DØGNDRØMME

Und du, du Menschen-Schifflein dort,
Fahr' immer, immer zu!

Goethe

Hvad blev der tilbage, som Tiden randt,
som Luftslot-Buerne sprængtes og svandt?

Nu er det Vaar, mod det straalende blaa
gyldengrønt Træerne knoppede staa.

Lidt Hede, og nu hænger Bladene dødt;
snart skal de spragles med Efteraarsrødt.

- Sommer og Vinter, Høst og Vaar!
Kan Lykken fængsles - se Tiden gaar ...?

Hav, kun Hav, uden dvælende Trøst;
Døgndrømme, Døgndrømme, bring mig en Kyst!

Nej, borte er Drømme, borte er Dage.
Jeg kan ikke standse, maa stadig drage ...

Sus hen da, Bølger i Tidens Rum!
Jeg fanger Jer Pragt, mens I løses til Skum.
6. Mai 1887


JEG SYNTES -

Jeg syntes, i en Baad jeg lod glide
ad Flodens Strøm ud mod det vage, vide.
Der skinned Søndagssol, og Blomsterkæder
bekransed begge Bredder, mens en Hær
af glade Mennesker i Sommerklæder
stod mylrende og vinked fjærnt og nær.

Og Kvinder stod der, baade bly og kække;
jeg syntes, blot jeg skulde Haanden strække!
jeg syntes, fik jeg bare Modet samlet,
fik vovet! ... vilde Lykken være tro.
Forskræmt og ung jeg op paa Toften famled!
En Haand blev rakt mig - Baaden rummed to.

Hun sad saa frisk, saa net i Søndagsstadsen
og smilte overgivent til Sejladsen.
Jeg var en tankefuld, forelsket Fange,
som tavs mig hælded over Baadens Rand.
Hun lo og nynned kaad al Verdens Sange,
og ved den næste Bro sprang hun i Land.

Og atter gled jeg mod det fjærne vage.
Jeg sad en Stund og stirrede tilbage.
Og Himlen skyedes, jeg frøs og sitred,
jeg følte det, som om min Ild gik ud,
jeg følte, som om Nerverne forvitred,
og jeg sad énsom, haabløs, uden Gud.


Det falmede omkring mig: Blomsterkæder
og Søndagssol og Smil og Sommerklæder.
Jeg lod det bort for mine Øjne svømme,
jeg kunde ikke gribe, var ej fri.
Det kaldte ofte blidt i mine Drømme,
men naar jeg vaagned, var det langt forbi.

Det svømmed bort. Jeg bar jo Slægtens Mærke:
her staar vi frejdige og drømmestærke,
her staar vi med vor Lykketrang og haaber,
at alt skal gives af sig selv en Dag.
Men Sejrens Guddom flaner ej med Taaber,
som tror at kunne vinde uden Slag.

- Og se, som dette Myller bag mig døde,
jeg sejled dog en Lykkehavn i Møde.
Jeg havde drømt med egen Lov at eje
min egen Lykke ved min egen Strid;
- jeg fulgte Strømmens brede Bølgeleje
og takker Strømmen, at jeg naaed did.

Dog du skal ingen takke, men besejre
dit bange Sind og lære dig at fejre
din egen Fest - ja, lær at triumfere!
Og held dig, glade Ungdom, om du fik
af Følelsernes klare Jævnhed mere
og mere Handlingernes Romantik.


KAN DU DRØMME MED MIG?

Kan du drømme med mig
til en Lykke dig ind
uden Sten paa vor Vej,
uden Tvivl i vort Sind,
hvor ej Døre i Laas mod den skrigende Flok
er behov, vil vi ene os stænge;
ti om nogen sig ind vilde trænge,
var han ikke for os, ti vi selv var os nok.

Kan du drømme os ind
i en stjærneklar Nat
med en legende Vind
i det slumrende Krat
mellem Ungskov og Bøge beskærmede tæt,
hvor et Sted i de dugslørte Blade
af en Drossel vi faar Serenade,
mens drilagtige Myg vil omsvirre os let.

Kan du drømme dig ind
i en Salighedsstund,
hvor med Kind imod Kind
og med Mund imod Mund
vi har favnet os hen i en eneste Tro
paa vor Ungdom, vor Elskov, vor Lykke ...?
- Paa en Sandhed vi da kunne bygge,
ti en Drøm vinder Liv, naar den drømmes af to.
9.6. 84


DU SOM EN LILLE KATTEKILLING ER...

Du som en lille Kattekilling er, du kaade Barn,
som altfor sød og altfor tilbedt er,
- en lille, lystig Kattekilling, der
mig arme Djævel triller, som jeg var et Nøgle Garn.

Jeg mellem dine Poter ruller viljeløs omkring,
som Regnbu'farver skifter dit Humør.
Jeg snurrer, til jeg bliver ganske ør
og ikke længer tænke kan paa nogen Verdens Ting.

Og hvis de bitte, bløde Poter ej faar rigtig fat,
saa griber mig de fine, spidse Klør.
Men allersortest bliver mit Humør,
naar andre Nøgler rent gør tummelumsk min kælne Kat.


VAAR I VINTER

Oktobers blege Sol er svunden hen,
og rundtom ligger Vinteren paa Lur.
Naturen falmer, og det fryser, men
i dig jeg har en vaarfrisk, varm Natur.

Saa smuk, saa svulmende og ung du staar,
mens Jorden rundt omkring er kold og død.
Og i din Nærhed føler jeg en Vaar
og ildnes som af Foraarssolens Glød.

Mens over alt den første Sne i Nat
har bredt sin bløde, glimmerhvide Pragt,
du, som var uberørt som Sneen, Skat!
har første Gang tæt til mit Bryst dig lagt.


DÆMRING

Det var ved Daggry. Vaagen
jeg hviled i din Arm,
mens sølvgraa Lysnings-Taagen
flød ind i Vindvets Karm.
I Søvnen end du lukked
de fine Øjelaag,
og ganske let du sukked,
hver Gang du Vejret drog.

I Haarets Mørke segned
dit Hoved blødt og træt,
sig Barmen bølgetegned
ved dine Aandedræt;
og læmpelig til Side
de bløde Tæpper gled,
forraadende din hvide,
din unge Herlighed.

Af Dæmringsvæv beskinnet,
saa færdigt og saa støbt
dit Legem laa, i Linned
til over Hoften svøbt,
med Benene saa slanke
og yppigrunde dog,
en Billedhuggers Tanke,
før han sin Mejsel tog-


saa hvide, silkebløde,
skønt formede saa fast,
og lysende i Møde,
som var det Alabast,
mens bagved Huden inde
en Strøm af Liv der flød,
som svagt lod gennemskinne
sin gyldenbrune Glød. -

Mens Gryet blaakoldt lyste,
saa tyst og varm du laa,
indtil du isnet gyste
og aabned Øjet saa.
Du saa' dig om forskrækket,
blev vâr mit stumme Spil
og kyssed mig og dækked
dig atter hurtig til.
10. 4. 85


HVER MORGEN, NAAR JEG VAAGNER

Jeg skotter til min Rude,
hver Morgen naar jeg vaagner,
og ser, hvordan det grønnes
det Træ, som staar derude.
Hvordan de lyse, spæde
smaa Knopper have strakt sig,
jeg mærker til min Glæde,
hver Morgen naar jeg vaagner.

Og naar de grønne Blade,
en Morgen naar jeg vaagner,
med frisk, lyksalig Fylde
i Solens Em sig bade,
da vil jeg mer ej klage,
men skrive: du skal komme!
jeg ønsker dig tilbage,
hver Morgen naar jeg vaagner.

Og ved det vakte Minde
din Længsel atter vaagner,
af gamle Drømmes Aske
sig Foraars Ranker vinde.
Du husker, du har svoret ...
du husker Skovens Tykning ...
Der ligger Brev paa Bordet,
en Morgen naar jeg vaagner.


SAGTELIG . . .

Sagtelig, sagtelig Timer glide
her ved din Side
i duftende Eng.
Fuglene kvidre, mens Larmen forstummer;
stille om Majløvets Hæng
Mygget i Aftenens Solglans summer.

Sagtelig Øjnene vil jeg lukke,
lade mig vugge
i elskende Drøm.
Om mig din Arm saa buttet og liden
ligger beskyttende øm.
Sagtelig, sagtelig glider Tiden ...


Hun stille og med Anger mit lange Opgør hørte,
til Dampsporvognen ankom, og vi steg ind og kørte.

Hun sad, som var hun Sorgen i Skikkelse som Kvinde,
dog til et Ord hun kunde sig ikke overvinde.

Og vi var halv Vejs komne, min Ro jeg næsten misted;
da ydmyg og stilfærdig sin Arm i min hun listed -

og hvisked et og andet om Vind og Blæst og Kulde,
som hendes Trang til Varme hos mig forklare skulde.

Da vi tilsidst os maatte formaliter forsone,
hun loved mig at være en artig, lille Kone.
20. 5. 85


PAA STRANDVEJEN

Da vi til Aften spiste i Skoven, Skæbnen vilde,
at det ej ret os smagte, og hun befandt sig ilde.

Og mens vi gennem Skoven til Strandvejen spasérte,
saa saâ hun i vort Forhold det slette og forkerte.

Hun talte om sin Stolthed, som var saa let at krænke,
og hvad om hint og dette vel Verden maatte tænke!

Og hun var bleven hæftig, forinden hun blev færdig.
Til Strandvejen vi naaed', og jeg begyndte værdig ...

Og mens i Aftnens Stilhed der hørtes fjærne Toner,
og Linde stod og drømte med deres lyse Kroner -

mens langs den tavse, hvide Chaussé vi traf paa somme
med Bøgegrene ventende paa Dampsporvognens Komme -

og medens Oldenborrer forbi os hastig svirred,
- saa talte jeg alvorlig, mens let min Stemme dirred.

Jeg talte fast og rolig. End grubler jeg bestandig,
hvorledes dog min Stemme blev saa sonor og mandig.

Skønt jeg var streng og fattet, var mine Ord ej bitre;
det gav en egen Rhythme, at Stemmen kunde sitre.

Og under al min Talen saa gik hun ved min Side;
jeg mærked Trodsen over i tænksom Tavshed glide.


SENT HJEM

Jeg slentred ind ad Porten,
da Gaardens Haner gol.
Paa Straatags Mosset skinned
den kære, gyldne Sol.

I Gaardens køle Dugluft
stod der et Hvedehæs;
fra Vognrums Stænget dufted
det sødt af Hø og Græs.

Jeg kiged gennem Ruden
ind til min tomme Seng
og drev saa gennem Haven
ud paa en Kløvereng,

hvor Morgensolen dryssed
fra Himmelluft sit Guld
ned paa en Mark, af Perler
og Diamanter fuld.

En Pige sad derude
og malked sine Kør.
De stirred, som om aldrig
de havde set mig før ...

Jeg slængte mig i Kløvret,
hvor Duggens Draaber flød,
og kvæged i dets Svalhed
Kindens og Pandens Glød.


Og i det vaade grønne,
mens Solen skinned varm,
sov jeg igen og drømte
mig ved din unge Barm.


KÆRLIGHED

Tal ej om skuffet Kærlighed
og Hjærter, som er brudt!
man gør sig lidt Besværlighed
og ta'r en ny til slut.

Tal ej om evig Kærlighed!
vort Hjærte kun slaar Smut;
det hopper let fra Sted til Sted
og synker træt til slut.


BAGEFTER

En kølig Aften sidder jeg paa Bænken
aléne her, hvor grønne Bøge kranser
sig dunkle rundt om Kærets flade Rand,
mens Regnen lig en Myggesværm, der danser,
saa fin sig sænker
og bryder Fladen paa det stille Vand.

Her satte jeg mig og faldt hen i Tanker
I Grunden vented jeg nok én og anden,
men denne én og anden kom nok ej.
Mit Blik fortabte sig i Taageranden
om Skovens Toppe,
og mine Drømme tog end længre Vej.

Jeg tænkte paa, at nu jeg sad aléne,
og husked paa en Gang, jeg nogen ejed,
en anden Gang, den Tid er svunden hen.
Hvert uskønt Træk imedens er bortfejet;
i min Erindring
vemodig staar det bedste kun igen.

At have aldrig nydt og aldrig levet
maa være tungt, dog ved jeg noget værre:
at have nydt sin Lykke altfor lidt,
at have været over Glæden Herre
og have spildt den,
bekymringsfuld for alt undtagen ét.


Tit drømmer jeg endnu de gamle Drømme
og ønsker mig den gamle Tid tilbage,
dog vingestækt er mine Længslers Flok.
Men jeg har lært paa Lykken ej at klage;
- ej vil jeg angre
at have elsket og ej elsket nok ...

Jeg rejser mig fra Bænken, hvor jeg vented.
Se Taageregnen al Ting blødt tilslører
og bryder Fladen paa det stille Vand.
I Krattet inde ingen Fugl sig rører;
kun tavse Bøge
staa dryppende af Regn ved Kærets Rand.
85


EN STORMDRØM DER GAAR ...

En Stormdrøm der gaar gennem Verden,
det bølger som Rugen i Blæst.
Jeg har ingen Storm i mit Indre,
jeg ligger og drømmer i Mag.

Jeg kan for et Vindstød ej flyve
- en spændig og fjederlet Bold.
Nu ligger jeg sunken til Jorden
som Stenen, saa tung og saa kold.

Jeg én Gang har fablet om Lykke,
jeg én Gang har mistet min Ro.
Nu gider jeg Foden ej flytte,
nu haaber jeg uden at tro.

Jeg kan ikke bryde min Dvale.
Ja kunde jeg elske en Gang!
Men hun er slet ikke at finde.
Jeg fordrer saa meget, saa stort.

En Stormdrøm der gaar gennem Verden.
Ja kunde den blive til Storm,
til Kamp for den Sag, som jeg elsker,
saa fik jeg vel Vind i mit Sejl.

Men Stormen løjer og løjer,
som Dagene sindige gaa,
og Kampen for Frihed ej kommer.
- Jeg selv, kommer jeg heller ej?
21.11.85


MESSALINA

O Messalina med det stolte Hoved!
de rige, hæftigskaarne Læbers Tale
har brudt, hvad to Kærminde-Øjne loved.

Mens hele Byen stod i dyb Fortabning
og vented Prinsens og Prinsessens Indtog,
jeg saa' kun denne dronningsikre Skabning.

Den strenge Pande lyste mellem Haaret,
som brunt den kransed; Næsen dristig lige,
og Hovedet saa kækt paa Halsen baaret.

Jeg saa', hvor Barmen aanded trodsigsvimmel,
hvor stærk, hvor rank hun sig i Hoften hviled
- aa blot at naa en Søm af Kaaben, Himmel!

Hvert Ansigt, som var længselssvagt forvisket,
flød prægløst ud for dette fattet vilde,
der skarpt og yppigt ængsted og forfrisked!

Og hver Gang Drømme-Blikket paa mig stirred,
det var, som hver en Nerve i mig dirred,
og jeg slog Øjet ned og stod forvirret.

"Bliv ikke vred!" - jeg voved - "Hvad jeg vil Dem,
fortjener ingen Vrede." Stemmen skælved.
Hun svared: "Jeg vil ikke tale til Dem."


- Hvorfor foragter De, hvem De ej kender?
Ak Messalina, De er altfor grusom.
O vidste De, hvor Blodet i mig brænder!


FOR GOD!

I København og Valby
findes ej sødere Pige;
saa kan de ærbare Damer
skinsyg-befippede skrige!

Spankende frank og alene
det tyve Aars Legem hun retter,
bevidst om sit Værd for en kyndig
Beundring af snævre Korsetter.

De underlig forskende Øjne
er bundløse, mørkblaa Himle,
hvor guddomtrodsende Engle
ud over Afgrunden svimle.

Med Nakken kastet tilbage
og Læberne presset sammen
og med disse forskende Øjne
- hvem gør hun ej hed i Kammen?

Der er noget ynksom-godmodigt
ved Hovedets hele Vane
at le til den klodsede Ungdom,
som altid skal gaa og glane,

den smagløse, støjende Ungdom,
der fordrer saa broget en Scene
og ikke forstaar at vurdére
som hun det fornødne éne.


Mod en hovmodig Fløs kan hun vise
en Haan, som du ikke begriber.
Men synes hun om dig, kan hænde
at straks hun i Armen dig kniber.

Saa vil eders Sjæle befjedres
af smaa, poétiske Vinger.
Hun hvisker saa sirlig: "jeg elsker,"
som om hun kyssed paa Finger.

- Det énlige Væsen! hvem dadler
at ej hun for Ensomhed skabtes
og ikke har Udsigt i andet
Paradis end de fortabtes?

De altidærbare Damer
kan harmopblussende skænde!
- jeg vil sige, hun synes mig næsten
for god til en Verden som denne.


KÆRLIGHEDS PROGRAM

Foran hendes Fødder
paa Skamlen jeg sidder
i Skumringens Timer
- en andagtsfuld Ridder.

Hør Droskerne rulle,
hør Sporvogne klingre!
Jeg lytter og kysser
de mælkhvide Fingre.

En svævende Lysstrøm
fra Lygten der nede
forsøger en Klarhed
om hende at brede.

Hvor stolt, distingvéret
er Hovedets Holdning,
hvor himmelsk letfærdig
dog Læbernes Foldning!

Imod hendes Knæer
paa Armene hvilet
jeg ser noget adspredt
i Blikket og Smilet -

det Smil, som sig viser,
imedens jeg taler
om Kærligheds Drømme
og Skuffelsens Kvaler:


"... jeg hader den Verdens-
afhængige, trælske,
poétisk forskønnende
Maade at elske.

"Ved festklædte Løgne
jeg lédes og Fraser,
bort vil jeg slænge
de Maskebals Laser.

"De er saa naturlig,
saa prægtig fordærvet,
med Floskel-Foragten,
som De har erhværvet!

"Fortæl, kan De elske?
forstaar De: oprigtig,
af selvstændig Higen?
ej naadig, ej pligtig -

"og skænke et Hjærte,
ej Digternes Løgne?
O tror De?" - Jeg ser i
to glimtende Øjne.

Hun slaar om min Nakke
de fløjlbløde Hænder,
saa kælne! Og Kysset,
hvornaar mon det ender?


SOLNEDGANG

- mir frösteln die Gedärme!

Heine

Af Solens henflagrende Straaler
en Guldglans er lagt over Haven:
paa Gruset, paa Græsset i Plænen
og Blomsternes brogede Skaaler.
De bristende Lys-Blikke maaler
det skælvende Vand i Fontænen.

Og bag Lysthusets Tremmeværk danser
der Sol om en gulklædt Kvinde,
som hviler sig slank i hver Bøjning
med Barmen spændt blank som et Panser,
saa trofast, med drømmende Sanser
paa Lur i hver Leddenes Føjning.

Men Skyggerne mere sig strækker,
og Solen forsvinder bag Hækken,
den guldgule Farvepragt visner,
en afsvalet Aftenvind trækker,
mens graalig sig Skumringen lægger
og Springvandets Sølvklarhed isner.

Jeg gyser. Jeg sér imod hende.
Hun lægger sin Bog til Side
og korser de rundede Arme:
der svulmer en Kraft uden Ende,
som Ild i en udslukt kan tænde
og frysende Indvolde varme.


Det er, som en Vaar-Golf mig strømmer
i Blodet - hun kysser min Tinding;
jeg ligger i sitrende Knælen.
- Saa vig nu, hver legemløs Drømmer!
I Slægten fra Sundheden dømmer
og gør os forfrosne i Sjælen.
5. 1.86


HVORFOR MON?

Jeg vil vide, Skønjomfru saa ung og saa fin!
er du hviskende Suk eller stormende Hvin?

Er den fine Pupille mon blændet og vaad
af bristende Savn eller Kærligheds Graad?

- Jeg saâ kun et Barn, som uhjælpelig græd.
Hvorfor mon jeg gjorde den Jomfru Fortræd?


EFTER REGNEN

Det regned i Nat, den brune Sti
er fast og fri for Støv.
Der hænger fuldt af Draaber i
Hvidtjørnehækkens Løv.

Mens skiferfarvede Skylag ned
over Himlen tones blidt,
staar Skoven i sin grønne Fred
og drømmer, tung, om sit.

Jeg gaar derind. Hvor alt er vaadt!
- en lyttende Bladdryp-Sal.
Fra Skovfogdhuset skingrer blot
stundum et Hanegal.
18.5.85.


SOMMERMORGEN

Jorden ligger sløromvundet,
Sølvstøv-drysset, slummersvag,
mens det dæmrer over Sundet
imod Dag.

Vandets Flade kruser let sig
under Vindens friske Tag;
Bredden faar et køligt Tvæt sig
imod Dag.

Solen kiger frem; den Taagen
suger ind i hede Drag.
Jorden glødes varm og vaagen.
Det er Dag.


PAN

En Skitse

Pan sad og lo,
som han altid lér,
naar ikke han fløjter,
hvad ogsaa sker.

Pan sad og lo,
han holdt Øje med to,
som trodsig var vandrede
hver sin Vej,
da han vilde kysse
og hun vilde ej.

Pan sad og lo,
han mored sig godt,
og Ekko, som hørte ham,
gentog hans Spot.

Saa dansede Latteren
ind gennem Skoven
kaad og forvoven,
sukkede hult,
hviskede rundt om
for neden og oven,
som var der Fauner
bag Træerne skjult.

Det stønnede bagved!
det raslede dér!
Hvad var mon det sorte
ved disse Trær,
 hvor Mørket laa tæt?

Og mens hun flygted,
hun vidste ej ret,
om dette var Stien,
som hjemad førte.
Og hvad var det nu
for Fodtrin hun hørte?

Én fulgte efter,
hun mærked det klart.
Hun skyndte sig fremad
med stærkere Fart.

Hvad ogsaa hun vilde
i Skoven saa silde?

Saa nu fôr hun vild!

Et bundløst Føre
af Mose og Slam,
hvor hun vendte sig hen!

Hvad skulde hun gøre?
Hun kaldte paa den,
hun ej før vilde høre.

En frygtelig Skam!

Hun lytted. Forgæves!
han vilde ej svare.
Kun Skridtene lød.
Der var virkelig Fare!

Men saa var det ham.
 Og hun kasted sig til ham
og følte sig tryg
og pludred og skændte
og kaldte ham styg.
Og hun kyssed ham selv
baade én Gang og to.

Pan sad og lo.
Der kan ingen gaa fri
for hans Drilleri.

Han lo, og han fanged og kyssed
en Nymfe, som just kom forbi.


FALDENDE SNÉ

I tætnende Hvidhed,
lette, legende
hvirvles vi, falder
med lydløs Blidhed

som Døgnfluer sarte,
hvis Puppe springer,
som Sommerfugle
vide Vinger,

end mere tyst
end en elskende Kvindes
Taarer, som rinder;
blødere, ømmere
endnu, end hendes
Hænder berører
den elskedes Kinder.

Vi drysses,
vi drysses
som hvide Krystaller.

Hvert Fodtrin, som gjalder,
skal dæmpes,
skal tie,
skal tysses.

Hvirvlende, tætnende,
legende, kæmpende
dækker vi Jorden
 dunbløde, dæmpende.

En Ørken, et Øde
vi svæver i Møde

- plukket af Vinden
den skarpe og skingrende,
isnet af Frosten
den klare og klingrende;
med Grene og Kviste,
knækkede, strø'de
blandt ligblege, døde,
stivnede Blade.

Et klirrende Ekko
fra tusende Steder,
mens hulkende Bækken
bag Isen græder. -

Græd ej!
Vi vil lægge
os skærmende lune,
at Frost skal ej saare.

Græd ej! Vi vil dække
et skarpe og haarde.

Saa spredes vi ud,
saa svæve vi ned,
drysse og glide
tætnende, skinnende,
blændende, blindende
 alt med vor hvide
Uendelighed.

Fnug efter Fnug,
Flok efter Flok,
fra Skyernes Vugge
kredsende fri
- til af vort Flagreliv vi
trættede daler,
lader os fange,
lader os lukke
i Massernes Hav.

Der ligger vi, venter
i stille Fryd
uden Mæle og Lyd,
mens tættere sammen
vi trænges, vi knuges
og presses og æltes

og endelig smæltes.

Saa svinder vi, siver
i Jordens Grav.

Vi snurrer, vi kredser,
vi svinger os rundt
fra Skyernes Vugge
til Jordfladens Grav,
med tætnende Hvidhed,
med lydløs Blidhed,
lette og legende.


EN FABEL

Da et Parti begyndte at nærme sig Døden
og det saa nødig endnu vilde skilles ved Livet,
bad det til Gud, om han vilde hjælpe i Nøden,
ligesom fordum han havde det Livskraften givet.
"Nej," svared Gud. Man betragtede raadvild hinanden.
Saa blev dets Formand bemyndiget at gaa til Fanden.

Ved Audiensen tog Satanas venlig imod ham,
takked for sidst og bønfaldt ham bare at tale,
mens han forsikred ham om, at til Tjeneste stod ham
alt, hvad der afhang af ham ... han kunde befale!

Formanden talte. Hr. Satanas strøg sig om Hagen:
"Hm! jeg maa sé Deres Folk, før jeg dømmer i Sagen."

Saa blev Partiet da mønstret paa ottende Dagen.
Alt, hvad der var af forældet, stagnéret Berømthed,
alt, hvad der fandtes af privilegéret Forsømthed,
Blomsten, de ædleste, ældste, i Trop arrivérte:
Krigsmænd og Fredsvenner, Lægfolk og Folk, som studérte,
store Grossister og smaa bitte lærde Doktorer,
"Raader" og "Naader" og Højesterets Assessorer.

Satanas grunded og kløede sig bag sit Øre:
"Undskyld, Hr. Formand! med dem kan jeg ingen Ting gøre."


"Aa, men saa sé dog! Kan nogen vel ønske sig mere?
alt, hvad vort Land af Ærværdighed, Rang kan præstere,"
svarede Formanden angst, med veltalende Tunge.

"Ja, gode Mand!" sagde Fanden.
"Men hvor er de unge?"


MANNA

Der er en Legende om Manna,
som snéed fra Himmelen ned.
Et Folkeslag sang Hosianna
og spiste i Magelighed.

- - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - -
Om Agre og mørkeblaa Strande
flød Sommerlys; Hyben sprang ud,
med drømmende, løvkranset Pande
stod Bøgen i Helligdags Skrud.

Da lød over By, gennem Skoven
et Rygte til Arne, til Kro,
til Kræmmerens Disk og til Ploven,
hvor Bonden holdt stille og lo.

De saâ under aandeløs Svimlen
et Kæmpeliv stige af Grav
og hilste, med Fanen fra Himlen,
paa Friheden, Kongen dem gav.

Til klingende Spil under Bøgen
et barneblidt Folkeslag gaar.
Og ingen har Øre for Gøgen,
som Frihedens Undergang spaar.

Se Bladene bruse og flagre,
og Solen gør salig og ør:
 Nu dæmrer for Danmark, det fagre,
en Stortid, som aldrig dør. -

Men Tiderne komme og svinde
med Løvskifte Aar efter Aar.
Hvad intet os kosted at vinde,
saa let, som det kom, det forgaar.

Og Kæmpeaands-Drømmene svinde,
vor Storhed er gaaet i Glem,
og nu har vi Vinteren inde
i Norden, i Vaardrømmens Hjem.

Og netop det Vidunder hændte,
som faa vilde tro og forstaa.
- Der findes en gammel Legende,
den tænker saa ofte jeg paa.

Der er en Legende om Manna
- paa én Nat gik Orm i dens Sné
fortræffelig at faa Forstand af,
om ikke just lystig at sé.
19.11.85


HILSEN*

Har I hørt, vort Folk er uden Ære,
end ej modent til at kaldes frit,
mangler Skuldre, brede nok at bære
Selvstyrsdrømmen, hvorfor vi har stridt,
at vi atter krybe skal i Krogen
som en stille, skræmmet Børneflok?
Mens vi slumrer ind ved Lektiebogen,
snurrer Moder Enevældes Rok.

Har I hørt, at Politiets Stave
skal for Aandens Gæring bringe Ro,
at en statsbeskikket Præstekrave
skal diktere os, hvad vi maa tro,
at en snæver Bedstemoder-Lære
isnende skal tage os i Fang
og skal det Prokrustes-Leje være,
hvor man søndrer Folkets Lykketrang?

- Vi har hørt det, men vi mere vidste:
over Lande flyver Vaarens Bud;
glad vort Folk nu hilser paa de sidste,
som har foldet Frihedsfanen ud.
Vi hinanden fandt i Kampens Trængsel,
og et fælles Had os knytted nær.
Fremad nu i fælles Haab og Længsel
vandrer en forynget Frihedshær.
*


ANTONIUS GYNT
- junge Leiden

I · Drømme

Der er sunget om Drømme i duftrige Ord.
- Drømme er Djævelens Engle paa Jord.

De daarer, at Djævlen des bedre kan spotte,
nynner om Lyst for en Last at blotte.

Fryd bliver Vildskab og Vildskab Jammer
udbrændt i Drømmenes Helvedflammer.

II · Vision
Mændene fra de hundrede Favntag.

B. Björnson

De kommer i alle mulige Stillinger
uden og med Audiens-Bevillinger;
aldrig de samme, der skiftes med ti,
ja tyve - et aandeligt Flerkoneri.

En Æsel i Tanker, men from i det vigtige
gør jeg det anerkendt éneste rigtige.
Kommer det bare paa Gærninger an!
jeg er fuldkommengjort i katholsk Forstand.

Med Teologer endog kan jeg klare mig.
Dog for en Tvivl kan ej altid jeg bare mig,
at selv om det kun er en Overgangs-Kur,
saa er det dog Vold mod Vorherres Natur.


III · Det værste

Die Erdbeere, die ich stehen liess,
die brennen mir noch an der Seele.

Bettina

Hvad er vel saa tungt at erindre
som Synder, man ikke har gjort?
- maaské kan man banke lidt mindre
beængstet paa Paradis' Port ...

Men tænke sig, tænke sig: Tabet!
en uopkrævet Værdi!
at dér har man gaaet og gabet,
mens Lykken spasérte forbi!

For Pigen er dog bleven svanger,
kun var der en anden til Fa'r.
- O dette er værre end Anger
af alle de Synder, man har!

IV · Sommervarme
- frech und froh.

Det var Middag; drivende Hede.
Vinduer oppe, Gardinerne nede!

Ude i Gaden ved Kirkegaards Muren
gik Varmen næsten over Naturen
- et rygende Bælte af Solild-Flimmer,
som blot ved et Blik kunde Hjærner smælte.

Langs Væggene ikke et Kræ saas smyge;
det var kvælende hedt, man gad næppe ryge.
Og mindre endnu var det muligt at sove.

En Expedition! - om jeg skulde vove ...?
 Langs skyggende Huse, der skrøbelig hælder,
hen over Slipper, hvor Lysflammer vælder,
sniger jeg frem, kommer ud paa en Vej
med en stinkende Grøft, der er frodig bevokset
af tilstøvet grønt og soltørre Nælder,
ind gennem Anlægets kølige Lys,
forbi en Knøs, som har siddet og blundet,
naâr jeg til Højen, hvor opløst jeg segner
ned paa en Bænk
og sér over Sundet.

Stille og hed, gylden og moden
staar Havren i Marken nede for Foden.
Og længer ude den strømblaa Fjord
blandt Bakkebølger i Hede dirrer.
Her lugter af Høst og tørret Jord.
Men Vinden rører en Smule paa sig,
medens jeg drømmende døsig i Solglansen stirrer.

... Hun skulde være saa myg og kælen -
Eller ikke myg! men egen og vild,
med Øjne saa fulde af Ild,
at de brændte sig ind i Sjælen.
Men ingen moderne, nej ukultivéret!
- vor Halvkultur har dem bare spoléret.

Sydlandsk, romansk? ... dog, heller ikke.
Om dem saa længe man havde snakket,
at de var skillet ved Nyhedsglansen.
Sydlandsk, romansk! jeg mig betakked
for disse funklende Olietryks-Blikke.

Nej, vild, barbarisk! en Steppens Pige.
Sort eller hvid? - havde mindre at sige.
Men vild som den vildeste, kaad som den kaadeste.
 Jeg drog gennem Ørknen i brændende Hede
- en Dag som i Dag!
Saa blev jeg fanget af Beduiner,
som bandt mine Hænder bag.

I deres Telte mødte jeg hende.
Saa gik det med mig, som med alle Helte:
vild som den vildeste, kaad som den kaadeste
elsked hun mig og gjorde mig løs.
Til Gengæld løste jeg hendes Bælte.

O hvilke Kærtegn af iltre Hænder!
og Kys af Læber, hvis Glød ej ender!
Hun slutter mig ind med stærke Arme
... dog blid og lydig ...!

Pokker til Varme!
Hvor kan ên tænke dydig?

V · Forbandelse!

Den Teolog gad jeg dømme til at hænges,
som paabød at savne og sukke og længes.

Giv mig en Tro, der er stærk som en Klippe,
i Drømmenes Brus vil den vakle og glippe.

I lærte mig at drømme, hvor lærer jeg at nøjes?
Fygesand er jeg - hvordan skal jeg fortøjes?

Jeg fordrer jo ej Vildskab saa lidt som at spæges.
Lad mig blot elske, elske og læges!

- Men kan jeg være vis paa mig selv blot et Døgn?
Jer Lære har Skyld, at jeg blev til en Løgn.


VI · Nye Piger
Et Resultat

Nævn mig dine Drømme!
Hvorfor er det, dit Hjærte banker?
Blodet skriger -
sig mig dine viltre Tanker.

Hvad er hundrede Kys af ét Par Læber
mod at kysse hundrede Piger?
- -

Det var Komponisten den unge.
Hellig Ild i hans Øje,
i hans Fingre daarende Toner
og Videts Salt paa hans Tunge!

For en Kvinde havde han sukket.
I et Bad af Toner,
som han øste over hendes Nakke,
hidsende, sitrende varme,
havde han tvættet hende ren,
frigjort for Jordlivs Støvet.

Hun drog ham endelig til sig
med bløde, skinnende Arme.
- -

Saa du Blomsten, som pranger i Græsset,
den fine Blomst med de dugfriske Farver?
- Viol, Anemone, Mimose,
den hvide Lilje, den røde Rose.
Der kommer en Fod og tramper den ned.


Sønderknust, som for evig knækket
ligger den paa den urene Jord.
Hans Attraa var knust i de bløde Arme,
hans Lidenskab stækket - -

Men Vinden suser, og Regnen falder,
Blomsten rejser det bøjede Hoved.
Endnu! endnu er det Blomstringens Alder!

Og træt af Dvale
den blundende Længsel
begynder en mumlende Tale.
Bestandig den higer mere forvoven,
med blomstrende Fylde,
med angstfuld Pragt,
letter sig frem paa Taaen og skriger:
"Nye Piger! nye Piger!"

Hvad er hundrede Kys af ét Par Læber
mod at kysse hundrede Piger?

Hans Læber dirrer, hans Pulse hamrer,
han sidder i tunge Drømme.
Han vrider Hænderne vildt og jamrer:
"Hundred Sonater for en Pige!
Nye Piger! nye Piger!"

Han smiler stille vemodig:
"Min gamle Pige er sød til visse,
altid skal jeg takke hende,
hende skal jeg aldrig forlade!
Men en Pige til, blot en eneste!
O, jeg kunde græde bitterlig
- at Skæbnen kan nægte
saa ringe, uskyldig en Glæde!"


Vore fromme Ønsker,
Skæbnen nægter dem aldrig.
Det bedste i Verden er Piger;
vor bedste Bøn kan ingen nægte.

I lokkende Klynger drager de forbi,
trutmundede og lækre som Skovens Jordbær,
fine og ædle som Druer.

Lad os nyde de flygtende Timer!
Men som Dagen ikke er den næste lig,
kan Nætterne ej heller være éns,
ej heller vore Piger.

Komponisten den unge
fik sig en Pige.
Det var Vaar med duftende Bøge,
og han havde to Piger.

Fra den enes Læber til den andens gik han,
af dens enes Arme i den andens. - -

Hvad er hundrede Kys af to Par Læber
mod at kysse to hundrede Piger?

- Medens Sommerens hellige Nat
hvælved sig blaa og skøn,
besaaet med Stjærner,
rødmende svagt
til Minde om Solens Kys,
stod han i Drøm ved sit Vindu,
lyttende til den lydhøre, lyttende Verden.
Fra Skoven, fra Søen og Jorden
trængte med hede Længsler


en duftfyldt Damp.
Han stirrede anstrængt i Natten,
naar brusende Klæder og trippende Fodtrin lød,
og sukked og hvisked bestandig:
"Jeg giver hundred Sonater,
hundrede skønne Sonater,
blot for en eneste Pige til!"


RAADLØS

Jeg tænkte paa hende den lange Dag.
I Dæmringens Stund
slog jeg Øjnene op
og lukked dem atter med sødt Behag
og tænkte paa hende i drømmende Blund.

Jeg tænkte paa hende den lange Dag
og havde ej Ro.
Der var Længsel, var Tvivl;
ti foran laa bølgende Taager, og bag
Erfaringens Dødsengel haanende lo.

Jeg skælver som Strandbredens svajende Siv
for Fortidens Spot
og for Fremtidens Angst,
til raadløs jeg knælende byder mit Liv -
"Aa hvis du, aa hvis du vil elske mig blot!"
27.7.86


MAANESKIN

I maaneblændet Drøm det tavse Sund
nu slumrer mellem bløde Bakkekanter.
Og her: mod Vejens støvethvide Grund
Kastanjerækken sort sin Skygge planter.

Jeg vader i den hvide Félys-Strøm,
søvnløs, mens Verden ligger dum-forsovet.
Det brænder mig som Ild, naar i min Drøm
jeg sér dit blide Smil, dit lyse Hoved.

Aléne gaar jeg. Hvorfor kom ej du!
og blot et Ord mig kunde dulme Sorgen!
Alene vaagen venter jeg med Gru
paa Længslens lange Marterdag i Morgen.
16.9.86


FØRSTE GANG

Jeg trykked dine hvide Hænder
og kyssed din Mund
for første Gang.
En dvælende lang
lyksalig Stund!

Sejersforvoven
holdt jeg dig fast mod mit Bryst.

Vinden sused igennem Skoven
blæstlun, med Duft
af Planternes Modnen i Høst;
mens nede i Kløften
en Kilde blinked
som sølvhvidt Krystal.

Jeg sansede ikke.
Det var mig nok
dine Læbers Kys,
dine Øjnes Glans at drikke.

Man taler om flammende Blikke -
Dit mørke Blik
vided sig, ebbed
som smæltet Metal.

Det var første Gang,
mit Blod saa ungt.
 Jeg kyssed dig atter
saa trykkende tæt.
Det var Graad, det var Latter,
var Klage, var Sang.
Mit Hjærte blev let,
mens mit Hoved gled tungt
til dit Bryst.
Og jeg tror, at jeg helst havde grædt.


SPØGELSESFRYGT

Vi talte om Spøgelser, husker du vel?
om Genfærd, som truer at adskille to,
og vi loved os Mod til at tro paa vort Held,
ti Spøgelser er ej for dem, som har Tro.

Jeg trykked dia Haand, som var kælen og hvid,
jeg saa', du er smidig og let, naar du gaar.
I Tale og tavs var du smilende blid,
et Smil, som bær' Balsam for Suk og for Saar.

Bort Overtro, Genfærd og Spøgelsesfrygt!
De blændende Fingre om Nakken mig flæt!
Jeg vil løfte dig op, jeg er ør og forrykt,
og bære dig bort, du er dunblød og let.


DINE KYS ER IMOD DIG

Du forsikrer mig, søde!
om snehvide Tanker,
hvorigennem din Sjæl
jomfrusart spanker.
Snehvid Uskyld!
uden den røde,
gærende varme
Lidenskabs Grøde.

Hvid som Sné!

Jeg hører og tier,
mens dine Arme
favner mig bløde;
lytter og tier
og fanger saa sælsomme Tanker.

Naar dine Arme
bløde omslynger mig,
naar din Skikkelse
over mig bøjet
næsten tynger mig,
føler jeg mig som
Væggen, hvor Vinens
løvrige Ranker
snirklende klynger sig.

Det er saa grønnende tæt i Løvet,
det skjuler Druernes Klaser for Øjet.
Men den, som er øvet,
 ser mellem Bladene
Druerne gløde.

Du forsikrer mig, søde!
om snehvide Tanker,
hvorigennem din Sjæl
jomfrusart spanker;
- de blodfarvet røde
Drømme, som gløde,
træder du sejrrig
under din Hæl.

Jeg kysser og tier;
- jo vist, jeg forstod dig.
Men dine Kys
taler imod dig.

Jeg føler i Kysset,
hvorledes det snehvide smælter i Sjælen.
Jeg føler i Kysset,
at Drømmenes blodrøde Slanger
dig stikker i Hælen.



ANKA! ANKA!

Anka! Anka! søvnløs éne
har jeg kastet mig paa Lejet,
og naar blot en stakket Stund
mine Øjne fanged Blund,
straks en Skare kaade Nymfer
lokkende sig for mig nejed.
Anka! Anka! hvilken Brøde
har du gjort mod mig, du søde,
du, hvis Favn har Ild for to,
du, hvis unge, marmorrene
Barm kan skænke salig Ro
- at du lod mig søvnløs éne!


DER SLUMRED I DIT BLIK...

Der slumred i dit Blik, i Nat vi skiltes,
et sløret noget, som ej blev til noget.
- Græd for en Jomfrunat, hvis Skønhed spildtes!

Det er, som vilde du i Kys beruse dig.
Hvad vil du, Skat? - "Ja hvad skal jeg vel gøre?
... jeg ved ej, men jeg kunde ... kunde knuse dig."

Ja, du er Nonne, snehvidsløret Nonne,
et Himmelsuk er Mundens sagte Aande;
og jeg er Munk - men lider Helvedvaande.

Nu skingrer alle Landets Sangerlærker
af sorgsort-vemodsvægtig Sjæleklemme,
mens bare jeg af jordisk Elskov værker.


EFTERAARSDIGT

Det er tusendfarvet broget
her i Skoven,
hvor vi vandrer med hinanden
tavse, mutte.
Fra den Gren, som êngang gynged
dem foroven,
ubarmhjærtig ligger gule
Blade brudte.

Som vort eget Vaarlivs Drømme
er de brudte,
og for hvert et Skridt de trædes
under Fødder.
Vende bort fra Skoven kan vi
ej beslutte,
men vi gaar som Børn og leder
efter Nødder.

Lad os ej bag Løvet lede
efter Nødder.
Vent til næste Høst, da vil du
nye finde.
Græd ej! lad det faldne trædes
under Fødder.
Vær du, elskede, nu ogsaa
min Veninde!


ET FARVEL

Højsangen:
Se, du er dejlig, min Veninde,
ja dejlig, og vort Leje er grønt.

Det var, som Solen brød igennem Taagen:
hun sagde mig Farvel med Ord saa bløde,
som bad hun mig om Glemsel for en Brøde
og vilde kysse Kærligheden vaagen.

Blot nogle Timer til vort næste Møde!
og dog en kvalfuld Angest, for at nogen
usynlig Braad gemt ind i Hjærtekrogen
skal faa en halvlægt Skramme til at bløde!

Og jeg stod ene, fuld af bitter Léde
ved mine døde Ord og lamme Tanker,
ved Kys, som sveg det bedste inderst inde.

Saa lad mig være Mand! - ej kæle, bede.
Vort Leje er jo grønt, behængt med Ranker,
og du er dejlig, dejlig, min Veninde!


I DRIFT

Nu glider jeg saa jævnt af Sted -
Dag ud! Dag ind!
og jager ej paa kryds og kvær;
ti jeg har faaet Medbørsvind.

Hvor godt at tage sit Parti,
mens Blod er ungt og Ryg har Marv!
Dog ingen véd sig ganske fri
for det, som kaldes Kains Arv.

Den Dag kan gry, da Blod faar Ild,
da Rygrads-Marven er i Drift,
trods alt, hvad man har svoret højt
i Ord, i Tanker og i Skrift.

Kan ské en Dag med Flammesol,
kan ské en bange, duftsød Kvæld,
at Kain en ubevogtet Stund
sin blide Broder slaar ihjæl.

- Dog nu jeg glider jævnt af Sted
Dag ud! Dag ind!
og styrer sikkert mod mit Maal
i Vinterlys, ved Lygteskin.


AFTENSKUMRING

Mørket falder,
Anka! Anka!
den hvide Vinters
sorte, rugende Nat,
der breder sig tungt
over pilehegnede,
snebløde Marker
og tyssende lægger sin Haand paa Staden.

Mørket falder,
Skyggerne vælder frem.
Paa den skytykke, hvide Luft
hinsides Søens Is
mellem féglanslysende Huse,
snepudrede Trær -
dvæler endnu den glødende stærke,
fint gennemsigtige
Rødme af Solen, som svandt.

Mørket falder.

Og naar den sidste purpurne Lysild er visnet,
den sidste Draabe af Dagens Varme
sagtelig bort bag Søen rundet,
saa sidder jeg ene i Natten,
ene med tomme Arme og brændende Læber,
som minder om dig, fordi de længes,
fordi de lider
i Længsel mod dig.


Anka! Anka!
O var du hos mig!

Men Gry gaar til Kvæld og Kvæld til Gry,
og jeg maa længes.
Aarets Dage flagrer indholdsløse forbi,
spredende Vinger, som snart foldes pjuskede sammen;
og jeg maa vente -
Aar, som er intet,
Aar, som er døde for mig!

Mens Tiderne ruller,
hvor skal jeg i dette Øde
finde en Plet med Solskin og hegnende grønt?

Er jeg da død for Verden?
er der ej Verden udenfor dig?
Har Jorden da intet nyt, som jeg skal nyde?
Ja, hvem vil række et Bæger med skummende Glæde?
et Bæger, som gør, at jeg glemmer dig!

Hvor skal jeg fly hen for dine Øjne?
Hvorhen skal jeg fly for mig selv?
ti du er f mig og om mig:
drog jeg bort over rusende Mile -
hver Gang jeg hvilte og lukkede Øjet,
vilde din unge Barm bøjes imod mig
og dine Læbers Aande
strejfe min Kind ...
- -

Anka! Anka!
det sortner derude,
Natten, den løsagtige, kommer.
Og om mine Læber dirrer
en Anelse af Begær.


Forvovne Drømme gror frem,
Tanker - Tanker,
men alt er saa usselt, saa koldt
og mangler Ynde;
jeg finder kun Ro ved at tænke paa dig:
du staar paa en Trone af Højhed,
ren og skøn i din Gløden.

Paa min Pude det er, som havde
dit Hoved hvilet.
Mine Fingre har bøjet sig,
Blodet er fyldt
af dine bløde Hænders Varme.

Jeg kan ikke sove, jeg kan ikke vaagne.
Anka! Anka! i Aarets Tomhed
længes jeg mod vor store Vaar.

Det maa blive Vaar.
De nyudsprungne Bøge vil dufte,
de blanke Kilder vil risle for os,
en Dag i Vaar, den store Dag.

Sjælens syngende Dag
og Støvets hellige Nat!

Til da vil jeg længes mig frem
gennem øde, henflagrende Dage,
gennem tavse, susende Nætter.

Anka! Anka!
Du tog mig med stærke Arme.


I MARTS

Skal jeg mon rejse? skal jeg mon blive?
Let over Himmelen Vaarskyer drive.

Gadernes Virvar sig slentrende soler,
selv har jeg købt en Buket Violer.

Himmelblaa Vaar, og Violerne dufter,
ikke en isnende Trækvind lufter.

Endelig nu er vel Vinteren omme?
foraarsberuset hun venter mit Komme ...

En hvileløs Nat i en mørk Kupé;
ved Daggry laa Markerne hvide af Sné.

I Snefog og Halvmørke stod jeg derude
bankende svagt paa min elskedes Rude.

Og jeg laa klynget i Arme bløde,
til Længslen drog over og Pulsslaget døde.

Saa slappedes Armene favntagsmatte,
og atter sad vi foraarsforladte. -

Jeg vented paa Foraar i tvende Dage,
og isnet jeg drog gennem Snéen tilbage.

Stormkolde Marts! dit Sollys har sveget
én, som har elsket og hadet for meget.


Jævndøgnet tungt med sin Snevægt skrider ...
Der mærkes dog Tegn til Foraar omsider.


FRISKT VEJR

Flokkende Skymasser drive
fra Øst og fra Vest, fra Pol til Pol.
Og Vinden fænger i Græsset,
som skinner saa blødt i den flakkende Sol.
Bag os i Skovhjørnet svulmer
med svajende Grene de løvlyse Trær.
Alt er saa frodigt og susende friskt;
lad os hvile paa Skraaningen, hér!

Engenes vaarlunkne Stilhed
mig ækler som Gadernes støvtunge Luft;
Solheden tænder en Brynde,
der hærger som Skovbrand min Sans og Fornuft.
Friskt Vejr! friskt Vejr! se hvor dybblaa
gaar Søen der borte med Fraad som i Storm.
Se Skyer! se Grene og Blade,
der slænges i Virvar og aldrig faar Form!

Du skulde vide, hvor kækt
dine Klæder sig slynger for Søbrisens Pres,
blotter de røde-blaa Strømper
rundede fint i det piblende Græs!
Og over de smilende Øjne
Lokkerne glattes og Sløret sig snor.
- Lilla fru! kan du synge en Bellmann?
syng den om "Jomfru'mord"!


De skæreste Jomfruer myrdes,
des sødere Tilgang i Fruernes Ring;
det er i den syndige Verden
den allernaturligste Ting.
Er Vejret kun friskt for inden,
saa friskt som en Blæst paa den græsgrønne Jord
- lilla fru! da kan Jomfruer "myrdes",
og Skaden er aldrig saa stor.
20.5.87

NYMENNESKER

I · Tidsbillede

Jeg tror, for tidlig Hanerne gol;
endnu er der ingen Lysning af Sol.

Man vender og drejer sig, strækker sin Krop
og bander de andre, som ikke staar op.

Saa bander man Solen, som bliver væk!
- nu var man saa vaagen og morgenkæk.

Og man bander Hanen til sidst, som har vakt,
og falder i Søvn med dyb Foragt.

II · Hos de ventende

Ingen skal trygle eller lade sig nøde:
Menneske og Sol skal gaa hinanden i Møde.

Vi blæste vore Lurer, vi rørte vore Trommer,
her staar vi og venter paa en Dag, som ikke kommer.

Kender du at staa til en Soldans paa Spring
og se, der er Menneskemørke omkring!

Menneskemørke og Gudemørke -
mine nyfødte Sanser ulædsket tørke.


Mens endnu man sukker til falske Lyrer,
staar vi med omskabte Hjærter og Nyrer,

med Nerver, hvis Ebbe og Flod man ej sanser,
endskønt deres Guder man tornekranser.

Tænk dig: at tale, men Sproget var forskelligt!
tænk: at ville lyse, men Mørket var helligt!

Vi lever et Liv, der er lydløst og tabt,
paa Kredit af en Fremtid, vi ikke har skabt.
9.2.87

III · Metamorfose

Om enkelte Arter
Floddyr man melder,
at Livet de starter
som Fiske, med Gæller;

men snart de drømmer
m det, som er større,
faar Lunger og rømmer
op paa det tørre.

Dog ingen tør rende
alene i Mosen,
før alle faar Ende
paa Metamorfosen.

De tidligst slupne
maa vente desværre.
Det regner med knubne
Ord til Vorherre.


Hvor de fuldvoksne Unger
i Vandskorpen spræller!
De har færdige Lunger
og skal aande ved Gæller.

IV · Poesi
"Altfor mange Blomster!"

Luft ud den mugne Lugt af Blomster,
de visne Roser, fej dem væk!
Det er forbistret kvalmt herinde,
som om man aanded i en Sæk.

En stiliséret Vejrberetning,
et Suk, en Klage blandet i,
en Haandfuld Urter plukket sammen
- og det skal kaldes Poesi!

Er der ej andet at fortælle?
er Verdens-Stoffet ganske tømt?
Fortæl det nøgne, I har levet,
og ej det Vaas, som I har drømt!

Fortæl, hvorledes Slægten kæmper,
hvordan den hader, elsker, tror.
Beskriv en Kvinde, som I attraar,
og ingen Brud i Taageflor.

Jer Elskov er som alt det andet
saa stillestaaende og død,
den sover paa en Seng af Roser,
et Rosen-Genskin er dens Glød.

Fortæl om Kød og Blod, fortæl os,
hvorledes I for hende skjalv,
 I havde haabet hélt at gribe,
og som I kun fik eje halv.

Fortæl, hvordan I vilde flyve
og ned paa alle fire faldt,
om Elskovsrus og énsom Brynde!
Fortæl! - ja, kan jeg nævne alt?

Men skaan os for de smukke Tanker,
det spæde Harpeklimperi,
de slidte Blomster Ornamenter,
som tusend brugte førend vi.

Det er forbistret kvalmt herinde,
som om man aanded i en Sæk.
Luft ud den mugne Lugt af Blomster,
de visne Roser, fej dem væk!

V · Ungdom

Vi lærte med Haanden mod Hjærtet
at trykke vort Pulsslag tyst,
at tvinge i sagtelig Bølgen
det hæftigaandende Bryst.

Ak Ungdom, ak Ungdom du fejre,
naar vover du sorgløs og glad?
Et ængsteligt Sind at besejre
er mer end at vinde en Stad.

Du har jo et Liv at skabe;
hvor kan du da tænke saa slapt?
Den Dag, som du ikke har nyttet,
den har du for evig tabt.


Tiden det er til at vente,
naar Blodet er kølnet og tyndt.
Men den har kun Stunder at hente,
hvis Tid er næppe begyndt.

Kan hænde vi tørster saa længe,
til Bækken forbi er flydt;
kan hænde vi drømmer os léde
ved det, som vi aldrig har nydt.

Her hjemme er Slud og Taage,
let bliver al Ting sort.
I troende Trang til Skønhed
vi banker paa Lykkens Port -

Den brænder endnu vore Fødder,
Jorden, af Solen forladt.
Og alle Gaderne dønner
af Folk i den lyse Nat.

Luften er hed af Længsel
og dufter af Blomster og Løv.
Lykkelig du, som kan træde
i Jordens dejlige Støv!

Hvad vinder du vel ved at tvivle?
Kom ud til en Sommernats Dyst!
Kom ud! Endnu nogle salige
Timer - og saa er det lyst.


VI · Nymennesker
Et Brev

Hvor vel til Mode følte jeg mig nede
i denne maleriske, gamle Rede!

Vi havde klatret frem, vi tre alene,
trods Storm og Regn hen over Strandens Stene:
Kathinka, lille, let, mod Blæsten bøjet,
saa kaad, naar Sundet bruste op og støjed,
og Maleren, begejstret for den strandede
Chalup, og jeg, som kraftig Regnen bandede.
Derefter med Forklaring, Gysen, Latter
ned gennem Kronborgs klamme Kassematter,
hvor Fakkellyset flagrede forvirret,
mens Begens Virakrøg i Næsen pirred.
Og lidt nervøse, halv Vejs gennemblødte
gad vi, i opløst Slaphed, knapt os flytte,
da i den lune Gæstestues Krog
vi faldt i Staver ved en gammel Bog.

Af Stuens Halvlys-Hygge animeret
vi lo og læste, til der var serveret.
Det var en Bog om Salighed og Luer,
om Himmelglans og hede Helvedstuer,
om fromme Mænd, hvis sejge Kamp mod Kønnet
og anden Verdenslast blev evig lønnet,
og som - da deres Stand ej frembød bedre -
erstatningsvis blev gjort til Kirkens "Fædre".

De havde fundet Djævlen saa forførende,
at deres Modstandskraft blev dobbelt rørende.
Vi ynked dem for deres Martyrkrans,
- jeg som Forkynder af den sunde Sans,
Kathinka med sit Smil og Grublerblik
 og Maleren med sin Gemyt-Kritik.
Vi ynked dem for Lykken, som var slugt
af Klostrets ørkesløse, strænge Tugt,
og vilde skænke dem et Paradis
med Fryd og Nydelser paa jordisk Vis . . .

Vi havde spist med Lyst og flittig drukket
for Varmens Skyld. Nu sad vi gennemtrukket
af Vid og Mæthed, i elskværdig Dovnen
og dæmpet Snakken, rundt om Kakkelovnen.
Det mørkned, Vindus-Lyset tykned bort;
Gardinerne sig tegned ganske sort.
Den sidste Middags-Gæst var gaaet ud.

Vi sad og talte om den nye Gud.
Om Ham, den Gud, som er i vore Nerver
og styrer alt, skønt aldrig Sjælehverver!

Kathinka sagde tyst: "I kan forklare
maaske, at alt er Nerver - Nerver bare!
Men da maa vi jo ogsaa dø til sidst,
og det er det, jeg føler er saa trist.
Den Tanke var saa dulmende, saa skøn:
at kunne bede Gud om Trøst og Løn;
ti det er ensomt nok endda for ên,
naar man skal staa paa sine egne Ben."

Jeg skulde til at svare just, men standsed,
da Maleren, som tankefuld ej sandsed,
tilbagestrakt - den højre Haand om Nakken,
den venstre med Cigaren for paa Jakken -
udbrød: "Mon der er Trøst for nogen Stymper,
som ved sin Uformuenhed sig krymper?
For det er Helved, mer end Svovl og Luer!
hvis man kan ingen Ting faa gjort, som duer.
Dog, der er heller ingen Himmel til


som det: at have naaet, hvad man vil
... at føle Evnerne ... at have taget
paa Tingen - som en Mand, der kender Faget.
Om der er noget Forsyn eller ikke,
vor Kamp og Famlen lader det vel ligge.
Kan ikke selv sin Tvivl man gøre klar,
saa bli'r det Fusk ... selv med Orakelsvar!
... Naar man om Gengæld efter Døden taler,
da maa i Paradis hver daarlig Maler."

Han talte afbrudt, og han vedblev ømt,
med dæmpet Stemme: "Jeg har altid drømt
at finde én - en Kvinde - som vil dele
min Sygelighed ... Glæde ... og det hele,
og være Kammerat, naar ud jeg driver
i Sjap og Sol og leder om Motiver."

Han nikked til mig og betoned vist:
"Men du skal sé, jeg finder det til sidst!"

Med Armene i Kors og Smil om Munden
Kathinka hvilte i forstenet Grunden.
Saa vaagned hun og smilte stadig let:
"Ja det kan gærne være, De har Ret!"

Vi skælned snart ej tydelig hverandre,
og tavse lod vi vore Tanker vandre
paa Tog med disse Mørknings-Ildreflexer,
hvis lune Flakkedans hver Krog forhekser.
- Og som vi hviled unge, sejerstærke,
til Trods for alle Gammelmænd og Klerke!
hver for sit Maal beredt i Kamp at rykke,
hver med sit sikre, frie Krav om Lykke,
saa trygge, mens det bløde Skær omspandt os ...

da stod den store Guddom midt iblandt os.
14.2.87


VII · Credo

Der bølger Sollys om den grønne Sommer;
der trækker Skyer op til Styrteregn;
der hujer Stormkast, Efteraaret kommer;
der blænder Snedrys i den golde Egn;
- i Sné og Storm, igennem Regnen, Solen,
som digter om og gøgler med vor Jord,
ulænket knejser end i Kongestolen
den evige Natur.
Paa den jeg tror!

Det store Hav af Mennesker! som dønner
med udslidt Skvulpen og med Brændingsbrag,
som elsker, hader, skriger Eder, Bønner,
forliger sig og holder Dommedag;
- jeg tror paa Slægten, men jeg tror den ikke;
jeg tror, at dette Hav trods Pral og Ord
vil frit i evig Bølgerinden ligge.
Paa Livet, Svaghedens Triumf, jeg tror!

