei bevæge;
Selv I er jo mørk og skummel
Som de gamle Skovens Ege.

IX
Feigt af Eders Fædres Rigdom
Lever I - med stolte Fagter:
Guldets Slave, Skjønheds Slave,
Begge Dele jeg foragter.

X
Jeg er fri og hader Trældom -
Vil I døe - Nuvel - vær færdig!
Som I er, kan I ei elskes -
Søg at gjøre Jer elskværdig!

XI
Og Hr Peder læste Brevet,
Satte det i Speilets Ramme:
 og han tog den sølvindlagte
Kuglebøsse med det samme;

XII
Tog det guldbeslagne Krudthorn
Søg at gjøre Jer elskværdig!
Mumled han, og spændte Hanen:
Jomfru Else! Jeg er færdig!

XIII
Knaldet sprængte Borgens Ruder,
Gjenlød I de mørke Skove,
Og den bange Hind bortflygted,
Hvor den drak af Søens Vove.

XIV
Jomfru Else, Jomfru Else!
Blev din Beiler nu elskværdig?
Er du rede til at elske,
Som til Døden han var færdig?

XV
Ja! du sukker, og mod Himlen
Løfter Haanden op, den hvide:
Jeg er hans! Han vandt mit Hjerte!
Jeg vil sove ved hans Side.

XVI
Over Graven ud i Vandet
Egegrenen nu sig speiler:
Og den stolte Jomfru hviler
Nu ved Siden af sin Beiler.



DET FRYSER VED OCTOBERS KLARE MAANE

Det fryser ved Octobers klare Maane;
Den kjælne Sommerflor i Haven døde,
Selv Georginerne, de stærkest røde,
For Natteblæstens vilde Favntag daane.

Om Himlen Skyerne bestandig graane;
Sangfuglen tier, Skovens Green er øde,
Snart frosne Bølger imod Stranden støde,
Kun Uglers hæse Skrig Naturen haane.

Farvel, maa siges nu til alt det Lyse,
Det Faure, Muntre - Alt, som ei vil fryse,
Og i den barske Vinterkulde stønne -

Farvel! Farvel! Hvem undres, at det Skjønne
Nu, da det bliver iiskold Nat ved Polen,
Som Heliotropen vender sig mod Solen?


HER RASLER SKOVEN OG HER SUSER SIVET

Her rasler Skoven og her suser Sivet -
Her er den bedste Plads paa hele Øen!
Sø slynger sig om Skov, og Skov om Søen,
Som Faunen holder Nymphen fast om Livet.

Skjøndt Morgenvinden kun dig Barmen k j øl te,
Du er saa kold, som stegen nys af Badet;
Og som et flygtigt Tryk af Rosenbladet
Var hvad jeg af din unge Læbe følte.

Ei paaklædt er du, hvad man just det kalder,
- Skjøndt af klædt, en Gudinde, heller ikke -
I Græsset Dine Handsker ikkun ligge,
Kun Schavlet synker, Haarets Knude falder.

At hvile ud paa dette Sted, var Planen!
Hvor tyst! I Bøgestammen hugger Spetten!
Vandfuglen pladsker! - Alting ligner Pletten,
Hvor Leda, i sin Uskyld, klapped Svanen.


PAA ROSENBORG, DER VIL I JER FORSAMLE

Paa Rosenborg, der vil I jer forsamle,
I frie Mænd, der valgtes ud af Hoben,
At holde Danmarks Grundlov over Daaben?
Opad en Vindeltrappe vil I famle?

Til Tronen, hvor den prunker i sin gamle
Blodrøde Dragt? Hvor Døren findes aaben
Til Scepteret, Rigsæble!:, Kongekaaben?
Hvor Resterne af Enevælden skramle? -

Der vil I samles? -- Nu, et modigt Stykke,
At ride Ranke paa den døde Løve!
Jeg ønsker eder, Dannemænd, til Lykke!

Vogt eder kun, at ei Udfaldet bli'er -
Hvad, som I der kan see, vi mindst behøve
En Samling nye Snurrepiberier.


RASKELSEN

At varetage Folkets dyre Skat,
Dets Frihed; gjøre Ret og Skjæl i Landet,
At ei det ene slider paa det andet,
At eet er ei for høit, et andet ei for plat -

At Alting gaaer sin j evne Gang, saa at
Fornuft og Magt er altid lige blandet,
Og Dumhedsdjævelen ei reent forbandet -
I denne Hensigt samler sig en Klat -

En udvalgt Klat, en Klat i god Betydning,
Men dog en Klat kun af det store Hele,
En Surdeigsklat til Gjæring og til Brydning

Af Statens Klump ned i de mindste Dele.
Men hvo skal ælte Deigen? see! alt nærmer
Sig Krigens Gud, med heelt opsmøgne Ærmer.


VALGET.

Kom, danske Folk! Tørklædet over Næsen!
Den Rettighed, hvorefter du har sukket,
Gjør at du nu maa holde Øiet lukket,
Og i dit Valg ei være altfor kræsen.

Nu nytter ingen Pusten, ingen Blæsen!
Til Bedstemoders Dør har jeg dig trukket -
Der har du Brød og Salt og Afskedshugget -
Nu, Blindebuk, vær et fornuftigt Væsen!

Grams nu saa godt du kan! Her er jeg, Gamle!
Nei her! Pippip! saa brug dog dine Hænder,
Du kan jo frit til alle Sider famle.

Tag dig iagt! Her staaer et kostbart Stykke!
Og her er Lyset, husk dig, at det brænder -
Hvad greb du der? Ih, fy for en Ulykke!

DEN STAKKELS BLINDEBUK! HAN GJØR SIT BEDSTE

Den stakkels Blindebuk! Han gjør sit Bedste
Han lytter, standser, vender sig i Hast,
Gjør lange Spring og atter korte Kast -
Raadvild hvor han skal sine Næver fæste.

Her brøler en, her driller ham den næste -
For Foden smed sig en forsoren Gast -
Han snubler - op igjen - nu holdt han fast,
Nu slap - han sveder - Holdt! her fik han Fæste,

Haha! Nu gik det an. Forbi er Skrækken.
Nu har han Katten rigtig kjøbt i Sækken-
Hurra! Nu Bindet bort fra Øiet!

Nu gnider sine Hænder han fornøiet -
Nu er det overstaaet dennesinde:
See saa! Lad nu en Anden gaae iblindc!


PROFESSOR CLAUSEN OG VÆVER HANSEN

I Kløgt og Talekonst en høilærd Mester,
Friheds abstracte Ven, der uforfærdet
Med christen Anstand længe førte Sværdet
Mod Enevold og orthodoxe Præster.

En fattig Djævel, ei engang en Fæster,
En Bomuldsvæver i en Røn bag Gjærdet,
Ved smudsig Dont fornedret og forhærdet,
Undsluppen nylig Varetægts-Arrester.

Vælg, danske Folk! Vælg en af disse Tvende!
Den sidste valgte du. Det maa enhver bekjende.
Han er din Sags naturlige Forfægter.

Du møder fast personlig selv for Skranken.
I Valget er en Hævn, en Haan i Tanken,
En Bitterhed, hvis Ret jeg ei benegter.


POLITISK INDSIGT

"Jeg ynder frit Erhverv for frie Hænder;
Med almeen Væbning finder jeg det haster;
Tokammeret jeg ligefrem forkaster
Og holder mig til Eidergrændsen, Venner."

"Jeg til en modsat Mening mig bekjender;
Thi Frihedens Udsvævelser og Laster
Har kun i Dobbeltkammeret sit Plaster,
Og heelt mit Hjerte for en Heelstat brænder."

"Om Kirke, Skole, Krig og Fred Debatten
Belærer mig stol paa mig da som Dommer!"
Saa tale Peer og Povl og Folket klapper.

Det er saa vist, som 9 og 9 er 18,
At naar det egentlig til Stykket kommer,
Saa tælle Peer og Povl paa deres Knapper.

AF KRIGENS TROMMER OG TROMPETER SKRÆMMET

Af Krigens Trommer og Trompeter skræmmet
I Odins Stad, berøvet gamle Venner,
Min stakkels Muse Længselssukket sender
Til Øen, kjær for hendes Sind som Hjemmet -

Til Øen - o hvis Savn har hende græmmet,
Saa neppe meer sit eget Smiil hun kjender,
Saa at hun flygter og ei Flugten ender
Før hun har fundet hvad ei meer er fremmet

Sit Guldborgland! Af Glæde hun bevinges:
Alt Aarets første Dag sin Fest bereder,
En Fest, hvor Poesiens Strenge røres

Hvor Kjærligheds og Venskabs Gaver bringes,
Der knæler hun, som fordumtid, og beder
En sagte Bøn, - men som i Himlen høres.


PROLOG.

