Beretning for undersøgelse ASR 2391
Loading...
Date
2018-02-09
Authors
Niels Bonde
Orla Hylleberg Eriksen
Morten Søvsø
Michael Alrø Jensen
Journal Title
Journal ISSN
Volume Title
Publisher
Abstract
Description
Undersøgelserne kunne påvise vikingetidige begravelser på alle sider af Domkirken samt den ældste kirkegårds afgrænsning mod øst og nord i form af en serie af grøfter. På den nordøstlige del af kirkegården lå en stor fygesandsklit, der stejlt rejste sig to meter over strandengene og åen mod nord. Det var sandsynligvis her, at de første kirker, ligesom den nuværende Domkirke, blev opført. Senest i første halvdel af 1100-tallet blev kirkegårdsgrøften afløst af et hegn, hvilket sandsynligvis skete i sammenhæng med periodens øgede urbanisering, der bl.a. resulterede i massive kulturlagsaflejringer og sammenhængene infrastrukturprojekter i form af plankevej. De tidligst mulige rester af en plankevej blev dateret til 1149, og i de følgende hundrede år blev der gentagne gange udført store sammenhængende renoveringer af plankevejene. I 1256 blev den sidste plankevej etableret i Skolegade, hvorefter gaderne blev belagt med sten.
Den største, påviselige ændring af kirkegårdens udnyttelse skete i første halvdel af 1200-tallet, hvor en stor del af den sydlige kirkegård blev udstykket til gavn for domkapitlets kannikker. Der opstod her en teglstensbygget randbebyggelse, mens den resterende del af kirkegården blev lukket ved opførelsen af en kirkegårdsmur. Randbebyggelsen blev udbygget igennem højmiddelalderen. På den østlige kirkegård opførte domkapitlet syv stenboder. Et mægtigt stenhus blev opført få meter fra Borgertårnet, og i vest blev Domkirken delvist lukket inde af bindingsværkshuse. Domkirkens tilbygninger optog en stadig større del af kirkegården, og med opførelsen af den senmiddelalderlige processionsomgang nåede komplekset sit højdepunkt, som i det store hele forblev uændret efter reformationen.
I 1580 lagde den store bybrand størstedelen af den gamle middelalderlige bebyggelse i Stenbogade øde, hvorefter der blev opført nye fornemme bindingsværkshuse med store teglbyggede kældre til brug for opmagasinering. De økonomiske nedgangstider for Ribe i anden halvdel af 1600-tallet og i 1700-tallet bevirkede, at håndværkere afløste de tidligere købmænd i Stenbogade, hvorfor de store kælderrum blev kraftigt indskrænket. Samtidigt blev en stor del af Domkirkens tilbygninger revet ned og i 1809 blev kirkegården nedlagt, hvorefter en stor del af arealet blev udlagt til Torv eller til havebrug i en kort periode. Ribe Domkirkeplads repræsenterer således en tilbageføring til situationen før Domkirkens hovedrestaurering, hvor hele den højmiddelalderlige kirkegård og de middelalderlige gader omkring Domkirken udgjorde et sammenhængende torv.