Jeg tror paa god Natur. De friske Vinde
skal hvirvle alle visne Løgne væk.
Uendeligt det er i Livet inde,
hvor alt er nyt og skønt med sine Træk.
Den evige Natur, hvem intet saarer,
hvem ingen Kvakler giver sin Bekomst,
vil skænke Gudespot mod syge Taarer.
Og midt i Døgnet plukker jeg en Blomst.


TIL ALLE

I

Nu har I fulgt til disse sidste Blade,
hvad jeg har tænkt og drømt, har følt og følet,
naar "jeg" befandt sig vel og hented Varme
fra røde Læber, lune, bløde Arme,
naar "jeg" i Tungsindsmoser maatte vade,
naar "jeg" var hæftig og til Vildskab rede,
naar samme "jeg" af Blæst og Frost forkølet
var bleven utilpas og følte Léde.

Og dog fik alle ikke fuld Besked.

Min Kritiker, som vel min Mening véd,
(skønt kun ved Gætteri og saa omtrent)
paastaar, jeg er fra selve Slaget rendt
og har ej samlet Tropperne paa ét Punkt;
min Bog er, han vil sige: uden Midtpunkt.
Han er min Kritiker i ret Forstand;
ti ingen kender Publikum som han.
Han véd, at skal man knuse, naar man rammer,
saa ta'r man Smedjens allerstørste Hammer.
Han véd, den Stiklen er som bare Vand;
se Verden vrider sig i Nød og Jammer,
vi klistrer op et Plankeværk Programmer.

Ja det er Tidens Svaghed eller Styrke,
skønt i vor Politik, i vore Blade
dér vil man nødig, grumme nødig til det,
men det er én Gang saa, at Folket vil det,
 og stritte dérimod er bare Yrke.
Saa tilstaar jeg, hvis det gør nogle glade,
at just ej Estrup passer i mit Kram.
Jeg siger ikke, at jeg hader ham;
ti, kæreste, en dansk kan ikke hade.

Han er mig blot imod - saa ret imod,
den Ordenens forretningsstive Ridder,
der sidder som en Skranke for hver Fod,
som vilde frem, for alt, hvad jeg forstod,
for det, som ejer Livstrang, Ungdom, Blod,
- og Gud maa vide, af hvad Grund han sidder.

Et Mandfolk uden Dyder eller Laster,
en Statsmand løs og ledig i sin Vandel,
ved store Spillere og smaa Fantaster
Chef for en patriotisk Hørkramhandel.
En Middelmaadighed, tilfældig kaldet,
der storhedsblind nu tror sig ét med Staten,
mens haabende paa Gud, med Hjælp fra Satan
han staar paa Grænsen imod Syndefaldet
- en selvgjort Verdens-Frelser i den flade Stil,
der er saa dum at tro paa sit Tirade-Smil.

Og var det ikke Manden, blot Systémet,
jeg skulde aflevere her en Handske,
nu vel, hans Godtfolk ligner ham saa ganske,
de har det samme Øjnepar at sé med:
det selvforelsket-dydig Hørkramdanske.
- En Del var troende, en Del forstod,
men begge Parter fandt ham lige god;
og mens Parkettet blinkende har tiet,
blev han Dacapo-Mand for Galleriet.

Hvad de har gjort?
Aa er det ikke nok,
 at for et Slægtleds Krav de dæmmed op
og tvang en ung og nybegejstret Flok
at fylde ud de ældres Friheds-Trop?
En Ungdomshær med Udkast og med Tegning
til et Palads, der skulde rumme mer
end Fædrenes af lyse, fri Idér,
som de gad bære frem for egen Regning.

At ej man længe trodser Slægtens Trang,
at Slægtens Liv dog ingen kan faa Finger i,
at nu vi staar, til Gengæld siden springer vi
- hvad Trøst for os, som standsed denne Gang?

I kommer spørgende: hvad de har gjort!
en Ungdoms Kræfter spildt, er det ej stort?

Men kan af Skam en Draabe Blod ej brænde
i disse Godtfolk, hvorfor skal jeg skænde?
De kunde ikke føre Kampen aaben,
saa greb de Middelmaadighedens Vaaben:
de kasted Lov og Folke-Skøn af Sædet
og satte Forholdsreglerne i Stedet.
Og følgeret fik de en Chef som denne:
en Foreløbighed, der ej faar Ende.

Ja, hvorfor skænde? gavner det, vi klager?
Men kan det ikke alle Fibre spænde:
vort Folk maa tage Styret selv i Hænde,
før i Vankundighedens Nat det dager
til Synet for det Lys, jeg vil bekende.

- Det var saa kortelig det smaa, jeg fik
som Frugt af al vor store Politik.
Døgnpolitiken, Pindehuggeriet,
de tusend Draaber, som skal fylde Havet,
- hvem har vel sét, at Folk af mine Lige
 paa Poesiens høje Hønsestige
ej stadig har om Døgnets Smaating tiet
og følt for sligt sig altfor højt begavet?

De lukked Munden dygtig op for Kravet,
dem er det, som Programmerne har lavet.

Men Folket glad kan den Poet forgylde,
som, naar han havde store Ord os givet,
ej glemte al Ting, Døgnet, Livet,
Reformerne, som Formerne skal fylde.

I alt Fald: Folk paa denne Hønsestige
forglemmer let det smaalig-virkelige.
I deres Gyngen paa en luftig Gren,
imens evindelig de gør Musik
og sér, om Vaaren bliver snar, om sén,
- hvor skulde de vel have faaet Blik
for noget som Detalje-Politik?

Jeg altsaa om Detaljer lidet véd
og har kun mine grønne Grene kær;
og vil blot ikke dem man hugge ned ...!
Men der er denne Snak om et "Par Trær".

Det hænger noget sammen med en Hær,
en Livssag for de folkehadte Troner:
man tager Folkets sidste Millioner
til Fæstnings Skanser, Krudt og Militær
og kalder Folkets Ungdom i Gevær
at exercere ind en Slægt Kujoner.
Det hænger sammen med en Slagter Lære,
at Maalet for et Land er Krigerære.

Hvor skulde de vel skaane et "Par Trær"?
For Folk med Krigerære let kan hænde,
 at Skoven ej har større Værd end Brænde.
Vi har jo vor Passion enhver for sig,
og Krigeræren dvæler vistnok ej
ved Blomster eller Skove paa sin Vej.
Men Fremtidshaab og Minder "Skoven" bær;
i alt Fald jeg
vil nødig miste den, jeg har den kær.

Med "Minder" ej jeg mener Øhlenschlæger,
hvis bedste Ungdomsmod sig her slog løs,
ej Aarestrup, hvis Muse - denne Tøs,
som næppe skattede et Kildebæger -
her viste Bentøj for hver lysten Knøs,
ej Hejberg og de andre, Povl og Peter,
som gærne gav sig ud at være Digter;
for stor en Vægt ej ligger paa Poeter,
det er til andre Minder, at jeg sigter.

Jeg tænker paa, at Skoven, "det Par Trær",
har, rent personlig, Affektionens Værd.

Ja rent privat for mig og for enhver
da ruger Skoven højtidsfuldt paa Skatten:
et Væv af bløde, sommerlyse Minder,
som vistnok ej kan bruges i Debatten,
men dog uløselig til Skoven binder.

Hér har de jaget om med hede Kinder,
Slægt efter Slægt, lyksalig og bedrøvet,
naar Solen sived gylden gennem Løvet,
naar Taagesølvet bredte sig i Natten,
har drømt i Bøgestamme Tystet inde
og lét til Strandens Bølgeskvulp og Vinde.
 Slægt efter Slægt! det skal ej gaa af Minde.
Og Slægt for Slægt skal nye Livshaab skinne
i dette Eden frem med Ungdoms Skær.

Det var vel værd at tænke paa, at tunge
fortrykte Sind har følt sig frie her.
Og saa den Ting, at jeg og tusend unge
har kysset første Gang bag "de Par Trær".

Jeg husker klart en Sti imellem Hasler;
det var en Gang ... Men jeg til Sagen springer:
hvor under Øxehug nu Stammer klinger,
snart Snurbartherrer om med Sabler rasler.

De Øxer for Systemet er symbolsk.
Man søndrer Nationalitetens bløde Baand,
der viser Folket dansk og ikke polsk,
ej russisk, engelsk eller græsk katholsk
- og det, skønt man med Gammeldom sig sminker,
indtil af Danskhed og Moral man stinker.
Men hvad de vover - Glemselsøxen blinker
bag denne Junker Estrup med den døde Haand.

I deres Politik der hører med
endnu en Frase om en gammel Gud.
Hvad dér han gør, er svært at regne ud,
men han i alt Fald gør dem ej Fortræd.
De stikker os for Næsen tit hans Bud,
og har ej dette Nysemiddel Virken,
det kaldes Haan mod Religionen, Kirken.

Om Kirke, Religion og Præstefromhed
hvad skal jeg sige? de er mig imod,
imod mit frie Blik, mit varme Blod.
Jeg har ej savnet dem; hvad jeg forstod,
var ene deres længst uddøde Tomhed.


En gammel Stamme, hul fra Top til Rod,
en Skal, som æres end af Brist paa Mod.
Jeg lægger ingen Øxe dog til Roden;
men hidses Overtroen imod os
af dem, som tror, Nationen ej er moden,
da bliver Folkets sunde Sans Profos.

Kun haaber jeg, at selv jeg ingen Tid
for Alteret skal knæle angerhvid
og høste Trøstord af en Præsterobe.
Dog vi er svage Mennesker til Hobe!

I spørger mig om Gud. Hvad skal jeg svare?
I Fald jeg siger: der er ingen Gud!
et Kor af Blade, som de hørte Skud,
vil op fra deres bløde Leje fare
og nidkær raabe over Landet ud,
at jeg, en Samfundsødelægger, gal,
fornægter Gud - Moral - Moral - Moral!

Om Darwin, Forskeren, som var Rebel
mod Orgelstemninger og Kirkerøgelser,
og som før Døden nød det sjældne Held
at tage Livet af en god Del Spøgelser,
fortælles der, at han blev spurgt en Gang
om Gud og om, hvordan det sammen hang,
naar det, som er af Støv, til Støv gik bort
og Sjælen paa en Vis var bleven Enke.
Men Darwin svared: "Livet er saa kort;
paa den Slags Ting har jeg ej Tid at tænke."

En anden Tænker, ogsaa af de store,
af dem, hvis klare Tvivlen Verden renser
for Overtro og for fantastisk Hildelse,
og derfor dømt - som var det én af vore -
 for samfundsødelæggende Tendenser
samt for at føre Folket i Forvildelse,
- var Sokrates, der sagde paa sit sidste,
at han om Guders Tilvær intet vidste.

I ønsker om min Gudetro Besked;
de store Mønstre vil faa til at glide,
at jeg som Sokrates slet intet véd
og har som Darwin ikke Tid at vide.

II

Dog har jeg Troen paa en Salighed,
som, omend nyopdaget, med den gamle
saa noget nær i Alder op kan hamle,
idet fra selve Skabelsen den stammer;
det hjælper ej, at Folk af yngre Dato
- saaledes iblandt andre ogsaa Plato -
er bleven udnævnt til dens golde Ammer.

En Salighed, der knyttes til en Tro,
hvortil vi døbes under Blodets Flammer.
Hvis du har Mod og Trods, den bygger Bro
frem til et vaaromsuset Himmelkammer,
hvor der er daarende Musik. Men hvo
der dvæler fejg og slap og ynder Ro,
fra Guden for hans Lunkenhed ham rammer
som Straf det kolde Intets Helvedjammer.

En Tro? af hvilken Art? og hvordan fundet?
I Leg den fødtes, vokste stærk i Kamp,
skød lidt for rask til Vejrs i Drømmeblundet
og stredes saa med Skuffelsernes Svamp,
som havde dræbt den, hvis de havde kunnet.
Saa laa den syg, men da den fik sig sundet,
 steg klaret frem af Længslers Taagedamp
en Livsanskuelse paa Elskov grundet.

Paa Elskov? hvilken Elskov? Gud, behøver
man spørge om, at den er ganske blottet
for al Moral - saa godt som nogen Røver!
De skændige, som har sig sammenrottet
og ærer hverken Kirken eller Slottet,
kan de forstaa den Kærlighed, som skrumper
i Oldemoderdydens Katakomber?
De har jo Dydsbegreber, som ej skiller
de svangre Koner fra de dito Friller,
Begreber, hvor al Verdens Last forsumper,
som smager mer af holbergske Perniller
end gamle Jomfruer og Huspostiller
og ryster Samfundsordnen i dens Piller.

Det kære, rare, gode, gamle Samfund!
min Ven, hvad nærer du for Vanvids Tanker?
Saa du vil lære dette sejge Trækdyr
at sparke ud med sine stive Skanker!
O søde Enfold, du vil reformere,
vil slaa som Samson med en Asenkæfte
til vore patriotiske Filistre!
Min Ven, hold heller op at fantasere.
Du selv til sidst, det skal sig nok bekræfte,
vil fast til deres fede Limpind klistre.

Af al din Talen bliver man kun døv.
Mens selv du Gløder paa dit Hoved sanker,
det dovne Æsel staar og tygger Drøv
og bliver mere stædigt, mer man banker.
 Paa Kærlighed at bygge op sit Liv,
er det en Ting at byde Trækdyr-Racen?
De vilde Tanker, over Bord dem hiv!
Den véd, en Smule Kønsdrift det er Stadsen,
og Kvinderne! - tilfældigt Tidsfordriv.
Hvor ta'r den raat paa hele Suppedasen!

Nej hvis du ungdomsovermodig kækt
en daarlig Smag tog paa at reformere,
saa grib den unge, endnu sunde Slægt,
og tving det i den, at den aldrig glemmer,
med Kvindehvisken og med Tordenstemmer.
Men læg ej paa de gamles Bedring Vægt;
de sidder fast og rører sig ej mere.

Den unge, sunde Slægt - ak hvilken Frase!
Er den ej løs og mat, har den en Smule
jærnholdigt Blod, som end har Lyst at rase?
Er ej vi alle bleven gustengule?
Af Tidens lange Kævl, snart oppe, nede,
er ej vi alle halv Vejs sløjfet hen?
Hvad siger det, om vi er kolde, hede,
om nu vi føler Glæde eller Vrede?
i Morgen er vi rolige igen.
Hos os er intet sejgt paa nær vor Léde,
som er vor Dyd - vi har alene den.

En Kaste Kvinder og en Kaste Mænd,
hvor Kvinderne er ét og Mænd et andet,
maa slig en Slægt ej tørre bort i Sandet?
Han er den stærke, hun det skøre Kar,
han klog, men raa, hun dum, men hjærtedannet,
- det er, som aldrig deres Blod var blandet
og ikke af den samme Marv de var.


Naturligvis, bevare's! hvert et Køn
har sine Finheder og sit det sære,
ja uden Forbehold jeg vil erklære,
at Kvinden fra Naturens Haand er skøn
og taler mægtig til sit Ophavs Ære!
Men denne Kønsforskels Beskytnings Mur
har elsket frem Manér og ej Natur.

Det egne, fine, sære næppe glipper,
om mindre sondrede de vokser op,
om ej besnust af Tantenæsetipper
lidt mindre dum den unge Pige tripper,
om Manden ej faar gjort saa mange Hop
og smidt sin Kraft i Grams paa Knejper, Kipper.
Hvor skal de siden kunne følge Trop,
naar alle fælles Baand man overklipper?

Har man af Skønhedshensyn været kold mod
Beskytningsstormeriets ny Profeter
- I Skønhedselskere hav bare Taalmod!
hver ægte Forskel i sig selv har Hold mod
at rendes ned af Søren eller Peter.
Og hvilken Skurk har tænkt at øve Vold mod
et Kvindelegems Anonymiteter?

Ak hvorfor skal de netop skilles ad,
naar nu de allerhelst vil være sammen?
I Fædre, Mødre, husk, at selv I sad
adskilt en Gang, forpint af Længselsflammen!
Husk Æblet falder ikke langt fra Stammen!

Om hun og han I spørger, hende, ham!
Hvorfor den dumme Snak? Og hvorfor dømmer
I det, som taalelig for ham sig sømmer,
hos hende som al Verdens Spot og Skam?
 Er det ej ligegyldigt: han og hun?
At de er Mennesker, er det ej nok?
Naar Tingen dog er éns, af hvilken Grund
ej bruge én og samme Maalestok?

Af ét de kom, kun én er deres Bøn,
at de faar Lov igen at blive ét.
Naar en Begæring er saa from og skøn,
bekymrer han og hun mig meget lidt:
vi har kun Fælleskøn og intet Køn.

En Livsanskuelse paa Elskov! - Navnet
har jeg desværre selv ej fundet paa -
et Facit af, hvad jeg har vundet, savnet
i klare Nætter, Dage himmelblaa.
Af Elskov ledes alt, som vil bestaa.
Men hvorfor maa det da ej være saa?

Ti hvem kan sige mig, hvad det vil skade?
Nu maa i Længsels Sumpen Slægten vade,
og visselig det blev en trist Parade
at mønstre alle, som er sunket i.
Kom, lad os aabne Elskovs grønne Sti
for hundred, naar man aabned før for ti;
og to og to de vandrer stærke, glade
med Ungdomstrods og mere Blod end vi.
Er blot de to, al Synd man skal forlade.
- Jeg kalder ikke Kærligheden fri,
jeg siger to og to - for visse Blade!

For visse Blade, der, som andet mere,
til den Tid længer ej vil existere.
Og deres stinkende Moral er død,
og væk er Præstekjolen, Helvedriset.
Og alle have dagligt Kød og Brød,
til Trods at Parringsvalget stillet frit,


saa ung og fattig er de andres lige,
vil skabe Folk med Blodløb, Appetit.
Af Ligheds-Tanken styres Land og Rige,
kun Aand og Arbejd er den Kapital,
som fordres paa Erhvervets, Ærens Stige.

Forbi er Aandstvang, bundne Længslers Kval
- den store ubekendte være priset!
I Verdens lyse, himmelhøje Sal
ej tunge Vemodsskygger mere snige,
og ingen Estrup krænker Paradiset.

Forbi! - hvornaar?

- - - - - - - - - -
- - - - - - Imens jeg frem mig kæmper
i Tankerus og Lampen stille lyser,
til sént paa Natten end jeg sidder vaagen.
Jeg slaar et Vindu op. En kold December!
hvor dødtavs Byen bagved Nattetaagen
udslukt og skummel ligger hen og fryser.

Der jager stærke Vindrusk gennem Gaden,
Gaslygten klirrer, Vinduskodder slaa,
og alt er tomt, kun lænet mod Façaden
jeg skimter en Betjent dernede staa.
Han tramper lidt og gnider sine Fingre
og bli'r saa rolig, mens paa maa og faa
igen mit Øje søger ud mod Staden.

Saa hører jeg fra Gadehjørnet skingre
en Kvinderøst i Latter skarp og raa.
Og uklart ser jeg over Gaden skraa
tre dansende Personer, hvoraf hun
bestandig nynner, lér og bruger Mund
og kalder en af Mændene sin "Frier".
 Betjenten retter paa sig, og de tier.

Hvor passer disse tre forsorentglade
til denne Skøgeby i denne Nat,
hvor alt det vrangne er i Stævne sat!
de bringer som en Lugt af harsk Pomade.
Nu fryser Skøgebyen atter hen,
men her den har sit Billed efterladt:
en drukken Kvinde mellem tvende Mænd.

En Skøge!- af de Stakler, som blev ofret,
blev dømt sig selv og Staden at forpeste.
Det var en velvis Over-, Stads- og Hofret,
som fandt det tjenende til Slægtens bedste.
Du skumle Stad, gør op med din Misére!
du er forfrossen, du maa søge Ly.
Du skal ej længer være Skøgeby;
ti der skal ingen være Skøger mere.

- Nej ingen Skøger! Lastens Dødningkæber
vil kysse Léde i den unge Brynde.
Men Kærlighed fra rige, varme Læber
med skøn Naturlighed og nøgen Ynde!
en Elskov for en Ungdom, der ej slæber
sig træt af Sted, men lér med røde Kinder,
en sorgløs Ungdom, som ej mere flæber
paa Kirkegaarden mellem døde Minder,
men hensynsløs tør sine Krav forkynde.

Endnu vi ejer Skøgeblodet - vâr dig!
og kast dig ikke bort, før Hvirvlen ta'r dig!
Men hvis sig hede Sommerlængsler spinde
omkring en Kvinde, stærke som Musik,
da grib, i Fald du kan, din Elskerinde
 - kan du vel svare for en daarlig Skik?
Og er I uberørte - unge blot!
det mindste, det, som skældes lavt og raat,
vil faa et Skær af Helligdoms Mystik.

Luk op, der banker paa en trodsig Hær
af friske Længsler, tvingende Begær.
O lad os faa at sé en Slægt, som lér!

- Saa vil de alle elske, én og hver,
med sin Grad Varme og paa sin Manér.
Og Sommernattens Alf, den glade Puk,
vil skinsyg aande mer end tusend Suk.
Slet intet skiller mer - ej Magt, ej List -
to unge, som paa Kærligheden tror,
den skønneste og festligste for vist
af alle Fester paa vor skønne Jord.
Paa Elskov grundes Rige, Land og Stad,
og Elskov er det, som gør sund og glad;
at tro paa Elskov er den store Lære ...

Ak hvorfor skal de netop skilles ad,
naar de nu allerhelst vil sammen være?
Endnu jeg spørger paa det sidste Blad.
Og med et Spørgsmaal har jeg her den Ære -
28. Nov.-7. Dec. 1886




I · OUVERTURE

Den Flok af modne Kvinder, som med en fyrig Vin
gad læske de lidt sprukne Læderflasker,
som i den grønne Livskraft vil djærvt fornye sin
og helst har friske Fisk i sine Masker,

saa frit i Simons Øjne, da han var tyve Aar,
strøg nær forbi ham i Teatergange
og dømte af hans Tavshed, hans blonde Smil og Haar
ham som en Jomfru uberørt og bange.

De spinkle unge Piger, de har en Røst saa blød,
saa øm en Hast, hvor to og to de sværmer.
Men bedst om Simons Ømhed, hans Ungdom hvid og rød,
var trøstet i en kyndig Frues Ærmer.

Thi mange Kyllingsorger, før Læberne fik Dun,
gav Mina ham, et Pigebarn paa atten,
saa blød og skær og buttet og Spanjerinde-brun
og med en Syndelyst saa sort som Natten.


II · 1884

Det var det Aar, som Slottet om Høsten var brændt
og vort Senat til Pulterkamret flyttet,
hvor det fik staa - som mangt, der har bedre Dage kendt:
bestandig spurgt, bestandig ubenyttet!

Et Jubelaar, da Piger og Slotte kom i Ild;
thi Verden blev saa solskinsløs og sober;
da kort sagt Dyd og Love var ude af Spil,
men Haverne saa grønne i Oktober.

Og mangen solklar Høstdag man drømte ved en Bog
for aabne Vindver, hvor en Kvindes Kammer
laa kækt og ungt ud over en Vildvin-ranket Krog
med Græs og frodigt Løv og sorte Stammer.

Aa Efteraar, naar Storstaden bruser os imod
hver Dag med nye Fejder i Avisen,
hver Aften klædt i Snørliv med jomfruspændig Fod,
der træder frank og fejende paa Flisen!

Aftner med Regn og Maane, Dage i Ørsteds Park
med Skæmt og Kys bag brune Bronceformer,
hvor i det spæde Løvspring man drømmer ved Jeanne d'Arc
men ved Silén, naar Efteraaret stormer.

De raske Stævnemøder, og al den Lyst og Nød
af kloge, sarte Børn med blonde Manker!
og sydlandsk-fine Døtre som Mina, kæk og sød,
dem man gaar til at kysse som i Tanker -


III · MINA

Hun var saa ny i Gadernes Tummel, hvor der sker
det halve, som er sagt i slemme Bøger,
en By som Babylon i Kultur: med Mausolér,
Teatre, Slotte, fyldigstore Skøger ...

Ti tusind Mile borte de sorte Racer bor,
der er som Skøger ganske fri for Kummer:
de spiser Kød og jodler, men Sproget fattes Ord,
og imod Nat af Sprognød de forstummer.

Med mange Sprog og Haandværk i brede Stæders Flor
Kundskabens lyse Børn som Solen skinner;
dog græder de og græmmes, raaber i Kirkers Kor
paa Gud - og elsker deres hvide Kvinder.

Og naar det mørknes, Husene stejlt og oplyst staa;
i Gaderne er Skridt med Stemmer blandet.
Og her løb hun paa Simon og fik ej Lov at gaa
et Efteraar, som Folk tog ind fra Landet.

Med Hatten skæv og Sløjfe ved Halsen, blød og let,
var Mina vims fra Næsetip til Hæle,
et Barn med Kvindes Form, i Undselighed koket,
gylden af Hud, med ømt bedrøvet Mæle.

En Kat med kælne Øren og højt forvorpen Smag,
blaaøjet, Haaret brunt om Panden kruset,
som hun kom fra sin Købstad en hed Septemberdag
til et Par gamle Folk som Barn i Huset!


Saa mild og ung og fyldt af et nyhedssygt Begær
gad Frøken Mina vidst og gad vel vove:
om det var smukt og Simons de mange Taarer værd,
hvis han fik Lov i hendes Kurv at sove -

Hvem husker mer: hvor tidt hun blev vred og løb sin Vej,
til Simon var en Ynk, saa sær og saarlig,
og da er det med Kvinder: de kan ikke sige nej,
naar én er ung og beder for alvorlig.

Jeg véd kun om en Aften, han fulgte hende hjem
og brast i Graad, da just han vilde trodse, -
at sirlig hun et Lommetørklæde tog frem
og tørrede ham kønt: "- Din lille Tosse!"


IV · EKSEKUTION

Hun stilled omsigtsfuld paa sit Natbord et Glas
med Mælk ... hun nænte ej, han skulde tørste.
Vi kommer til det værste: hun bænkede ham Plads,
kredensed ham sin Vin - den allerførste.

En Nat blandt Minas Strømper, Korset og spidse Sko
er altsaa en Studenterhue funden,
imens en ung Umættelig stolt og fuld af Ro
sov ind, og hun holdt Bægret ham for Munden.

Tænk Dem en grøn Titan, der erkender i sin Trods,
at Minas Haar kan svøbe Minas Hofte.
Hun finder ham saa fin - denne søvnige Profos! -
(skønt hun er vred) og kysser ham saa ofte.

Men som det dæmred, laa hun paa Albuen taust,
mens Simon sov retfærdig paa sit Øre;
hun saa sig om og gætted - en kvindelig Faust -
paa nye Ting, hun skulde se og høre ...!

Før Klokken seks hun satte sig op, trak Hoser paa,
forbavset: hvad dog Verden gav at prøve!
Hun klapped adspredt Simon, og da han skulde gaa,
hun kyssed ham - for ikke at bedrøve.

Saa gik han bort og drømte sig viet som et Sværd
og som en Rose elskovsfuldt bedugget.
Men Mina flagred ud som en Fugl med nye Fjær
til kyndige Veninder ... lo og sukked.


V · VENINDERNE

Der var en Flok Veninder, som Mina tog paa Raad,
som hun forsvared hedt og over Maade,
saalænge de var ny, men som hun kry og kaad
en Uge efter spottet uden Naade.

De hæsligste Veninder, en ældre huslig Slags
uartigbrede Jomfruer med flade
Provins-Ansigter, sødladne Væsner, hvor man strax
fornam en Lugt af Madstræb og af Gade.

Hun tilgav deres Styghed, der var et Syndens Værk
- som Herren tilgav Røveren paa Korset!
hun havde gærne givet en Koblerske sin Særk
og Dronning-gæstfri delt sin Seng med Horset.

Ja Simons unge Skat med den fine, rene Duft
i Haar og Hud - hvem helst han med det samme
gad føre hjem som Brudgom - hun aandede den Luft,
der raadden steg fra disse tunge Pramme.

Hun vilde jo kun leve, hun drømte kun om Liv:
en Fart med alle Sejl og alle Flag paa Masten!
men spurgte ydmyg Tøjten og Kirsten Giftekniv,
om Livet ikke muligvis var Lasten?

Hun saa med ædel Medynk paa dette Søsterkor,
der snaged grisk i Pande og i Potte.
- - Et Skib, der skal paa Langfart, faar Rotter med om Bord
en ussel Baad, der ikke har sin Rotte!


VI · BRUDDET

Lidt hverdags blev det Simon, da Alting nu var sket,
men hun fik lært ham paa et Vinterhalvaar
at føle, som det anstaar en Elsker og Poet,
hun slap ham blot - - - og bragte ham til Alvor.

Ak saadan er det Menneskens raa Ubændighed
i Overmod som Guder sig at mætte
og kun at tænke, tvungne af dyr Nødvendighed,
som det for os er kært og dem det rette.

Hun var en Faust i Skørter, som sagt, der løs og fri
ledte om nye Glæder og ej spøgte,
som med en vis Beslutningens Filosofi
opstøved Fanden, ægget af hans Rygte.

De Folk, som har lidt kvindelig Godhed smagt, de ved:
Fornuft forstyrrer kun en saadan Hjærne,
mens han i ung Forelskelses Slyngelagtighed
gik strengt til Værks og præked altfor gærne.

Det er nu saa i Verden: enhver skal have sit.
Den ene ønsker Blomster, Baand og Smiger.
Den anden ønsker Lidenskab, som gives ungt og frit,
og fordrer Sjæl af lattermilde Piger.

Han var en utaknemlig, der lønned Kys med Skænd.
Kan Verden aldrig blive kæk og fri mon?
Saa skrev hun: "Fa'er vil gifte mig med en Barndomsven.
Farvel! jeg rejser. Glem mig, lille Simon."


VII · FORVANDLINGENS LOV

Ak ingen Sjæl, som lever, kan udstaa Ensomhed;
læs Digterne - spørg "Niels" og "Jens" og "Jørgen"
i vore danske Bøger: og føl den klamme Sved
ved disse Heltes haabforladte Sørgen.

Nej intet Kræ paa Jord er skabt for Ensomhed.
Det er en Sot som Kræft og onde Bylder.
Vor Klode blev jo bygget mangfoldig, vid og bred
med Hav og Luft og Fisk og Fugles Mylder.

For hver en Strøm af Kraft er skabt en Søsterstrøm.
Vi er som Oceanets Traadekabler.
Og har du drømt om Livet, gaa ud og mød din Drøm,
da er du stærkere end alle Fabler.

Der tales i et Sagn om det "Horn, som kalder Mænd",
som jærnbeklædte drager ud at stride.
Men Adam blev til Mand, den Gang Eva gav sig hen
og vaaged skøn og listig ved hans Side.

Den første Kvindegunst er et Mandighedens Tegn,
den største Hæder, hun os kan beskære,
hvorfor man, overtroisk, i mangen landlig Egn
har ment, at Kvinden gav en Mand sin Ære.

Hun skænker ham en Styrke helt ny. Og er det sket,
har han en Skat, hun ej kan tage mere,
skønt Kvindesind er lunefuld Elektricitet,
hvis Strømme ofte vildt vagabondere.


For hver en Drøm i Verden en Nabodrøm er til,
og Mina dyrked frejdig Naboskabet.
Og er en Nabo træt, en tjenstvillig Genbo vil
helt gærne hjælpe Frøknen over Tabet.

Jeg digter denne Hymne til Forandringens Lov,
til Kræfterne, som uophørlig skifte,
der knytter sig og løses, i et aandeligt Behov,
Naturens evig muntre Mangegifte.

For hver en Kraft i Verden er der en Nabokraft.
Jeg giver Jer til Pant derpaa mit Hoved.
Hvis ej din Sjæl er gemt i Maren Ammes Strømpeskaft,
al Livets Herlighed den er dig lovet.

Hun var en Faust i Skørter, et vildtfarent Lyn,
som Ild i alle Huse vilde tænde.
Hvis et af hendes Luner en Dag slap ud i Byen,
det standsed ikke før ved Verdens Ende.

Thi hvorfor sidde stille, naar paa hver Kant og Led
det mylrer med det Liv, vi higer efter,
og tapre Forbundsfæller i Uendelighed,
som skænker os uendelige Kræfter -?


VIII · NYE MAAL

Der var en fremmed Herre af djærv og mandig Magt,
som vendte hjem fra andre Byer og Taager,
han lærte Simons Hjærte at hige uforsagt
mod nye Maal, mens Blodets Drivkraft koger.

Du bør ej sidde ene og tygge paa din Spleen,
fordi en sjælløs Dame har dig blindet.
Et Aftensbord med Østers og en isafkølet Vin
samt Selskab - højner Dyrkelsen af Mindet.

En Aften sad dog Simon i Teatret og saa
et Pigehoved nær en gylden Pille
ved Siden af en Mand, klædt i sort, ærværdig graa.
Hun ligned Mina, men saa bleg og stille.

Var dette Minas Fader? fortrød hun siden sidst?
Hvad skulde de forgrædte Øjne sige?
Han syntes, det var Minas, - var det vist og ikke vist? -
og drømte længe om sin blege Pige.


IX · NYT FORAAR

En Strøm - naar den er vakt - kan ikke helt forgaa,
thi Kyssets Magt vil alle Kræfter tænde,
og Lyn vil slaa i Jorden eller blusse i det Blaa,
og Lyn vil lyne rundt til Verdens Ende ...

Det gik til sidst i Marts eller hen i April
(thi Engene bar Græs og Pilen Rakler),
da Mina skrev og opgav Adresse - hvis du vil?
Et Solskinsbud for foraarssyge Stakler!

Men du skal ikke komme, hvis ikke du har Lyst,
stod der til Overflod. Aa disse Skælmer,
de kradser et Par Ord fuld af Retskrivning og Trøst,
saa ved de, man har Lyst og ikke helmer -

Saa var hun ikke landet i Ægteskabets Ørk,
men hos en ni og tyve aarig Tante
i Smallegade - Syerske, højhjærtet, mørk,
af disse rappe, ranke, brilliante ...

Den strenge Jomfrutante, som var saa klog og god,
holdt Vagt og tordned' for de to forfløjne,
men havde svage Stunder, saa Simon ej forstod
de kaade Ord og de to sære Øjne.

Og Mina, Pigebarnet med den rastløse Sjæl,
skal atter lære Dyd og gode Sæder
af denne tapre Kvinde, der var en Synder selv
og endnu drømte - ak! - om skønne Glæder.


Paa Søndag Formiddage med Sol i smaa Allér
med Haver om den vedbendmørke Villa,
hvor gennem aabne Vindver man skimter et Klavér
og slanke Frøkner klædt i Blaat og Lilla,

da Luften er saa ren, mens de grønne Lindes Fnug
besaar Chausséens Sol-indslyngte Skygge,
da en fortrolig Frokost med Kvinder er saa smuk
i stilhedslyse Stuers Sommerhygge,

sad Simon og drak Kaffe. Den ferme Tante lo
og slap sig løs i vovelige Tanker,
mens Mina fix og fuldformet, i to nye Sko,
med tause Planer over Gulvet spanker.

De tog i Skoven med ham og trak ham under Spøg
som Nymfer ind ad grønne Sommerveje
blandt ferske Anemoner, hvor Sukket af en Gøg
blir Sang og Fauner blæser paa Skalmeje.

Ved Skodsborg havde Mina nær bortført en Cyklist,
som laa med sønderbrudte Hjul og Eger -
og havde nær i Vedbæk, hvor de spiste tilsidst,
fordærvet Kelneren, som var ... en Neger.

Og Pinse-Mandag silde, som, én ved hver sin Arm,
de fulgte ham fra Togets Larm og Bulder,
den kække Tante støtted sig lidt viljeløs-varm
og hvilte sine Læber mod hans Skulder -

Hun bøjed Panden fra ham: "Bryd dig ikke om mig!"
og puffed ham til Mina med et eget
stilfærdigt Smil, der sagde: "Jeg véd, I skønner ej
paa hvad I har, før I har altfor meget!"


Men Mina gik og smilte som den, hvis Væsens Dyb
omfavner alle Former høje, lave,
som dristig kysser Palmen og det usleste Kryb
og alle Dyr i Edens store Have.

Saa fik han kysse Mina til et ørkeløst Godnat,
hvor knapt han hendes Hals og Bryst tør forske.
Bort med en nær Fortrolighed, altfor sød og plat,
men disse plumpe Omsvøb, dette dorske ...!

Natur maa stundum sejre i Sager af Natur,
og tør man ogsaa et Par Hægter løse
og se en Barm, en Skulder med fin og ung Kontur,
forguder dobbelt man de flinke Tøse.

... Med et umuligt Ønske drev Simon hjemad sent:
han nød endnu den underlige Dulmen
ved Tantens tause Mildhed ... og ønsked den forént
med Minas unge stolte Marmorsvulmen.


X · "LIDENSKABENS VINGER" -
"SJÆLENS TEGNING"

Al Glæde er saa kort. Har en Muse ved vor Ild
fortrolig sat sig hen at knække Nødder,
da vil vi kysse hende en Gang og én Gang til,
mens Vers og Venskab staar paa gode Fødder.

Jeg vader og jeg vader i Efteraarets Løv
men kan trods al min Søgen ikke finde,
hvorfor Hr. Simon vedblev, som ganske blind og døv,
at kysse en saa tankeløs Veninde.

Hun flytted bort fra Tanten, hun stormed fræk og sød
fra Favn til Favn ... en munter Lykkebringer,
der kaared dem til Guder, hun optog i sit Skød:
hun laante selve Lidenskaben Vinger.

Han elsked og blev favnet, til Løvet faldt i Høst,
og Efteraarets raske Blæst og Bølge
paa ny bar Simons Ven til vor dryppende Kyst.
Han havde da en Søster med i Følge.

Hun ligned - fin og nordisk - en blond Odalisk,
- men som et indisk Vaaben, som en Daggert
af rig og sjælden Skønhed, hvis Linje evig frisk
forener noget smærteligt og vakkert.

I sligt et indisk Vaaben kan være skjult en Sjæl.
Den stærke Klinge har en sælsom Svejning.
Og Blodets Stemmer tier, og noget hvisker: Knæl
for hendes Karma! (- det er Sjælens Tegning).


Der laa en Lok af Minas - de mørke Silkedun -
paa Simons Bord. Og Vennens lyse Søster
brød uvilkaarlig ud i et Raab: "Nej er hun brun,"
som var hun bleven skinsyg ... Ak, det trøster!

Han knælte ned for Pigen; thi noget hvisked: "Knæl!"
Og da de hvide Hænder blev ham givet,
det var, som om han kyssed hendes Karma, hendes Sjæl,
der skælved som en Susning gennem Sivet.

Hun var af dem, man elsker, naar Dagene blir graa,
naar Svalens lette Skrig er blidt forstummet,
af dem, hvis dybe Kilder er svære at naa,
hvis Kærlighed til Gengæld fylder Rummet.

Og da hun atter rejste: hvor stod hun rank om Bord,
mens Skibet flygted, fulgt af Røg og Maager.
Det var som Kærligheden, der loved uden Ord
at huske ham i fjærne By'r og Taager.

Hun loved ham saa sikkert at komme igen ...
Dog, Simon stamped vredt i Gadens Stene:
"Du blev min ømme Skytsaand, Gudinde og Ven!
... Men hvorfor har du ladet mig alene?"


XI · ET TILBAGEFALD

En skummel, graa December. Det hvirvler paany
med Sne, som ligner Aske, før den falder.
Og røgblaa vaagner Aftnen, mens Sol gaar rød i Sky,
til Julepynt, Velgørenhed og Baller.

Nu drager Storstads Tusmørket ind ad By og Bro,
hvor tunge, sultne Mænd sig hjemad slæber -
en sær og nøgen Danserske, Dronning uden Sko -
med grumset Smil om aabne, vage Læber!

Børn græder efter Lys. Kun en fattig Butik
ser Simon frem i Gadens Snævring skinne,
hvorhen hans Længe-elskede fra Tantens strenge Blik
er flyttet ud at bo med en Veninde.

De har bespist ham vel, og Veninden tar diskrét
sin Hat, da hun ser gamle Drømme spire;
og Parret, som saa længe ej har hinanden set,
har lagt sig hen at sove Klokken fire.

Har Simon glemt sin Elskede, sin "Karma", sin Sjæl?
- Man glemmer ingen Stund sin fjærne Lykke.
Men der er nære Slanger, hvis Brod har ramt vor Hæl,
og som vi til vort Hjærte dog maa trykke.

Og Tumlen gror derude, mens Aftnen falder paa,
det klirrer let i Lygten, Gassen tændes;
saa kommer Trav af Drosker, tusinde Fødder gaa,
og Stemmer svinder, Stemmer mødes, kendes!


Han ligger tavs og drømmer sig om og om igen
med lukte Øjne fra sin hvide Pude:
Veninden, praktisk djærv, som er gaaet til en Ven,
og Mina, hun, hvis Vise nu er ude ...

Er Klokken syv? et Hvin af Fabrikker! Simon sér
det dukke frem med blege, unge Piger
paa alle Strøg, mens Vrimlen teaterpyntet ler
og Lys og Lunhed op af Gaden stiger.

De trodser og de kurrer, som alt i Nat var nyt,
med raske Smil og kaade Narrebjælder.
Og der skal smigres, skændes og føres sød Dispyt,
elskes som han og Mina ... elskes - eller ...?

En Knirken! Lys i Stuen; - han farer op af Blund.
Veninden staar og hænger langsomt Kaaben
og kommer kold af Blæsten, men smilende sund,
glad for sin stærke Ungdom, sorgløst aaben ...

En Hvergarnsbajadére, barmhjærtig uden Snak,
som ærlig paa de slemme Piger skænder
og vender oprømt hjem som benaadet, fuld af Tak,
fra Mad og Vin og fra solide Venner!

"Goddag I to!" Hun sætter sig kækt paa deres Seng.
"Naa hvordan har du haft det, lille Søster?"
Og fanger Simons Hænder: "Den slemme søde Dreng!"
og pludrer for ham, som en syg, hun trøster.

Et Haandtryk, mens man lider, en dæmpet Passiar
er sødt som Sangen i katolske Kirker ...
Hun er i højrød Trøje! hun ryger Cigar!
og trykker fast og venter, at det virker.


Men Mina ler og dækker medlidende sin Skat
- i Moderomsorg - lige til hans Næse:
Hun kender selv en ungdomsuskyldig Magt, som brat
kan Ild i disse døde Gløder blæse.

Og har Veninden bragt dem paa Sengen Mad og The
og selv spist med paany, saa godt hun orker,
har sindig klædt sig af, mens hun tit endnu maa le,
paa Timen i sin egen Seng hun snorker.

Nu stilnes Byens Trolddans, nu slukkes Støj og Gas;
Tusmørke-Feen styrter blind og splitter
sit Flagreslør, sit Perlebaands-Brus af luftigt Glas,
afsindig nøgen strakt blandt sine Flitter.

Og Mina blir vemodig og blød og blander Graad
med én, hvis Arme favne blidt og presse
og holde fast, som skvulped og drev han med en Baad
let og berust, mens tavse Timer messe.

- Imens den store Vinternat blaa har hejset op
i Rummet sin metallisk-hvide Lampe
og strør sin Pragt og Kulde fra Stadens Dragekrop
til Bondens Stald, hvor Heste staar og stampe.


XII · EPILOG

Vi digter ingen Hymne til Minas brune Haar,
hvor sød hun ogsaa er, hvor kaad og sprælsk er;
hun hører til de Kvinder, hvis Hjærte ene slaar
for smukke Klæder og en fyrig Elsker.

Vi digter denne Hymne til Forvandlingens Lov,
til Kræfterne, som uophørlig skifte,
der knytter sig og løses, i et aandeligt Behov,
Naturens evig muntre Mangegifte.

Min Vogn drog tungt i Dun-Regn, hvor Kysten gik stejl
af lyse, lange Dønningrækker gnavet,
hvor grønne Baade bruste for spændte Lærredssejl.
Jeg saa' en Jomfru stige op af Havet.

Hun hvirvled som en Støtte fra Søens Fraad og Salt,
og som en Bølge over Sand hun skylled;
der stod hun frisk og vaad - hendes Bryst, som steg,
som faldt,
hendes Skulder, Arm og Fod var utilhyllet.

Og hvid og venlig smilte hun, lette som Skum
fløj hendes Skridt i Pige-sveje Lænder.
Hun slængte sig med Brisen omkring min Hals -
men Rum,
kun Duft og Rum blev hun i mine Hænder.

"Farvel nu blege Flane af Brise og Skum!
højhalset, fin og ærbar er min kære:
 hun kysser saa landfast, saa højtidsfuld og stum
blandt Sand og Græs og Plankers brune Tjære."


  ﻿FØRSTE BOG
PILEFLØJTER

Over mit Hoved
slaar Tungsindets Fugl,
dens natbrede Vinger
beskygger min Sjæl,
naar jeg tænker paa,
hun var ung og fin
med et Blik, der beruste
som nygæret Vin.



UDENLANDS

Udenlands, paa et fremmed Sprog,
blev jeg spurgt om Navn og Stand,
hvorfra jeg kom, hvorhen jeg drog -
"Danmark kalder vi selv vort Land."

"Hav-indlullet ligger mit Land,
fladet i Øer og tunget i Næs.
Hvor Bølgerne dør i det hvide Sand,
begynder det frodige, grønne Græs.

"For Græsset skygger den svajende Bøg;
thi sprængt er Egenes graa Tyrani.
Ind over korntunge Bakkestrøg
bor en Nation, som er glad og fri.

"Det solblaa Hav, som gør Kysten vaad,
har blødet Racen, som bor derpaa,
gjort os milde til Latter og Graad -
alle Kvindernes Øjne er blaa.

"En Sommerdags Bølger, der sagtelig slaa,
saaledes er Øjnene ganske blaa.
Ved Maj bliver Løvet grønt over Land,
saa paa Grønt og Blaat har vi bedst Forstand.

"Bor vi end fjærnt i det taagede Nord,
vi kaldes det frieste Folk paa Jord;
i den mørke Muld, bag den skarpe Plov,
gaar Bønder, som værger om Ret og Lov."


EN LÆSERINDE

Hun havde Sletteboens Sind,
der mangler Flugt og Højde,
men sværmede lidt for de slanke Rør,
hvor Dafnis skar sig en Fløjte.


MOS

Jeg sprang i Høstmorgnens solløse Stund
over Gærdet ind i den mørke Lund.
Paa de brune Gange laa Løv ved Løv
og Kvas og Dugdraaber, tørret i Støv.
En Lunhed og Ro som paa indviet Grund.

Da lød der bag de metaldunkle Trær
(mens den hellige Grund blev mer hellig og sær)
to lyse Stemmer. Med Arm lagt i Arm
kom hun og Veninden. Jeg blev saa varm,
som om Skovgudens Døtre var vakt og kom nær!

Vi vandred om Dammen, hvor Svanerne laa,
hvor Andemad trives og Bregner staa.
De spankede muntert i knirkende Sko.
Hendes Læber var lukt' med en Skovguds-Ro,
hvor Tanker gro frem mellem Mos og forgaa.


HVORFOR?

"Men Gud dog, Henrik!" sagde Henriette
og smilte. Hvorfor sagde hun: "Men Gud dog!"?
Han tog et Kys. Hun gav ham det med Rette.
Der findes dumme Pigebørn, som flæber,
imens de følger Kysselystens Bud dog.
Hun tog hans friske Kys med friske Læber.
"Men Gud dog, Henrik," sagde Henriette
og smilte ... Hvorfor sagde hun: "Men Gud dog!"


VILLAVEJE

Alle Veje maanskinshvide
glide i det kolde Land,
langs ad mørke Parkers Side
i det hvide, kolde Land.
Vi vil drømme, ikke lide i det hvide, kolde Land.

Paa det dybe Blaa, det rene,
flyder Maanen hen som Guld,
ene bag et Væv af Grene
flyder Maanen hen som Guld.
Drømmen, som din Sjæl udgyder, flyder som i Blaat og Guld.

Som imellem ranke, slanke
Pinjers Rad en Marmorstad
breder matte, maaneblanke
Villamure deres Rad,
medens Greneskygger hygger som et Slyngvæv Sti og Stad.

Bløde disse Skygger glinse
som ved Pinsetid i Maj.
Aa den Løv-udsprungne Pinse
fuld af Linde-Dun i Maj!
Og dit Legems Silkeskygger glinse som en Pinse-Maj.

Vinterdøgn hos dig kun vække
Savn mod aabne Havnes Sol,
hvor du bænker al din kække
Ungdom i en let Gondol.
Der staar skrevet paa din Pande: Grønne Lande - Sommersol!


ROMANCE

Min Skat var blond. Hendes Øjnes Blik
lo frem som Fugle i sommerlun Strand,
og vi var Venner - men naar jeg gik,
hun spotted mig: "Daarlige Mand!"

Saa kom vi af Takt i vor Kærligheds Vals.
Jeg knælede: "Straf mig, i Fald du kan!"
Da tog hun mig grædende om min Hals
og kyssed mig: "Daarlige Mand!"

Min unge Skat jeg i Harm forlod
og flakkede fremmed og ene om Land.
Jeg ejed en Skat, som var ung og god.
Hun elsker sin daarlige Mand.


BORTE

Mens fra en Foraarstaage en stille Byge faldt
og væded Gadens Stene, som laa og spejled alt,
en Søndag imod Aften, da Kirkens Klokker klang,
jeg gik igennem Gaden, hvor du har boet en Gang.

Du var der ikke mere. Hvor før du ofte sad,
kun laa mod Ruden støttet et illustreret Blad.
Fra Huset var du flyttet og fra mit Hjærte med,
det sidste end var ledigt og nød sin tomme Fred.

Men dette Hus dog kaldte de gamle Tanker hid
om mangen stille Aften paa netop samme Tid.
Jeg savner ej og ved ej, hvor er i Verden du.
Men i det tomme Hjærte gør Mindet ondt endnu.


KØBENHAVNSK

Saa snart jeg Violer kan sanse,
da længes jeg tyst efter Græs,
efter krusede Bukkar-Kranse
og Landsbyers Pile og Gæs,
fjærnt ud over Fodtrins-Dønningen
mellem Søndermarken og Grønningen.

Men i den grønne Oktober
med Solskin af plettet Guld
jeg drømmer om Urskov og Cooper
blandt Blade og fugtig Muld
og gaar til en Dam bag Østerbro
at fiske Alger og Krebseklo ...


TIL ALBERT GOTTSCHALK

Jeg sender fra det faste Land
et Bud dig ud til Sundets Sprøjt,
hvor du kan gaa og synge højt:
"Min Far han var en Fiskermand."

Du Kunstens gamle, tro Matros,
der fra din Tankes stolte Raa
kan spytte langt ad Byens Os
og male alle Bølger blaa.

Du har jo Luft om Mast og Mærs
til Bod for dine Foraarsvér,
og Sundet er et havblaat Vers,
hvis Bølger plasker som Homer.

Hver Nat du har jo Vandets Brus,
mens slingrende i Køjen smukt
I hænges op som Flaggermus,
aa disse Drømme, denne Lugt!

Hvad vil du mer? jeg ved det knap.
Begærer du en Foraars-Lap
i Soldis eller vædegraa
med Hus og Mark og Møller paa?

Begærer du til Foraarsfest
et Landskab af din egen Kunst,
en Kaalmark nærved Sorte Hest
med Valbyliv og Møddingdunst?


En Bondevæg, en Fiskerby
med Græs og Garn og Svin og Kræ,
en Sol, der elsker fra sin Sky
et ensomt, ensomt Piletræ?

Begærer du fra Land en Fest
af det, du evner allerbedst,
hvor Kunsten, som gør klog og klar,
betvang en knurrende Barbar?

Du har jo Luft om Mast og Mærs
til Bod for dine Foraarsvér,
og Sundet er et havblaat Vers,
hvis Bølger plasker som Homer.

Og er Fregatten grim og dum,
hvor du, min Ven, er lagt i Tvang,
saa giver det en anden Gang
din Evne dobbelt Fart og Rum.

Saa vær da som en Skipper klog,
der tegner for os Skib og Skrog,
mens Bølgen slentrer bag dets Rand
saa godt som Bondens Pløjeland.

Saa søg dig Glemsel, find din Trøst
at male alle Bølger blaa.
Du finder endnu mangen Kyst
med Hus og Mark og Møller paa.


HVIDTJØRN

Brune, skumle Kør, som gumle
Aftengræsning efter Regn!
Hvidtjørn, lille vilde Hvidtjørn
dufter i det store Hegn.

Du har trodset Græs og Banker,
Sko og Skørter blødt' af Regn;
mellem Hvidtjørn i en Lavning
rejser du dig, vinker Tegn.

Og jeg river nogle Blomster
af den hvide, vaade Hæk
for at bære dine Farver
snar og tornet, øm og kæk,

for at kvidre dine Viser
tjørnelystig, hed og kæk,
mellem dine Bredders Skygger
slentre, Hvidtjørn, som en Bæk ...

Mens fra Hegnet over Kornet,
hvor det tættes Fod for Fod,
henad Bankers Ryg, hvor Kvæget
stirrer ud med hornet Mod,

ødselt hulker regnbegydteNattergales Toneflod,
og mens Myg forkølet summer
om min Hvidtjørns røde Blod.


Hvidtjørn, lille vilde Hvidtjørn
fritter mig med skælmsk Moral
i det store Hegn: om andre
Egne, hvor en Duft jeg stjal. -

"Jeg er Aaen, du er Lejet.
Jeg er Vin og du Pokal.
Mine Strømme nynner Drømme
om saa mangen Høj og Dal.

"Jeg har kendt et Hjærtehøjlands
hundredaarig stærke Ørn;
kvindelige Sansculotter
har jeg mødt og Søndagsbørn.

"Røde Baand og stærke Hjærter
bærer Arbejdsugens Børn.
Men som blandt din Moders Gryder
hygger du bag Sten og Tjørn

"under dine hvide Grene
Moderskød for min Person.
Hvidtjørn, frit ej: hvilke Lande
der har drømt med Rhin' og Rhon'.

"Røres end mit Dyb - jeg røber
ej din herlige Person.
Lang Vejs kom jeg, meget saa jeg
og vandt Ry for Diskretion."


FATTIGE KVINDER

Fattige Kvinder Parvis,
de venter ved Parkens Bænke
i Aftenen under Løvet
den Skærv, du vil dem skænke.
Vær barmhjærtig mod de fattige!

Armoden fylder hver Korsvej,
Menneskesøn, med Snarer,
mens fjærnt Orkestret taler
om Vold og Janitscharer.
Vær barmhjærtig mod de fattige!

Hør hvor Oboen hæver
sin Stemme - som en Kvinde,
hvis skønne Bryst bevæges
og gløder dybest inde.
Vær barmhjærtig mod de fattige!

Saa falder Natteregnen
tilsidst i de dunkle Alleer.
Skønjomfru, gul og rynket,
gaar hjem med de gamle Veer.
Vær barmhjærtig mod de fattige!

Og led du af ingen Skade,
men blev du en Drømmer og Seer,
da maa du som alle andre
gaa hjem med de gamle Veer.
Vær barmhjærtig mod de fattige!


TAGDRYP

Mellem Murenes sodede Masser, de røde og graa,
er der længe til Vaaren - vi tynges af Tagdryp og Taage.
Jeg døser om Dagen og elsker om Natten at vaage
og tænke paa Dage og Aftner, da Luften var blaa.

Som en udtørret Vinstok, der bryder med Knopper paa ny
og grønnes og favner et Marmor, en styrtet Gudinde,
saa gror af min Ensomhed midt i en vinterlig By
det Foraar af Tanker, hvis Mørke omranker dit Minde.

Jeg husker da halvdunkle Timer, naar sammen vi sad,
naar kærkommen Gæst jeg blev hæget af kærlige Hænder
(thi Længsel gør ydmyg, og adskilte Hjærter blir Venner).
Der sad du med lysende Øjne bevæget og glad.

Vor Skovbænk om Somren, om Vintren din Kakkelovnskrog,
vor Tusmørke-Gruppe, der rødmed ved Glødernes Flammen,
din Elskov, vort nye Liv, som et ophøjet Sprog,
og Blikket og Haandtrykkets Sladren - vi hørte jo sammen!

Vi hørte jo sammen ... og det var bestandig en Trøst,
skønt Livet, det ordned vi kun med saa maadeligt Nemme.
Den ene med Graaden, den anden med Nag i sin Stemme,
vi førte en mager Proces om vort Himmerigs Lyst.

Saa greb du en Lampe og lyste mig ædel og høj
til Gæstekamret, jeg husker til Timernes Ende.
Der gav du mig længe Godnat i den bidende Røg
fra en trebenet Jærnovn, stoppet med halvfugtigt Brænde.


RINGENS MAGI

Den trolovede Pige
havde aflagt sin Ring
(man skal leve, saa man aldrig
fortryder nogen Ting).
Den trolovede Pige
hun elskede sin Ring.

Naar Ringen sad paa Fingren,
det føltes som Magi.
Men naar Ringen laa i Bomuld,
var man strax lidt mere fri.
Da nu Ringen laa i Skuffen,
kom en fremmed Mand forbi.

Han stormed ind ad Døren,
hun selv lod det ske.
Hun aabned Ugen efter
baade for to og tre.
En holdt af røde Roser,
og En holdt af at le.

Saa snart en Yngling havde
sig ud af Døren vendt,
hun fløj til Skuffen ivrig
og følte sig omspændt
med Troens Guld i Hænde
af et helligt Element.

Hun gav dem Mundens Roser,
hun gav dem Barmens Sne.
 Til sidst den lede Fanden
stod i Damens Entré.
Hvor højt da Hjærtet jubled,
lod hun ej Ringen se.

I ved det, I Præstinder
for Ringens Magi:
Naar Ringen er i Bomuld,
er man strax lidt mere fri.
Med Ringen paa sin Finger
var det Højforræderi.


I EN PARK

Jeg bider ikke dine kyske Læber ...
Du er saa bleg, Dødsfjende-Hjærtenskær.
Ak Gud, at træffe dig! Du har et Skær
af Evighed, som al min Glæde dræber.

At møde dig i denne Storstads-Larm!
Du kommer her fra glemte Sommeregne,
hvor Dagen sneg til Skoves Græs sig varm
fra valmuplettet Korn, som Brombær hegne;
hvor Stranden flød paa alle Sider salt,
og slap man ind fra Markens Kløverdynger,
en Duft af Byens Linde fyldte Alt,
mens tæt som Børn, der gaar i Ring og synger,
de krumme Gader Kirkens Mur omslynger,
hvis Spir til Midnatsklokkens Troldelyd
staar ret mod Himlen som et stenet Spyd ...

Du har en Bleghed, som min Glæde dræber.
Jeg tør ej røre dig. De røde Læber
er Is, som har de kysset Dødens Ve.

Jeg ser din lille By ved Vintersne
og ser, hvor løs og salig Vaaren gryr
med gyldne Knopper, smukke Børn, som le,
med Aaløb under Pile, sølvgraa Skyr,
med Hornsignaler som en grøn Armé,
der mylrende fra Voldens Skrænter flyr,
til Solen daler hed og Havnens Vande
blegrøde, blaa og gule tungt sig blande.


Retræten blæses Klokken Ti. Godnat!
Og alle Ruder slukkes, Byen sover ...
men du er bleg af Maaneskin, min Skat!
Du vækkes ved en Larm, der stiger brat
fra Havnen, naar en Færge kommer over.
En Ringen og et Hvin! i Mørke dulgt
et Iltog farer bort som en forfulgt.

Der fandt jeg dig paa slig en farlig Plet,
hvor Stemning voxer op af Gadens Stene,
hvor alt er gotisk muret og saa tæt
sig i hverandre Skæbnerne forgrene.
Hvad her er stort og nyt og rankt og let
faar aldrig Magt mod slig en gammel Scene
med Vildvin over skæve Huses Stolper,
Soldatermarsch og Brag af Bøssekolber.