Mine Herrer og Damer!
Jeg seer i Deres spændte Miner en -
En Agtpaagivenhed, der faaer mig til
At veie hvert et "Ord, hver Haandbevægelse
Hvert nok saa lille Skridt, hvormed jeg vover -
Dog nei! Jeg seer, at jeg tog feil - Et Smiil
Imødekommende og venligt - ja -
Et Blik, fuldt af Forstaaelse, beviser,
At her vil Sagen være let: fortroligt
At yttre mig i en fortrolig Kreds,
Og sige et par Ord om den Anledning,
Der har forsamlet os i Bispens Sal. -
Det, som i Aften har os kaldet sammen,
Er, som De vide, ikke en politisk
Moderne Kamp imellem Ja og Nej -
Ei nogen Festsouper med lange Toaster,
Hvor Vinen skummer medens Sjælen sover -
End mindre Kortenspillets gamle Hex, hvis
Gemytlighed end har saamangen Beiler -
Ja, det er ei engang Euterpe selv,
Den yndigtsvævende, med sine Fløiter -
Ei Poesiens Muse - O, hun sidder
Endnu med Hovedet sørgmodig hældet
Imod den store florbehængte Harpe,
Der dirrer end af Skjaldens sidste Greb
Og vidsker Taaren af med Laurbærkrandsen.
Det, vor Forening her vil efterstræbe
Er noget andet, noget ganske andet -
 Thi - det er et af Tidens Idealer,
El noget mindre end: Socialisme,
En hyggelig, fornuftig Samfundsorden,
Frihed og Lighed, ikke i Extremet,
Men i selskabelig, harmonisk Blanding,
Det sympathetisk-skjønne Broderskab
Af Godt og Venligt, Muntert og Uskyldigt -
Paa gammel Dansk: det reent Selskabelige.
Det søger man selv midt i Sommerglæden
Hvor Eensomheden dog kan yndigt bygge
I Rosers Mørke og i Skovens Skygge -
Hvormeget meer maae man i Vinterkulden
Tye til den Varme, venligt Samqvem bringer
Og flygte under Selskabslivets Vinger -
Jo mere Frosten stivner alt det Ydre
Jo større er den indre Trang til en
Electrisk sluttet Kjæde, til et Stød
En Gnist, et indre Varmestof, der bringer
Vor Hverdagsfølelse lidt mindre Frost
Om muligt Tø - O De forstaaer mig nok!
Hvo føler ikke selv hvor Skoen trykker?
Det er vor Samlings Øiemed. Gid det
Maa lykkes! - Dog jeg har endnu et Ord
At sige Dem, hvis ei min Tale alt
Har trættet Dem forrneget Fra vor Kreds
Er Konst naturligviis ei udelukket,
Saalidt som Konstneren, men beggeto
Kjærkonine Gjæster - og blandt smukke Formaal
Medfølelse et af de skjønneste.
Nu traf det sig netop, en Konstner, ung,
Men færdig paa sit Instrument - som De
 Vil faae at høre - sidder fast i Isen,
Kan ikke naae sit kjøbenhavnske Hjem,
Sin unge Hustru, sine vakkre Børn,
Men drives ubarmhjertig nok tilbage
Til Odins gamle Stad, berøvet Hjelp,
Berøvet Virksomhed - Alt hvad han har
Er hans Talent og Konstens'Vaaben-Mærke:
"Ein leerer Beutel im blauen Felde!"
Hvad ønskeligere Motiv for os
Til Sammenkomst? til venligt Stevnemøde?
Gjensidigt ydes vore Præstationer.
Han: Bidrag til vor Aftenunderholdning!
Og vi: vort Bidrag til hans Vinterreise!
Dermed er Alle tjent - og Konstens Musa,
Der skjuler sig i Aften halvt undseelig
Maaskee engang vil skjænke os sit Blik
Fuldt af Erkjendtlighed og Velbehag. -


NAAR JEG I EENRUM FÆRDES

I
Naar jeg i Eenrum færdes,
Med stille Grubien vanker -
Da er min Sjæl lysvaagen,
Da sværme mine Tanker.

II
Fordobblet min Bevidsthed
Det smukke Virvar maaler,
Som det Uendelige
Omkring min Pande straaler.

III
I Skjønheds underfulde
Mysterier bevandret
Jeg har Dit Væsen hos mig,
Frigjordt, men ei forandret.

IV
Let flagrer Psychevingen
Paa Dine Skulderblade,
Og Dine Lokker slynges
Udødelige, glade.

V
Du tager mig ved Haanden
Som Dantes Beatrice,
Og vil mig Himlens Engle
Og Saligheden vise.



VI
Kun naar en Ven mig møder
Og, som han troer, opliver -
Og naar jeg Selskabskredsen,
Som man har sagt, henriver -

VII
Saa er det som om Livet
Fordulgt tilbagestrømmer -
Det saakaldt Virkelige,
Det troer jeg, at jeg drømmer.

VIII
Det vexler og forsvinder,
Det hyller sig i Taager -
Da er det, Sjælen blunder
Og Legemet kun vaager.



MORTENSAFTEN
* *

I
Det Gamle vil vi ei forsmaae,
Fordi det Nye Plads vi give,
Det Gamle nemlig og det Graa,
Som veed, at holde sig i Live,
Som bringer Vennen Vennen nær,
Som samler os fortrolig her,
En barsk Novemberdag især,
Til munter Spøg for Mortensaften!

II
At Fjenden er os vred og gram,
Lad, Venner, os i Aften glemme!
Men huske destomeer paa ham,
Som vi var vant at have hjemme:
Du tappre danske Landsoldat!
Som paa din Skandse staaer parat,
Dig ønske vi, vor Kammerat,
Som os, en lystig Mortensaften!

III
Mens han i Natten lytter til,
Med Lunten tændt, ved vaade Telte,
Vi sætte her en Gaas paa Spil,
Og Ruderkonge morsomt vælte.
Halvhundred Aar var det en Skik,
 At den, som fik det femte Stik,
Som Seiersherre hjem han gik,
Og tog sit Bytte, Mortensgaasen.

IV
Med rolig Stolthed selv han bar
Den skjønne Fugl, som Hæderstegnet;
Jo mere tung og hvid den var,
Jo større Daad blev ham tilregnet;
Jo mere feed, jo mere drøi,
Jo flere Kys, jo mere Støi;
Om Halsen Viv og Børn ham fløi
Til Priis og Tak for Mortensgaasen.

V
Og denne Skik - som Odin selv
Maaskee har lært de fynske Fædre -
Den vil vi følge tro og vel,
Indtil man finder nogen bedre.
Saalænge man forsamles glad
I Vennekreds, med Viin og Mad,
Saalænge her i Odins Stad
De gode gamle Skikke leve!


IMPROMTU
* *

I
Der er saa lyst udi Bispens Gaard,
Som hang en Sommersol foroven;
Musikkens Toner mod Loftet slaaer,
Som alle Fugle sang i Skoven.
De brune Øine og de friske blaae,
Det er saa frydeligt at hilse paa -
Helst, naar en Nat
Stævnet er sat,
Hvor Valtsens Melodier høres!

II
Som Sommerfugle sig parviis snoe
Paa spraglet Vinge over Enge,
I Dandsen flagre de lette To,
Ved Lyd af Horn og Buestrenge.
De hvide Roser og de røde Bær,
De lange Lokker her forsamlet er,
Klingende Røst,
Ungdom og Lyst,
En ægte Duft af Martsvioler!

III
Her er saa mange paa sytten Aar,
Men ikkun e e n er her saa lige,
Saa accurat netop sytten Aar,
Som Bispens yndige Sophie!
 Vi drikke Skaalen for de Sextenaars,
De Attenaars, og alle meer til Aars!
Først dog et Glas
Er os tilpas
For den, som just idag er Sytten!

IV
Hun leve muntert med Far og Mor
Og med de lystelige Brødre!
Og muntert leve hver Far og Bror
Og alle lykkelige Mødre!
At være ung, naar man er næsten graa,
Det er en Kunst man vel skal agte paa:
Hurra for hver,
Den Kunst har kjær!
Vor Vert og vor Vertinde leve!



DEN 19DE JUNI 1851.

I
Det var en liflig Sommerdag -
I Gaarden, blandt kjølige Linde
- Hospitalets grønne, susende Flag
Boltred sig Vestenvinde.

II
Professoren holder Bryllup idag! -
Ud, hvor Strandluften strømmer!
Af Ungersvende et lystigt Lag
For Parret Pokalen tømmer.

III
Dengang var ikke een Gud mig nok
Svimmel vaklede Fyren
Imellem Asklepiadens Stok
Og Musens Skjød med Lyren.

IV
Tredobbelt følte jeg mig dengang
Hygæas Præst beslægtet,
Ham, der baade Plektret svang
Og paa Kathedret fægted;

V
Hvem Aphrodite, gunstig og mild,
Fordi han erotisk brændte
 Og vogted over sin Ungdomsild,
En elskelig Hustru sendte.

VI
Og fem og tyve Aar har ei løst
De sympathetiske Knuder,
Der i Mandens og Ynglingens Bryst
Blev knyttet af mægtige Guder.