Hvor saligt bølged Sol og Løv paa Lunden
en Søndag, naar ved Frokost eller Vin
vor Flok af Unge mødtes! Mangen svunden
Vaardag staar blaa i Hjærtets graa Ruin!
Veninders kække Mod! hvor man i Grunden
fornam sit bedre Jeg saa søndagsfin.
Ak kendte Toner kommer mig paa Strengene!
Saa blev en Dag i dine Garn jeg hængende.

Nej, læn dit lyse Hoved mer tilbage
og lad mig kysse denne Alvorsmund
som i din egen By i svundne Dage!
Vi er to Svaler dog, der evig krydses.
Penelope, du elsker din Ulysses!

Penelope med Sax og Fingerbøl,
hvis Husflid fylder en Provins med Møl,
snart skilles vi med salte Taarers Nød.
Jeg tier, men jeg husker til min Død.


SOLSKINSVISE

Vi har slentret under Løv, naar dit Kammer blev for trangt.
Vi har hellere gaaet for kort end for langt.
Dine Slyngplante-Arme holdt mig sammen og sund.
Jeg har drukket mine Vers af din brændende Mund.

Jeg har drukket mine Vers af din brændende Mund,
fanget blide Suk og Vellyd fra Barmens bange Grund.
Men naar sære Toner dirred fra din Læbe uformærkt,
har jeg drukket, hvad jeg trængte af barbarisk og stærkt.

Jeg har drukket, hvad jeg trængte af barbarisk og stærkt.
Og din fine Slankhed øged mine Kræfter uformærkt.
Og din Favn blev mig fortrolig som et gyldent Foraarssyn,
og jeg græder for et Glimt af dine solrene Bryn.


TONEARKITEKTUR

Klaveret sang igennem mine Stuer,
en yppig Strøm, som let og lindt du tøjler,
saa spændte du din Røst paa stærke Buer.

Du slynged den til aldrig brudte Søjler,
hvis klare Velklang jeg var angst, jeg skæmmed,
saa snart min Sang faldt ind. Men noget fremmed
og rigt og aldrig kendt for Øret gøgler,
naar vagt min Bas mod dine Løb sig stemmed
og vandt sin Efeu mørkt om deres Søjler.

Den følger efter som en frygtsom Skygge
for ind at fange i en flygtig Snoning
din Røst og Kys paa Sangens Læber trykke,
mens hver en Node faar en let Betoning.
Og Natten dæmrer ind, du elskelige,
kun fjærnt i Staden høres Livet buldre.
Jeg ser den lyse Dragt om dine Skuldre

og tænker: Skal vi aldrig, aldrig stige
fra denne Skumring til vort Maanskinsrige
og vore tavse, milde Straalesyner,
hvor Vellyd smælter, dæmpet Lys kun lyner,
mens du, som fast en yppig Sangrøst tumled,
og jeg, hvis Mæle Mandsakkorden mumled,
skal plukke Klang, der tusindblandet strømmer
paa Nattens Mund - den musikalske Drømmer ...?


STORSTAD

Der nede for mine Vinduer vælder
hver susende Nat den brogede Stad:
Stemmer og Hovslag, Vognhjul og Bjælder!
det dønner, dønner ... jeg skelner ej hvad.
Et Strejflys over de mørke Ruder
blænder mit Syn med sin gyldne Flod.
Jeg lytter, jeg drømmer paa mine Puder
med higende ungt Sigøjnerblod.

Jeg hører dem tale, murre og trænge
fra Lyshavet ud i Forstadens Ro,
drømmer om Par, der spaserer længe
i øde Gader alene to ...
Nu spanker en silkeklædt Glut, som viser
sin brændende, slankstøbte Ungdom kaad.
Paa Lyden af mangefold Fjed over Fliser
hæves jeg gyngende som i en Baad.

Og ofte, naar træt af at lytte og vaage
i Mørke jeg frem til et Vindu fandt,
sad jeg og saa' i den dryssende Taage
og ønsked dig her, medens Lydene svandt.
Det røde Regndrys derude skikker
sig godt for en nordisk Kærlighedsnat:
som Kysset, en frygtsom Veninde drikker
i Lyst og Ulyst saa taaremat ...

Hun selv har lyttet paa disse Puder
saa træt og ung med sit higende Blod.
Et Strejflys over de mørke Ruder
 traf hendes Syn med sin gyldne Flod.
Og Lyden af Stemmer, Vognhjul og Bjælder
fandt Vej til Øret, der skelned dem ad.
Elskede, for mine Vinduer vælder
hver susende Nat den brogede Stad.


FORAARSPLØJN1NG

Tætved pløjer en Bonde sin Jord,
raaber sit Hyp monotont og kort,
Kragerne hopper i Plovens Spor
og svinger sig over hans Hoved bort.

Saadan en sivende, regngraa Dag
er som det hidsige Aandedrag,
Landsbytøsens halvmodne Bryst
sukker i sextenaars Kysselyst.

Solen føles usynlig blid,
det er Pilefløjternes Tid:
bagved hvert Gærde paa en Sten
sidder en Dreng og skærer sig én.

Her kan jeg sprede mit dumpe Sind,
grublende, ikke træt, men tyst,
Stilheden kvidrer lun og lind,
Luften vider sig graavejrs-lyst.

Led ved en Kamp i et døvet Land,
hvor ej spørges om Tanker, Ord,
gad jeg blive en Ting - et "man",
der krøb paa den fugtige, varme Jord -

Kaste Aands-Maskeraden væk!
Som Mosens sorgløse, brune Frø
gispe i grønne Skræpper sit Kvæk,
spise og drikke, formeres og dø ...


Binde ved Maj sin Pige en Krans,
slaa et Læs Grønt til sin røde Ko,
faa sig om Aftnen en landlig Dans
paa stampet Lergulv i Gaardens Lo.


I FORSTADEN

(Paa et Visitkort, da hun ikke fandtes hjemme)

En Skorstensrøg forkuller
fra tusind Skydehuller
det skyblaa Himmelland
langs Byens Rand.

En frodig Mark udlader
i Rader og i Flader
landskabelig Fornuft
mod Aftnens Luft.

Der gaar en Kat i Kaalen,
hvid sniger den sig stjaalen.
Der staar en Hyld ved Hegnet
med Blomsterskjolder tegnet.

Og nogle store Popler
de brede Toppe kobler
fortrolig, skyggetyst,
hvor alt er lyst.

Der staar et Hus paa Marken,
hvor Toget gaar forbi.
Der staar et Hus paa Marken
... med ingen i.


I EN FRUGTHAVE

Faldt der Storm over solstille Flade?
Min Sjæl flagred op som et Lin;
og en lynflængt Tordenkaskade
skylled Regn over grønne Blade.
Da det blev tyst, var du min.

Der er fugtigt i Stikkelsbærgange
og dufter, nu det er tyst,
fra det dyngvaade Græs og de mange
Kirsebærblomster, som prange
skært mod et Lufthav saa lyst.

Lad mig vandre herind ved din Side,
mørkøjede Jomfru fin;
dine Hænder, de frugtblomst-hvide,
lad tæt mig om Livet glide,
du min smidigrankende Vin.

Og din Kind, den æbleblomst-røde,
læn mod mig og kys min Mund.
Dine Læber er vellugtsøde.
Men de sarteste Kærtegn gløde
fra Øjnenes mørkblanke Grund.

Har din Arm om min Hals jeg trukken
og din Barm mod mit Hjærte tæt,
saa jeg hører din sagteste Sukken,
da fryser jeg ikke i Duggen,
da bæver jeg saligheds-let.


Mod Solnedgangs-Blaaet højne
Frugtblomsterne deres Pragt.
Foran mig to undrende Øjne,
foran mig din Barm og din nøgne
Arm mig om Nakken lagt.

Du er vaad om din Fod, du rene,
og krydret som Frugthavens Lugt.
Lad os kysses tyst og alene!
vi er selv som to Æblegrene,
skal blomstre og bære Frugt.


NOVELLE

Ti saadan er Livet op og ned,
og saadan er Livet ud og ind.
Og den, som intet bedre ved,
maa tage sin Lod med et skønsomt Sind.

For de var to, som blev sammen gift;
for de havde vundet hinanden kær.
Og Taarer flød der af den Bedrift:
Savn, naar de skiltes! Sorg - var de nær.

Hvor mange Gange de skiltes i Trods,
hvor ofte Længslen igen dem bandt
er godt at mindes for Jer og os,
som gav for en Kylling vor Høne iblandt.

De græd, og de sagde hinanden Farvel;
de følte sig fri som en Fugl i sin Sky
og saa' sig omkring en Dag og en Kvæld
forventningskæk i den sorgløse By.

Men Morgenen kom og den næste - en Strøm
af lyskolde Timer i slæbende Drys.
Og fjerde Dagen der vaagned en Drøm
om Foraar og Skove, om Roser og Kys.

En Drøm om Sommer og sødt Behag,
om sarte Kærtegn i Eng og Krat.
Og saa blev der kysset og grædt en Dag
og let og kysset den lange Nat.


For saadan er Livet op og ned,
og saadan er Livet ud og ind,
og den, som intet bedre ved,
maa tage sin Lod med et skønsomt Sind.


PAA KYSTEN VED HELSINGØR

Der græsser en Ged
opad Skovskræntens Væg
og smaa bitte Bukke
med Horn og Skæg.

Men i Solskins-Taager
flyver hvide Maager,
ind over Sand,
fjærnt over Strand.

Og Bølgerne løber
paa kryds og paa tværs,
slentrende sødt
som et mageligt Vers.

I Bøges bløde Blade-Sus
min Elskede tog Stadet,
mens ved et blaamalt Badehus
min Ven og jeg har badet.

Fra Badet øjned jeg min Skat
med Næsen over Vandet:
... i en Gudindes Ladhed fladt
henstrakt og ét med Landet.

Der græsser en Ged
opad Skovskræntens Væg,
og smaa bitte Bukke
med Horn og Skæg.


LANGS HAVET

Sol gaar ned under øde Bred,
hvor Stargræs strutter i vindtørt Grus.
Det klare Blaa fanger kølig Fred.
Havstokken tier i Fralands-Sus.

Havet ruller stille og stort,
et Væsen af Liv, hvis Floders Drag,
som sendt fra en eneste Hjærteport,
har Vilje gemt i hvert sagte Slag.

Det ruger som Mythernes Midgaardsorm
og slaar med sin Hale i Breddens Sand.
Jeg gaar med min Skat i den stigende Storm.
Vore Fodtrin befæster det vigende Land.


LÆBEBLOMSTERNE

En frodig Plet jeg aner,
Krokus og Tulipaner.
Den graanende Aften en Blæst har bragt,
det bruser i Læbeblomsternes Dragt.

Det er som unge Kvinder,
en Skæbnetrolddom binder -
hvis Nidkærhed fandt aldrig Fred ...
Nu hvisker de paa dette Sted.

De blege Blomster finder
saa mange Hjærtens Minder.
De skændes ensomt i Blæst og Dug
og falmer med Læberne gule af Fnug.


MARINE

Saa briseblaa mod den klinthøje Kyst
gaar Stranden som Nyn af den kærestes Røst,
naar med røde Tøfler og slentrende Fjed
hun kommer om Morgnen ad Trapperne ned.

Jeg ser fra en Skrænt, som er mos-kølig, fin,
over Storebælts Lærred et Lufthav som Vin,
hvis Sol kysser Varme til Knoklernes Grund,
som det unge Goddag af den blodfine Mund.

Og jeg tror, om jeg laa mellem Tangplanter død,
som et bleget Skelet: hvis jeg bares til Glød
af Sollys og Kys af de Læbers Koral -
brød der Blomster frem af min Dødningeskal.


HØSTSOL

Og derfor tændtes den koglende Sol:
for Isen laa spændt fra Ækvator til Pol.
Og derfor spired der Græs og Korn:
for at opdrætte Hjorder med Klove og Horn.

Og derfor fik Kvinden sin sollyse Form:
for Adam laa ude for Sne og for Storm.
Og Manden blev dristig og stærk af Lænd:
for de haarblonde Jomfruer sukker om Mænd.

Gennem Minders Magt og Forhaabningers Vækst
har vi selv sat Takt til den urgivne Tekst
og bygget vort Hus: var nu Verden ej blind,
saa vilde den føje sig efter vort Sind.


ÆRTEBÆLGE

I Herregaardshavens Bede
er Blomsterne røde og blaa.
Bag Glas i Bænke: brede
de grønne Græskar laa.

Vi tripped paa Gangen en Vals
og bælgede Gartnerens Ærter.
Kun vore unge Hjærter
blev stikkende i vor Hals.

I Herregaardshavens Bede
er Blomsterne røde og blaa.
Der gaar vi, til Sol er nede,
og gider ej mere gaa.

Hun følger med Smil om Munden
i Mørke mig hen gennem Korn;
thi der gaar Dans i Lunden
til fire falske Horn.

Der under kulørte Lamper,
der danser Jensine og Hans.
Han tramper, og Sine stamper ...
Hej for en vildene Dans!

Og Timerne smutter bag Løvet
af Sted med en Hast saa kælen
som Klovner, der ubedrøvet
snor ti Gange rundt paa Hælen.


FLAMMELILLE

Paa Taa og paa Hæl, paa Hæl og paa Taa
vi vandrer i Livets Gader graa.
Paa Hæl eller Taa, paa Taa eller Hæl
faar vi Graad i vort Øje og Braad i vor Sjæl.

Flammelille hun havde en Fingerring
af et ærligt Metal og et Hjærte af Guld.
Flammelille hun havde et Hjærte af Guld,
men en slem lille Krop af et blandet Metal.

Hun var den ærbarste Mø - aa Jøs! -
en Trold i Barmen og Læben stum.
Tre Bejlere kom vi, hun tog vore Kys,
men ingen gav hun i Hjærtet Rum.

Da blev de to første saa mod i Hu.
Men jeg, som var tredje, blev da først vred.
Flammelille bød Fred, men mod Trolden jeg stred,
til alle smaa Spænder og Baand gik itu.

"Og har du nu revet min Stads itu,"
saa græd hun og lo (hendes Barm blev fuld),
"saa skal du bekoste mig Klæder fra nu
og avle med mig et ærligt Kuld."

Saa bytted vi Ring efter Byens Brug.
Det var en Søndag - jeg husker det nok.
Hun knejste kyskest i Søstrenes Flok,
men kunde forgaaet af Elskov - i Smug.


Flammelille hun havde en Fingening
af et trofast Metal og et Hjærte af Guld.
Flammelille hun havde et Hjærte af Guld,
men en slem lille Krop af et blandet Metal.

Paa Taa og paa Hæl, paa Hæl og paa Taa
vi stredes i Livets Gader graa.
Saa skilles vi ad - paa Taa eller Hæl
faar vi Graad i vort Øje og Braad i vor Sjæl.


I MISMOD

Vi har saa meget digtet
og lagt i Livet ind
og har for lidet sigtet
det skønne Hjærnespind.
Vi har saa meget troet,
vi var saa frejdig stemt;
og drømme-overgroet
laa Sorgen hidtil glemt.

Men nu, om end vi flikker,
saa tit en Brist vi ser,
frem Hestehoven stikker
bestandig mer og mer;
vor Indsats har vi givet
med Hjærtet fuldt og rigt ...
Der var saa lidt i Livet,
at selv det lidt er Digt.


EFTERAARET

Som Stormfugle over det mejede Agerland Timerne flyr,
og Solen fører sin Dagfragt tungt gennem susende Skyer.
Det tykner med regnvaade Nætter efter hver solbleg Dag,
og endt er de tætvoxte Markers frodige Aftenbehag.

Og aabner jeg Døren i Gavlen, naar Skumringen lægger sig sval,
da staar du med klaprende Tænder og hyller dig tæt i dit Sjal.
Ud over Stubmarkens Muldjord vender du Blikket saa trist,
min Skat, min Veninde, som skulde du søge et Haab, vi har mist'.

Mindes du Foraarets Aftner, naar Solen som smæltende Guld
svandt fra en hedblaa Himmel af trilrende Lærker fuld,
mens hvidgrønne Rugax lyste og blaat blev Frugthavens Løv,
og i Solstrimen hvirvled sig Skarer af Myg som skinnende Støv.

Men siden saa har vi hadet den lyse Sommer bort.
Og nu skal vi skilles i Fred for at skilles ved Men og Tort.
Men bleg og skælvende vender mod Mulden du Blikket saa brudt
og brydes endnu med en Lykke, som aldrig skal blive fortrudt.


LANDSBY-VEJE

De gamle Landsby-Veje,
som tyve Gange dreje,
hvor sorte Snegle krybe
og Hjulenes Spor er dybe,
de rummer Skjulesteder,
hvor alskens Fugle bygger
ind under de tætte Piles
silkefligede Skygger.

Her gik jeg syv Aar gammel
og srirred op i Vejret
imellem Rødpil, som dryssed
Dug over mig og Gærdet,
vandred med Lærebogen
om Foraaret, tidlig vaagnet,
omkap med den bibelfaste
Skoleungdom i Sognet.

Men ingen Jordbær findes
saa røde i Himmerige
som under to Pilerækkers
skærmende Silkeflige.
Lad Pile staa langs Vejen
og Jordbær voxe røde,
med mindre I vil kede
den kommende Slægt til Døde.

Der fandtes Skjulesteder,
som ingen mere freder.
Kun Landsbyens mindste Knægte
 løb da og stjal Fuglereder.
Men disse smaabitte Fyre
er ganske uberegnet
bleven til voxne Karle,
der rydder hele Hegnet.


VED EN MØLLE

Jeg saa' hendes Hus mod Aften:
med Ruderne mørke og tomme
stirrende lidt henad Vejen,
hvor ingen vented mit Komme.
Bag Taget og Skorstenspiben
gled Solkuglen stille for Anker,
og Lærkerne kimed til Afsked
over de korngrønne Banker.

Jeg gensaa den hollandske Mølle
som et udfoldet stort Insekt,
hvor vi drømte os højt over Verden
som ung og stormende Slægt ...
hvor Svalerne flyver mod Solen
og Møllevingerne gaar
og Vaarvinden legte med Kjolen
og med hendes lyse Haar ...

En Skygge af Møllen og Huset
kysser de mosgro'de Stene,
men ingen, støttet til Stolpen,
venter mig tyst og alene
- hvor før hun bød mig velkommen
fra Tærsklen og hented sit Sjal;
thi Tusmørket synker, der driver Dug
i Græsset, og Natten er sval.

Da ejed vi virkelig Verden,
og Haandtrykket sikkert som Guld
gav Tegn, at vor hidtil manglende
 Verden omsider var fuld.
Saa tåled vi alt det fornuftige,
vi vidste nogen Gang,
til Solen gik ned i vort luftige
Sommer-Kantonnement.


BALAFTEN

Alle Instrumenterne rømmer sig nu,
de kagler, de skratter, de nynner,
Bassen brummer dybt fra sin klagende Bug,
mens sagte Violinerne begynder.

En Bukken, Inklineren, en Løben op og ned,
til vor Kvadrille er samlet,
saa stryger alle Buerne rask den Musik,
som vagt sig over Strængene har famlet.

Som en sirlig Mus Frøken Eva danser frem,
i lysegraat, lidt sky, men hjærtevindig,
nejer sig galant, mens Øjets finblaa Glans
blir stadig mere blaa og tungsindig.

Saa viser Enken med buttede Hop
sin modne, ustadige Alder,
nejer til Jord for hver Herre og ler
og uforknyt i Favnen os falder.

Men dronningeskælmsk i sin sorte Atlask
Kathinka, den fejende ranke, sig vender,
trykker i Haanden os alle en Gang
og dobbelt sin Kærestes Hænder.

Lenora, den blege Kusine, staar
i Silke med Hoved paa skraa og grunder,
Øjnenes Mørke spørger saa fjærnt,
som ruged hun stum paa en Drøm, der gik under.


Den fine Pande bag brunsort Haar
og disse Øjne saa trofast-sære
synes at huske en Ven, hun har kær,
som er langt herfra - ej værdig sin Ære.

og naar vi har danset den sidste Tur,
de klapper i Hænderne kaade,
og Rheinlænder-Polkaen fejer dem med,
til Kinderne ler og dugges vaade.

Naar Ballet er endt, er det sildig Nat.
Vor Klynge ned ad Trapperne famler.
Kathinka træder først ud i Sneen paa Taa,
mens Skørterne med Haanden hun samler.

Saa gyser hun, trykker den kærestes Arm
og baner ham Vej som sin Skygge.
Men Enken kan vise baade Varme og Tak,
hvis én byder Haand til sin Lykke.

og Mørket gør Eva fra Mus til en Kat,
der kradser med en vis elektrisk Ynde.
Men Frøken Lenora fortæller mildt og mat,
at kun de muntre Mennesker kan synde.

Dog han, som er med hende, greb hendes Haand:
"Hvad Lykke ved Tummel og Latter?
Nej den, som er venligst og dybest i Sorg,
sin Vellyst vidunderligst fatter."

Og som han stod, har hun grebet ham rask
og kysset ham og Tavshed befalet
og vugget ham sødt til Godnat - til Godnat!
og længe vinket efter ham med Sjalet.


Hendes Favntag og Kys er en ridderlig Rus,
der ej for Morgnens Taageklarhed flygter ...
Det trætte Blik forfølger i Længsel og Drøm
Dagskæret paa en Række slanke Lygter.

Hvad er der saa sært som en Lygte ved Dag,
naar blankrudet, bleg og forsovet
den løfter mod Lyset i udslukt Ro
sit fine og tænksomme Hoved -?


REJSEMINDER

Og det var paa Skanderborg Station,
der blev mine Tanker forfløjne.
Jeg saa en nydelig ung Person
med nøddebrune Øjne.

Kokette Øjne, men tavs og bleg
med Ansigtstræk saa skære,
en nittenaars Barm til en fin Figur,
spinkel og Hofterne svære.

Et kysk og forvovent Borgerbarn
med rastløse Sommerfugl-Lemmer.
Af Gangens og Holdningens æggende Kraft
endnu jeg et Gentryk fornemmer.

Thi det er et Minde fra sorgløse Aar,
før Hykleriet og Vaaset
fik trykket vor unge Lyst ihjæl,
om ej det vor Mund fik laaset.

Da lidt blev favnet, men meget nydt
og alt og alle begæret,
da Sindet laa aabent og Blodet frit
som Sommerhavet og Vejret.

Jeg husker de brune Øjne, hvor trist
hun blev, da hun saa' os drage;
thi det var paa Skanderborg Station,
der stod hun alene tilbage.


Men jeg drog mod Nord, over Land og Sø,
og sommerberust mig kendte,
og da jeg sov ind paa Himmelbjærget,
de brune Øjne mig brændte.

De brændte saa sødt, de brændte saa hedt.
Jeg drømte, jeg tog hende med mig.
Hun dufted af Blomster, Viol og Reseda,
og kyssede Lindring og Fred mig.

Saa stærke Kys fra en ærbar Mund.
Var Kaffen ej bleven serveret,
den unge Frøken fra Skanderborg
vist havde sig kompromitteret.

Aa disse ærbare Borgerbørn,
de maa deres Hjærter ave,
pyntelig blomstrer den stærke Reseda
i Faderens lille Have.

Der findes saa mange Borgerbørn,
som gør vore Tanker forfløjne.
(Jeg mindes vel tyve med himmelblaa
og ti med brune Øjne).

Der findes saa mange sirlige smaa,
som gav os en Dans og en Rose,
Rejseminder og Alfe-Bedrag,
der svinder for Dag over Mose!

Men disse Blomster fra unge Aar,
dem sankede jeg til Dynge;
og naar jeg mærker den flygtige Duft,
begynder mit Blod at synge.


De smægter saa sødt, saa hjærtebeklemt
mod Solskin og luftblaa Dage.
Men det er paa Skanderborg Station,
der staar de alle tilbage.


BUDDHA

(Buddhisternes Bøn: "Frels os fra Sjælevandring!")

Over sagtelig glidende Strand har jeg draget dem hen,
gennem langt ud sig vidende Land har jeg skikket dem frem,
de kom Skove forbi med Tusmørke-rugende Kroner,
de kom Stæder forbi - der var Lys, der var Latter og Toner.
Saa naaed de frem gennem blinkende Sø, over Bjærge og buede Bror,
hjem til det store Nirvana, hvor Fred ej behøves, hvor Striden er død og
Græsset evindelig gror ...

Det er skummelt at bo paa den menneskevrimlende Jord;
det er skummelt at bygge i Skove, hvor Tavsheden bor;
det er skummelt at blandes med mange, som kaster dig hid og did;
det er skummelt og utrygt at bo med en enkelt langt borte fra Menneskers Hjælp.

De har ledet saa vide, saa vide omkring efter Hjem.
Jeg har set dem fornægte sig selv og at taale og lide for Fred.
De har troet at finde en Arne, som aldrig gik ud.
Men alle saa kom de og klagede: "Buddha, min Gud!
"Jeg er træt af at leve i Verden, o Buddha, min Gud!
"mine Haab er forbrændt paa en Arne, der hastig gik ud;
"jeg har intet Begær efter Himlenes salige Kyst -
"jeg blev bitter og sviende syg af al Jorderigs Lyst.
"Men du tage mit Liv, som jeg ved ej hvortil og hvormed,
"at min Sjæl skal ej mer vandre rastløs fra Sted og til Sted!
"Buddha, min Gud, du var grum, om min Bøn du forskød:
"jeg beder jo ene at frelses fra Sjælevandringens Nød,
"beder om Intet, om Fred, om udødelig Død!"


Over sagtelig glidende Strand har jeg draget dem hen,
gennem langt ud sig vidende Land har jeg skikket dem frem.
De kom Skove forbi med Tusmørke-rugende Kroner,
de kom Stæder forbi - der var Lys, der var Latter og Toner.
Saa naaed de frem gennem blinkende Sø, over Bjærge og buede Bror,
hjem til det store Nirvana, hvor Fred ej behøves, hvor Striden er død og
Græsset evindelig gror.

ANDEN BOG
REJSEBILLEDER


Storm- og Trængselsaar

Ma ben veggio or si come al popol tutto
favola fui gran tempo, onde sovente
di me medesmo meco mi vergogne;

Petrarca.



Afskedsharmoni

Oktober-Regnfald over fynske Haver,
al Verden som et smuldrende Kadaver.
Jeg pakker ind, og rejseklædt paa Skramlet
af Minder føler jeg til Gavns mig Hamleth.

En Moders Afsked, vage, ømme Savn!
Og saa paa ny det skumle København
med Rigsdagstaler og Forlæggerkvaler,
et Slud, hvor næppe Kittys Kys husvaler!

Den sidste Dag i Nysted, Verdens Ende,
hvor Aarestrup forgik ... Blandt danske Penne
hver vælger, som han kan - jeg fandt nu denne.

Saa lod jeg mig af Østersø bestænke.
Berlin og Køln! Slotspladser, Anlæg, Bænke,
hvor en fornuftig Mand igen kan tænke.

Til en Søster

Jeg mindes dig fra Høsten, kære Søster,
den Soldag paa det flade Lollands Kyster,
Nysted og Aalholm, Støtten for Grev Raben,
den gule Jagthund med sin Sten i Flaben -

der fulgte os langs Skov og Strand og Næs,
hvor midt i Planteverdnen, Dyreriget,
 blandt Raavildt, Slaaentjørn og vissent Græs
ved Løvfald fordum Aarestrup har higet.

Hans Tid var for en grundtvigsk Domprovst fri,
og i et højst naivt Kondittori
man fandt kun Rum for sig og sin Charlotte.

Aa Søster, brav som hine Tider, maatte
du ene være Moder, intet andet!
Vi trænger til honnette Folk i Landet.

Til I. og V.

Den Nat paa Østersøen, aa hvor gynger
og skumpier Færgen! Storm og Bølger synger!
Det er paa Havet, Underværker hænder
og - Fabel - at jeg træffer Jer to Venner!

At vi drak Rhinskvin her paa Dækkets Fjæle
og klinked med min fordums Lærer H.,
som blev fornærmet og lod Glasset staa.
Ak hvilken Dansk forstaar vel friske Sjæle?

Det frie Hav og hævede Pokaler!
... Da jeg gaar agterud, hvor Vinden svaler,
krydser endnu den unge Prins min Vej.

"Det stormer syd for Danmark!" raabte jeg
i Sejr og Fryd. Han standser uden Mæle ...
Ak hvilken Dansk forstaar vel friske Sjæle?


Tysk Kystby

Nu larmer Østersøen. Flad - flad - flad
er Bredden, hvor den rejser sine Rygge.
Jeg driver i den gamle Hansestad
og blæser Storm og Østersø et Stykke.

I Skumring bruser dette Saltvandsbad,
en Øredouche, hvor tør jeg kan mig dykke;
jeg tror paa hverken Havfru eller Nøkke,
men Havets Syner gør mig gudeglad.

Det er en Gang et Spil for fuldt Orkester.
Her gad jeg føre an som Tonemester
med Skumguirlander om min svungne Stav.

Men her er Søen høj og Kysten lav:
tag Jer i Agt, I andagtsløse Gæster,
som jeg i Naade bød til mine Fester.

Køln

Den skumle Kathedral, den skidne Rhin,
og Køln en Regnvejrsnat! En Klang af Flasker,
Kvinder i Rødt, som kvinker Violin,
og Folk, som gylper, mens hver Tagtud plasker.

Jeg købte, før jeg rejste, et Prospekt
af By og Dom, erfarede perfekt
af Frøknen bag sin Disk, hvad disse Egne
vel tænkte om den gudsforladte Heine.


"I Køln var Heine afholdt, han forspildte
sin Gunst, da han holdt Bryllup med Mathilde.
Man vidste jo, han var saa ødelagt!"

Ak stakkels Digter, brudt af Gigt og Tæring!
der er ej Sot, der standser Hjærtets Magt,
som i saa klam en Verden kræver Næring!

Damen fra Køln

Hun pegte paa sin Rygrad med en Gestus,
saa skødesløst, for flygtig at betegne
den Sygdoms skælmske Art, som satte Heine
paa Aftægt i det mennesklige Kvæsthus.

Jeg suser over Rhinens duggraa Sletter
langt bort fra Køln - men ser endnu, hvor klog
hun stod bag Disken i sin dunkle Krog,
en af Provinsens strænge Henrietter.

Et Søsterslæng, hvis dømmende Forstand
skjuler en Sjæl, som intet mere mætter:
de delte gærne Mandens Sot og Brand,

ja røved gærne Døden dens Skeletter.
Og deres Tro, som ingen Frygt kan ave,
dækker med Savnets Vedbend alle Grave.

Til en Søster

Aa, Søster, du forstod, da jeg var Dreng,
forrædersk blidt og dog saa klog og stræng
 at tale min Vredagtighed til Rette,
min Sorg og Ve blot med et Blik at slette.

Da jeg blev større og det faldt mig ind,
jeg vilde mig en Trøst og Lykke finde
skabt i dit Billed og af samme Sind,
da blev du hendes ømmeste Veninde.

Men i mit Liv gik mange Ting til agter,
jeg søgte mig med Manddomstrods at væbne,
og jeg blev uens med de stille Magter.

Jeg sidder i det fremmede Paris
og tømmer denne dunkle Vin til Pris
for dine dunkle Øjnes Indskrift: Skæbne.

Til Hende

Paa dig, min Elskede fra hine Dage,
da mine Sejl var fyldt af bedre Vind,
jeg tænker, mens i Mulm jeg ruller ind
iblandt Paris' oktobervaade Tage.

O du Retfærdighed og Helligdom,
min Elskede, der var saa dansk som dygtig,
dit Minde møder mig paa ny i Rom,
naar jeg for anden Gang gør mig landflygtig.

Dog undes der en Gang mit Hjærte Fred,
naar ingen Dag min Trodsighed belyser,
naar jeg er død og paa mit rette Sted.

Da har jeg sunget dig i Himlen ind;
dér tænker du paa mig med lettet Sind,
som Gudskelov er dér, hvor ingen fryser.


Hassan og Digteren. Persisk Fabel

Den lille Hassan med de skæve Ben
skrev til mig: "Grunde har jeg ti for én
til ej at trykke Deres Bog. For Resten
den bedste er: jeg har endnu ej læst'en." -

Den lille Hassan skrev for anden Gang:
"Jeg læser nu, men ak min Tid er trang,
og Overvejelsen er svær og sen
af Grunde, hvoraf jeg har ti for én."

Det samme Retsind og de samme Ben!
Et Fjerdingaar gik hen, og tredje Gang
kom Brev med Hassans Haand: "Jeg maa beklage -

Jeg kunde rose Et, et Andet vrage,
men sender her det hele Værk tilbage
i Tavshed ... Grunde har jeg ri for én!"

Digteren og Hassan. Persisk Fabel

Jeg lagde i et ildfast Jærnskab Brevet,
som lille Hassan flittig havde skrevet,
og svaled i et Digt min hævnske Pen,
hvor Hassan gik lyslevende igen.

Det blev ej trykt, fordi jeg ikke kunde,
(tro mig: jeg havde ti for én af Grunde!)
Men stille svor jeg Hævn for denne Mén,
naar jeg fik ti Forlæggere for én.

Dog, da min Venten kunde blive sen,
og det er hæsligt at gaa om og hade,
saa har jeg gjort Besked paa disse Blade.


Det var den ydmygste af mine Faser,
da udstødt som en Hund paa Gadens Sten
jeg maatte snappe efter Hassans Haser.

Før Stævnemødet

Det bliver Aften i Vorherres Gaard;
langs Himmelranden, paa en Bred af Okker,
en lille Vogtertøs med gule Haar
saar grønne Stjærner tæt som Padderokker.

Af Skyfaar græsses denne Stjærnebund,
vidt ringer over Verden deres Klokker.
Kometen er Vorherres Vogterhund,
hvis Hale vesterude vagtsomt rokker.

Ved Himlens Arne Hjorden nu sig flokker.
Men for mig selv er tændt et Velkomst-Baal.
Hun venter mig: det er vor Hyrdetime.

Og Natten sænker Skodderne af Staal,
med gyldne Røster alle Klokker kime
og taler Hjærteguldets Tungemaal.

Gensynet

Der drypped Blomster røde som en Brand
for mine Blik ... jeg gensaa hendes Øjne,
hvis Bund er dobbelt som et frossent Vand.
Men Blomsterne var Læbens Smil - det nøgne!


Hun var saa næsvis i sin Flagre-Flugt,
en Fugl, som med for tunge Fjedre brammer!
Og Haaret dobbelt mørkt. Og dybt og smukt
stod Kind og Tindinger i Dobbeltflammer.

Det var din gamle Dobbelthed, min Fe,
dit Smil saa fuldt af Løfter og af Ve.
Tvetvunden bringer du mig tvefold Jammer. -

Med ét begyndte alt mit Blod at le:
jeg saa dig af en Rembrandtsk Livsild skinne.
Saa fandt jeg Dobbeltmand min Dobbeltkvinde.

Gargantua eller "sikket-Gab-du-har".
Frit efter Rabelais

Han græd, da han blev født. Og Barnets Far
kaldt ind fra Gæstebud og Venners Tale
slog op en Latter: "Sikket Gab du har!"
Det kloge Barn fandt snart paa alt det gale!

tissed mod Sol og tog i Regnvejr Bad,
forfulgte under lave Skyr en Svale,
lod Gaardens Hunde spise af sit Fad
og pusted dem paa Dril i deres Hale.

De gode Kvinder, som den spæde skøtter,
ombandt hans lille Manddom glad og tit
med Blomster, Baand og Fandens Mælkebøtter.

Hvorfor er jeg bedrøvet? Gik det skidt
ved Livets Gæstebud og Sammenkomster:
der findes altid dem, der flætter Blomster.


Kunstner-Existens
(Ved et Hus, jeg en Aften gik forbi i Paris)

Der paa de onde Urters Bulevard,
der grunder man sin Velstand i en Fart;
man holder Vogn og lader sig misunde
i et Palæ med Kvinder, Kunst og Hunde.

Man hæfter i sin Regnskabsbog et Folie,
hvor der kun staar om Børs og Baisse i Olie,
har Ungdom, Skønhed og til Tegn paa Standen
en let Skavank som Byron og som Fanden.

Der paa de onde Urters Bulevard
bor Skønhedsdyrkere af kostbar Art.
Og var jeg ikke én fra alle Kanter

udstødt, fordømt og redelig Poet,
hvis ej jeg var Diogenes, Profet -
der gad jeg bygge flot som Alexander.

Paa ny ved Østersøen

Se Skyens vilde Jagt med Horn og Hunde.
Nu rykker Stormens Haand i Jordens Skæg
og river Trær med Rode op i Lunde.
Den gamle Verden aabner sine Læg.

Ny Verdner fødes af dens Kæmpe-Æg
til Vejrets Glam og Fraad af Bølgemunde.
Lad Borgerskabet snorke bag sin Væg!
En Frihedsstund - i Nat kan jeg ej blunde.


Ved Midnat svøbt i Blæstens graavejrs-grove
Slængkappe gaar jeg i den tyske By,
mens Hunnerhære over Himlen fly.

Nu graaner alle Skyr af Maaneny.
I alle Lande Folk og Husdyr sove.
Nu bruser Bøgen i de danske Skove.

Træerne

Jeg elsker det, som gror og gror igen
og spørger næppe Vind og Vejr om Lov:
Græsmarken og den stormopfyldte Skov!
Jeg synes, Træerne er Adelsmænd.

Med Løv i Hatten og med barket Lænd
de hilser lige fint paa fin og grov,
de holder deres Skygge ej for Rov
og taler aldrig ondt om den og den.

Ved deres Side kan du hvile ud
og nyde frit den Lyst, de altid giver,
saa godt de evner, med den samme Iver.

De kan den Kunst at gro og gro igen.
Hos dem er selv den bange Tyv en Gud.
Jeg synes, Træerne er Adelsmænd.
Sommer
tilegnet
JOHANNES JØRGENSEN - 1892 


Den første Vandringsmand

Tre Mile gik en Vandringsmand,
da kom han til en Have,
hvor grønne Snerleranker hang
om lave Gærdestave -

Hvor Sneglene krøb og Planterne løb
hver Time sine Tommer.
"Her bor som en Bedstemor mellem sin Humle
den gamle, forviltrede Sommer.

"Hun skænker - tænkte vor Vandrer - vel
en Vandslurk fra Vippebrønden,
maaske et Krus Øl paa saa hed en Dag,
hvor Brygget slaar Spunset af Tønden.

"Kan hænde, bag hendes Bondeskørt,
vævet med gammeldags Lune,
en fin ung Datter vil smile mig til,
hvis Kind og Hænder er brune.

"Det bedste hænder det første Sted.
- Jorden er stor, skal det knibe.
Her synes mig godt, her dufter i Fred
den trøstende Røg fra min Pibe."

Over Gærdet skræved den Vandringsmand.
"Jeg gik tre lange Mile.
 Jeg længes efter en Middagsdrik
og efter min Middagshvile."

Den anden Vandringsmand

Der hasted en anden Vandringsmand
som en Lygtemand med sin Lygte.
Vel tyve Mile vandrede han
og fandt ej det, han søgte.

Han vandred ud, var det hedt og koldt.
Han saa' om den gulhvide Maane,
der hejstes og sank som en stenet Bold,
den tynde Høstluft blaane.

Han fulgte med sit natvante Blik
det store Værk af Kloder,
men mødte ej Fred og Modertrøst
hos Jorden, vor fælles Moder.

Han vandred vel tyve, vel fyrre Mil,
og tørned sin tørstende Hjærne
til Blods paa Klodernes Gaader af Sten,
Evighedsmøllens Kværne.

Han fandt den første Vandringsmand
under Sommerens Tag og Tørke.
De sad og talte den halve Nat
i det friske, det lægende Mørke.


Den Første taler

Velkommen til mit Godses Grund
baade nu og alle Sinde.
Velkommen under mine Valnødtrær
og under mine grønne Linde.

Med Kvæg paa Marken, Heste i Stald,
mellem Hegn, behængte med Snerre,
sidder jeg her i min grønne Gaard
som en Plovjærnsfyrste og Herre.

Til Aften silde mit Taffel staar
med Sommerens Vin og Spiser.
Hver Nat gaar der Dans i min grønne Gaard
til Giger og Folkeviser.

De Jomfruer binder og flætter deres Haar
og træder i Dansen med Glæde.
Men naar den almægtige Nattergal slaar,
vil begge mine Øjne græde.

Jeg breder for Skønjomfru min Ridderkaabe blaa,
løser hendes himmelske Flætning.
Hun straaler blond af Ungdom mod Natdybets Fløjl;
en Nattergal slaar i en Tætning.

Mit Kongehjærte undrer derpaa,
lytter til Skønjomfruens Stemme.
Jeg hørte slig Røst i min Ungdoms Morgengraa,
den Pigestrube kan jeg aldrig glemme.

Jeg sidder da Skønhedens Side saa nær
bag Lindes Hegn og bag Gærde
og ser, hvordan Verden derude staar,
og hvad nu dér er paa Færde.


Jeg tænker det alt fra min grønne Gaard
mellem Frugttrær og kalkede Gavle:
inddelt i Gaarde og Haver og Hegn,
al Verden Tavle ved Tavle.

Saa, velkommen under mine Valnødtrær
og i mine Plovjærnsriger,
ved Dagværk og Afteners dæmpede Dans
til Folkeviser og Giger.

Her hviler vi ud i vort Hjærtes Magt
og tænker tusind Mile.
Du gaar dig træt de tusinde Mil
og finder dog aldrig Hvile.

Den Anden svarer

Jeg takker dig, Ven, for det Ly, du gav
i Riget, hvorover du raader.
Men tyvefold er mit Hjærte delt
af Uvisheds lønlige Gaader.

Det er ej Gavn, at du skifter med mig
og Magten med mig deler.
Jeg og mine Drømme vi har saa lang en Vej
som Abraham med hans Kameler.

Skærsommersolen er bleven saa hed.
Naar Lyset i Skyranden størknes,
ved Aften ser jeg det korngrønne Land
frodigt at midsommermørknes.

Den drivende Dug i den tunge Rug
og Kør paa slagne Enge,
 det lokker mig ud - her stod en Gang
vor unge Elskovs Senge.

Til Farten mod Fjærnets Himmelland
jeg spænder paa ny mine Saaler.
Min Snække fisker paa sorten Sø
efter Guldet i Daggryets Skaaler.

Farvel, farvel! og se dig glad
paa Kransen, din Tærne flætted.
Jeg maa nu finde mit Kanaans Land -
Landet, som blev forjættet.

Med Tungsind drager jeg ud af din Port,
som Abraham med hans Kameler.
Der voxer ej mellem Mænd den Urt,
som mine Vunder heler.

Den Første

"En bygger sig Hus - En snører sin Bylt
for Livsens Vejsten at tælle.
Farvel da! vi mødes vel nok igen,
vi er under Sommerens Vælde!"
Sol og Bjærge



NYT FORAAR

En lille Draabe Blod, en lille Draabe Blæk,
det første grønne Blad
kan skænke dig en Brud ved Vaarens spæde Hæk,
kan vinde dig en Stad.

Sæt nu dit Blækhus frem, hav dit Papir beredt,
Poet, og tag din Pen!
Hvem ved, hvad der kan ske? man har saa meget set;
det kunde ske igen ...

Smyk op dit Hus med Løv. Hvem ved: den nye Tid,
som altid er paa Vej,
- den gaar ad grønne Stier - maaske den kommer hid
og just behøver dig ...

En lille Draabe Blod, en lille Draabe Blæk,
det første grønne Blad
kan skænke dig en Brud ved Vaarens spæde Hæk,
kan vinde dig en Stad.


PASTORALE

Jeg var en bange Hyrde, beundret af Doris,
Bjærgpigen, I ved.
Jeg aned endnu knapt, hvad hun hed,
men jeg blev elsket af Doris.

Jeg mødte hende i Byen
en Aften, jeg kom fra en Fest;
jeg saa' i den natlige Blæst
Doris, der selv var beundret
af Thorbjørn, som læste til Præst.
I véd hendes brune og svære
Flætning, som vuggende hænger
til Hoften og længer!
Et Bjærgpige-Hjærte hun gemmer
vel værd at begære.
Men det er ikke nok,
at Bejleren læser til Præst;
skønnere Ting skal han vide,
som huer en Bjærgpige bedst!

Jeg selv var glædes-smykket.
Jeg elsked og lønlig led,
tilbad den grumme Ellidas
iskolde Dejlighed.
Jeg kom fra en lykkelig Fest,
hvor selv jeg var lidet beundret.
Et Purpurglimt af min Silkehose
frem under Kappen gled.
Saa ved jeg ikke hvad;
om det var min Stemme, hun kendte!


Bjærgpigen standsede glad ...
Og Doris, som ogsaa led,
fordi hun haded sin Præst,
hun blussede rød og hed.
Jeg saa', jeg var elsket af Doris.

Men vil I nu vide Besked:
der hændte mig et Under,
hvorover jeg ofte grunder,
og havde jeg vidst det i Tide,
jeg havde vel næppe haft Mod
at røve den Bjærgpiges Fred.
For uhørt, maa I vide,
var Bjærgpigens Arrighed.

Da Doris saa' mine festlige Sko
og gav bag Kappen paa Fløjlet Agt
med Øjne store af Bjærgboens Tro,
da var det, hun drog mig med sagte Magt,
da bad hun at se mig i al min Pragt,
før i Bjærgene hun gik til Ro.
Jeg fulgte hende med tyste Fjed
langt udenfor Byen til Stedet,
hvor Bjærgpigen bor. Jeg glæded
et ydmygt Hjærte derved.
Og da jeg var smykket til Bejlerfærd
for én, som ikke var Pynten værd,
jeg skænked mine Perler til Doris.

Men hører nu ogsaa det artige med
om Kvinden fra Fjældet, det grove!
Hører det, Bjærge og Skove!
Hør det ogsaa, du tavse Gud,
som vogter de uskrevne Love!
Den faamælte Doris, der skyed sin Præst,
bød mig, der var klædt som en Brudgom, til Gæst.


Hun bad end ej om Betænkningsstund,
da den, hun beundrede, tog hendes Mund
i den friske, kolde Alkove.
Og Bjærgpigen Doris var Jomfru.

Min skønne Førstefødsels-Ret
fandt jeg ved Bjærgpigens Hjærte tæt -
som kyssed Naturens Guddom min Mund
og fremdrog fra sine Skabes Bund
en Æresgave, et nyt Klenod:
"Du pryded mit Taffel, jeg takker dig, Gæst.
Det bedste til den, som jeg lider bedst!
Forsmaar dig nu nogen, da vær ved Mod,
se, Vejen til Bjærgpigens Kammer
er ikke Lærdom, men Flammer,
den gridske Bejler skal intet naa,
men den, som har Bryllupsklædningen paa."


VALFART

I det vildeste Bjærgpas i Spanien
har jeg set Mylady paa sit Muldyr,
som blev ført af Barberen i Sevilla.
Hun var mere sort end sin Skygge.

Hendes Lokker var sorte,
hendes Ansigt var graat.
Hendes Hjaerte var et gammelt Træ
paa mere ondt end godt.

Og dog med Lastens mørke
forvitrende Skrift
det var, som hun talte
til min helligste Drift.

Hun talte til en Sødme,
hun havde selv forraadt -
(der var en dunkel Rødme
paa begge Kinder saa't).

Hun lyste: som af Solglans
en sprukken Kongemur.
Der fandtes Ørnereder
i den gamle Kongemur.


VED ET VANDFALD

Her males Mel, her males Vand,
her males Daarskab og Forstand
tilbage til den store Strand.


HVAD JEG DRØMTE OM NATTEN PAA BJÆRGET

I Helvedes Gruber
der sidder Fanden
og holder bestandig Blaa
og har Spenderbuxer paa.

Og Fandens Tærner
gaar Fanden til Haande
og slipper ingen Svend,
men beder: "Kys mig igen!"

Ovnen er hed nok,
og Bænken er bred nok
- i Helved er intet smalt.
Tærnerne sørger for alt.

I Helvedes Gruber
der sidder Fanden
og synger ved sit Glas.
Han bød ogsaa mig en Plads.

Han ejer en Presse,
hvor talløse Axer løb rundt:
den trykker et Dagblad,
som udgaar hvert tredje Sekund.

De verdenserobrende Valser
evindelig Bladene spyr,
der sendes til hundrede Byr
af tusinde Piger, som falser.


Han viste mig Bladet
og priste Principet som sundt
og loved mig Guld for at skrive
Forskellig Slags Ondt.

Men da jeg rejste
mig brat og betalte,
da lød der et Helvedes-Hyl;
fordi jeg sagde,
at jeg var indbragt
for tidlig paa dette Asyl.


DE VALFARTENDE SMAAPIGERS LEG
MENS MØDRENE VAR TIL MESSE

Infantinden har besluttet
tire, ture, lire, lei!
at hvert Pigebarn i Riget
skal med Anstand neje sig.

Møder vi en klodset Bejler,
giver vi ham flygtig Tro.
Vi skal frem for Infantinden,
neje let i fine Sko.

Infantinden nejer aldrig.
Hendes Øjne er som Kul.
Huden er som hvide Perler;
ingen Bejler er hun huld.

Jeg er ingen Infantinde,
men jeg er af bedste Blod,
ser man paa min lange Flætning,
ser man paa min fine Fod.

Er jeg fattig klædt og ingen
nejer hilsende for mig:
som ved Hoffet i Cordova
for de andre nejer jeg.

Har jeg nejet femten Somre
fuld af Anstand og Maner,
faar jeg nok et Slot i Spanien,
og da nejer jeg ej mer.


Fa'er var Skipper. Skibe, Slotte
tabte han en Nat i Spil.
Hvad man taber let og lystig,
vinder man, naar Skæbnen vil.

Jeg er kun en Fiskerpige,
gaar omkring og sælger Fisk.
Men jeg tvætter mig og flætter,
ventende, min lange Pisk.


I DEN HELLIGE KILDES KIRKE

Men som Fredens Fyrste staar ved Mørkets Side
Kristus i sin Dragt, den lange, foldevide.
Bort fra Panden Haaret som en Kvindes ruller
og med Skægget blandes over Bryst og Skulder.
Dersom Fristeren er højest, hedest,
af de tvende Frelseren er hærdebredest.
Midt i ydre Armod synes tyst han smile
med sin trygge Rigdom, med sin søde Hvile.
Mælk og Mildheds Honning fik hans Ord i Eje,
og han elsker Ensomhedens vilde Veje,
at se Fugle flyve, drikke Vand af Bækken,
bruge Himlens Stjærneblaa til Sengedækken.


AFTENSLOTTE

Bjærgenes og Kystens
dæmrende Beaanding
bringer mine Tanker
til min Drømmedronning.
Aftenvinden blafrer
med min Kappes Pjalt,
Himmelblaaet vifter
sagte Havets Salt.

Hvor min Skønne bygger,
hvor min Dronning bor,
viser Aftnens Guldsand
hendes Fødders Spor.
Hendes Øjne gruble,
hendes Læber spotte,
Dronning i det aller-
luftigste af Slotte -

Evig risler Tidens
vedbendgrønne Urne.
Evig ung hun klæder
Trone og Kothurne.
Ofte har hun bedt mig
til sit rige Bord ...
I vort Bæger spejles
Hav og Luft og Jord.


POETENS BØN PAA BJÆRGET

Mens Pilgrimme knæled paa Rad
deroppe i Bjærgkirkens Hvide,
da trak han sig lidt til en Side,
den fattige Digter, og bad:

"Hermes, stormægtige GUD
for alle, som lyve og rane,
jeg ofrer dig Blodet af en Hane,
jeg skænker dig Nerven af en Stud.

"Giv mig det høje Parnas!
Lad min Aande lugte daarlig,
men gør mig løgnagtig alvorlig,
som det er GUDEN til Pas!

"Gør min frygtsomme Muse drægtig,
gør mig med Haar og Hud
skinhellig og andægtig,
som det behager GUD!

"Giv kun de Andre Talent,
men lær mig at sladre og lyve,
støt mig, du GUD for Tyve!
Jeg er en flittig Skribent.

"Jeg be'r dig desuden, GUD!
- thi ak Krapylet yngler -
blandt mine Naboslyngler
at slette de farligste ud,


"at Bogen endnu ej kold
sit næste Oplag nyder
og mine Løgnedyder
maa bære hundred Fold!"


LOVSPROG OM UNYTTIG KIV
(fundne ved en Bjærgkilde)
Til en katolsk Ven

Hvo der kives med sin Ven
om en Oxe
skal være forbandet af ærlige Mænd,
og hans Græs skal ej gro og hans Hjord ikke voxe.
Men hvo der giver Oxen hen
for sin Ven
skal finde den hisset i Himlen igen.

Hvo som kives med sit Folk,
men forsøger at flygte,
skal dø paa en Lygte.
Derimod: hvis han kækt holder Stand,
skal han miste sit Rygte.

Hvo der kives med Kejseren.
Hvis han ej blir forliget:
han skal bøde fire Lod Sølv
og klynges op i den højeste Galge
til Skræk for de øvrige Rævebalge,
som er udi Riget.

Men hvo der kives med sin Elskede
skal føres til Helvedes Porte.
Thi Pinslens Steder er forlods gjorte
for den Art Skurke og onde Narre.
Henstrakt ved Livets leende Kilder
Besøgeisens lyse Stund de forspilder
og giver alt her paa Jorden Bevis:
at de ikke har Tilhold i Paradis.


PAA NEDFART

I det vildeste Bjærgpas i Spanien
har jeg genset Mylady paa sit Muldyr,
som blev ført af Barberen i Sevilla
mellem Klipper, der flimred som Kvægsølv.

Hun var lige saa sort som sit Muldyr,
hun var mere sort end sin Skygge.
I den første Taverne gjorde
hun Mulæseldriverens Lykke.


SILHUET AF EN MULÆSELDRIVER

Den daarlige Tjener Onofrio,
han stjal sin Fyrstes Krondiamanter,
han jog sin Herre en Dolk i Ryggen
og tog ej paa Dronningens Fløjl med Vanter.

Den daarlige Tjener Onofrio,
da han var umulig paa alle Kanter,
stak han i Søen og tog en Fregat
med tredve Slavinder og ti Elefanter.

Den daarlige Tjener Onofrio,
han drukned i Blod først de gamle Tanter,
men alle de unge og smukke blev sendt
som Skænk til de fremmede Magters Gesandter.

Den daarlige Tjener Onofrio
var vild som en Løve og grum som en Panter.
Han ranede Shahen af Persiens Brud,
men brød sig ikke om hendes Brillanter.

... Den daarlige Tjener Onofrio,
han udviste, kort sagt, en sjælden Iver
og endte til sidst i en døsig Provins
som en maadelig Mulæseldriver.


RUNER

Sorbet og brune Øjne,
og fine Kys, man nipper
fra røde, duftende Læber,
en Silketunica!
Viften, som sagte svipper
og Kindens Hede svaler,
mens Lidenskaben taler
sit lingua runica.


SE, EN GUD ...

Se, en Gud gaar gennem Verden,
aander paa de unge Blomster,
aander paa de unge Kvinder ...
Alle deres Kys blir Roser.

Ingen Iris med sit Sværdblad
svømmer i en stenhvid Vase
frisk som - nærved Guden - Diane,
dette Barn fra Seine-et-Oise.

Ingen yppig Blomst fra Hebron
sænker blussende sin Pande
ømt som Rose, skælver, brister ...
"Før mig, Guddom, Elsker, Frister!

"Guddom, lad mig dvæle, sove,
thi en Drøm har fyldt mit Hjærte.
Ude bruser Nattens Skove,
tyst og bred er din Alkove."

Men i denne vage Verdens
Drømmeskum og Viljesbobler
er det tit et fattigt Minde,
som to Hjærter kærest kobler.


MENS JEG REJSER MOD NORD

Alt, hvad jeg længes efter,
og som jeg ikke kan naa,
det findes i Venedig,
Byen, jeg aldrig saa'.

Venedig, en rødblond Skønhed,
mægtig som Nuets Lyst,
ny som et ubrudt Marmor
fra den karrariske Kyst.

Italiens Hovedsmykke
og Adrias gyldne Laas!
Og her begynder den Lykke,
som ingensinde naas ...

Den hellige Forventning,
der gror i Hjærternes Grund,
er gemt ved Venedigs Hjærte ...
Der vilde den kysse min Mund.


KVINDERNE NORDFRA

Paa Ski har vi faret og Slæde,
naar Midnats-Maanen vælded,
og hørt det klinge i Fjældet -

har ejet den brusende Glæde
og mindes den viltre Latter
af Dovrekongens Datter.

Naar Fjældets Kongedøtre
i side Pelsværkskaaber
for Langfart med os Taaber -

bar Nogle gamle Søljer
helt oppe fra Trøndelagen
og skinned "som lyse Dagen",

men der var Andre mørke,
med ravnedunkle Manker
som Diademer af Tanker!

Saa stærkt kan Livet leves
i Ordenes Æventyrdømme,
at Klipperne selv synes Drømme.

Og kun et Tilfælde værged,
at vi fandt Fjældporten aaben
og blev syv Aar i Bjærget.


Vi har rejst ved Midnatstide
og hørt det klinge i Fjældet
og lyttet til Fossevældet.

De ligned en stærkere Fortids
slædefarende Ætter,
Afkom af Guder og Jætter.

Men Brødrene saa jeg aldrig.
Kun Nattesne, som vælder,
kun Kvinder og Kanebjælder!

Min Tunge bliver modig,
saa tit en Gaade mig brænder,
hvis Løsning jeg ikke kender.

Jeg raabte: "Hvilken Skaber
lod slige Skikkelser ælte?
til Bytte for hvilke Helte?

"For Hærmænd i Sejersskjorte?
- thi der, hvor Bruden findes,
er Brudgommen ej langt borte."

Da lød fra de haarfagre Skønne
med oldtidsagtig Grumhed
en Latter, der slog mig med Stumhed:

"Vi har ej Broder i Live,
ej Husbond - som du tænker -
Og vi er Nordens Enker."

Jeg havde drømt: nu tændes,
naar de med Heltene mødes,
den Ild, hvoraf Verden skal glødes.


Jeg staar her endnu og grubler,
til Skægget blir graat paa Hagen ...
Jeg længes mod Trøndelagen.


TIL EN BLOND KVINDE

De tapre Longobarder
de gled paa deres Skjolde
ned over de høje Alper
og stod paa romersk Jord.
De rystede Sneen af Haaret,
de hørte fremmed Tale,
og Vælsklands Nattergale
hilste dem, hvor de for.
I dybe, trange Dale
stod Sydens ranke Kvinder,
stirred mod Bjærgets Tinder
og ventede Mænd fra Nord.

De er ej Datter af Syden,
nej longobardisk Kvinde!
med Deres Gletscher-Øjne
og nordisk blege Haar.
Dog ejer De, Veninde,
den Blikkets stolte Højde,
som dristig til Bjærgets Tinde
fra Dalens Dybder naar,
- ejer den kolde Tavshed
af gammel stridbar Stamme
(saa skændig bidt til Skamme)
og Hjærtet, som forstaar.

Skønt jeg er ingen Stridsmand,
jeg kom over Bjærges Kamme
fra Sydens Sol og Flamme
til Nordens Dale op.
 I disse Taager finder
jeg én som hine Kvinder,
der kaared til sin Brudgom
en Helt fra Alpens Top.
Hvis vi er lige Parter,
jeg kender Kvindens Ønske:
at føde Longobarder.
Før an! Jeg følger Trop.


AFTEN PAA KULLEN

Det gamle Nord med sine Graastens-Kyster,
Rovfuglereder, Fribytterlyster.
Alle de grønne Steder fortælle
om nyfødt Dag og umindelig Ælde.

Med Klippens Revner, med Havets Rullen,
hvor elsker jeg dig, du kullede Kullen!

Aftenen sænker sig, Skyerne graane
over de græsklædte Sletter i Skaane,
Hugorm i Lyng og Bien i Kube!
Troldene vaagner i Bjærgets Grube.

Jeg elsker det Bjærg med dets Runeskrift.
Mit Hjærte var anlagt for Bjærgværksdrift.

Her staar i Graniten et Æventyr
om Guder og Jætter og hedenske Dyr,
om Bondens Brud, som sig daarlig værged
og aad sin Nadver hos Trolden i Bjærget.

Her skjules det Sværd af kostbar Ærts,
som hugger en Klippe igennem paa tværs.

Men Stenen er død. Nej havde jeg Sværdet,
i Graasten prøvet, i Troldsejd hærdet -
(mit Hjærte er anlagt for Bjærgværksdrift),
da skrev jeg en dybere, levende Skrift -


til Kildespring fra Granit kunde melde,
at grønnere Dag skulde dække dens Ælde.


FYLGIE

Hvor kommer de fra?
saa ranke Fjed
og Blik med saa dybe Spil.
Det er, som jeg laa i Moders Liv
og fødtes én Gang til.

Hvor kommer de fra?
saa stor en Væxt
og denne Holdningens Pral,
som gør, at jeg gaar i mig selv igen
og fødes med dobbelt Kval.

Hvor kommer de fra
i saa arm en Tid
og i saa sen en Stund?
de stolte Læber, jeg tørstede mod,
før Vantro skæmmed min Mund.

Hvor kommer du fra,
du Fylgie af Staal,
og hvor har du legt Skjul?
Jeg griber og smeder dig ind i mit Sværd
jeg lægger dit Jærn om mit Hjul.

Jeg kan ikke age
med dig af Sted
og juble nær din Barm.
Jeg spænder dig ind i mit Lykkehjul,
du drager min Sejerskarm.


EVANGELIUM

Foraar! Jeg bliver altid
først mig, naar Vaaren er nær.
Min eneste Grund til at være
var dette Foraars-Begær.
Det væsenlige af mig
det er mit Foraars-Begær.

Paaske - de graablaa Dage,
Vaarsæd og Naaletrær,
Bøgeskoven visnet,
isnet af Foraars-Begær!
Det er mit Kors og mit Vievand
det isnende Foraars-Begær.

Foraar - Sne og Violer,
Langfredags skarpe Blæst;
er Jorden sort og frossen,
vaares Hjærterne bedst.
Et Judas-Kys paa min Læbe
af Foraar, som hvisker: korsfæst!

Og hvad jeg ønsker vinder
sit dybe, stærke Skær.
Min eneste Adkomst og Ære
det er mit Foraars-Begær.
Med Tiden vil Verden være
saa rig som i mit Begær.
I Arkadien
FORAARSRIM FRA EN KØBSTAD

Flade Egne og lave Skyr,
toppede Brosten og smaabitte Byr.
Som Spejlglas-Kugler, man vandrer forbi
og øjner sit bredeste Ansigt i.

Foraars-Enge og Piletrær!
Findes der grønnere Land end her?
Solen lidt søvnig, Stranden lidt sur.
Intet forhastet - Alting Natur.



FORAARSRIM

Det tørre Foraar i Skoven,
førend det Grønne kommer,
er egenlig min Skærsommer.

Der er saa lydt overalt,
kun Kragens Skrat foroven
og Karlen ude bag Ploven.

Jeg finder i Kragens Tale
mer nøgen Vaar end hos tyve
bestilte Nattergale.

Kællinger sanker Kvas;
ved alle Veje og Skrænter
staar Bukkar-Børn og venter.

En Promeneren og Gaaen.
Jeg staar for at sole min Hud
paa Broen og stirrer i Aaen.

Den gamle Herredsfoged
smiler og sagtner noget:
"Min Gud, vil De styrte Dem ud?"

Jeg sidder, hvor Grøften løber
bag Skoven. Der vaagner paa ny
i mig en Kandestøber.


Her sad jeg tro mod min Rolle
i Fjor og skrev en "Satire
ved en forladt Kasserolle".

Det er mig en Vane at lure,
hvad Købstaden siger paa Ture,
hvor Damerne stadse og kure.

Med Roe-Industri, Ølbryggeri,
en By med syvtusind Sjæle
og tre Avisers Drøvtyggeri.

Jeg læser fra Byraadets Møder
hvert Ord, som er sagt deri ...
Jeg er glad for vort Andels-Slagteri.

Nu er her for megen Fred,
Kommunen savner sin gamle
og fyrige Kobbersmed.

Hvor fordum Czar Peter har spist,
staar endnu det skæve Hjørne
omvaklet af Markedets Bjørne.

Hvor Venstre og Højre holdt Valg
og sloges om Rigsdagsmanden,
mens Drengene tamped hinanden -

er Jærnene taget af Essen
og Dommeren hensynsfuld,
hver Gang han dømmer Pressen.

Dog kender jeg Falsters Bønder,
naar Venstrekuglerne piber,
naar Valget er nær og det kniber.


Imens jeg gaar og lytter
paa mine lokale Ture,
og Damerne stadse og kure -

der byttes med Gaarde og Gods,
der tales om nye Partier.
Jeg elsker mit fjorgamle Mos.

Ja, takket en genfunden Lykke
fra mine helt mosgrønne Dage
er Mos og er Vers vendt tilbage:

Hun smiler - naar Lærkerne slaar -
ømt, med Violer i Hatten,
som var det i Gaar, hun var atten.

Hun samler sin Dragt og kommer
og ser - naar i Grøftens Vand
jeg øjner en hankeløs Spand.

De skov- og mosklædte Kyster
er blevne - hvad end de hedder -
for mig som Arkadiens Bredder.

Og hjemkommen hører jeg fjærne
Lærker fremdeles kvidre
i Hjørnerne af min Hjærne.

Nu planlægger København
de nye Teatersæsoner;
man omstyrter Troner og Konger.


Den nyeste Digter, som brænder
af trodsig Tro paa sin Bog,
gaar høflig og trykker Hænder.

O, glade Foraars-Haab!
De største Malere bener
omkring til de mindste Mæcener.

I Fald København var Rom,
og var Mæcenas min Ven,
og laante Horats mig sin Pen -

jeg tror ej mere, jeg kom,
om selve Augustus mig vinked,
og Julia ventede sminket.

Der sidder min Ven X. X.
og modtager hundred om Dagen
og bliver saa bleg som et Lagen.

Der sidder min Ven X. X.
og rækker Poeterne Kransen
og fælder mod X. X. Lansen.

Der vandrer min Ven X. X.
bekymret for det, der skal tros
for at opnaa en hinsidig Ros.

Der ganger min Ven X. X.,
som i Fjor havde Digterlegatet.
I Aar har Ven X. X. ta'et 'et.

Jeg ser mig staa saa trist
og more en næppe vaagnet
indflydelsesrig Journalist.


Dog frygter jeg endnu mer
de Hjaerte-plukkende Fem-Te'ers
Idé-Damer med Orkidér.

Nej, sid ved en vissen Græstørv
med smaabitte Myrer og Krybere
om Vaaren - naar alt bliver dybere.

Her kan du aande, begære.
(Aa dette Foraars-Begær!
- "min eneste Grund til at være").

Her kan du tænde din Pibe
og følge i Skyggen paa Jorden
Tobaksrøgens hvirvlende Stribe -

og svare dem, der søger
Fremtidens Tro, de Vises Sten:
at Bøge er bedre end Bøger,

at Kunst ej maler den Skygge,
som hist en Pige kan slænge
paa Bondens solhvide Længe.

Den sorte Ramme af Skove
er Helligdomme, hvis Blaanen
i Skumringen venter paa Maanen.

Saa tag mod dit Liv og dets Maal
begærlig som Vandringsmanden,
der griber den vinfyldte Skaal.
Røg



I · KULRØG

I Morgenmulmet, naar Lokomotivets
Luger er røde,
er dine Læber ved Afskedskysset
to Jærn, som gløde.

Morgenmulmet og Togets Kulrøg
er lige sorte -
de skjuler dig, og du bliver derhjemme
ved Lykkens Porte.

Byen, som vaagner, og dig, som drømmer,
lægger jeg bag mig.
Hundrede Minder og hundrede Ønsker
følger i Dag mig.

Hære af Kulrøg fra Lokomotivet
styrter og ruller,
trænges og udfolder Fanerne - løfter
hinanden paa Skulder.

Røgen og Dampene, Budskab om Ilden,
Skyerne, Røgen
svulmer, som vilde de genklæde Verden,
der nu er klædt nøgen.

Stumper af henkastet Damp udbreder sig
og er borte.
Engene vaagner som gustne Aander
i Spøgelses-Skjorte.


Røgen og Skyerne, Skyerne, Røgen!
hvor jeg end farer,
følger de mig gennem Sletterne, Byerne,
hvidklædte Skarer!

Nu vaagner i Stalden de Oxer og Kvier
i Baasen bag Bjælken.
Og Karlene muger, og Pigernes Spande
damper af Mælken.

Og Byerne vaagner med sværtede Taarne
og rødlige Mure,
med dryppende Graavejr og lange Perroner
og Jærnbane-Ure.

Nu graaner der Dag over Vogterhuse
og lukkede Bomme
og Holdepladser, hvis Ventesale
er gabende tomme.

Og Mennesker staar paa de øde Veje,
der Fødderne binder,
bag Røgen og ser os forsvinde mod andre
Stationer og Skinner.

Den simple Kvinde, hvem Livets Goder
blev karrig beskaaret,
hun sætter for Spejlet hver eneste Morgen
dog Kammen i Haaret.

Røgen og Dampene, Fremtids-Soldaterne,
se, hvor de prale!
Udkast til Tanker, som aldrig blev tænkte,
se, hvor de male!


Vognene vugger sig, Synsranden lukkes,
Skovene larme.
Hærfølget hæver sig, truer med tusinde
sværgende Arme.

Vildere Svende har ingensinde
i Skovenes Øde
lovet at fælde en levende Høvding,
hævne den døde ...

Se, Dagen er kommen. Og Kulrøgens Bølger
er hvide og sorte.
Jeg tænker paa dig, som er bleven derhjemme
ved Lykkens Porte.

Det er mig, som Røgstriben kom fra dit Hjærte!
som var du et Krater,
der fyldte med Liv denne Løvfalds-Verdens
forladte Teater.

Det er, som du stod i din smilende Tryghed
med rolige Blikke
og svinged dit Røgskærf fra Marken og Heden -
"Glem ikke! glem ikke!"

Og hvor mine kredsende, søgende Tanker
derude sig sænke,
der staar du og kredser mig ridderlig ind
med en længere Lænke.

... Døden er intet, Vinteren intet.
Thi Flammerne, Ilden
har genrejst min Ungdoms styrtede Altre
i Græsset ved Kilden.


Intet skal dø. Medens Ilden lever,
fortsættes Ilden.
Ikkun det døde forgaar. Af det levende
duer kun Ilden.


II · FESTRØG

Saa hvide bølger i Nattens Mørke
de tætte Dampe,
der slippes ud fra Maskinen - bestraalt af
en blændende Lampe.

Du selv er munter og hvid som Dampen,
der slaar os i Møde,
og dine Læber i Velkomstkysset
to Jærn, som gløde.

Du selv du kommer fra Mulm og Taage
som Festrøg for Hjærtet
og fører mig bort, som jeg staar efter Rejsen
støvet og sværtet.

Skønt Banegaarden er efteraars-skummel
og natlig øde,
ved dette Gensyn jeg finder mig atter
som vakt fra de døde.

Der vaager over de øde Skinner
to blanke Lanterner,
mens vore Fodtrin i Byens Gader
samdrægtig sig fjærner.

Den varme Damp, som i Natten væder
de rustne Skinner,
er tyk af Lys fra forbidragne Steder
og Taagenats-Minder ...


De sorte Dampkedlers sølvrene Aande,
som længes at hylle
om alle Lande og alle Kloder
sin Hvidhed og Fylde -

den bruser endnu, da vi skimter Huset,
vi snart skal betræde.
Og sagte fyldes mig eget Indre
af Længsel og Glæde.

Jeg kunde kysse de lyse Vægge,
til Hjærtet trykke
de Rum, som ruger paa kommende Tankers
uanede Lykke -

de Rum, som skærmed min Forsken af Ilden
og Kræfternes Spænding
og tillod mit Liv ubekymret at danne
sin særegne Brænding.


I

De Kugler, jeg agted at støbe
i Dag, vil ej lykkes i Formen,
og andet Bly maa jeg købe.

Jeg strider kraftig mod Stormen,
som vikler omkring mig sin Svøbe.
Paa Gaderne ser man mig løbe.

Her er, hvad jeg aldrig skjuler,
saa mange Krudtkarle hjemme,
at man maa forsynes med Kugler.

Jeg skal dem ikke forglemme.
De fægter for deres Huler.
Og Fyrene vil bestemme.

Der er desaarsag en Raaben
af Vildmænd i Rigets Vaaben,
som var de fordrukne fra Daaben.

Et gejstligt Ulve-Orkester
os byder lidt mindre at drikke,
da Helved har forberedt Fester.

Men Faareulds Ateister
behandler "den Herre med Hoven"
endnu vel meget fra oven.


Er O. B. og E. B. ikke
et Par nationale Løver,
og mon vi andre behøver?

Den sidst omrørte Forfatter
er kendt fra for mange Debatter.
(Den første er ikke Forfatter.)

Jeg er paa Forbogstav med dem.
Vi kommer siden igen
til disse og lignende Mænd,

hvis Lidenhed er saa stor,
at Verset slaar en Revne,
saa ofte jeg maa dem nævne.

Og Jørgen og Jesper og Mikkel
med Sølvbeslag eller af Nikkel -
som sværger ved Kors eller Cykle,

som sværger forneden og oven
ved Frihedens Navn eller Loven -
Vildsvin og Kvæg udi Skoven.

Og hver af de Privatister*,
en Konge kan ta'e til Minister,
(hvad angaar det Bonden bag Ploven?)

Nu gad jeg den Borger kysse,
som skaffer et godt Maal Bly,
hvormed jeg kan lufte min Bøsse.
* 

Min Haand - som mit Sigte - er ny,
men Vaabnet fordærves af Rusten
i denne forhexede By.

Der sætter sig Gravrust paa Løbet;
man bliver oven i Købet
selv noget irret og gusten.

De Troldkarle, hele og halve!
det hjælper at gi'e dem en Salve,
de brægende Ypperste-Kalve.

Og det vil Hjærterne fryde,
at Bøssen var fri for Lyde.
Det er saa nyttigt at skyde.

II

Hvordan er jeg kommen for Skade
i Vers, der var ment som min Skæmts
naiveste Antoniade,

at brænde Haanden saa slemt
paa Krudt, uforsigtig gemt,
og stilles paa offenlig Gade

forladt, uden Maskepi
med et eneste usselt Parti
og et Par af de angrebne Blade?

Og Fortovspøblen ler
og tænker, at Galgenmodet
er stegen en Galning til Ho'det.

Ak nej, det er ikke Modet,
men Kræfters Tilbagetrængning,
der uventet voldte en Sprængning.

De Mænd af Tilbagegangslinjen,
som bød os græde ved Pinjen -
nu hænger jeg dem i Pinjen.

Her er, hvad jeg sildig nægter,
en Dynge raadne Lægter
til Trappe for kommende Slægter.


Og alt, hvad der findes af stemplet
og ustemplet Kvæg i Templet,
forenes om Fremtidsexemplet.

De samme Drifter jeg møder
hos Fri og hos Underkøbte,
saa vel hos Døbte som Jøder.

Før spiste Svinene Jøden,
men nu gaar det ud over Svinet.
Dog Racen blir uforfinet.

I Hjærtet den lurende Grumhed,
i Panden den hornede Dumhed,
i alle Sjælene - Stumhed!

III

Jeg tror det ikke fornødent,
at Molboer uden Lige
fredes ved Lov i et Rige.

Og Folk, der herhjemme yngler,
kan trives uden at stige
til evropæiske Slyngler.

Et Folk har solgt sig til Fanden,
(skønt ingen tror paa Manden)
et Folk har mistet Forstanden.

Det siger jeg Jer, uden Rænker,
det hele vil faa en Ende
rent modsat af hvad I tænker.

Professor og Dyrker af Darwin,
mer snild end den vise Nathan,
De skulde tænke paa Satan.

Du Præst, som har haabet, at Fanden
skal bruge sin Forskærerkniv ret,
jeg ved, du blir snydt for din Livret.

Hr. Struggler, som aldrig skælvede,
Hr. Mordhund i Livets Morads,
jeg siger, du kommer i Helvede.


Og De, min smilende Herre,
som altid gik tør, hvor det drypped,
jeg siger, De skal blive dyppet.

Her lugter af Hornet og Svovlet.
Vor By er forkøtret, forpudlet
- literaturbesudlet.

En springende Literaturhund
blev aarlig ved Juletid udraabt
som Digtergeni med Naturbund.

De andre Geschæfter og Fag
bereder med Tvætning og Toning
sin særskilte Hundekroning.

En Skifting er dette Rige,
en stakkels skævrygget Pige ...
Hvem trækker Troldtøsen lige?

Parti! Hvis jeg fandt et Parti!
(Hvem skraber, med Hænderne rene,
Guld op af Rendestene?)

En Mand, som er uden Parti,
kun saarer sig selv med sin Svøbe,
da gælder det Kugler at støbe,

da gælder det: jeg eller I!
Man ser mig paa Gaderne løbe.
Hvem har jeg, som staar mig bi?

Kun et humpende trebenet Vers.
Metoden - jeg ved ingen anden
end slaa dem min Trefod i Panden.

IV

Tilbage til vort fordulgte
fordjævlede Tegnsprog atter,
som ingen i Fremtiden fatter.

Det overbemaler min Trefod
med Vilddyr og Hieroglyfer,
som danner vor Tids Apokryfer.

Er O. B. og E. B. ikke
et Par nationale Løver?
Og mon vi andre behøver?

Den sidst omrørte Løve
er kendt som en Løve i Trykken.
Den første er Løve fra Ryggen.

Før Huse blev bygget med W. C.
- alt i vor Mors Abc
man fandt baade O. B. og E. B.

Naar Løverne styrter fra Søjlen,
min Fremtidslæser til O. B.
og E. B. maa bede om Nøglen.

Jeg sætter min Fløjte for Munden,
min Panfløjte gør mig sikker
baade for Løven og Hunden.


Herind, I Løver, i Muren!
Jeg viser mit Land og dets Sæder
i Billeder efter Naturen.

Jeg tager et Land til Skive,
hvor ingen har Tid til at læse,
fordi de alle skal skrive,

hvor Mand og Mø gør Bøger,
fordi der gaar Sagn under Ø,
at Digtere ikke kan dø,

hvor Damen bliver poetica
saa snart hun viser sin ars,
men Aanden er ganske til Nars,

da ingen har Tid til at læse, -
og Digterne dør - noget hæse,
fortrængt af en Boghund med Næse.

Jeg agter at stævne vor Samtid
for Aands-Forræderi.
(De ved, jeg har Ret deri.)

Men den, som gør dette forbi,
maa selv være Løve med hundrede
Boghundes Perfidi.

... Saa tilgiv, at jeg - imedens
jeg faar min Anklage samlet -
maa lege lidt gal, à la Hamlet.

V

En springende Literaturhund
blir aarlig ved Juletid udraabt
som Digtergeni med Naturbund.

Hver eneste Jul man satte
en Platte ud for en Køter,
som skulde en Digter erstatte.

En Hund og med Hundelemmer,
thi derved opfyldtes Kravet:
den Literatur, som skræmmer!

Det gjaldt som det højeste Bifald,
al Folkebevidstheden, saaret,
hylte, naar Hunden blev kaaret.

De rædsomste Ting paa Prænt
kom altid i alle Lande
fra Hunde, som mangled Talent.

O Hunde-Kandidater,
friserte som lodne Krabater,
med Platte for Surrogater!

Der fandtes dog andre Røster,
som priste de søde og glatte.
Man udgav en Skødehunds-Platte.


Ak Gud, hvad blev der ødet
af Blæk og Platte paa Hunde
samt Katte, man tager paa Skødet.

Kun én Ting var skreven og læst,
i Fald man vilde behage,
at man maatte være et Bæst.

Paa Forhaand kendte man ofte
næste Aars Literaturhund;
han gik endnu i sit Bur kun.

Og dette Væsen tog Væxt;
kun faa Poeter kan daare,
men Mængden af Hunde kan saare.

Hr. E. B. holdt stort Hunderi.
Til dem, han gav Digterskalpe,
gav Fjenden O. B. en Salbe.

Saaledes man skabte Parti,
og hver havde sine Hvalpe ...
O dobbelte Boghunderi.

Men E. B. - saa klog som Fanden,
han tænkte: "Hurra, Poesi!
mine Hunde vil æde hinanden,

og jeg vil gaa ganske fri."

VI

Dog Tanken om at blive
en Hund mellem mange Hunde
tilfredsstiller ingenlunde.

Her kommer en Selskabs-Scene;
jeg søgte den danske Muse,
men fandt hende ikke alene.

Det vrimled paa alle Kanter
med Mødre og Tanter og Fjanter
og Literatur-Adjudanter.

Jeg søgte Damen af Grunde,
jeg skynder mig med at fortælle,
før Indtryk mig overvælde.

Det var i Halvfemsernes Graa;
en Mand, hvis Mod var i Væxt
og nyt som det grønne Straa,

en Vaar havde fundet paa,
at Folket har Bord og Dug,
som Hundene bruger til Trug.

Han følte sig derfor bunden
og kaldet til at bestaa
Menneskets Kamp imod Hunden.


Der lugted af Hov og Horn
i Byen. Bag Gadernes Skygge
drømte han Vaarmarkers Korn.

Der lugted af Hestehov.
Han elsked de slanke Lygter
og Foraarets nøgne Skov.

Han syntes, at Øresundet,
der aabned sin Horizont,
var blaat som det Hav Hellespont,

og flere Kvinder end én
(den ene lidt sødere blond)
var stolte som i Athen

Døtrene af en Arkont.
Dog gik han paa Gadernes Sten
med ganske adstadige Ben.

En Svovllugt i By og paa Bro.
Han kaldte en Dame sin Muse
og bejled til hendes Tro.

Han bad mig bevæge den Skønne
til Trods for Hunde af Standen
en Gang at bekranse Manden,

ham selv eller mulig en anden.
Hans Hjærte var kun forsonet
ved at se Mennesket kronet.

Hans Mod var aldrig fornedret;
vi traadte sammen en Sti
i Parken, jeg nu gaar forbi.


Jeg ser ham bag Grenenes Hvælv,
ak, som en meget forbedret
Genganger af mig selv.

VII

Gudinden sad paa sin Trefod,
det vrimled med Tanter og Fjanter
og Literatur-Simulanter.

Jeg hørte dem skændes og skrige.
Kun hun, den mærkværdige Pige,
lod syv og ni være lige.

Mens andre om Trefoden slaas,
tog en behagelig Lur hun
- i Skødet sin Literaturhund!

Jeg ligner Hr. B., der tror:
"i Danmark har Realismen
ej sagt sit yderste Ord."

Saa hør da med Gru, at den sovende
kyssed det lodne Bæst
(nam contra naturam est.)

Gudinden, med Øjnene lukket,
med Hunden lagt i sit Skød,
sad paa sin Trefod og vugged.

Der var ikke Ord at faa indført.
Omkring hende Striden lød
saa Tante-patetisk og pindtørt.


En Moster forsikred med Taarer,
hun elskede allermest
"en Bog, der græmmer og saarer".

Den unge Fætter Jens,
der var i Boghandlerlære -
"en rask lille Bog med Tendens".

Den femtenaars Søster mælte:
"Nej skriv noget aldrig hørt
om én, der bliver forført."

"Er Digteren J. Renegat?"
"Er Skjalden Mons ej en brav Ka'l?"
"Er Skribleren Karl mon en lav Ka'l?"

Jeg hørte dem skændes og skrige,
og hun, den mærkværdige Pige,
lod syv og ni være lige.

Hun sad som i halve Drømme,
men let hun i Vejret for
og fabled om Hundens Mord.

Saa snart jeg nævnte min Digter,
hun smilte og vrængede Mund
og strakte sig, kyssed sin Hund.

"Min aarlige Ærespris
kun tilstaas en Literaturhund
og paa den sædvanlige Vis.

"Saa snart han for Skole og Kur kun
fra B. eller B. har Bevis,
da kan han som Literaturhund


"udvælge en Legemsdel
af dem, der endnu er tilbage,
som maatte ham særlig behage,

"en Del af mit Legemes Hele,
om hvilken han siden tør synge.
Dog maa han med Hundene dele."

Hun strakte Armene ud
langt og med søvnige Knæk.
Selv Trefoden knaged af Skræk.

"Han vælge, hvad Del han vil prise.
Men kom en Dag, jeg er ene,
og husk at være præcise."

Og den, som nu tror, jeg spøger
med Musens forrykte Tale,
er selv iblandt de gale.

Og mener nogen, at Heine,
hvis Vers jeg har oversat,
har smittet mig sidste Nat -

saa vil jeg ej lignes ved Heine,
det kunde ham gærne forkleine.
Jeg bider paa egne Vegne.

Nu har jeg talt med Musen.
Men hvad skal jeg anbefale?
- hendes frigjorte Mod? hendes Hale?

VIII

Da jeg gik ud fra vor Muse,
en hellig Moster mig stopper,
som havde Dørvagt til Huse.

Hun trak med to arrige Mopper
og havde rindende Øjne.
Hun er af de gejstlige Tropper.

Som ung var hun Præstegaards-Møbel.
Et Vraggods - en rædsom Levning
af ældgammel, indgroet Pøbel.

Hun trak med to arrige Mopper;
hun hykler med rindende Øjne
paa hellige Dage og søgne.

Hun følger et præsteligt Banner.
I Ungdommens Dage hun traf det,
ej Fanen, men Faneskaftet -

ej Ordet og Naaden, men Præsten,
ej Køretøjet, men Hesten
med Blødtot og Sele og - Resten.

Hun gjaldred af skændesyg Vane
og raabte: "Hvad render han her
og gør mig vor Muse til Flane?"


Afblomstrede unge Piger
betegner Mosterens Vej
i disse Lande og Riger.

Skønjomfru, din Moster har Olier,
som hæmmer, fortærer, beroliger
Fortvivlelsens Kaprifolier.

Gaa hen - hun har Friplads i Klostret -
og fostrer du Heltesønner,
vil hun fordrive Fostret.

Hun dræber dit unge Hjærte,
din reneste Kilde, din Kønskraft,
med Husraad, Bibel og Bøns Kraft.

IX

Her kommer en Paaklædnings-Scene.
Vi søgte altsaa Gudinden
en Formiddag, hun var ene.

Det var i en Formiddagstime
med Tøsne paa Gader og Huse,
vi søgte den nye Muse.

Der lugtede brændt af Hov,
som om den skinbarlige Fanden
om Natten hos Skønheden sov.

Vi maatte vente et Korn,
hun sad just og brændte sit Haar.
Der lugted af Hov og Horn.

Hun redte sig dette Aar
i glat Empire med Krøller
og læste Romaner i Skyller.

Hun kunde blusse og blegne
for Goethe saa vel som Nietzsche.
Hun havde sin Sjæl alle Vegne,

var Nihilist, Ateist
og dertil Nykatolik,
saa snart hun led af Kolik.


Men naar hun sammenrimedes
robust med Emile Zola,
ak Gud, hvilken Fryd hende timedes!

Nu kommer et uventet Rim.
Med Fødderne strakt paa et blaat Skind
sad hun og læste Krapotkin.

Hun sad paa en gammeldags Trefod
og var det Nyes Præstinde,
erotoman Vestalinde.

Der lugted af Lokkernes Svidning.
Hun bød med en sindssvag Forvridning
de blodrøde Læber til Bidning ...

En Muse i fordums Tide
var kysk som Maanen, der viser
bestandig den pæneste Side:

den har for Herren sit Kort vendt,
men holder sin Halvkuglebagdel
blufærdig skjult og bortvendt.

Naar Konger i Fortiden fejled,
hun holdt dem et Kongespejl for.
Nu viser hun Agterspejlet.

Hun ærgred os tit en Smule,
naar hun var saa yndig forlegen,
hun havde for lidt at skjule.

Men Musen i vore Dage,
det maa man mindre prise,
har altfor meget at vise ...


Det var i en Formiddagsstund,
og hun citerede Heine
og bød os til Bidning sin Mund.

Verlaine blev nævnt, og imens
det ude begyndte at regne,
citerte hun Digteren læns.

Men da hun med boglært Mine
og kælen Skødehunds-Snak
tog fat paa Hugo, Lamartine -

raabte min Ledsager: "Ak!
om Musens Tanker nu skiftede sig,
og hun gik hen og giftede sig

"og gav for Tryk og for Sværte
de mange Mestre Tak,
men skænked en Svend sit Hjærte!"

X

"En Muse i Ægteskab!"
Hun rejste sig vred fra sin Trefod.
"Jeg har jo min vante Stab."

Her fulgte en hensynsløs Blotning
af hendes Legemspartier -
hvorom jeg hellere tier.

Dog maa jeg tilføje dette,
som undrer en udenbysk,
at Frøknen trods alt er kysk.

Hun lever saa koldblodig
paa Sjølunds fagre Ø
og er baade Mø og modig.

Hun er en aandig Person,
og det er Frejas Sal
og lutter Affektation.

Et Stykke blank Kultur,
om ikke just poetisk,
men ligesom legemsmagnetisk.

Hun er det sikre Nul,
det altid manglende Vid
i denne Blaastrømpe-Tid.


Endskønt jeg var Hedning selv
og hun af Fritænkerslægt,
hun syntes mig defekt.

Jeg skrev paa Timen et Vers
til Fritænker-Patronatet,
ak, vore Mænd fra Halvfjers,

der fandt Poesiens Guld
og stak det i Støvlen som Kul
til Kamp i et Grævlingehul.

XI

Gode Fædre og ærlige Mænd,
trækker de prøvede Sværd fra Lænd.
Straadød at dø tykkes Vikingen strengt.
Klyng os op, gad I se os hængt.
Hvorfor sidde med Pegepind,
naar det var Tid til at hugge ind?
Medens I tier af Skræk for Trompeter,
yngler det Skrædderdusin af Poeter.
Heller en Dag med et ordenligt Opgør,
heller et Slag, hvor det hele faar Ophør,
end dette Væv baade for og imod.
Sangmø-Markerne raaber paa Blod.

XII

Skønt al Ting er rent for den rene,
jeg afskyr den kommende Scene.
(Ak altfor faa er rene!)

Men blottet i hundrede Stykker
og givet som Bytte til Hunde
har Musen forstyrrede Nykker.

Hun slog fra Bryst og Hærde
til Side sit Jomfrugevandt
med uforskammet Gebærde.

Hun slog sine Lin og Sjaler
til Side fra Ryggens Parti
og Lændernes Arealer.

Saa nævnte hun Stykke for Stykke
med samt, af hvem det blev prist,
og før det var sagt, var det vist.

"Den meget tænksomme X,
der næseløs vrimler for sex,
faar Næsen og Næsens Komplex.

"Men tit er en ren Bagatel
delt mellem M og L
i højre og venstre Parcel.


"Se her, mit højre Øre
er givet til én, hvis Moral
skal lade Klokkerne røre.

"Min venstre Øreloppe
er Skribleren Karl, der som gal
larmer Kvartal paa Kvartal.

"Enhver, som vil være min Boghund,
bør se, hvad jeg giver bort.
Jeg selv er et Oversigtskort.

"Hver enkelt Lod er betegnet,
som var jeg en Udstykningsplan
fra Literatur-Interregnet,

"betegnet med Boghundemærker,
der ikke er Fluesmuds
saa lidt som klassiske Værker.

"Det hele er trykt og kortlagt,
men ak min Boghundetidende
er bortlagt," tilføjed hun lidende.

"Mit Bryst og mit Brystværns-Kvarter
- som skabt for en Aandsgrenader -
er givet til Povl og Per.

"Mit ganske tomme Korset
er nok for den stilfine Z,
der er saa indholds-træt.

"De nedre Ryg-Kvartaler
begejstrer dels en Salmist,
dels én, som skriver Skandaler.


"Det hjælper dig ikke, min kære!"
(Her tog hun en Tryllestav frem
og slog ham): "Min Hund skal du være.

"Her er, i Fald det gælder,
hundred Parceller at faa,
hundrede Hundeparceller.

"Og den, som rigtig er Hund,
han vælger sin Plet for at digte
og taber det hele af Sigte."

Hun rørte med Staven hans Øre,
hun rørte hans Pandebrask:
"Nu er du min Hund og skal høre."

Nu gik det saa, at Poeten
af en eller anden Grund
alligevel ikke blev Hund -

trods Hexens Koglerier,
og skønt hun forpøbled sin Stil
med undertrykte Smil.

Han følte et Stik af Smærte.
Han stod og grubled en Stund:
"Men Pigen har ingen Hjærte."

XIII

En stakkels forhexet Pige
er Dronning i dette Rige.
Hvem trækker Troldtøsen lige?

Jeg føler mig noget forlegen.
Jeg elsker et ukogt Ord
som Ret ved et rigeligt Bord.

Jeg skræmmes ej mindste Spor
ved legemlige Fagter,
der røber, hvad Musen magter.

Jeg dømmer hende end ikke
for blottede Legemsdele,
naar Blottelsen tjener det Hele.

Men Muserne nu, de ager
fra Bal i aabne Drosker
og bruger aldrig Galosker.

Jeg havde en yngre Tante,
som blev af at blotte og blotte
en ældre forkølet Rotte ...

I Fald man blotter en Slange,
da spyr den Edder og Gift.
Gudindens Harm blev til Sange.


Hun sang: "Mine Fødder og Øjne
har faaet hver sin Moral
og tror ej hinandens Løgne."

Hun lo: "Jeg er gal og defekt.
Jeg lystrer, som tyve Aars Fjanter,
en Flok af uenige Tanter."

Hun dansed og lo: "Højstærede,
den danske Muse er gal
og vil blive ved med at være det."

XIV

Da vi gik bort fra vor Muse,
den gudløse Faster os standsed,
som havde Dørvagt til Huse.

Hun trak med to hvalpede Ræve,
Bastarder, faldne efter
en uvorn Ulvetæve.

Hun ligned en Macbethsk Megære
skambidt og skæbnereden,
hvis Klædning er Skamløsheden.

Det lød som skære-skære,
naar hendes Stemme hvisled,
og ind til Marven os risled.

Hun hører til hines Sfære,
som standser Digterhesten
og kræver Udlæg i Bidslet.

Hun snærred med indædt Harme:
"Jeg kan ej med Digtere spænds;
jeg ønsker en Hund med Tendens.

"Vi bruger, skønt Musen lefler
stundum med fri Poesi,
kun Hunde, der tager Parti.


"Genier med Hjærte og Nykker
skal Hundene rive i Stykker.
Du Hund, vil du tage Parti!

"Her faar man sin Lod for at luge den;
og Kunsten maa lade sig bruge;
vi kan ellers ikke bruge den.

"Gør et Par Værker, som skræmmer.
Sæt et Problem til Debat,
og vis, du er Hund for din Hat."

XV

Her kom min Trefod og jeg
et dygtigt Stykke Vej.
(Men Flanen fristede mig.)

Nu bliver der Alvor af Leg.
Nu løber de Hunde, som hyler,
til deres Hunde-Asyler.

Men giver de dér et Bjæf ud,
ja ta'er mig en Skytte paa Kornet -
det bliver dog intet Træfskud.

Og ingen kan gøre mig kold; thi nu har jeg Toner i Hornet og bedre Skyts i Behold.

XVI

Jeg kalder selv de døde
og vækker den kolde Aske
til Ildbyrd mod Dagens Maske.

Ak, kære gamle Digter,
som sjælden gik paa Koturne
og nu er gemt i en Urne -

som elskede Livet organisk,
Schandorph, du sagde en Gang:
"Skriv noget aristofanisk!"

Jeg gik og tænkte paa Sagen
en Morgen i Klitten paa Skagen
og følte selv denne Trang.

Lidt borte sad en Frue.
Trods Kundskab, hun havde øst,
en Sjæl, som var uforløst!

En Kvinde af Fritænkerslægt,
men uden hedensk Lue,
syg, selvkær og aldrig lægt.

Den Blæst gennem Sandet paa Skagen
kan bide en kuldskær Hud
trods Morgensolens Bagen.


Men i en Plæd beskyttet,
om Halsen en Lommeklud,
holdt Fruen tappert ud.

Hun har kun lidet hyttet
sit Skind og ej sig flyttet,
hun staar for skarpere Lud.

Og hun var skøn i sin Trods
og offerstolt i sin Kulde,
hun vedgik sin Goldhed tilfulde.

Jeg sad i Klitten paa Skagen
og tænkte aristofanisk,
men med en stille Nagen.

At skaffe sig mægtige Fjender
og kun have fattige Venner -
en Lod, som de modige kender.

Nej, rejse og have Penge
og sove og drømme kækt
i friske, fremmede Senge!

Men den realistiske Slægt,
der vilde stemple og dømme
som Udslet alle Drømme -!

Der fulgte i dens Hæle
en bitter og ophidset Flok
af uforløste Sjæle.

Af dem har vi nu haft nok,
som vilde for Sorgerne knæle
og kun kunde Lykken kvæle.


Den unge Frue paa Skagen,
hun var, skønt stolt og forvoven,
den travrigste Træl under Loven.

Hun spurgte om mine Sorger.
Og havde jeg noget paa Hjærte
af kvalfuldt, som Digterborger?

"Jeg trevler ikke i Sorger.
Jeg skriver; thi jer er forløst.
Af Livets Brønd har jeg øst.

"Og falder en Pen mig i Haanden,
da glemmer jeg Daarernes Dynd
og øser af Livets Brønd."

XVII

Nu ændrer sig vor Lire,
og vi lader Trefoden staa
og tager Løb paa fire.

Nu skrider vi til, med System
at vise, hvorledes de danske
kan drøfte et stort Problem.

I alle nymodens Huse
der findes en Knageræk sat,
hvorpaa man kan hænge sin Hat.

Problemer har man en Klat,
hvori man kan kvæle sin Muse.
Jeg sætter Problem til Debat.

Jeg synger om Mikkel og Jørgen,
kom, ryst Eders Mellemgulv,
og spar den unyttige Spørgen!
Jeg synger om Ræv og Ulv -

om Ræven, den fiffige røde,
og Ulven, den præstegraa,
to store Dyr i vor Samtid,
men højst forskellig klædt paa.

Saa hør da, hvorlunde Provst Jørgen
i egen høje Person
og den fornægterske Mikkel
tog Stilling til Religion.


Problemet var Mikkel ej fremmed.
Han havde viet det før
til lang og ensom Betænkning;
thi kræved hans Tale Gehør.

I lige Maade Provsten,
da dødssyg han laa paa sin Ryg,
var kommen til en Betragtning,
han anbefaler saa tryg.


XVIII
Ballade
(eller hvorledes man sætter Problemer til Debat)

Ærværdig Provst Jørgen Skidtmads
og Mikkel Rævetamp
de førte en Strid om Ideen,
saa der stod Røg og Damp.

De holdt en Basseralle,
det var stor Ynk og Ve.
De kunde ej fælde hinanden,
de havde hver sin Idé.

Den store svære Jørgen
var trukken i gejstlig Talar,
og Mikkel sprang omkring ham
og kikked ham ud i sit Glar.

Ej kunde Jørgen med Bibel
den spotske Mikkel slaa
og Mikkel ej Præstekraven
af hellig Jørgen flaa.

Da Jørgen rent blev hellig,
fornægtede Mikkel Gud;
de havde gærne revet
hinandens Øjne ud.

"Se blot den lille Mikkel,
han ta'er saa store Skræv
og gør sig saa meget aandfuld,
han er dog og bliver en Ræv."


Hr. Mikkel smilte vittig
til disse grove Klask:
(Hr. Mikkel havde det Fortrin,
at Jørgen var noget dvask.)

"Hvem tænkte vel, at Jørgen,
som alt i Moders Blé
var rigtig en lille Skidtmads,
havde lagt sig efter Idé?"

Og hele Folkehoben,
der stod omkring dem, lo:
"Det er saagu' vist et Par store
Røvere begge to."

Det blev en lang Basseralle.
Jeg tror, de skændtes om Gud,
da Jørgen opløfted Raabet:
"Jeg holder ej Mikkel ud!

"Adskilligt kan man taale -
Frihed for Loke som Tor!
Men ved De ogsaa, hvad Mikkel
fornylig har skrevet om Hær?

"Jeg vil ej drøfte min Gudstro,
mit Haab om et næste Liv,
med én, der som Mikkel forsvarer
at tage sin Næstes Viv.

"Her staar jeg i Embeds Medfør
og siger trøstig: "Vælg
imellem Himlens Naade
og denne Rævebælg!""


Saa viste han Mikkel til Satan
ved Ordet og Herrens Kors.
Men Mikkel rakte Fingre:
"Se kun det dumme Hors!"

Da sukkede alle Hr. Jørgens
harmfulde Venner: "Ak ve!"
Men alle Venner af Mikkel
stak voldsomt i at le.

"Den Provstedyd," lo Mikkel,
"den gør mig lidt konfus.
Jeg ved, Provst Skidtmads søger
ret tit et berygtet Hus.

"Jeg ved det fra sikker Kilde.
Min Ven, Doktor Blæresten,
har ogsaa fortalt om en Sygdom,
som volder Provsten Men."

Nu skulde Provst Jørgen svare,
men han fik pludselig ondt.
Han bad sine mange Venner
at vente et lille Sekund.

Hr. Jørgen gik fra Mødet.
- Men stolt i Mine og Blik
traadte Hr. Mikkel for Folket
og skiftede snildt Taktik.

"Man tror Barbariet skrinlagt.
De ser, at det trives vel.
Jeg ved, hvis Provsten turde,
han slog mig gærne ihjæl.


"Jeg mødte her i Riget
en Mængde Mænd som ham.
Han praler af Sjæl og Dybde,
men er kun en ussel Pram.

"Jeg spørger: Var der i Verden
mon noget skønt og sandt,
hvis jeg skulde vige Pladsen
for denne Elefant?

"Og skal han ustraffet flænge
en Frakke saa fin som min?
Og skal jeg trædes paa Nakken
af dette fede Svin?"

Det sidste Ord blev Hr. Mikkels,
det Ord, som altid er sandt!
Dér stod han med Aandens Vaaben
som eneste Repræsentant.

Det var kun én af de Fejder,
som han og Hr. Jørgen stred.
Gud lade de skønne Skærmydsler
til evig vare ved!

XIX

Hvis Musen er bleven sløj,
ja gaaet saa smaat fra Forstanden,
da maa vi vælge en anden.

Han vaagned op til sit Kald,
hans Pegasus stamped i Stald
med utaalmodig Støj.

Han gik, og Himlen var høj,
til Sadelmagerboden
at købe Ridetøj.

Det Værksted bør komme paa Moden.
Det ligger i samme Gaard,
hvor Musen brændte sit Haar.

Han fandt ej Mestren til Stede,
men Datteren - Musens Kusine -
fremtog de Ting, som var fine.

Han saa' paa de udenlandske
Mønstre og valgte et Snit
mod Stoffer, som helt var danske.

Han købte sig desuden
en Pisk med en god lang Snært
at bruge, saa godt han har lært.


Han tænkte: "Jeg drømte i Nat
at sætte Problem til Debat.
Men nu er Problemet sat.

"Lad Menneskedyrene stride,
men Trefoden, maa I vide,
betegner en tredje Side.

"En Tid maa man trives iblandt dem.
Saa løser man sit Problem
og siger, hvor slemme man fandt dem.

"Lad Mænd slaa hinanden til døde.
Men Skam faa den kærligheds-øde
Muse, som ikke vil føde."

Han stod og købslog i Boden,
som ligger i samme Gaard,
hvor Sangmøen brændte sit Haar.

Og Musernes unge Kusine
stod hos i et sømmeligt Klæde,
stolt med to Øjne saa fine.

Lidt Solskin er Hvermands Glæde,
Sol er det klare Guds Guld.
Nu rinder der Guld over Stræde.

Som Handsel paa Ridetøjet
han bad hende være ham huld
og se ham dybt ind i Øjet.

Det gælder kun lidt at ase
med Aandens og Haarets Sætninger.
En Sangmø maa have Race.


Og da han blev fulgt til Trappen,
han løfted og bortførte Musens
Kusine paa Sadelknappen.

Hvor Dagen er let og duftig!
Nu snakker Byen fornuftig
om ham og den Skønne fra Boden.

Dog kender vi Byens Børn:
de mildeste Væsner paa Kloden,
saa snart de faar Grønt under Foden.

Han vil da ej rolig sove,
før han faar Trefoden flyttet
ud i de grønne Skove.

XX

De lange Eftermiddage,
jeg tilbragte udenfor Staden
hos Dyrehavens Eg og Dryaden -

en Gang, da mit Mod var i Væxt
og nyt som det grønne Straa,
et Foraar i Halvfemsernes Graa.

Her blæser fra alfar Strand
en Brise, og legende kappes
vort unge og kampberedte Land.

Jeg glemte Strandvejs-Chausséen
og Sundet i sportsblaa Skjorte
ved Dyrehavens rødmalte Porte.

Det smagte mig lidt bart
af Hans Majestæts Marine,
det Øresund, hvor Damperne hvine.

De blomstrende Tjørn i et Lukke
jeg overlod til Raakid og Bukke
og unge Par, der siger alt det smukke.

Jeg søgte min ensomme Sol,
hvor Tankerne frit kunde lege,
et Steds imellem store gamle Ege.


Jeg saa paa de kloge Kroner
og lo ad det halvvoxne Pur,
hvis fjantede Tanker løber surr.

Det afbrød end ikke min Ro,
at Damer paa Cyklehjul farer
af Sted med den nordiske Tro.

Og tit var det Rusk og Regn.
Det rasled i Egen og Linden.
Men Nattergalen slaar imod Vinden.

XXI

Det var i et Hus ved Skoven
foran de solede Marker,
med Himlen udbredt for oven.

Og de var Broder og Broder,
to Børn af den samme Moder,
som delte med dem sine Goder.

Hun satte hver Morgen i Ugen
en Drik og en Tærepenge
til hver, paa Frokostdugen.

Og Dagen var godt begyndt.
De fandt, at Sol og Enge
var lutter fuldgyldig Mønt.

"En Drik og en Tærepenge,
det skal I faa, saa længe
jeg lever og ikke maa trænge."

Det var hver Morgen i Ugen,
men aldrig var nogen slugen,
og ingen skændte ved Dugen.

Saa gik de, enhver med sin Mønt,
og spytted ej heller i Kruset,
naar de kom udenfor Huset.


Hvordan? er det endt som begyndt?
De siger, en Broder blev hoven,
de siger, den anden var doven.

Er Arvegodset slidt tyndt?
Er Broderen bleven arrig?
Er Moderen bleven karrig?

Aa Snak. Det har ingen Nød.
De er de samme to Brødre ...
Men deres Moder er død.

XXII

Jeg fandt i Fortunens Kikkert
Byen til Søndags-Bekigning
med Skorstene, Skibs-Rhed og Rigning.

Her strækker sig Marker og Skove
og hist en mangfoldig By
med Tage af Skifer og Bly.

Det er det Land, hvor Kong Erik
tog Skat af Bondeplov,
og Kristian Femtal gav Lov -

hvor Hungerkongen Ole
holdt Hus, og Kong Frederik
den Fjerde byggede Skole.

Lad Nutids- og Nysølvs-Konger
i nyslaaet Majestæt
kun raade paa Fest-Medaljoner!

Nej Kristian, den fjerde i Rækken,
var Konge i sine Sko
(Fredslutning i Brømsebro.)

En Herre og en Bersærk,
der slog ved Femern og misted
sit Syn og sit Sejerværk.


Trods mange Uheld en Fyrste
med Krone og Slot og Spir
og ej blot et Jubel-Papir.

Og Stilen i hans Residens
var ikke Smaamønt, som praler,
nej gammeldags Sølv i Rigsdaler.

Men denne nymodens By,
som blomstrer og løber mod Sky
saa Bønnestage-kry ...?

Man regner i Gadernes Luft,
hvor Snusfornuften har Kælder,
dog stadig med smaa Tabeller.

Jeg kendte en ung Arkitekt,
der hadede Nybyens Sten,
hvor aldrig en Linje var ren.

Han hængte sig selv til sidst:
træt af at lade sig sige
fandt han en Linje, som var lige.

XXIII

Hvor finder jeg Glemselens Lethe?
Jeg drømmer om mine Løver:
de ønsker at blive redte.

Ak Menneskeaanden, den fri,
ser sig - som hedensk Røver -
korsfæstet imellem to Løver.

Det slog mig, naar Dagen var bleg:
vi lever midt i den viltreste
Fortids-Verden af Eg.

Her slentrer vel ikke Skytten
i sine Hjorteskinds Bukser.
Her stamper Grossererens Fukser.

I Vildsvin og Kvæg udi Skoven!
I Jægere, Yankeer, Hjorte
med lange Horn og med korte!

I Bygmestre, Savværks-Konger,
Sagførere - levende Unger
af Plovpenning og Ole Hunger!

I Halvdyr kun halvt i Bur,
hvis oprørte, vilde Natur
gør Danmarks Land til et Skur -


det er dog den indfødte Stamme.
Og trods vore gode Mødre
blev Brødrene altid de samme.

Her slaas man med fraadende Munde
for Aandens Skyld og for Brødet
som uvorne Slagterhunde.

Vort Løvepoliti
mod landstrygersk Poesi
indmurer mig i et Parti.

Slaa Mønt og lav Partier!
Men Trefoden, maa I vide,
er altid den tredje Side.

Man opæder frejdig de svage.
Men det skal være mit Mærke:
fra nu vil jeg slaas med de stærke

og gaa dem efter i Sømmen
og afsløre Rovdyrdriften
og deres Nedfald fra Drømmen.

XXIV

Jeg vil ej forbyde den triste
at være saa skummel, han vil,
men jeg vil selv være til.

Vi var en Skare Venner,
som elsked den nye Tid,
hvem Hjærtet gjaldt bedre end Vid.

Vi havde Længsler i Sinde.
Vi raabte til Landets Skygger:
Gaa bort og lad Solen skinne!

Vi kom ej langt med det Gode.
Vi kom slet ingen Vej.
Og nogle, som opgav at vinde,

bli'er nu slaaet nede for Fode,
Mænd, der var lige saa gode,
og Mænd, der var bedre end jeg.

Jeg føler mig skæbnebunden
til den, der har elsket sin Tid
med Hjærte mer end med Vid -

som tabte Hjærtet et Steds
og fandt det ikke igen -
Aar løb og Aar snegled hen.


Men skal vi fældes, da vil jeg
dog dø med min Rustning paa
- i Rustning fra Top til Taa.

Det er for lidt, De forstaar,
E. Brandes, Musaget,
som ikke var Poet.

Bar De - som Ungdomsven - Skyld,
da Jacobsen, Digter og "Drømmer'',
blev Drømmenes golde Fordømmer?

Det er lidt bittert, Højstærede!
- vor største Nutidsdigter
var Drømmer, men turde ej være det!

De fatter nu lige saa lidt
som selve O. B. - den Styggen! -
der kun er en Løve fra Ryggen.

Endnu er der Lykke og Sol.
Er Moderen mon bleven karrig?
- Hvorfor er vor Broder saa arrig?

Og Kilderne strømmer som før. Jeg lyttede, udenfor Staden, til Ermelundskilde-Najaden,

der bredte sin flittige Sølvlyd
som Smaabjælder højt i Luften,
beruste og fanged Fornuften.

Her kunde jeg muntert fatte
det Mod - ved en Moders Død -
at vare som Guld hendes Skatte.


Thi hør: Da den kloge Moder,
jeg nævnte nylig, forgik,
forgik dog ej hendes Skik.

Vel skiltes Broder og Broder.
Men Skænken, hun gav saa længe,
yngled som andre Penge.

Med den, enhver fik til Ægte,
delte han Dug og Glas,
hun sad paa en gylden Plads.

Saa delte den unge Kvinde
med Rollingen Skilling og Krus,
at hver Dags Guld kunde skinne.

Jeg sad ved Najadens Trappe.
Det nynned: "I lever jo alle
paa moderlig Naades Kappe."

Vor ældgamle Fritænker-Ret
jeg genfandt ved Kilderne givet
som "Drømmen - Sandheden - Livet".

Jeg løfter nu her et Glas
med Tudserne indstøbt paa Bunden.
Saa før' det dristig til Munden!

Snart bliver der Alvor af Leg,
jeg søger ham - hvor er min Broder?
Thi jeg har Brødre af Eg.

XXV

... Den er sejrrigt Jærtegn,
den Skov, som skiftevis slipper
og suger os til i et Kærtegn.

Den gemmer en fribaaren Kækhed
bag sine Grenelemmer,
Forløsning for Skygger, som skræmmer.

Forløsning! - thi jeg er forløst!
blæst bort er det ydmyge Ungsind,
min Raadvildhed og mit Tungsind.

XXVI

Jeg øver ikke en Daad,
som morer mig selv især,
men Daaden er populær.

Oprigtig talt, vi satte
os for at slaa et Slag
og trække Frakken, en Dag,

af Aandens Plovpenge-Konger,
som sidder og mønter i Mag
ugyldige Fest-Medaljoner,

som vover paa Kunsten at skatte
og hævder med Pen og med Platte
det livligste Aands-Bedrag.

... Jeg skylder i Hast at fortælle,
hvorfor O. B. - den Styggen -
maa kaldes en Løve fra Ryggen.

Han løber privat og gør Skade
og faar sine Smaafjenders Smaavers
forbudt i Søndagsblade.

En anonym paa Jord.
En Gang, naar han falder af Kærren,
en anonym for Herren!


Det er for lidt, De forstaar,
Hr. E. B., Musaget,
som nær havde været Poet.

De syntes saa kry og forvoven
og blev med alt Deres Frisprog
den travrigste Træl under Loven.

Jeg ta'er Dem ej ilde op:
De modstod, saa længe De kunde,
de dumme danske Hunde.

De selv er Dansker tilfulde.
Og ingen skal Dem forstøde
som Borger med Raabet: "Jøde!"

Den danskeste Oxe og Asen
kan indse Forhærdelsens Nytte
som Blødhedens Modvægt i Racen.

De hævded Dem Landsknægt-Frihed
i Fjor. Og det morer mig stedse,
at Landsknægten fik en Adresse.

Dog bruger De skæbnesvangert
umyndige Folk, De foragter,
til Kamp mod de evige Magter.

Hvis Uheld forbitred Dem Livet,
har København nu hilst Dem,
og Scene-Oprejsning er givet.

De kan da ej kræve med skellig
Grund at betragtes som hellig,
Landsknægt-Machiavelli.


... Som ung har han baaret et Banner,
nu bærer han Bannerets Stage,
en Magtens Mand alle Dage.

Han sidder her og kreerer
aarlig en Flok Debutanter
til Fryd for Landets Tanter.

Men var der en voxnere Vilje,
som ej vilde Manden behage,
"trak han sin Pen tilbage".

Og Sabas Dronning stod rede
at hylde en Salomons Dom,
men fandt ham tom af Vrede.

Højstærede Hr. Musaget,
man traf Dem fra for og fra bag.
Det var ikke efter min Smag.

Jeg tror, det skulde lykkes
at fælde de to i Forening.
Her er af en ærlig Mening.

Thi slap man af med den ene,
men skulde beholde den anden ... ?
(Det blev jo en Plage som Fanden.)

Jeg nødes desværre til Skydning
paa umaskerte Figurer.
Men de har figurlig Betydning.

XXVII

Min Muse er Sabas Dronning,
der drog til Kanaans Land,
men fandt hverken Mælk eller Honning.

Den danske Poesi
den er ikke Dalenes Lilje.
Den ligner en større Familje.

Ak kære Claudio Treves,
ferma in posta - Torino,
i Danmark kan der ej leves.

I Danmark kan man kun slaas,
i Fald man vil holde sig oppe.
Det er et Særtegn for os.

Jeg sidder et Sted og skriver
i Skoven hos en Traktør
og fryser som aldrig før.

Jeg skriver fra Hjærtets Rødder.
En Spejlvæg fra Loft til Gulv
fordobler de iskolde Fødder.

Og Verslinjer møder til Kobling
i Rækker paa tre og tre.
Jeg trænger til Selvfordobling.


Det er kun som Rejsevers
i en Hotel- eller Stambog.
Jeg jager en Hund i en Skamkrog.

Det er ikke stolte Ottaver,
en rullende Skov-Charabanc,
kun en tohjulet Gig med en Traver.

Men Vejen tør ej falde lang.
Og skønt mit Inderste gruer,
det gaar over Stubbe og Tuer.

Jeg trænger til Selvfordobling.
Ti naar mit Valgsprog er givet
som "Drømmen, Sandheden, Livet'' -

da vrinsker hver Boghest paa Foder.
Nu trænger jeg haardt til Fordobling.
Jeg spørger: Ak hvor er min Broder?

Derude er Skovauktion.
Jeg sidder i Mag hos Traktøren.
Jeg er kun en enlig Person.

Ak Claudio Treves - kære,
hvor lever du nu siden sidst?
Landflygtig - forvist - Anarkist?

Du nyder vel Hjemlandets Vin?
Jeg ser, du var nær ved at sejre
som Rigsdagsmand i Turin.

Det ved jeg, hvis Magten var din,
du var, hvor du skulde være,
det unge Italien til Ære.


Jeg ser dig, som fredløs du dreves
snart til Paris, til Berlin.
Jeg gemmer endnu dine Breves

fortærende Længsel og Spleen.
Husker du, Claudio Treves,
ferma in posta, Turin -?

Vi var to Lande, hvis Sole
var tændt af den samme Gnist
- med samme korsfæstede Krist.

Her gjaldt ej om Snit eller Kjole;
thi Hjærterne dannede Skole.
Og Hjærtet er Anarkist.

Jeg havde sjældne Venner.
Men du, min eneste Broder,
var Søn af en fremmed Moder.

XXVIII

Som sagt jeg fryser paa Foden.
Her bliver nu hvert Ideal
bortsolgt som Træ paa Roden.

Skrivere, dyp Eders Penne!
her holdes Skovauktion:
vi realiserer vort Brænde.

Her holdes Skovauktion.
En Gang som yngre Person
med Venner jeg gik denne Vej.

Nu slaar man dem ned for Fode,
Trær, der var lige saa gode,
og Trær, der var bedre end jeg.

Der siges, at større og tung Skov
ej luner nok for Plantøren.
Han lægger sig efter Ungskov.

Der siges, han aarlig planter
Smaaskud og Skovdebutanter
til Glæde for Mødre og Tanter.

Men Trær af en rimelig Højde
blir bortsolgt som Træ paa Roden,
ej mer paa Højde med Moden.


Digtere, sælg Eders Brænde,
og er det for frisk til at tænde,
og har det for rige Safter,

da brug det som Øxeskafter.
Jeg fælder en Eg med Dryade,
af den vil jeg bygge en Lade.

Da ingen antager mer
den Forskel, der er paa en Høvding
i Skov og en - Pennefjer,

din Trefod med Høvdinge-Syner,
bemalet med Vilddyr-Tryner,
skal skaffe dig Dun og Dyner.

Her rives nu Tvivl med Tro,
her kives nu Køter og Ko,
og Hat kan ej udstaa Sko.

Jeg er en enlig stillet.
Dog vil jeg hævde Dansen
og Sansen for Sammenspillet.

XXIX

Hvor Gærdet ikke er sidest,
hvor Tjørnene er stridest,
ryd op - der er Synet videst.