VII
Hav Tak for det Vidnesbyrd derom,
Jeg fik fra den Henipelske Lade -
En poetisk Luftning, idag det kom,
Med Duft af de friskeste Blade.

VIII
En Krydder fra de sundeste Strøg,
"Indviftet af Musens Vinge",
Et sindrigt Smykke, et Konstforsøg,
I femten brogede Ringe.

IX
Saa kjækt udskaarne, med Krøller og Kant,
Saa uafhængig af Moden,
Som Folderne i det lette Gevandt,
Der synker Cythere til Foden.

X
Værdige til den skjønne Krands,
Sølvbryllupet fæster i Haaret;
 Ildfulde som den Ungdomsglands,
Begge i Livet har baaret;

XI
Og som - det styrke Himlen til!
Med stadig Lue vil brænde:
En trofast, ægte Kjærligheds-Ild
Hos Begge til Livets Ende!



VILHELMINE ALVILDA UNSGAARD, FØDT HERBST.
*

Med omvendt Fakkel saae vi Englen træde
Til Huset, hvor de Lykkelige boede,
Hvor endnu frisk sig Brudekrandsen snoede,
Hvor Hjertet bankede af Moderglæde -

Hvor Vuggen, opredt, ventede den Spæde -
Men Moer og Barn det stumme Vink forstode;
Til Englens Himmelflugt de sig betroede,
Tætslyngte, Haand i Haand, en yndig Kjæde!

Kun med et Smiil blev Mandens Graad besvaret;
Et smerteligt Farvel med et forklaret -
Er da et Savn Alt hvad der efterlades?

Nei! i den sorgopfyldte Sjæl oprinder,
Lidt efter lidt, en Himmel fuld af Minder -
Af Stjerner, skjønnere end selv de Glades!


DEN 23 JULI 1851.
*

I
Hvor Langensø den høie Bakke speiler
I sine Bølgers kjøliggrønne Glands;
Hvor festlig smykt den lille Lystbaad seiler,
Og rundt om Slottet vaier Flag og Krands;
Hvor Sommerdagen i de stille Dale
Udaander sine Blomsters bedste Duft -
Der strømme Gjæster til de lyse Sale,
Og Hornet toner i den varme Luft.

II
Dog gjælder Festen i de gjæstfri Skygger
Ei Husets egne, unge Skjønhedsflok,
Hvis fagre Haand idag kun Salen smykker
Og slynger Krandsen for en anden Lok.
Ei heller Vertens Priis, med høie Toner,
Vor brave Ven, er Dagens muntre Kald:
Hans Lovsang synges af de friske Kroner,
Der rundtom dække Bakkens skjønne Fald.

III
Fra Svendborgsund, Hvidkildes Himmelsæde,
En ædel Slægtning, dyrebar og kjær,
Er kommen hid, at dele Festens Glæde,
Sin Fødselsdag, i Vennekredsen her.
Forynget Kraft i Hendes Hjerte strømmer,
Og Helbred straaler fra det glade Blik:
Paa Hendes Sundhed Bægeret sig tømmer,
Og gode Ønsker imod Himlen gik!



IV
O ædle Frue, som Dit Hjem forskjønner,
Ved milde Dyder, from og vennehuld,
For Dig paa denne Dag opstige Bønner,
For Dig er Sangen høi og ærefuld!
Den hvide Kilde i det Fjerne suser,
Misundelig, fordi Du ei er der:
Men Langensø sin Bølge yndigt kruser,
Fordi, Pauline Holsten, Du er her!



COTILLON-DEVISER

Jeg elsker Dig, du faureste Pige paa Jorden! -
- Saa er det ikke mig,
For jeg er kun den faureste Pige i Norden.

Lisbeth! Lisbeth!
Læg din lille Haand i min
Den er saa fiin -

Jochum, Jochum!
Aldrig taer jeg den igjen,
Min Hjertensven -

Frøken, vil du være Kjæresten min,
Saa vil jeg glad være Husbonden din?

Min Herre, min Herre, det gaaer ikke an,
De er for ung til at kaldes min Mand.

Smukke Pige med det sorte Haar,
See lidt paa mig!


Nei, Hr Jæger, nei!
Lad mig gaae min Vei!

Gud dennem forlade, som Aarsag er,
At de ei sammen maa være -
Som have hinanden af Hjertet kjær,
Og elske i Tugt og Ære -

Hvo gjør i Odense det smukkeste Huus?
Muus.

Hos hvem kan man vente det næste Bal -
Mine Herrer og Damer jeg spørger dem ad?
Hos Biskop Gad.

Har De følt hvordan Adam Homo fortryller?
Ja, leve Paludan-Müller!

Mellem store og lille Belt
Er Fyen saa net situeret -
Som i Cotillon en Helt
To Damer har engageret.


Hvad ønskes: Student, Officeer, Kjøbmand, Baron?
Tør jeg bede om en bitter Makron.

For Cholera, den russiske Hex,
Vi ingen Frygt vil nære -

Af Doctere har vi hele Sex
Foruden de Militaire.

Ved Seinens Bredder Paris er stor,
Ved Themsens London er større -

Men Odense er baade lille og stor
Og har det paa det Tørre.

Med Knebelsbarterne par force
Jeg finder mig saa grumme net -

Men naar De faaer et Ridderkors,
Saa er De først complet.

En Candidat kan længe gaae
Og see sig om og vrage -
Men naar han bliver altfor graa,
Saa vil ham Ingen tage.


Ich bin nicht hübsch, ich bin nicht schön,
Das heisst ich bin nicht häslich eben -

Denn wären Sie dies, Sie mögens gestelm,
Dann möchten Sie lieber gar nicht leben.

En Sko, som trykker, er meget slemt,
Og to er endnu værre -

En god Mazurca er bestemt
Det bedste Middel, min Herre!

Der var en Tid, da jeg var meget lille,
Min hele Krop var kun en Alen lang -
O ti om denne Tid i Aften stille,
Det kan vi tale om en andengang.

Jeg elsker mit Land, min Konge, mit Kald!
Min Herre! husk, De er paa et Bal!

Dannevang med grønne Bred,
Ved den blanke Vove -

I dit Skjød boer Kjærlighed,
Fred i dine Skove.


Holder De af en Constitution?
Er derved ei meget risqueret?

Jeg ynder den, for min Person,
Vor Amtmand er constitueret

Har De bemærket de nye Lygter?
Halvoplyst Odins Stad nu undrer -

Det bliver ei anderledes, jeg frygter,
Odin var eenøiet, om De erindrer.

TØR JEG HAABE, YNDIGSTE NEGLIKE

Tør jeg haabe, yndigste Neglike?
De taer feil, min Herre, jeg vil ikke.


MAN HAR SAGN OM BORGTAPETER I

I
Man har Sagn om Borgtapeter,
Hundredaarige, paa hvilke
De afblegede Figurer,
Syete Sting i Sting af Silke,

II
Faae et sælsomt Liv om Natten
Stige ned, og - som i gamle
Dage, sig i Riddersalen
Hyggeligt og muntert samle

III
I de bløde Lænestole
Damerne, med Atlasslæbet,
Blændende sig atter kaste -
Munden smiler, rosenlæbet.

IV
Ridderen, som fra Tapetet
Bleg og gusten man erindrer,
Læner sig paa Stoleryggen,
Stærk, sortskjæget - Øiet undrer.

V
Guld og Perlemoder glimrer
Paa de gamle Instrumenter -
Og ætherisk hvide Hænder
Trykke støvede Tangenter



VI
O vidunderlige Toner!
Klang af svundne Tider høres!
Damens fine Haand med Anstand
Op til Ridderskjæget føres -

VII
Næsten kunde man misunde
Dette Skyggeliv - hvis ikke -
See! Hun blegner bag sin Vifte,
Døsig stirrer Herrens Blikke -

VIII
Selv den tappre Ridder gyser,
Smutter som den hele Vrimmel
Ind i Muren, i Tapetet -
Dagen seer kun Støv og Skimmel

IX
O, hvor skjønne, nydelige
Spøgelser kan ei fremtræde!
Ja, i Mindets Dæmringstime
Lever op den gamle Glæde.

X
Mange lyse Nætter, fulde
Af en yndig Gjenfærdsvrimmel,
Ønsker jeg en ung Veninde,
Ret en fuld Erindringshimmel.



MAN HAR SAGN OM BORGTAPETER II
*

I
Man har Sagn om Borgtapeter,
Hundredaarige, paa hvilke
De afblegede Figurer,
Syete Sting i Sting af Silke,

II
Faae et sælsomt Liv om Natten
Stige ned, og - som det gamle
Herskab fordumstider - sig i
Maanskinscabinettet samle.

III
I de bløde Lænestole
Damerne, med Atlasslæbet,
Blændende sig atter kaste -
Munden smiler, rosenlæbet.

IV
Og en Riddersmand - om Dagen
Neppe kjendelig for Synet -
Læner sig paa Stoleryggen,
Stærk, sortskjæget, dunkelbrynet.

V
Gjennem Buevindvet glimre
De forgyldte Instrumenter -
 Hvide Skyggehænder jage
Over støvede Tangenter.

VI
Klang fra de forsvundne Tider!
O vidunderligt at høre!
Gammeldags Galanterier
Hvidskes i et yndigt Øre.

VII
Næsten kunde man misunde
Dette Skyggeliv, hvis ikke -
See! hun blegner bag sin Vifte,
Angst for Morgenrødens Blikke.

VIII
Selv den tapre Ridder gyser,
Smutter, som den hele Vrimmel,
Ind i Muren, i Tapetet -
Dagen seer kun Støv og Skimmel.

IX
Saadan smutter bort fra Dagens
Færdsel ogsaa Sjælens Mærker,
De forsvundne Sympathiers
Efterladte Billedværker.

X
Glemsel, som et Møl, dem gnaver,
Tiden slukker deres Farve -
 Kun Erindringsnatten bringer
Flygtigt Liv i deres Larve.

XI
O, men skjønne, elskelige,
Spøgelserne kan fremtræde,
Og i mangen Dæmringstime
Lever op den gamle Glæde.

XII
Fra Tapetet stige Mindets
Falmede Figurer, - lægge
Sig paa den bekjendte Sopha
Og gemytligt Benet strække.

XIII
Fruen, med ætherisk Hvidhed,
Bringer Lampen. - Marianes
Øine funkle med et Mørke,
Hvori Sjælens Flammer anes.

XIV
Talen sig gymnastisk øver,
Springer Buk, som fordums Dage
Ja, paa Bordet fyldes Glasset
Og de gamle Retter smage.

XV
O, man gantes, gjør sig over
Spøgelser og Geister lystig -
Selv ved Hanegalet rækker
Man hinanden Haanden trøstig.



XVI
Sukker sit: a rlvederla!
Og, som jeg i Aften, smutter
I Tapetet - - kjære Christian,
Ak, idet jeg Brevet slutter.



MAN HAR SAGN OM BORGTAPETER III

I
Man har Sagn om Borgtapeter,
Hundredaarige, paa hvilke
De afblegede Figurer,
Syete Sting i Sting af Silke,

II
Faae et sælsomt Liv om Natten
Stige ned, og, som i gamle
Dage, sig i Cabinettet
Hyggeligt i Maanskin samle.

III
I de bløde Lænestole
Damerne, med Atlasslæbet,
Blændende sig atter kaste -
Munden smiler, rosenlæbet.

IV
Ridderne, som paa Tapetet
Man om Dagen knapt kan mærke,
Læne sig til Stoleryggen,
Brune, skjægede og stærke.

V
Støvede Tangenter trykkes -
Svundne Toner kan man høre -
Gammeldags Galanterier
Hvidskes i et yndigt Øre.



VI
Næsten kunde man misunde
Dette Skyggeliv, hvis ikke -
See! den Skjønne blegner bag sin
Vifte, angst for Solens Blikke.

VII
Selv den tappre Ridder gyser,
Smutter, som den hele Vrimmel,
Ind i Muren, i Tapetet -
Dagen seer kun Støv og Skimmel.

VIII
Saadan gaaer det ogsaa Venskabs
Stille Tegn og Billedværker,
De forsvundne Sympathiers
Efterladte Mindesmærker.

IX
Glemsel, som et Møl, dem gnaver,
Tiden slukker deres Farve -
Kun Erindringsnatten bringer
Flygtigt Liv i deres Larve.

X
Og, som hist i Borgen, stige
Falmede Figurer, flade
Tegninger, i Mindets Time,
Ud fra disse hvide Blade -

XI
Færdes som i svundne Tider,
Sladdre sammen, gjør sig lystig -
 Selv ved Hanegalet rækker
Man hinanden Haanden trøstig

XII
Sukker sit: a rivederla!
Og, som jeg i Aften, smutter
I Tapetet - ak, idet jeg
Verset her paa Bladet slutter.



MAN HAR SAGN OM BORGTAPETER IV

I
Man har Sagn om Borgtapeter
Hundredaarige, paa hvilke
De afblegede Figurer,
Syete Sting i Sting af Silke,

II
Faae et sælsomt Liv om Natten
Stige ned og som i gamle
Dage sig i Cabinettet
Hyggeligt og muntert samle.

III
I de bløde Lænestole
Damerne, med Atlasslæbet,
Blændende sig atter kaste -
Munden smiler rosenlæbet.

IV
Ridderne som man om Dagen
Paa Tapetet knapt kan mærke,
Læne sig paa Stoleryggen,
Brune sk j æggede og stærke

V
Støvede Tangenter trykkes -
O vidunderligt at høre!
 Gammeldags Galanterier
Hvidskes i et yndigt Øre -

VI
Næsten kunde man misunde
Dette Skyggeliv, hvis ikke -
See! bag Viften blegner Damen,
Angst for Morgenrødens Blikke.

VII
Selv den tappre Ridder gyser,
Smutter, som den hele Vrimmel,
Ind i Muren, i Tapetet -
Dagen seer kun Støv og Skimmel.

VIII
Saadan gaaer det ogsaa Sjælens
Underfulde Billedværker,
De forsvundne Sympathiers
Efterladte Mindesmærker.

IX
Glemsel som et Møl dem gnaver,
Tiden slukker deres Farve -
Kun Erindringsnatten bringer
Flygtigt Liv i deres Larve.

X
Og, som fra Tapetet, stige
Falmede Figurer, - lægge
Sig paa den bekjendte Sopha
Og gemytligt Benet strække.



XI
Blade I de gamle Bøger
Stoppe sig den gamle Pibe;
Ja, de trofastgamle Hænder
Hjerteligt hinanden gribe.

XII
O, man gantes, gjør sig over
Spøgelser og Geister lystig -
Selv ved Hanegalet favner
Vennen Vennens Skygge trøstig,

XIII
Sukker sit: a rivederla!
Og, som jeg i Aften, smutter
I Tapetet - Ak, idet jeg,
Kjære Krogh, Epistlen slutter.



DU VAR HENRIVENDE PAA BØRNEBALLET

Du var henrivende paa Børneballet
Og endnu meer med myrtevundne Lokker
Tilbederne tog stedse til i Tallet,
Som Sommerfuglene om Liliens Klokker.

Nu til en Digters Viv og Elskerinde,
Med sky Nysgjærlighed, som til en Muse,
Man løfter Øiet op - det Væld at finde,
Der kan poetisk lædske og beruse.

Dog det, som henrev, var bestandig: Qvinden,
Den blonde, kydske, sværmeriske Ynde,
Med Kløft i Hagen, Smilehul i Kinden,
Der før som nu fik Adam til at synde.

Og en af dem, der maa sin Lykke prise,
At have kjendt Din Kraft, Din Blomsterfylde,
Har skrevet disse Linier, for at vise,
Hvordan Du kan fortumle og fortrylle.


EPILOG.

Tillad - jeg har endnu et Ord -
Et Slutningsord, før Teppet falder, -
Jeg, som fra dette Sted ifjor,
Skjøndt svag af Evne, ung af Alder,
s Blev udvalgt til den store Ære,
For Publicum, ei blot paa egne
Og paa vort lille Selskabs Vegne,
Men som en Tolk for Konsten selv,
En Velkomsthilsen at frembære,
En Bøn om Ly, for den og dem -
Og ikke blot et flygtigt Hviil,
Som mødig Trækfugl paa sit Tog,
Men om et Arnested, et Hjem - -
Tillad, jeg taler om mig selv -
Og af et fuldt, erkjendtligt Bryst,
Der ei kan modstaae denne Lyst,
Den saa naturligt følte Trang,
Til her at tolke Dem engang
Min Tak for hvert et venligt Smiil,
Der gav den Uerfarne Mod; -
For hver en Bifaldslyd, der lod
Opmuntrende mig ane her
En Fremtid der var mig saa kjær; -
For Gjæstfrihed - for Alt - især
For Skaanslen og den milde Dom,
Hvormed man mig imødekom.
Nu kalder Skovens Poesi -
Landskabets grønne Magt - Nu brænder
 Ved Himlens Rand et Farvespil,
Et Lys, med meer ætherisk Ild,
End det, Theaterlampen kjender -
Nu blegner Scenens Trylleri
For Sommernattens klare Drøm; -
Titanias og Alfers Chor,
Undinerne i Flod og Strøm,
Afløse nu et mat Orchester -
Til alle Sider sprede sig
Thalias vinterkjære Gjæster -
Modtag da her mit Afskedsord!
Tilgiv, jeg hvidsker mit Farvel,
Med Bønnen om, at huske paa,
Ved Fuglesangen i det Grønne
Og Aftenstiernen i det Blaa, -
At, skal en Gjenklang af det Skjønne,
Som jeg, med mine svage Kræfter,
Med Ungdomshaabet, stræber efter, -
Skal det gjenfødes her og prøves -
Saa viid det: Eders Hjelp behøves!
Saa maa - hos Kredsen, jeg forlod,
Hos Konstens Venner og Veninder -
Det styrke mig, at jeg gjenfinder
Den Skaansomhed, som gav mig Mod!