Og vel tør du gaa imod Stormen
og møde paa alle Veje
og stride som Herre af Formen.

Et Vers tager vanskelig Fejl.
(Men denne fordjævlede Prosa,
hvor Tiden ser sig i Spejl!)

Jeg kommer nu aarlig tilbage
med samt mit Besyv - saa længe
der undes mig Lykke og Dage.

Thi hvor disse Vilddyr vil æde
gudfrygtig hinanden op,
tør Vidner være til Stede.

I denne Menneskeskov,
hvor alle lurer paa Rov,
enhver med en særskilt Lov,

hvor hver er sin egen Nar
og stopper de Øren, han har,
som Præsten og Højskolefar -


men løber i Flok og Parti
og rapser for hver sin Gud
og spytter Skallerne ud -

der findes til hvers Behov
den Sten eller enlige Gren,
hvorhen han kan frelse sit Rov,

hvor atter det brydes i Stykker
son Løn til en stille Magt
af Munde, der tier og tygger.

Den stille Magt gør ham hellig
(skønt Kannibal i sin Renhed)
han ler ad den anden Almenhed.

Den Magt lod mig selv ej sove,
før jeg faar Trefoden bragt
paa ny til de frie Skove -

til Skoven med Livets Ranker,
med intet menneskeligt fjærnt,
og alle højmodige Tanker -

De Vildfjæs bag Bladene gaber,
de omvendt slingrende Aber
i Skumrings-Lege sig taber -

og Maanen gaar frem bag en Gren
og ser paa den sælsomme Færden
ud fra sin omvendte Verden.

XXX
Moderne Muse

Hun er, til Trods sin røde lille Mund,
et loddent Udyr, Hoppe, Æsel, Hund,
der vifter saa fripostig med sin Hale
og fører ganske uforblommet Tale.

Hun er et Hexeridt, en Narredans,
men fin og ung som Junis grønne Dale;
hun raaber: "Ryk tre Haar ud af min Svans
og strax forvandles de til Nattergale."

Og hendes Læbe er saa rød, som sagt,
men trind og hvid den latterfyldte Strube,
at Blodet svulmer i min Hjærtegrube.

Hun svøber mig i Hovedhaarets Pragt
og hvisker: "Mester for den nye Skole,
se, jeg er Asenindens unge Fole."

XXXI

Nu maa jeg fortælle, at Byen
ej søgte til Kildernes Væld,
men bygged et Hundehotel.

Den danske Muse var gal
og kunde ej mer blive samlet.
Hun var saa fortvivlet som Hamlet.

Utrolige Summer blev tegnet.
Man bygged et Babylons Taarn
for Boghunde-Interregnet.

Et Pragthus i tretten Etager
for Damer med sære Menager
og Boghunde med Mustasjer.

Gudinden sad paa et blaat Skind
og troned ved Aabningsfesten.
I Skødet holdt hun Krapotkin.

Krapotkin - ej Nihilisten,
hvis Navn jeg nødig besudler,
men én af Flanens Pudler.

Det vrimled med Hundeskoler
og Damer i prunkende Kjoler.
Der lugted af Hund og Violer.


Man fryded Hotellets Lemmer
med tretten haarde Tragedier
paa tretten "Teatre, som skræmmer".

Man spilled blandt andet et Stykke,
som skildrede Guldets Vandring
og Kvindehjærtets Forandring.

Et Nutids- og Jærnværks-Drama
med Guld i alle Ender.
Man myrded med kolde Hænder.

Og Kvindedyr af Race
slog midt i den ømmeste Fase
over i Guldklump-Extase.

Men det er det sære ved Tingen,
at alle var saa begavede
og alle Repliker saa lavede.

Hr. O. B.s Dyd var leveret,
og Pastor S. rummestered,
og Pøjtet réussered.

Der opstod Skandale tilsidst;
thi Musen klapped som gal
(- hun leved til daglig saa trist.

Jeg tror, hun var led og forkedet
af alle de Udhængsfigurer,
som sidder og klaprer med Ledet,

saa Hængslerne rykkes af Lave,
og Heste gaar ind i Bedet
og tramper i Danas Have.)


Hun raabte og vred sig af Latter:
"Min Trefod er pyntet med Vilddyr
og Gaader, som Pokker ej fatter.

"Jeg læser i Hundeskoler,
og alle mine Kjoler
lugter af Hund og Violer."

Hun hvinte som Tøsen paa Gade:
"Det danske Aandsliv - det er
en meget giftig Ballade.*

"Naar Krigsmænd blir Invalider,
saa stifter de Børnehaver;
naar Løven bliver Kadaver,

"naar Løver ej mere er sunde,
da bliver de ganske onde
og stifter Skoler for Hunde."

Hun raabte: "Vort Aandsliv er Nul,
vort Aandsliv er Nul og Nix!
Opvarter - Cocktail og Kiks!

"Før Huse blev bygget med W. C,
alt i vor Mors Abc
man fandt baade O. B. og E. B.

"To invalide Løver,
der ikke er Løver, men Brølet
fra Kampe, som Døden har kølet -
* 

"der ikke mer er Personer,
men Skygger paa tiltraadte Stier
af vore Fædres Partier -

"har lavet to højere Skoler
for Hunde-Abc.
I Fortiden fandtes dog tre -

"tre fire Udhængsløver
(de sendtes, fordi de fælded,
til Invalide-Hotellet.)

"Gak bort, ak I vrimlende Duligheder.
Herakles paa Skillevejen
er sat mellem tvende Umuligheder.

"Vort Aandsliv er Nul og Nix.
Kelner, skænk Skaalen fuld!
Vor Aand er det rene Nul.

"Snart from som et kvalmende Venskab,
snart dum som uredeligt Fjendskab -
og nærmest et tvivlsomt Bekendtskab.

"Hr. Bodspræst til Synderes Men:
en Synder paa Gadens Sten
ser Himlen mer bævende ren.

"Men I, som sværmer for Ydret
(Kelner, hæld op paa ny!)
- hvis Døgnliv er nydelses-krydret.

"Jeg siger Jer: Pigen fra Gaden
- en Sjæl uden Kryderi -
kan nyde mer fuldt end I.


"Dog stinker I værre af Moskus
end Salomon og Augustus.
Kelner-Havanna! (Udskuds-)."

Alt nu var Gudinden beruset,
og værre blev det og værre.
Hun lo, saa det sang gennem Huset:

"I alle maa kastes omkuld
og perses som modne Druer.
Kelner, skænk Skaalen fuld!"

XXXII

Den kuplede Festsal fyldtes
af hviskende tiskende Lyd
som en Konkylies Summen ...
og Damer til Øjnenes Fryd.

Ærværdig Provst Jørgen Skidtmads
(det Navn lader ingen kold)
han stred med den røde Mikkel ...
Dannemænd, slaa nu paa Skjold!

Det var en højtidelig Time.
Paa Festprogrammet det hed:
"Problem-Turnering - hvorefter
Løverne tages i Ed."

Den store svære Jørgen,
han løsned det første Skud:
"I har vel læst om den Pjese,
som Mikkel nylig gav ud?

"Jeg henstiller frit til alle,
som har om hans Pjese læst,
hvad Mikkel end foreta'er sig,
han bliver et Rævebæst."

Jeg stod med Musens Kusine
ved Vindvet som stille Gæst.
Dernede under Altanen
i Natten vented vor Hest.


Hr. Mikkel tog lystig Ordet:
"Det er jo alle bekendt,
Provst Skidtmads er mig paa Nakken,
fordi jeg har Talent.

"Men synes De, at Ræven,
det snilde, sindrige Dyr
skal vige for Provst Jørgen,
der bare er en Fyr?"

Da smilte alle Damer
i søgrønne, hvide og blaa
Kjoler med blinkende Spange,
og muntert Vifterne gaa.

Jeg stod og tænkte paa Skove,
paa Muldjord og Land med Lyng.
Min Hest har flinke Hove,
min Fylgie beder mig: Syng!

Jeg længtes at gennemride
det Land end i denne Nat
med Bud til de spredte Provinser,
hvor ingen nu mer kræver Skat.

Men Provsten og Professor Mikkel,
to Riddersmænd af St. Gral,
de dysted imens ved Festen,
og det gjaldt Aand og Moral.

Da Jørgen og Mikkel begyndte,
var Salen en blomstrende Plads.
Man syntes, førend de endte,
den stank som et Skur af Gas.


De holdt en Basseralle,
de havde hver sin Idé,
de kunde ikke falde
med Skjortebryster som Sne.

Provst Jørgen beklaged, hvad Mikkel
har skrevet med lumpen Haand
om Menneskets dyriske Udspring -
som var vi ej Væsner af Aand!

"Af Aand -?" Nu lo Hr. Mikkel.
"Min Ven, Doktor Blæresten,
paastaar, at Menneskets Kilde
ikke er nær saa ren.

"Ja, Blæresten kan bevise,
at Provsten med samt hans Moral
er ikke kommen til Verden
igennem Aandens Kanal."

"Hr. Pastor, spørg Deres Døtre,"
udbryder Mikkel og ler,
"om De har nogen Tillid
til Storkefablerne mer."

Thi medens Provsten talte
og stod baade kysk og ren,
hans to letsindige Døtre
viste de velskabte Ben.

Til Gengæld havde Mikkel
den Tort, at hans egen Søn,
naar Faderen spottede vildest,
slog Kors for sit Bryst i Løn.


Hr. Mikkel var skælmsk og vittig,
Hr. Mikkel var lysten og raa;
men Provsten samlede Kræfter,
nu vilde han Spotteren slaa.

"Skønt Mikkel smæder mit Husliv
og fører en skammelig Krig,
tilhører mig i Tiden
som Præst hans letfærdige Lig.

"Staar Kundskaben op imod Kirken
som mod sin Herre en Træl,
da kan vi love i Danmark,
at den skal sulte ihjæl."

Jeg saa' en Stund paa Hr. Jørgen,
jeg saa' paa Hr. Mikkel hen
og tænkte: Der er dog Krummer
endnu i de danske Mænd.

Ej kunde Provsten med Bibel
den lede Mikkel slaa
og Mikkel ej Præstekraven
af hellig Jørgen flaa.

Og er der en saadan Styrke
endnu hos de danske Mænd,
da maa saa sandelig Danmark
have en Konge igen

og ingen betitlet Staalpen
og Bogkøter uden Marv.
Thi ærer min Sang den Konge,
som nu tager Riget i Arv.


Og findes der Mænd som disse,
saa findes vel bedre end dem,
saa gaar vor ældgamle Styrke
paa ny af Højene frem.

... Da Jørgen og Mikkel begyndte,
var Salen et blomstrende Sted,
men før de holdt op, saa skummel,
som var al Gas skruet ned.

De talte, saa Damerne grued
og fnisende krøb i Gem.
De talte, saa Hjærterne lued
og danske Løver sprang frem.

Den første Løve knælte
og svor sin Troskabs-Ed:
"Jeg vil forsvare Provst Jørgen
alt i mit Ansigts Sved."

Den anden Løve skelte:
"Jeg holder min Hundesti ren
i Troen paa Rævens Podex
og Doktor Blæresten."

Der stod en kjoleklædt Boghund
og tænkte paa Ingenting
yderst ved Døren til Salen.
Han sagde højt: "Dingeling!"

"Ding-ding!" det jubler nu alle
de Hunde, som sidder og staar.
"Ak maa denne Basseralle
dog vare i hundrede Aar!"


Der kommer til sidst en Boghund
til Blæresten - Lægen - og ler:
"Den danske Muse er daarlig
og beder om et Klyster."

XXXIII

Og i den samme konfuse
og babyloniske Fesmat
omkom den raadvilde Muse.

Hun bad om Lov til at dø.
Og det var det bedste, hun kunde,
naar hensés til Mængden af Hunde.

Det var for Resten Stykket
om Pengeposens Vandring,
der voldte en ukendt Forandring.

Hun drøfted det hæftig og sygt.
Og hvis hun var født som en Fjante,
hun endte som vildt forrykt.

Hun lo: "I har vist mig saa længe,
at Kunsten er Magt eller Mønt,
at I kan sælges for Penge.

"Mit Hundeliv er til Ende.
Min Sanghest har pløjet sit Hovmaal.
Nu sælger jeg Brænde - i Skovmaal.

"Hallo! her er Skovauktion!
Vi sætter to Løver paa Bunken.
Hvem byder? vær ikke saa lunken.


"Og de er nok værd at læsse.
Jeg medgiver dem en Adresse
i retrospektiv Interesse.

"Behage de rivende Løver
det kan kun en eneste Mand.
Og derfor kom Hundene an.

"Og Hundene spildte min Tid.
Jeg gik fra Sans og Vid.
Thi dør jeg i Jomfrustand.

"Jeg sætter to Løver paa Bunken.
En Skov jeg i Tilgift byder.
Ved Gud jeg paa Brændet ej snyder.

"Jeg sælger mig selv: som Diana
med Digterne, lange og korte,
omskabt til Hunde og Hjorte.

"Nu hug mig til Pindebrænde.
Men hvis jeg begyndte som gal,
jeg vil være gal til min Ende.

"Det tænder mit Had i Brand,
at jeg - den kyniske Muse -
maa dø her i enlig Stand."

Og Musen begyndte at danse:
"Jeg kranser dig, Digter, ad Aare,
i Fald du vil skræmme og saare.

"Men vil du ej saare og skræmme,
da maa du de Løver bedaare.
Og vogt dig; for de er slemme.


"Du sætter Fløjten for Munden,
din Panfløjte gør dig sikker
baade for Løven og Hunden.

"Den ene Løves Næse,
den skal du venskabelig pudse,
den andens Skæg skal du studse.

"Den ene maa du nærmes
(men vogt dig; for de er studse)
den anden maa ikke fornærmes.

"Og klipper du den anden,
hvorved han bliver miskundelig,
saa bliver den ene misundelig.

"Det er et Herkules-Arbejd,
som Herkules-Kræfter behøver,
at snyde de danske Løver.

"Og hvis du let beskæmmes,
lad Sagen hellere ligge,
for Løverne skammer sig ikke.

"Men kunde du Løverne pudse,
da fik du Løn i mit Hjærte,
for dig jeg skulde blusse.

"Ak dette blev Ende paa Farcen,
det slog mig som Muse ihjæl:
- det kan kun Professor Larsen."

Hun vinked sin friske Kusine
(nævnt paa et selvstændigt Folie)
og bad om den sidste Olie.
 Jeg selv var til Stede ved Festen,
der blev med ét saa stille,
man hørte Natteblæsten.

Men stolt som en ung Dryade
Kusinen mig Trefoden rakte.
Nu kunde vi Hundene magte.

To Løver blev hurtig pudset
og studset, og det var Løjer,
som ingen af dem fornøjer.

Med kraftige Slag blev min Trefod
indviet til Digtermøbel.
Det ramte den nye Pøbel.

Jeg slog, før jeg selv laa fældet.
Og saadan med min Dryade
jeg baned mig Vej fra Hotellet.

En Udgang var aabnet - en Sti fri,
og hæderlig Poesi
udløst og gjort partifri.

Saa sprang vi op paa Hesten
og travede sammen glade
ud under grønne Blade.

Nu holder jeg for min Veninde
Justits paa Blomsterstierne,
hvor mine Smaavers er Bierne.

XXXIV

Vor Aand har kun dvælet saa længe
ved Løver og Karusselmænd,
der fryder den "platte Hob" -

fordi vi elsker den Hob
som Raastof, hvortil vi trænge,
(man køber den ikke for Penge.)

Ja, - sagt uden al Forsonlighed -
vi hader de Løver som Magt,
slet ikke deres Personlighed.

Jeg sidder i Skoven og skriver,
hvor Kulden gi'er mig Humør,
hos en kundeforladt Traktør.

Vi haaber begge paa Hoben,
naar redeligt Arbejd vi yder.
(Ved Gud, vi paa Varen ej snyder!)

Ja Hoben skal fri os af Knibe.
Jeg giver ikke en Pibe
Tobak - for al anden Snak.

Jeg er heller ikke alene.
Jeg sidder her med min Muse,
hvem samme Traktør skal huse.


Her har vi Himlens Blaanen
med grønne Vaar-Udsigter
og Tilliggender i Maanen.

Vi venter lidt mer end Traktøren,
der jævnthen drømmer om Kunder.
Vi venter af Tiden et Under.

Thi Kunst er den Hjærtets Trang,
der løser al mennesklig Tvang
og skriver sin egen Rang.


XXXV · I SKOVENE

Bedeklokker

Med Bim og Barn og Ding og Dang
slutter Klokkerne Dagens Sang.
Det drøner, naar en Dag er forbi,
som Skodder af Malm, der lukkes i.
Mørket bliver saa tæt og sort,
nu stænger St. Peder Himlens Port.

For Trold, som sidder ved Mosens Kog,
det lyder som Slag paa Grydelaag,
for Træl, der graver Rigdom af Muld,
som Spadestød mod Kister med Guld.
For mig, der gransker i Livets Bog,
er det et dobbelt og levende Sprog.

Nu melder en Klokke med Bim og Bam,
at Verden ender ved Bakkens Kam,
at den, som har Ro, skal nyde sin Ro,
at Jorden er grøn og tryg at bebo.

Saa raaber en anden med meget Vejr,
at Livet ogsaa er Herrefærd,
at Liv er en Rede ved Jordens Barm,
men ogsaa et Sværd i den stærkes Arm.

Med Bim og Barn, med Ding og Dang
luk dig min Verden, sød og trang!
I Dag var mit Liv som et klingende Malm,
i Nat er jeg glad for et Knippe Halm.
Og mere rig og vid og bred
er denne Jord, end nogen ved.


De unge Mænd ved Skovhytten

En to syv! luk op derinde,
du, som sidder i Hytten bag Klinken,
ingen Vrøvlen og ingen Sinken,
vi har Brug for din Omsorg, Kvinde!
Saly bringer en Raakalv fra Krattet,
Frans har hans Kæreste ganske mattet,
Jørgen er tørstig for fire andre,
selv er jeg træt af at jage og vandre.
En to syv! luk op derinde,
red mig en Seng paa en Halmsæk, Kvinde!

"En to syv! I lystige Ka'le,
aabned jeg Døren for saadanne fire,
blev der nok intet, hvoraf jeg ti're
kan i min ensomme Hytte prale.
Maanen staar op over Sø og Bakke
som et Haandspejl bag Skønhedens Nakke.
Maanen beskinner det festlige Landsted,
Maanen beskinner en Hest og et Vandsted.
Skovene larmer af Nattergale.
Udenfor Hytten - dér kan I befale."

Ti tusend Pokker! ej modstaar Porten
unge Folk, som til Nattero trænge -
ellers skal Dommedag Skodderne sprænge,
Janka, og trække dig ud i Skjorten.
"Stille, I Voldsmænd!" svarer den skønne,
"I kan vel sove en Nat i det grønne?
I er vel kønne nok til Guds Stjærner?
Vent et Sekund, mens jeg Skodderne fjærner!"
Dristig og smilende aabner hun Porten,
frygter for fire saa lidt som for fjorten.


- Tænk dig, Janka: - dernede ved Stranden
over en Villas grønmalte Tremmer
risler et Maanskin, jeg aldrig glemmer.
Rankerne slynges af Blæst mod hinanden,
søværts lyser de hvide Mure,
inde dikker de langsomme Ure.
Og min Dame, en statelig Kvinde,
vandrer og venter forgæves derinde.
Klokken slaar ét! Jeg vil Damen bytte
for en Sæk Halm i en lerstampet Hytte.

Sangmøens Bryllup
(I en Lystakt under Skovene)

Søvndrukken er den dejlige
løftet til Brudgommens Hjærte.
Og hun takker ham med Kærtegn,
hun kender, skønt aldrig lærte.
Søvndrukken smiler den dejlige
nu ved Brudgommens Hjærte.

Ude der risler Vandene,
svulmer og synker i Natten.
Og han lader dem rolig svinde,
nu da han ejer Skatten,
der lokked fra hinsides Vandene
som skjulte Perler i Natten.

Tangplanter driver paa Bølgerne
og slæber mod Baadens Side.
Og hun véd i den klare Aften
ej mere, hvorhen de glide.
Tangplanter driver paa Bølgerne
og slæber mod Baadens Side.

Paa Skovvejen

Han

    Sig mig, hvad hedder det Land,
    hvor alle misbruger Magten
    og ingen holder Kontrakten -?

    Det Land, hvor en dannet Bestand
    af aandelig underordnede
    er saa vidunderlig ordnede?

    hvor Ho'derne sparer sig Talen,
    fordi den behjærtede Mand
    da snakkes ihjæl af Halen.

    Sig mig, hvad hedder det Land?

Hun (munter)

    Det ligger et Steds i Dalen ...
    Hug "Ho'derne" løs fra "Halen"!

Han

    Ja kære, du maa ikke le,
    men var det da virkelig Ho'der:
    de Munde, som gumled vort Foder,

    som foretrak en Armé
    af Vrøvlere for en Mand
    og tredive Bøger for tre -?

    (de mangled jo ellers The,
    hvori de kunde tjatte,
    imens de lod Læberne pjatte.)



Hun

    Om Masker hvad eller Ho'der,
    ophæng dem i Tidens Moské
    som Tegn paa mærkværdige Moder.

Han

    Jeg ømmer mig ved at slaa
    mod Mænd - for hverdags og graa
    til at klæde saa krigersk paa,

    skønt de betyder en Magt, der gør mine Venner forsagt.

Hun

    Din Tøven er kun Fornægten.

    Og stod du i Gæld til de Mænd,
    saa maa den betales igen
    - om muligt - til Efterslægten.

    Plads maa i Landet rømmes.
    Nyt Land skal sammendrømmes,
    samles af Planker og sømmes.



XXXVI · EPILOG

Mit Hjærte og jeg blev uenige.
Vi red paa en Skovvej og skændtes,
hvor Foraarets Knopper tændtes.

Vi red med den bortførte Trefod.
I Kampmodets vælige Brusen
jeg stredes med selve Musen.

Hun ruskede mig: "Tal Sandhed!"
Jeg ruskede hende igen
og raabte: "Tal Sandhed til Mænd!"

Og Stridbarhed brændte i Øjet,
dog havde vi slet ikke løjet.
Og videre red vi fornøjet.

Det var ej den hede Sommer,
der lokker op fra det dybe
alt, som kan yngle og krybe.

En Vaardag er det - saa blaa
og skarp, at den lidet frister
andre end dem, der kan gaa.

Der løber en Paaske-Østen
og vækker det lave Land,
med Foraar og Vrede i Røsten.


Det er en Ulv, som slider
det døende rent ihjæl,
men varsler om grønnere Tider.

Det varsler, at endt er vor Graa-Tid,
og nu skal Marken beredes;
thi nu er det Foraar og Saarid.

Ved Foraar og Østenvinde
da driver fra Aa ud i Strand
de døde Dyr, som frøs inde.

Vi red nu i Trav og Galop
og kom til en gammel Tingsten.
Paa den sprang min Elskede op.

"En Lovbog og Gildesskraa,
der gælder for Penne- som Plovstaal,
den skal I nu, Dannemænd, faa.

"Og hør det, Poeter og Plovmænd,
I bør ikke fange Fred,
før I drager Himlene ned

"og styrter hver Helt eller Taabe,
som spærrer for den Stribe Blaat,
hvoraf I vil skære Jer Kaabe.

"Men ti med Jer Gud i det Blaa!
Driv Høkerne ud af Templet -
og det kan de mindste forstaa.

"Der bider en Paaske-Østen,
og hvis den vil gøre dig ondt,
saa læg den til Hjærtet og kys den!


"Og hvis du møder en Fremmed,
som ængster din Sjæl med sin Skrift,
saa ær ham for den Bedrift!

"Og hvis du møder en Fjende
med saarende Tale og Skrift,
lær dog hans Hjærte at kende!

"Og har han paa Dødvande sejlet,
da vil hans afmægtige Sjæl
staa melankolsk bespejlet.

"Men giv ham en Hjærtevunde!
Foragt disse travrige Mænd,
der slaas som uvorne Hunde!

"Og rammer din Pil de bedste,
saa staar de vel nok for Skud.
Men Fejeskarn fejer man ud."

Hun var som en vilter Lærke,
der klipper sig Vej i det Blaa
for Solens Kilder at naa.

Saa drev vi paa Vej og Sti.
Hun fattede glad mine Hænder.
Men Neglene satte hun i.

Hun vendte mig Nakken kort
for Kærtegn og sagte Tale.
Men favned mig - hvis jeg greb haardt.

Jeg maatte omsider slaas
og binde min Vikingemuse.
Alverden bød hun Trods.


Og denne danske Trefod
skal ej have Konsekvenser
udenfor Landets Grænser.



Det er ej stort, hvad vi fortæller her,
og ikke nyt og overmaade sælsomt.
Den bedste Daare bli'r med Tiden tvær,
og grønne Indfald voxer ej paa Træ'r.
Skærsommeræventyret skifter Scene,
og Slanger hænger ned fra Edens Grene.


i



I MIN UNGDOM

Der var i min Ungdom- ak Gud, hvor jeg længtes! -
saa mange Porte, hvis Laase stængtes.

Bag dobbelte Døre og uhyre Skodder
jeg sukked mod Luft som den fattigste Stodder.

Men Dagen skal gry, da vi glemmer at sove
for Hestevrinsken og hastende Hove.

Vi brækkede Skodderne, sprængte Porten
og kaldte Tyrannerne ud i Skjorten.

... Det var i min Ungdom, de spærred mig inde.
Nu er jeg mer fangen end nogen Sinde.

Og lidet nytter at drømme og vaase
om brudte Skodder og aabne Laase.


Og lidet nytter min Hexen og Gøglen.
Det var i min Ungdom, da havde jeg Nøglen -

Guldnøglen, som aabner de graavejrs-vaade
Paladsers Porte, der gemmer en Gaade.

Og naar jeg vinked, da oplod sig Buret,
hvis stolte Tærskel skinnede skuret.

En Dørvogterinde stod blond og fager
og sænked sin Pande: "Som I behager!"

Hun sænked sin Haand som en Lysengel Sværdet
(jeg skjalv ved at se mig saa skælvende æret) -

og førte mig tyst til den Underskønne,
hvis Læber var smalle og Øjnene grønne.

... Der vented en Fe i en hemmelig Stue
ved Kobber-Fyrfadets blaalige Lue -


Mens Væggenes Tæpper
var vævede Fabler
med Lotus og Øgler
og Storkesnabler.


Der findes Asner, som vil have,
at Nattergale med en Sæk
hver Morgen skal til Mølle trave.
Jeg kalder denne Fordring fræk,
da ingen Nattergal forlanger,
at noget Asen bliver Sanger.

(Efter Burger)

BREV FRA LANDET

Evig den opblødte Muld,
de dødsorte Skove,
Livet er gaaet i Staa
og glemte dets Love.
Evig den dryppende Regn,
de skumrende Stammer,
mørkt som i Havdybets Skjul,
i Bølgernes Kammer.
Ja, som et dødmærket Land,
hvor Vandfloden hærged . . .
Fiske blandt Træernes Fletværk
Føden sig bjærged . . .
stiger det nu med sit Dynd
som en udtørret Sluse,
gaber det tomt med sin Tue,
hvor Guder ej huse.
Hærget er Livet i Mark.
Og paa skovdunkle Steder
 støttet til Træernes Bark staar Skygger og græder.

Mennesker kommer her vel, men bøjede, bitre,
Væsner fortættet af Mulm, som langsomt forvitre.

Min Ven er flyttet paa Landet og er i et Bondehus havnet
og har sine rigeste Timer i Dyrkelsen af Savnet.

Han nyder som eneste Selskab paa hellige Dage og søgne
de kalkede, nøgne Mure, fordi han elsker det nøgne.

Her har han sin rolige Grublen til Selskab - fornøjet med Resten,
naar Øret kun mærker den trolige Rusken af Natteblæsten.

Selv Vinen frister ham ikke. Fra Løjbænken, svøbt i sin Kappe,
han ønsker og venter kun Tagdryppets Aftenbesøg paa sin Trappe.

Men kommer der Gæster fra Byen, er hele hans Adfærd en Gaade,
thi ærgerlig ved deres Tale han drikker sig ør over Maade.

Han sværger: "Skal det være Sandhed, som I med kold og med sober
 Forstand erklærer for Sandhed, vil jeg ikke være sober.

"Og skal de Meninger gælde, hvortil efter rolig og ædru
Betænkning I synes at hælde, vil jeg ikke være ædru.

"Jeg troed en Gang paa Genier og den Slags Djævlerier,
hvorom i Jert retskafne Samfund med sund Fornuft I tier.

"Men tør man uden at standse bekranse en ganske nøgtern
Æsel med Aandens Kranse, vil jeg ikke være nøgtern.

"Jeg er for Resten til Hverdag den sobreste af Misantroper,
men genta'er, hvis I er ædru, vil jeg ikke være sober."


AFSKED

Efter en Drøm uden Lige
skilles vi høflige, spydige
som to demaskerede Fægtere,
der erklærer hinanden for dydige.

Vi skilles som to Duellanter,
der hilser med sænkede Vaaben.
De krysted hinanden en Smule for tæt
Ansigt til Ansigt, Visiren aaben.

Som Amazonen hilser sin Helt,
som Helten sin Amazone,
to stumme Fjender, der skued for dybt,
men genfandt en skæmtende Tone -

Vi hilser med sænkede Klinger
muntert, men ikke smittende.
Én var det nye Aarhundrede,
den anden forblev i det nittende.


PAA DE GAMLE STEDER

Alting skifter om, alt er byttet om,
Gader, Folk og Trapper, hvor jeg fordum kom,
selv den gamle Dør, hvor med ung Gevalt
til mit Pigebarn jeg ind i Huset faldt.

Hvilken flygtig Verden vi dog lever i!
Synderinden selv har gjort et rigt Parti.
Alt er bleven nyt, Trappe, Laas og Dør;
selv min Piges Moder er ej barsk som før.

Thi naar Lykken fylder vore Døtres Sejl,
straks en Sol forgylder deres Ungdomsfejl.
Deres Moder smiler. Her var vundet Spil,
havde Svigermoder haft en Datter til.

Alt er skiftet om, intet er som før.
Ak den unge Elskov bag den gamle Dør,
da jeg over Tærsklen ind i Huset faldt,
og mit Pigebarn slet ikke skreg Gevalt.


POETEN OG NABOERSKEN

De Mænd og Koner i sikre Boder
med Regnskabsbøger og grublende Ho'eder
og mægtige Buge -
de kender præcis deres egen Nødtørft
og ved, hvad Landet skal bruge.
Derinde ved Pulten
(naar Maven er mæt)
forarges de over en Broder,
fordi han er aandelig sulten.

Den Gang jeg var ung (det var ikke i Gaar)
da gik der en Pige med sortladent Haar
og klapped vor Nabokats Killinger
med ivrige Hænder,
imens hendes Tænder
- som skrevet staar -
(læs Salomons Højsang)
var hvide som klippede Faar,
og naar hun smilte, da fødte de Tvillinger.

Hun lo af de tusinde Grunde
og alt, som ikke har Grund,
af de mindste smaa Katte og Hunde,
og havde den rødeste Mund.

Den Gang jeg var ung (med Adgangen fri
til alt paa Forfremmelsens Stige),
da sprang jeg over et Plankeværk,
 bag hvilket en sorthaaret Pige
lod syv og ni være lige.
En Tanke, jeg altid har haft
- i Grunden -
hun var en sparsommelig Pige,
der gemte en Skat i sit Strømpeskaft,
lidt Kobber paa Kistebunden!
Men jeg var ung og ved Kraft,
paa Vej til de højeste Stillinger ...
Før Gaardhunden sov, blev hun utro imod
den smukke Kommis i den nærmeste Bod.
Og hun gav mig Kys paa Munden,
som ikke var Enesteskillinger.

Hun borged mig Ly og lidt laant Poesi.
Ja det var Ungdoms Sværmeri.
Men grisk efter Realiteterne
hun søgte et bredere Spor,
saa snart hun af Skade erfor,
hvor lidt man skal tro paa Poeterne.
En sorthaaret Pige med hvide Tænder
er aldrig raadvild, ihvor hun sig vender.
Som Smørfjerding-Høkerens Diskejomfru
til Ære for Nytten og Næringen
vendte hun Bøtten og Fjerdingen.

Der saa' jeg, hun stod med purret Haar,
mørkere, sværere Aar for Aar,
som Diskejomfru - tilfreds og lettet,
naar hun har solgt sit daglige Kvantum
og faaet Debet kvitteret og slettet.
Blandt Skinker og Skanker af islandske Lam,
der bugned hun ud og blev Mandens Madam
og sad med et hedensk og haanende Blik
i Høkerbutikens Reykjavik.
 Den Gang jeg var ung (det var ikke i Gaar)
ja da var vi Venner - -
Hvad nytter de Kys og de hvide Tænder,
hvis Smil fødte Tvillinger -
naar Strømpeskaftet ej ynglede Skillinger?
Saa kom hun fornuftig til Indsigt i,
at hun havde fejlet et godt Parti
... jeg fejled de højeste Stillinger ...
Hun danned imod Poesien
med alle de Fjender, man aldrig har set,
en uovervindelig Majoritet.

Hun lo og bedrog sin Kommis.
Nu vender hun Ryggen, hvis jeg gaar forbi ...
Men Ryggen er vild Poesi.


PARKEN OG STADEN

Nu fyldes Parken af Skygger,
og henad de grusede Stier
der vandrer, mens Fuglene tier,
usynlige Pudderparykker.

Fontænefigurerne gaber
med vandløse Fiskemuler,
og Svanen fortærer de Smuler,
de sidste Søndagsbørn taber.

Naar alle Fodtrin er døde,
da bobler Begæret og Kraften
sødt i den ensomme Aften ...
det svundne gaar mig i Møde.

I Ly bag sit smedede Gitter
er Parken skønheds-ladet
som en Susanne i Badet,
og Raadsherrer gaar der og titter.

... Men udenfor i Gaden
er Skønheden styrtet fra Tronen.
Der raser Dæmoner i Staden,
der blæser Sommer-Tyfonen.

Der daler ej Solnedgangs-Roser
paa rødmende Havfruebryster.
Dér ta'er de antike Lyster
til Takke med hullede Hoser.


Derude der haabes og bæves.
Der iler med rastløse Knokler
de Statuer, som forgæves
søger om deres Sokler.


DJÆVLERIER

I Kirkernes Skjul, medens Præster forkynde
om Naaden, fortvivler Skønjomfru paa Knæ.
"Ak Luften er arm, hvor den fromme har Læ.
Et ormædt Panel og en Væg uden Ynde
er alt, hvad jeg ser, naar jeg ikke maa synde;
men Satan er frisk som det grønne Træ."

Den stolte Margrete hun sukker paa Knæ:
"Et ormædt Panel og en Væg uden Ynde ..."

Hun klager: "Her visner hver levende Evne,
men Fristeren drager forunderlig skønt
med Løfter og Ord, som jeg gruer at nævne,
min Attraa til Steder, hvor Løvet er grønt.
Jeg angrer ej mere. Ja værre, langt værre
jeg Djævelens Datter, jeg kalder ham Herre."

Men naar hun har fristet med vanvittig Tale
sin Frister, da vandrer hun urørt som før
og kysk til sit Hjem med den trange Dør.
Thi Djævlen er kostbar at faa i Tale.
Et pralende Glimt af hans Ildstjærne-Hale
kan de fleste slet ikke betale.

De høres saa bitterlig sukke:
"Hvor kunde man tage sig Livet let,
i Fald man rigtig til Bunden var slet! ..."
 - Man gaar over Aaen og spørger om Vand,
men søger ej Djævelen der, hvor man kan,
og høster de Frugter, der lader sig plukke,
de smukke saa vel som de mindre smukke.

Skøn Jomfru tag Sæde og und dig lidt Hvil
og luft din Barm, som er altfor snøret.
Hvorfor vil Du løbe unyttige Mil
paa Vejen i Vinterføret?
Din Lykke - den narrer dig ikke April.

Jeg ser paa dit himmelske Smil,
at man hvisker dig Djævle i Øret.

ii
TRAPPEN TIL HELVEDE


- Det er, som skjulte
Orkestre klinger -
I

Det er, som skjulte Orkestre klinger,
paa Skuldrene voxer usynlige Vinger -

saa ofte man rækker Fanden en Finger.

Det er, som der højlydt blev hulket og skogret,
som blev man med Dybets Dæmoner besvogret,

saa snart man en Smule for Satan har logret.

Naar en ung og ugudelig Krop faar i Sinde
at elske en hæslig og ældet Kvinde,
hvis bedagede Pragt det er djævelsk at vinde -

er der ofte en yngre Lykke, han vrager
for en Hex, en Sibylle saa benradsmager
som Knokler og Skind og gravlagte Sager.

Men i Furiens Øjne der tindrer og spiller
et blaaligt Skær, som hans Sanser forvilder,
en Genglans fra Livets Petroleumskilder.

Og han søger den hæslige Kvinde i Trangen
til at kende sit Hjærte paa Retten og Vrangen.
Og han ved, hvad han gør, skal han sikkerlig bøde.

Men han føler Dødssyndens Fryd ved sin Brøde,
naar Mumien lover det ønskede Møde.

II

Det er Ting, man har hørt. Men jeg kender en anden
Fortælling om én, der var opfyldt af Lede
ved Maden, som Livets Kokke berede.
Han var ikke mer nogen Yndling, var Manden,
han afskyed Køknet, især dog det fede,
og kunde behøve lidt Bistand af Fanden.
Ak, lidet nytter vor Stræben og Stritten,
i Fald det staar daarligt med Appetitten!

Hans Liv ... det var nu kun en Dynge Ruiner ...
havde genlydt af Ungdommens Violiner,
hvis Veskrig og Fryd sine Hymner løfter
fra Skrænternes Sus og de dybe Kløfter;
han havde endog faaet opført, en Dag,
en Opera, Pressen i Landet fandt svag.

Hans Liv havde lydt med en stoltere Tone.
Man holder af den, man som ung faar til Ægte,
den slankeste Jomfru var bleven hans Kone
i Silke og Pynt til at løse og hægte.
Hun ligned et Buestrøg over et spændt,
spinkelt og vidunderskønt Instrument.

Der stod han rank i et Fremtids-Orkester
som første Mand, Violinens Mester,
ved Foden af Trappen, som fører til Himlen,
og stirred i Afgrundens Dyb uden Svimlen.

Men al Ting mister i Længden sin Charme,
og Hustruens Favn med dens fattige Kunst
blev glemt for Veninder med trindere Arme
og kraftige Køkner med stærkere Dunst.


Og da hans Halvpart tog til og blev fed nok
og ogsaa blev utro med Tiden og led nok,
da lod han sig ganske summarisk skille.

Paa det Instrument lod sig ikke mer spille.

Nej vil du høre en Tone, der klinger,
da maa du række Fanden en Finger.

... Og det var - for at holde sig mindre trist -
en Fandens Bestilling, han drev tilsidst.

Offenlighed
er de Vises Sten -
III

Han drømte en Tid om store Slag
og gik i de miskendte Kunstneres Lag.
Men da der er ingen Retfærdighed til
af højere Art end i Handel og Spil,
hvor to og to giver fire,
- det er Daarskab at spille paa Lire -
lidt træt af at vente paa Lykkens Tærning
han henfaldt til journalistisk Gærning,
en Virken, der ogsaa kan sætte Mærker
i et Land, hvor Himlen er Baggrund for Lærker
og Jorden for Landsmænds daglige Værker
(og tilmed en Vej til at tjene en Skilling ...
jeg ved det selv ... men en Fandens Bestilling.)

Offenlighed er de Vises Sten.
Det er trist at gaa rundt paa to ensomme Ben,
forladt af hver Djævel, forladt af hver Gud:
man maa samle sin Kummer og kaste den ud,
man maa blotte en Nerve, som ingen har set;
der er Trang selv hos Kvinder til Publicitet.
 Man maa vælge sin Vej til at blive almen.

Den store Almenhed, hvorefter vi higer,
har frikendt Korsarer, Prinsesser og Piger.

Om alt kan der tvistes, og ingen er rene,
men op paa en Talestol, frem paa en Scene!
Man trækker sit Guld ud af alles Lommer,
naar man rømmer sit Sogn og faar Verden til Dommer.
Og man fødes paany til en skønnere Renhed
ved at aabne sit Bryst for en større Almenhed.

Det er Fremtidens Gud, som bebor det Almene.

Jeg tror, at de ikke gør Skjaldene Ære,
de ældgamle Angreb, man kender paa Pressen.
Ja tvært imod andre vil jeg erklære:
naar ej man kan føre Napoleons Hære,
Journalist er det eneste, man kan være.

Det gælder at fange om Interessen,
at kende de Mænd, som skal Landet bære,
samt Svinenes Fodring og Køernes Græssen
fra Dag til Dag, og at være paa Færde
for en Hest, men ikke en Hestepære.
Og intet er sløjt som en Aand eller Digter,
der omfatter Verden og aldrig læses
og derfor uddeler Næser og ... næses
af Pressen, til hvem i sin Ondskab han sigter,
og allermest, hvis hans Ondskab skal rime.
Langt før Journalist og Geni for en Time!
Naar ej man er Pol-Prik i Verdens-Elipsen
eller Nordpolberejst eller Edison, Ibsen,
maa man staa i et Blad blandt de allermest nære.
 Journalist er det eneste, man kan være.

Hvor klart, at den Livsgnist, som hedder Geniet,
blev ikke tændt for at kvæles i'et!
Hvem ved: selv den usleste Gøg mellem Aander,
selv den, der bevislig skrev for at skade
(de andre er ofte saa tomme og flade)
har fyldt i Aarhundredets Arbejdskolonner
sin Plads trods de mange med Hakke og Spade -?

Men en Fandens Bestilling, et Dagværk som Pesten,
hvor for Samfundets Skyld man maa opofre Næsten,
og selv om man kæmper for Helligaanden,
maa trykke Ondskabens Fyrste i Haanden
og aldrig se ham for meget paa Neglene
... for Sagens Skyld ... det gi'er Sus i Sejlene.
IV

Og hin Journalist, som var kry og besat,
greb strax uden Omsvøb Almenheden fat.
Han brugte hver Frase, naar blot den var fed nok,
hver Haan, naar den blot var forpestet og led nok.
Han ligned en Gang i et Mod uden Grænser
sig selv med den vittigste Athenienser,
hvem han skænked en Titel - maaske for almen -
"Aristòfanes ... Journalist i Athen!"

Han skildred i Bladet "den gamle Hedning"
som en Ven, som en Aandsbeslægtet ... som én,
der søled sig glubsk i hver Rendesten
"for at kende alt Skarn, hvoraf Byen lugter,
og siden blive dens rædsomme Tugter".

Saa mangen blev træt af at løse og hægte
den Hustrus Korset, han som ung tog til Ægte.
 Men faa kan som hin Journalist skifte Vinkel
og slippe en Lykke, der blev os for spinkel ...

Hans Hustru gik bort for at opsøge Lykken -

Der var en Fordom, han strax vendte Ryggen;
han skrev: "Der er skrevet for meget om Lykken! ...
Kun Taaberne tror paa det korte Bedrag
og haaber at fange et Solstrejf en Dag,
men senere optræder Vanen og Driften
lidt hverdags og tilføjer Efterskriften ..."
Han skrev, at han opgav at være ren
for at blive i Hast desmere almen!
Han ytred fornøjet - "Vor krasse Mandhaftighed
forlanger i Suppen lidt Sul og lidt Saftighed;
jeg ønsker at bruge hver Lyst eller Last,
som blot for en Time kan holde mig fast!
Metoden har ført mig til aandfulde Farter
blandt alle de sælsomme Menneskearter;
jeg tilstaar, jeg attraar at rive itu,
hvad andre havde holdt sammen til nu:
den løjede Dyd med dens hellige Spænder
og Bæltet om Skønhedens ukyske Lænder ...
Jeg elsker Synet af Smærten og Svien
- (og vedgaar det aabent) - men intet af alt
er skønt som Fornedrelsessympatien,
der tænder sit Lys dér, hvor Lovene ender,
hvor godt og ondt sidder sammen som Venner ..."

Den sande Skribent har ej Ro eller Rist,
før han sætter en Verdensrekord til sidst.
Men Offerblod kræver den aabne Scene
af Martyr, af Helt eller skøn Magdalene.
Han vidste, det gælder at staa - eller falde
saa dybt, at man bliver Exempel for alle.
Det er Fremtidens Gud, som bebor det Almene.
 Den Mand var i hvert Fald slet ikke fersk.
Og Kvinderne bad ham: Betving mig og hersk!

Saa smæded han Mænd og var Ven med hver Kvinde.
Bestemt paa at søge et Maal, som var stort
- og derfra, om muligt, til Fremtidens Tinde -:
han agted af almene Hensyn at finde
de tabte Veje til Helvedes Port!

Men han blev ældre
og opfyldt af Lede -
V

Men han blev ældre og opfyldt af Lede
ved alle Slags Sejre - de magre og fede. -
Man sejrer saa tit, at man ophæver Grænsen
fra Ønsket til Maalet ... Og se Konsekvensen:
i en hæftig Debat eller midt i en Krysten -
han savnede Hadet, manglede Lysten.
Han stod vel som Bødlen beredt til Slagten,
men nød ej Fornedrelsens Sødme, Foragten,
som er Nøglen til Æren og Riget og Magten.

Da Ønsket alene er Vejen til Maalet,
han stod som en Mand, hvis Rekord man har stjaalet.
Han stirred paa Himlen, der kimed af Lærker,
og Jorden, der vrimled af Landsmænds Værker.

(Napoleons Ørn maatte ta'e Residens
paa en Ø ... da selv han havde ønsket sig læns,
et Bytte for Ørnenes Impotens!)

Da traf Journalisten den ledeste Kvinde
af alle de lede, som var at finde.
En Lystens og Lasternes Velynderinde,
der gemte med tætvævet Slør nedom Hagen
 et vansiret Ansigt og aldrig om Dagen
voved sig ud over Gadernes Brede,
men lydløs som Flagermusen, der skjuler
sig Døgnet igennem i slimede Huler,
maa idelig kredse, naar Solen er nede.

Hun syntes en fuldgyldig Repræsentant
for Fulhedens Fyrste - en Storsynderinde
med Øjne, som sært under Sløret skinne,
mens rig og hæslig i sælsomme Klæder
hun flygted til Spot gennem Lande og Stæder ...
maaske en Berømthed, mulig en Stakkel,
der dødssyg haaber et ydmygt Mirakel - !
Men hun gav ham et Nik, ved hvis Alvor han skælved.
Hun gav ham et Nik som en Parce, der lover
venligst at klippe hans Livstraad over,
og han følte, nu stod han, hvor Porten var hvælvet,
paa det øverste Trin af Trappen til Helved.
VI

Om Vejen til Helved just er saa lige
og banet, som paastaas ... maa andre sige.
Jeg synes, de fleste maa vade og vade
ret haabløst paa samme Jordoverflade,
og Djævlen med Omhu har skjult den Stige,
som fører direkte til Mørkets Rige.
Man finder vel Trapper med slibrige Stene,
som fører os nedad ... men aldrig den ene.
Og naar man ej rent gider røve og myrde
- et usseligt Liv! - maa man slæbe sin Byrde
og blive paa Jorden og høste og tærske;
det blev os ej givet blandt Aander at herske.

Og dog - dog er der en Tone, som klinger,
naar man dristig gaar nedad, hvor Vejen svinger.
 Han ankom til Porten i Mørkets Anex
ved Hanegal, ført af en skummel Hex,
der havde en Rang efter alt at dømme
i Ondskabens festlige Storfyrstendømme.
Han sagde til Kvinden: "De viser en Kløgt,
jeg hidtil forgæves hos Kvinder har søgt."

Han saa hendes Magerhed, Intet beskriver.
Hun lod sig beskue lidt spodsk uden Hast -
"Ja al Ting forgaar, og Intet forbliver.
Derfor er jeg mager ... da ingen Last
eller Dyd har formaaet at holde mig fast."

Og Furiefingre med Guldslangeringe
aabner med Søvngænger-Il et Korset
ind til et Bryst, der er smalt som et Brædt.
Han sagde: "Der bor ved et saadant Hjærte
en højere Ømhed, som ingen os lærte."

Dog bedst som hans Livs kimæriske Drøm
omsider har rakt ham sin Kjolesøm,
tog dette Festspil ham sletikke fangen.
Men ved hendes Nik - som Skæbnen, der sover -
ved Synet af Skikkelsen, udpint og spinkel,
der som et Skelet gik i Ex og Vinkel,
hvor Livstraaden halvt syntes kappet over
- et Blændværk, en Smærte greb ham med Vold,
det var, som han gensaa sin Hustru paa Vrangen,
den fraskilte Kvinde, fortæret, lagt gold
af skæmmende Laster og jaget til Døde,
- den slanke Pige som Ormeføde!

Det var, som ved Bødlen han kaldtes til Stede
for at forhaane sin Ungdoms Glæde.
 Og tændt af Blændværket genfødtes Trangen
til Favntag, vildt som ved Ungdommens Møde.
Den hærgede dødtrætte Mand, som saa mangen
frisk blussende Skønhed ej kunde gløde,
han fulgte i Hulen den ældede Søde.

Han fandt i de lurvede Kvinderuiner
et Veskrig fra Ungdommens Violiner.
VII

Nuvel, Journalisten i denne Fortælling,
som trofast svor til Forandringens Lov
og nødigst af alt vilde gælde for flov,
blev gift med en rig, gammel Aagerkælling.
Thi naar man har givet Fru Satan en Finger,
da har hun højmodige Sider, som tvinger.

Hun levede længe og lod ham en Nat
alene som sørgende Enkemand efter
et vellykket Samliv - men brudt, uden Kræfter
og plukket for Tro paa dæmoniske Vinger.

En ordknap Notits har han efterladt.
Han havde vel været, hvor Porten staar hvælvet ...

Men der findes ej mer nogen Trappe til Helved.


iii
NY UNGDOM



FANFARE

Flere! flere!
Flere Feltherrer, flere Vers, flere Kvinder!
Vi trænger til Mænd, Værker og Veninder
og Templer - flere, flere!

Mere! mere!
Mere Forkyndelse, mere Kærlighed og Vin;
til at drukne vore Sorger behøves der en Rhin
og Lovsyngelse - mere! mere!

Harper i Luften, Engle i Himlen
og paa Jorden - flere! flere!
Selv Mørkets Flammeaander skal ej lægges for Had.
Min Barmhjærtighed er dyb som Heidelberger Fad.


MØDET

Mødet

En sidste Vals, som tungsindig klinger,
naar Salen er tom, og en uvant Danser
sin udvalgte Meddanserinde svinger.
Et enkelt Par ... og en Vals, som ej standser -

Indsigelse

For korte Dage
for megen Plage.
Ved Livets Fest
er jeg kun Gæst.

2det Møde

Hendes blege Haar, der knyttes
yndefuldt bag Ørets Rund
om den kyske, fulde Nakke ...
hendes fremadrakte Mund ...
Brystets aabne, nøgne, kolde
Bølgeslag paa Liv og Død ...
Mens en sagte Ild fra Kinden
tænder Øreduppen rød.


3die Møde

En Jomfru forsøger at friste
mit prøvede Sørøvermod:
hun stopper sit Øre med Liste,
men viser des mere sin Fod.

Og over mit Søkort hun hænger
og følger min Kurs uden Ord.
Snart er der ej Grænser længer
for Ilden, som raser om Bord.

Hun tror, ved flittig at blotte
sin Ungdom hun giver mig Svar ...
Nu viser jeg slet ingen Slotte,
jeg sejler dig hjem til din Fa'er.

Jeg frygter, jeg skal dig forføre.
Jeg elsker dig højt, maa du tro,
fra det fine, rødmende Øre
til den sorte Roset paa din Sko.

Intermezzo

Et Skib for Anker!
Bølgerne klukker.
Nattetanker
mit Hjærte vugger.

En Vind, som blæser.
Og Strømmen - Strømmen
iskold risler
som Evighedsdrømmen.
 Snart er det stundesløse
og korte
forbi og borte.
Forbi og borte.

4de Møde

Hvis i Engens Græs jeg løser dine Strømper, kysser, stormer,
skænd ej paa mig, skrig dog ikke! - Hvad der ligger mig paa Sinde
er ej det, at du er Kvinde og har jomfru-unge Former,
men at Formerne er dine, og du, heldigvis, er Kvinde.


SKOVVISE

"Det er et Vejr, et dejligt Foraarsvejr.
Jeg har dig kær, og hvis du har mig kær,
kom, sid mig nær - jeg sidder dig saa nær."

Min stolte Dronning sang, og jeg befol.
Vi sad i Græssets lave, bløde Stol
med vore Saaler vendt imod Guds Sol
"Hu-hej-aa-hej!"

En Dag kan gaa med Kys og Fløjtespil,
mens Egetrær og Daadyr lytter til.
Man er saa fri og glad, som selv man vil.

Men Solen synker, Dagen bliver bleg
og mere alvorsfuld vor skønne Leg.
Saa vinker vi Farvel den mørke Eg
"Hu-hej-aa-hej!"

Vi Skovens Børn, som intet ondt har gjort,
vort Hjærte svimler, Riget er saa stort
som ud til Dyrehavens sidste Port.

Og langt til alle Sider kan vi gaa,
mens Sletten stille dugges brun og graa;
man bliver kæk, naar Mørket falder paa,
"Hu-hej-aa-hej!"


FLAMMEN OG KULLET

Hun var et højst koldsindigt Kul,
hvori min stakkels Flamme
vildt rækkende fra Loft til Gulv
gad kysse Liv og bide Hul
og Hjærtets Krater ramme,
et blankt og højst koldsindigt Kul
midt inde i min Flamme.

Saatit jeg saa det onde Kul,
som gjorde mig til Skamme,
jeg segned træt paa Ovnens Gulv
og tænkte i det samme,
at jeg var død for Evighed,
i Fald jeg skulde gløde
det Kul, som laa paa Hjærtets Sted
og tynged mig til Døde.

Men atter blev jeg stolt og hed:
- Sorttindrende Krystaller,
en Dag, en Dag de falder!
Jeg sejrer eller dør derved.
Hvis dette Kul vil gløde,
er det for Evighed.
Jeg lægger mig i Asken
og dør ved hendes Flammers Morgenrøde.


MIDT I DEN SOMMERGRØNNE SKOV ...

Midt i den sommergrønne Skov
der gaar den hvide Vej,
og det var der, jeg først fik Lov
at maatte kysse dig.

Der løb en Græssti halvt forladt
med brune Olden smukt.
Vi plukked i et Nøddekrat
en grøn, ufærdig Frugt.

Du knuste dem ved Vejens Led,
mens Bier drog paa Fangst.
Og det var der, mens Sol gik ned,
og jeg stod stum og angst -

at syg af Tavshed, træt af Ild
fandt Mund til Munden Vej.
Men Sjælene var strejfet vild
og fandt hinanden ej.


DEMASKERING

Med Tak for Laan af nogen Sorg
og rige, nu forsvundne Haab,
hvoraf De gærne gav paa Borg -

med Tak for al den Fryd og Fest,
jeg selv har drømt og skabt mig selv,
tilbagesendes her min Rest -

min Rest af bittert og af smukt
(og er det sendt, saa er det endt)
som et Par Handsker, der er brugt.

Mit Hjærte, for sin Daarskab lægt,
har set sig selv i Deres Spejl
saa øde, selvisk og defekt.

Riv Blomsterne af Haaret, Pus,
Datter af Kain, kun Kærlighed
skjuler vort Livs antike Smuds.


TRØST

Vide er den Himmel strakt,
som os alle overhvælver.
Aldrig ene, Kvinde, er den Magt,
som der i en enkelt skælver.

Blev dit Blik den lille Glød,
Kvinde - hvoraf jeg forbrænder,
raader du dog ikke Liv og Død.
Jeg er hellig og i Gudens Hænder.

Thi alene findes ingen Magt.
Om dit Væsens stolte Spejl du bryder,
du er mere end din egen Magt,
og min Trøst er Det, som du betyder.

Ødsler du den Skat, du fik,
jeg kan tie, tabe, taale,
bruger du dit rige Blik
mindre til at se end til at straale -

Der er mere Evighed,
end vi ser med kolde Øjne.
Og der er en større Evighed
end at briste for to Straaleøjne.


FROKOSTHVIL
Til en Trøsterinde

Naar Natten er forbi, og Vejen
er hvid og fin, med Fuglesang i Løvet,
ved ingen mer, hvor mange Roser
og Kys der blev bag disse Grene røvet.
Men her er Blomster traadt i Støvet.

Ak, Eneboerske i Skoven!
nu bringer Dagen Dugg til alle Sjæle.
Und mig som Gunst i denne Morgen
en Blomst af dem, De lod saa mange stjæle
og trampe paa i Nat med Røverhæle.

Min vakre Frøken, De maa vide:
jeg er en Grublersjæl, der ædru tænker
saa ømt som andre kun i Mørke
og vaagen uden alle Rænker
kan takke høflig den, der for mig skænker.


STÆVNEMØDET

Den lillebitte Viser, som passer Sekundernes Gang,
rundt om det selvsamme Midtpunkt har kredset Dagen lang.
Saa kredser vi om vort Hjærte, og Dagen synes os lang.

Den lillebitte Viser gaar med elastiske Skridt
afmaalt, som vilde den sige: "Det hele er egenlig mit!"
- Mon nogen tør forstyrre en Mand, der passer sit? -

Det var, da Stueuret slog sex med Kling og Klang,
at Dørklokken i Korridoren pludselig kimed og sang:
du kom og fyldte en Time for stedse med Smil og Sang.

Det var en straalende Sommer-
Eftermiddag Klokken sex.
Med spændstige Fødder kommer
til Huse mit Hjærtes Hex.
Minutterne løber og løber,
men Hjærtet stod stille ved sex.


Den mindste Viser paa Uret
er Urets vigtigste Mand:
han har den Feltherre-Iver,
hvorpaa det kommer an,
og spotter den lange Visers
søvnige Timeforstand.

Den lange Viser peger,
naar Uret højtidelig staar.
Den lille mindste lader
som intet og gaar og gaar
og lægger som en Høstmand
de gyldne Timer paa Skaar.

Og da du forlod min Bolig
ved Aften med Kling og Klang,
da havde en flittig Frier
om dig sin kredsende Gang,
fanged dig feltherre-rolig,
saa du til Altret sprang. - -

Det er, som alle de Ure,
der løber i denne Stad
og sørger for Timernes Ende,
vil lægge mig for Had.
Og hvor? hvor er den henne,
den Vin, som gjorde mig glad?
iv
ET RIMBREV


Til Herman Bang
I

Kan De huske den Dag i Parisi Platanernes Skygge,
da jeg hævded paa Trods: "Der er Mænd, som kan undvære Lykke -"

Og De svared: "- men andre, som dør blot af Mangel paa Lykke."

Jeg var ung, jeg jog Sorgerne bort med et Smil fra min Nærhed,
og jeg fandt i det dæmpede Svar Deres "velkendte Særhed".

Skønt jeg følte alt da - trods min Tryghed som Hjemmefødning -
paa Grund af forskellig Slags Modgang en indre Forblødning.
II

Jeg var ung, indrulleret for nys mellem Fremtids-Soldaterne,
og hvis et eller andet slog fejl, jeg fortav Resultaterne.

Jeg betragted mit Land som et Sol-Land, hvis Sag man forsvarer
 omtrent som en rasende Roland: med lange Fanfarer.

Og det gjaldt om at værge sin Ret imod Livs-Forménerne,
for de myldrer, de myldrer saa morderisk tæt - Saracenerne.

Men jeg følte, hvad faa fik at se, som en "indre Forblødning",
og jeg ofred i Stilhed paa Livs-Vævets Stopning og Bødning.
III

Ak jeg aned som ung, da jeg prænted en Højsang til Livet,
at jeg førte en Sag, hvis Fortabelse forud var givet ...