O MIN VEN, MIN VEN DON CARLO

Odense den 24de Sept. 1852.

I
O min Ven, min Ven Don Carlo,
Min Veninde, Donna Thora,
Hvor bevæget, hvor beruset
Foer jeg bort i Røgcoupeen -

II
Bort fra Eders varme Haandtryk,
Bort fra Eders skjønne Latter -
Ved min Høire sad en Tydsker,
Ved min Venstre sad en Jøde!

III
Hvor bevæget, hvor beruset -
Døende Zigarren brændte,
Tydskeren med Hovdet nikked,
Jøden gabede i Søvne.

IV
Hvor bevæget, hvor beruset!
Af Dit Venskab, Carl, bevæget,
Af det tro, det tyveaarige!
Og af Thoras Kys beruset,

V
Af det tre die - Jord og Himmel!
Trende Kvs i tvende Somre!
 Det maa gjøre en Omvæltning
I mit Levnets stille Omløb;

VI
En klimatisk stærk Forandring!
Tre kjedsommelige, mørke
Vintre ere idetmindste
Som tre Efteraar forsvundne.

VII
Hvor bevæget, hvor beruset!
Kulingen fra Nord paa Beltet,
Med en næsten Storm, jog ikke
Blodet bort af mine Kinder.

VIII
Selv i Læ af Hjemmets Mure,
I de aabne, kjære Arme,
Var endnu den sagte Skjælven,
Afskedsrusen, i mit Hjerte.

IX
O Don Carlo, Donna Thora!
Selv i disse Liniers Mathed
Er et Udtryk af min Afsked,
Et Godnat, Farvel saalænge! -

X
Men jeg vil forandre Tonen
Til en fyrig Morgenhilsen,
Et Velmødt! et Takforsidst! for
Velkomst- og for Afskedskysset!



XI
Endnu strømmer Morgenluften,
Varmet af Septembersolen,
Under flagrende Markiser
Ind paa Eders Blomsterborde -

XII
Kjære Carl, min Ven Don Carlo,
Min Veninde, Donna Thora,
Og om ei i støvet Frakke,
Med de lange Reiselokker -

XIII
Som en Aand, til disse Stave
Paa Papiret bunden, lister
Eders gamle Ven og Digter
Sig til Jer en Søndagmorgen.

XIV
Tag, som altid, vel imod ham!
Klap hans Haandskrift! stryg de Krøller,
Han poetisk slog med Pennen,
Ud til en naturlig Hilsen!

XV
Fuld af Munterhed og Glæde!
Fuld af dristig Spøg! - Hvor gjerne
Var jeg ikke, heel og holden,
Rund og rynket, selv tilstede!

XVI
Gynged mig i Gyngestolen,
Brød en Stump af Vienerbrødet,
 Slurkede af Kaffeslurken,
Snaksom med en Snakkesalig!

XVII
Men som Geist, en saakaldt Aand, er
Jeg tilstede kun disværre!
Kan ei slurke Kaffeslurken,
Kan ei bryde Vienerbrødet -

XVIII
Men, til Lykke, snakke kan jeg.
Snakkesalig og fortrolig
Med en snaksom Ven og Frue,
Snakke til den sidste Strophe!

XIX
Donna Thoras brune Lokker
Sig bevæge - Med Lorgnetten
Søger hun et muligt Gjenfærd,
Et compakt Phantom, en Masse -

XX
Allenfals mig selv i Døren -
Men det er nu eengang mere
Lette Vare, kun Papir med
Poesiens fine Krumspring -

XXI
Selv jeg sidder i det gode,
Gamle Odense, omtaarnet
Af mit Bibliotheks og Læge-
Konstens Snurrepiberier -



XXII
Sidder ved et nedbrændt, dunkelt
Lys, i Lænestolen, i en
Blommet Slaabrok, hoster af og
Til, og har en himmelsk Snue.

XXIII
Men paa Vesterbro, en svag For-
Dybning i to deilige O-
Valer, og et Glimt af Perle-
Glands i Roserne af Peithos -

XXIV
Kort, paa Dansk, et Smiil paa Thoras
Mesterlige Ansigt siger snart, at
Brevet, uledsaget af per-
Sonlig Plumphed, er velkomment.

XXV
Nu, saa lad da disse Linier
Trykke Eder til mit Hjerte,
Begge, baade Mand og Kone,
Alle, baade Børn og Gamle!

XXVI
Ak! - paa dette korte Gjensyn
Af en lille Deel af mig - thi
Kroppen er hos mig den største
Og den vigtigste tillige -



XXVII
Følger atter Afskedssukket -
Mit Farvel - Farvel, Don Carlo!
Donna Thora, ak, addio! -
Glem mig ei! Felicità!
E Aarestrap

XXVIII
Digtervennen, Don Vernaccio,
Og hans Frue, Donna Giulia,
Bring Dem begge Tak og Hilsen,
Tak for sidst og Tak for Meget!

XXIX
Ogsaa Damerne, de tvende
Sortomflorte Marguerither -
Virkelige, ægte Perler -
Meld Dem min Salutazione!



MIN ELSKTE VIV

Den 19de om Morgenen.

Min elskte Viv! mit Kiv! mit Liv og yndige Tidsfordriv! Et Ord, kun dette, har jeg endnu at berette: paa Torsdag Kl. 10, da øines vi; da speider fra den fynske Strand Din Mand efter den dampende Snekke, paa hvis Dække staaer en aldrende Qvinde, men en ung Elskerinde, der har ham i Sinde, og som ved Hjulenes drivende Fart, henover Beltets Vande, snart, agter at lande, ile, med Varme, i de aabne Arme, som vente herhjemme, hvor Børnene smile, og hvor en k j ærlig Stemme hvidsker: Du Søde, Hulde og Varme! Gud være lovet, jeg har Dig igjen, min Ven, mit Hjertes Fortrolige, her i det rolige, stille Kammer, hvor mine Kys, med sine Flammer, som i Ungdoms Dage, skal purpurfarve Din Kind, Din Skulder, Din Hage, hvor jeg i Glædesrusen over at have Dig tro og kjærlig tilbage - uden Arrighed, uden Karrighed - herlig og sund, med Rosenmund, med skinnende Tænder, med de kjærtegnende, ærlige Hænder, med det gamle Hjerte, som jeg femogtyve Aar kjender og elsker og ærer som mit; Dit Hjerte føler jeg atter banke ved mit, Din Tanke, uskyldig og reen, atter blandes med min - o Levvel, indtil Gjensynets Stund! Jeg kysser kun, nu til et par Dages Afsked, Din Mund, og underskriver mig i fuldeste, sødeste Forstand:

Din Mand.

Hilsen til Alle! især til Emilie!


I SYDENS DAL DEN HVIDE FOS SIG STYRTER

I Sydens Dal den hvide Fos sig styrter
Fra Gletscherüs og snebedækte Fjeld
Og skjuler blandt Kastanier og Myrter
De kjøle Bølgers yndigtsnoete Væld
Men ogsaa Danmarks Bøgeskove dækker
En Skjønhed i sin sommergrønne Krands
En speilglat Søe, der smilende sig strækker
Og viser Gjenskin af hver yndig Glands

Og den er rolig, i de stille Bølger
Den gj emmer Billedet af hvad den saae
Et Minde orn det Elskelige dølger
Den som en trofast Beiler i sit Blaa
Den nynner tidt, ved dunkelt Aftenstevne,
Om kjære Gjæsters veemodsfulde Savn
Og lytter man, saa vil man høre nævne
Louises og Sophies faure Navn.

Og denne Aften, medens Lampen skinner
Blandt dunkle Løv og Guldorangers Pragt
Imellem Blomsterne, som troe Veninder
Har flettet, med Naturen kun i Pagt,
I denne Aften hæver Sø og Skove
Med os den samme hjertelige Røst
Husk os, husk os husk Langensøens Vove
Som huldt I mindes Furresøens Kyst.


SØLVBRYLLUPSVISE
* *

I
Hvad er Kjærligheds Vaar,
Som saa hurtig forgaaer,
Vel andet end en blændende Drøm?
End en Dag i April,
Fuld af glødende Smiil,
Men fulgt af Regnens Strøm? -
Alting sig tegnede
Saa smukt,
Og sikkert vi regnede
Paa Frugt -
Men da Drømmen forsvandt,
Siig os, hvad vi fandt?
Knap Mindet - ikke sandt?

II
Nei, nu er Du for slem;
Sagtens gives der dem,
For hvilke Elskovs Sol ei oprandt;
Som ei saae nogen Frugt,
Skjøndt det tegnede smukt,
For hvem det Hele svandt -
Altid det gaaer dog ei
Saa slemt;
O Elskov, din Vaar vi ei
Har glemt!
Dens Erindring er Lyst,
 Og I Alles Bryst
Udbreder den sin Trøst.

III
Dog en Dag som i Dag
Taler Kjærligheds Sag,
O Held os, med den stærkeste Røst;
Denne Fest for en Vaar,
Som ei svandt, men bestaaer
Ved Siden af sin Høst
Amor, den ilende,
Blev tro;
Her slog han sig smilende
Til Ro;
Ingen Vinge faldt af;
Man ei Baand ham gav,
Men Huset holdt han af.

IV
Derfor Slægtning og Ven,
Derfor Datter og Søn,
En Skaal for Brudeparret, de To,
Der i femogtyve Aar,
Der i Høst som i Vaar,
Var enige og troe!
Rosen, de dannede
Til Krands,
Med Sølvet kun blandede
Sin Glands -
O vær, Himmel, dem huld,
Og er Tiden fuld,
Bland Roserne med Guld!



EWALD.

Paa Sengen skrev du det, med Taarer tunge,
Men Poesien greb dit Digt, og sagde:
Det er det bedste af den danske Tunge.

OEHLENSCHLÄGER.

Fra den Tid Skjalde sang til Slagets Torden,
Blev intet Drapa reist om Heltemodet
Meer gjenlydvækkende end dit i Norden.

BAGGESEN.

Du lyrisk smidige! du giftig stærke
Du Rimets musikalske Klapperslange,
Hvem skulde ei din Trylleskjønhed mærke?

GRUNDTVIG.

Jeg kan ei skjære Runerne saa hvasse,
At de paa dig, som du det vel fortjener,
Og paa din store Bautasteen kan passe.

Og alle I, som senere har sjunget
Saavidt som Danmark høines rundt og tunget
I er af hines Qvad kun Efterrunget.


AT ALPERNE VIL SPEILE SIG I BELTET

At Alperne vil speile sig i Beltet -
Har Sagnet sagt - det skeer saasnart paa Kysten
Med Schweitserhaand vi reise Frihedsteltet.


SOM I EN HELLIG DØDSKAMP

Som i en hellig Dødskamp
Mit unge Hjerte banker -
Og dn har ladet falde
De sidste Hensynstanker.

Af dine skjønne Øines
Lynsvangre mørke Himmel
Sees kun, imellem Taarer,
En smægtende Æthers-Strimmel.

Min Røst er qvalt, min Stønnen
Er afgrundshuul og rusten -
Og du - selv dine Læbers
Sølvrene Klang er brusten.

O Tvendes Liv, Gulhyndy,
Er nærved at udslukkes -
Selv Amor maa forskrækkes,
Som seer dit Øie lukkes.

Han iler med sin Fakkel -
Han sikkert Faren kjender -
Med himmelsk Hast, forsigtigt
Et tredie Liv han tænder.


HELLIGE ENSOMHED

Hellige Ensomhed!
Dig har jeg elsket,
Du var min kjæreste Verden,
Den anden var mig en Biting.
Du og jeg!
Da blev jeg besjælet;
Du og jeg!
Da, skjøndt jeg følte mig selv
Som uendelig Lidet,
Jeg følte mig altid som Noget.
Og dette Liv,
Som af Alt
Jeg blev klarest bevidst,
Det kjærlighedsfuldeste,
Frieste Liv,
Det skyldte jeg Dig,
Din tavse Omfavning.
Du var en Moder,
Selv havde jeg ingen,
Skjøndt jeg var barnlig og kjælen;
Du var en Fader,
Selv havde jeg ingen,
Skjøndt jeg var drenget og vild.


JEG SAA DIG BLUSSE OG JEG SKJALV

Jeg saa dig blusse og jeg skjalv
Forstillelsen kun skjulte halv
En Attraa i vort Bryst
Som aldrig Dyden veed at skatte
For hvilken Ord er altfor matte
En ubegrændset Lyst.

MEGET LOLLAND MIG GAV, DEN FRUGTBARE Ø, DA JEG SOM FREMMED

Meget Lolland mig gav, den frugtbare Ø, da jeg som Fremmed,
Ung, med min 19aars Viv kom til dens blomstrende Strand:
Hyggeligt Hjem, Venner, og hvad mit Hjerte forlangte,
Sundhed, Børn, Brød - Alt i et rundeligt Maal.
Ogsaa et velanseet Navn, Indvaanernes Huldskab, en Lykke
Stigende Aar for Aar, tør jeg vel rose mig af.
Nysteds deilige Strandbred - aldrig jeg glemmer din Hyttes
Gjæstfri Røg og det Blik smilende gav mig din Bugt
Aalholm din ældgamle Borg, med de vældige Mure, med Taarnets
lo Fiirkant, og med din Parks slyngende Roser, hvis Skjød
Aandede Duft fra Jordens fjerneste Strøg, i hvis Skygge
Nattergalene slog, ak, og hvor Musen jeg fandt.
Ingen Plet dog var mig saa mild, indbydende, kjærlig,
Frugtbar paa Held og saa fri for Sorg og Bekymring,
Ingen, som Guldborglands skovomkrandsede Mark
 Ingen for mig og Mine saaledes fyldig paa Goder,
Et Overflødighedshorn var mig det straalende Slot -
Straalende, siger jeg - ja thi det straalte af Adel og Rigdom -
Adel af ædleste Slags, Rigdom af skjønneste Art,
Midt i sin landlige Ro en sand Høiskole for Dyder,
Skjønhedens, Konstens Asyl - nei deres Fæstning og Borg.


FIK KONG MIDAS FOR SIN SMAG
*

Fik Kong Midas for sin Smag
Æslets loddne Øre,
Hvad Forvandling kan i Dag
Vi da faae at høre?
O Apoll! for Ret lad gaae
Naade her i Hallen;
Lad en Flok af Æsler faae
Kløgt i Pandeskalden!
(forfra)


DE FØRSTE SKARER ER FORSVUNDNE

De første Skarer er forsvundne
Hertugen, mærker jeg, er nær
Fanerne, fra Fjenden vundne
Bagefter kommer, sammenbundne
See Søstre, Paukerne, see der.

Til disse Ord et Blik med Himlen
Og Haabets søde Drømme i
Hvor Øiet fløi, og sank i Stimlen -
Ha - livløs faldt hun om i Vrimlen. -
- Det hele Krigstog drog forbi.


ET DEILIGT SOMMERLIV

Et deiligt Sommerliv - det regner og det blæser!
Et prægtigt Mandomsliv - jeg tegner og jeg læser.

DU VAR DEN FINE ROSE

Du var den fine Rose,
Blegrød i Sommerluften,
Og jeg var Atmosphæren,
Som fyldte sig med Duften.

HER VAR END NATUREN SAMLET

Her var end Naturen samlet,
Fuld af Friskhed og af Aand,
Konsten havde end ei famlet
Paa den med sin matte Haand.


EMBRYO

Saaledes sad vi ofte sammen
- Haand i Haand - Blik i Blik -
En usædvanlig deilig Belysning -

Men det er længe - længe siden
Langt førend Tiden,
Og hvor det var, det veed vi ikke.


FRAGMENT

Mistvivlende kun Sjælen trækker
Igjennem Støv sin dorske Krop,
Hvor kedelig sig Søen strækker,
Og Landet gabende seer op -

MEN FRA ERINDRINGEN, DET SVUNDNE

Men fra Erindringen, det Svundne
Sit største Tryllerie hun henter,
Som Konstens marmorblege Skjønhed
Paa melankolske Monumenter.


I DISSE SNEEREGIONER

I disse Sneeregioner
Der findes Alperoser, Knogler
DET ER MIN PLIGT, DET FØLER JEG, AT SKRIVE

Det er min Pligt, det føler jeg, at skrive
Og melde Dig, vi er endnu ilive

O ALLE JORDENS ENGLEGLUTTER

O alle Jordens Engleglutter
Er min Rosauras Attributer


CHRISTIANSHOLM MED BORG OG SKOVE

I
Christiansholm med Borg og Skove
Ved den blanke Sø,
Dig maa Vandringsmanden love,
Reed han under Ø -
Kornet bølger paa din Banke,
Fugle i din Sø sig sanke
Og din Hauges bløde Bugter
Krandse Blomst og Frugter.

II
Mure fik dit Slot og Volde,
Som stred mangen Dyst,
Som kan Stormens Tørning holde
Uden Bræk og Brøst;
Men ei meer til Krig og Feide
Kun for Stjerners Gang at speide,
Hvor den stille Sølvsky svæver,
Taarnet nu sig hæver.

III
Og hvor fordum Vikingskaren
Gjemte Pul og Spyd,
Tømte Hornet efter Faren
Sang til Skjoldelyd -
Sidder Tænkeren i Salen
Fryder sig ved Oldtidstalen,
Og med vittig Kløgt betragter
Livets mange Fagter



IV
Borgens Roes i gamle Dage
Skal ei plat forgaae,
Den var Tilhold for de Svage,
Den er endnu saa.
Gavmildhedens skjønne Glæder
I de danske Herresæder
Kan ei glemmes, naar en Kvinde
Hersker blidt derinde.

V
Held dig Borg ved Lollands Skove
Ved den blanke Sø
Vandringsmanden maa dig love,
Reed han under Ø. -
Gjæstmildt i den høie Stue
Sysler Grevens ædle Frue,
Fattigmand, som kom med Klage,
Hjulpen gik tilbage.