Og med Briller paa Næsen besaa mig en undrende Dommer,
som alt havde Kendelsen gemt i de lurvede Lommer.

Jeg fornam som en Skælven, der gik mig fra Foden til Issen,
ved at se, hvordan Livslykkens Kim blev forkrøblet og vissen

og derhjemme kun fødte en Frugt, der var tornet og pigget,
men sjælden til Menneskers Fryd og Husvalelse skikket.


Og hver Drøm, som vil aabne de bævende Hjærteblade,
fandt Kvinder, der ej kunde elske, og Mænd, hvis Bedrift var at skade.
IV

Der er dem, som naar Døren slaas i, sætter Foden i Sprækken,
og andre, hvis Haab slukkes ud som en Flamme af Trækken.

Hvorfor skjule en Sandhed, jeg længer ej gider besmykke:
"Der er Væsner - de bedste - der dør blot af Mangel paa Lykke."

Det er højbaarne, gavmilde Trær, der kun trives besværligt
i den Nedbør, som evig behersker vort umilde Vejrligt.

... Der er mindre og haardføre Væxter, der bøjer sig næsten
til Jorden, af Lyst til at brydes med Kulden og Blæsten.

Og de styrkes af Dysten - de strittende, knubbede Tjørne,
og de gror uden Sommer og Røgt i et vindaabent Hjørne.

Ja, de hævder sig Plads, mens de festlige Løvtræers Krone,
naar Lykken forlader dem, suser med sørgende Tone.


Og man tænker: Naturen er arm, den har været for ødsel,
og derfor skal Højskovens Løv gives Tjørne til Gødsel.

(Skønt jeg tror, at Naturen, vor Moder, er end mere ødsel.)
Og man ærer de haardføre Tjørn: - som de anspænder Senerne!

Men de vrimler, de vrimler, langt værre end før - Saracenerne.
V

Der er genfødt iblandt os en Horde af Ny-Saracener,
som værre end Kristenvandaler os Livet formener
og i Frihedens Navn fornægter al Skønhed og stener.

Saracenerne tror, at et Træs overdaadige Skygge
vil ej mer finde Plads, hvor det nye Aarhundred skal bygge.

Og de tror, vi skal bo i et Land, hvor kun Taagerne vælder,
ej for Menneskelunger bestemt, men for Dyndfisk med Gæller.

Det er Venner - en Flok, fra hvis Blækhus Fortvivlelsen vælder.
 De har Skoler med mange Elever og Skolepedeller.
(Og Blæk, kære Venner, er sort, naar sit Blækhus man hælder.)

Det er Folk, som for Alvor har tænkt, at Naturen har sprængt sig,
som, for at faa fuldbragt dens Værk, ydermer har forvrængt sig.

De har indset, der bliver ej Jord for de skønnere Væxter,
og en Fugl, som vil mættes, maa synge de fattigste Texter;

der er ingen Retfærdighed til, hvis Natur er en anden
end den simple, der gælder for Handel, for Spil og for ... Fanden.

Man maa huske, at to Gange to giver stadigvæk fire,
det er ogsaa et Slags Industri, det at spille paa Lire.

Og naar alt dog omsider er Tomhed, der skrives i Sandet,
er det ene Slags Ry - mellem Venner - saa godt som det andet.

Der er Venner og Gøge, som dækker med Tingel og Tangel,
at de dyrker Kunst, som er død af en indvendig Mangel.


Der er fuldt af Vandaler fra Bogbodens Loft til dens Kælder,
saa at selv ingen Roland vil redde sit Liv, om det gælder.

De har lært, det er usundt at tænke sig Fremtiden større.
Nej en Mand, der formoder det værste, har sit paa det tørre.
VI

Det kan være, der spørges ej stort efter indre Forblødning
paa Fremtidens Mark, hvor vi alle skal tjene som Gødning.

Det kan være, den ødsle Natur for at gøde sin Viden
maa fælde sin Storskov og tænke paa Vidjer for Tiden.

Det kan være, vi fører en Snak, som er lidet beskeden,
og vi helst skulde bygge os Hytter og opdyrke Heden.

Thi de smaa skal ej hjælpe de store at bygge Kasteller.
Men hvis noget er stort, maa det tjene det smaa, hvor det gjælder.

Vi har hørt det af Talere, læst det i Vers og Noveller.


Men jeg ejer kun Ord til mit Værge ... man drager af Skeden,
den Slire, man har ... Og jeg fandt paa et Fyndord forleden,

da jeg hilste i Landet den vrimlende svulmende Grøde,
der dækked mangfoldig hver Jordklump, som fordum laa øde -

da jeg bøjed mig glad for hvert Under, der meldte sin Fødsel ...

"Men jeg tror, at Naturen, vor Moder, er end mere ødsel."
VII

Er det muligvis sandt, at Naturen har overanstrengt sig,
at den ældgamle Bank nu er sprængt, og Bankøren har hængt sig?
... "Men Smaakrav, dem faar vi betalt", har Vandalerne tænkt sig.

Det er sundt at fortvivle. Men sig mig, hvorfor ikke Livet
skulde give os alting saa rigt, som det altid har givet?
skulde drage for Lyset det Livskim, vi higede efter,
skulde vække som før af vor Muld overdaadige Kræfter?


Hvis et Tvivlerkomplot vil bestemme om Fremtidens Fødsel,
da har jeg et Ord: Det er godt, det er godt, I gi'r Gødsel.
Thi jeg tror, at Naturen, vor Moder, er end mere ødsel.
VIII

... Man blir træt af at prise sit Land og dets mange Produkter
og at hylde den snærpede Smag ved de piggede Frugter.

Jeg har set mig forlibt i de Bær, som var allermest røde,
og har dyrket de særegne Hjærter, man her lægger øde.

Men de Venner bli'r sjældne, hvis Hænder jeg længes at trykke
... de dør i det stræbsomme Danmark af Mangel paa Lykke.
v
BORGFRØKNEN

Scener af et Nytaarsspil ved et nyt Aarhundrede


    PROLOGUS
    BORGFRØKNEN
    BORGHERREN, hendes Fader
    SMEDEN, stum Person



PROLOGUS

    Klingelingeling. Et nyt Aarhundred
    har paa Borgporten kimet og dundret.
    Vaagn nu op, alle I, som sove,
    Mænd med Sko paa og Heste med Hove.

    Vaagn nu op, alle Karle og Knægte.
    Skynd Jer, Piger, at Kjolerne hægte.
    Blus under Gryden og Davre-Øl kogt!
    Det er Nytaar, og ingen bør smægte.

    Driv ej i Bryggers og døs ej i Kammer,
    rap Jer ved Skorstenens knitrende Flammer!
    Munter se til, at I kommer i Trit.
    Livet har en glubende Appetit.

    De tavse Mænd paa de lange Bænke,
    som endnu drømmende Panderne sænke,
    som gaber endnu af Ubehag -
    det er Nytaar i Dag - for dem skal I skænke.

    Den lille Kodreng, som skjult i Krogen
    sidder med spillende Øjne vaagen
    og røber i Mørket sig kun ved sit Blik -
    giv ham en Drik; han skal ha'e førend nogen.

    Hvem vil ej stride og villig ase,
    naar Gryden koger, og Panderne brase?
    Skænk til dem alle, saa flittig I kan,
    sin Næring kræver den stræbende Mand.
    

    I, Køknets Kvinder med Armene nøgne,
    der stræver de hellige Dage og søgne,
    men selv er et Bagværk, som Gud en Dag
    skabte al Verden til Velbehag -

    frisk efter Ved maa I springe og løbe!
    Nu har vi nye Kugler at støbe
    og friske Folk, der begærer sin Drik
    saa skoldende hed, som fra Ilden den gik.

    Der flyver et nyt Aarhundred af Sted
    med en ung og livsmodig Menneskehed.
    Det nytter dig ikke, hvad om du har Sky
    for det nye Aarhundred - vi er i det ny.


1. SCENE

(Sal i en gammel Borg. Borgfrøknen og Smeden. Den sidste, som er stum Person, staar med en mægtig Hammer og slaar løs paa Muren)

Borgfrøknen

    Slaa til, Smed! Slaa til, Smed!
    Om hele Borgen skal ramle derved.
    Det var for dette, jeg kaldte dig hid;
    du har jo Kræfter, og jeg skal betale din Flid.
    Du ejer to Arme til Øjnenes Lyst,
    den smidigste Ryg og de stærkeste Skuldre.
    Lad Slagene buldre,
    saa Borgherren ikke faar Fred.
    (Hun lytter)

    Jeg hører min Fader, jeg kender hans Fjed,
    Smed, du er skøn!
    Slaa til, Smed.
    Den lifligste Løn
    skal erstatte din Møje og Sved.

2. SCENE

Borgherren
    (kommer ind fra Baggrunden)

    Hvad her for et Brag!
    Min gamle Armbrøst faldt ned fra sin Knag.
     Min Forfædre, Helte med rædsomme Navne,
    de tror, det er Dommedag.
    Hold inde! hold inde! I skræmmer jo bort
    alle Slotstaarnets Ugler og Ravne.

Borgfrøknen

    Slaa til, du Smed! Slaa til! Slaa til!
    Det er for mit Øre som Klokkespil.
    (Pavse)

    Dog gaa! Jeg vil melde min Fader et Ord.
    Men vent i den østlige Korridor.
    ( Smeden gaar) 

3. SCENE

Borgherren

    Hvad driver du her for en skamløs Men,
    som var jeg ej Herre til Borg og Len?
    Du trækker her op fra hans Ambolt
    den ringeste af mine Smede.
    Men naar jeg befaler dig Bryllup
    med ham den rige Tor Bjørn,
    du nægter at stande til rede!

Borgfrøknen
    (nynner)

    Skøn Adelus med blegen Kind
    hun gik i Klæder hvide,
    hun gik og drømte op under den Lind
    om Smedens sorte Skødeskind.

Borgherren

    Saa lader vi kaste
    den Stoddersvend ned
     i Borgens dybeste Kælder
    og lader dig baste
    paa Lemmer og Led
    bag Klostrets Dør, før det kvælder.

Borgfrøknen
    (nynner)

    Hun gik og drømte, bleg om Kind,
    om Smedens sorte Skødeskind.

Borgherren

    Saa ilde er du artet,
    fordærvet, og blues ikke?
    Jeg sendte dig nylig til Hove
    i Haabet at se dig igen
    trolovet med den bedste
    af Rigets Adelsmænd.
    Og du har nyttet Tiden,
    du har med roligt Mod
    forhaanet selve Marsken,
    som hidtil var mig god.
    De Adelsmænd, som bejled,
    haaned du frækt og frit,
    men red med Galninge Ridt
    paa vilde Heste, som stejled.
    Da lod jeg Folkene skikke,
    som førte med Magt dig af Sted
    til mine Borge og Lunde ...

Borgfrøknen

    at min Fordærvelse kunde
    fuldbyrdes i Ensomhed!
    (Hun gaar hæftig frem og tilbage)

    Blandt disse Taarne og Mure
    Gud ved, hvor mange Laster,
    Skændsler og sorte Synder
     der paa de levende lure?
    Den gamle Røverrede
    er bygt i det fladeste Sumpland,
    her findes kun Fæ paa Jorden
    og Fiske i Havet dernede,
    kun Træerne i Skoven
    og Plovtræl bag sin Oxe.
    Som Dyr blandt disse Udyr
    du lader din Datterlil voxe.

Borgherren

    Hun boltred sig bedst i Skarnet ...

Borgfrøknen

    Og du bebrejder Barnet,
    at hendes Sind behøver
    en Smed til Trøst, Papa!
    (Med stigende Stemme)

    Min Fader, Borgens Herre,
    var selv i Ungdomsdage
    en mægtig Viking og Røver.
    Rejs ud med Eders Skibe,
    Papa, og hent tilbage
    fra fremmede Byer og Havne
    (som fordum til egen Fryd
    I hented en Last af Kvinder)
    hent nogle stolte Svende
    med Spændkraft i Arm og Fjed.
    Men taal, at - til da - jeg fornøjer
    min Sjæl med en ringe Smed.

Borgherren
    (med løftet Haand)

    Fripostige Øgle,
    som vover at skælde mig Røver.



Borgfrøknen
    (hidsig)

    Køb, stjæl eller røv,
    men skaf mig, hvad jeg behøver.
    (Mellem Skæmt og Vrede)

    Du havde vist aldrig en Angerstund,
    den Gang du røved for egen Mund.
    Men nu skal Borgfrøknen søge
    sit Selskab blandt Markens Fæ,
    og hvis hun vil træde Dansen,
    omfavne Skovens Træ.

Borgherren

    Du kunde ved Hove fundet
    en Ridder med Tugt og Takt.

Borgfrøknen

    De Herrer ved Hove, min Fader,
    de har min fulde Foragt.
    Før kysser jeg Oxemulen
    og kryster de stumme Skove.
    Nu er det hele sagt.
    (Frem og tilbage)

    Jeg hader de Adelsherrer
    ved Hove, med Fjær og med Slire,
    nogle er skabt til at sire,
    de bedste var skabt til at svire.
    Jeg beder mig skaanet for dem;
    men hvad mit Hjærte behøver,
    det er en ordenlig Røver.

Borgherren

    Jeg stopper en Knevl i din Mund,
    som tæmmer din Trods og din Tunge.



Borgfrøknen

    I er en Ravn, Hr. Fader,
    og jeg er Ravnens Unge.
    Og jeg skulde danse for Altret
    nu med den rige Tor,
    der dimled af Drik i Fjor?
    ... dække min Faders Forskrivning
    til Marsken og rede hans Gæld,
    skaffe en Guldklump til Ravnen
    og selv i Bjørnefavnen
    lade mig ærgre ihjæl?
    Det siger jeg, Hr. Fader,
    betal selv Eders Gæld!

Borgherren

    Den tvinges med Baand og med Svøber,
    som ikke vil lytte til Ord.
    Paa Timen nu skikker jeg Løber
    med Bud til den rige Tor,
    at du vil holde Bryllup
    og dele hans Seng og Bord.
    (Vil gaa) 

Borgfrøknen

    Saa hør et andet Ord
    og skik det med samme Løber,
    at førend den rige Tor
    skal blive min heldige Køber,
    skal denne sorte Smed,
    endskønt af trælbaaren Æt,
    blive til Borg-Jomfruens
    natlige Leje stedt.
    Man kan ej danse med Træ,
    man kan ikke tale med Fæ.
    Jeg red mig ned til Smedjen,
    som ligger i Lundens Læ.
     Min Hest havde tabt sin Sko,
    jeg raabte paa Smeden og lo:
    Kom ud, du Svend med dit Skødeskind,
    her staar en Jomfru saa fro.
    Jeg tren i det sorte Rum,
    hvor Gløderne blusser saa røde,
    og fryded mit Sind ved det Møde,
    imens jeg lod Hesten sko.
    Jeg hørte det Gny og Bulder,
    jeg saa paa hans Arm og Skulder ...
    (Nynner)

    Siden red jeg i Klæder hvide
    og drømte op under den Lind
    (alle mine Tanker de blev saa blide)
    om Smedens sorte Skødeskind.

Borgherren

    Jeg lader dig laase inde.
    (Ud til højre) 

Borgfrøknen

    Og jeg vil kalde paa Smeden,
    han skal i Borgfrøknens Hjærte
    en Dør vidt aaben finde.
    (Ud) 

4. SCENE

(Borgfrøknen kommer tilbage med Smeden)

Borgfrøknen

    Du sorte Smedesvend,
    hør, hvad den naadige Frøken
    i sine hvide Klæder
    dig allernaadigst befaler.
    Jeg elsker din Styrke, Bonde!
     Giv Kælenavn mig!
    Læg bort din Hammer,
    kom hid og favn mig!

Smeden
    (tøver) 

Borgfrøknen

    Kom, kryst mig, Smed!
    Du staar og nøler.
    Ja du er sodet, jeg er hvid.
    Du dumme Smedesvend, kom hid.

Smeden
    (nærmer sig, men bliver staaende og ler forlegent) 

Borgfrøknen

    Du er en Nar, Smed.
    Med dine Arme
    og dine stærke Hammerslag
    har du forhekset mig.
    Se, jeg er svag!
    Jeg søger ved din Esse Varme ...
    Ja, jeg er hvid, og du er sort...
    Jeg elsker dig, fordi du er saa sort.

Smeden
    (frem mod hende, kejtet) 

Borgfrøknen

    Et Favntag, Bonde, Daare, Nar!
    Du skal endnu i Dag beværtes
    med alt det bedste, Borgen har,
    og jeg forlanger kun at sværtes.
    Betragt mig som en anden Pige,
    og gør mig sort, saa er vi lige.



Smeden
    (forsøger paa ny) 

Borgfrøknen

    Det duer ikke, tag igen
    din Hammer og dit Smedetøj,
    som jeg har set dig rank og høj.
    Du er mit Hjærtes rette Smed,
    hug Muren ned!

Smeden
    (hamrer løs paa Muren) 

Borgfrøknen

    Ja det er ret.
    Ja kan du saadan svinge
    en Hammer mod den døde Mur,
    saa kan du, Smed, vel ogsaa tvinge
    en stridig Frøkens fjendske Lyst
    med Magt til Hvile ved dit Bryst?
    Slaa til i alle Helgens Navn!
    Saa læg dit Værktøj, kom og favn!

Smeden
    (løber til for at favne hende) 

Borgfrøknen

    Det er gudsjammerligt.
    Her tag din Løn, Smed!
    (Slaar ham paa Ørene)

    kan du ej kryste mig,
    (slaar ham)

    naar jeg er skøn, Smed!
    (slaar ham) 


5. SCENE

(Borgfrøknen, Smeden, Borgherren, som kommer ind, fulgt af to Tjenere)

Borgherren

    Nu tror jeg, den naadig Frøken
    kan spare sig alle Kneb.
    Kom, knyt om hendes Haandled
    et Par forsvarlige Reb!
    Nu ægter du Bjørnen ... hvad eller ...

Borgfrøknen
    (har revet Hamren fra Smeden for at forsvare sig)

    Min Fader, gaa Jeres Vej.
    (Til Tjenerne )

    Kast Smeden i Borgens Kælder,
    den Smed, som ej favnede mig.
    (Da Smeden gestikulerer og vil forklare)

    Han er en Praler. Hans Øjne løj.
    Naa bind ham, Karle og spar os for Støj!
    ( Tjenerne binder Smeden )

    Smid ham i Kælderen!
    - fordi han løj.
    (Hidsig)

    Læg ham i Bolt og Jærn, fordi han løj!

(De øvrige Scener af denne Improvisation ikke fuldendte - af Mangel paa Tro)
vi
AFRODITES DAMPE

- O Venus, holdes, schönes Weib,
Ihr seid eine Teufelinne -


I

Det er koldt i Rom. En skarp og lysfyldt Morgen.
Mellem gulgraa Masser rødmer Engelsborgen.

Paa St. Peters Plads de store Springvand bruse
af den Aand, som mellem Søjler har til Huse.

Vejen bag om Peterskirke- Fundamentet
ligger mellem udsøgt Murværk gejstlig præntet.

Og ved Vejens Ende viser os en Svejtser
op til Toppen øverst, hvor Musæet knejser.

... For at mildne Luftens Raahed, som os møder,
findes paa et Ildfad udbredt nogle Gløder.
II

Først paa Tærsklen til de mange Sales Suite
 staar der af Praxiteles en Afrodite -

Kvinde i hvert Livs-Atom, hvorhen hun vender,
allermest i de lidt store vage Hænder.

Hun er rig og god. Slet ingen Rænker bagved!
Det er Kvindens største Styrke: hendes Svaghed.

Vi har tro't paa slige Hænder altfor gerne.
Men Gudinden har en løs og glemsom Hjerne.

Hendes Tanker, af for mange Flammer svækket,
svirrer som en Legemølle helst i Trækket.

Vid, du ejer hendes Hjærte, Sjælen, Aanden,
hvis hun rækker sine Haandled, Armen, Haanden.

Dine Spørgsmaal: hvad hun tænker, spar dem, spar dem!
"Du skal kysse mine Hænder, hvis du har dem."

Kommer du med stærke Luer, er det herligt,
 selv om du for andre Fruer gløder kærligt.

Thi hun elsker Ilden hos dig, men hun rammer
med sin Haan den lede Troskab uden Flammer.
III

Vore Ord om Venus strømmer som en Sluse,
mens vi glemmer, at ej langt fra sad en Muse,

sad en Muse af den aandigskønne Retning:
opsat Haar og fodsid Kjole med Besætning.

Denne unge, ranke Muse var forskønnet
ved den Foldekastets Fylde, hvormed Kønnet

ikke netop over i'et sætter Prikken,
men, ved Tankestreg, forlænger Symboliken.

Thi mens Klædebonnet hendes Legem aver,
skjuler det, men vækker Tro paa skjulte Gaver.


Med lidt stilfuldt Blændværk vil hun os forblinde.
Er hun mere eller mindre end en Kvinde?

Hendes Haar er dybt som dunkle Foraarsskove,
hvor vi saas en Gang - jeg tror: ved Sjølunds Vove.

Hun servered Te for hele Kunstkritiken.
Ak jeg vidste ej, hun stammed fra Antiken.
IV

Men nu stormes Salen rask af andre Muser,
som bær Handsker, Hat og Spænder, Slag og Bluser.

De har Fødder, og de skrider gennem Salen.
De fordunkler Guderne paa Piedestalen,

som kan staa i tusind Aar med nøgne Lænder,
men ej blusser af den Livsild, som forbrænder.

Jeg vil fly til andre Sale, længselsdragen
af Penélope - den blide - Ægtemagen.


... Men hvem ser jeg? - velbestøvlet uden Flitter,
Artemis, imens hun gennem Krattet skridter

og, mens Blikket følger Pilen, som hun sender,
endnu bøjer sig lidt sejgt i sine Lænder.

Hendes Knæ og Haser - skilt paa Jæger-Maade -
røber os en Kraft og Kyskhed uden Naade.

Denne Jomfrutrods er Skæbnens Pil, der sendes,
Naaden er saa tit det værste, som kan hændes.
V

For at mildne Luftens Raahed, som mig møder,
findes paa et Ildfad udbredt nogle Gløder.

Blot en Haandfuld Ild - der suger Fugt af Rummet,
hvor i Sten den stolte Oldtid er forstummet.

Intet Fyrsted! kun en flygtig Drøm om Varme,
men den tænder alle disse Gudebarme.


Det er ej ved lune Ovne, kælne Puder,
man skal se et Kuld af ranke nøgne Guder.

Isner du ved kolde Nymfer og Tritoner? ...
Slig en Haandfuld Gløder varmed Roms Neroner.

Tyve Vintre uden Frysen, uden Bæven,
med en Ildskaal sad Penélope ved Væven.

Mer lod ikke Hera paa sit Fyrfad fyre,
naar Apollon højt for Guder slog sin Lyre.

Stærke Aander vækkes, blanke Bækner skingre.
Yndighedsgudinden tøer de frosne Fingre.

Selv Olymperskarens Herre Zeus med Lynet
smiler, mild af Dampen, glatter Brynet.

Et Par slige Kul har stemt Horatses Toner?
og var nok for Tiberstadens utro Koner?


Og Tribunens Røst er ikke længer valen,
skønt der falder Sne paa Højen og i Dalen.

Her har Cæsar, - stor i Love som i Krige -
ved en Haandfuld Gløder skabt et Verdensrige ...
VI

Var det svage Mænd, som disse Guder dyrke,
saa har deres Blødhed ikke manglet Styrke.

Aldrig vil de nøgne Guder sig forbarme,
hvis vi ikke ejer selv en Haandfuld Varme,

hvis vi kommer tryglende med tomme Hænder,
uden Offer for at have dem til Venner.

De er kolde, de er friske, de er stærke,
og vor Higen, vore Kræfter vil de mærke,

før de fører os til Slag paa ranke Skuder,
der, hvor Livet er en Kamp imellem Guder.

VII

Blot en Haandfuld Ild, der suger Fugt af Rummet,
hvor i Sten den stolte Oldtid er forstummet!

Og vi kalder slige Guder lystne, dovne?
- vi fra Nord, der kun er lystne efter Ovne.

For at være livsudrustet, stærk tilfulde,
skal man kunde døje Hede, modstaa Kulde;

man skal kunne bære Skæbnen, elske Sorgen;
det var tragisk Pligt i hine Guders Morgen.

Selv om alting brister, er der Trøst at øse -
i Tragedien, hos de store trøstesløse.

... Er jeg kommen uden Aand og uden Lampe?
Dette Fyrfads Røg er Afrodites Dampe.
VIII

Noget drager mig mod Afrodites Støtte
 den lidt tomme Sten, som ingen dog kan flytte.

Hun var givet til den halte Gud for Fliden,
men hun tog en mere dristig Elsker siden.

Det er Oldtids-Sangen, hele Dityramben:
denne Dejlighedens Elskovs-Færd med Kampen.

Hun er flygtig, men hun kaarer kun en Heros;
hun har Ares kær, fra da hun fødte Eros.

Selv Penélope, - den blide, Ægtemagen -
er af Æventyr og mandig Daad betagen,

hun, som elskede Odysseus - Modet, Snillet -
holdt hans Arne tændt, hvor langt han sig forvilded.

Hun har næsten noget af Madonnas Ynde,
kristent Taalmod bænket paa en hedensk Hynde.

Men hun er en Genglans kun af Afrodite,
 som blev født paa Havet i Alverdens Midte.

Større Helteløn kan Helten ikke finde.
... Men hun er jo Ægtehustru, ej Gudinde.
IX

Afrodites Smil bestraaler Jordens Øde,
lover endnu kække Mænd et hedensk Møde,

naar Terpsikore ej evner mer at styre
Korets Danse med en vædderhornet Lyre -

naar den lyse Pallas tier for at læse,
naar den store Pan er færdig med at blæse -

naar den sidste gyldne Pauke er forstummet,
og Urania er vendt mod Himmelrummet.

Afrodite har sit egen Vid trods nogen,
mens den meste Visdom bliver graa som Taagen.


Ofte blev hun smædet som en utæt Hjærne,
Glemsomhedens Aand er hendes Lykkestjærne.

Sjælden ærer hun, hvad alle højlydt agter,
ler ad Ryets Larm som ad de stille Magter,

smiler ganske blidt, som om hun vidste bedre,
naar hun bliver vár de Tosser, vi maa hædre.

Den, hun rækker sine Haandled, Armen, Haanden,
rækker hun fra skjulte Kilder Visdomsaanden.

Afrodites Vid er brudt i tusend Straaler
som en fyrig Vin i Skæmtens skønne Skaaler.

Afrodites Vid er Solrus over Landet.
Thi hun ser kun ét og ler ad alt det andet.

Den skal være skøn som Livet, stærk som Døden,
som skal vække Afrodites dybe Gløden.


Tit ved Gæstebudet sad hun bortvendt-spydig
imod dem, som var de andres Love lydig.

Deres Hjærnespind - som fine Silkelidser -
vikled hun paa Dril om sine Fingerspidser.

Men naar Ares' Fodtrin runger, som de plejed,
har den gyldne Frue ikke langt til Lejet.

Nogle Gløder oser i et Varmebækken.
Nogle Døre bliver stængt for Vintertrækken.

Og naar Kløgten vaagner, som vort Dagslys skjuler,
Afrodites Haar er fuldt af Visdomsugler.
X

Det er Oldtidssangen, hele Dityramben,
denne Dejlighedens Bryllups-Fest med Kampen.

vii



HOS HEXEN I ENDOR

Jeg gik til en Hex, den Gang Mørket faldt paa,
til Hexen i Endor. Der lod jeg mig spaa.
Hun boede et Steds i en Gyde.
Hun kogte Sejd i en Gryde.

Hun bød mig vakkert en lædskende Skaal.
Hun knælte og spejded med Iver sit Baal.
Hun raabte: "Kong Saul, du er slagen,
jeg ser det saa klart som Dagen!"

Hun gentog med Magt: "Det er ude med Saul!"
- "Ak, Israel er opfyldt af Kryb og Kravl,
jeg ved det, Hex, jeg maa vige,
men hvad vil der ske med mit Rige?

Og, Hex, naar jeg slutter mit plagsomme Liv,
hvordan skal det gaa med min Ægteviv?
Og, vakre Hex, kan du sige,
om en Søn skal arve mit Rige?" -

"Kong Saul, det er ude med dig og dit Hus.
Din Kongeborg skal de styrte i Grus.
En Ven skal trøste din Kone.
Og den lille David skal arve din Trone."

- "Den lille David, den Harpedreng?
... Den lille David ... hvad Pokker!
Hør Hex, jeg er søvnig, red mig en Seng
i dine udslagne Lokker!


Den lille David faar Arbejde nok
med Folk og med Kone og Børneflok.
Men hvis man til Konge er kaldet,
er man Konge ogsaa i Faldet.

Der raser et Uvejr om Husets Gavl.
Hvad nævnte du David? - Her trøster sig Saul
hos Endors gentileste Hexe.
Lad David med Jøderne exe!

Den faldne Storhed, hvis Tid er forbi,
den nyder hos Hexen, hvem Aander staar bi,
en Hyldest, som Tronens Tyranner ej faar
eller den lille David ..."


VISEN OM HIMPERIGIMPE

Der var en Prins. Og der var en Gang
en Vise om Himperigimpe,
om en gammel Himpe, en gammel Gimpe,
en ældgammel Himperigimpe.
Men Ordet har ingen Klang,
og Visen er temmelig lang.

De ypperste Aander i Landet
skulde lære vor Prins et og andet,
som Kongesønner maa lære.
Snart kunde han skelne med Ære
i Rektanglet Hypotenus'en
og en Hest fra en Hestepære.
Han fægted, han pløjede Jus'en
og maatte hos Hofpræsten dyrke
sin sædelige Styrke ...

Men Kongens Løjtnanter havde Forlov
at lære ham det, der er Sjov.
Og de lærte Prinsen en Vise,
hvis Omkvæd gjorde ham flov,
ja bragte ham rent til Forstening.
Han vidste jo ikke, at som der er Savn,
for hvilke man hverken har Ord eller Navn,
er der, omvendt, Ord uden Mening.
Han troede, de ansaa ham selv for en Himpe,
for en Gimpe,
for en Himperigimpe.
 Det gik jo dog ikke, at Prinsen var dum.
Saa tog en Dame ved Dronningens Hof
sig for at lære ham alt i en Sum
- at tænde et Lys, i hvis Brydning
det hele fik en Betydning.

Hun lærte ham Kyssenes Smærte
og Favntagets Balsam. Til sidst
(hun var et poetisk Hjærte)
skrev hun med Lune og List:

"Min Prins er hvid og er rød,
hans Aande er fin som Lavendler,
men Prinsen er nu til sin Død
fanget i Hofdamens Bændler."

Men Vers gjorde Prinsen koldblodig,
fordi hun jo ikke en Gang
havde tydet den tvivlsomme Sang.

"Jeg lader dit Mundelæ'r rimpe,
jeg lader dit Mundelæ'r sy
og kysser i Morgen en ny,
du gamle Himpe, du gamle Gimpe,
du ældgamle Himperigimpe."

Hun svared ham uden en Klage:
"Min Prins vil komme tilbage
til den gamle Himperigimpe."

Det hænder saa tit, at en Glose,
som egenlig mangled Forklaring,
blir stærk som en Aabenbaring.
Da Livsproblemet er rasende tungt,
det gælder at finde et Udgangspunkt.


Den klogeste tør ej bevise,
at 2 Gange 3 giver 6,
og møder, hvorhen han sig vender,
det Ukendte, som kaldes X
- da hjælper en rask lille Vise,
som gør det til noget, man kender.

Og da vor Prins havde lært den en Gang,
saa var nu den eneste Vise, han sang:
"en gammel Himpe, en gammel Gimpe,
en ældgammel Himperigimpe."
Og vilde man komme og lære ham nyt,
saa sang han og indlod sig ej paa Dispyt.
Nu sagde han Gimpe om Jus'en
og Himpe om Hypotenus'en.

Og Prinsen drog med Marinen paa Tog,
de sydlandske Skønheder gjorde ham glad.
Og Taler ham hilste paa fremmede Sprog
med Tidsrummets fineste Videnskab i
og Vers med al Nutidens ny Poesi.
Han takked for Blomster, han takked for Mad.
Men aldrig var han saa sejrrig og stor,
som naar han forklared de Gutter om Bord -

"Det var jo bare en Himpe,
saadan en Gimpe,
en ældgammel Himperigimpe."

Og hvor han end var, i den stolteste Stad,
med Længsel i Sejlet tilbage han foer
til det ældgamle Hus, hvor en Hofdame sad,
der godt kunde været hans Moer.
Hvad sang han for Viser? Han kvad:
"En gammel Himpe, en gammel Gimpe" etc.
et cetera!


Man saa med Bekymring, han arted sig vildt,
og alt, hvad man kostede paa ham, var spildt.
Han lærte den Sang til sin Broder,
til sin Søster, sin høje Moder.
Ja gift med en dejlig og sprænglærd Prinsesse
han ventede knapt, til et Aar var ude,
saa kom han til Hofdamens Hovedpude
og sagde, at Hustruens Lærdom jo blot
var det Himperigimpe, han kendte saa godt.

Og da han blev gammel, slog Vildskaben ud.
Han trodsed som Konge mod Grundlovens Bud.
Han spurgte sin Ven, sin Minister,
som stod ved Statens Ror,
hvad Grundloven var? - "Ak, Sire,
det er et usømmeligt Ord!"

Da lo Majestæten: - "En Himpe!
saa er det en gammel Gimpe,
en ældgammel Himperigimpe!"

Hurra for Himpe og Gimpe,
Hurra for Himperigimpe!
Vi bryder os ikke Spor
om anden Visdom paa Jord.
Man lærte os alle saa meget,
vi senere smed over Bord,
og mange synes, at Livet
er halvt et usømmeligt Ord.
Nu lad os da synge i Kor;
thi denne Prins, det er du, det er jeg,
som følger, trods bedre Belæring,
dæmonisk vor skæve Vej.
 Da Kongen laa paa sit sidste,
og Præsterne bad og besvor,
han røbed forbavset sin tilvante
Mening om Himmel og Jord:
"Det hele er bare en Himpe,
det hele er vel en Gimpe,
en ældgammel Himperigimpe ..."


HAVNESTAD

Nu fraader Vandene, og Bølgetumlen
fylder den lille gamle Søstads Gader,
der staar med dunkle Ruder, graa Façader
som Børn og lytter med en bange Skumlen.

Tusmørket falder paa. Og Blæsten blader
i Linden; ved en Husgavl slingrer Humlen.
Mens Skummet kysser Skum i stride Rader,
fra Løvet lyder knapt en dæmpet Mumlen.

Skum kysser Skum. Mit Blod kan ogsaa skumme.
Jeg søger Havn i en af disse Slipper.
Luk Døren op for Knejper og for Kipper!

Jeg finder Pigebørn og Kortspil dumme.
Men jeg vil tale ved en ærlig Kumme
om Langfart som en helbefaren Skipper.


PIGEN FRA CADIX

Jeg hærged din Stad med ungdommeligt Mod,
da midt i det vilde Solskin du stod,
men Kjolen var mørk af det strengeste Blaa.
Jeg grebes af Alvor, da ret jeg saa'
Pigen fra Cadix.

Jeg plyndrede Cadix, din Fædrenestad,
skænded dens Templer med Ynglingehad.
Som Tyrefægter i Cirkus jeg stod
og vaded hver Aften i Oxernes Blod -
Cadix, o Cadix!

Dog var der et stortærnet Broderi,
som dine Fingre var Mester i.
Det vandt mit Fribytterhjærtes Behag
at elskes af saadan en stormønstret Smag,
Pige fra Cadix!

Fra dine Øjne, som elskelig lo,
til dine Skridt i de lette Sko,
en skrøbelig Kvinde, men stor i hver Fold,
og ingen skal sige, at du var kold,
Pige fra Cadix!

Fordærvede Stad! Som i Oldtidens By'r
tilbad man Stude og alle Slags Dyr
og logred med Menneskeofre og Kræs
for Ypperstepræstens Firskillingsfjæs.
Fordærvede Cadix!


Jeg ler endnu ad min raske Dom,
da denne Kapun mig i Vejen kom.
Jeg stak i hans flommede Bug min Dolk!
- "Jorden er ikke for Fæ, men for Folk!
Min Hilsen til Cadix!"

Pige fra Cadix i Kjolen blaa,
der tæt som et Kys til dit Legem laa!
Jeg kyssed saa ofte, min Vej faldt forbi,
din fine Haand og dit Broderi,
Pige fra Cadix!

Jeg kyssed din Haand for hvert Silkesting,
jeg gav dig omsider en gylden Ring,
hægted dig fast med en Sølv-Agraf
og bad dig være for evigt min Straf,
Elskte fra Cadix!

Men Krigen for Krigens egen Plasér!
Man kan jo ej blive, hvor Pigerne ler.
Man ønsker at kæmpe i større Rum
mod federe Tyre med dybere Brum
end nogen i Cadix.

Jeg laa ved Jævndøgn og vented paa Bør,
mens Havnen myldred af skumslagne Søer.
Om Børen var sløj, eller Børen var god,
jeg kyssede dig ved Ebbe og Flod - - -


TIL EN

I Gyngestolen i det lyse Hus
sidder den allerfejreste og vugger.
Man hører Gængens Lyd og Kjolens Brus
og Aandedrættet, naar hun muntert sukker.
I Gyngestolen i det lyse Hus
den unge milde Frue muntert vugger.

Let bølger Stoffet om den Skønnes Knæ;
hun smiler med en fin og trodsig Hage,
som sad hun under Livets gyldne Træ
i Mildhed bænket nu og alle Dage.
Let bølger Stoffet om den Skønnes Knæ,
og ganske tyst de lette Gænger klage.

I hendes Øjne læser jeg min Gunst,
de smægter med en Smule bleget Flamme,
men flammer dog - som kan hun denne Kunst:
at være festlig, altid dog den samme.
Der sidder hun og gynger - uden Kunst,
bestandig frydefuld og dog den samme.

Hun hører til den lykkelige Slægt,
hvis Aande stiger frit, hvis Fod ej tynger
... Da kommer mine Djævlerier frækt
og til den smilende en Byrde slynger.
Dog mister hun ej Hjærtets Ligevægt,
kun stærkere paa samme Sted hun gynger.

Let bølger Stoffet om den Huldes Knæ,
og ganske tyst de lette Gænger klage,
 som sad hun under Livets gyldne Træ
i Sejer bænket nu og alle Dage ...


SORTE BLOMST
 

Jeg kom som ung til den store Stad,
hvor Larmen og Kvinderne gjorde mig glad.
Jeg boede i Værtshuset "Bondens Bekomst"
og elsked en Fe, som hed "Sorte Blomst".
Hetærens Bryst var den stejle Bro,
hvorover mit Hjærte fuldtonende lo.
Hendes røde Mund, der var trang og smal,
af Latter klang for hvert Syndefald.
Hun lo ad Vorherre selv og hans Kors
og vendte Præsten sin Bag som et Hors.

Jeg boede i Værtshuset Bondens Bekomst
og elsked en Fe, som hed Sorte Blomst.
Den Rædsel, der volder saa mange Fortræd,
den gjorde mig ikke det mindste ræd.
Jeg syntes, at Byen var herlig og stor,
og Sorte Blomst stod hver Aften i Flor.
Hendes Sjæl var stum som de Dødes Port;
intet Kulstøv er mere sort.

Hendes Blod var vildt som den solviltre Dag,
Letsind og Flammer, Ild og Bedrag.
Kul hendes Øje og Kul hendes Skød,
men hendes Attraa var Nellike-rød.

To Junkere tjente ved ét Regiment,
som Sorte Blomst gennem mig har kendt,
den ene, en Fændrik, men halv Teolog,
som sukked for Blomst i det snurrigste Sprog.


Hun lo ad hans Præk: "Du kan hente din Løn,
naar Sorte Blomst beder Aftenbøn!"
Hun sparked ham fra sig: han kom kun igen
mer værdig ...
Han havde en Galning til Ven,
som blæste Kornet, og som løb mig paa tværs,
thi Blomst kunde lide hans Løjer og Vers.
Han brugte et Mundheld, den pralende Hund:
"Man kan ikke blæse med Mel i sin Mund."
Og skønt han selv havde Kærest og Mor,
vil han elskes af Blomst og betale med Ord.
Og siden gik han og klynkede til: -
at Blomst havde sat hans Sundhed paa Spil,
og skabed sig lyrisk og tragisk, den Nar,
for en Sot, som det halve Neapel har.

Hans Mo'er havde Gaarde og Gods, blev jeg vaer!
hun ejede Møller ... men kneb paa Moneten.
Jeg drilled ham: "Per, De har Mel i Trompeten."

Kulsukker hedder en Urt, som gror
paa ensomme Pletter i Forstadsjord.
Kulsukker gror ved en fjærnere Kro
i Forstadens Udkant. Der søgte vi Ro,
naar Byen en Søndag var død overalt
med Sol paa Asfalt og Sol paa Asfalt.
Jeg smykked Hetæren til Elskovskamp
med Navne som "Kulsukker", "Fluesvamp".

Nu skal jeg fortælle Dem rent uden Spring
en Strid, som kom over Ingenting,
blev yppet en Søndag for Tidsfordriv
og endte før Aften den Møllersøns Liv.
 Man kan ikke elske og være sund,
man kan ikke blæse med Mel i sin Mund.
... Og havde han Kærest og Mo'er, som han sa'e,
saa kunde den Fændrik vel holde sig fra!

Vi sad omkring Kroværtens Suppeterrin
med Blomst bag det solede Rullegardin.
Og Teologen han vrøvled om Sjæl,
til Sorte Blomst var saa døv som en Fjæl.
Da fik jeg Blomst til at indkræve Vin,
som Per skal betale til Pers Ruin.

Hvor krymped han sig, den vittige Per -
han havde slet ingen Rigdomme mer!
Han krængede Lommerne ud paa sit Tøj
(jeg vidste saa sikkert, at Pralhalsen løj.)
Men Skøgen, der elsked ham hidsig og hedt
og troede ham fattig, nu tav hun med ét.
Thi Per havde snydt - hendes Fændrik bedrog!
hun fandt i en lønlig Lomme en Bog
med Pakker af Sedler i Blaat, Gult og Grønt,
der gælder i Landet som kongelig Mønt.

Hun sagde: "Din Lykke, der var kun Papir,
der flyver den, Per, over Tage og Spir."

At plukke alle hans Sedler itu
og strø dem for Vinden ... det var kun et Nu.

Han stod, som han knap kunde tælle til tre:
"Nu faar jeg ej mere min Kærest at se!
Jeg skulde giftes og købe Gaard.
Nu bliver det ikke i mange Aar.
Her fik min fædrene Arv sin Bekomst.
Jeg vilde jo ogsaa ha'e Sorte Blomst."
 Til Krostedet hørte en Rejsestald
med Prangere, Hovtramp og Piskeknald.
Det morede Blomst, naar hun var der som Gæst.
Hun frygtede hverken for Mand eller Hest.
Der gik han i Stilhed, uden det saas,
og hængte sig op i den inderste Baas.

Men jeg gik til Værtshuset Bondens Bekomst
og spiste til Aften med Sorte Blomst.


LÆNGSEL EFTER NEAPEL

I Dag brænder jeg efter Neapel,
det brede, paa Vulkaner fra umindelige Tider myldrende
og altid splinternye!
Dronninge-Søstaden i Pjalter,
hvor det hellige vilde Sollys er hverdags
som Skidenheden og Støvet,
den alle Rammer brydende Hverdag
i det uoverkommelige Neapel.

Jeg brænder efter Bølgeslaget og de travende Heste
og den lurvede Markedsgade ved Mørkets Frembrud,
hvor Pigen talte sit grove Fransk fra Algier,
og Arabere og Marokkanere i sjældne Dragter
tilbød endnu sjældnere Varer og Tjenester.
Jeg brænder efter disse Bølger og Bredder,
hvor Oldtid og Middelalder og Nutid
har elsket og æventyret,
har kriget og snigmyrdet og drevet Handel,
væltet i Tyranner og Blodbad,
der kun gjorde Jorden rigere paa Mennesker.
Det ganske uoverkommelige Neapel!
- hvor den skønne Svælgen i helliglange Klæder
løser sit Haar og sine Blomster for den korte Lystighed,
hvor Gyderne har slimet Mørke til Knivstik og Forbandelse.
hvor alle Violiner er falden i Rendestenene
for at have des højere Himmel at juble imod
(de vaade himmelfaldne Violiner)
men Rendestenene udspyr Fiskerprinsesser
og Tiggergydernes Kloakmund
eneste levende Vandliljer og Madonnaer.
 Aa hvor strømmer de, færdes de
paa det solbelagte brede Via Roma!
Helt oppe fra det store Musæum
og helt ned mod Havnen - denne statelige Hverdag!
Kaffehusene og Posilipo-Vinen
og Damen fra det nærliggende Salerno,
som skyllede op midt i Trængslen,
en Legemgørelse af Via Roma.

Og jeg brænder efter de mørke Kirker,
kryptagtige med Altre,
hvor bodfærdige, sortbeslørede Syndersker
knæler for Hellighedens Lys og hvide Roser
og søger umulig Skygge
i en halvhedensk Gudsdyrkelse.
Og Damen fra Salerno
- en eneste Solbølge
i en sort Særk af Silke!

NÆTTER
I

Jeg hører, mens Frostnattens Maane driver,
en Lyd i det Fjærne af Lokomotiver,

de skifter Skinner og opkaster Flammer,
mens Maanen fra Højden gør lyst i dit Kammer.

Der pranger i Natten langs Gader og Mure
en Lysglans fra Menneskers Huse og Skure.

Vinteren bider os Buler og Skrammer.
Vi svarer med sprukne Lamper og Flammer.
II

Den natlige By var et glædeløst Skue,
hvis Maanen ej gjorde saa lyst i din Stue.

Den vandrer der øverst saa tavs og forbinder
 mit Savn med al Verdens Iltog og Skinner.

Den Maane har set mig paa Østersøs Færge.
Den Maane har fulgt mig i Sydtysklands Bjærge.

Hvorhen jeg end suste paa alle de Mile,
saas Maanen højt oppe samtidig ile.

Vi kom til Verona, da stod den derude
paa Taa for at kigge igennem vor Rude.

Vi vaagned en Nat nogle Mil før Milano,
da Toget med ét gik piano-piano -

og bag vore Ruder, der glimred forgrædte,
saas Maaneskin paa den lombardiske Slette.

Jeg glemte det ikke for senere Tanker,
hvor sælsomt lombardisk var Løvværk og Ranker.

Højsletten ligned et Kirkegaards-Øde
 med Fabelblomster, der alle er døde.
III

Der strømmer herned fra den maanerene
Luft som en Længsel imod det Ene.

En Enhed du søger paa Torve, i Smøger,
i alle Kirker, i alle Bøger.

For den gad du stjæle dig Vej gennem Stene.
En Enhed jeg søger; hvad hedder det ene?

Et Bord for at mættes? en Ovn for at dovne?
Ak jeg har hvilt ved saa mange Ovne!

Og jeg har drømt ved saa herlige Barme,
men ønsked som Trolden blot titusind Arme.

Begærer jeg Magt da og Myndigheds Mine?
Ak Venner, jeg hører slet ikke til hine:


fordi jeg som Fyrste dog aldrig forliged
mig med, at en anden tog Naboriget!

Jeg elsked Berømmelsens Morgenrøde,
hvor Hjærtet blir ungt af det Lys, det skal føde,

men søgte en Styrke langt bedre end Ære, -
hvorved selve Livet blev værd at begære.

En Enhed, en højeste Enhed maa findes,
en Glans, hvoraf alle dets Dybder beskinnes.

Hvad er det, vi søger i Byer og Bøger,
naar ej det er Ry eller Magt eller Skøger -?

Ak giv mig som Afgrunds-og Himmel-Stormer
det Greb, som kan knytte de tusinde Former,

den Kløgt, som faar Livsens Guldnøgler givet,
kongelig, uden at sparke til Livet,


den dybe Drift, som blev aldrig stillet,
men sejrende ser i Alverden sit Billed.

Hvad kan jeg da ønske? Lidt Brød og lidt Ære
- - - - - - - - - - -
- - - - - - - - -
Men foreløbig kun Ret til at være.


I PARIS

Hun var af de Kvinder,
hvem ukendte Kræfter blev givet.
Fyrstinder, der rejser
incognito ude i Livet ...

Som født med et Scepter
hun hersked bekvemmest foruden;
hun havde den Vane
at optræde uindbuden.

Alene med Blikket
betvang hun to Gadebetjente,
som kaldtes til Hjælp
mod den trodsige Ubekendte.

Hun lignede Judith,
som just havde Perseren slagtet.
Det kribler saa dejligt
at blive saa dybt foragtet!

En knejsende Bronce
med haanende Blik (que diable!)
blodig som Spanjens
og Maurernes grummeste Fabel.

Med Øjenlaage
saa tunge og svulne af Flamme
og haanlige Skuldre
som sprungne af kongelig Stamme.


Hun havde den Skønhed,
som Intet i Verden forsoner.
Hvert Ansigt bær' Budskab
om kommende Revolutioner.

Hun tegned med Fingren
Sandhedens Linjer i Sporet
af Vinen, som randt
fra de væltede Glas over Bordet.


VENEZIANSKE FANTASIER

Saa meget Løvværk hænger
skyggende ud over Mur,
saa mange Skodder stænger
for Solen de Vinduers Bur.
Jeg følger Stemningens Veje
forbi Palads og Palads.
Jeg naar ad Lagunens Leje
tilsidst vel den store Plads.

Hvis noget ukendt ej møder,
som gør mit Hjærte stort!
... det rustgule Marmor gløder,
og Skyggen er favnende sort ...
hvis ikke jeg møder en Lykke,
og allerhøjstsammes Portræt
ror frem i Takt til et Stykke
af Fløjte og Klarinet -!

Saa sejler jeg lykkelig ledig
... I Gaar under samme Sol
blev Moren af Venedig
hidkaldt, som Dogen befoel ...
Bag stille Lagunepaladser
aabner sig vrimlende stor
den ældste af Byens Pladser:
der staar han, den krigerske Mor.

Duerne flyver derover!
Han hilses af Doge og Raad
 blandt Støtter af Marmor og Kobber.
Desdemona gaar i hans Baad.

Gondoler er saa lette,
hans Byrde var saa tung.
Men Bølgerne bliver ej trætte,
Bruden er blussende ung.
Han luder sit Broncehoved
tungsindig i Jomfruens Skød,
og den, som blev ham lovet,
er hvid og god som Brød.

Der holdes paa Byens Taverner
adelig ung Pokulats.
Man hædrer i gammel Falerner
de to - og citerer Horats.
Man klinker til Morens Minde,
det synes for evig Tid
en Daad, at en Patricierinde
har sagt Ætioperen hvid.

... I Ædle! - ja hyld mig i Tide,
mens Moren er from og god ...
Ak Klodsen ved Skønhedens Side,
som tynger den muntre Flod,
er mig ... Og dyrt bliver Lykken,
der adler os, betalt.
... De siger: en Mor i Venedig
har sin Desdemona kvalt.

Rundt om i Syden finder
man Gader med Lavasten
 og Kvinder, som sidder og spinder
i Skyggen med deres Ten.
Og her ved Lagunen blunder
i Skyggen saa mangen Person,
hvis Skønheder ungt sig runder
om Kap med en Vandmelon.

En uklog Mor, der vil sætte
sin Sjæl paa et enkelt Kort
og for en eneste Trætte
slænge sin Livsmønt bort!
Langt heller ved Sol eller Stjærner
da færdes i Ungdommens Baad
og vædes af gammel Falerner,
af Dug og af Fløjtegraad.

Sol i Lagunerne vækker
Æventyr op i mit Sind.
Let gennem Døre og Sprækker
lister mit Øje sig ind.
Jeg frygter kun Stortorvets Stene.
... Da kommer skøn Portia
i Baad med den fine Verbene.
Jeg slipper ikke derfra.


GIULIETTA I GRAVKAMRET

Et Marmor uden Plet er denne Dukke,
hvis lange Haar sig sort som Natten ringler
omkring det magre Legems stolte Vugge,
nær hvilket Romeo i Døden svingler.

Let blegner hendes Læbers fine Lukke.
Men intet Træk forstyrres hos den Smukke,
der hviler, som hun sov, forklaret næsten,
dræbt - mon af Maanestraaler eller Pesten?

Selv Døden rev fra disse Træk ej Masken.
Og naar hos andre Veroneserinder
vi endnu samme Dødsberedthed finder,

da lad os gløde for dem, selv i Asken,
og kranse dem og os til Bryllupsfesten ...
Forraader de os - vel, vi vælger Pesten.


VENEDIG

Man kommer til Venedig ad en Jærnbanebro
- en By i Lagunen, som aldrig gaar til Ro.

Der findes ingen Maager. En kurrende Sky
af Duer bedækker den vognløse By.

Af alle de Kvinder, som i Venedig bo,
gaar de halve med Tøfler og de halve med Sko.

Hvis du er velbeslaaet og ikke altfor bly,
hver eneste Aften kan du have en ny.

Og de, som kun har Tøfler, har om Skuldren et Sjal.
Men de fleste har en Elsker og desuden en Gemal.

Man hører i Venedig for hvert et Skridt, man gaar,
en Gondolieres Tilraab: La gondola, signor?

I Følge med to Landsmænd jeg kom der som Gæst.
Den ene var en Købmand, den anden var en Præst.

Vor Købmand steg i Baaden og skyndte sig at bé'
om at blive roet hen, hvor de smukke Piger lé.

Der stod vi andre flove og vidste ikke Raad,
indtil Pastoren vinked ad den følgende Baad.


Vi sejled til den Ø, hvor de døde har Plads,
og til en anden Ø, hvor der pustedes Glas.

Min Præstemand var frisk og fornuftig hans Snak.
"Der smider han sit Hjærte i den store Kloak.

"Jeg kendte som ung saa mangen fiffig Ka'l,
der dog kom til kort i en mudret Kanal,

"men leved længe efter og troede, ja mindst,
at have vundet Livets allerstørste Gevinst."

... Man hører i Venedig for hvert et Skridt, man gaar,
en Gondolieres Tilraab: La gondola, signor?

Man tror, Venedigs Nætter bliver tilbragt med at ro
og beruse sig i Vand under Sukkenes Bro.

Ak nej! Naar Stadens Skønne forelsker sig saa let,
vil de drikke fyldig Vin og vil spise sig mæt.

Da ler de højt og følger, saa langt som du vil.
Uden Serenader har du vundet dit Spil.

Som trinde Pælemuslinger gror paa deres Pæl,
saa gror Venedigs Skønne: de fleste mangler Sjæl.

Det hele Venedig er dog en sær Butik,
et Dukkeskab med Skuffer og blank Mosaik.


Og da jeg gik derind, fik jeg en Trylledrik.

Det bugter sig i Gange, hvor man kan løbe vild.
Det er en Klynge Slanger, som udspyr Sol og Ild.

Det er Medusas Hoved ... se nærmere til!

Medusas Datter aabned vor Købmand sin Mund.
Der findes ingen Blomst i Venedig som hun.

Der findes mange Flaner, som tager lange Skridt
og som i Raahed - ritsj! - gaar tyve Mil for vidt,

men ingen som hun, der har stille sat sig hen
med sin lille trange Mund for at opæde Mænd,

som sidder med sin Attraa saa feberagtig stum
og giver Mandens Tanker des vildere Rum.

Det ligner Svangerskab - dog nej, hun fødtes gold.
Hun er Medusabilledet paa Byens blanke Skjold.

Jeg gad se Venedig paa en Festdag,
naar alt, hvad den rummer, tropper sammen
og rejser sig for vildt at sprænge Rammen,
Venedig er den underligste Verden.

Jeg gad se Venedig i dens Storhed.
Denne Stad - er den bygget paa Pæle? -
giver Storhed selv dem, der mangler Sjæle,
og har Vand til at slukke store Flammer.


Venedig er en Verden for sig,
organisk, et havomslynget Hele.
Jeg gad se dens splidagtige Dele
hylende - en Kampdag, en Festdag.

Og jeg tror, at de vilde klinge sammen,
og i Luften vilde Duerne sig parre.
Og Venedig vilde le ad alle Narre,
som ikke var født i Venedig.

Der findes her i Verden saa mangen fiffig Ka'l,
der er kommen til kort i en dyndet Kanal.

Det gik mig som Præsten: jeg turde ikke bé'
om at blive roet hen, hvor de smukke Piger lé.

Man førte os til Øen - de dødes Hvileplads!
og til en anden Ø, hvor der pustedes Glas.

Er jeg som denne Præst? Er mit Liv halvt forbi
og rinder kun i Draaber, som jeg gør til Poesi?
(jeg har kun mit poetiske Glaspusteri)

og kan jeg ikke føle, som andre, Fryd og Mén?
- da ro mig bort til Øen med de mange hvide Sten.
Dér er, selv i Live, mit rette Land og Len.

Men jeg er varm. Jeg mærked min Styrke i Behold,
da jeg saa' Medusas Hoved paa Byens blanke Skjold.


IL LETTO
Til Signora Giovanna -

Den Jærnseng med Kniplingepuder
bred som den rolige Nyden,
den minder om Ungdomsrejser
og Middagstimer i Syden,

hvor Søvnen er tryg som Naturen
og Kniplinger haves kun ægte;
det hele er købt for en Hægte,
selv Helgenportrætet paa Muren -

hvor Kalkning og Kamfer fjærner
en Huslugt - af Olien og Osten -
hvor Sengen er hvid, og hvor Resten
bli'r renholdt med Vievandskosten.

Der luer bag Skoddernes Mørke
et Skær paa de Kniplingepuder,
i hvilke som unge Turister
vi sover til Middag som Guder.

Hvem ved hvilke Syndens Sirener
trods Lovbud og Myndigheder
paa denne Seng for en Time
har hvilt hvilke Yndigheder?

Og ikke Sirener, nej Kvinder
med Hjærter af fineste Silke-
 Kniplinger fra Valenciennes
har hvilt her en Time ... Ak hvilke?

Paa Sengens Fodstykke græsser
idylliske Æsler og andet,
og Billeder ses af Prinsesser
fra Soria-Moria Landet.

Den dejlige Dronning af Saba
hun er med Muldyr og Gaader
paa Vej for at prøve Kongen,
som i Jerusalem raader.

Men selv blev hun haardest prøvet:
et Sted ved et Muldyr-Skifte -
hun tabte sin Dyd til en Slave
og misted sin Yndlingsvifte.

Og da hun kom frem for Kongen,
han afslog hver hendes Gave,
da Dronningens fineste Gaade
var skænket en kulsort Slave.

Den unge Kong Salomon rakte
den blussende Dronning Viften,
som Slaven havde bragt ham,
det sikre Pant paa Bedriften.

Hun hvisked: "Det var ved Middag
i Herberget, og jeg brændte
efter Jerusalems Konge:
da lod jeg en Slave hente.

"Jeg hented en kulsort Slave.
Jeg selv er brunet af Solen.
 Kong Salomon, du er en Daare!
jeg vilde jo elsket dig saare!"

Ved hver Station paa sit Hjemtog,
ved hvert et Mulæsel-Skifte
tog hun en Slave til Elsker
og sendte ham bort med en Vifte.

Hun sendte dem alle med Vifter
til Salomon en efter anden.
Han ejed en Samling, hvorover
af Længsel han gik fra Forstanden.

Han tilbød tilsidst sit Rige
blot for den Naadegave
en Time at blive den dejlige
Dronning af Sabas Slave.

Men Sabas Dronning lod svare,
at lykkelig lægt for sin Iver
hun elsked desværre ej Kongen -
"Ak var han en Mulæseldriver!"