VI
Derfor lad nu Toner klinge
Høit i Slottets Sal,
Hende vi vor Jubel bringe
Ved en fyldt Pokal.
Grevens Frue leve længe,
Vennehuld mod dem, som trænge,
Borgens Perle, Egnens Smykke
Og sin Christians Lykke.



VI HAR FØRT OP ET LILLE SKUESPIL

Vi har ført op et lille Skuespil,
Og I har overbærende seet til.
Høistærede, I vil da ei fortryde
Jeg et par Ord end ovenpaa tør byde.
Langtfra, at jeg vil prøve paa at sige
Til Eder dette Spils Betydning og deslige
Hvorfor, med hvilke Hensyn, til hvad Ende
Vi næsten hele Stuen endevende
Og gjøre vore smaa og lystige Personer
Om til Madammer, Lærere, Baroner
Det vil, langt klogere, I selv erkjende
Et Par Undskyldninger kun Politiken
Befaler os at stille mod Kritiken
Vi spilte fransk! - Hvorfor just lege fremmed
Og tale udenlandsk her midt i Hjemmet?
Tilgiv, vi ventede ved denne Maske
Paa ingen Maade jer at overraske,
Men mangen Bommert, mangt et lille Hak,
Uskyldig, let Feiltagelse, som - ak
Os vilde have voldet megen Skam i Dansken
Det bæres over med, vi veed, i Fransken
At. vi, skjøndt Børn, ei Børn har forestillet
Men derimod de Ældres høiærværdige Billed,
Det var, o tro mig, ei af Indbildskhed,
Men kan en gammel Fyr som Rosenkilde
Med Kone og 6 Børn saa vidt jeg veed
En Skolepog med Flagrekrave spille,
Saa at vi flyde hen i Graad af Latter,
 Hvad stor Urimelighed er da i
Om eengang Drengen tør agere Vatter?
Undskyldningerne ere da forbi;
Vi beilte ei til Muser og Parnasser,
Vi svedte ikke for Theaterkasser,
Men hvis vi vandt, I Kjære, Eders Gunst
Forstod vi til Fuldkommenhed vor Kunst
Og var der Følelse og barnligt Liv,
Var der Begeistring i vor Tidsfordriv,
Saa viid, det gjalt ei denne løse Leeg,
Men, kjære Fader! ja, den gjalt kun Dig!
Din Fødselsdag, hvad kan vi gjøre bedre,
End ved uskyldig Børneleg at hædre
Men Alvor svæver over Barnets Lyst
Naar varm Taknemlighed er i dets Bryst
See, Søstre, see! hans Navn, det brænder der
Svagt Udtryk kun af Kj ærligheden her.


MUNTER OG TIDLIG TIL KRIGERNES SKARE

Chr.
Munter og tidlig til Krigernes Skare
Førte han Sønnen ved faderlig Haand
For at det Gode jeg tro skal bevare
Planted han Æren mig dybt i min Aand.

Emilie
s Bly er Violen, bedugget i Dalen,
Lærken saa smuk ved sin jublende Røst,
Villigt og venligt er Barnet i Salen,
Saa gad jeg være, min Fader til Lyst -

[ ]
Skjøndt jeg er lille, jeg bruger Forstanden
Og jeg vil synge saa godt som jeg kan
Fader han kysser saa tidt mig paa Panden,
Derfor jeg kysser igjen paa hans Hand,

Alle
Elskede Fader! o hør paa vor Stemme!
Kjærlighed lyder og Glæde i den!
Moder og Du er vor Lykke herhjemme
Gid vi maa gjøre jer Glæde igjen.


DURCHSAUSEN DER OSTWIND

Möge den Sund aufschäumen, den Wald durch- sausen der Ostwind
Ziehend das trübe Gewölk schwärzen die heitere Luft:
Uns bleibt dennoch der Sinn iriscfa, voll fröh- licher Kraft in der Kälte
Dankend zu feiern den Tag, der uns so Schönes gebracht.
Hohes Gefühl durchflammt den Britten beym Namen des Schakspear
Er der Dichter-Coloss. Vieles und Grosses dazu
Haben sicfa Deutsche zu rühmen, das Herrlichste doch ist der Göthe
Spanier lächeln stolz, zeigend Cervantes Gedicht
Noch begeistert den Griechen zu Heldenthaten Homeros
Wir auch fühlen das Herz pochen im freudigen Lust
Dass uns der muthige Sanger, der Sanger der nordischen Götter
Schönheitstrahlend den Geist kraftigt mit seinem Gesang
Ihm an dem glücklichen Tage, an dem er einst uns geboren.
Sagt das treue Gefühl liebend ein dankbares Wort.
 Freuden, gesellige Lust, umsonne, Dichter, dein Wohnhaus
Unschuld, Liebe - wie reich blühen dir diese schon da
Nie ermangle dir Kraft zu schlagen die tönende Harfe
Dänen ein göttliches Heil, Deutschen ein wonniges Glück.


KONG FREDRIK GAV SIT VISE BUD

I
Kong Fredrik gav sit vise Bud
Om Borgerret og Ære;
Han planted Friheds unge Skud,
Som snart skal Frugter bære.
Vi skulde ei med Trællesind
See Dagen gaae og komme,
Men træde selv i Raadet ind
Og fælde sunde Domme.

II
Da tænkte vi: det gamle Huus,
Som stod blandt os saalænge
Og daglig synker meer i Gruus -
Det kan til Bedring trænge.
Det Vidne var til vort Forfald
Saavelsom til sit eget -
Ei meer det langsomt smuldre skal,
Men reises, som saameget.

III
Dog Krykken ved det syge Knæ
Er kun en daarlig Støtte,
Og flikke paa det møre Træ,
Er kun til liden Nytte;
Vi førte derfor op fra Grund
En Bygning heel og holden,
Hvis Kjærne er saa frisk og sund
Som Ret fra Hedenolden.



IV
Her læses Lovens Bogstav grant
I disse lyse Sale
Og Alt, hvad der er Godt og Sandt,
Skal komme her paa Tale;
Ja, selv hvor Brødens mørke Sti
Til Fængslets Dyb sig sænker,
Skal Luften strømme lys og fri
Om skaanselfulde Lænker.

V
Velkommen være hver en Gjæst,
Alt inden Nakskov Volde,
Som kom, med os den muntre Fest
Ved Nytaarstid at holde!
Saa vist som Vaaren komme vil
Og Sommerdagens Skygge,
Saa sikkert stunder Tiden til
For Danmarks faure Lykke.

VI
Fred være da med dette Tag,
Hvor Lov og Ret har hjemme,
Hvor, for og mod, i hver en Sag
Skal høres Friheds Stemme!
Og Glæden over fuldført Værk,
Som vi idag udsjunge,
Tidt lade her mod Loftet stærk
Sit kjække Hurra runge!



LOKKERNE.

I
I Skovenes lune
Dæmrende Tætning
Omgav mig den brune
Knudrede Fletning.

II
Mig svalte det Mylder
Af Løvet, som kruset
Og ringlende fylder
Solsiden af Huset;

III
Blandt slingrende, bløde
Slyngplanter og Ranker,
Der sank mig imøde -
Jeg famled i Tanker.

IV
Paa Skyer jeg stirred,
Hvis drivende Mængde,
Sortkrøllet, forvirret,
Om Maanen sig trængte.

V
Paa Tangen, der løftes
Og slynges tilside,
Hvor Bølgerne kløftes
Skummende hvide.

VI
Paa mørke Aurikler
Paa duftende Klaser,
 Hvis Tykning sig vikler
Om blændende Vaser

VII
O pragtfuld tilvisse
Den krøllede Trængsel -
Meer yndigt, end disse,
Dog søger min Længsel.

VII
En Fletning, som skilles
I Strømninger mange -
Der snoe sig, forvildes,
Omslyngende, lange -

IX
Som løses og bindes
Som bølger og ruller
Men - blødt om en Qvindes
Snehvide Skulder

X
Jeg mindes - jeg mindes
Guldlokker, I fagre!
Q sug, hvor I findes,
O siig, hvor I flagre!

XI
Paa Søen - i Haven -
Jeg søger og leder -
I Skoven - i Graven -
Hvor finder jeg eder?



FRAGMENTER
 

UD I DEN FRISKE LUFT! UD I DEN FRIE NATUR

Greven, (kommer)
Ud i den friske Luft! Ud i den frie Natur!
Lad staae i døsig Fred det fængselsmørke Buur!
Den milde Søvn har bort sig fra mit Leie svunget,
Og Drømmens Harpestreng, den gjøglende, er sprunget.
O Elzinice, o, en giftig Orm har røvet
Dit Blomster Sundheds-Sødmen, og min Sjæl bedrøvet!
Hvad skal jeg paa den mørke, sorgindhylte Klode,
Hvor mine Barndoms-Genier mit Bryst for- lode?
Hvor Tungsinds klamme Haand har lagt sig om mit Hjerte,
Og Haabets visne Liig haansmiler til min Smerte ?
Lad Lykkelige kun sig Glædens Guldax binde,
Den hele store Skat vil dog tilsidst forsvinde.