... Hvor snildt og forslagent de knejser
de Kvinder med Hjærter af Silke-
Kniplinger fra Valenciennes,
vi søgte paa Ungdommens Rejser!

Nu tror vi paa Drifter som Straaild
og Troskab som Favnebrænde.
Vi tror ikke mer, der er Hjærter
som Kniplinger fra Valenciennes.

viii



Der findes Asner, som vil have,
at Nattergale med en Sæk
hver Morgen skal til Mølle trave.
Jeg kalder denne Fordring fræk,
da ingen Nattergal forlanger,
at noget Asen bliver Sanger.

(Efter Bürger, se tilforn)

GRAVE

Og før vi ved af det, er det forbi,
alt Livets livsalige Djævleri ...

Paa Kirkepladsen St. Clara,
hvor et Par Elme hælde,
der ligger Carl Michael Bellmann
og har ikke mer at fortælle.
Akademiet har rejst ham
en Sten, den største i Haven,
hvorunder Carl Michael Bellmann
er ... altsaa ... begraven.

Her hviler nu Stockholms Digter
maaske og befinder sig vel.
Den tæt tiltrampede Jordbund
ernærer end ikke en Nælde.
Naar Nabogyderne gjalder
af Sværm og af Sange ved Kvæld,
da ryster kun Elmenes Kroner
skæmtende med deres Bjælde.

Og jeg har set et Under
ved Graven en Sommernat:
et Pigebarn kyssed Medaljen,
som Akademiet har sat.


Halvt lod hun sig løfte, halvt klatred
hun op paa den kolde Sten,
mens fyrige Ungersvende
holdt fast ved Mamsellens Ben.
Der drak hun fra Sanggudens Læbe
en Rus, som var dobbelt sød,
fordi hun selv var saa ildfuld,
hans iskolde Mund saa død.

Hvor hviler en Digter vel bedre
end mellem sine egne ...
paa den snævre Plads ved St. Clara,
hvor Livet er nær alle Vegne -?
Man smuldrer allertryggest
i Fædrelandets Skød.
Der gør man de største Undere
- efter sin Død.

Og Elmen begyndte at smælde
og hviske og svinge sin Bjælde,
som vilde den gøre bekendt:
"I Aften har Bellmann omsider
sit rette Monument."

Hvem var hun? En Datter af Ulla?
hvis Uskyld (en skøn Ruin)
var styrtet ... maaske i Aften,
til Valhorn og Violin -?

De fleste er bange for Graven,
men hun tog Døden med Trumf -
hun var som et Billed paa Livets
evige unge Triumf.


Jeg dvælede længe ved Stenen
den lyse Stockholmernat
og husked en anden Digter,
den kække, landflygtige Heine,
som fjærnt fra de tyske Alkover
og hjemlig dryppende Regne
et Sted paa Montmartre sover
saa fornemt og dybt forladt.
Der saa jeg en Gang den Ligsten,
hvorunder han lagdes ned,
en Sten, hvis taalmodige Flade
var strakt paa den vandrette Led,
som skulde den lave Tavle
forraade med spøgefuld Viden,
at det, man med Flid holder nede,
des bedre vil staa imod Tiden.

Men ingen nordtysk Pige
kan over hans Gravsted sprede
sit fattige Knippe Violer,
en blid og beskeden Resede.
Ak Vejen er lang - saa lang,
de tyske Blomster vil falme.
Maaske vil en Kejserinde
dog sende sin Digter en Palme
og dø for en Snigmorders Dolk
som Tak fra det skønsomme Folk.

Og dette er just i sin Orden;
thi han lo ad de Bjørne i Norden,
og med Spøg holdt han Mismodet nede
og spared ikke Ømhed og Vrede.
Og som der er ingen Retfærdighed til
af højere Art end i Handel og Spil,
hvor det gælder, at 2 plus 2 er 4,
 det er Daarskab at spille paa Lire,
og "kom os ej nær med dine Harper,
her slaas vi som de røveriske Karper",
og "der gives paa Jord ej Suveræner,
vi har hver vore egne smaa Domæner"
(Journalister, Pietister og Hyæner)
"det gælder kun at regne med Tabellen
- med den lille - ellers gaar du strax i Fælden",
saa blev Heinrich Heine jævnet med Jorden,
og han ler endnu af Bjørnene i Norden.

... Han var fra sin Ungdom en Mester,
hvis Navn blev kastet fra Hav til Hav
som en drivende Palmestamme,
som Maanesølv eller Rav.


JULEBREV

Jeg ønsked at skænke det hele Paris
til mine tre Piger
med Seinen og Luxembourgs Paradis,
Versailles' Æventyrriger.
Til Kitty Drue og til Ilsuccia,
og til deres Moder, Fru Annuccia,
jeg ønsked at skænke det hele Paris!

Jeg gik til det straalende Bon-Marché.
Jeg klatred paa Trapper og Stiger,
og dejlige Sager fik jeg at se:
en Kaffekande med mærkelig Hank,
en Pelsværkskaabe til tusind Frank,
et Æsel som skryder, en Dukke, som skriger.
Jeg vilde købe det hele Paris til mine tre Piger.

Jeg vilde købe to Gedebukke
til Kitty (de var for Resten saa smukke.)
Jeg vilde købe paa Bon-Marché
den nyeste franske A B C
til Ilse og skrive: Min Julegris,
Ilsuccia mia, læs og bliv vis!

Og skulde vel Moderen staa til Skamme?
Jeg købte en højrød Silkevest
fra Væverier, som findes i Brest,
til Anna - "som Tak til en gammel Flamme".


Men tænk! de kunde, ved Bon-Marchés Bank,
ej vexle en Seddel paa tusinde Frank!
Jeg havde i Haanden en Tusindfranks-Note.
Men Varerne blev mig dog ikke betro'te.

Og da jeg kom ud fra Bon-Marché
lidt trist, som jeg ikke nægter,
i Tusmørket gik der en fattig Mand
paa Gaden og solgte Prospekter.

Jeg købte Versailles, jeg købte Paris,
han solgte det hele til nedsat Pris
fra Kirken paa Place Madeleine
til Luxembourgs skønne Fortæne.

Jeg ejer Banknoter paa tusinde Frank,
naar bare de Folk kunde bytte
i Bon-Marché, som er Tidens Bank,
og som er til usigelig Nytte.

... Her købte jeg nu for lidt Smaamønt
Paris og dens Æventyrriger.
Jeg havde jo lovet at skænke Paris
til mine tre Piger.


DANSK FORAAR

Naturen min Elskerinde
har taget sit Forklæde paa,
sit Forklæde af Anemoner,
slængt over Kjolens Graa!

Naturen min Elskerinde
er bleven saa formiddagsklædt
med grønne Buketter ved Bæltet.
Nu er jeg ilde stedt ...

Jeg sidder atter i Lunden
paa Bænkens frønnede Træ
og stirrer henad en Gangsti
med Hænderne under mit Knæ;

jeg attraar de spirende Urter
og trækker dog Vejret saa frit,
hænger ved dette Klæde
af Grønt broderet med Hvidt.

Naturen min kyske Veninde
skænker mig Sol og Læ
og alle Slags friske Farver,
broderede ved hendes Knæ.

Men blir det mit Hjærte for broget,
saa slaar der en Nattergal
i Haven, til Tegn og til Trøst: - at
en anden er ligesaa gal.


Naturen min unge Moder
har rakt mig sit Forklædes Flig.
Og endt er Dæmonernes Hærværk.
Jeg er i mit Himmerig.


AFTENANDAGT

Det er den Stund, da Mørket, sig bredende,
opfylder Haverne, Vangene,
da Pindsvin sværmer i Gangene
og Tjenestepiger ved Ledene.

Den Time, da Natten, den fredende,
vækker i Villaen Sangene,
mens lille Rebekka til Klangene
luger Salaten i Bedene.

Den Stund, efter Dagen, den hedende,
da Blomsterne rejser sig prangende,
men Fuglene tier bag Hangene
og Vejene lytter til Fjedene.

Nu slæbes de selvopgivende
søvntrætte Smaabørn i Badene.
De bér til den Alt-forladende.
Nu skjuler sig Svanen i Sivene.

Og Moderhjærtet, det anende,
er bleven vidunderlig drømmende.
Hvor taler du sødt og formanende,
Caty, min Svane paa Strømmene.


BREV FRA LANDET

Efteraarsdage, Regnvejrs-rolige,
i det Ømt-Forbundne, i det Dybt-Fortrolige.

En Ledsagerinde, der sidder hos
og botaniserer det bløde Mos.

Et Regnvejr, et Regnvejr har sølvstænket Kappen,
men Træet gi'er Ly foran Hovedtrappen.

Og Øjnene bort imod Laden vanker
i gamle, betænksomme Tagskæg-Tanker.

Hvor er de Høst-Timer
tunge og frodige,
fulde af Bedrifter,
som ikke er blodige.

Bag Plovstyret brummer
Forvaltren i Skæget,
og Muldvarpen roder
i Grananlæget.


Og al Ting er Travlhed,
selv Regnen gør Nytte.
I Bryggerset Mejersken
vender sin Bøtte.

Ejeren og Ormen
er alle Patrioter,
som hver har sit at passe,
en Flok af smaa Despoter.

Før blinkede Havet
i Solen og Brisen,
og over Altanen
der knirked Markisen.

Nu daler de Uger
og Dage saa tætte,
mens Hjærterne suger
sig store og mætte.

Og Elskeren løser
sin Elskedes Tyl
for sidste Gang
i et græsgrønt Idyl.

For sidste Gang
skal den høstklamme Tue
tændes af jublende
jordvarm Lue.

Der holder en Bonde
med Tørv og med Brænde
til Næring for Ovnen.
Vor Sommer fik Ende.


Her damper en evig og velsindet Taage,
mens Tusmørket lukker for Huller og Kroge.

Vort Blod, som af Ungdom i Fortiden svulmed,
skal lære at gløde ved Mørket og Mulmet -

vort Væsen, som Kulden behandler ukærligt,
- at aabne sig dobbelt saa menneskeherligt.

Ved Efteraar sidder de visne Eroter
ved Ovnen og gløder de iskolde Poter.
ix
MENNESKET



Jeg er en Kongesøn, som blev født til megen Lykke,
og jeg elsker hele Verden ... og jeg blæser den et Stykke.

Og jeg hører hele Verden som et væligt Udyr larme
for at omslynge mig med Hundredtusind Arme.

Og den lurer paa mit Liv mellem Skær i skjulte Bugter
som en Slange under Løvet - for at øde dets Frugter.

Og Alverden tror mig fældet og hos Døden fast forhyret,
men jeg vandrer velbestøvlet paa Ryggen af Dyret.

Og jeg elsker den. Jeg fødtes til Fare og til Lykke.
Og jeg og Verden blæser hinanden et Stykke.

Jeg har genkendt Dragens List hos en meget kysk Prinsesse,
som var kongelig og from ... og en Gang paa en Kærmesse

hos en Slangetæmmerske, som med Haanden fuld af Slanger
mig bød en spændig Favn, som jeg modtog uden Anger.

Havde Kongens Barn mig fristet, saa var for Gud vi gifte,
og min Verdensfart var udsat til næste Kongeskifte.

Havde Slangetæmmersken med sin Ild ej sønderslidt mig
og jeg ej elsket hende - hendes Slanger havde bidt mig.

Men jeg saa med Studsen Dyret i dets stumme slange-nøgne
Forladthed, og jeg rørtes af et Glimt i dets Øjne.


Thi de Øjne elsked mig med en talende Flamme:
"Skønt vore Viljer strides, er vor Lyst dog den samme."

Og jeg kaldte disse Øjne med de helligste Navne.
Og jeg selv har tusind Arme, og jeg kunde alt omfavne.

Ja paa min Vandrings Tinder jeg svimler kraft-berøvet,
naar jeg skimter ej det Levende, som lurer dybt bag Løvet -

naar Taaber spørger Prinsen, hvor hans smukke Dragt er skaaret,
og fritter travlt om Kongesønnens Indtægt om Aaret.

Aa disse Mænd og Kvinder med dumme Smil og Næser,
der kan slet ikke fatte de Stykker, Prinsen blæser.

Der er Folk, hvem hans Letsind forbitred uvilkaarlig,
og andre, som til Gengæld finder Prinsen for alvorlig.

Der er Folk, han aldrig kendte, som fornægter ham og hader,
fordi han er en Søn af en Konge - af sin Fader.

Af Frygt for deres Arne de krummer sig og krymper,
og de kalder ham en Prins uden Land, derfor en Stymper.

Men jeg elsker hele Verden, og jeg blæser den et Stykke.
Jeg er en Kongesøn, som blev født til megen Lykke.

Jeg er kommen som et Raab fra Livets store Skove.
Ej ændrer jeg en Tøddel ved Eders Hverdagslove.

De Love kan I knytte saa fast, I selv det nemmer,
I vil dog altid mindes, at Skovene har Stemmer.


Ja Skovene har Stemmer, og Havets Sandbunds-nøgne
Bugter synes blinke med blaa og grønne Øjne.

Og jeg elsker disse Øjne, og min Lyst er ikke styret,
før jeg ser min arge Elskede - Verdensuhyret.

Ad slimede Kanaler med Dynd og Pakhusrotter ...
for at søge Drypstenssale og underfulde Grotter ...

jeg iler med et Hjærte, som Guden Pan forfærded,
og med et Mod til Døden, som Prøvelser har hærdet.

Jeg vover tit, naar Nætterne er bællene sorte,
at kalde paa den Dejlighed, der bor nær Dødens Porte.

Og i søde Middagsstunder, naar Slangen var bedaaret
af sit eget store Hjærte, jeg blev til Elsker kaaret.

Da gælder det at tage det Nu, som bliver givet,
for at favne Livets Drage, som staar mig efter Livet.

Men Haanden maa jeg støtte paa Verdens trygge Axe
for at undgaa Dyrets Hævn og de frygtelige Saxe.

Jeg elsker Dragens Vildskab, og Slangebraadde stikke
kun dem, der ser paa Slanger med forgiftede Blikke.

Og jeg holder gyldne Fester med Guden eller Dyret,
som er det tavse Pulsslag i Verdensuhyret.

Jeg elsker selv den Flamme og Gift, som Slangen hvæser,
og jeg blæser den et Stykke. Vil I vide, hvad jeg blæser?


Ja, naar den fnyste giftig og morderisk i Hammen,
jeg hviskede som Præsten: "Det er Kærlighed altsammen."

Og naar jeg skimted Glansen af den skønne Havfruhale,
jeg hørte Sus af Skove og Sang af Nattergale.

En Gang skal helt i Elskov hinandens Hu vi fange.
Da vil jeg hviske til den: "Guddommelige Slange!

"Guddommelige Slange! Jeg var min Kraft berøvet,
naar jeg ikke saa det Levende, der glimted dybt bag Løvet."

Da bliver den en Guddom. Ikke Dragen ond og tornet!
Det Instrument, jeg blæser, kaldes Vidunderhornet.
Capri, 1903
﻿
TILEGNELSE

Til dette Ølands Ungdom gaar min Sang,
som dukker frem med brede Bøgeskove,
mens Stranden slaar endnu sin Saltsø-Klang
mod Kysten, hvor en Storm af Drømme sove;
hvor Baade stryger op de tunge Sejl
i Sol, og gennem Vind og Bølger danser,
hvor Slægten har endnu sit Solskins-Panser
af Manddomsspøg og sine unge Fejl -

Hvor Talen ejer det fortrolig korte
Slangsprog af Hjertets Lyst og Sødme skabt,
som lover i sin Kækhed og lidt knapt,
at ingen Stavelse skal blive borte,
mens der endnu gror Korn i disse Lande,
og mens en Smule Digter vel tør blande
med ny og gamle Rim paa Kryds og Tværs,
af Hjertets Vellyst, et frimodigt Vers.

Og midt i tidliggrønne Markers Ro
slaar Lærkerne, som Stenkast, op fra Agren
og trilrer Æther-Blaahed over to,
som blændet følger deres Solskinsflagren.
Her er saa vidt, og klart, og mildt, og smukt,
at denne Jordbund, morgenryst og nøgen,
blev Trøst i Sorg, et Hjem i al vor Søgen
og gav vor unge Kundskabs bedske Frugt
en særskilt Sødhed og en liflig Lugt.


LANDSKAB

Paa de gamle, kendte Bakker har jeg gaaet,
dér hvor fordum det store Slag har staaet,
og hvor sidenefter Bondens Korn er saaet.
Det var her, jeg som yngre har tænkt mangen Drøm
der nu knapt har Værd mod et Hesteskosøm.
- Og jeg gemmer paa et Loft i en Kiste
nogle Vrag af de Drømme, jeg forliste.

Jeg har drømt som en ensom Imperator,
hvad der passed' for et Land mer nær Ækvator.
I mig selv jeg havde Sejren og Solen,
jeg mangled' kun Brodéringen paa Kjolen.
Og de blege Piger kom og lod sig fange
paa de grønneste solviltre Gange.
Jeg har drømt - blot jeg hørte Hestetrampen -
mig som Feltmarskal, der selv bestemmer Kampen.
Og jeg vidste, at hver Skanse straks var taget
den Dag, jeg gav Signalet til Slaget.
Jeg har rolig læst og meditert om Natten,
selv om Fjendens Kugler ramte mig i Hatten.
Jeg var visere end Nathan hos Lessing!
Jeg var Guld imellem alt det andet Messing.

... Ak hvor mange Timer dejligt man spilder
alene mellem Foraarsgræs og Kilder.
Langt fra Pøblen, som med dumme Næver trumfer,
har jeg nydt mine sødeste Triumfer.
 Og en Dag var jeg listig som en Pave.
Men en Dag tog jeg Synderne i Ave.
Jeg har ejet al den Magt, som er i Verden,
og unge Kvinders Gunst ... Det var en Gave.

Men Tiderne skifter. Der kommer en Dag,
da selv man skal ud og levere et Slag
og ikke blot spanke med Krudthorn ved Bælte
paa Marker, hvor andre er optraadt som Helte.
Da hjælper ej Fuglenes Kvidren i Vænget,
da gælder det brøsige: - Ud i Terrænet!
hvor Jorden fyger og Mudderet sprøjter,
og hvor man skal regne med Fald og med Højder.
Man snubler en Smule. Og hvis man falder,
er det sjelden mellem Liljekonvaller.

De har taget min Skov, hvor de mørke Fyrrer stod,
hvor den dristige Pige beundrede mit Mod,
og skønt hun altid skælvede for Snogene,
dog gav mig saa kække Kys i Krogene.
De har taget min Skovslugt fuld af Graner,
og min fine Dam med Andemad og Svaner,
og min Høj, hvorfra jeg skimted' fjorten Kirker
og otte Herreder samt nogle Birker -
mit skønne Land, hvor jeg var Fremtidsfændrik
i rødt Paastyr - og snart "den grønne Hendrik".

Min Skovslugt med dens Minder, ingen aner,
har de taget - mine grønne Silkefaner,
der stod i Kløften dybest og medsammensvor,
mens jeg paa Højden læste om den røverske Franz Moor,
den trodsige Lasalles - eller krigede med Faust,
naar store, tunge Hærskyer jog hinanden tavst.



Det var min egen Elskede, som angav
mit Baghold i en Hyben-hegnet Vandgrav.
Hvor før jeg læste "Røverne" af Schiller,
Proletarer har holdt røveriske Gilder.
Jeg blev tilredt - ubarmhjertige Guder! -
af Hovtramp og Fedtstøvlesnuder.
Du skal ikke gaa med slige Mænd i Lunden,
de sparker dig i Næsen og i Munden,
og de raser allervildest, naar du segner.
Der flød mit Blod imellem mine Bregner.

Jeg har drømt, som en enlig Imperator,
og min Sol stod gerne nordenfor Ækvator.
Man kan stjæle en Plejl fra en Tærsker,
men ikke Cæsartanken fra en Hersker.
Man kan røve hans Land, hans Stad, hans Trone,
men ej det Lykkens Glimt, som er hans Krone.
Naar de andre søger Broderi paa Kjolen,
i sig selv han ejer Sejren og Solen.
Og I vinder ej det Land, som blev mig lovet,
I Daarer - før I kapper mit Hoved.

Jeg har rolig læst og meditert om Natten,
selv om Fjendens Kugler ramte mig i Hatten.
Det skønne Land, hvor jeg var Fremtidsfændrik
i rødt Paastyr - og snart den grønne Hendrik,
det skønne Land med lange Blæstfanfarer
er mit, er mit trods alle Janitscharer!



SYBARITEN

Den Bi, som alene vil slikke Honning,
er ikke i Kridthus hos Biernes Dronning.

Den Bi, som kun kysser de søde Blomster,
blir fjernet, naar Kuben har Sammenkomster.

Den lader de andre om Slæbet og Svien
og taaler ej Lugten af Arbejdsbien.

Den blir med sit Pund, som den ikke forrenter,
til Spot hos de andre smaa Voks-Producenter.

Den følger sit sikre Organ, som er Næsen,
med renlig Sans for det rene Væsen

og finder Timerne solforgyldte,
hvor Bærrene svulme og Konerne sylte.

Men denne Slikmund, forfulgt og bandet!
den hører dog til Eliten i Landet -

kender hvert Straa paa den hjemlige Ager,
som Løvetandsridder og Smørblomst-Smager.

Den kunde tjene Guld, den Dosmer,
paa Blomsterverdenens Mikrokosmer.


Men den er kostbar, som kunde den lugte,
at der er en Dronning, den skal befrugte.

Den opdager Stierne - gør Sybariten!

Og Arbejdsbierne tager Profiten.


POETEN OG FOLKET

Naar jeg gaar rundt, for Byens Vel, og rimer
i mine stille eller muntre Timer
og gynger mine Rythmer op og ned,
som Kvinder deres Skørt, naar let af Fjed
de vandrer uforknyt frem efter Næsen
og smiler glad, hvor andre gør et Væsen,
og plukker Rosen midt imellem Tornene
- og fanger Tyre, uden Angst for Hornene -

da skal det stundum hænde mig at tørne
imod en Dame, paa et Gadehjørne
og Ansigt tæt til Ansigt midt i Solen
sé lidt paa Øjnene og lidt paa Kjolen,
hvis muntre Baand, hvis spraglet-lyse Sommer
gør, at min Sjæl paany til Andagt kommer,
thi lyse Dragter, Silkebaand og Sko,
gav mig de Farver, hvorpaa man bør tro.

Og i en Drøm om rødt og hvidt og blaat,
de frie franske Farver, jeg forlader
min Vej, og søger folkelige Gader,
hvor Arbejdstravlhed præger stort og smaat.
I denne Stimmel sér jeg tit en Pige
af Folket, med ej helt almindelige
mørkgrønne Øjne, ligefremme, store,
der sér, somom de ikke rigtig turde,

og mens de ungt af Folkets Snille lyste,
de klynged sig til mine, ganske kyste
i et Minuts forskræmte Skælmeri.
 Jeg lo og gik, og gjorde vel deri,
og huskede fra Dreng, hvordan en lille
sød Unge, med et vakt mekanisk Snille,
holdt mig en Fløjte lige for min Næse:
"Jeg har en Fløjte, prøv om du kan blæse."

Jeg vandrer ind ad folkelige Gader,
- det er en Bog, saa ny, hvori jeg blader,
og undres tidlig, overraskes silde
af et mangfoldig klogt Begyndersnille,
der elsker Farverne, de frie franske,
og aabner lærelystent Sjælen, - ganske
som holdt et Instrument man for din Næse:
"Jeg har en Fløjte, prøv om du kan blæse!"


SØSTAD

Omflydt af Hav, med lange lave Kysters
indskaarne Løb, hvor tunge Broer vade,
der hviler, som i Gabet af en Østers

vor By, med dette københavnske flade
ældgamle Navn og sine Pralelysters
og Drømmes dronninglige Østergade.

Fra Barn jeg sér den skæve Stenbro stedse,
en krinklet Gade, Sol paa hvert et Skilt,
og Folk og Stimmel som en Frankfurtsk Messe.

Men naar en Tordenregn sin Sky har spaltet,
hvor strømmer Livet! Vognen ruller mildt
og fornemt, siden Gaden blev asfaltet.

Udkrammet sér man, for en Sværm, som tier,
den Pragt, som her betyder Verdens-Altet,
vor Fragt fra fjerne Øer, Kolonier.

Det var en Juninats Bedrageri;
en Strandvind fylder Gaderne med Gus,
og Byen lugter som et Bageri.

I min Kafé jeg fandt et Stemmebrus,
som, i et lystigt Kandemageri,
med Rusland og med Japan holdt et Hus.


Da jeg nu staar med Rusland og med Japan
paa Østergade, er en Regn brudt løs
paa mangen sildig Lady, mangen Laban!

Hun gaar med Regnskærm, løfter op paa Tøjet,
han efter, som Convoy i Vand og Øs,
med løftet Hat, hun, Hovedet lidt bøjet.

Men lang og rank, mens Regnen drysser frodig,
en Frøken slentrer, med sit lille Smil,
der sér sig om, og ægger haansk og blodig.

Er det en Fisk med sit sterile Gab?
er det en Blomst, med Læber blaa og røde?
Jeg ved ej - Pennen skriver: Torskeflab.

Hun samler Kjolen slapt, og ej hun haster,
det er, som vaded hun med Ridestøvler,
det lille Ladyhoved - - "alle Laster".

Og ti Skridt borte standser jeg, at søge
en Tanke, som gled fra mig. Uvilkaarlig
udbryder jeg: den babylonske Skøge.

Hun gik, mens Gaden sang for hendes Fødder ...
saa let, saa tung. En skøn og skændig Latter,
der brænder med en Ild fra Jordens Rødder.

I hendes Skridt en Syndens Oldtid laa ...,
som havde disse Skørter gennemvadet
Nilflodens Dynd, med Guldbrokade paa.

Jeg drikker atter Regnens lunkne Draaber
og ænser ej de Kvinder to og to,
der gaar forbi med kækt udslagne Kaaber.


Jeg greb mig i at længes dybt og stumt,
og da jeg har spildt Ord, tit mer end nødigt
paa meget overflødigt, meget dumt,

bør jeg engang vel Sagens Midte finde.
Og sé, mit Hjerte dønner, som en Søstad
i Frihed ventende sin Herskerinde.

Hvad Pynt og Pral dens gamle Gader ejer,
den breder ud, mens ført af friske Vinde
hun lægger sagte ind ved mine Kajer.

Ej Sfinx, ej Dukke, Jættepige, Pusling,
men Medregent for mine Kolonier,
- den sølvgraa Perle i mit Hjertes Musling.


SOMMERLAND

Alt Sommerland ligger mørkt og fladt,
mens tyst og alene to
vi gaar i den silkegraa Stjernenat
kyssende over den lange Bro.

Hun fletter omkring min Lænd sin Arm,
men favner jeg hende igen -
"Du maa ej krølle min ny Mantille,
jeg fik i Tirsdags, min Ven!

"Du maa ej krølle min ny Mantille,
jeg har til Søndagsbrug.
Og jeg tør for min tærnede Kjole ej
sætte mig ned i den vaade Rug - - -"

Og har du kun Synaalssorger, min Skat,
for dine Klæder er ny -?
Min Elskede ejer ej tungere Sorg,
end hun kan i Morgen sy!


HENDES ENOGTYVENDE FØDSELSDAG

Sov nu og drøm din Morgen i Ro,
mens Solskinnet kvidrer let.
Dine Strømper paa Stolen, paa Gulvet dine Sko,
paa Natbordet dit Korset.
Sund og bleg i det matte Haar
drøm, drøm ung og tro.
Ej din Ven ved dit Hoved staar
i Dag, du er enogtyve Aar.

Smal er din Pigeseng og lun,
snævert dit sirlige Rum.
Slumrende selv, som et Dun mellem Dun,
gør du Tiden varsom og stum.
Et Savn af forelsket Lune mig naar,
Veninde, voksen og brun,
at sé dig, kysse dig, klappe dit Haar,
som Pige paa ti-tolv-tretten Aar.

Fortæl mig, bliver vi selv ej Mænd,
naar et kvindeligt Barn vi forstaar
og giver os kvindelig taalsomt hen
hendes enogtyve Aar - - -?
Jeg er bleven saa glad og foraarssvag,
jeg kender mig næppe igen,
naar jeg lytter til Fuglenes Pippen og Slag
derude i Haven længe før Dag.


EN REKONVALESCENS

Fra Sengen kan jeg Vaarluft se
og Solskin over knoppet Lind.
Det blev mig sagt, jeg kom mig nok
ved Kærlighed og sønden Vind.

Jeg skulde blive ganske stærk,
naar efter mange Dages Sne
du kommer foraarsklædt og ung
med Haandtryk og Kammillethé.

Naar slank, i Dragt af gammelt Snit
med Poseærmer, Silkebaand,
du træder nær og kysser mig
og trækker Handsken af din Haand.

Som Vaarens Sol dit Blik er lyst,
dit Kys er fromt som Fadervor,
din Hud er frisk, saa fin og frisk
af alt det Foraar udenfor - - -

For i den luftiglyse By
er Sol og Folk og Fødders Trip
paa brede Fliser - unge Smil
og Blomsterduft og Fuglepip

og bløde Stemmers Hvisk og Tisk
og al den Støj, der gør saa dum,
naar ingen, ingen gyder Duft
og Lys i dette matte Rum!


Du maatte komme, rynke Bryn,
mens du i Hast gør Stuen fin,
formane til Taalmodighed
og made mig med Medicin!

- - - Det er ej Sne, som holder dig.
Saa mangelunde gaar mit Sind;
- jeg drømmer tyst, men uden Fred
om Kærlighed og sønden Vind!


AFSKEDSVERS

Fra denne Muld, hvor Lærker
slaar op ved hver en Tue,
fra dine milde Øjne
under den kække Hue
og denne Fjord, hvis Morgen af Foraarslys formildes,
blødt kantet med en Sølvsøm, hvor Hav og Skyer skilles -

vil jeg nu tage Afsked
en bedre By at finde
og blande Smil og Graad
med en mindre knibsk Gudinde,
der skænker mig med Læberne fuldt og villig rakte
ved sine Knæ at drømme, at elske og foragte -

som ta'r mig rask om Halsen
og lader sig ej tigge,
som aldrig spørger: har han
fortjent det, eller ikke?
men straaler med to Øjne, hvis Fryd hun ej kan skjule
- - som efterligner dine, en ganske lille Smule - -

Den flinke danske Muse
hun sætter sig paa Skødet
hos mig med glade Fagter:
hun bliver ikke nødet,
hun bærer ingen Sorg for det altfor virkelige,
saa du kan langtfra staa dig mod denne kække Pige.


ENDELIG

Endelig bliver igen du mig god,
staar ikke lunefuld længer imod.
Endelig atter jeg i mine Arme
føler dit varme
smidige Legem med Kød og Blod.

Atter du hvisker saa hengiven, mild,
klynger dig til mig med Ømhed og Ild.
Sig bag den blændende Natkjole gemmer
blændende Lemmer,
fyrige, unge, som favne mig vil.

For hvad jeg led, jeg forelskede Nar,
Løn i din Favn, jeg med Renter nu ta'r.
Om dine Luner saa kommer tilbage,
ej kan du tage
fra mig de Kys, som du givet mig har.


SIESTA

Mit søde Barn, du hæver
fra Bordet dig lidt tung og varm.
Ak altfor, altfor snæver
er Silken om din unge Barm.
Og her i Mørket trækker
du Vejret dybt, imens du tæt
dig til min Skulder lægger
saa mæt og god, saa god og mæt.

Du er saa træt, mit eget
hjertelskte Barn, oh Due min,
for du har spist - - og meget
forelsket af den stærke Vin.
Jeg sidder, som en Dukke
og har det godt, og har det hedt
fastklamret af min Smukke,
som slumrer ind lidt efter lidt.

Naar Blikket ej beruser,
du snører mig i andre Garn.
Hør Kjolens Lyd, som bruser
sødt om dit unge Knæ, mit Barn.
Den trange Silketrøje
har løst sig lidt, ak hvad Fortræd!
Blandt unge runde Høje
véd jeg et fint og yndigt Sted.

Der vil jeg Munden sænke
blandt Anemoners Foraarsfred
og blundende betænke,
 om Verden ejer bedre Bred.
Og vore Pulsslag iler.
Men over os - ved Arnens Glød -
fra Kobberstikket smiler
Rembrandt med Saskia paa Skød.


FØRSTE KYS

Den Gang jeg var et ungt ubændigt Blod,
da havde jeg for ømt og fint et Mod.
Og mangen grøn Skønjomfru saa sig frelst
og faldt ej, som hun tænkte allerhelst.

Jeg var en Kryster, som af Hjerteslag
var bleven baade stærk og altfor svag.
Og ved min Skaansel, aah hvor Djævlens snildt!
blev mine bedste Sejre tit forspildt.

Min Svaghed stammer fra den første Gang,
da nogen føjede min Kyssetrang,
imens to Øjne paabød mig Respekt
for hele Evas kvindelige Slægt.

Ved hvad jeg hørte i min stolte Fryd
fik mine Strenge siden deres Lyd
af Kilders Kluk imod den bange Sten,
en Gud har gemt bag Evas Sidebén.

Jeg fandt det Under, som jeg havde drømt,
imens mit Blod endnu var ungt og ømt:
en Sten, der røres paa et sagte Bud!
og store skøre Blomster foldes ud!

Jeg nød i hendes Blik min Svagheds Ret,
drak Glød af Evas yndige Skelet.
Tit krummer mine Fingre sig endnu,
som var jeg Anatom og kom ihu ...


Thi hendes Hjerte, fuldt af Liv og Skæmt,
forskønner Formen, hvor det sidder gemt.
Og du er ung med tusind fine Sind
og ejer Lykkens gyldne Vædderskind.


RESPEKT FOR KVINDEN!

Respekt i nogle Dage - sagde Kvinden -
for mine Krøller, Silkebaand og Bændler,
Respekt for mine Roser og Lavendler,
Respekt! ... jeg maa dog kende dig forinden.

Maaske du kan bestorme mig en Smule
foran min Gadedør i Aftenvinden
og kysse mig om Natten under Linden,
naar vi er fri og intet har at skjule ...

Og vi kan sidde rundt paa alle Bænke
og tale længe - naar du er fornuftig
og ikke finder Snakken altfor luftig
- - Saa kan vi altid siden overtænke ...

Respekt i nogle Dage - sagde Kvinden -
Men hendes Tale blev kun hørt af Vinden.

Og mon hun respektérte ham forinden?


DEN NYE PALLAS ATHENE

Da Afrodite smed sin gyldne Særk,
og Hera sortnede af skinsyg Harme -
Athenes hvide Kinder blev saa varme:
hun kasted sin Ægide, kasted Hjelmen,
og hendes Haarstrøm med sin Bølgemængde
flød ud paa Brynjen, som i Hast hun krængte.
Hun stod med nøgne Skuldre, nøgne Arme
omsider nøgen i sin hele Længde.

Gudindens hvide Kinder blev saa varme,
hun kasted sig om Halsen paa Heroen
og kyssed ham og sagde, at alene
han maatte elske Jomfruen Athene!


SCHERZO

I
Jeg er Fanden selv, der kommer
til din triste Seng om Natten
for at lære dig at brænde.
Jeg vil røre ved din Livsfrugt,
skære Hjertet ud af Barmen,
og det hjerteløse Legem
skal tilhøre mig lærvilligt.
- Du maa invitere Fanden,
det er ikke mer end billigt.

Dette hjerteløse Legem
vil jeg kryste lange Stunder,
med hvad Udfald, véd jeg ikke.
Det kan ské, før nogen aner,
at du vaagner ved et Under -
og, med lægte Hjertevunder,
at vi elsker højt hinanden.
Du maa invitere Fanden.

Søde hjerteløse Legem
med en Helved-Sjæl, som blunder,
vil du kende Helvedbranden,
maa du invitere Fanden!

II
Men jeg er tillige Ridder,
og jeg drømmer om Messias
 Gudesønnen, og jeg ærer
Sandhed, Sol og grønne Skove.

Jeg er kristen Mand og Ridder,
ærer Fyrsten, der blev naglet
som en Sværmer til et Kors.

Kys mig, jeg vil frelse Verden!

Hvis du kysser mine Fødder,
vil jeg ogsaa kysse dine
og bekende, at Alverden
burde kysse dine Fødder.

Hvis du kysser mig paa Hjertet,
vil jeg ære dig herefter
som den sjeldneste af Kvinder,
jeg har fundet her i Landet.

Hvis du sér med Ømhed paa mig,
vil jeg aldrig siden glemme.

Jeg vil skænke dig mit Hoved
- Heks, med dine blege Kinder -
hvis du sværger, at du ærer
Sandhed, Sol og grønne Skove!


DIGTERENS ENDELIGT

Det er en Udgang og Ende,
min Skat! - som gør Cicero stum,
naar man tilsidst maa bekende,
at man er ulægelig dum.

Min Tro paa en Bedring af Slægten,
med den blev det først forbi,
nu stopper desuden min Fægten
for Tøjten, den ny Poesi.

Det hele var just ved at sejle
og fandt ikke mere sin Plads,
da med mange smaa Prismer og Spejle
du optraadte i mit Palads.

Min Fodskammels Vogterinde,
min lille Stumtjener-Fé,
det blev jo umuligt at finde
lidt Alvor og lidt Idé.

Du lér af de tusinde Grunde
og alt, som ikke har Grund,
af de mindste smaa Katte og Hunde,
og du har den rødeste Mund.

Og kan der stundum være
i Blikket noget haardt,
det er, naar du siger: "sin Ære
den giver en Frøken ej bort."


Naar ud af min Arm du vakler,
da favner du din Violin.
Der staar du med Blik, som to Fakler,
et Uvejr - saa mørk og fin.

Og alt, hvad du selv maatte standse
af kvindelig Vé og Lyst,
det rives som czekiske Danse
fra Fedlens firstrængede Bryst.

Min Skat, det er en Ende,
som gør en Cicero stum,
naar man tilsidst maa bekende,
at man er uhjælpelig dum,

at man var en Nar at spilde
sin Kunst og sit Farvelad
og sin Poesi, hvis Kilde
ejer Foryngelsens Bad.

Nu afskyr jeg Digternes Slæng helst,
min ædlere Ild brændte ud
- nu ønsker jeg dig i min Seng helst
for Øvrigheden og Gud.

Saa bliv da for Verden min Mage.
Jeg lover at ej være trist.
Jeg ordner fra nu mine Dage
som definitiv Humorist.

Der laa en udødelig Alvor,
en Tro paa det Skønnestes Ret
til Grund for min Blomst, mit Forfald - for
min Ungdom i godt og slet.


De største Kvinder, som glinste
paa Jord, var mig før for smaa
- nu nøjes jeg helst med det mindste
af Kvinde, som er at faa.

ii
VAAREN OG TRÆET
EN ALLEGORI



Jeg véd et Sted et Frugttræ, som visner uden Frugt.
Det blomstrer vel hver Pinse for Vaarens Aasyn smukt,
men Blomsterne skal bæres tre fulde Døgn i Flugt.

Jeg véd et Sted et Frugttræ af Tid og Lykke glemt;
det skulde skænke Vaaren tre Døgn, saa var bestemt.
Tre Døgn, tre fulde Nætter - - - man finder dem ej nemt.

Nu skal I staa og høre.
Foraaret kom
en Hverdag midt i Ugen i léret Arbejdsvogn.
Og Kusk paa Agebrædtet var Solen, som sov.

Da saa man bag et Gitter et Frugttræ, Busk endnu,
som aldrig havde baaret og stod med tænksom Mund;
dér vilde Vaaren klække en lille Frugtblomst ud.

Og Vaar med Sol i Følge, to grove Gartnere,
brød ind blandt stive Sirtrærs bestandig grønne Adel
til dette ene Frugttræ, til dette Liv i Dvale.

Den første Dag de aanded paa Træet, skød det Knop,
den anden Dag de kyssed det, og Knoppen luktes op.
Den tredje Aften hang der en lille, venlig Blomst.

Saa sagde Vaar til Solen: "Endnu kun denne Nat,
og selv de golde Steder skal eje Livets Skat!"
Imidlertid kom Natten, - da staar hver Busk forladt.


Imidlertid kom Natten, den farefulde Stund,
og det er skét, at Træet betroed Havens Hund:
"Nu maa jeg kysse Vaaren, da blir min Livsfrugt sund!"

Men Hunden, som aad Græs og som drev sit kaade Spil,
sprang til og snapped Blomsten, skønt Blomsten selv ej vil.
Det lille Frugttræ tænkte: Ih gik det saadan til!

(Har Hunden taget Blomsten, er der jo intet Raad.
Men Sol og Foraar lover sig selv: til næste Aar
at gøre Træet større, saa Hunden ej kan naa.)

Nu skal I staa og høre.
Foraaret kom
en Søndag, Aaret efter, bekvemt i Wienervogn.
Og højt paa Bukken troned den lysvaagne Sol.

Det var den samme Gartner endskønt i Søndagspuds:
man husker sligt et Frugttræ, som stod med tænksom Mund;
man elsker det af Hjerte, og man pudser paa sin Kusk.

De rørte Træets Hjerte: der brød tre Knopper frem,
tre milde hvide Blomster (og Vaar og Træ var Venner),
den tredje Aften smilte de som viltre Pigetænder.

En Kat krøb op paa Grenen og tog hver Blomst, der hængte.
Det var en dejlig Majnat. Træet sov ind og tænkte:
Nu gad jeg nok i Morgen sé Vaarens lange Næse!

(Har Katten taget Blomsterne, saa er de Grene tomme.
Men Sol og Foraar lover, saa snart et Aar er omme,
et saadant Væld af Blomster, Katten ej kan overkomme.)


Nu skal I staa og høre.
Foraaret kom
for tredje Gang med Firspand for sin kejserlige Vogn
henrullende langs Æthren. Oprejst stod Kusken: Sol.

Der flagred Silkevimpler og Baand for Luftens Luner.
Bagved gik Østenvinden, men den var slaaet sammen.
Foran fløj Vestenvinden med blinkende Basuner.

De kyssed Træets Krone, de vækkede dets Ungdom,
der stod det fuldt af Alvor med alle Grene hvide,
hver Drøm i Træets Hjerte, hver Sorg, hvert Smil blev Blomster.

Og alle disse Blomster, den lange tredje Dag,
de aabned deres Læber i hellig Tørst og Hunger
og spiste Sol og Vaar med sultne Støvvejstunger.

De smilte ned til Hunden: "Du kan nok ikke naa os."
Og midt i alt det hvide, den hvide Kat blev bange;
det ringed den for Øret: "Nu er vi nok for mange!"

Men den Gang Natten bredte sig, og Solen længst var nede,
kom Rædsel over Træet, det hvisked kold af Vrede:
"Ak jeg, som er et Sirtræ, vil ej modnes her alene!"

Det kaldte alle Aander i Luft, i Vand, i Jord.
Det rysted sine Grene i Vanvid og besvor.
Det var et mægtigt Hærværk - ved Dag stod Træet goldt.

Jeg véd et Sted et Frugttræ af Tid og Lykke glemt.
Det skulde skænke Vaaren tre Døgn, saa var bestemt,
tre Døgn, tre fulde Nætter - man finder dem ej nemt.


Da Vaaren kom ved Daggry og saa sit Frugttræ staa
med ganske bøjet Hoved uden Blomster i Haar,
da gød han over Træet sit Hjerte ud i Graad:

"Det skønne Træ! tre Nætter, tre Nætter kun i Fred!
da var det fyldt med Livet og fanged mer ej Mén.
Det er en Sorg for Jorden og et Tab for Evighed."

"Hm," sagde Solen rolig. "Her har nok været Trold,
jeg kender Herskabshaverne, det er forhekset Jord."
Men Vaaren vinked stille, og Østenvinden kom.

Han bød at fælde Træet. Men Vestenvinden kom:
"Vær ikke ond mod Træet, det Træ, du synes om.
Men lad os læse over det, og bind det om for Trold.

"Vær mild mod det, du elsker, som Gud er mod det skabte,
han finder ingen Gengæld, han giver gerne alt!"
Saa læste de for Træet mod Trolddom og bandt.

De Trylleord, de læste, er selve denne Fabel.
"Det onde Træ" er Navnet, som Østens Vind har kaldt den,
- men det er Vestenvinden, som her nu har fortalt den.


EFTERSKRIFT
til Allegorien om Vaaren og Træet

Hvad var vel dette Frugttræ, der blomstrer uden Frugt?
Jeg skrev det om en Kvinde i Ærbarhed og Tugt,
jeg skrev om en Veninde, der mangled Kærlighed,
en blomstersmykket Grav, som var fyldt med Dødens Lugt.

Jeg skrev det om en Kvinde i Ærbarhed og Tugt.
Jeg tænkte paa mit eget Folk, som mangler Kærlighed.
Jeg beder Vaar og Vinde: bring flere Blomster hid!
lad vor Veninde kende sin Besøgelses Tid!

iii



EN KLADDE

Bag den dovneste Sø, i det fladeste Land
paa den roligste Ø bor en latterlig Mand.
Hvis ej der var Blæk og elendigt Papir,
man fandt ham vel rustnet og hængt paa et Spir.

Han trøstes af Vaaren og Vinen saalidt
som af Kvindernes Kærtegn - han ønsker kun ét:
at fylde det flade Papir med sit Krads
i den Tro, at han rækker Alverden sit Glas.

Han vælger sit stolteste dyreste Nu
til at rive sig selv som en Kladde itu
for at kaste sit gladeste Purpur til Svin.
(Den gladeste Mand har ubodelig Spleen!)

I søvnløse Nætter med Pen og med Blæk
han ødsler ubændig sin Sundhed væk,
men har han ej tilbragt en søvnløs Nat,
da er det med Staklen end uslere fat.

I det fladeste Land med de laveste By'r
nær en haabforladt Strand bor en latterlig Fyr.
Han vil samle alt Liv i et eneste Ord
af Solskin og Fryd - før han jævnes med Jord.


GRY

Sent sov jeg ind ... dog vækkes jeg sund:
Sagtmodig med Smil paa sin ventende Mund
den rødmosset aabne Verden straaler -

Aah Foraar! ... Se Skibenes hvide Sejl ...
Gud Hermes har spændt sine vingede Saaler,
mens Bølger - som rundne af Guldguld-Skaaler
bær Fragt fra en Købstad af rødbrændt Tegl
og slynger mod Synsrandens Rosenhimle
sin yngste Vin, som skal sildig skimle.


APRIL

Hvem er hun dèr?
- den Heks April,
en djærv April med Bølger og med Byger,
begsorte Byger, Bølger uden Hvil,
et Uvejrshav, der, bedst som Sneen fyger,
kan aabne sig med tusind Foraarssmil.

Med Øret kildent for din Tales Kunst
hun lover Stævnemøder straks og Gunst,
men bryder Ord ...
Med hende vil jeg flane
ad grønne Skrænter ... naar lidt Sol vi faa.
Hun er en Bris fra Søen - svulm, min Fane!
sort eller hvid, jeg véd, at hun er Svane.
Det er kun Gæs, som er bestandig graa!


MORGENTIME

Den sødt søvndrukne Nattergal,
der slog i Nat sin Kastagnet,
mens Regnen bruste stærk og sval -
sov ind i Gryets Sølvlys træt.

Og Dagen løfter sin Pokal,
og Søens Olieflade snor
sig som en Muslings Perleskal
bredt om en Strime guldbrun Jord.

Mit Hjerte, fyldt ved Dagens Krus,
slaar Kastagnet til Minders Bud.
Hver Dør staar aaben i mit Hus ...
Svalerne stryger ind og ud.


AARSTIDER

Paa frodige Sommeregne
gaar Dagen i Eng sig varm,
og Korn alle vide Vegne
blotter sin solbrændte Barm.
Det dufter af Mjødurt; og Bygget faldt
i drukne Drømme om Malt - om Malt!

Ved Lygter i taaget Vinter
er alle Hekse graa.
Men vaarlige Hyacinter
bag snehvide Ruder staa.
Og Stjernekaaben sit Dronningeblaa
vil om Frostnattens Marmorskuldre slaa.


FREDERIKSBERG

Mens et nyt Aarhundred med Skodder af Jern
har indestængt Mennesket nær og fjern
og spændt ham til Hjulet, at trælle for Maden,
som Samson ved Filistrenes Kværn ...

Lad os drage til den frie Kant af Staden,
hvor Kong Frederik blev gammel af Aar,
og den unge Adam Oehlenschläger staar
i Bronce og løfter stolt Profilen,
som blev hans "Guldhorn" digtede i Gaar
... med Geniblinket under Hatteskyggen
og et flunkende Skyskrabermod,
som forstod han selv det, han misforstod,
med saa underlig en Vished, at Lykken
bredte Blomstertæpper ud for hans Fod.

Man har fældet en Skov af Plankeværker.
De drømmerige Havers Enemærker
er opbrudt og plyndret for Fortidens Guld.
Der er Huse, hvor der før fandtes Muld
og sjællandske Lærker.

Og Damphjul gør Larm, hvor en Gang man var glad
med Brus af Fioler og susende Kjoler
og Piger langs Væggen paa Rad.
Men Frederiksberg er endnu den grønne Stad,
hvor Livslysten flagrer og soler
sit Skind og slaar Smæld med et Blad.


Lad os søge til Forstadens Gem.
Her er Foraar paany med grønne Kranse
paa Baggrund af Byens Røg og Em.
Her er Grønsvær, som byder os at standse,
og Skygge, naar Somren skrider frem.
Her er Plads til at sværme og tænke,
skønt Sladren holder Hof paa disse Bænke,
hvor intet Argusøje bliver blindt,
hvis et nyt Aarhundreds Børn, med Krans om Haar,
sér Vaaren spejlet i en grøn Absinth.

Hvad var han vel sin Søndermark foruden?
Den unge Oehlenschläger! Rank og fri
vi sér ham komme fra en løvrig Sti,
hvor han og Steffens slentred med hinanden.
Den Passiar, de var fordybet i,
har aabnet, mens han tænksomt hæver Panden,
Guldaarerne - til al hans Poesi
og født den Følelse af Magt og Held,
hvis fine Ligevægt gør Øjet vel.

Dette Sammenspil af Lykken og Forstanden,
det blev hans Fund, som satte Præg paa Manden,
saa selv Naturens Søn, en Gadedreng,
der næsvis fløjter sit Revu-Refræn,
kan maale ham, idet han gaar forbi:
"Han der ... var et Sjeni!"

Det er Lykken, hvis ikke Forstanden,
som staar den Kække bi.

Det gør sin Mand til den grønneste Gren
i et nyt Aarhundred af Jern og Sten,
hvor andre træller og bryder Hjernen
med at kvæde en Lovsang til Kværnen.


Det er Mennesket, frit alle Dage,
der er Guldet, som vender tilbage.
Det spærres ej inde med Skodder af Jern,
det lader sig ej binde til Kværn eller Kærre ...

det er Hersker og Herre.

Der lides og kæmpes ustyrligt og vildt,
og tit gaar de dyreste Evner spildt.

Lad os søge til Forstadens Gem.
Her er Foraar, som før, med grønne Kranse
og Skygge, naar Somren skrider frem.

Lad os tage som bedste Mønt i Lommen
en Smule Ungdomslyst, et opladt Sind.
Det var hèr, naar April og Maj var kommen
med sit Pust, saa selv den sminkede Kind
viste friskere Flammer under Huden
- - - det var hèr, imellem Larm og Sværm ogTræ'r,
at vi midt i Folkemængden følte Guden,
følte Livet, som vaagned og kom nær
med Somrens Lyst, som længe var forbuden.

Denne Sommersværm i Dag og i Gaar
var Byens Puls - Fornyelsen og Livet
fra Oehlenschlägers Tid i hundred Aar.



NOCTURNE

Nu vaagner de fjerne Steder
til Lys, medens Hjerterne græder.
Og Mørket stumt gennem Forstaden gaar,
hvor Armoden sover blandt Skrammel og Skaar.

Snart fyldes de rige Sale
af Glæde og glemsom Tale.
Snart lyder Musik i den natlige Blæst,
én kaldes til Død, og én kaldes til Fest.

Men Kirkernes Mure forbavse.
De bliver saa tusindaars-tavse.
Og ud fra Kirkegaardenes Sten
gror Skygger, der volder de Levende Mén.

Der sidder et Barn paa et Gærde
og lér, - som var intet paa Færde.
Dog kysser en Mund hendes varme Mund,
det Kys skal hun mærke til Dødens Stund.

Men Livsmodet knuser Vingen
mod Mure, der huses af Ingen.
De sorte Ruder, de mørke Tegl
er en Gaade, lukket med hundrede Segl.

Og kolde og skumle ligger
de nys saa travle Fabrikker.
Og Kvinder søger langs Gadens Flis
en Udvej fra Livets sidste Forlis.


SE, JEG MØDTE PAA EN GADE -

Se, jeg mødte paa en Gade
Døden ... aah saa skøn at se,
brune sommerlige Lokker,
en Skønjomfrus Hud, som Sne.
"Lad mig leve" bad jeg Døden
i mit unge Hjertes Vé!

"Leve blot et stille Foraar
nær din fine Jomfrusné!
Nær ved dine kyske Sider
lad mig kun et Foraar se
med de Kys, som en Veninde
bag et Forhæng godt tør se!"

Klædt i tusind søde Blonder
ligned hun en Blomstereng.
Bag sin Skal af Skønhed var hun
vinterfrossen, død og streng.
Jeg har bedt Umuligheden
rede mig en Brudeseng.

Jeg har bedt Umuligheden
om at smykke sig som Brud.

Jeg har bedt om Vaar hos Døden,
derfor skal jeg slettes ud.


SANG

Du er som Skummet paa Vandet
imellem de hvislende Rør,
hvor Søerne svulme og dukke,
saa hvid, saa fnuglet at vugge
- et Lin om en Bølge, der dør.

Der er i Legemets Linier
en ebbende, stigende Strøm,
et Blus af Livet, der ender,
en Sjæl, som heftig forbrænder
i maalløs forvirrende Drøm.

I lette hvidnende Lemmer
med Spænding fra Hoved til Fod
har Sjælen dæmpet sin Stræben.
Jo mere blodfattig Læben,
desmere tørster den Blod.

Du er, som om Foraarets Luftning
kan bære dig bort i sin Favn,
som skal du i Længselens Varme
forgaa i din Elskers Arme,
- en bristende Boble af Savn.

Jeg elsker Ansigtets Bleghed
og Haarets cendréeblonde Elv,
det ægte Smil og den høje
Foragt i Stemme og Øje
hos én, der er slet, som jeg selv.


DRONNINGEN I THULE

Der var en Dronning i Thule,
hun bar sin kronede Last,
som en Sol under Purpurkaabens
almægtige Foldekast.
Dræb Kongen!

Sig, hvorfor skal Kongen alene
mon være saa rig paa Bedrift,
naar andre gaar svangre med Værker,
hvorom der slet ikke er Rift?
Dræb Kongen!

Og hvorfor skal Kongen mon hilses
med sejrrige Banneres Vift,
naar Landets Dronning er ledig
og ønsker sig bedre gift?
Dræb Kongen!

Der var da en Gang i Thule
en Konge rig paa Bedrift.
Men Dronningen elskede Kongens Broder,
og saa gav de den Konge Gift.
Giften aad.

Giften aad, og ingen fandt Raad.
Men Dronningen stolt udi Thule
hun rakte sin Boler den brede Guldkrone,
at han sin Last kunde skjule.
Giften aad.


Giften aad, og ingen fandt Raad.
Man fejded langs alle Kyster.
Ved Arnen sad Moderen ræd for sin Søn
og Broderen sveg sin Søster.
Giften aad.

Skøn Jomfru sin egen Elskov sveg
og svøbt kun i et Sjal
sang Vanvidsvers for de svajende Siv
og fandt sig en Død saa sval.
Giften aad.

Og Prinsen for hele Riget
han var den giftigste Daare;
thi da han erfor om sin Moders Færd,
da rustnede han, som et gavnløst Sværd.
Giften aad.

Jeg elsker den Dronning af Thule.
Saa nær ved den taagede Pol
forstod hun i Vintren at skjule
og værne den varmende Sol.
Giften aad.

iv
LIVETS KERMESSE



Jeg saa min Fælle mange Gange gabe
paa Turen hen. Vi naaede ved Skumring
Gæstgivergaarden "Den forgyldte Abe".

Den gamle By bag sine Fæstningsrester
holdt Markedsdag med Gøgl og Larm og Lirer,
Hotellet stank af Stald og flød med Gæster.

En Hund, som laa paa Tærsklen, træt af Marked
og Mennesker, blev af min Rejsefælle
højt hylende fra Trappestenen sparket.

En fremmed Stimmel, hvor vi trængte ind -
Alt var forkért i "Den forgyldte Abe",
mangfoldigt, mørkt og efter vore Sind.

Alt var forkért i "Den forgyldte Abe",
paa Skiltet saas et fornemt Dyr at gabe
og saas en glemsom Dame noget tabe.

Det var et Hus med hundred stejle Trapper;
vi fandt Hotellet efter vore Sind:
i tre Etager og med syv Karnapper.

I lange Ganges sælsomt slebne Spejle
saas Abehaler sejle som Penduler,
høfligforvredne, stolte, middagsgejle.


En fremmed Stimmel! Hvor vi trængte ind,
der fraadsed Folk med lange Hestemuler,
mens gennem aabne Døre Vejr og Vind

beblanded' Køknets lækre Kogekunster
med Gødningsduft, som stærkt fra Stalden dunster,
til allehaande sære Middagsbrunster.

Jeg lod i Højden bringe min Bagage.
En fattig Fugl kan ikke bo ved Køknet
og Stalden, i den dyreste Etage.

Ja, Table d'hôten dufter sødt satanisk.
Men tredje Sal har ogsaa flink Betjening,
da alt i denne Bygning er mekanisk.

Ring paa en Klokke! Hvis du har begæret
en Tjener - een Gang! Karlen: to! men tredje,
da gaar en Pige hundred Fod i Vejret

og standser hovedkuls og fritter kælen,
om Herrens Seng er mangelfuld? ("Wenn jemand
'ne Reise thut, dann kann er was erzählen!")

Hun bringer Vand, og Dynerne hun klapper
- hun hopper atter ned ad alle Trapper.
Og Aftnen blaaner om de graa Karnapper.

I Himmelrummet taageslørt og pæn
den gamle Fæstningsrede synes ophængt
blaamalet, som et sachsisk Porcellæn.


Ved Siden af mig boede Miss Wanda,
en Slangetæmmerske, der saas at sværme
hele den halve Nat paa sin Veranda,
Miss Wanda!

Om Dagen stod hun stolt omsno't af Slanger
med nøgne Fødder midt i Markedsstøvet.
Men mine Nætters skønne Søvn hun røved,
Miss Wanda, Miss Wanda!

Vi mødtes højt fra vore to Balkoner,
vi favnedes, mens Fæstningen derude
flød med kulørte Lamper og Balloner.
Miss Wanda!

Jeg drev Hotellet rundt paa tyve Leder.
Min Vært blev ved at skrabe ud og bukke.
Jeg saa en legemsstor mekanisk Dukke ...

En hektisk Dame gjort af Tøj og Maling,
en Dukke falsk og fersk som Markedsgøglet
(den havde været fremvist for Betaling.)

Den var med sorte Øjne til at lukke
og dybt udringet Barm, som kunde sukke
- saa gennemført i alle Enkeltheder.

Og med en Dukke-Trodsighed utøjlet
forraadte Fløjelsskørtets korte Bredder
det fernisérte Træværk under Fløjlet ...

De Handelsrejsende paa dette Værtshus
nærmed sig kun med sære Grynt og Sukke
til denne mærkelige store Dukke.


Den havde, naar man trykked paa dens Fjedre,
Bevægelser, som kunde sjælsfornedre
selv Mænd, der syntes født til noget bedre.

Der var ej noget smukt, som vakte Anstød - - -
Men med sin Holdning ufrivillig ranglet
røbed den altid netop det, den mangled!

Hvem vilde ikke se Susanne bade
i lønlig Pragt? Men tænk en livløs Dukke,
der frister med lidt Flor og Guldbrokade

og hviler de defekte Yndigheder
i Hovmod paa en falmet Kanapé!
En Dukke - men højst levende at se!

En fremmed Stimmel, hvor vi trængte ind!
Alt var forkért i "Den forgyldte Abe",
forældet, mørkt og efter vore Sind.

Med Vid i Blikket, Daarskab i Gebærden
Miss Wanda favned mig: - "Jeg er en Slange,
den Vellystslange, som omslynger Verden."
Miss Wanda!

Jeg smilte, som hos Bajadéren Guden:
"Saa vil jeg ikke være dig foruden ...
Hvis ej du gemmer Slanger under Puden!"

Hun var saa stærk, som Stadens Mur var gammel.
Ubændig ung hun spotted dette Murværk
med Taarne, Vindebro'r og Rust og Skrammel -
Miss Wanda!


Den usle Dukke syntes hun at hade.
Hun hvisked mørkt: "Jeg gør dig ingen Skade'',
men bad mig tage mig i Agt for Dukken.

- Ubændigt, hvad hun hvisked mig om Dukken!

Miss Wandas Pande syntes mørkt fortrukken:
"Gud véd ... det Træprodukt med Tøj-Façade ...
hvor mange unge Mænd hun har gjort Skade,

retskafne Folk, hvis Liv hun har skamferet
med sine Stilke-Bén og Knæ og Haser
og med sin Skamløshed - - naar først hun raser!

Thi denne Dukke med sit blanke Blik"
(hviskede hun) - - "og sine tomme Gestus,
sin hele gennemførte Mekanik ...

hun er et Lokkespil, som Værten listig
benytter for at fange sine Kunder
- de færreste kan modstaa sligt et Under.

En livløs Kvinde er en djævelsk Frister,
derfor vil Værten lade dig alene
med dette Blændværk - i en stille Scene.

Og siden vil han skrige paa Skandale,
du slipper aldrig mer fra Table d'hôten,
saa længe du kan spise og betale."

I lange Ganges sælsomt slebne Spejle
saas Abehaler sejle som Penduler
høfligforvredne, stolte, middagsgejle.


"Der kom tre unge Mænd til dette Værtshus",
vedblev den stolte Slangetæmmerpige,
"forhaabningsfulde Mænd og kundskabsrige.

Den første ligned mest en ung Minister,
en tidlig præget Alvorsmand i Staten.
Den anden var en net og bly Magister.

Den tredjes Digterøjne var saa smukke
og skælmske, at han turde alting sige ...
De tre forgreb sig paa den usle Dukke.

Jeg dadler ingen, som har Kød og Blod.
Jeg véd, at Mænd i deres unge Alder,
naar de er ene med en Dukke, falder.

Hun løfted, naar de trykked paa en Fjeder -
et Ben, en Arm - hun lod en Taare rulle.
Til at begynde var de spøgefulde.

Ministren blev af Guldbrokaden daaret,
Poeten af et Blik, hvis Kulde saared,
Magistren rørtes af Madonna-Haaret.

Nu faar de Børn den ene efter anden
med Dukken ... Børn, der ligner deres Moder,
af Træ og Tøj med Træforstand i Panden.

Ja, det er grusomt: Dukken var af Træ,
og de fik Tryner efter den Historie
som Svin og Galte - et Slags dyrisk Glorie."

Det var et Hus med hundred stejle Trapper.
Vi fandt Hotellet efter vore Sind:
i tre Etager og med syv Karnapper.


Ved Siden af mig boede Miss Wanda.
Hun spotted fyrigt Ægteskabets Lykke,
men sværmed mangen Nat paa min Veranda.
Miss Wanda! Miss Wanda!

Jeg saa en Gang de Mænd, hvorom hun talte,
- Ministeren - Magisteren - Poeten.
De havde Tryner ... men var vel betalte.

Jeg kyssed hende længe uden Anger ...
men maatte flygte over Hals og Hoved
- for ej at blive bidt af hendes Slanger.


v



STAMTAVLE

Min Moder, som til Verden mig
har født, og som jeg died,
som styred mine første Skridt
og mig sin Omsorg vied -

hun var af kraftigt Bondeblod
af nordgermanisk Stamme
af Wessels Slægt. - Jens Baggesen
jo var et Skud af samme.

Mit Sind blev blødt. Jeg fik Humør,
som være kan nødvendigt.
Min Lærer Byron gjorde det
lidt djærvt og uanstændigt.

Derpaa min Fader traadte til.
Han Liv i Spirer vakte,
som vist alt ved Undfangelsen
ned i mig vare lagte.

Han lærte Skarphed mig og Vid,
han lærte mig at tegne
et grelt satirisk clair-obscur.
Min Faders Navn var Heine.

Han lærte Skarphed mig og Vid,
men han var bitter-blodig.
Det lærer jeg ham aldrig af,
jeg er for dansk godmodig.


At Aristofanes han var
min Bedstefar, det lader.
Det havde jeg ej tro't, hvis Far
ej havde kaldt ham "Fader".

Min Moder var en dansk Natur,
men landlig uoptugtet.
Jeg opstod, da en fremmed Sæd
et frugtbart Skød befrugtet.

Min Moder var Naturens Barn,
en Borgermand hun ægted,
men blev forført af Far, det Skarn
som Bibelen fornægted.


EN VISE

Den første Rus, som jeg fik i mit Liv,
blev lægt af min Mor med en iskold Kniv.
Hun sagde - og slap ikke Staalet -:
"Det var ikke Punsjen, som gjorde dig ondt,
for alt hvad vi brygger herhjemme er sundt
- men det var Skraalet!"

Jeg vokste og kom i Studenternes Lag,
med dem drak jeg Øl nu hver ottende Dag,
mens Festord langs Bordene skylled.
Om Søndagen vaagned jeg ussel tilpas.
Det kom ej af Drikken - jeg drak kun et Glas -
men Snakken til Øllet.

Jeg forstod ej af kvindelig Skønhed et Muk.
Da udbrød en Dame: "Se, hvor jeg er smuk!"
Den hæsligste Dame i Verden.
Det var ej Gebærden, der slog mig med Skræk,
med derimod Teksten, der jog mig væk - - -
som fulgte Gebærden - - -

Jeg misted uskyldig min Barndoms Tro,
min Sognepræst undte den aldrig Ro.
Mod Fritænkeriet jeg vakled.
Man slæbte mig hen snart i Kirker, snart Kro'r.
Jeg frygted en Smule for Sandhedens Ord -
men mest for Spektaklet.


De lærte mig Forskel paa Godt og paa Ondt,
da mødte jeg Fanden, et viltert Sekund,
og spurgte ham stridbar i Tonen:
"Hvad blir der tilbage, naar alting er Løgn?"
Han lo - men betænkte sig siden et Døgn:
"Det gør Diskussionen."

Jeg lagde mig da efter Tale og Skrift
og blev saa formel: Jeg var nær bleven gift,
med en Frøken, der selv var forfaren.
Jeg rømte fra Altret uværdig min Vej.
Hun kom ikke dér for at giftes med mig,
men med Formularen.

Jeg døde tilsidst og blev stedet til Ro.
Jeg kunde ha' skreget, dog laa jeg og lo
i Kisten, og tygged paa Skriget.
Der var ingen Træthed skabt i min Krop.
Jeg fandt kun, jeg kunde umulig staa op
efter Talen ved Liget - - -


DET AANDELIGE BØRSTENBINDERLAUG

Det aandelige Børstenbinderlaug
i en høj Stue paa et Gadehjørne
holder Samraad og Udkig og Vagt
og drikker som Bjørne.

En Skomager holder sit Haandværk i Agt,
det samme gør en Skrædder, en Skinder.
Men ingen kan opæde Literatur
som en literær Børstenbinder.

Det aandelige Børstenbinderlaug
bestaar af de allerlængste Svende.
Saadanne Skuldre og saadan Figur
og sikkene Penne!

Det aandelige Børstenbinderlaug,
blot ved at kigge paa Gaden
kan kende hver Frue, som holder Vikar
og hver ormædt Skønjomfru i Staden.

Men intet bevæger det Børstenbinderlaug
med alle dets Sladderhanke,
som naar en uskyldig og redelig Bog
kommer ind for deres Skranke.

De galer som Haner, de kagler som Høns,
de svinger de fornærmede Koste
og farer rundt fra Avis til Avis
som Midder i fordærvede Oste.


Det aandelige Børstenbinderlaug,
jeg hører det juble og feste ...
Vorherre i sin usigelige Kløgt
har indrettet alt paa det bedste:

De rene Aander, hvis Tro er stærk,
dem Herren med Palmer husvaler.
Men til det daarligt bevæbnede Tros -
til dem skabte Herren Sjakaler!


KNUD KAARE

Knud Kaare er saare
repræsentativ.
Han kan ikke andet,
om saa det gjaldt hans Liv.
Hvor de store Sager drøftes, og
hvor Storheder vrøvler,
maa han ogsaa høre Knirket af
sin egen Storheds Støvler!

Han er fejlfri som Dommer
af en Steg og af en Tærte,
og saa har han i sin Festdragt
noget særligt fint paa Hjerte.
Han er Frihedsmand perfekt. Men med en
Mæthedsgispen
kan han tømme smaa Likørglas paa lige Fod med
Bispen.

Der er en Verdens Kløgt, som forener
i Længden
to Fjender - naar de mødes over Hovedet paa
Mængden.

De har, skønt deres Aand staar tilbage
for fleres -
det lille Gran Fornuft, hvoraf Verden
regeres.

Der er Drøn i deres Stemme. Og det er Fryd
og Gammen
 naar to ligestore Mætheder venligst drøner
sammen.
Det er, som om en Tryllestav
usynligt han holder,
der lægger Livets Grimheder zirligt
i Folder.
Men hans lille Kones Hjerte
ligger brak
i dette Trylleland med dets Fernis
og Lak.

Knud Kaare er desuden en Smule
kvindekær,
det vil vi ikke dadle ... det er der fler
der er.
Han er elsket videnom. Han er alle Enkers
Trøster
han beskytter faderløse, som en Broder
sin Søster.

Han blev grebet en Gang ... Det var næsten
Skandale, -
men han klarede det hele med at
holde en Tale.

Knud Kaare fordømmer
en Literatur,
hvis Frisprog ogsaa andre fordømmer
efter Tur.
Jeg kan ham ej forlade: han har gjort mig
megen Skade
ved at dadle mig højlydt paa
offentlig Gade.


DEN DØDE MAND

Det var ikke blot hans Frue,
samt alle de Faderløse,
hvis Midler han skændig forvalted',
der græd, den Gang afdøde Larsen
gik over i Verdens-Altet.

Kun nødig veg han Pladsen,
hvor han havde udrettet meget
og aarevis havde besveget
Gensidigheds Kassen.

Han drukned sig kort før Oktober
og eftersøgtes i Uger.
Man fandt ham i Vandværks-Bassinet,
hvis Vand hele Byen bruger.

Et Menneske er her i Verden
i Grunden et Interessentskab,
helst, naar han, som afdøde Larsen
har dyrket et vidtstrakt Bekendtskab.

Det var ikke blot, kan man tænke,
en Kval for den Afdødes Enke,
hans Bankrevisorer og smaa Garanter
og sørgende Venner paa alle Kanter.

Der udbryder Tyfus og Kopper.
Den hele Befolkning er rystet,
fordi den afdøde Larsen
bogstavelig falder for Brystet.


Og alle hans Hjælpere fordum,
hans uforsørgede Tropper -
de hungrer og holder Møder
om Midler mod Tyfus og Kopper.

Hvad er det, der lyser i Øjet
som Feber?
Hvad er det, der river i Næsen
som Peber?

De taler om Straffen fra oven
og om det sataniske Hovmod,
som den Mands Hjerne maa rumme,
der fældet af Livet har lagt sig
pladask i Vandværkets Kumme.
"Det værste er ikke Smudset,
som findes i Gader og Smøger,
hvis Smaafolk den Afdøde pudsed'.

Det værste er ikke de Vandrør,
hvori den Afdøde spøger.
Det værste er Sjælesmudset,
som udgaar fra Blade og Bøger."

Det er afdøde Larsens Mikrober,
der er husvilde siden Oktober.


UNGKARLESNAK

Nu taler vi atter, som vi har Forstand til
(forlad os en Skik, vi desværre er vant til!)
og spørger: hvad holder en Kone sin Mand til?

Har hun ham kær, som man elsker den strenge
sentmodne Jord, man har slidt med saa længe,
at man har glemt sin Sult og glemt, at Tid er Penge?

Elsker hun ham, som en Sum, af hvis Rente,
man maanedligt har noget vist i Vente,
sparsomt men sikkert at hæve og hente?

Ved Brugen af Jord (det gælder i det Sødes
Agrikultur) dens Bærekraft forødes.
Den udpinte Ager maa med Minderne gødes.

Men naar Minderne bliver for gammel-søde,
og intet den udpinte Ager kan gøde,
gaar det sultne Hjerte ekstra efter Føde.

Mens de halvunge Koner en ung Adonis dyrker,
sér Mændene til, som flegmatiske Tyrker.
De véd, lidt fremmed Fyrighed kun styrker.

De finder det ganske unyttigt at hade ham,
og Konerne, som helst vil i Dejlighed bade ham,
behandler ham som Barn, og frygter for at skade ham.


Hvad en Kone har Mand til? - som Maal for sin kære
Spydighedstrang, som det vil sés med Ære
- naar hver, hvem Horn er tiltænkt, engang sit Horn maa bære!


KAVALLÉRSORGER

Dingle-Dangle hed hans Fader,
Kavallér af bedste Slags,
sprang og sprætted, som en Laks
med de pynteligste Lader - -
Kongen raabte ligestraks:
"Du skal hedde d'Ingel-Faks!"

Dangle hedder Dingles Søn,
han er overmaade skøn,
var saa ranglet, var saa ringlet,
hvor han end sig svang og svingled.
Da han fried, vandt han straks
Frøken Sisken Sølversaks.

Men da Dangie d'Ingelfaks
paa en Bænk, i Middagsstunden
har forført med Pjank i Lunden
Frøken Mette-Mød-Mig-Straks,
(stakkels Mette-Mød-Mig-Straks!)
græder Sisken Sølversaks.

Medens han forsoner Sisken,
Mette slaar med egen Haand
om en Gren sit Strømpebaand!
Højt i Aftenvindens Hvisken
hendes Lemmer ringle, rangle:
"Det vil du fortryde, Dangle!"


PERSPEKTIVER

Blandt Lærdes Tidsler og Drømmeres Roser
ned gennem Sprogenes Malmbrud af Gloser
har jeg stræbt: for at sé med vort Samfunds Bevarelse
de ældgamle Spørgsmaal i Fremtidsbesvarelse.

Hvordan vi os lemped i Sol og Polarvind,
fra Dyr blev til Mænd, er forklaret af Darwin.
Men Jorden, tror Malthus, kan ej give Høst til
saa mange, som vi har Formerelseslyst til.

Hvis Malthus er trist, saa har Darwin forfriskende
sagt: vi er langt ude Fætre med Fiskene,
(hvorfor man endnu vil finde begravet
dybt i os den Ibsenske "Længsel mod Havet".)

Naar Landjorden da bliver overbefolket,
for dyr og for fin at bebo, har jeg tolket
min Darwin som saa, at en Mand faar det lettere
i Bølgernes Dyb blandt de slimede Fættere.

Fisk avler dog Fisk, trods vor Syngen og Blæsen.
Man genfinder Gællerne, Snittet paa Næsen
hos Ynglen. Og Sangguden taber sit Plekter
af Gru for de lyttende Fiskeblodsslægter!

vi
EFTER SYNDEFALDET



Atter jeg gik i den sludfyldte By,
og Kvinden kom mig i Møde:
"Hvor har du været? God Aften, vel mødt!"
(Jeg trode, de Brosten var døde.)
"Ak, skal jeg møde dig, bortrejste Ven,
paa denne saa afsides Scene?
Har du været i tusinde Byr
og gaar nu saa regnvejrsalene?"

Atter vi gik under vaade Trær
paa en natlig Vej ved en Lygte.
"Hvor har du været? Og kommer du hér?"
saa spurgte Kvinden og spøgte.
Regnen dryssed fra Elm og Lind
og drypped med Klang i Kloaken,
hen over Jorden i Lygteskær
vi saa vore Skyggers Flakken.

- - "Husk, at du ønsked engang mig Kvind
korsfæsted med Nagler og Spigre?
Kommer du sejrrig nu hjem med Skind
af fældede Løver og Tigre?" - -

- "Sjæle-Armod bringer jeg hid
og lægger ned ved din Side.
Rig gik jeg ud, og kom tomhændet hjem,
det skete, som vel du maa vide.

Da du kyssed mig første Gang,
din Mund var et Elskovstempel,
 Flammen, som hærged din røde Mund,
har givet mit Liv et Eksempel:
Altid jeg vidste fra denne Stund
en Trøst, kun én er fornøden,
siden for hver en Længsel og Sorg
søgte jeg Flammedøden.
Sé, jeg vil dø, lad det være forbi,
nu er jeg i dine Hænder.
Døden rækkes kun helt i et Kys
og bedst hos en Kvinde, man kender."

- - "Husk, at du ønskede fordum mig Kvind
paa Grund af min Slethed korsfæstet.
Sig, om du slettere Kvinder saa
i alle de Lande, du gæsted?" - -

- "Værre Kvinder jeg vistnok saa,
men ingen var mere slette.
Alle blev de Bekræftelse paa,
at du havde lært mig det rette:

Flammen, som brændte dit Liv til Støv,
har givet mit Liv et Eksempel:
Da du kyssed mig første Gang,
din Mund var et Venustempel,

Elskovs-Moderens hellige Slot
sig aabned med Elfenbenssøjler,
øverst med rosenrød Lykke og Spot,
forneden omringlet af Øgler.

Da jeg kyssed din giftige Mund,
det var, som jeg liflig røved
Solens Kærte fra Skabningens Bryst
og rullede med den i Støvet!


Nej, naar jeg mindes de Kvinder, jeg saa,
var de da mere slette?
Deres Kys var et Indsegl paa,
at du havde lært mig det rette.

Derfor kommer jeg hjem til dig,
jeg elsker dig, trods hvad du siger.
Og jeg gad sé dig korsfæstet en Gang
imellem en Hund og en Tiger."


vii
IMPERIA



Jeg er Imperia, Jordmassens Dronning,
urstærk som Kulden, der blunder i Bjergenes Skød,
mørk og ubøjelig - ofte jeg drømmer mig død.

Pragt er min Higen. Jeg kender ej Mildhed.
Jeg er den golde Natur, det udyrkede Øde,
som giver Stene for Brød, og som nægter at føde.

Ingen kan vække mig uden min Elsker,
Ilden, min Herre, til hvem jeg er givet i Vold,
saa at jeg røres til Afgrundens dybeste Fold.

Alt er unyttigt undtagen vor Skælven.
Alt, hvad der trives og pletter som Skimmel min Hud,
ryster jeg bort i et Møde med Jordskælvets Gud.

Under den Græstørv, som vendes af Ploven,
hviler mit jernfaste Indre unærmelig frit.
Hver, som er gold i sit Hjerte, har noget af mit.

Af mine Kullags og Malmaarers Gifte
blaaner den Vaarsæd, som yder det nærende Mel.
Vantrives Markerne - min er den vantrevne Del.

Hver, som er ustemt og ikke faar Tone
efter en Sang, som man synger i Klynge og Kor -
hver, som er ustemt, er Jord af min Jord.

Kold for de Levendes Optog og Danse
drømmer jeg evig om Urelementets Musik.
 Slaa dem med Lynild og Jordskælv og byd dem at standse!

Jeg er Imperia, Jordmassens Dronning,
Jeg er den golde Natur, det udyrkede Øde,
som giver Stene for Brød, og som nægter at føde.

Giftige Kratere, rygende Dybder,
sortsvedne Huler, der stinker af Svovl og Metal,
aabner sig brat, naar jeg lyder mit flammende Kald.

Kongernes Slot har jeg sænket i Havet,
slaaet den Fattiges fattige Lykke i Skaar . . .
og er utømmelig rig for Millioner af Aar.

Kom til mit Hjerte, der aldrig har frygtet.
Døren er opladt. Jeg venter ubændig min Elsker.
Stort er hans Kød. Og vor Lykke skal blive berygtet.

viii
I LØVENS TEGN

Stranden blev mørk mod Aften og stormende blaa.
Det bruste i grønne Blade og Rugens lyse Straa,
mens bleg og blond og gylden Fuldmaanen saas at staa.

Til Fru EDITH RODE



Nu tager Somren Stormhat paa
og Solsandaler for at gaa
langs Strand paa Aftenpromenade.
Hvor hvirvler de forvildede Straa,
de viltre Ranker og Blade!

Nu søger Damen feberør
i angstfuld Pragt, før Solen dør,
langs Strand den Glød, hun hungrer efter.
Hun kæmper i Stormen, med sit Slør
og sine udbrændte Kræfter.

Thi denne Bred, af Liv betraadt,
hvor Bølgen koger lunt og godt,
snart vil den høre op at gløde . . .
og Sandet strækker sig Spøgelses-graat
med Spor som af eneste Døde.

En Løve hærger Livets Land,
den pisker Vejene til Sand,
forvandler Timerne til Ørkner.
Den lurer bag Klittens solgule Rand
blandt knuste Straa - til det mørkner.

Og Kvinden aner, halvt med Gru,
den Rovdyrfod, der brød itu
hver Blomst, som man i Sandet planter,
og ønsker dog i Æventyrhu
et Solridt med Livets Panther.


En Daad, før Solen gaar bag Strand!
før Maanen - Dødens sikre Mand -
ler frem imellem Løv og Blade,
som var den Herre til Livets Land,
og vi kun var Knokkelrade!

Hvert Liv, hver Urt, som - milevidt -
laa kvalt af Løvens Flammeskridt,
dem sanker hun - mens Dagen brænder -
de lever atter, de aander frit
i hendes dugfriske Hænder.

Jeg tror, hun selv blandt Sand og Krat
har mødt den gyldne Flammekat
og klappet blidt - da de var ene -
med kølige Hænder, ringbesat,
dens Pels som af Ædelstene . . .

Og mens hun dødelig har spøgt
og flettet Blomster, har hun søgt
at ride Løven ned til Dammen,
og klangfuldt lét, med en højeste Kløgt
af Daarskab og Vid nittet sammen.

Lær Digteren en Solbedrift
som Kvinden uden Saar og Rift.
Lær ham: for Tvivl sig at beskytte,
ikke at hade sin egen Skrift,
men tro paa sit Drømmelands Nytte.

Der er et Løve-Æventyr
om Ørknens Guddom-stolte Dyr,
som kræved Skat og vælig aved
Fatamorganas Fortids-Byr,
som den i Sandet begraved.


Et Udyr spreder Ørkenro
i Livets Land . . . men alt vil gro,
naar Skytten fælder Solens Panther.
Han finder paa ny under Dyrets Klo
Ørkenens Diamanter.


ix



NYT FORAAR

Mer dovent ej drives
fra Vinterens Hi
en udhungret Bamse,
hvis Ro er forbi,

end jeg. - Mine Tanker
paa Hvidbjørne-Vis
de rejser sig: levende
Blokke af Is!

Hvad skal dette Foraar,
som fylder min Krop?
og Solen, som atter
gaar straalende op?

Jeg vækkes med eet
af en Drøm fra i Gaar,
for at modtage Livet
med alle dets Kaar.

Den Træthed, som lammed
min Styrke i Fjor,
er atter forsvundet
og slettet dens Spor.

Der tændes en Sol
bag mit stivfrosne Muld,
som klæder Alverden
i Purpur og Guld!


EFTERLYSNING

Af alle mine Drømme
- de blonde og brunette,
den bedste har jeg mistet
og kan mit Tab ej rette.

Jeg beder, søg i Vrimlen
og søg i Hjemmets Fængsel,
og hvis I hende møder,
sig, jeg er syg af Længsel.

Jeg bærer dybt i Sjælen
det Billed, som mig brænder,
se her vil jeg det male,
paa det, I hende kender.

Tænk jer et Foraarsstykke
med Søbris - jeg fik Lede
ved lune Sommernætter
og lange Dages Hede.

Hun er saa klar som Brisen,
naar skyggelange Skyer
drives med Solskinsflager
fjernt over Land og Byer,

og har et Blikkets Mørke,
det matte, perlerige,
saa klogt og graat som Havet,
hvor hvide Maager stige.


Ej Mælkeblodets djerve
forelsket gyldne Lemmer,
men finere end Ravet
i Pelsværk hun sig gemmer.

Hun er den ranke Staalfjer,
som ingen Vægt kan knuge,
og dog jeg véd, hun vilde
sin Styrke aldrig bruge.

Som Stormen hendes Tanker,
som Blæsten hendes Drømme.
Men mine hendes Kærtegn,
som hun har holdt i Tømme!

Jeg beder, søg i Vrimlen,
og søg i Hjemmets Fængsel,
og hvis I hende møder,
sig, jeg er syg af Længsel.


ERINDRING

Jeg husker hendes blege Smil
og hendes Hænders myge Tag,
hvor ensomt og hvor stolt hun gik
paa vor Berusnings første Dag.

Vi aanded sammen Morgnens Bris
i Høst, og Aftnens brune Ro;
hun holdt sig ved min Side tæt
og traadte let i sine Sko.

Fra hendes Barm, hvor Hjertet slog
og sundt sin Strøm til Kinden gød,
jeg aned svagt en Kvindeduft
- som visne Roser - sær og sød.

De fine Bryn med milde Blik,
den blonde Hud, den unge Favn,
jeg vidste mit med hellig Skræk,
og som et Hjem var hendes Navn.

Hun ligned Solens zarte Skin,
der gør Oktoberdagen lun,
og svøbte mig i Ømhed ind
som i en Pels af Edderdun.

Saa svandt da Høsten; Vinterdøgn
drog graa, som Skyer over os.
Men jeg bar Panden højt og sang
med Foraarsblod og munter Trods.


Hun fulgte kun med vege Skridt,
og tit føg til med Sne mit Spor;
hun stod og vinked efter mig
fra Grænsen af sin Fædrejord.

Hvor strengt vi stred, saa véd jeg nu:
ej dumt jeg gav min bedste Vin;
thi hun har grædt og ene tænkt
at modnes for at blive min.

Jeg véd, at hun har vogtet angst
paa, hvad hos mig hun ej forstod,
og haft sin Nød af al min Tvivl,
som ej hun vidste Raad imod.

Hun sad hos mig, da jeg var syg;
og som jeg klaged vor Fortræd,
hun virred med sit Hoved tavs
og saa paa sine Sko og græd.

Hun var som Foraar i April,
som Dagen, der er ved at gry
- da vild af hendes Vaar og Sol
jeg sled mig løs og drog af By.


MAANENAT

Langs ad de natlige Gader
to Skygger mit Fodtrin møde,
den blaalige skære fra Maanen
og Lygternes matte røde.

Alvorlig, sky og alvorlig
ud i den hvide, hvide
sværmende Vinter-Midnat,
der vil jeg alene skride.

Jeg taaler ej Had og Kærtegn
af Kvinder, - som Sneen taaler
ej haarde Hæles Trampen,
ej Solens lunkne Straaler.

Og over mit ensomme Hoved
i Nattens havblaa Kuppel
der fryser Maanen sibirisk
hvid, som en Sølverrubel.

Det er, som min tabte Veninde,
Dronning for alle de Gode,
sad dèr og frøs i sit Pelsværk,
- en lysende Himmelklode.

Det er, som hun inderlig vilde
sig selv med mit Væsen blande,
men skulde sidde og straale
med Helgenring om sin Pande.


Der rækker hun mig i Tavshed
sit Haandtryk for Timer og Tider,
mens Himmelhavet evig
ned over Stjernerne skrider.


ANADYOMENE

Min egen Sjæls Gudinde, som alene bør lydes,
hvis Navn er som en Salve, der duftende udgydes . . .

igennem Skum af Minder, som Storm og Strøm begraved,
min Eva Afrodite er opstegen af Havet.

Paa hendes unge Ansigt et Spil af Straaler hviler.
Hun hælder næsten barnlig sit Øre lidt og smiler . . .

fortumlet, let bedøvet af Vind og Bølgeslag,
med Øjne fuld af Kærtegn, god som en Foraarsdag.

Der vinder sig en Fletning af Vedbend i det bløde,
det matte Haar, mens Panden sødt dukker mig i Møde.

Og hun er klædt med Anstand i muntre, lyse Kjoler.
I hendes unge Skygge det dufter af Violer.

Hun er saa god som Bibelen, hun er saa fin og stræng
som en Erkebiskops Prædiken, trykt paa Velin.

Jeg fylder jer Luft med hendes Skønhed lys og sval,
naar Søndagsklokken kimer fra mit Hjertes Kathedral.


MORGENEN

Nu de fleste Glas er tomme, Dagen kommer,
lister langsomt frem af Nattetaagen,
lad mig sé i dine Øjne frygtsomt,
ubeslutsom mellem Drøm og Vaagen.

Meget nyt og dristigt sér jeg spire,
meget, som er graat og gammelt, falmer,
Hanen galer, nu er Klokken fire,
Nattens Vægtervers blir Morgensalmer.

Langt fra Byen, Mørket og de andre,
som med Bly om Øjet døsigt svælge,
vil jeg med dig sommermorgenvandre,
frygtsomt dine fine Øjne vælge.

Hvem kan sove, gaa i Grav med Natten?
Hanen galer, nu er Klokken fire,
lad os sammen sommermorgensvire
Haand i Haand med dugget Korn i Hatten.


EVENTYRET

Et Sted i det grønne Skovtelt
fandt jeg den Skønne slumrende
henstrakt i Græsset
til Bruset af skumrende
Grene fra alle Sider,
der bølged ud og ind.
De øverste Blade rødmed
endnu af Solens Skin.
I Skovens grønne Silketelt,
hvor alle Vægge røres
bevæget af festlige Pavker,
som kun i Drømme høres,
- dèr fandt jeg den Underfulde,
hvor hun var slumret ind,
hvis Vellyst blev mig hellig
ved fagert Egensind.
Det svajed fra alle Grene,
det hvisked fra alle Steder.
Der fyldte en Eventyrbrise
hver Fold i hendes Klæder.

Kom hun fra Himmelhvælvet?
eller fra Havsens Bund?
laa dog i tryggeste Blund
paa Jorden, hvor Blomsterne skælved.
Kom hun fra Sødybets
lysviltre spraglede Hal,
dèr hvor al Dejligheds Moder
blev født af en Muslingeskal?
 Eller fra Ætherens Kyst - - -
fra den frydfyldte Lund?
Og gik jeg i Himmerigs Skove -?
Hun var mit Fund.

En Drøm har kysset mit Hjerte,
og leved jeg hundrede Aar,
jeg husker de Øjenlaage,
jeg husker det bølgende Haar
og disse fine Kinder,
hvis Farve i Søvnen veg,
og Læben, som let sig aabned
saa rød og dog saa bleg.
Men allermest jeg mindes
det Nu, da hun vaagnede stille,
vaagned som Dagen til Lyset,
endskønt det var bleven silde,
og saa mig sidde bøjet
i Græsset ved hendes Fod
og saa mig ind i Øjet
og syntes at blive mig god,
og sænkede Laagene atter,
som blindet af Søvnens Tvang,
og rakte mig sine Læber
- de tavse - en eneste Gang . . .


ØDE

De bar mine Venner til Graven
og Jorden lukked sig, og jeg blev vaagen.
Naturens Tryllekedel er gaaet af Kog.
Der er øde for mig, selv hvor Skovblomsten gror.
Jeg har ingen, med hvem jeg kan tale.

Jeg har ingen, for hvem jeg kan prale
med en Fryd, som faar Øjne til at stirre.
Jeg har ingen, som lader sig forvirre.

Selv hvor Skovblomsten gror, er der øde,
selv hvor Skønheden straaler mig i Møde
- - - øde, øde!
selv hvor Foraaret vinker med Ranker i sin Hat
og store Blomster-Øjne, der ikke sov i Nat,
viltre af Savn og attraa-søde -

selv hvor Skovblomsten gror, er der øde.

Jeg har været i Skovblomstens Kammer.
Og hvordan skal jeg beskrive al den Jammer,
som jeg fandt mellem øde, nøgne Stammer?

Hvis der ikke havde rislet en Kilde
i Mosebundens Mørke hos den vilde
kridhvide Skovblomst - - - -
jeg havde følt mig ilde.


Jeg har været i Skovblomstens Kammer.
Og der var skummelt . . . men saa sælsomt stille.
Hendes Øjne har fortalt, hvor jeg var elsket,
hvor jeg af Skovens skøre Blomst var yndet
- - - med en Skovblomst i Ødet har jeg syndet.

Der var Dødsangst og Stolthed over Mødet,
som jeg havde med en Blomst i Skovdybs-Ødet.

Ak, hvor Skovblomsten bor, er alt forbandet,
og der gror Planter, som jeg ikke kender.
Men med Skovblomsten er og blir jeg Venner.


VAAREN OG DENS FØLGE

Vaaren er en Guddom.
Solen er hans Hjælper,
Østenvind og Vestvind
kappes, hvor han gaar.
Sol og Vind og Bølge
er kun Vaarens Følge,
født til Følge-Kaar.
Vaaren er en Guddom.

Vaaren kommer ikke,
selv om Solen kommer.
Søndenvindens Legen
skaber ikke Vaar.
Raab ej vildt til Vaaren:
"Kom dog, lille Foraar,
føl, mit Hjerte slaar."
Vaaren er en Guddom.

Om du mestred Stormen,
vakte Solens Gløden,
frygt til Løn, at Døden
korter dine Aar . . .
hvis du ikke kender
Vaaren, naar den kommer.
Ingen ved hvornaar -
Vaaren er en Guddom.


MESTEREN

Beundrerskaren slaar Fanerne ud,
og Mesterens Hustru staar smykt som en Brud
og lokker sin halvgamle Mand med et Smil:
"Vis Verden din blomstrende unge Profil!"

Men Mesteren selv er bedrøvet i Dag.
Han tror ej paa Festtog, han frygter de Flag.
Han siger, langt heller han gemmer sig væk,
end viser for Verden de stivnede Træk.

"Den Lykke, der var en fornøjet Lyd
et Sted i mig selv - omend Dagen var graa -
den Lykke, der var som en kvidrende Fryd,
et Sted i mig selv, er gaaet i Staa.

Hvad nytter de Blomster fra Taleres Mund?
hvad nytter selv Favntagets Løn i dit Skød,
naar Lykken, som var al min Lykkes Grund,
naar Lykken inderst fra Grunden er død?

Den Lykke, der kom, naar den mindst var kaldt,
erstattes for silde af Optøj og Spil.
Jeg savner den Kilde, hvor Lykken blev til,
det Sind, som af Intet kan skabe alt!"

- - Men Hustruen rusker hans Skulder i Harm:
"Det festlige Tog har tilbagelagt Mil!"
Hun trækker ham frem foran Vinduets Karm:
"Vis Verden din stivnede gamle Profil!"


DET ER IKKE NOK, OFELIA . . .

Det er ikke nok, Ofelia,
rørt og bevæget af Rytmernes Fald,
hvis en Bog har hvilt ved dit Hjerte,
at sende Blomster til din Hr. Skjald.

Blomsterne er løndomsfulde Vidner
til dine Tanker ved Gry og Kvæld.
Hæderlige Kvinder vil vide,
hvor dybt med en Blomst man kommer i Gæld.

Hvad er de? Intet for den, som grubler,
og er dog et Bud om den skønnere Jord.
Han aner mer levende Hyacinter . . .
venter en Sværdliljes ærlige Flor.

Det er ikke nok, Ofelia,
at du skriftlig vedgaar din Gæld,
sender Digteren alle Slags Ranker,
før du møder en anden i Kvæld.

Du er gal, du raser Ofelia.
Hvis Hr. Mæcén vil hædre en Skjald,
da skal han sende en Baad fuld af Blomster
og særlig et Skrin med blankt Metal.

Hvis de Unge vil kranse Skribenten
og de Stympere staar ved Ord,
lad dem ruste en Brigantine
med hundred tapre Mænd ombord!


- Men Ofelia kommer alene,
klædt eller nøgen, til Lands eller Søs . . .
Kvinder, i hvis Sjæl der gemmes Hæder,
kranser Skjaldens Læber med Kys -


SANGEN OM SARAH BROWN

Hun er død, den dejlige,
I kender Navnet!
Den tit omfavnede
har Seinen favnet.
I Druknehuset,
der er hun havnet.

Nu laster I Pigen,
nu dømmer I Skøgen.
Men vid, hun er død
som en Ende paa Spøgen
af sin medfødte Lyst
til at klæde sig nøgen.

I Venner af Sandhed,
som aldrig forraadte.
Det var for sit ærlige
Hjerte at blotte,
at Sarah, vor Søster,
fra først blev Kokotte.

Hun elsked det dristige,
haded det plumpe,
og Skønhed kan sulte
men aldrig forsumpe -
hun slynged mod Løgnen
sig selv, som en Bombe.


Med sine Kjoler,
de slet sammenholdte,
paa Kunstnernes Bal
bevirked den Stolte
en hel Politi-
og Studenterrevolte.

Den ærlige Sarah,
saadan var hun kommen
haarblond og yppig
med Intet i Lommen,
for nøgen at stævne
et Samfund til Dommen.

Og nøgen forlod hun
de jordiske Stræder,
saa snart hun begreb,
at kun hyllet i Klæder
nød Skønheden Fremgang
paa passende Steder.


FORMIDDAGSSOL

Formiddagssol i November,
Sølvspind af svindende Taage mod Blaaet.
Alt, som skal leve i Dag i Paris,
er paa Udfart og velopstaaet.

Søvndrukne Skønheder ordner med flinke
Greb deres Dragt, hvis et Skørt er i Flænger,
husker en Dumhed, som Natten har bragt,
gaber og husker ej længer.

Langstrakte øde Chausséer forbindes
over en Korsvej, hvor intet staar stille,
Livet er vaagnet og mærker sin Puls
stærkt som en hastende Kilde.

Sølvslør af Dampe, der bølger og brister,
Guldspind af Smil langs de fri Boulevarder,
Jorden er fuld af det himmelske Lys
og de vrimlende Menneskearter.

Hinduen, Tyrken, den mexikanske
Miss med de sortblanke Øjne - kommen
svøbt som en Sydfrugt i Sølvpapir
og med en Guldklump i Lommen.

Men hendes Guldfund er hendes Øjne.
Se hendes Jomfruhuds uvorne Fylde
og hendes Gang som det duvende Hav.
Det Blik maa dit Hjerte forgylde.


Lykkelig danser vor Klode mod Blaaet.
Oh denne Morgen bær i sig en Spire,
hvoraf en Verden med ét bliver til,
et Rige - det ny Empire!

Skummelt nu venter det mørke New York
Daggryets Bris paa Atlantens Vove.
Russeren drikker sin Femtids The,
og Japans Geishaer sove.

Solen staar højt over Ile de France
- Verdensriget, det nye Empire,
født paa et Solbud i Dag Klokken ti,
holder Kroningsfest lige til fire!


x
BYRON
ET UNGDOMSDIGT



Jeg savner ingen Helt, har ej behov
at rode i en Dynge muldne Kranier.
Napoleon og Nelson gir jeg Lov
med samt Juan, den vidtberejste Spanier.
Lad Videnskabens tungt beslagne Plov
kun fure dér! Men jeg vil uden Plan jer
berette - da det enkelte gør dum -
om Byron - Krig, Aand, Elskov i en Sum.

Byron, som Oprørstrods i Hellas saa'de,
hvor de var fri omtrent, som de drak Vin til -
hvis Aand har ruget over Verdens Gaade,
paakaldet Djævelen og lagt sig Spleen til,
hvis Elskov . . . Naa! en kælen "Deres Naade"
bekigger Dem lidt frit, og hun er fin til!
De ender med at sige du til Damen
- med mindre hun gør Vers og har Eksamen.

En ung Adonis med lidt Sans for Smiger,
berømt og ikke mindre stolt end svag,
vil altid finde Ømme nok, som higer
at kurre tæt som "Duer paa hans Slag".
Bort vemodsfulde Vers til gamle Piger!
Har Lykken glemt dig, saa er Dyd din Sag;
men derfor vore Fødder blev betro't os,
at vi skal danse, naar vi sér vort Rhodos.

"Vort Rhodos!" - men hvad nytted os vort Held,
naar ej en Due vilde med os sukke?
 . . . Naa, frem med Lys! og Vin i Skaalen hæld!
Jeg tømmer dette Glas for alle Smukke!
Først for Miss D. . . . og ved min Dør i Kvæld
forklædt som Page venter nok en Dukke.
I Nat Duet med Frue den og den,
i Morgen med de samme Fruers Mænd.

- Der var et lystigt Liv i Taagestaden,
og ved hver stor Souper man gerne saa ham;
og efter Bordets Glæder, Vinen, Maden -
forhippet vogted alle Damer paa ham.
De reves om ham, som et Fund fra Gaden:
saa fin han var . . . ak hvem der maatte flaa ham!
Og han, sentimental, var altid rede,
men han blev lunken, naar hans Ord blev hede.

"Sentimental" - det dér: "forbandet Digt!"
vi vilde gerne højromantisk gløde,
men blir til Is - og klager, at et rigt
betaget Sind for tidlig lagdes øde.
Saa græd han over troløst svegen Pligt,
derpaa han trodsed, selv i Helvedbrøde;
en falden Engel, Lucifer, han svor ved,
og Sorg blev Hælvten af hans Verdensstorhed.

Den stakkels Lord, saa mange Duers Høg,
og alle uden Sans for Næstens Ret!
Det blev en Kappestrid, som ej var Spøg,
saa det er et intet Under, han blev træt;
men at han gifted sig! - Jeg til Forsøg
langt før en Tiggertaske, slet og ret,
lod stadse op. For skal det være broget,
bort med en altfor trykket Brug af Sproget!

Har du forrykt det halve Londons Kvinder,
saa hader dig det halve Londons Mænd.
 Han gifted sig og skabte nye Fjender
i Dameverdnen, som var før hans Ven.
Og Konen - - - der er milde Tigerinder:
de undres blot, naar Manden rives hen,
og sukker fromt: Ak jeg imødekom ham;
jeg kan ej mer - bind Spændetrøjen om ham!

Vi vil jo elskes - lad dem slaa og bide,
men denne Hustru-Langsomhed gør gal;
de handler os, sagtmodige og blide,
som var vi syge fra et Hospital.
Formynderskab kan mindst af alt vi lide;
er vi ej Mænd? hu for en Helveds Kval! . .
Skilsmissesag, Skandal, saa London braged.
Han strøg til Havs fra Duerne og Slaget.

Der blaaned Taagelandets Kyster bort,
"for ham de skulde stedse blive blaa",
der brast hvert Baand, hver Smaaligheds Akkord,
som han saa Kølvandsstribens Skum forgaa;
at være ensom, var det ikke haardt?
men dog, hvor frit og fast man kunde staa!
- - - Snart saas kun Hav omkring, hør Bølgelyden!
Helt sydlandsk er mit Blod - vi gaar mod Syden.

Venezia! forvitret Marmor - Aske
af Romerglød, som endnu Kinden bruner -
i Vemodssmælten og i Jubel plaske
de langelig henslentrende Laguner;
mit Sind er splittet, jeg vil tage Maske,
vil støje, gætte kaade Hjerters Runer.
Ti Stilheden er Dødens; hér maa lés - ja!
Hil dig, du gyldne, hvide, blaa Venezia.

Mit Englands Grædeklima! - hvem kan være
sig selv og Næstens Fejl i Taarer bade? . . .
 Stig i min lette Baad - ro Gondoliere!
og, skønne Maske, lad os være glade.
Men Englands ladies - tal ej om de M . . .!
hver anden skrev sit Liv paa faldne Blade.
Tal om din Mand, din Beppo, stakkels Fatter!
for jeg har Lyst til Karneval og Latter.

Kom Fornarina, det er kulsort Nat,
og dersom nogen sig i Vejen sætter,
saa sig kun: "Byron har mig Stævne sat,
Lord Byron, engelsk Skjald og Fandens Fætter,
Mand for min Tunika og Eders Hat,
desuden ej ueffen i Stiletter."
Og inden du er færdig, bøjer Karlen sig;
jeg ser hans Buk og slunkne Anbefalen-sig.

Ja her er djævledejligt i Venedig,
ret infernalsk et Kor Bakkanter hviner.
Dog Djævelskab og korte Skørter, véd De,
gør træt som Silkeslæb og Sørgeminer.
Og næppe nok den falske Lyre smed De,
saa skratter deres nye Violiner.
Skrig er for ladies, Grin for Lazzaroner,
men Livet er et Spil af Mellemtoner.

Det kan du ej forstaa, oh Thomas Moore!
rimstærke, brave Digter, som beskrev ham,
og størst din Ven du saa, oh Thomas Moore!
naar Sorg og Lyst romantisk sønderrev ham.
Du traf ham i Venedig: Mand og stor,
højt over alt det smaa, som fordum drev ham,
og fatted ej midt i din Tales Flom
hans lette: "Bliv nu ej poetisk, Tom!"*

* 

Saa var det, Byron mødte sin Grevinde,
et af de gode Børn, hvis milde Øjne
vor kolde Dag saa lyst, saa hedt beskinne;
som intet véd om Tvivl og Verdens Løgne,
men helt, saa helt, saa helt sig lader vinde.
Og bort er alle skumle Tider fløjne:
du blir en Syttenaarigs Bytte, Stymper!
din svage Sjæl i Solens Væld sig krymper.

"Hans ædle, skønne Aasyn, søde Røst,
hans Væsen, Ynde"* gjorde, at hun gav ham
sin unge Iver og kun fandt sin Lyst
at maatte elske ham og - - holde af ham.
Saa skrev hun fra Ravenna efter Trøst
og som i Angst, at hun var altfor lav ham:
"Jeg skal nok læse, spille, undgaa tomme
Veninder . . . hvad du vil - men du skal komme."**

Og Byron, denne Primus blandt Galaner,
snart lige kær af Aandedræt og Død,
af Smerte, Vellyst, Dydsbørn eller Flaner,
han skatted, hvad et simpelt Hjerte bød.
Hun var den rette - ingen Ungkarls-Vaner
han førte med, som Sjælens Fromhed brød:
saa stolt, at ingen Gud ham kunde vinde,
og øm nok for en syttenaarig Kvinde.

* * 

Men hun var gift, Teresa - med den bedste
af gamle Mænd! hvem gør hans Storhed efter:
at skænke selv sin Kone til sin Næste?
Dog flyv kun højt - ved Støv, ved Støv du hefter;
din Skæbne rider Post med fire Heste,
den naar dig, splitter dine svage Kræfter;
en Dag dit Hjerte hamrer som en Smedje - - -
- Jeg havde tænkt at skrive en Tragedie.

Ak Blodet gaar tilsidst dog af med Sejren,
den gamle Greve, uglad som "padrone",
- han vilde ogsaa elskes à la Byron -
fandt paa at flygte med sin egen Kone;
saa, efter nye Scener, ny Belejren,
blev Ægteskabet løst for Pavens Trone,
og Byron og Teresa hented Fred sig
en Stund, til Skæbnen hvisked sit: "Bered dig!"

Men længe fandt sig Staklen i at nøjes
med Æren: blot saa fin en Ting at eje!
hun tæredes af Savn og skulde føjes,
for ellers var der Graad og Sygeleje.
Ungt Træ skal knejse, og det gamle bøjes;
saa red Lord Byron fro Ravennas Veje
og skrev: "Jeg steges af Kampagnens Hede,
nu plaskede jeg helst i Golfen nede."

Gør denne Golf - Tom Moore! - dig saa forstemt?
du skærmed helst Lyriken mod Forkølelser
og dadler Byrons kaade Hang til Skæmt
med Hjertets aller inderligste Følelser.
Dog Reaktion behøves, naar for slemt
vi dukkedes i skønne Oversølelser.
Lidt Spot forfrisker os vor Helligdom
ved sin Kontrast - "Bliv ej poetisk, Tom!"


Dér red han tit langs Bredderne af Po,
naar Solen flagred mat - imod den Time,
da Myggedansen summer os til Ro,
mens Skygger Lag for Lag om Vejen stime.
Her kommer Naaleskoven - her en Bro,
derpaa han skimter Havets sølvblaa Strime.
Og dér staar En og stirrer langt her henad,
mens alle Hunde glammer i Ravenna.

Aah disse Nætter, Dage! da vor Ungdom
en Gang sin rette, sarte Majdrøm kender,
da vi skød langt forbi det svage Punkt: - om
den ene isner, naar den anden brænder;
vi aander let, og intet ta'r vi tungt om,
og hvad vi naa'r blir Guld i vore Hænder.
I smidig Leg, til vor Venindes "Amen",
vi kunde tømre Verdensvraget sammen.

"Sorg var hans Storhed" - ja tilforn! den styrter
for Klangen af hans evigunge Latter.
"Men nu - gem eders Laurer, eders Myrter!
træt af mig selv, én Ære kun jeg skatter:
at lette Jordens svage Sønners Byrder
og blive elsket af en Jordens Datter.
Og dør jeg snart, jeg er dog ufortrøden:
jeg elsked Livet, uden Had til Døden."

"Jeg kendte Londons Regn, Venedigs Sommer,
og Balsamro Ravennas Lunde bød;
jeg nynned Vers, som Lurer og som Trommer,
der skræmmed Konger, tændte Folk i Glød.
Hvad er der mere? se, din Time kommer,
lad Hellas' Frihed faa din stolte Død.
Søg som Soldat din Grav - det er dig bedst -
og vælg din sidste Jord - og tag din Rest!"


Hellas laa splittet, da han steg i Land,
en Helt for Græker, skønt de voldte Nød ham,
med Sydbo-Ild og brittekold Forstand
han greb sit Spil, de knurred, men de lød ham.
Og Folket jubled mod "den ædle Mand"
- til Feberen i Missolonghi brød ham.
Græd nu, Hellener, langs det vinblaa Hav,
strø Blomster, græske Piger, paa hans Grav.

Saa glatted Døden da de spændte Bryn,
et Kain paa Trods var deres Adelsmærke;
saa brast de engleskønne Øjnes Syn,
og Jorden tog igen den jordisk-stærke.
Var han sig selv? med djærve Tankers Lyn
han var sig selv bekendt - trods alle Klerke;
en Mand, en Helt, plastisk med frie Arme,
helt Menneske i Lidelse og Varme.

Og Døden førte ham til deres Rige,
som evige i Slægtens Tanker bo,
hvor ogsaa hans Teresa, stakkels Pige,
da dog de hørte sammen disse to,
vil sé en Dør paa Klem og ind sig snige
og elske ham, som før, bestandig tro,
hun, som i Viddets salte Havbris gød
sin Duft af Land, sin fine Morgenglød.

Det er ved Foraar i det friske Græs
blandt grønne Banker, hvor det ikke blæser,
og alt er Sol ud til det fjerne Næs,
Fuglene trilre - en Flok Vildgæs hvæser.
Og hun og jeg har slaaet op et Steds
i "Don Juan", og Haand i Haand vi læser -
den smukke Bog, hvis Lægeurter kogler,
mens Slægten end har Marv i sine Knogler.


xi



HOLGER DRACHMANN

"Det er Tegnet paa et svagt Folk,
at det ikke hædrer sine store Døde."

Han kom til de higende Ynglinge-Hjerter
i flot realistiske Attituder,
ombord snart i Baad mellem begede Jyder
og snart paa Lagunen med Luth-Spil og Kærter.

Han bruste som Nordsøen, flakked som Glenten,
bag Synsranden sukked og sang Orienten.
Hans Fiskerbaad blev Gondol og - da Solen
en Morgen stod op - til et Luftskib Gondolen.

De paastod i Land, de mer grundige Fyre,
at han flød i et Luftskib, han ej kunde styre,
og glemte det daglige Liv og dets Furier
for Legen med Valhals de staalklædte Hurier.

Vi plantede Kaal langs ad Bondemarker
og Malmfontæner i Byernes Parker.
Dèr kom han ukaldet og bød os til Fester,
hvor alle misundte de udkaarne Gæster.

En Ufred fra Himlen berusede Riget,
hvor glammer og jodler Valkyrie-Skriget!
Hvor fandtes det Land, som han ej kunde vinde
for sin Kaarde, sin Vin, og sin Elskerinde?

Hver Ungmø blev Is og blev Ild for hans Aand
som den dunede Fugl under Jægerens Haand.
Thi Sangerens Bryst, naar han rigest beværter,
er dybt som Gudsmoders velsignet med Smerter.


Han véd, Trubaduren:- en Skænk vi ham byder
som Sokrates af de bedske Skarntyder!
Og højere lod han sin Festfakkel gløde
for at træde sin Undergang fyrigt i Møde.

Hans Luftskib er brændt. Og af Boblen, som brast,
lidt Røg og lidt Aske - hvad blev der vel andet?
Og de har begravet ham oppe i Sandet,
hvor vigende Klitter skal holde ham fast.

Han blunder? - det levende, Bølgestrimlen,
det er Holger Drachmanns Foldekast?
Eller stiger han frigjort med ilende Hast
som Vølund Smed? Har han "Koner i Himlen"?

Og Hverdagens Furier lod han tilbage
for glad med de himmelske Skjoldmøer at age?
Og der bor i et Land, som har glemt en Befrier,
en Kulde, hvorved man fortvivler og tier.

Naar Vaarkilden klukker paany i sit Kammer,
er Ødet mer sort mellem Bøgenes Stammer . . .
hvor Skønheden pranger os dugvaad i Møde -
hvor Skovblomsten mylrende gror, er der øde . . .


INGEBORG STUCKENBERG

Til dine Øjnes Aandemusik
i Skumringstimen vi lytted sørgmodig.
Din tavse Mund stod smertelig modig
i Drømmepagt med dit Tungsinds Blik.

Du fulgte med søvngænger-festlige Skridt
en vaad Allé, som var høstafbleget,
med Hjertet stort af fortvivlende meget,
hvoraf der skal huskes saa bitterlig lidt.

Hvor kan en Kvinde med trofast Sir
- skønt selvfortæret af Smerten og Haanen -
bygge sig Slotte i Solen og Maanen
og klippe Stjerner af Guldpapir!

Men du var opfyldt af Klokkespil,
som drog dig fjernt over Hav og Bølge
med deres uhørlige Tonefølge
til Eventyrland, som for dig var til.

I dine Øjnes Aandemusik
det kæmper og haaber, det hvirvler og spøger
som Genfærd fra tusinde Tider og Bøger,
du vilde ej taale, at Livet forgik.

Ej har dine Søstre paa tyve Aar
med Læberne røde af Kys og Løgne -
den Ro i to Uro-store Øjne,
den Straaleglans af usigelig Vaar.


Din Mund var en Gaade med lukkede Segl.
Men Øjnene stirred saa blanke og kolde,
som skulde du dyste med Drager og Trolde
og blive ført bort under Sørøversejl.

Som skulde et Sted paa den sorte Jord,
du vinde den Sandhed, hvorefter vi spejde,
og lykkelig frelse fra Livets Fejde
en Fabelblomst og et gyldent Flor.

. . . Det greb dig som Skændsel, at Dødens Le
vil fælde hver Drøm, som gøgler og kogler,
og blotte de stakkels blufærdige Knogler,
som Kvinden skjulte med hvileløs Vé.

Naar Blæsten vendte det brogede Løv
til Side fra Træernes øde Skeletter,
du huskede mørke, forglemte Nætter,
hvor dine blodfyldte Savn blev til Støv.

Saa gik du bort. Men den Livets Drik,
du søgte, blev dig til Bærme i Munden.
Vor Ungdoms frimodige Søster forsvunden
og tabt i Taagen dit Tungsindsblik!

Da dine Haandtryk og Spor forgik,
vi saa din Stolthed, som aldrig har sveget.
Der bliver fortvivlende lidt af saa meget:

kun Aandemusik.


HERMAN BANG

I Døvstumgaden i Paris
dér laa et lille perlemalt
Hotel med Sol paa Gadens Flis,
men inde var der skyggesvalt.
- Aah Gud, hvor der blev talt, blev talt!
i Døvstumgaden i Paris.

Det er en solhvid Akvarel
det lille smilende Hotel.
Her skrev, her gav han Avdiens
til Fremmede paa festlig Vis,
men gav - med Hjerte, som en Vens -
for mig sin Spøg og Sorg til Pris.

Han ænsede hver Bagatel,
som var han Amtmand i sit Amt,
fra Værtens Pengesorg og Held
til Kokkens Dont i Køknet, samt
Mamsellens Bryllup - hver reel
Bekymring, hvoraf En var ramt.

Ej blot det nære blev han vaer.
Han tænkte paa din Far, din Mor,
og gav aarvaagne Raad og Svar.
Og mangt han af enhver erfor -
om Lykke, som man har paa Jord,
og Lykke, som man ikke har.


Fra Dreng saa Imperator-klog!
skabt til at tyde Livets Bog
som Kejserinders Skriftefar . . .!
Et Menneske - sit Hjertes Nar -
hvem intet menneskligt bedrog
i Livets lange Narretog.

Han var saa sund, han var saa syg,
saa overstolt, saa træthedsmyg.
Berømte Mænd - og Damer, kom
og hilste Aandernes Gesandt:
Det ligned Hellas, ligned Rom,
naar Cæsar var Komediant.

Det var et letkøbt Drilleri
at spotte med hans Adelskab.
Ved Siden af en agtet Stab,
som ejer Formens Liberi,
var han en Aand, hans Form var Aand,
en født Markis!

Hans Gavmildhed var underfuld,
det var kun faa, der evner sligt,
at give uden Gods og Guld.
Han gav med tomme Hænder rigt,
saa smertemild, saa glædeshuld,
at hver en Gave blev et Digt.

Vi saa, hvorledes han bestak
os snildt . . . og modtog det med Tak.
Han spurgte unge Mænd, som kom,
om den, de helst gad tale om.
Han satte i en Kvindes Haar
en Blomst - det har hun husket Aar.


Saa rig en Ødslen er ej set,
han gav dem Genialitet,
og intet er saa dyrt omtrent
som det, at tro paa Folks Talent.
De tog imod Talent, Geni,
gik hjem og fraadsede deri.

Han gav dem af sin egen Ild,
han gav dem Glimtet af Geni,
som i hvert Menneske er til.
En Dag han lo af Sejer vild:
- Men blir jeg derfor nogen Helt
ved Øresund og Store Bælt? -

Jeg saa Bagtalesygens Em,
som ofres vildt til Løgnens Bâal -
og udbrød: "Man kan sværte Dem
fra nu til Hanegal,
om De var grum som Nero
og Heliogabal -

De har, omend De kaldes svag,
en Disciplin, en barsk Moral,
en Hjertets Selvtugt uden Pral.
Jeg vil forsvare Dem en Dag,
om De var grum som Nero
og Heliogabal!"

- Aa Gud, hvor der blev talt, blev talt!
Det er en lysvild Akvarel:
det lille perlegraa Hotel,
i Døvstumgaden, skyggesvalt,
der, skabt af Støv, er lagt i Støv
med fjerne Somres svundne Løv.


- - - Af Jord du kom og blev til Jord - - -
Hvem kan vel tro det Dødens Ord!
Nej, i sit hvide Hus han bor.
Se paa den frosne Rudes Pragt,
betragt det rene Palmeflor,
som ene gror ved Kuldens Magt.