Jægeren (afsides)
Ei, see Ur. Greven! Naa hvad skriver man
Idag? At Fugl og Fisk og Morgensolen
GFer Greven Audiens og han ei dem,
Det tegnes bør med Rødt i Almanakken.
(blæser paa Hornet.)

Skovklang.
Fru Ecko sidder i Kløft, i Fjeld,
Der drikker hun af det kolde Væld;
Narcissus er død,
Er død!
Fru Ecko, her kommer en ung Cumpan,
En Bjergets Søn er ogsaa han;
Det gamle Metal
Har født ham til Verden i Klippehal;
Han farer i Dyb, han farer i Top,
Med gyldent Harnisk omkring sin Krop,
Hvor Skoven er grøn og Himlen er hvalt,
Overalt.
Fru Ecko, suk, suk, suk ei meer,
De muntre Fugle i Skoven leer,
Hihihi!
Og Bjørnen til sine Labber seer,
Brummerum!
Hør Klangen banker alt paa din Dør:
Luk op!
En Beiler, en Beiler! Fru Ecko, hør!
Suk ei meer! Suk ei meer!


LÆRKEN HUN SJUNGER OG KLOKKEN GAAER
* *

HYRDEDRENG
Lærken hun sjunger og Klokken gaaer,
Alt saa tripper mine hvide Faar.
Folket foer til Kirke imag,
Saasnart det monne lakke ad Dag,
Bondens Hustru i Vadmel og Liin,
Adelig Frue i Hermelin,
Unge Karle og Piger smaa,
Lystig var det at skue paa.
Som en Neglike broget og kruus
Myldret Veien til det Kirkehuus,
Men ingen skinned paa grønnen Land
Som Frøken EBBA, den Lilievand.
I Fløiel og Skarlagen var hun klædt,
Selv var hun en Rose i Midten stædt
En Blomst hun havde i hver en Haand
Og Sløifer om Livet af Gyldenbaand.
Hun kom herned fra sit høie Slot
Mens Taagen stod paa og Græsset var vaadt,
Men aldrig saasnart hun paa Veien var,
Før Luften saae ud som en Lilie klar,
Og i Skoven nikkede Løv og Rus
Den ædelig Frøken saameget til Priis.
Men hvad ligger vel for Snekke der,
 Og hure kommer til Lands den her?
Vel maa jeg kjende den gyldne Raa,
Jo mere jeg nu skuer derpaa,
Det er Hr GRIMOLFS vilde Garn,
Saalidet sig skjuler dens svarte Ham.
Selv er han en Fugl baade leed og ram.
Saa mangengang han reed under Øe
At beile til EBBA., den statelig Møe,
Men hende han var for beedsk en Blomme
Ret aldrig vilde hans Beilen fromme,
Og kommer han med sine Svende nu,
Hjelp, St Birgitt! han har ondt i Hu.



HELVEDE
(Forsøg til et beskrivende Digt)

Beskrive Steder, Egne, Lande, man besøgte,
Og denne Dont saa mesterligen røgte,
At selv en streng Kritik man ei behøver frygte,
Det kræver visselig, Behændighed,
Der veed at nytte rigtig Pennens Spændighed
Stoffets Ubændighed,
Anbringe passende sin Kløgts Elendighed
Og, frem for alt, Kjedsomligheds Nødvendighed
Men derimod beskrive Noget,
Som man i Grunden aldrig saae,
Som mange ingen Vægt meer ligger paa,
De fleste forbigaae
Og som ærværdigt Meubel lader staae,
En Ting, hvis hele Tilvær sættes,
Som noget, hvorom trættes;
Beskrive dette, falder noget broget.
Men vil man vinde, maa man vove noget,
Og, for at komme ud med Sproget,
Ved disse Vers forstaaer jeg en Indledning,
Langt fjernet fra Forfængligheds Tilbedning -
En Christen er jeg, ingen Hedning -
Hvormed jeg vil begynde Haabets Fedning,
At man betragter mit Forsøg, som noget,
Hvis Hensigt er at zire Sproget.
 Afsides paa et Fjeld, hvor ingen courbetterer
Fordi at man paa Æsler sig generer,
Og endnu mere paa Blankskinnebeen,
Hvor Granen strækker mørk sin stive Green
Og ingen Lygte den illuminerer
Der ligger Helvede, en Hovedstad,
Men vee! fra andre skiller den sig meget ad.
Elimatet der er raat; et evigt Jask
Gjør blanke Støvler der til en Umulighed
Jordbundens Smask gjør Engletrin til Trask,
Paadigter Dandsemestere Udulighed
Berøver Damerne
Den svævende Jomfrulighed.

AFSIDES I EN DAL, HVOR SJÆLDEN SOLEN KOMMER

Afsides i en Dal, hvor sjælden Solen kommer,
Hvor Vinteren er lang og kort den lyse Sommer
Der ligger Helvede, en Hovedstad;
Men vee! fra andre skiller den sig meget ad.
Med mørke Huse, daarligtakte Skure,
Omgivet trindt af gamle, halvforfaldne Mure,
Ved første Syn - æsthetisk upäaklagelig -
Den falder mere skummel end behagelig.
Klimatet der, er raat; et evigl Jask
Gjør blanke Støvler der til en Umulighed;
Jordbundens Smadsk gjør Engletrin til Trask,
Paadigter Dandsemestere Udulighed,
Berøver Damerne - i Flugten,
Den svævende Jomfrulighed.
Om Vinteren, naar lis bedækker Bugten,
Naar Østenvinden blæser,
Da høster man en Mængde rode Næser,
Der kunne gjemmes Somren over.
Om Natten ikke sødelig man sover,
De smaa Insecter, man har kaldet Lopper,
Med sjælden Fjærkraft hopper,
Forfusker Søvnens milde Qvægelse
Og volder idelig Bevægelse,
Hvorved man søger disse Dyr forjage
Hvad nytter det, at Tanker, hele Oder Drage
 Ved Nat igjennem de opvakte Hoeder?
Poetisk Flor man rimelig formoder!
Men tænk, nu vaagner og Samvittigheden,
Den stikker Næsen derimelPm!
Marsch! maae den arme Skjelm
Bort fra sit drømte Eden.


BAG HYTTENS RUDER SMAA

I
Bag Hyttens Ruder smaa
Seer jeg Maanen langsomt gaa
Halvt fordulgt og halvt tilsyne
Mellem Humleranker, dugget Løv,
Straalen spiller paa min Dyne
Og paa Gulvets Støv
Ingen Lyd! kun Sengen knager,
Naar det varme Sted jeg vrager
Eller kløer, hvor Loppen plager.
Kobberpanden
Glassene med Guld om Randen
Hvor ærværdigt
Dog til Gammen fix og færdigt

II
Bag Døren i en Vraa
Uden Laas og uden Slaa
Ligger Tøsen, træt af Valtsen
Træt af Bryllupstadsen Støi og Qualm
Udstrakt Armen, blottet Halsen
Paa den blanke Halm.
Men i Stuen øverst oppe,
Ha jeg kan ei Tanken stoppe -
Der er Elskovssolen oppe
Amor møder
Der sin Broder; undres, støder
Paa sin Nabo,
Klapper, raaber høit da Capo!



III
Slikket skiller
Lokken som paa Panden triller

DEN REGNDRYPPEDE SANDVEI

Kattehale og Ranunkler
Græs i Morgenregnen funkler
Blomster røde blaa
Mellem høie Rugax staae


EI DE SNOE SIG OM DET STIVE

El de snoe sig om det Stive,
Om det Marmorkolde, Døde -
Nei, om det, som er ilive,
Om et Hjerte, som kan gløde.

Ei om noget Ligegyldigt,
Gammelt, Konstlet og Elendigt -
Nei, om det, som ungt og fyldigt,
Gud har dannet, egenhændigt.

SAAE JEG IKKE DINE SPREDES

S[aae] jeg ikke Dine spredes
Naar de stille Stjerner funkle,
Men paa Jord, ei anderledes

Deres Billed jeg forguder
I min Sjæl


FISKEREN

Halerie - flyvende Skum -
Alting har Staten tilegnet sig, Jorden, Luften
med hvad der groer og lever i den,
Jorden med sit Leer og Gruus
Mark og Eng med Korn og Straa
Skov og Busk med Dyr og Hare
Luften selv med Lærken i
Selv den lille Ferskvandssø
Med Karudsen ...
Kun paa snevre Landeveie, kan man
færdes frit, og paa knebne Gader.
Kun paa Havet er man fri
Kun paa Havet
Fik Naturen Raaderum
Kun i Bølgens Rige
Kan Naturen sige
Til den Flok, som lider Nød:
Kom! her er mit Moderskjød
Kom! her kan I finde Brød!
Bagsiden:
Blæsten kaster Skum paa Landet
